Nyt-fucking-år!

Det er nytårsaftensdag og jeg bliver mere og mere loren ved den forestående begivenhed, fordi jeg synes, den er så latterlig; men nu "kvinder" jeg mig op og får en hyggelig aften ud af det. Vi skal tilbringe aftenen hos min søde storebror incl. familie, samt muddi, måffe og moster-ba-loster, og det glæder jeg mig til. Meget endda!

Prinsesserne er badet (under tvang), og har helt selv valgt påklædning, hvorfor de nu ligner Jytte Abildstrøm i tøjet; jeg kan dog ikke forvente stort andet, når de har en mor med orange hår...

Trods mit halvsure indlæg den anden dag om Bitchen 2011, har der selvfølgelig også været noget godt ved selvsamme Bitch. Og af de gode ting, der er sket i det snart forgangne år, vil jeg godt skænke mine "indsatte" og mine andre fængselsbesøgskollegaer en tanke. Det har været en fantastisk sjov, krævende, givende og spændende ting, jeg har fået afprøvet, og jeg tror næppe, jeg slipper den igen, før der absolut ikke er en kriminel i miles omkreds, der orker at få mig på besøg!

Så kom det lige fra The Dictator mens jeg i nærværende øjeblik sidder og skriver:

"Mor, du er jo tyk!"
Mor: "Ja."
Cornelia: "Jamen mor, tyk kan også betyde fed..."
Mor: "Jaaaah...?"
Cornelia: "Altså som i sej - det sagde hun i Nissebanden."
Mor: "Så du synes, din mor er sej?"
Cornelia: "Ja, nemlig mor (påklistret et ægte, kæmpe smil)!"

Men jeg kom fra de fantastiske øjeblikke, hvortil mine børn har leveret noget der lugter lidt af 90% af materialet. Så har jeg fantastiske øjeblikke i forbindelse med mit studie og fantastiske stunder på mit arbejde. Som en dag inden jul hvor jeg mødte én af "mine" store elever i privat sammenhæng, og jeg kom til at spørge, om det var godt at have deres vante lærer igen. Efter lidt betænkningstid tænkte jeg, at det var en lidt penibel situation at sætte hende i, hvorfor jeg sagde, at jeg godt kunne forstå, hvis de var glade for at have deres faste lærer igen, og den kække pige svarer: "Nej, det er faktisk slet ikke nær så sjovt som at have dig, jeg vidste bare ikke lige, hvordan jeg skulle sige det.". Det er da herligt at høre!

Og min bandit, som bare er en bette knøs, har saftsusemig givet mig rigtig mange billige grin. Men ud over at fortælle fjollede ting om sit liv, snakker vi også om meget private og ømtålelige emner, og der er det rigtig rart, at han fortælle så meget, for jeg er åbenbart én, man kan have tillid til. Jeg har ingen tavshedspligt ud over mine egne etiske grænser, hvilket han godt er klar over, så jeg må jo bare ligne én, man kan have tillid til - og det gør mig da glad. Sådan rigtig grundglad!

Indskudt bemærkning: Så kaldte jeg lige Mathilde en "smart-ass", fordi hun svarer igen. Jeg ved ikke helt, om det er legalt, men jeg tror, mine arvinger har et varieret sprogbrug, fordi jeg jævnligt siger mærkelige ting til dem...

Men apropos det at være grundglad vil jeg slutte årets sidste dag med at være grundglad. Grundglad for mine børn, grundglad for mit liv (selvom det tit er noget crap af ikke selvforskyldte årsager - ansvarsfralæggelse? Nej, ikke engang.), grundglad for min familie, som har hørt på meget shit i dette år, grundglad for mine nye venner og bekendtskaber, og grundglad for de venner, der blev hængende da livet var en Kælling!

Så vil jeg være grundglad for de mennesker, der gider læse min blog! TAK!

Vi slutter sgu året med en salut fra Gladsaxe-pigegarde: Trut-trutte-ruuuuuuuuut!

Crap-året 2011

Jeg kommer ikke til at savne 2011 det fjerneste, for det har da på mange punkter været et shit-år. 2010 var dog endnu værre (og jeg er ellers ikke pessimist)! Umiddelbart vil jeg derfor synes, at det må blive bedre i 2012, hvis kontinuiteten skal bibeholdes; og jeg har store forhåbninger til det kommende år. Det bliver godt. Måske, hvis jeg er heldig, rigtig godt!

2012 starter vi med at sende Cornelia i brobygning. Kan ikke forstå min lille My er blevet så stor, at hun skal til at i skole om et lille øjeblik, men det skal hun altså. Og den 23. januar fylder hun 6 år. Det kan heller ikke være rigtigt - jeg er i hvert fald ikke blevet ældre, siden hun kom til verden, så der må være tale om en regnefejl af de grove. Hun bliver nok kun 2 år. Men hun er da godt nok en kommende 2-årig med et meget varieret sprog. Som i dag da vi lige var en tur i Horsens for at købe...ingenting...og endte ud med et Justin Bieber håndklæde og en Fluffy Go Walkies, hvor den fremmelige 2-årige valgte at udtrykke sine følelser for sine med(mod?)mennesker med: "Jeg fatter ikke hvorfor andre mennesker ikke kan finde ud af at stå i kø. De kan jo bare pisse hjem, hvis det er for svært for dem at lære!". Kom jeg til at grine lidt? Jah, det gjorde jeg vist... Er det særlig mor-er-det-bedste-forbillede-agtigt? Nej! Ergo må jeg jo stadig være 24 år og ikke have en skid forstand på hvad der sker i verden omkring mig, eller hvordan man er mor sådan for alvor. Logisk konklusion. Eller også bliver jeg bare snart 29 år og har stadig ikke lært, hvad jeg skal med det der, de kalder "livet". Lidt klogere er jeg blevet efter disse to shitty-years. Jeg har lært, hvem jeg kan stole på; hvem, der vil mig det godt; at jeg, trods alt det shit jeg har skulle finde mig i fra xman, stadig er latterligt optimistisk og naiv - jeg rækker stadig Fanden en lillefinger og bliver hver gang chokeret over at han tager hele armen. Ikke mindst har jeg lært, at jeg har nada tollerencetærskel, når det gælder mine børns ve og vel.

Nå, men når den snarligt 2-årige om lidt starter i brobygning, er det med noget blandede følelser fra hendes mors side. Jeg glæder mig rigtig meget for hende, da hun virkelig ser frem til det. Nu har hun også gået i børnehave i 3 år og er meget klar til, at der skal ske noget mere. At få noget mere læring proppet ind i gryden. At opleve det der "skole" som Mathilde og jeg taler om så tit. Og så bliver det super nice for mig at skulle aflevere børn kun ét sted. Mine bekymringer ligger nærmere i, at det er noget evindeligt rod med mine børns forhold til xman. Og eftersom dette rod tilsyneladende har tænkt sig at fortsætte, er jeg lidt betuttet ved, om det kunne ødelægges hendes start på "skolelivet". Men nu har jeg på forhånd dømt 2012 til at blive vores år, så selvfølgelig sker det ikke.

Jeg har det sådan med årsskifte, at de interesserer mig overhovedet ikke, så hvorfor jeg lige pludselig går så højt op i lorte-året 2011 ved jeg ikke. Tror jeg er fuldt med på massernes hysterie omkring denne begivenhed, der for mig ikke er mere særlig end den 31. maj. Og nytårsforsætter skal jeg slet ikke ind på, for så får jeg mig selv skubbet op i det røde felt. Folk med nytårsforsætter burde stille sig ud på fortorvet og håbe på at blive ramt af realitetstoget i en fart. Det er efter min mening tåbeligt at tro, at man vullevullevap kan lave sig selv og sit liv om natten mellem den 31. december og 1. januar. L.a.t.t.e.r.l.i.g.t. I tell you! Derimod giver man sig selv muligheden for at opleve en masse nederlag og/eller fiaskoer. Så hold dog op! Vær glad for det du har, eller gør noget ved det NU!

Denne holdning til nytårsaften tror jeg, at jeg ubevidst har projiceret over i mine børn. Da vi snakkede om den forestående tradition i dag, sagde Mathilde: "Hvad betyder det der nytårsaften?" Så fik vi en snak om at vi skifter år, lige som vi gør med månederne, datoerne osv. Hun var ganske uimponeret men ser frem til at de må være oppe til midnat, så de kan se noget krudt. Første gang de prøvede det, var sidste år, da jeg ellers ikke rigtig har kunne se nogen grund til at holde børn længe oppe for at se 5 minutters raketter på bekostning af en god og sund døgnrytme. Nu er de så store, at de kan holde til det og finder krudtet spændende og fascinerende. Mere imponeret var hun, da jeg sagde at vi kunne få lige præcis det aftensmad, de har lyst til, og lige præcis det dessert, de gerne vil. Efter lang tids spekuleren kom hun med sit ønske: "Lange spaghettier med gul sovs og fiskefrikadeller. Og chips til dessert." Så det skal pigerne nok have. Tror jeg vil ofre lidt større kulinarisk oplevelse på mig selv, men de skal da have, hvad de har lyst til :-)

SKÅL for helvede og pas på jer selv og jeres krudt-nysgerrige børn!

Er sødmælk minder eller retro?

Det er onsdag; eller nærmere torsdag for om 2 minutter er klokken over midnat og jeg forsøger at flikke noget sammen til en psykologiopgave. Min bærbare er død, og hvad jeg havde skrevet til opgaven i sidste uge er gone gone bye bye. Det er saftsusemig så nitte-agtigt, at det er til at tude over. Ikke så meget det jeg havde skrevet, så klogt var det nok trods alt ikke, men mine kildehenvisninger var der, så jeg kunne jo så nemt som ingenting have fundet det igen i bøgerne. Men næh nej... Og rigtige kvinder laver ikke back-ups. De TUDER! Så det gør jeg, mens jeg forsøger at huske bare en bette smule af mine bevingede ord.

Men bloggen skal jo også passes (den er godt nok blevet negligeret her i julen), så det bliver lige til et mærkeligt indlæg nu.

Energi skal der til under panikgenskrivning af forsvundet opgave, så jeg sidder nu med en liter sødmælk (vi skulle vist have haft risengrød en dag, men det blev så ikke lige til noget) og hører Party I Provinsen. Ved ikke helt om det virker; mælken gør uden tvivl, men jeg tror jeg skifter musikgenre om lidt. Mælkedrikningen, der foregår Flyttemand Olsen-style, med bunden i vejret ved hver mundfuld, mens jeg råber SKÅL FOR FANDEN, gør mig helt nostalgisk, for min  mormor havde altid sødmælk i køleskabet; den der mystiske fornemmelse i munden, som sødmælk giver, fordi det er så fed, minder mig om det. Så nu sidder jeg og tænker dybe tanker om hvorvidt nostalgi kan argumenteres i retning af at være det samme som retro. For mig, forstås. Og jeg er vist nået til den konklusion at sødmælk bare er retro. Basta!

Samme tid som jeg nåede til den betydningsfulde konklusion, at sødmælk er retro, kom jeg til at tænke på hvad mine arvinger om 20 år har af minder fra deres barndom, og det er denundenlynemig sjov filosofi. Godt nok ikke på Kierkegaard niveau - nærmere på navlebeskuelsesniveau, men sjovt er det stadig. Jeg håber de ender med overvejende positive minder så som "nærværende mor", "sjove hverdage", "hyggelige traditioner" etc. og ikke noget med "syg skilsmisse", "tvangsbad" og "sære madpakker". For det har virkelig været en syg skilsmisse og selvom det er over 1½ år siden, er det stadig lige sygt og betændt. Har efterhånden C/O adresse i Statsforvaltningen i Højbjerg, men det er en helt anden snak. Og ja, jeg tvangsbader mine børn. Stod det til dem, skulle de aldrig i bad, og når jeg så endelig har fået dem presset ned i badekaret, nægter de pure at komme op igen. Puha, det er hårdt arbejde! Sære madpakker giver jeg dem også med, og glemmer jævnligt hvem der ikke kan tåle hvad i hvilken uge. Desuden plastrer jeg indersiden af deres madkasselåg til med post-its hvor der står "Jeg elsker dig", "Hav en dejlig dag", "Jeg glæder mig til vi ses i eftermiddag" og de kan jo for fanden ikke læse. Tror pædagogerne tænker "Weirdoooo....". Men jeg synes det er hyggeligt!

Og så var det lige jeg over en msn-samtale sammenlignede sex uden orgasme som flæskesteg uden flæskesvær... Weirdoooo virker mere berettiget nu, ikke? Tror bare jeg skal gå i seng!

Hvorfor?

Det der med selektiv hukommelse er altså noget pudsigt noget. Der er rigtig mange ting, mine børn kan huske, som jeg ville ønske, de ikke kunne; der er også rigtig mange ting, de ikke kan huske, som jeg ville ønske, de kunne. Men sådan er det måske med os alle sammen?

Mathilde kan uden tvivl huske præcis hvor man finder alle de fede spil på Y6.
Hun kan bare ikke huske at tage sin flyverdragt på ud i frikvarteret.

Cornelia kan huske hvornår Zippo (som i øjeblikket ligner Elvis) har fødselsdag.
Hun kan bare ikke huske sin egen.

Mathilde kan huske hvornår Legoland åbner igen.
Hun kan bare ikke huske hvor hun har lagt sit nattøj, når hun skal i seng.

