I morgen, den 1. april, har min lille blog 8 måneders jubilæum. Det er derfor lidt af en mærkedag, hver gang det bliver den 1. i en hvilken som helst måned. Det havde jeg en eller anden forventning til mig selv om skulle fejres med en helt fantastisk sjov blog men men meeeen..... For der er altid et men!
Jeg har ingen emner. Der sker vitterligt ikke en skid! Der er nok at se til med børn, bandit, arbejde, ombygning og enormt meget andet, men jeg synes ikke lige, der er nogle gode blog-emner. Jeg er simpelthen løbet tør, og hvor bittert er lige det, når det kunne være helt vildt hyggeligt at sidde her en lørdag aften og skrive om et eller andet, der virkelig optager mig?!?
Så derfor: Kom med et lille input til hvad jeg skal skrive om! Bebeeeee som mine børn siger, når der er noget, de virkelig gerne vil opnå?!?! Bare et lille forslag til en eller anden ting. Jeg LOVER det bliver morsomt (i hvert fald for mig)!
lørdag den 31. marts 2012
torsdag den 29. marts 2012
Manden i mit liv...
...joh, det var nok en spændende overskrift, hva'?!?
Der er med fuld overlæg ikke nogle mænd i min blog. De er simpelthen for besværlige!
Men alligevel er der én mand i mit liv, som har fortjent en lille plads i min blog; han har gjort et enormt indtryk på mig, hvorfor han har fået en lille plads i mit meget rummelige hjerte. Der er ikke stort besvær med ham, for jeg er ret sikker på, hvor jeg har ham henne - han sidder nemlig inde.
Han er "min" bandit, og jeg ser ham 1½ time hver anden uge efter at være blevet kropsvisiteret, scannet og jeg har sagt mit cpr-nummer så mange gange, at jeg kommer i tvivl om hvorvidt jeg husker rigtigt; desuden er jeg blevet låst inde i 5 forskellige rum af divergerende størrelse etc. Hvad han skal igennem for at få lov til at snakke med mig i 1½ time, har jeg slet ikke lyst til at tænke på. Det er ikke bare sjov og ballade, hvad han bliver udsat for. Dette har jeg gjort siden november sidste år, så efterhånden har han været et fast indslag i mit liv i fem fulde måneder og vice versa.
Det mest fantastiske ved at være fængselsbesøgsven er, at det nytter! Det gavner! Der er rent faktisk mennesker, som sætter så stor pris på at få besøg at de uden at kny, finder sig i en nedværdigende kropsvisitering uden en trevl på kroppen; og det i sig selv er dælme bemærkelsesværdigt.
Jeg er har engang spurgt min bandit om de andre på gangen ved noget om mig, altså om han har fortalt, at han har en besøgsven. "Ja da" svarer han friskt og frejdigt, "de kender til dig alle sammen - også behandlerne!"
Okay, spændende... Og så har jeg egentlig ikke tænkt nærmere over det, før han ved det seneste besøg fortalte mig, at behandlerne SAMT de indsatte på afdelingen havde spurgt ham: "Får du da for helvede ikke snart besøg af Gitte igen, for du er i meget bedre humør, når hun har været her?"
Det varmer! Det varmer sindssygt meget i mit lille forkvaklede hjerte, og det giver rigtig god næring til min tro på, at jeg måske alligevel gør en forskel i hans liv. Og måske gør jeg ikke. Men det er jo heller ikke nemt at ændre verden, hvis man ikke har en tro på at det gør en forskel; så derfor tror jeg stadig. Jeg tror på livskvaliteten bliver skubbet lidt til det bedre.
"Gitte, min behandler gættede at du kom i dag, for hun siger, jeg har været i usædvanligt godt humør i dag."