Cornelia kan huske 2-tabellen.
Hun kan bare ikke huske at slukke lyset på toilettet, når hun har været dér.

Mathilde kan huske da jeg (ved en FEJL) kørte over for rødt.
Hun kan bare ikke huske, at hun ikke skal ligge og snakke, når hun skal sove (jamen mor, jeg glemmer det hele tiden).

Cornelia kan huske da jeg hældte for meget cola i et glas og det brusede over.
Hun kan bare ikke huske, at hun ikke skal tage badedragt på i bad.

Mathilde kan huske alle navne på samtlige børn på skolen.
Hun kan bare ikke huske at lade være med at smide sine strømper væk oppe i skolen.

Cornelia kan huske hvor vores julepynt hang sidste år.
Hun kan bare ikke huske at lade være med at tage 8.000 stykker tyggegummi i munden på samme tid.

Med hvad med mig selv?
Jeg kan huske alle episoder i Sex And The City udenad (nej, jeg har ikke et særlig spændende liv), men jeg glemmer, at vådt vasketøj har bedst af at komme i tørretumbleren eller på tørresnoren.
Jeg glemmer a.l.t.i.d., hvor jeg har lagt mine bilnøgler, men jeg glemmer aldrig mine børns cpr-numre.
Jeg glemmer aldrig handlingen i mine yndlingsbøger, jeg glemmer til gengæld, hvor jeg har lagt dem.
Efterhånden har jeg øvet mig på at holde jul 28 gange, men jeg glemmer stadig at julegaver skal købes og ikke bare hopper i postkassen et par dage før jul.

Jeg lyder godt nok ikke særlig organisatorisk. Det er jeg heller ikke, hvilket jeg har skrevet om tidligere; men kan man ikke lære det på en eller anden måde? Bare så jeg i det mindste kan finde mine bilnøgler i første forsøg? Anyone?

Magiske tænder

Cornelia har netop fået sin første rokketand. Vi opdagede den i går, da hun fik børstet tænder; da hun stod op i morges, kom hun flyvende (hvilket er magisk i sig selv, da hun absolut ikke er morgenmenneske) og sagde:

"Mor, min rokketand rokker allerede mere end i går, og ved du hvorfor den gør det, mor?"
Mor: "Nej det gør jeg ikke. Hvorfor rokker den allerede mere?"
Cornelia: "Fordi jeg har magiske tænder..."
Mor: "Aha - magiske tænder på hvilken måde?"
Cornelia: "Altså mor, det er jo fordi den kan blive mere løs om natten, selvom jeg ikke har rokket med den... - Desuden er tænder jo altid magiske, fordi de ved altid selv, hvornår de skal falde ud! Og mor, må jeg godt lade Emilie prøve min rokketand, for hun har ikke nogen endnu?"

Ja min skat, lad du bare de andre tøser i børnehaven "prøve" din rokketand :-)

At være mor som min egen mor er mor

Jaaah, det var nok en kryptisk titel, hva'? Men nu har jeg fiflet pænt længe med tanken om at skrive et eller andet om at være mor, som min egen mor har været og stadig er det. For jeg synes det er lidt sjovt og tankevækkende, at sådan som jeg opdrager mine børn nu, vil vores fremtidige forhold bære præg af i tid og evighed.

Til mine søde forældre: Alt hvad jeg nu skriver, er bare et udtryk for en god opdragelse og min tilfredshed med tingenes tilstande.

Jeg kan ikke huske, at jeg har skændtes med min mor, som mine børn (især The Dictator) skændes med mig allerede nu. Jeg håber, hun har sine teenageår meget tidligt, for ellers bliver det da lidt af en udfordring om 10 år. Jeg kan ikke rigtig huske, at jeg har kamp-skændtes med min mor. Jo lidt da jeg var omkring de 14-15 år men ellers ikke. Men det kan jo snart ikke være rigtigt, vel? Hvis vi har skændtes, er grunden til jeg ikke kan huske det nok, at vi er lige gode til at skændes. Tænder relativt hurtigt af og falder lige så hurtigt ned, når luften er renset. Og når luften er renset, er der jo ingen grund til at huske mere på dét!

Da jeg var 15 år, begyndte jeg at ryge. Jeg kan ikke huske, at jeg fik en verbal skideballe. Jeg kan huske min mor sagde, at jeg var godt dum, at det var for dyrt og for sundhedsskadeligt. Da hun så havde sagt dét, mens jeg tudede (fordi jeg troede, jeg skulle have en skideballe), sagde hun, at hvis jeg nogensinde røg andet end tobak, ville der falde brænde ned - og til den dag i dag har jeg aldrig røget andet end tobak, trods alle de festivaller jeg har været på, hvor hashen flyder alle steder.

Så lovede jeg min mor, at jeg ville holde med at ryge, hvis jeg fik lov at få en ring i næsen. Og det gjorde jeg. Både stoppede med at ryge og fik ring i næsen. Jeg stoppede i hvert fald i to måneder; og så var det ligsom dét. Heller ikke dér fik jeg en skideballe. En lille moralsk monolog, der i den grad talte til min enormt dårlige samvittighed, men ellers ikke.

Så fyldte jeg 18 år og blev enig med mig selv om, at det eneste rigtige at gøre, når man fylder 18, er at få en tattovering. Så jeg spurgte min mor, om jeg blev sat på gaden, hvis jeg fik én; og hun svarede, at hvis jeg absolut ville, så fik jeg det nok uanset hvad hun svarede, så hun kunne lige så godt sige OK. Hånden på hjertet så tror jeg faktisk ikke, jeg havde turde få den, hvis hun havde sagt nej. Men tushet blev jeg, og min mor syntes heldigvis, at den var skide flot.

Jeg fik nogle fjollede piercinger, blev gift, fik mine piger, fik nogle flere fjollede piercinger og nogle flere tusher og hver gang jeg "rebellede", rystede min mor bare lidt på hovedet af mig, sagde sin mening og så var det dét.

Og nu kommer essensen af min mors måde, at være mor på: Jeg har fået lov til rigtig meget. Jeg har været tvangsindlagt til at høre på hendes mening om mine skøre indfald og mærkelige idéer, men jeg kan faktisk ikke huske, jeg nogensinde er blevet forbudt noget. Jeg har fået så meget selvindsigt, jordforbindelse og kærlighed proppet ind, at jeg har været i stand til at træffe mine egne valg, opnå mine egne erfaringer, sluge de bitre erfaringer mine af og til åndssvage valg har været direkte skyld i, og der har altid været plads og tid til at pive over det til min mor, uden at få "Hvad sagde jeg?" smidt tilbage i hveden.

I dag er der faktisk ikke rigtig noget, vi ikke kan tale om. Nogle ting taler vi ikke særlig meget om, fordi jeg ikke vil, men jeg er ikke i tvivl om, at hun ville lytte, hvis jeg begyndte at tale. Og hvis jeg nu ikke havde fået lov til alle de åndssvage ting, jeg gjorde, tror jeg ikke, at vi ville have haft det forhold til hinanden, som vi nu har. Jeg har lige brugt lidt for mange penge på en hvid lædersofa (dog købt brugt), og jeg kan da godt se på hende, hvad hun tænker. Og ja, hun har da sagt jeg er åndssvag (på den gode måde), men så er den heller ikke længere; når jeg så til julegaveindkøb piver lidt over økonomien og min mor derfor betaler lidt mere end halvdelen af en fællesgave til min far, får jeg ikke at vide, at jeg er en tosk (sådan hedder det altså, hvor jeg kommer fra), fordi jeg har købt en sofa, jeg dybest set ikke havde et fysisk behov for. Jeg låner penge, som jeg ikke altid får afdraget regelmæssigt på. Da jeg fik Mathilde, drønede min mor ud og købte ny bil, så vi kunne købe deres gamle bil til en meget fordelagtig pris, for det skulle jo ikke være sådan, at vi ikke kunne komme på besøg, fordi vi skulle med tog og bus i en halv evighed. Mit ægteskab krakkelerede fra den ene dag til den anden og min mor drønede ud og købte et hus til pigerne og mig, så vi ikke skulle til at bøvle med de fysiske rammer oven i alle de emotionelle problemer.

Min mor siger stadig til mig, jeg er et fjols, når jeg trænger til at høre det. Hun tænker bare sit, når jeg ikke trænger til at høre det. Og grunden til hun kan den fine balance er, at hun ikke har glemt sine aldre. Da jeg var 15 år, kunne hun godt huske, hvordan det var at være 15 år. Da jeg fik børn, kunne hun godt huske, hvordan det var at blive mor første gang, og hvor alt man snakker om er amning og sovetider. Min mor kan også godt huske, hvordan det er at have alt for få penge og alt for mange drømme, hvorfor hun ikke river hovedet af mig, fordi jeg køber en sofa og "glemmer" at betale min gæld af.

Sådan vil jeg sgu også være mor!

Ugens finkulturelle oplevelse...

...eller... Det var i hvert fald en oplevelse. Vi var i svømmehal; tre børn og moren.

For første gang har mine børn taget et brusebad selv, uden at hyle over vand i øjnene, i ørerne, i navlen eller andre fjollede steder. Og de tågede rundt i vandet i over to timer uden noget bøvl, brok eller tudeture over noget som helst. Det var intet mindre end fantastisk!

Vi har da før været i svømmehallen, men det har hørt sig til sjældenheder, da jeg egentlig synes, det er lidt uhygiejnisk. Men jeg er også lidt sart med andre menneskers bakterier og andre vederstyggeligheder.

Det var kun tøserne, der var i vandet. Jeg sad på min der-til-indrettede og læste lidt og morede mig over pigernes vanvittige begejstring over livet i de timer. De var jo helt eksede!

Det korte af det lange: Tror vi gør det til en jævnligt tilbagevendende begivenhed, for de hyggede sig bare SÅ meget, og så er de da ret godt givet ud, de 60 kr. det kostede.

En fantastisk lørdag :-)

Cyklister på vej 45

I dag hentede jeg Mathilde først, og da jeg lige havde været i føtex, var jeg i bil op at hente. Mathilde ville meget gerne vente i bilen, mens jeg hentede Cornelia i børnehaven, for så kunne hun lige sidde og høre lidt musik imens. Fair nok; det måtte hun da hjertens gerne.

Da Cornelia og jeg kom ud til bilen, sagde Mathilde med meget entusiastisk fortællerstemme:

"Mor, så kom der lige pludselig sådan en dame i radioen, der fortalte at der var nogle cyklister, der var kørt ind i et træ, så derfor havde de spærret til venstre og det var på vej 45..."
Mor: "Nå, hold da fast, er du sikker på de sagde cyklister?"
Mathilde: "Ja da, tror du ikke jeg kan høre? Hvorfor skulle man også være så dum at køre ind i et træ i bil - der har man jo en vinduesvisker!"

Jamen det er jo logik for perlehøns :-)

At lyve for børn...

Jeg har det lidt ambivalent med den her højtid - uanset hvor jeg kigger hen, er der folk, der prøver at overbevise mine børn om, at hvis de ikke tér sig ordentligt, vanker der ingen julegaver.

Hold nu op, God damn it!! Hvis man skal true børn, for at få dem til at høre efter, er det så ikke lidt tidligere i opdragelsen, kæden er hoppet af? Og er der nogensinde nogen, der gør alvor af deres trusler?

I børnehaven har de drillenisser; Julius og Juliane, som på skift er med børnene hjemme, for at lave lidt unoder eller bare at hygge sig. De nisser har jeg det fint med, for de truer ikke.

I skolen har de i 1. klasse åbenbart også en nisse. Mathilde fortalte den anden dag, at hele klassen havde været et andet sted på skolen, og da de kom tilbage til klassen, var der rosiner i deres nissehuer. Joooh, det er da nok en meget sød tanke, men jeg forstår virkelig ikke, at man med møje og besvær forsøger at bilde børnene ind, at det er nissen, der har været der med rosinerne. Hvis børnene har været krop umulige, kan der falde en bemærkning om, at nissen nok kun besøger de klasser, hvor børnene opfører sig ordentligt; jeg kan IKKE li' den fucking nisse!

Hvorfor er det ikke tilladt at sige til børnene, at man er i julehumør, og derfor har puttet rosiner i deres nissehuer? Det er bare ikke legalt.

Men hvorfor må man til jul og påske fylde børnene med løgn? Jeg forstår det ikke. Af princip lyver jeg ikke for mine børn. Jeg modererer måske sandheden, hvis den er for grum (dobbelt moralsk? Ja måske.), eller også nægter jeg at sige en lyd. Hvis man absolut kommer så langt ud, at man er nødt til at lyve, hvorfor vælger man så at gøre det om noget så ligegyldigt som nisser og julemanden? Og påskeharen? Kan størstedelen af den voksne befolkning, hånden på hjertet, sige, at de har haft en meget lykkeligere barndom, fordi deres forældre fik dem til at tro på julemanden?

Jeg vil i hvert fald ikke lyve for mine børn, bare fordi alle andre mener, det er det rigtige; og jeg vil på det kraftigste frabede mig, at andre mennesker lyver for mine børn ved at true med, at de ingen julegaver får, hvis de ikke opfører sig ordentligt! Det er noget fis!