Vi små-skændtes en dag, hvilket vi egentlig gør jævnligt, hvor jeg til sidst sagde til ham, at han bare ville blive ved med at skændes for at gøre mig så skide sur, at jeg ikke gad komme igen, fordi han ikke gad have besøg af mig længere (ja det var et bisset tøsetrick, men jeg er sgu også bare en tøs), og jeg har da ALDRIG nogensinde set luften fise SÅ hurtigt ud af ballonen. "Jamen, vil du så ikke besøge mig længere?" "Jojo, slap nu af, jeg skal nok komme lige så længe, som du gider se på mig." "Ej, du må sgu ikke sige sådan noget... Jeg er rigtig glad for, at du kommer og besøger mig, for du er faktisk den eneste jeg kender, som ikke er i misbrugsmiljøet." - dette sagt med et par bedende øjne og en oprigtighed i stemmen, der er en Oscar værdig, hvis det var løgn. Nååååhr, så får jeg bare den største lyst til at putte ham i lommen, tage ham med hjem og give ham den omsorg, han aldrig fik af sin mor.
Nej, det er selvfølgelig bare fis, jeg hverken kan eller skal redde ham fra noget som helst, og han kan til hver en tid stoppe besøgsforholdet, hvis han synes, jeg bliver for irriterende; i det store hele skal jeg bare gøre hans tid i fængslet lidt mere tålelig. Men episoden bekræfter mig endnu engang i, at det gør en forskel.
Jeg er af den overbevisning at i alle forhold, hvad enten de er kunstige eller ej, er man nødt til at give noget af sig selv for at få noget igen. Der er en masse strikse regler i forhold til at være fængselsbesøgsven; fx må han ikke vide hvad jeg hedder til efternavn, hvor jeg bor etc., men derfor kan man jo godt give noget af sig selv. Det er ikke naturligt at sidde og føre en dialog, der kunne tangere monolog, og bare forvente at han vil dele ud af alle sine hemmeligheder uden at få noget retur? Sådan fungerer et venskab ikke i min verden. Derfor ved han mange mærkelige ting om mig, og jeg ved mindst lige så mange underlige ting om ham. Men dette er en meget vigtig pointe for mig i forhold til erhvervet.
Jeg er hyret til at skulle holde et lille foredrag for nye fængselsbesøgsvenner i slutningen af april, hvor jeg skal fortælle om hvordan det er at være fængselsbesøgsven, hvordan det foregår, hvad man taler om etc. I den forbindelse har jeg tænkt rigtig meget over, hvad jeg skal fortælle de nye aspiranter om og er kommet frem til, at noget af det vigtigste for mig er, at man er klar til at give noget af sig selv til en kunstigt venskab, der stopper så snart manden bliver løsladt eller overflyttet til et andet fængsel. Hvis man ikke er klar på det, skal man ikke blive besøgsven...
Hvis du, kære læser, skulle være fængselsbesøgsven, hvad ville du så gerne forberedes på? Gode idéer modtages med kyshånd!
Og tænk så lige over hvor lidt, der skal til, for at gøre en positiv forskel for de mennesker, vi alle skal leve i sameksistens med. Jeg synes, det er fantastisk inspirerende at tænke over, og det giver uden tvivl mig en rigtig positiv fornemmelse i mit sind og i mit kadaver.
Der er med fuld overlæg ikke nogle mænd i min blog. De er simpelthen for besværlige!
Men alligevel er der én mand i mit liv, som har fortjent en lille plads i min blog; han har gjort et enormt indtryk på mig, hvorfor han har fået en lille plads i mit meget rummelige hjerte. Der er ikke stort besvær med ham, for jeg er ret sikker på, hvor jeg har ham henne - han sidder nemlig inde.