Tjernobyl på værelset

Så fik vi langt om længe fundet den store kasse med julepynt. Nu er jeg ikke typen, der pynter hysterisk op til jul. Nisser siger mig egentlig ikke en dyt, og jeg synes det er skørt at blande gammel overtro og Jesu fødsel sammen (og nej, jeg VED godt Jesus ikke blev født i december), som det gøres over en stor del af verden. Men hvorom alting er, elsker mine børn det - så den får selvfølgelig fuld gas på deres værelse!

Efter lange seje forhandlinger om hvorvidt man kan julepynte på et meget rodet værelse, gik de med til at rydde op, før jeg slap så meget som en lille bitte mikroskopisk nisse løs; og jeg kom i min argumentation til at sige, at "man kan da ikke julepynte på et værelse, der ligner Tjernobyl efter atomulykken!".

Mathilde: "Mor hvad er en Tjernobyl?"
Mor: "Æh, en by, hvor der skete en frygtelig ulykke, fordi et atomkraftværk sprang i luften."
Mathilde: "Hvad er en atom?"
Mor: "Et atomkraftværk er sådan et sted, hvor man laver energi i form af el og varme, tror jeg nok..."
Mathilde: "Hvorfor tænder de ikke bare op i brændeovnen, hvis de fryser?"
Mor: "Fis ind og ryd op!"
Mathilde: Uhæmmet latterudbrud.

Mja... Måske de snart skal på morfar-ferie, så de også kan lære lidt om atomkraftværker, som jeg ved absolut nada om.

Huskeliste til morfar: Lær pigerne om Propagandaminister Goebbels og atomkraftværker samt disses risici, tak :-)

Tænkning...

Så var det lige jeg tænkte.... Ja det skal man passe på med, men det kan ske selv i tilfældet "Gitte".

Hvis I nu ikke alle har set mine arvinger, så er de altså her:

Men hvor sej en mor er man lige, når man ikke har billeder til at ligger, der er mindre end 6-8 måneder gamle? Det er da temmelig ufedt! I hvert fald hvis de begge to skal være på. Det er bare så sjældent, at de kan sidde stille (tæt på hinanden) i mere end et kvart nanosekund, mens deres sløve mor får taget et billede, hvorfor der ikke er så mange af disse.

Men her er tippet så: Prop dem i en kørende aktivitet i Legoland. Så sidder de saftsusemig stille; endda uden at slås. Det er jo fantastisk!

Det er lidt ærgerligt, der ikke er lyd på billedet, for det er ikke nemt for jer at tro på, at der her er tale om Motormund 1 og 2, der i bogstaveligste (kan en talemåde nogensinde være bogstavelig? Nej vel, Gitte... TÅBE!) forstand er vaccineret med en grammofonstift. Men en eller anden dag skal det nok lykkes mig at optage et eller andet med lyd og få det foreviget i cyberspace så mine grå hår i en alder af 28 år, pludselig giver mening. Nu ved jeg jo faktisk ikke om jeg har grå hår, for det er begrænset hvor meget jeg har set til min egen hårfarve det forgangne år, men skulle der have sneget sig nogle ind, forstår jeg det egentlig godt. Det har sgu godt nok været et nitte-år på rigtig mange måder, men et fuldstændig fantastisk år på mange andre måder.

Og inden det her nu bliver til et pive-melankolsk indlæg, må jeg hellere stoppe. Pive-indlæg kommer når nytårsaften er lidt tættere på - weeeee, noget at se frem til, hva'? Nej? Øv! Pive-melankoli lagt på hylden; I får lov at slippe :-)

NB: Nu er jeg altså ikke pive-typen. Eller brok-typen. Eller tænk-før-du-taler-typen. Men en eller anden type må jeg da være. Det vil jeg lige grave lidt i...

Ynk?

Mit nok så melankolske indlæg i går havde ikke til hensigt at fremprovokere ynk. Det var slet ikke sådant ment! Jeg har jo selv valgt mine børn og mit liv, og jeg er lykkelig her i dukkehuset med snart nye vinduer, ydredør, køkken, badeværelse og møbler :-)

Jeg skriver næsten kun om mine børn herinde, fordi jeg simpelthen synes, der er så mange sjove, glade, dejlige oplevelser, som jeg helst ikke vil glemme. Men det er jo ikke ubetinget en fornøjelse at være mor. Det er også hårdt, hvilket var, hvad jeg ønskede at tilkendegive. Og et eller andet sted håber jeg bare, at der er andre, der kan forstå, hvad jeg mener, fordi de er i samme situation. Blot at give den der fornemmelse af at "jeg er ikke alene om at synes, det er hårdt".

Men jeg elsker de søde kommentarer indlægget i går bragte med sig - jeg er piv stolt af mine børn!

Det er jo også hårdt arbejde!

Jeg har som tidligere nævnt et par børn, der i mit stille sind går under betegnelsen Motormund 1 og 2. For de taler jo bare heeeeeeele tiden! Er der ikke andre end mig, der af og til synes det bare er lidt for hårdt at skulle lytte til?

I dag er det lørdag, og vi har virkelig lavet alt det vi havde lyst til i dag. En rigtig fede-den-af-og-spise-morgenmad-klokken-halv-ti-dag. Og det var super hyggeligt, som det altid plejer at være. Men af en eller anden grund skulle The Dictator (ja, filosoffen er gået fløjten, hun er the good old Dictator igen) og jeg skændes hele tiden. Hele formiddagen gik faktisk med at hun råbte højt af mig. Så åbnede Mathilde mælken, hvilket Cornelia tændte af over, og den nærmeste at skælde ud var hendes mor. Så var det Mathilde, der redte hår først, så tændte Cornelia af igen og skældte mig ud igen, fordi hun aldrig måtte noget først. Så hjalp jeg Mathilde med at lyne hendes jakke, da vi skulle til Horsens, og Cornelia tændte af over igen at være sidst, selvom hun ikke engang havde jakken på på daværende tidspunkt.

Jeg kamp-elsker mine Motormunde 200% af tiden, men somme tider er det bare piv hårdt at være mor! Ja, jeg ved, jeg selv har valgt at få to børn, og jeg vil ikke bytte min tilværelse ud for noget andet i verden. Jeg elsker mine børn og vores liv her i vores lille dukkehus (som jeg snart har brugt lidt for mange penge på at reorganisere, bare fordi jeg snart får nyt køkken), men nogle gange er det bare rigtig hårdt. ALT hvad de siger, skal jeg lytte til og svare på. Alt i deres sociale liv skal jeg kende ud og ind. Alle deres interesser, alle deres tanker, alle deres bekymringer; alle andres mening og holdning til mine børn skal jeg også høre på. Alle deres ting skal jeg købe, alle deres madpakker skal jeg lave, al deres aftensmad skal jeg lave, alt deres vasketøj skal jeg vaske, deres kæmpe garn skal jeg vaske hver gang, al vores rod skal jeg rydde op, alle forældresamtaler skal jeg selv til og selv rumme, cope og handle på etc. etc. etc. Og det er saftsusemig hårdt!

Men selvom det kan være så hårdt, at man er ved at få grå hår af det, er det heldigvis også så lækkert, at det er lige til at tude over. Vi sidder ofte i én stor bunke på gulvet og laver puslespil eller modellervoks-hotdogs eller noget helt tredje og sådanne øjeblikke er bare alverdens vasketøjsbunker værd. Når de bliver så ovenud lykkelige over, at jeg har husket at putte pålægschokolade på deres riskiks, er det bare 10 madpakker om ugen værd. Når de siger ting som "Mor, jeg elsker dig så meget, at det fylder hele mit hjerte og min krop" er det bare alverdens skænderier og umulige diskussioner værd!

Jeg ved egentlig ikke helt, hvad jeg vil med dette blogindlæg ud over at pive og være glad på samme tid. Men uanset at det er både hårdt og fantastisk at være mor, så er det trist ikke at have nogen at dele det med, hvorfor mine kære læsere står for skud :-)

Få nu det flyverkort, morfar!

Mathilde: "Mor, hvor er det lige vi skal hen på ferie næste gang, hvis morfar får råd?"
Mor: "Måske til Rom. Der siger mormor, det er så spændende."
Cornelia: "Skal vi så køre eller flyve?"
Mor: "Vi skal flyve."
Cornelia: "Ej, så håber jeg altså, at morfar snart får råd til det flyverkort!"

Der hører en lang historie med til de faktorer, pigerne har stykket sammen. Én af dem går på en intern snak om, at morfar har mange penge. En anden at pigerne tror man skal erhverve et flyverkort, inden man må flyve, lige som man skal have et kørekort for at køre bil. En tredje at da vi var i Berlin i sommer, betalte mormor og morfar transporten. Det er jo selvfølgelig i børnelogik blevet til, at morfar betaler næste gang vi skal på ferie, fordi vi ikke har så mange penge...

Der er vel kun én ting at sige til det; vi GLÆDER os, morfar :-)

Snak - lige ud af posen!

Jeg synes mine børn har tendens til meget filosofiks tænktning, men den tendens har jeg ikke set så super meget til de sidste dage; og i dag satte Mathilde trumf på med følgende udsagn:

Mathilde: "Mor, jeg har ondt i røven!"
Mor: "Øv, det var træls, hvorfor det?"
Mathilde: "Fordi jeg skulle lave så stor en ski', at den næsten ikke kunne være i rumpen..."
Mor: "..."

Men tak for ærligheden mit barn - der er jo ikke den store grund til udenoms-snak i den sammenhæng :-)

Hvorfor det hedder et rundstykke

Søndag... Søndag... Søndag...

Og så var det lige jeg fik to børn, der taler non-stop, hvorfor en søndag ofte er længe ventet, men også af og til kan være lidt for lang, når morens ører er lige ved at falde af grundet non-stop-tale fra to speedsnakkende arvinger.

Ikke desto mindre kommer der jævnligt nogle guldkorn,  når nu de taler a.l.t.i.d. I dag leverede Cornelia en lidt sjov én, som jeg synes, jeg vil forevige herinde i cyberspace.

Cornelia: "Mor, jeg ved godt hvorfor det hedder et rundstykke."
Mor: "Nå for dælen, hvorfor hedder det så et rundstykke?"
Cornelia: "Fordi den er rund...!"
Mor: "Joooh, det er det da...."
Cornelia: "Og mor, så ligger det smarte jo i, at man skærer den i STYKKER! Wupti, så er det et rund-stykke."
Mor: "Jamen du har da så evigt ret mit barn."
Cornelia: "Mmm.... Jeg er nemlig klog, ikke sandt mor?"
Mor: "Jo, dét er du uden tvivl."

Det er efter min mening hele essensen i at være mor. At proppe så meget selvtillid ind i de kære børn som overhovedet muligt, så skal der nok komme nogen senere og forsøge at pille det af dem igen. Men hvis ikke en mor synes, at hendes børn er kloge, hvem i alverden skulle så?

Sugekoppen...

Det var en mørk og dyster aften... Eller det var i hvert fald mørkt, og vi var på vej hjem i automobil. Vi mødte en modkørende ditto, der kørte med lang lys, også da vi kom betydeligt tættere på. Et lille blitz han fik og straks blev der blændet ned.

Mathilde: "Mor, kørte de med lang lys?"
Mor: "Ja, det gjorde de."
Mathilde: "Det vidste jeg faktisk godt."
Mor: "Nå, hvordan vidste du det?"
Mathilde: "Fordi jeg fik helt ondt i panden af alt det lys."
Mor: "Øv, det var da træls..."
Mathilde: "Ja, for det er jo fordi, når man kigger ind i skarpt lys, så er der sådan en sugekop, der går fra det sorte i øjet og op i panden - altså inde i hovedet, mor, og hvis der så kommer for meget lys, så går det igennem sugekoppen og man får ondt i panden!"

Sådan - mysteriet opklaret :-)

Verdens sødeste fan...

...tror jeg, at jeg har.

Mathilde går meget højt op i, hvem man er fan af. Altså om man er fan af fx Justin Bieber, som er det mest fantastiske, der endnu er produceret på Gud grønne planet.

Men man kan jo være fan af mangt og meget samt på mange forskellige niveauer. Og i går, efter jeg havde skrevet lidt for mange indlæg hertil, fik jeg min aller første fanpost! Jojo, den er skam god nok. Alle tiders søde mail med tilpas mange komplimenter til jeg fik røde ører og fugtige øjne; fra den sødeste eks-kollega. Resten af aftenen hang jeg som en statisk elektrisk ballon oppe under loftet og solede mig i komplimenterne, bare fordi jeg var så glad. Det gjorde mig simpelthen så super glad! Jeg synes, det er dejligt, at min blog bliver besøgt, og jeg elsker kommentarer, men sådan en helt privat mail stilet kun til mig det er der ikke meget, der kan  hamle op med.

Når mine børn er fans af Justin, må han jo pr. definition have de sødeste fans, men jeg synes min søde fan kommer på en klar 3. plads (nu det ikke kan være højere).

Dødens rumskib

Så sad Cornelia og jeg og spiste kold risengrød, mens vi filosoferede over nogle af livets store spørgsmål. Eller måske det mest var Cornelia, der filosoferede, mens jeg forsøgte at finde en rød tråd i alle de tanker, hun slyngede omkring sig med.

Cornelia: "Når man er død, føles det bare som om man sover. Så er man bare oppe i Himlen sammen med Gud, og det er klogest at tro på ham, for han siger altid sandheden. Og han ved ALT! Så han hjælper Dronning Margrethe, for hun sørger jo bare for tingene er i orden, men hun ved alligevel ikke alt. Det hjælper Gud hende med."
Mor: "Hvad laver man så oppe i Himlen?"
Cornelia: "Man render bare rundt og leger. Men jeg ved ikke om de har et gyngestativ... Og hvis man ikke vil lege, kan det være man bliver ond. Hvis hjertet knækker, så bliver man ond, og så ved Gud hvordan man laver det igen, men hvis det ikke kan laves, så sender han de onde, døde mennesker på månen med et rumskib."
Mor: "Hvordan bliver man ond, når man er død?"
Cornelia: "Hvis man bliver ked af det eller syg, så visner hjertet og man bliver ond inde i kroppen. Men man kan også blive god igen. Og hvis man er ked af det, kan det virke at tænke på noget godt, så bliver man glad i hjertet, og så lever man videre i Himlen. Men jeg forstår nu ikke helt hvordan man får noget at spise i Himlen..."

Jeg synes simpelthen, det er noget af det mest fantastiske, jeg nogensinde har hørt fra det lille barn; dog er jeg næppe helt objektiv, men alligevel... Så filosofisk og alligevel helt uden sammenhæng!

Måske hun ikke skal være Dictator alligevel - fornemmer vi en lille teolog :-)

At dele seng... Part II

Jeg er vist gået hen og blevet helt pjattet med de dersens føljetoner, så jeg vil lige berette om Cornelias seneste overnatning i min seng.

Mathilde havde en overnattende gæst, hvorfor vi ligsom sidst placerede gæstebarn i Mathildes seng, Mathilde i Cornelias seng og Cornelia i min seng; og det gik faktisk ret godt. Hun faldt da i søvn, mens jeg læste, og jeg faldt også i søvn helt uden alt for mange blå mærker. Hun keglede rundt som en billardkegle, der var blevet tyret ned af en billardkugle med 583 km/t., men så længe hun blev i sin halvdel af sengen, tænkte jeg, at hun ikke absolut behøvede ligge med hovedet i den samme retning som jeg. Men det var godt nok en beslutning jeg fortrød i løbet af natten...

Klokken cirka l.o.r.t. om natten fik jeg et ordentligt spark direkte på næsen af en lille størrelse 29. Hold nu k*** jeg fik et chok! Og hold nu k*** jeg fik vand i øjnene i løbet af nada tid. Er du rund på marken, det gjorde så sindssygt ondt, jeg har da aldrig oplevet noget lignende. Den næste morgen var jeg ret så rød over næseryggen og under det højre øje. Cornelia syntes godt nok det så lidt underligt ud, men jeg mente det var nytteløst at fortælle hende sandheden, for det skulle hun da ikke have dårlig samvittighed over. Så jeg gik om bord i pudderdåsen og lignede til sidst noget, der kunne forveksles med en poletneger med ekstrem hang til et par baner (grundet non-stop forkølelse) og alt for mange cigaretter (grundet efterveerne fra en lungebetændelse).

Alt i alt en udmærket nat :-)

Milliardæren morfar

Dictator citat i dagens anledning:

Cornelia: "Mor, hvorfor skal du arbejde?"
Mor: "Så jeg kan tjene lidt flere penge, så vi måske kan få råd til lidt større julegaver eller tage ud at spise engang i mellem."
Cornelia: "Mm.... Det er altså også underligt at morfar har så mange penge, når vi ikke har ret mange... - Vi har måske to kroner og morfar har ethundredeogtreogfyrretrestyveoghalvtredstyve... og noget... Og mor, hvis vi var rige, skulle vi så ikke tage ned til Afrika og give de fattige mennesker nogle penge, for det er godt nok synd for dem, at de skal spise jord og drikke beskidt vand?"
Mor: "Jo, Nelly, det gør vi, hvis vi engang bliver rige!"
Cornelia: "Og mor, kan vi så også ikke købe noget mere fastelavnstøj? Og nogle flere TopModel bøger?"

Det der med penge er nu noget underligt noget efter Cornelias mening. Jeg tror planøkonomien bliver indført, hvor hun bliver diktator!

Kan man hedde John Travolta?

Og så var det lige vi så Grease i eftermiddag, da mine forsøg på at overtale mit snotsyge spasserkadaver til at gå ud og lave risengrød overhovedet ikke ville lykkes. Og så er det jo lige, at jeg i al den tid Grease har været i min bevidsthed, altid har haft (og stadig har) et m.e.g.a. crush på John Travolta. Han kan bare et eller andet, det er jeg sikker på! Så i et forsøg på at starte en samtale kom jeg til at sige, at ham John Travolta bare er alt for lækker.

Cornelia syntes dog ikke han på nogen måde var sammenlignelig med Justin Bieber, som er the one and only man kan slippe af sted med at kalde lækker. Så fik vi lige en sludder om, at der er en lille smule forskel på hvem, man synes er lækker, alt efter om man er 5 år eller 28 år.

Efter lidt tid spurgte Mathilde: "Mor, hvad var det lige du sagde han hed?"
Mor: "John Travolta."
Mathilde: "Ej, kan man overhovedet hedde det?"
Mor: "Ja ovre i USA kan man godt."
Mathilde: "Ej mor, hvis du så blev gift med ham, skulle du så hedde Gitte Johntravolata Bindesbøl til efternavn?"
Og så grinede hun simpelthen så meget og så højt, at hun begyndte at hoste og fik vand i øjnene (da hun er lige så non-kvik som sin mor i disse dage), og jeg efter 4 minutter var småbekymret for hendes lungers fremtid!

Tror jeg skal til at ta-le i sta-vel-ser og med stør-re mel-lem-rum/pa-u-ser, så mi-ne børn bed-re kan for-stå mit vo-la-pyk sprog og bli-ve nog-le or-dent-li-ge sam-funds-bor-ge-re i det-te land!

Hvordan man flytter lørdag til fredag

Pigerne er heste-gale og nu skal galskaben stå sin prøve! Enten bliver de skræmt fra vid og sans eller også bliver de endnu mere heste-gale og så må vi jo finde pengene til at gøre noget ved den galskab.

På lørdag skal pigerne ud at ride. På en ægte, levende hest. De fik det at vide i går og de har haft julelys i øjnene siden da - hvor er det herligt.

Vi skal i ponylegestue; børnene skal selv strigle, sadle op, ride, sadle af osv. De ved endnu ikke hvad det vil sige, men ikke desto mindre glæder de sig vildt meget. Og der er SÅ længe til lørdag når man har så mange sommerfugle i maven.

Mathilde: "Mor, jeg glæder mig så meget til på lørdag. Kan vi ikke bare beslutte, at det skal være lørdag i morgen?"
Mor: "Jo det kan vi godt, men det nytter bare ikke noget, hvis vi er de eneste."
Mathilde: "Nej okay... Men hvis vi nu bare siger til alle vi møder i morgen, at det er lørdag, tror de så ikke på det?"
Mor: "Det er jeg bange for de ikke gør, desværre."
Cornelia: "Synes godt de kunne hoppe på den, når vi glæder os så meget...! Hvor er andre mennesker ikke søde, altså."

Kan den køre hurtigere?

Pigerne vil gerne have en hest! De sidste mange måneder har de stort set ikke talt om andet end heste. Heste, heste, heste, heste, døgnet rundt. Og jeg synes det er alletiders hobby; det er bare en røvdyr hobby og det er jeg ret ked af, for jeg vil gerne lade mine børn gå til ridning. Pengene er der bare ikke, desværre. Meeeeen så er det jo lige, at vi kender én, hvor banditten kan opstaldes for nada jyske dollars og så er det jo lige, at min hestedrøm også bliver fodret voldsomt, hvorfor vi altså ikke rigtig snakker om andet.

Mathilde låner (og læser) en masse bøger om heste, de spørger, vi læser noget mere, de spørger noget mere og sådan går det dag efter dag.

Men så var det lige, at Cornelia leverede følgende spørgsmål en dag:

"Mor, de der dimser man skal have fødderne i, er de ikke til at få den til at køre hurtigere?"

Tror nok jeg svarede "Tjoooo...." da jeg havde fået kvalt mit grin.

Propagandaminister Goebbels

Den anden dag tog jeg mig selv i at gå rundt og synge en sang fra "Drengene fra Sankt Petri". Skal den lige genopfriskes lyder den således:

"Først så ta'r vi Göring i hans fede ben,
derpå ta'r vi Goebbels og slår ham med en sten.
Så hænger vi Hitler i en strop,
ved siden af Von Ribbentop,
så bli'r de rent til grin,
de fire nazisvin."

Intet går som sædvanligt ubemærket hen her i vores lille hus, så da Mathilde spurgte mig hvad et "nazisvin" er, burde jeg jo have set det komme. Men hvad siger den kloge så? Den kloge forklarer nok hvad en nazist er (hvilket er svært nok i sig selv), og hvorfor man vil kalde en nazist et svin. Så jeg gjorde selvfølgelig noget andet...

Det hele endte i en laaaaaang  monolog rettet mod et styk forvirret 7-årigt barn, hvor både ordene "arbejdslejr", "jødeudryddelse", "diktatur", "gaskammer", og "propagandaminister" indgik indtil flere gange.

Den skarpsindige 7-årige spurgte derefter om en nazist bare er én, der ikke kan lide dem, der har en anden farve hud? Æh... Ja. Det kan det måske godt summeres op til. "Ej mor, kunne du ikke bare have startet med at sige det?"

Jeg tror, jeg i fremtiden bare skal holde mig til at lære børnene noget om heste. Så må de spørge deres morfar, som er lidt af en verdenskrigsnørd, når de er klar til at rumme ord som propagandaminister!

Da moren blev paranoid...

Lille familie på tre var i Legoland i efterårsferien, fordi jeg var overbevist om, at det var der, sæsonen sluttede. At jeg så tog fejl og vi endte der igen ugen efter, er en anden historie.

Nå, men i Legoland vi var, og de havde voldpyntet hele parken med Halloween pynt og gejl. Jeg har netop i år taget højtiden til mig og min amerikaniseringsAngst (den slags Angst, der udtales på tysk, forstås) er så godt som ikke eksisterende længere. Og hvad så om det var noget, amerikanerne fandt på? Take it or leave it. Men hvorom alting er, så tror de på det i Legoland og jeg syntes det var herligt. Alle steder stod der skrækindjagende fugleskræmsler, kæmpe spindelvæv og enorme edderkopper, græskar lå alle steder i hele parken og (indsæt trommehvirvel nu) der var skeletter i diverse kørende aktiviteter... Skeletter I tell you!! Pigerne syntes det var helt fantastisk og det syntes jeg egentlig også. Desuden var det jo højlys dag, så det var jo ikke ligefrem fordi de ubemærket kunne snige sig ind på mig og æde mig eller noget (bilder mig ind, at en superhelt ville komme og lægge sig imellem, hvis det skulle ske).

Da eftermiddagen efterhånden skred frem og Legoland blev lettere affolket, begyndte min paranoia. Tænk nu om en af fugleskræmslerne hoppede på mig, mens vi var et sted, hvor der ikke var andre mennesker? Ahr, Gitte, sandsynligheden er minimal. Sætter min lid til, at ansvarlige Legoland-folk ikke finder på sådan en grusom joke. Tillid til verden genoprettet og paranoia rystet af... Så langt - så godt.

Vi har en meget klippefast tradition for at skulle prøve Minetoget, når der er ved at være affolket, for ellers er det umuligt at komme til der (fatter dog ikke hvorfor, for det er da ikke verdens mest underholdende aktivitet), så det skulle vi selvfølgelig også dén dag. Ingen i kø; tøserne snupper lokomotivet (altså forreste vogn) og moren havner i vogn nr. 2. Lige da toget sætter i gang, kigger jeg mig over skulderen bare for at se, om der vitterligt ikke var andre end os, der skulle med. Hurtig konstatering - der var kun os. OG DOG... I bageste vogn sidder et skelet. What? Paranoia kommer krybende op langs rygraden. Tænker ved mig selv: Herre Gud, det er jo nok lavet af plastik. Men paranoia vil ikke slippe sit klamme greb i mig.

Turen er opdelt i en tur i dagslys under åben himmel og en tur i minerne. Tur i dagslys fyldt med skeletter, spindelvæv, Manden Med Leen, skeletter, der havde hængt sig selv etc. etc. Paranoia tiltager langsomt. Skelettet bagest i toget giver mig fniller og kigger mig under første halvdel af turen cirka 5.000 gange over skulderen bare for at være sikker på, at geniet stadig sidder i bageste vogn. Trods alle kontrolkig tror jeg stadig ikke helt på det. Er sikker på, at det om lidt prikker mig på skulderen. Forestiller mig, at det kommer kravlende fra én vogn til den næste lidt ligsom hende psykopat-zombien i The Ring... Kravlende med sine lange, klamme, tynde lemmer, onde øjne og fingre, der kan kværke mig i løbet af et kort øjeblik! Må dog til sidst affinde mig med, at jeg ikke kan kigge i begge retninger på samme tid, og vender mig derfor om, så jeg kan have (øjen?)kontakt med psykopat-skelettet, der i min fantasi snart skaber overskrifter á la "Plastikskelet myrder mor og to børn i Legoland".