Han er "min" bandit, og jeg ser ham 1½ time hver anden uge efter at være blevet kropsvisiteret, scannet og jeg har sagt mit cpr-nummer så mange gange, at jeg kommer i tvivl om hvorvidt jeg husker rigtigt; desuden er jeg blevet låst inde i 5 forskellige rum af divergerende størrelse etc. Hvad han skal igennem for at få lov til at snakke med mig i 1½ time, har jeg slet ikke lyst til at tænke på. Det er ikke bare sjov og ballade, hvad han bliver udsat for. Dette har jeg gjort siden november sidste år, så efterhånden har han været et fast indslag i mit liv i fem fulde måneder og vice versa.
Det mest fantastiske ved at være fængselsbesøgsven er, at det nytter! Det gavner! Der er rent faktisk mennesker, som sætter så stor pris på at få besøg at de uden at kny, finder sig i en nedværdigende kropsvisitering uden en trevl på kroppen; og det i sig selv er dælme bemærkelsesværdigt.
Jeg er har engang spurgt min bandit om de andre på gangen ved noget om mig, altså om han har fortalt, at han har en besøgsven. "Ja da" svarer han friskt og frejdigt, "de kender til dig alle sammen - også behandlerne!"
Okay, spændende... Og så har jeg egentlig ikke tænkt nærmere over det, før han ved det seneste besøg fortalte mig, at behandlerne SAMT de indsatte på afdelingen havde spurgt ham: "Får du da for helvede ikke snart besøg af Gitte igen, for du er i meget bedre humør, når hun har været her?"
Det varmer! Det varmer sindssygt meget i mit lille forkvaklede hjerte, og det giver rigtig god næring til min tro på, at jeg måske alligevel gør en forskel i hans liv. Og måske gør jeg ikke. Men det er jo heller ikke nemt at ændre verden, hvis man ikke har en tro på at det gør en forskel; så derfor tror jeg stadig. Jeg tror på livskvaliteten bliver skubbet lidt til det bedre.
"Gitte, min behandler gættede at du kom i dag, for hun siger, jeg har været i usædvanligt godt humør i dag."
Vi små-skændtes en dag, hvilket vi egentlig gør jævnligt, hvor jeg til sidst sagde til ham, at han bare ville blive ved med at skændes for at gøre mig så skide sur, at jeg ikke gad komme igen, fordi han ikke gad have besøg af mig længere (ja det var et bisset tøsetrick, men jeg er sgu også bare en tøs), og jeg har da ALDRIG nogensinde set luften fise SÅ hurtigt ud af ballonen. "Jamen, vil du så ikke besøge mig længere?" "Jojo, slap nu af, jeg skal nok komme lige så længe, som du gider se på mig." "Ej, du må sgu ikke sige sådan noget... Jeg er rigtig glad for, at du kommer og besøger mig, for du er faktisk den eneste jeg kender, som ikke er i misbrugsmiljøet." - dette sagt med et par bedende øjne og en oprigtighed i stemmen, der er en Oscar værdig, hvis det var løgn. Nååååhr, så får jeg bare den største lyst til at putte ham i lommen, tage ham med hjem og give ham den omsorg, han aldrig fik af sin mor.
Nej, det er selvfølgelig bare fis, jeg hverken kan eller skal redde ham fra noget som helst, og han kan til hver en tid stoppe besøgsforholdet, hvis han synes, jeg bliver for irriterende; i det store hele skal jeg bare gøre hans tid i fængslet lidt mere tålelig. Men episoden bekræfter mig endnu engang i, at det gør en forskel.
Jeg er af den overbevisning at i alle forhold, hvad enten de er kunstige eller ej, er man nødt til at give noget af sig selv for at få noget igen. Der er en masse strikse regler i forhold til at være fængselsbesøgsven; fx må han ikke vide hvad jeg hedder til efternavn, hvor jeg bor etc., men derfor kan man jo godt give noget af sig selv. Det er ikke naturligt at sidde og føre en dialog, der kunne tangere monolog, og bare forvente at han vil dele ud af alle sine hemmeligheder uden at få noget retur? Sådan fungerer et venskab ikke i min verden. Derfor ved han mange mærkelige ting om mig, og jeg ved mindst lige så mange underlige ting om ham. Men dette er en meget vigtig pointe for mig i forhold til erhvervet.