Er dog glad for at kunne sige, at jeg overlevede... Endda alle de fire ture pigerne mente vi skulle have, men min livlige fantasi er bestemt ikke blevet dæmpet; nærmere det modsatte. Men det er nu engang mig, der er mor, så jeg må hellere pakke min paranoia ned i en kasse og gemme den indtil næste Halloween og indtil da være lidt mere mor-agtig-med-ansvar-og-hel-molevitten; så finder jeg nok en anden måde at være u-mor-agtig på, når dette er påkrævet :-)

Jeg, et rodehoved!

Jeg ser Årgang 0 - og gerne et par gange om året, for jeg synes simpelthen det er en fantastisk udsendelse. Yderst repræsentativ i forhold til den danske befolkning og belyser virkelig livet (både med og uden børn) på godt og ondt.

For ikke så længe siden så jeg den igen, og følgende blev udtalt af én af fædrene: "Vi er en kreativ familie, så det må være derfor, vi roder så meget." Det skal fra nu af være min undskyldning for at rode! Jeg er (efter min egen mening) en kreativ sjæl, så det må være derfor jeg er så piv elendig til at rydde op. Og så er jeg fuldstændig ligeglad med hvad andre mener om mit rod; jeg er jo dybest set den samme, uanset om jeg er et rodehoved eller ej.

Men jeg er et kæmpe rodehoved, og det er jeg mig fuldt ud bevidst. Jeg er også rodet i min tænkning, hvorfor jeg jævnligt glemmer vigtige ting. Altså sådan noget som at køre børnene til tandlæge, øretjek, give s.u. på en børnefødselsdag osv. You name it, og jeg har med garanti glemt det mindst én gang! Og af skade bliver man klog, så alt det vigtige kommer i kalenderen (selvom det stadig kan smutte for mig). Efter flere år med denne "glemsomhed" jeg ynder at kalde distæthed (fordi det lyder lidt á la "glemsom på den fede og intellektuelle måde"), er jeg nået til den konklusion, at sådan er jeg bare; og det er der sgu ikke stort at gøre ved!

Og jeg vil så nødig, at mine børn om mange(!) år på min gravsten skriver:

"Hun var max dårlig til at lege med sine børn men skide god til at skure køkkenskabe!"

Jeg går nærmere efter: "Den sødeste, sjoveste, bedste, kærligste mor i verden!"

De fås skam større!

Tre damer i føtex (Nelly, Tilde og moi) en søndag eftermiddag.

Mathilde, lettere højtråbende på vej igennem slikafdelingen:
"Hey mor, hende der har en endnu større røv end dig!"

Mor: "..." (pinligt, pinligt, pinligt; bare damen ikke hørte det)

Damen med den endnu større røv kigger på min ældste datter og derefter på mig; sætter næsen i sky og nærmest løber bort med sin indkøbsvogn. Og så måtte jeg ty til det bedste middel mod pinlighed - latter. Og hold nu kæft hvor jeg grinede, for det var altså ret sjovt at hun blev så fornærmet over noget, der var så åbenlyst.

Måske Mathilde er lidt for åbenmundet, men helt ærligt... Jeg synes altså også at mange folk er vildt nærtagende og helt blottet for selvironi!

Tror vi iværksætter en kampagne for indførelse af mere selvironi :-)

Den røv!

Jeg ved ikke hvilke anatomiske ting, der gør, at Mathilde altid skal tisse, når jeg vasker hår på Cornelia. Og det skulle hun jo så også i dag.

Mathilde råbende inde fra stuen: "Mor, kan du ikke godt flytte din røv allerede nu, for jeg kommer ud og tisser om lidt?"

Altså den store My :-)

Er min datter et svin?

Ej hvor en bisset overskrift, det kan jeg godt se. Men det ses jo tydeligt i diverse medier, at hvis overskriften fanger opmærksomheden, er der flere læsere. Jeg er glad for mine faste læsere, meeeeen der må jo gerne komme flere til!

Nå, til sagens kerne. I dag et Mathilde quote, der fandt vej ud af munden på hende, da hun skulle tage overtøj og støvler på i morges:

"Hellere svede som et svin end fryse som en pingvin."

Fatter ikke hvor de får det fra...

When you wish upon a star...

I nat var natten for stjerneskud. Og hvorledes er det nu lige med de dersens stjerneskud? Jeg tænkte om ikke det er noget mindst ét af mine børn har en mening om; og lur mig om ikke The Dictator straks rullede sig ud.

The Dictator quote: "Et stjerneskud opstår når en ny stjerne skal sættes op. Så findes der nemlig sådan en stjernekanon, som man putter en stjerne i, og så bliver den skudt op på plads på himlen!"

Den er da lidt for sød, så jeg drister mig ikke til at ødelægge hendes søde forestilling om disse fantastiske naturfænomener :-)

At dele seng...

...med The Dictator kan være lidt af en udfordring. I nat havde Mathilde en overnattende gæst, og hvor er det bare piv hyggeligt med så meget tøsefnidder i vores lille hus. Men af praktiske årsager (2 børnesenge; 3 børn) skulle Cornelia dele seng med mig.

Vi så Vild Med Dans og ungerne åd så meget slik at jeg ikke forstår, at de ikke fik ondt i deres maver! Jeg tror nutidens børn er født med en eller anden mutantsyre i maverne, så de omsætter sukker hurtigere end vi andre.

De blev proppet i seng; de to store på værelset og Cornelia i min seng. Og hvor er hun bare SJOV at dele seng med. Altså på den der godt-vi-ikke-skal-gøre-det-hver-nat-for-så-ville-moren-snart-gå-til-af-søvnmangel-men-for-en-enkelt-nat-er-det-ret-sjovt-måde. Hun startede på langs - meget godt. Senere lå hun nærmest på min ryg - knap så godt, barn rettet ud og lagt på langs igen. Kort efter lå hun med hovedet i fodenden med højre arm og ben ud over kanten. Endnu engang blev hun rettet ud og lagt "på plads". Lidt senere lå hun helt rullet sammen i fodenden med en pude over sig i stedet for dynen. Barn, pude og dyne igen lagt på langs. Øjeblikket efter tyrede hun sin lille røv lige ind i mit ansigt (meget ubehagelig på chok-agtig-måden at vågne på), fordi man åbenbart ligger skide godt på tværs af sengen i hovedenden... Gæt engang hvordan resten af natten forløb?!?

Jeg var helt lettet da klokken var syv, og hun mente vi skulle stå op. Sikke en befrielse :o) Men uanset mit brok, var det altså skide sjovt :o)

Lorte vaskemaskine

Jeg har tidligere skrevet om, at det ikke er tilladt at bande i vores lille familie. Det er det stadig ikke, men hvis der er noget, der kan pisse mig af, er det min vaskemaskine!

Den har sådan en irriterende mani med pludselig at stoppe. Midt i det hele. Og jeg kan ikke finde årsagen; overlever lidt på at rense filter, bande, flytte lidt på den (altså selve maskinen), bande, skrue på nogle knapper, bande, råbe lidt højt, bande, rode med slangerne, bande etc.etc.

Og så gjorde den det, Gud forbarme sig, igen i går. Og jeg var SÅ tæt på at eksplodere, fordi den var umulig at få gang i igen.

Min yngste, som elsker værktøj og alt andet, hvor der måske er mulighed for at blive lidt beskidt, skulle jo lige blande sig lidt:

Cornelia: "Mor, hvis du havde dynamit i hovedet nu, var du sprunget i luften."
Mor: "Hehe, ser jeg gal ud da?"
Cornelia: "Yes. Men hvorfor er du det?"
Mor: "Fordi vores latterlige pis-og-lorte vaskemaskine ikke vil starte igen."
Cornelia: "Kan vi så ikke bare købe en ny?"
Mor: "Ih nej, er du da tovlig, den er jo piv dyr, sådan et monstrum."
Cornelia: "Kan vi så ikke bare sige til morfar, at vi gerne vil beholde vores egne penge, og så kan han købe én til os?"
Mor: (under voldsom latter) "Jo, men jeg tror ikke det virker."
Cornelia: "Det ved man jo ikke, før man har prøvet det..."

Hun kan bare dét der med at regne den ud; hvor mon hun har det fra, hva' mormor??? ;-)

Tandfeen bliver snart ruineret

Mathilde tabte for ikke så længe siden sin 6. rokketand. Så pt. har hun "kun" to rokketænder tilbage. Men når der ryger en tand i vores hus, får man en mønt. Og da Mathildes første rokketand røg, var jeg så letsindig at beslutte, at denne mønt altså skulle være en tyver; det barn, der ikke har tabt en tand får en tier.

Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, var det nok ikke et af mine bedst gennemtænkte øjeblikke. Lad os lige regne lidt på det.

To børn
20 mælketænder (pr. barn)
20 kr. pr. tabt tand
10 kr. bare for at være søster til én, der taber en tand

Dette må give følgende ligning: ((20*20) + (20*10)) * 2 = antal kr. tandefeen (altså moi) skal betale.
Lad os så lige regne den ud: (400 + 200) * 2
Hvilket, hvis jeg husker min matematik rigtigt, giver 1.200 FUCKING danske kroner.
1.200 kroner bare fordi mine børn taber deres freaking mælketænder... Og så er jeg endda i tvivl om, hvorvidt der er flere end 20 tænder. Men Dansk Tandplejerforening siger vi har 20 mælketænder, så jeg håber de beholder 6- og 12 års tænderne i munden!!
Men for lige at være på den sikre side tager vi den lige således også: 30 kr. pr tabt tand i alt; 40 tænder i alt. 30 * 40 giver... Aaaarhg nitte, det bliver dælme også 1.200 kr.

Nå ja, så er det jo godt at de bliver nok så glade, når de tæller deres "kroner" som Mathilde kalder det. Nej, det var ikke én af mine bedste idéer, men det går jo nok anyway - og ungerne er glade - så kan jeg ikke få en lille salut fra Gladsaxe-pigegarde nu? Please?

Klædt ud som almindeligt menneske

Det er efterhånden længe siden mine børn har været besvim-af-begejstring-tis-i-bukserne-af-grin-sjove. Men for dælen hvor The Dictator tog sin hævn i dag, og det krævede blod, sved og forstrækning af ansigtsmuskler ikke at grine højt, da hun først rullede sig ud.

Da hun var i bad, snakkede vi om løst og fast, og uden sammenhæng siger hun pludselig:
"Mor, jeg ved godt hvorfor røverne ikke må sidde foran i en politibil, når morfar har fanget dem."
Mor: "Nå, hvorfor må de ikke det?"
Cornelia: "Fordi de kan finde på at åbne døren mens politimanden kører og det er PIV farligt! Men når de så kommer i fængsel, så kan de slet ikke åbne nogen døre. Og når de så kommer ud, og det gør de først, når de har lovet politiet at de ikke stjæler mere, ved du hvad så, mor?"
Mor: "Nej, det gør jeg ikke?!?"
Cornelia: "Så kan de finde på at LYVE overfor politiet, og så stjæler de bare igen. Sommetider klæder de sig ud som almindelige mennesker og siger til politiet, at det ikke er dem, der har stjålet noget."
Mor: "Sikke dog nogle bisser."
Cornelia: "Ja, og så kan Gud finde på at hoppe ned igennem det hul, han har i skyen, for at sige til politiet, at han godt så hvem der stjal. Det er nemlig derfor Gud er der..."
Mor: "Mmm..." (bider mig på nuværende tidspunkt så hårdt i tungen, at der kan smages blod)
Cornelia: "Og SÅ smider Gud rundt med sin hammer, og måske slår han banditterne, og så fortryder de nok, at de løj for politiet."
Mor: "Det gør de helt sikkert. Og så kommer de jo nok en tur i spjældet igen."
Cornelia: "Ja - og måske de så kan lære det!!"

Jeg synes også det er drøn træls, når folk klæder sig ud som almindelige mennesker. Det er jo ikke nemt at skelne så.

Men Gud(!) ske tak og lov for Guds hammer, for dommen skal nok falde før eller senere i følge mit yngste filosofiske barn - tror hun bliver en fair Dictator :-)

Forbandede anatomi

Så var der lige den anden dag, da Mathilde skulle tage leggings på. De er af den slags, der sidder pænt stramt omkring anklerne, hvorfor de også er en smule besværlige at få på - altså fordi hælen i sagens natur altså bare fylder mere end resten af foden.

Mathilde: "Mor, hvorfor er de her dumme leggnings så stramme?"
Mor: "Øhh.... Sådan er de vel bare?!?"
Mathilde: "Jeg er nu også mere sur på min hæl, fordi den er i vejen. Men det er nok ikke så godt at hakke den af, for det er jo den, der holder foden fast, så dén ikke falder af."

Joh, det gør den vel i en eller anden forstand. Men den skide anatomi bringer hende nu nogle forvirrende tanker; som fx den dag hun forsøgte at bilde mig ind, at hendes knæskal bevægede sig om på bagsiden, når hun bøjede benet. Eller da hun påstod, at skulderbladene kun er der noget af tiden. Eller at kravebenene egentlig er en forlængelse af albuerne....

Gode råd om hovedpiner

Mathilde proklamerede i går, at hun havde en voldsom hovedpine, hvilket jeg ret hurtigt gav hende ret i, var noget værre noget. Hun mente dog at kende årsagen til hovedpinen, og det skulle jeg delagtiggøres i.