Jeg er hyret til at skulle holde et lille foredrag for nye fængselsbesøgsvenner i slutningen af april, hvor jeg skal fortælle om hvordan det er at være fængselsbesøgsven, hvordan det foregår, hvad man taler om etc. I den forbindelse har jeg tænkt rigtig meget over, hvad jeg skal fortælle de nye aspiranter om og er kommet frem til, at noget af det vigtigste for mig er, at man er klar til at give noget af sig selv til en kunstigt venskab, der stopper så snart manden bliver løsladt eller overflyttet til et andet fængsel. Hvis man ikke er klar på det, skal man ikke blive besøgsven...
Hvis du, kære læser, skulle være fængselsbesøgsven, hvad ville du så gerne forberedes på? Gode idéer modtages med kyshånd!
Og tænk så lige over hvor lidt, der skal til, for at gøre en positiv forskel for de mennesker, vi alle skal leve i sameksistens med. Jeg synes, det er fantastisk inspirerende at tænke over, og det giver uden tvivl mig en rigtig positiv fornemmelse i mit sind og i mit kadaver.
søndag den 25. marts 2012
Hund og hund imellem
En dame fra lokalområdet var ude at gå tur med sine hunde; to styks golden retrievere. Cornelia var meget begejstret for dette syn, for mormor og morfar har Pepsi, som er en golden retriever, hvorfor Cornelia anser sig selv som lidt af en ekspert på retriever-området.
Cornelia: "Mor, Zippo (vores hund) er en cocker spaniel."
Mor: "Ja det er han."
Cornelia: "Og det er Piratos (mormor og morfars anden hund) også."
Mor: "Yep, det er rigtigt."
Cornelia: "Men det er Pepsi og de to hunde dér ikke..."
Mor: "Nej, det er de ikke. Ved du hvad de er for en race?"
Cornelia: "Ja da, det er gold triller!!"
Mor: "En hvad for én?
Cornelia: "En GOLD TRILLER, mor; kan du ikke høre!?"
Cornelia: "Mor, Zippo (vores hund) er en cocker spaniel."
Mor: "Ja det er han."
Cornelia: "Og det er Piratos (mormor og morfars anden hund) også."
Mor: "Yep, det er rigtigt."
Cornelia: "Men det er Pepsi og de to hunde dér ikke..."
Mor: "Nej, det er de ikke. Ved du hvad de er for en race?"
Cornelia: "Ja da, det er gold triller!!"
Mor: "En hvad for én?
Cornelia: "En GOLD TRILLER, mor; kan du ikke høre!?"
mandag den 19. marts 2012
Virker ikke - virker!
Det er så som så med de filosofiske tanker i Dukkehuset i øjeblikket. De er mildest talt ikke eksisterende. Men der er også vigtigere ting i livet end at koncentrere sig om Kierkegaard og andre tosser.
For eksempel madpapir.
Mathilde råbende ud fra køkkenet: "MOR MOR MOR, det virker IKKE!!"
Mor: "Øh, hvad virker ikke?"
Mathilde: "Madpapiret!!"
Mor: "Hvorledes virker det ikke?"
Mathilde: "Det vil ikke klistre på den mad, jeg har lagt den på..."
Mor: "Hvilken mad?"
Mathilde: "Pålægschokoladen..."
Mor: "Prøv at lægge en leverpostejmad øverst, så tror jeg det virker."
Laaaaaaang tavshed.....
Mathilde: "MOR MOR MOR, det VIRKER igen! Hvor mærkeligt..."
For eksempel madpapir.
Mathilde råbende ud fra køkkenet: "MOR MOR MOR, det virker IKKE!!"
Mor: "Øh, hvad virker ikke?"
Mathilde: "Madpapiret!!"
Mor: "Hvorledes virker det ikke?"
Mathilde: "Det vil ikke klistre på den mad, jeg har lagt den på..."
Mor: "Hvilken mad?"
Mathilde: "Pålægschokoladen..."
Mor: "Prøv at lægge en leverpostejmad øverst, så tror jeg det virker."
Laaaaaaang tavshed.....
Mathilde: "MOR MOR MOR, det VIRKER igen! Hvor mærkeligt..."
lørdag den 17. marts 2012
Hvorfor?
Man kan skrive mange tykke bøger om, hvad jeg ikke forstår! Nogle ting er mig så ubegribelig, at jeg er nødt til at smide dem ud her, bare for at få lidt luft i hjernen. Intet forsøg på at ramme eller såre nogen. Men mennesker er altså forskellige og hvad der er logik for nogle, er "øøøøøh hvaaaad?" oplevelser for mig og viceversa.
Here you go - hudløs, ærlig snak fra mig.
Jeg forstår ikke:
- Statusopdateringer på Facebook, der kræver tillægs spørgsmål for at give mening. Opdateringer der gør, at man bliver nødt til at spørge om noget uddybende, for at få en mening med galskaben; når der så endelig er en stakkels facebookven, der spørger hvad den mærkelige udmelding går ud på, vil indehaveren af opdateringen ikke uddybe noget! SÅ LAD DOG VÆRE!! Hvis man alligevel ikke vil sige en skid, så hold dog fingrene fra tastaturet.
- Folk, der ikke holder afstand i køen i føtex. Tror de kære mennesker virkelig at køen bevæger sig hurtigere, hvis de står helt oppe i røven på mig? At det går hurtigere, fordi de sukker højlydt over min langsommelighed, når jeg smider varer på båndet? DET GØR DET IKKE!! Kære kunde, tag tålmodighedshatten på og smil lidt til verden. Det går ikke hurtigere af den grund men det hele bliver lidt sjovere.
- Folk, der er så kloge på andre menneskers problemer. Jojo, det kan da godt være, du ved alt om hvordan det er at blive skilt og være alene-mor på fuld tid, men så længe du ikke har hverken mand, børn eller fælles gæld, er det måske begrænset hvor mange af dine gode råd, jeg kan bruge.
- Folk, der ikke giver deres børn sele på i bilen. Det er jo direkte dumt og livsfarligt!
Mathilde: "Mor, hvorfor må *indsæt selv navn* køre uden sele?"
Mor: "Fordi *navn*'s forældre er ligeglade med, at *navn* bliver slået ihjel, hvis de kører galt!"
Mathilde: "Det er godt nok synd for dem, at deres forældre er ligeglade... Så er jeg glad for, jeg skal have sele på, for så er du ikke ligeglad med om jeg dør..."
Måske lidt meget for et lille barn at kapere, men det er altså heller ikke for sjov, man skal have sele på!
- Campingvogne. Jeg så årets første campingvogn i dag - så må foråret være på vej! Men hvorfor? Hvorfor har man lyst til at bo i en sardindåse? Hvorfor betale for at bade i et omklædningsrum sammen med tyske turister og for at gå på toilet 200 meter fra sin varme dyne? Hvorfor betale for at bo i en myretue? Nogle siger, at det er på grund af den fantastiske udsigt på diverse campingpladser. Men lur mig om ikke udsigten er nogenlunde den samme på de fleste campingpladser - udsigten til andre campingvogne! Fyldt med mennesker i klip-klappere og joggingtøj, der går meget højt op i, hvem der har faste pladser og hvem der har være campist i flest år. Den eneste fordel jeg kan se er, at man får mulighed for at samle på service to gange. Et sæt i porcelæn, som man har i sin parcelhusvilla og et sæt i plastik, som er i campingvognen... Og kunne de da bare købe noget sejt med Disney Prinsesser, men næh nej, det skal være grimt!