Mathilde: "Mor, ved du godt hvorfor man får hovedpine?"
Mor: "Jeg ved hvad der kan give mig hovedpine, men jeg ved ikke hvad der giver dig hovedpine."
Mathilde: "Det er simpelthen fordi jeg har for mange tanker! Og så har vi lært så meget i skolen i dag, så nu er der helt fyldt op med tanker, og det er dem, der er kommet op at slås."
Mor: "Nå for dælen, kan du ikke smide nogle af tankerne ud så?"
Mathilde: "Ej mor, hvis jeg smider mine tanker ud, så ender det jo med jeg glemmer hvordan man læser eller tager tøj på..."
Mor: "Godt ord igen min pige, hold du hellere på tankerne."
Mathilde: "Men jeg er sikker på det hjælper med en is..."

Jeg kunne godt tænke mig, at is bare var løsningen på ALT for voksne også - det vil jeg til at praktisere, for de må da have fat i noget de kære børn!

Ninja-sneglen part V

I sidste uge da The Dictator og jeg havde afleveret Mathilde i skolen, og vi gik mod børnehaven, undrede det Cornelia, at det var så længe siden, vi havde set en Ninja-snegl i børnehaven. Jeg fik mig rodet ud i en laaaaang monolog om at Ninja-snegle går i hi om vinteren og at de (så vidt vides) gemmer sig under nogle blade og/eller nedfaldstræ m.v., hvorefter de sover hele vinteren.

Mit skarpsindige barn svarer mig derefter meget alvorligt: "Mor, hvordan ved du de sover? Det kan jo være de bare ligger vågne og snakker!"

Hvilket man jo altid gør, når man har én at ligge og sludre med og bliver tvunget tidligt i seng :-)

Så kør dog!

Mathilde har lige været syg. Ved ikke hvad det var, men da jeg hentede hende i mandags, havde hun høj feber og var noget sløv i optrækket (så kan man jo tænke lidt over, hvorfor pædagogerne i SFO'en ikke opdager det!). Da vi kom hjem, blev hun puttet i seng og sov til tirsdag formiddag og blev i løbet af dagen super frisk igen. 24-timers imunforsvarsalarmberedskab eller noget i den stil.

Nå, men da hun nu havde været semi dårlig, mente pigerne, at vi tirsdag havde fortjent en is efter aftensmaden. Jojo, det kunne vi da godt; på McD. kan man få McFlurry med M&M's, og intet mindre kunne gøre det efter Cornelias mening. Så vi tullede mod McD.

Da vi nåede frem, var der 5-6 biler foran os i DriveIn køen. Så vi måtte jo holde i kø. Og hold nu fast hvor den kø bevægede sig meeeeeget langsomt; efter 6-8 minutter var The Dictators tålmodighed ved at være godt og grundig brugt op, hvilket hun valgte at udtrykke på følgende måde:

Cornelia: "Så  kør dog for FANDEN, hvor lang tid kan det lige ta'??"

Og nej, jeg plejer ikke grine, når mine børn bander. Det må de faktisk ikke, ej heller må moren. Men af og til kan man da blive så gal eller irriteret, at der slipper et par eder ud; det sker. Men da Cornelia afleverede den sætning, knækkede jeg af grin! Ene og alene af den grund, at jeg MEGET nemt kan høre, hvor hun har opsnust den sætning; ja, det har hun hos mig.... Ups :-)

Hvordan er det nu med den sjæl?

De filosofiske tanker ligger ofte ikke fjernt fra mine børn; når der er et givent emne, der optager dem meget, tænker de en del over dette. Og hvad er bedre at filosofere over end religion og den uhåndgribelige del af livet?

Cornelia nåede den anden dag følgende konklusion på det med døden og et eventuelt liv efter døden:

Cornelia: "Mor, når man dør, kommer man ikke op til Gud. Det er bare noget man tænker."
Mor: "Det har du egentlig ret i; efter skrifterne, er det jo sådan set sjælen, der kommer op til Gud. Sjælen er det indeni én; hvad man tænker, hvad man føler, når man bliver glad eller vred. På en måde alt det man ikke kan se."
Mathilde: "Ja, og det er jo også sjælen man får ondt i, når man får sidestik, hvis man har løbet for hurtigt!"

End of discussion :-)

Salt er ensbetydende med mormor

Min mor plejer nu godt kunne lide det mad, jeg serverer, hvis hun og min far er inviteret til spisning. Men uanset hvor meget salt jeg på forhånd propper i maden, skal hun altid have mere på. Og sådan har det bare altid været.

Da jeg den anden dag stod og lavede aftensmad, var jeg ved at vride saltkværnen til døde over kyllingsovsen, og Mathilde kom ud i køkkenet og kiggede. Hun spurgte med undren i stemmen:

"Mor, hvorfor skal der så meget salt i?" Og inden jeg nåede at sige hverken buh eller bæh, sagde hun: "Kommer mormor da og spiser i dag?"

Jeg kom til at grine så højt, at det stakkels barn blev helt forskrækket, men så tog hun heldigvis del i min morskab. Det er altså utroligt så meget små øjne og ører bider mærke i :-)

Ninja-sneglen part IV

Det har været intet mindre end en perfekt morgen; da vi gik i skole/børnehave i morges, så vi ikke mindre end TO Ninja-snegle. Og det var endda drenge-ninja-snegle, hvilket i sig selv er noget af en begivenhed (Ninja-sneglfortællingen strækker sig over en lang periode, og har du ikke læst dem, så gør det her og her oooog her).

Det der med drenge- og pigesnegle er noget med farverne, har jeg ladet mig fortælle af min nok så oplyste ældste datter. Mathilde mener nemlig, at hvis sneglene er drengefarvede på deres huse, må det jo logisk nok være drenge. Hvilken pigesnegl har lige lyst til at have et brunt hus? "Hva' mor, kan du ikke se det ville være for fjollet? Hvis en pigesnegl havde et brunt hus, ville den da sætte det af og finde sig et nyt hus i en anden farve."

Den der snak om bierne og blomsterne har vi endnu ikke haft, så snakken om hermafroditter gemmer vi også liiiiiiige lidt endnu! Men med pigernes enorme engagement i hele dyreriget og dets funktion i verden, er vi nok nødt til snart at snakke om det. Men hvordan angriber man lige den?

Det må jeg lige gruble lidt over...

Cuba - eller noget...

Ja - så er den gal med The Dictator igen.

Cornelia havde i formiddag følgende samtale med et styk højforvirret Cocker:

Cornelia: "Stangtenniiiiiiis, stangtennis, stangtenniiiiiiis, stangtennis, stangtenniiiiiiis...." - der var melodi på, men den er ikke så nem at få med på tekst.

Cocker logrer lidt og kigger underligt på mig, lidt á la "Skal vi godt nok beholde hende?"

Diktatorposten føles længere og længere væk, synes jeg :-)

Dronning Margrethe er død!

Der er valgkamp! Danmark er gået i massehysteri and I love it :-)

Mathilde: "Mor, hvad er et folketingsvalg?"
Mor: "Der skal vi ned på sognegården og stemme om, hvem der skal være statsminister i Danmark."
Mathilde: "Mor, hvad er en statsminister?"
Mor: "Det er hende eller ham, der bestemmer i Danmark."
Mathilde: "Er Dronning Margrethe DØD?"
Mor: Voldsom uhæmmet latter...

Og mens jeg skriver dette, springer Cornelia hen i sofaen ved siden af mig og siger:
"Mor, hvad skriver du?"
Mor: "Jeg blogger bare om jer."
Cornelia: "Jeg kan godt læse hvad du skriver; øverst står der D-M-E.... EMHÆTTE!"
Mor: Voldsomt latterudbrud endnu engang.

Men de hepper på Helle lige som deres mor; så pyt med at Dronningen er død og dme siger emhætte!

Når vi fucking svømmer i myrere

Fødselsdagshysteriet er overstået. Mathilde fik dét, hun ønskede sig aller mest; et par rulleskøjter. Fra fredag eftermiddag til i dag (onsdag), har hun nærmest ikke haft dem af. Det er jo freaking fantastic at sådan en relativ lille ting kan give så megen glæde og begejstring!

Morens eksamenshysteri er også overstået; pigerne sætter pris på at have en mor, der er (nogenlunde) i kontakt med sin mor-hjerne igen, og at vi ikke behøver svømme rundt i mine noter og bøger længere.

Men apropos svømning - vi døjer en lille smule med et irriterende dyr: myrere. På nettet kalder de dem "have-myrere", hvilket jeg har prøvet på at forklare dem. De skal blive i haven, deraf deres navn. Men de vil sgu ikke rigtig lytte. Så de forsøges bekæmpet på mange andre kreative måder med divergerende grad af succes.

I går var der et par stykker i stuen, hvilket fik Cornelia til at komme med følgende udtalelse:
Cornelia: "Mathilde ved du hvad der sker, når man svømmer i myrere?"
Mathilde: "Nej"
Cornelia: "Så får man myrekryb..."

Børnelogik er bare SÅ fantastisk :-)

Mathilde fik Sims 3 til PS3 i fødselsdagsgave, og det bliver også spillet i stor stil af begge børn (det ene barn dog konstant med rulleskøjter på). Mandag havde Mathilde en veninde med hjem, og der skulle også spilles Sims 3. Midt under deres påklædning af en Simmer kommer følgende udbrud fra min ældste datter: "Sorte støvler er bare SÅ FUCKING NICE!"

Æh... Jeg tror, jeg vil til at udvide mit ellers så fucking nice vokabularium fra NU!

The Dictator har lært det

Jeg har bolledej til op over begge albuer, chokoladekagedej på næsen, to børn der råber efter mig og en hund, der er blevet hysterisk af forventningens glæde.

Hvor er det herligt :-)

Jeg uddeler ordrer som en anden general hos Stasi; fødselsdagsbarnet lytter og dækker bord; The Dictator har lært fornægtelsens søde tilfredsstillelse og tuller rundt i sin egen boble. Hun fornægter fuldt ud, at jeg er hendes mor, og at man bør lytte til mig. Hun er desuden begyndt at føre dybe samtaler med et styk forvirret Cocker Spaniel, men hvorvidt det bringer hende tættere på diktatorposten på Cuba, er jeg lidt i tvivl om.

Ryge/skrive-pause er slut. Bolledejen kalder - og Mathilde råber "MOR jeg har ondt i maven af at glæde mig."

Dødsregn og fødselsdagsstressfornægtelse

I  morgen har Mathilde fødselsdag, og jeg har med alle mine spørgsmål om fødselsdagsmenu, fødselsdagsønsker, hvad skal deles ud til klassen, hvilket tøj skal vaskes, hvordan skal håret sidde osv., givet hende stress - tror jeg. Og hun bearbejder stress på præcis samme måde som sin mor. Fornægtelse, fornægtelse, fornægtelse! Hvis man ikke tager stilling til hvad for noget aftensmad, man gerne vil have, løser det sig nok på forunderlig vis. Og lur mig om ikke det virker. Det plejer at virke for mig, og det har min ældste datter åbenbart arvet.

I dag skal vi gerne have ryddet op og støvsuget, da vi får hytten fuld af gæster i morgen. Men jeg er gået i benægtelsesmode. Hvis jeg i dag lader som om hun ikke har fødselsdag i morgen, så behøver jeg jo ikke rydde op; så er der nada stress mere! At det så hævner sig i morgen, forholder jeg mig først til i morgen. Det giver altså et styk afslappet Superheltemor i dag og et styk travl mor i morgen :o) Var der nogen, der sagde overspringshandling? Jow, det var der vist. And that's the way we like it!

Men i morgen, den 19. august 2011, bliver Mathilde 7 år. Klokken 02.02 for at være præcis kom hun til verden i pisregnvejr efter 25 timers veer. Og apropos regnvejr: Hvad sker der lige for Vejrguderne i morgen? Dødsregn? Hvad går det nu ud på? For at sige det mildt var jeg nær besvimet af grin i morges, da jeg hørte udtrykket for første gang. Dødsregn i Danmark....

Hvis vi nu overlever dette grusomme vejrfænomen, får vi forhåbentlig en rigtig dejlig dag med nogle rigtig dejlige mennesker, og så er der jo mere at blogge om til den tid :o)

Superhelt med bred røv part II

Når jeg kan bruge mange, mange, mange tanker på at udtænke mine børn som superhelt, så må mine børn da også mene et eller andet om mig som superhelt. Og lur mig om jeg ikke havde ret. Meningerne var mange, lange, indviklede, sjove, fantastisk, sære og helt tydeligvis tanker frembragt af nogen, jeg har leveret genetisk materiale til.

Hvis jeg skulle skrive det hele, ville jeg nok få seneskedehindebetændelse i både fingre og arme, så derfor kommer der lige et lille udsnit.

Cornelia lagde ud til spørgsmålet: "Nelly, hvis jeg var en superhelt, hvordan skulle det så give sig til udtryk?"
Cornelia: "Så skulle du være en superhelt, der kan lægge tøj pænt sammen, hænge billeder pænt op, købe pæne ting, hoppe langt og meget andet. Men det kan du jo allerede."
Mor: "Men hvis jeg nu skulle kunne noget specielt, lige som Spiderman kan kravle på vægge og skyde med edderkoppespind, hvad skulle det så være?"
Cornelia: "Jamen det kan du jo ikke."
Mor: "Nej nej, men hvis nu?!?"
Cornelia: "Jamen du kan jo ikke."
Mor: "Nej okay."

Mathilde tager over: "Så skulle du kunne flyve."
Mor: "Okay."
Mathilde: "Og så skulle du have en pisk lige som Indiana Jones."
Cornelia: "Og en skyder (pistol)."
Mathilde: "Ja, og så kunne det være mega sejt, hvis du havde et flyvende tæppe og kunne samle penge i en sæk og kaste pengene ned til de fattige."
Cornelia: "Vi kunne også bare bruge pengene på mange cola'er, fanta'er og fastelavnstøj...." - "Nåhr ja, så skulle du sørge for at alle mennesker aldrig er sure på hinanden, have en flyvemaskine og ellers bare være god til at tæske de onde."
Mathilde: "Det kunne også være godt hvis du havde et rør med pigge i, en taske med tyvekoster, laserøjne og hvis du var god til at springe over store ting."
Cornelia: "Og hvis du kunne give stød, skyde med bue og pil, have langt hår og stritører(?)..."
Mathilde: "Og have kjole på SELVOM det var vinter. Dét er sejt uden at fryse."
Cornelia: "Du skulle også dufte godt."
Mathilde: "Og hjælpe folk, når deres huse brænder."
Cornelia: "Og redde katte ned fra træerne, og huske at tage billeder af alle dyr, du møder."
Mathilde: "Og læse dine bøger hurtigt og købe lige præcis det Cornelia og mig har lyst til at få. Og så skulle du have otte arme og otte ben..."

The End

Bortset fra det lange hår, flyvemaskinen, det flyvende tæppe og at hoppe over store ting, vil jeg næsten påstå, at jeg i divergerende grad, lever op til de andre krav. Så er det ikke helt løgn... Jeg er sgu en superhelt med en bred røv :-)

Opskriften på at blive rig

Lille familie på tre befinder sig i bilen, hvor Britney Spears - "Overprotected" ikke får for lidt. "Mor, du skal synge med, for så kan vi bedre høre hvad hun siger." siger Mathilde. Så jeg skråler også Britney for fulde gardiner da Cornelia udbryder:

"Mor er det ikke rigtigt, at vi skal have en hest, når du får råd til en bondegård?"
Mor: "Mnjaaa...."
Mathilde: "Ellers kan vi bare købe én selv, for jeg prøver på at spare."
Cornelia: "Jamen du har jo ikke penge nok."
Mathilde: "Nej, men hvis jeg nu arbejder i andres haver, så kan jeg få nogle penge. OG dollars. Og så bliver man rig."

Hvis jeg ikke havde haft Britney at koncentrere mig om, var jeg kørt af vejen...

"Jeg prøver på at spare" - sætning hun sagtens kan have hørt sin mor sige.
"Du har ikke penge nok" - fair nok, også en sætning, der sagtens har kunnet stamme fra moren.
"Hvis jeg arbejder i andres haver" - what? Jeg har en formodning om, at der efterhånden er nogle klassekammerater, der tjener penge på havearbejde. Ellers aner jeg virkelig ikke hvor den logik kommer fra.
"Dollars" - endnu mere WHAT? Hvor i alverden samler de så nyttig viden op? Og ungerne er alligevel ikke opdaterede, for dollaren har da aldrig haft det værre.

Sæt hellere din lid til den danske krone min pige, for så godt er det heller ikke at hedde Dollar pt.

Kan godt være jeg skal skrifte kurs og blive havearbejder i stedet; for at blive rig altså. Men jeg er bange for ørentviste, bænkebiddere, regnorme, edderkopper, dræbersnegle, visne blade, friske blade, blomster og træer. Måske det begrænser mig lidt allerede inden start?!?

Ninja-sneglen part III

Traveturen fra børnehave/SFO bød i mandags på en ret, for mig at se, underholdende dialog, der forløb således:

Mathilde: "Dræber dræbersnegle hinanden?"
Cornelia: "Nej det er kun Ninja-snegle, der dræber dræbersnegle. De ved nemlig hvad man må og ikke må. De kender reglerne og ved, at man KUN må dræbe dræbersnegle..."
Mathilde: "Er du sikker?"
Cornelia: "Mmm..."

Og det skulle ikke undre mig, at The Dictator har ret :o)

En ekstra fødselsdagssang

Mathilde er startet i 1. klasse i dag, og hvor så hun bare stor ud, da hun stolt og rank sad på sin stol i klasselokalet. Min lille My, som er blevet så stor, og lige om lidt har fødselsdag.

Apropos fødselsdag: Hver morgen er der morgensang for alle børn på skolen i hallen, så det var der selvfølgelig også i morges. Efter den første sang bliver der altid spurgt, om der er nogen, der har fødselsdag, og hvis der er, skal de op til offentlig skue og så synger resten af skolen fødselsdagssang for fødselaren.
I dag skulle alle børn, der har haft fødselsdag i sommerferien, stille sig op foran, så de kunne få en fødselsdagssang. Fluks rejser Mathilde sig, tuller op foran og får en fødselsdagssang. Og hun så ud til at nyde det i fulde drag. Da morgensangen var færdig, spurgte jeg Mathilde, hvorfor hun var gået derop, da hun jo først har fødselsdag på fredag? "Jamen mor, det er da fordi jeg har fortjent to fødselsdagssange i denne uge."

Nå ja, hvorfor ikke :-)

Fidel, Hulk, Ironman og Einstein

I går havde Fidel Castro fødselsdag, og det første der slog mig, da jeg læste det, var at jeg burde skrive et eller andet om Fidel og Cornelias fællestræk. Så tænkte jeg, at det måske vil være lidt u-mor-agtigt at sammenligne sin datter med Fidel Castro; men på den anden side, så er hun bare så Dictator-agtig, at jeg er nødt til at gøre det. Jeg håber, hun synes det er sjovt nok om 20 år.

Fidel Castro havde som sagt fødselsdag i går. Han blev 85 år. The Dictator er 5 år; til trods for aldersforskellen på 80 år, er jeg sikker på de to vil forstå hinanden fuldstændigt. Jeg har læst at Fidel på et tidspunkt har været i eksil i Mexico, været udsat for et hav af mordattentater, været i fængsel, forsøgt flere politiske kup og meget andet. Cornelia synes demokrati er for tåber og kan ikke altid forstå hvorfor verden ikke bare kan indrette sig efter hendes overbevisning.
Bliver hun vred eller synes verden (eller moren) er imod hende, kan hun på et nanosekund gå fra sød, charmerende lille pus, til noget der ligner Hulk. En eksplosion af raseri, hvor hun bliver grøn, er med jævne mellemrum set. Sådan tror jeg også Fidel var som barn. En viljefast, lettere hysterisk knægt, der helst ville have sin vilje. Om han også kunne ligne Hulk? Ja det tror jeg faktisk!
Men lige så vel som Hulk er en helt, er Cornelia det også. Venlig, gavmild, kærlig, intelligent og følsom. Og uanset hvor meget Dictator hun er, har hun så fantastisk et sind. Der tror jeg så ikke Fidel kan hamle op med min Dictator.

Skulle jeg sammenligne Mathilde med en superhelt (ja, jeg finder det ret underholdende og bruger mange tanker på det), så skulle det være... Øh... Hvilken rummelig, tålmodig, nobelpristager med filosofiske tendenser, er karakteriseret i en superhelt? Første gang jeg tænkte over det, var Ironman den første, der kom til mig. Han er hård udenpå og blød inden i; super intelligent og bestemt ikke handlingslammet. Det kunne lyde som Mathilde; men på den anden side, så er Mathilde også blød uden på. Det er ikke nemt at forklare, men det er hun altså bare. Men Ironman er den eneste jeg kan komme i tanke om. Egentlig er hun nok mest en Niels Bohr eller Einstein. Nobel-udvalget ringer nok snart fordi de har opfundet en pris for mest rummelige hjerte.

Nu har jeg sammenlignet mine børn med superhelte (mænd), et par fysikere (mænd) og en enkelt diktator (mand). Hvor i alverden er de seje, kvindelige forbilleder for piger på 6 og 5 år? Selvfølgelig mener mine piger, at de er prinsesser inderst inde, men hvis den karriere ikke lige bliver til noget, er der ikke andre at se op til.

Så er det jo i grunden ret heldigt, at de har en mor (selvom hun tit er meget ikke-mor-agtig-og-bare-sær som de siger), der KAN alt, VED alt og ikke mindst propper så meget ego og selvtillid ind i dem, at det er til at brække sig over. Så skal de nok overhale både Fidel og Einstein, det er jeg ikke i tvivl om!

Hvordan er det nu det er...?

Den helt store omgang Little Big Planet blev spillet i dag inden sengetid. Et fantastisk spil hvor mine børn faktisk kan spille sammen uden at rykke både arme og ben af hinanden.

Midt under akten klør Cornelia sig på halsen og udbryder: "AAAARGH har jeg noget her?"
Mathilde kigger og svarer sagligt: "Nej, du er bare ved at få et modermærke."
Cornelia: "Jamen det kilder HELT VILDT!"
Mathilde: "Ja, men sådan er de jo bare, og især når de er lige ved at komme..."
Cornelia: "...er du sikker?"
Mathilde: "Jaja..."

Hvor må det være lækkert at have sådan en alvidende storesøster :-)

Ninja-sneglen part II

Og lykken er gjort! Intet mindre end en helt perfekt dag, blev det i dag, for da Mathilde var blevet afleveret i SFO, og Cornelia og jeg gik mod børnehaven, hvad dukkede der så op? Lige ved lågen ind til børnehaven, sprang denne i øjnene på The Dictator.

Cornelia: "AAAAARGH MOR - NINJA-SNEGLEN ER TILBAGE!!!"

 

Og hun har ikke været til at skyde igennem siden da. Har du ikke læst om Ninja-sneglen, så læs den her.

Cornelia: "Mor, det er nu ret smart den har valgt at bo på den rigtige side af hegnet."

Mor: "Hvorfor synes du det?"

Cornelia: "For så er der ikke nogen af de andre børn, der kan smadre den, for det vil være synd."

Min lille dyreaktivist :-)

Søskende kærlighed

I dag er der 11 dage til Mathildes fødselsdag, hvilket jeg i vanvare kom til at fortælle hende; hendes reaktion var ikke helt, som jeg havde forventet. Jeg troede, hun igen ville skælde ud, fordi der stadig er for længe til. Hun gik imidlertid helt i selvsving, og nu har jeg nok givet hende 11-dags spændings-søvnbesvær (salut fra Gladsaxe pigegarde til moren nu? Nej? Øv!).

Nå, men det jeg ville frem til er, at selvom hun af og til synes hendes lillesøster er lidt belastende, så har hun på sin meterlange ønskeseddel skrevet indtil flere ting, som hun ønsker sig to af (solbriller, bikini mv.). Dette undrede mig i starten, og selvfølgelig skulle jeg da lige høre hvad det gik ud på:

Mor: "Mathilde hvorfor ønsker du dig to bikinier? Du kan vel kun have én på ad gangen?"
Mathilde: "Jamen mor det er da fordi det er synd for Cornelia, hvis hun ikke også får én."
Mor: "Så du ønsker dig en bikini i din egen størrelse, og en i Nelly størrelse?"
Mathilde: "JA" (med et stort smil, som om 5-øren endelig faldt for hendes fatsvage mor)

Det må da siges at være søskende kærlighed; men de er jo nok også nødt til at holde sammen, når de nu er udstyret med så åndssvag en mor :o)

Men trods min "brain fart" faldt hun nu godt nok i søvn i dag (salut til moren nu? Stadig ikke? I er da også så kedelige!).

Fartstriber og tyngende fornemmelser

I foråret fortalte Cornelia mig, at snegle, der har striber (på sneglehuset), per definition er hurtigere, end snegle, der ikke har. Det har hun sikkert ret i, for jeg har ikke kunne finde nogle forskningsresultater, der kunne understøtte min skepsis. Hun fortalte mig endvidere, at når man går forbi en snegl med striber på huset, så skal man lige huske at gå lidt længere uden om, da den hurtigt lige kan "snegle" sig ind under ens sko, hvis man ikke går langt nok uden om (ih hvor hun da elsker snegle - har du ikke læst om ninja-sneglen, så læs den her).

På gåturen hjem fra mormor og morfar i dag, gik vi igennem børnehavens legeplads, hvor der var en del snegle; snakken om fartstriber blev derfor genoptaget, og Mathilde fandt et ejerløst hus MED striber.

Cornelia: "Nå, den snegl havde nok ikke lyst at være hurtigst længere. Måske den var blevet træt af altid at komme først."
Mathilde: "Næh, når de har smidt huset, så er de da endnu hurtigere, end hvis de har hus på!"
Cornelia: "Naharj"
Mathilde: "Johow"
Cornelia: "Naharj"
Mathilde: "Jo, for kan du ikke regne ud, at når de ikke har noget hus, så vejer de ikke så meget, og så kan de løbe hurtigere? Det er lige som at løbe med og uden skoletaske på..."
Cornelia: "..." (hun hader, når søsteren måske har fat i noget)

Tja, hvem der så har ret, vil jeg lade stå hen i det uvisse; jeg tror Cornelia accepterede Mathildes logik, og hvorfor så blande sig i noget, man ikke har en skid forstand på :o)

Røven er igen i vejen

Mathilde: "Hey mor, hvis din røv nu ikke var så stor, så kunne jeg bedre komme ud at tisse, mens du vasker Cornelias hår."