- Dansk top musik. Naaaarj vel?? Hvis det er toppen, ser det sgu ret skidt ud for resten!
- Folk, der skal diskutere vittigheder. Hold nu op! Grin nu bare lidt og slå det ud af hovedet igen. Der er ikke altid en dybere mening med vittigheder, så lad være med at analysere dem til døde.
Jeg kunne egentlig blive ved i det uendelige, for der er altså rigtig mange ting, jeg ikke forstår, og som jeg kan undre mig over dagligt.
Hvad forstår du ikke?
Here you go - hudløs, ærlig snak fra mig.
Jeg forstår ikke:
- Statusopdateringer på Facebook, der kræver tillægs spørgsmål for at give mening. Opdateringer der gør, at man bliver nødt til at spørge om noget uddybende, for at få en mening med galskaben; når der så endelig er en stakkels facebookven, der spørger hvad den mærkelige udmelding går ud på, vil indehaveren af opdateringen ikke uddybe noget! SÅ LAD DOG VÆRE!! Hvis man alligevel ikke vil sige en skid, så hold dog fingrene fra tastaturet.
- Folk, der ikke holder afstand i køen i føtex. Tror de kære mennesker virkelig at køen bevæger sig hurtigere, hvis de står helt oppe i røven på mig? At det går hurtigere, fordi de sukker højlydt over min langsommelighed, når jeg smider varer på båndet? DET GØR DET IKKE!! Kære kunde, tag tålmodighedshatten på og smil lidt til verden. Det går ikke hurtigere af den grund men det hele bliver lidt sjovere.
- Folk, der er så kloge på andre menneskers problemer. Jojo, det kan da godt være, du ved alt om hvordan det er at blive skilt og være alene-mor på fuld tid, men så længe du ikke har hverken mand, børn eller fælles gæld, er det måske begrænset hvor mange af dine gode råd, jeg kan bruge.
- Folk, der ikke giver deres børn sele på i bilen. Det er jo direkte dumt og livsfarligt!
Mathilde: "Mor, hvorfor må *indsæt selv navn* køre uden sele?"
Mor: "Fordi *navn*'s forældre er ligeglade med, at *navn* bliver slået ihjel, hvis de kører galt!"
Mathilde: "Det er godt nok synd for dem, at deres forældre er ligeglade... Så er jeg glad for, jeg skal have sele på, for så er du ikke ligeglad med om jeg dør..."
Måske lidt meget for et lille barn at kapere, men det er altså heller ikke for sjov, man skal have sele på!
- Campingvogne. Jeg så årets første campingvogn i dag - så må foråret være på vej! Men hvorfor? Hvorfor har man lyst til at bo i en sardindåse? Hvorfor betale for at bade i et omklædningsrum sammen med tyske turister og for at gå på toilet 200 meter fra sin varme dyne? Hvorfor betale for at bo i en myretue? Nogle siger, at det er på grund af den fantastiske udsigt på diverse campingpladser. Men lur mig om ikke udsigten er nogenlunde den samme på de fleste campingpladser - udsigten til andre campingvogne! Fyldt med mennesker i klip-klappere og joggingtøj, der går meget højt op i, hvem der har faste pladser og hvem der har være campist i flest år. Den eneste fordel jeg kan se er, at man får mulighed for at samle på service to gange. Et sæt i porcelæn, som man har i sin parcelhusvilla og et sæt i plastik, som er i campingvognen... Og kunne de da bare købe noget sejt med Disney Prinsesser, men næh nej, det skal være grimt!
- Dansk top musik. Naaaarj vel?? Hvis det er toppen, ser det sgu ret skidt ud for resten!
- Folk, der skal diskutere vittigheder. Hold nu op! Grin nu bare lidt og slå det ud af hovedet igen. Der er ikke altid en dybere mening med vittigheder, så lad være med at analysere dem til døde.