Meget kan man sige om min bagdel, men den fylder da ikke alle 4 m2 på badeværelset. Flabede barn...

Måske kylling men ikke leverpostej

Nu kan det godt være, at mine monstre efterhånden fik regnet sig frem til, hvilket dyr kylling-kød kommer fra. Så langt så godt.

Men hvad så med leverpostej?

Cornelia: "Hvorfor er leverpostejen lyserød inden i?"
Inden jeg nåede at svare, fortsatte hun selv: "Nåhr jo, det er jo dér, dejen ikke er helt så bagt."

Hun har da fat i, at det er noget med en ovn. Men helt ærligt så er det eneste dej og postej har til fælles, da cirka det sammen som en giraf og en gris - nogle bogstaver! Men jeg ser det på den lyse side - hun vidste det med ovnen. Min lille, skarpsindige Dictator (af den slags, der skal udtales på engelsk).

Efterfølgende kom disse sætninger ud af hende:

Cornelia: "Mor, er det ikke rigtigt, at når man går med en kniv, skal den pege nedad?"
Mor: "Jo, hvis man ikke lige er i nærheden af en hund eller bitte små børn."
Cornelia: "Ja, for hvis man går med den sådan (hun viser mig, at den peger opad), kunne man jo godt komme til at skyde nogen..."

Der er næsten ikke noget værre end et vådeskud fra en smørekniv!!

Hvem er de egentlig?

Tænkte om jeg lige skulle lave en lille præsentation af mine arvinger, fugleunger, prinsesser, monstre, børn (kært barn har jo mange navne).

Mathilde: Første fødte; på en regnfuld august nat i 2004 på Horsens sygehus. Og hun har bare været verdens nemmeste barn fra dag ét! Altid glad, tilfreds og fornuftig; en rigtig spille-nørd (PS3, Wii, PC, Nintendo DS - you name it og jeg garanterer, hun lærer det i løbet af 20 minutter). Hun elsker rutchebaner og det kan næsten ikke blive vildt nok! Hun er en rigtig læsehest og elsker Bibelhistorier (tror det er fordi de er så blodige; come on Kain og Abel...) og har fundet ud af at bogstaver som regel giver mening, når man sætter dem sammen. Hun bliver belæst, det er jeg ikke i tvivl om.
Hun er i høj grad filosofisk, og tænker meget over livets mange store spørgsmål (så som hvorfor skyer aldrig er ens; hvordan det ser ud i Himlen når man er død; hvorfor Sarah fra X-factor vil være kæreste med en pige and so on). På et eller andet tidspunkt skriver hun speciale i oldtidshistorie, teologi eller subatomisk partikelforskning. No doubt! Og så tegner hun. Tegner, farver, maler med ALT, der på nogen måde kan give lidt farve fra sig. Hun vinder ind på folk med sit intellekt og kvikke kommentarer samt hendes tilpasningsevne og rummelighed. Hun gider ikke starte et skænderi blot grundet stædighed.

Cornelia: Diktatoren... Need I say more (stakkels storesøster)? Født en iskold januar aften i 2006 på Horsens sygehus, hvor der lå 30 cm sne både da vi kørte på sygehuset og derfra igen et døgn senere. Hun har fra starten været et fantastisk temperamentsfuldt barn, og det har taget tid for mig at lære hende at kende. I grove træk var hun utilfreds, indtil hun fik lært at tale, hvilket hun så også gjorde til perfektion da hun fyldte to år, og siden da har vi forstået hinanden! Når hun har sat sig noget for, er der INTET, der kan ændre hendes beslutning. Go for the kill, my child - intet mindre kan gøre det. Enten er hun viljestærk eller også bare stædig. Hun er lige så videbegærlig som sin søster, og skal helst være dér, hvor der sker noget. Hun spiller også en del, men hvis ikke hendes søster gider fortælle hvordan  man gør, kan det være ligegyldigt. Og hun klipper i ALT (også morens Marimekko voksdug) og tegner ligeledes på ALT (også soveværelsesvæggen og nægter sig altid skyldig)! Hun charmer vildt og uhæmmet; uden at sige en lyd, kan hun charme sig ind på folk. Hun går ikke af vejen for et friskt lille skænderi med sin mor, hvor ingen sætning går under 140 decibel. Hun elsker dyr (vitterligt ALLE dyr), og melder sig på et tidspunkt ind i en dyreaktivistforening, tror jeg. Og nåhr ja, så emigrerer hun på et eller andet tidspunkt et sted hen, hvor de mangler en Diktator. Hun går ikke ind for demokrati. Det er "my way or the highway".

Selvfølgelig indeholder mine børn mange flere værdier, evner og egenskaber end de ovenfor nævnte, men for de af jer, der ikke kender dem (indgående), beskriver dette dem ret godt. Så giver det nok lidt mere mening at Mathilde har ondt af ham "Josus" på korset, og Cornelia går i spåner over en ninja-snegl, der er hoppet(?) over hegnet i børnehaven (flabede dyr).

Konklusion: Dejlige børn :o)

Man skal tænke sig om, inden man får børn!

Satte jeg lige Mathildes filosofiske evner og teoretiske tankegang under lup sidst? Det trækker jeg også i land igen.

I morgens lå selv samme barn under min dyne og morgenhyggede, inden vi sådan for alvor skulle op, og da jeg har for vane at tjekke nyheder på TV2-app'en inden jeg kan løfte min dyne det mindste, gjorde jeg selvfølgelig også det i morges.

Hovedhistorien var flere detaljer i Tobias-sagen. Mathilde spurgte så, hvorfor der var et billede af en dreng på min telefon:
"Altså mor, hvorfor er det en nyhed? Jeg er da også et barn, og jeg er aldrig på din telefon i nyhederne." Så forklarede jeg hende, at det var fordi han var kommet så slemt til skade og til sidst var død af det.
Mathilde: "Hvem har gjort det?"
Mor: "Det har hans mor og hendes kæreste"
Mathilde: "Ej hvor er det synd. Jeg forstår ikke hvorfor man får børn, hvis man ikke vil passe godt på dem. Så skulle man altså lade være... Det kunne de godt have tænkt lidt over, når de ikke gad passe godt på ham."

Og så puttede hun ellers bare sit lille, søde væsen ind til mig.

Jeg synes, det er store tanker for sådan en lille pige på seks år. Og jeg kunne jo kun give hende ret. Man bør tænke sig om! Men bør man også tænke sig om, og skærme børnene fra den virkelige verdens uhyggeligheder? Jeg er i tvivl...

Hvor får de det fra?

Kom jeg lige til at prale lidt af Mathildes filosoferen over kristendommen den anden dag? Jow, det gjorde jeg vist. Men hun er vist slet ikke så filosofisk, som hendes mor bilder sig ind:

Mathilde: "Mor, hvor kommer kyllinge-kød fra?"
Mor: "Hvad tænker du liiiiiige på?"
Mathilde: "Jamen er det fra en ko eller en gris?"
Mor: "..." (med rynkede øjenbryn)
Mathilde: "Eller er det fisk?"
Mor: "..." (endnu mere rynkede øjenbryn)
Mathilde: Uhæmmet latter!

Det må utvivlsomt komme fra deres fars side af familien ;o)

NB: Vi fik efterfølgende en lang snak om, hvor de forskellige ting vi spiser, kommer fra.

Forbandede aftensmad

Hvorfor er det lige, at fugleungerne HVER aften insisterer på at få aftensmad? De må da kunne lære, at aftensmad er noget man får, når mor gider lave det?
Ej fis!

I dag kom jeg til at spørge: "Tøser, kan vi ikke bare få et eller andet tilfældigt fra køleskabet til aftensmad?"
Mathilde: "Mor, man kan altså få andre til at lave aftensmad for sig..."
Mor: "Jojo, men vi kan da ikke blive ved med at belemre diverse familiemedlemmer med vores selskab lige omkring spisetid..."
Mathilde: "Ej mor, dem på McDonalds brokker sig da ikke!"
Mor: Vild og uhæmmet latterudbrud!

Hun er jo ikke helt tabt bag af en vogn det barn :o)

NB: Heldigvis inviterede morfar og mormor inden vi gik på rov i køleskabet.

Kristne er da tossede

Til en barnedåb i xman's familie da Mathilde var omkring 4 år gammel. Vi sidder i kirken og selvfølgelig er der en eller anden smart gut, der har ment, at en korsfæstet Jesus selvfølgelig hører til den mest naturlige udsmykning i en kold, firkantet, hvidkalket bygning ude midt i ingenmandsland. Og det er altså en virkelig stor skulptur, vi snakker her; placeret som et blikfang og en evig reminder om hvad Jesus blev udsat for for vores skyld. Mathilde spotter Jesus. Spørger hvem han er. Jeg fortæller og forklarer, mens præsten gør det, han er bedst til. Laaaang tid går, Mathilde prikker mig på skulderen og spørger med undren i stemmen:

"Mor, hvornår piller de ham der Josus ned igen?"

Hun havde meget ondt af ham "Josus", der skulle hænge på korset hele natten også...

"Men måske er det ikke så synd han døde, for så kom han jo op til Gud, som han kendte i forvejen."

Er det kun mig der synes, at religion er svært at forklare?

Mathilde: "Mor, da Gud lavede Adam og Eva, hvorfor lavede han så ikke nogle børn til dem? For det må da være VIRKELIG kedeligt, ikke at have nogle børn!"

Der måtte jeg lige være et svar skyldig :o)

Ninja-sneglen

Da jeg i dag gik hjem, efter at have afleveret mine arvinger i diverse institutioner, kom jeg til at tænke på en sjov episode fra foråret.
Cornelia er MEGET vild med snegle (dyr generelt), og da børnehaven har en stor, grøn legeplads, vrimler det altid med snegle, når det er fugtigt i vejret. Og det er altid små, sorte snegle med brun/sort hus på. Lige PLUDSELIG ud af det rene ingenting, dukkede en wienbjergsnegl. Jamen helledusseda, begejstringen var stor, fordi den var jo kæmpe stor og hvid! Stik modsat af alle dem vi plejer at se der.

Cornelia: "Mor, hvad er det for en stor snegl?"
Mor: "Det er en wienbjergsnegl - den dræber dræbersnegle, så den skal vi passe godt på ikke at træde på."
Cornelia: "...." og kigger på mig som om jeg mangler en møtrik.

To dage senere da jeg henter hende i børnehave, kommer hun mig stormende i møde og siger "Mor, mor, mor, der er sket noget forfærdeligt i dag!" Jeg når i mellemtiden at tænke flere grimme ting om store skader og mobning, men inden min tankegang bliver lidt for fantasifuld, udbryder hun "NINJA-SNEGLEN ER BLEVET VÆK!"
Et splitsekund fatter jeg ikke en hvede, men så slår det mig, at hun taler om wienbjergsneglen - som tilsyneladende er stukket af. Det er en alvorlig sag, når man er 5 år og elsker dyr.
Vi får herefter en fornuftig snak om, at ninja-sneglen nok var nødt til at tulle et andet sted hen for at dræbe flere dræbersnegle, hvilket hun uden tøven godtager. Sådan en fantastisk skabning må der jo være brug for andre steder også.

Men prøv lige at sige wienbjergsnegl hurtigt fem gange - det lyder lidt som ninja-snegl. Så nu hedder den der hvide, store snegl pr. definition altså en ninja-snegl her i hytten.

NB: Hvis du finder "vores" ninja-snegl så vær lige sød at komme til Ølsted med den. Cornelia savner den :o)

Er jeg en superhelt med en utrolig stor røv?

2. dag i det virkelige liv er gået over al forventning. Jeg tror faktisk, at pigerne allerede er faldet godt til igen. Det hjælper også lidt, at der i institutionerne endnu ikke er fuld hus, da det stadig er ferieperiode.
Afhentning i Mathilde tog dog lidt lang tid i dag, da hun liiiiiige var begyndt på en perleplade, som absolut (no mercy) skulle laves færdig, inden hun kunne tage med hjem. Så Cornelia og jeg måtte i gang med det store hjælpearbejde det er, at finde 1.000.000 lyserøde (Nej mor, de er ikke lyserøde, de er pink, som hende damen du altid hører i bilen) perler. Pink perlejagt igangsat. Under jagten kom jeg til at gabe en enkelt gang og Mathilde spørger "Mor, hvorfor er du træt?" og jeg svarer "Det er jo hårdt arbejde at være mor til jer." og en kæk kommentar lyder derefter "Nåh ja, du er jo også superhelt om natten!". Jojo, det har jeg godt nok sagt i spøg en dag, da de også var efter mig, fordi jeg tilsyneladende gabte for meget, men at det kunne huskes til d.d., havde jeg ikke lige forventet.

Apropos selektiv hukommelse, hvorfor kan børn så altid huske alt det pinlige?
"Mor, kan du huske da du stod foran fjernsynet og dækkede det hele med din røv?" (37" - hmm)
"Mor, kan du huske da du skulle hælde cola op, og det brusede over?"
"Mor, kan du huske da du kørte over for rødt?"

Hvordan sletter man erindringer i sine børns hukommelse? Et trick jeg gerne gad lære.