Jeg kunne egentlig blive ved i det uendelige, for der er altså rigtig mange ting, jeg ikke forstår, og som jeg kan undre mig over dagligt.
Hvad forstår du ikke?
søndag den 11. marts 2012
Problemet med børn er...
...at de er nogle frygtelige pil-fingre!! Mine arvinger er i hvert fald.
Fruen købte sig en sprit ny bærbar for hele den mikroskopiske opsparing, da den gamle bærbar døde! Jeg savner stadig den gamle, fordi den havde så mange underlige særheder - og så passer den jo godt til mig. Men jeg er også glad for den nye - den er så fiiiiiin; og jeg kan tilsyneladende både bestå eksamener og skrive blogs på den, så helt skidt er det ikke.
Der er meget hysteriske regler for, hvem der må bruge denne bærbar, for jeg har ikke for godt råd til at købe en ny, før om mange herrens år. Ergo - det er Fruens pc! To gange har jeg ladet mit overbærende hjerte løbe af med mig, og banditterne har fået lov at låne den. De spiller et eller andet tøsespil på nettet, og det er åbenbart toppen af niceness at spille det på samme tid, for så kan man blive bedste venner i cyberspace og mere i den dur. Den ene af de to gange dette fænomen har fundet sted var i dag...
Mathilde udbryder: "Mor, jeg tror din computer er død..."
Mor: "Noooooooo!! Det er forhåbentlig en meget dårlig vittighed?"
Mathilde: "Næh, musen vil ikke noget."
Mor: "Nånå dada, den var værre."
Moren, som selv mener, hun er lidt af et geni, når det gælder teknik (det er en fed løgn, men jeg bilder mig selv det ind), tager pc under kyndig analyse. Touchpad på fiiiiiiin hp er virkelig død! Nånå, sikke noget møg! I min erindring dukker det op, at morfar også har en hp, og han har altid slået touchpad'en fra, så det må da kunne lade sig gøre at trykke på et eller andet, så lortet vil virke igen. Teknik-geni-mor tænker, "jeg Googler da bare lige det skrammel, så plejer jeg kunne få alting til at virke igen". Teknik-geni-mor Googler på livet løs, og intet vil åbenbare sig. Dette er i sig selv en udfordring, for jeg bliver lidt langsommere, når det hele skal foregå ved genvejstaster.
Efter en time med en masse forsøg, der intet godt fører med sig, må jeg krybe til korset og tage den engelske udvej. Og hvorfor er det i grunden altid sådan, at hvis man vil rode med teknik, skal det foregå på engelsk? Nå, det var en bonustanke...
Teknik-geni-mor læser den ene pdf efter den anden med vej(vild?)ledninger til hp's efterhånden knap så fantastisk produkt, og jeg er efterhånden ved at have så meget strithår grundet irritation, at selv hunden kigger mærkeligt på mig.
Et forum åbenbarer sig og efter 20 sekunders skimning af teksten, står der: "The dv7 has an orange LED on the top left corner. double tap it to disable/enable the synaptic touchpad. LED On = disabled."
WHF?? Var det bare dét, jeg skulle? Dobbelttrykke på selve lysindikatoren?? HVAAAAAD??
Men det virkede, og jeg blev klogere. Alt i alt en ret god søndag formiddag.
Fruen købte sig en sprit ny bærbar for hele den mikroskopiske opsparing, da den gamle bærbar døde! Jeg savner stadig den gamle, fordi den havde så mange underlige særheder - og så passer den jo godt til mig. Men jeg er også glad for den nye - den er så fiiiiiin; og jeg kan tilsyneladende både bestå eksamener og skrive blogs på den, så helt skidt er det ikke.
Der er meget hysteriske regler for, hvem der må bruge denne bærbar, for jeg har ikke for godt råd til at købe en ny, før om mange herrens år. Ergo - det er Fruens pc! To gange har jeg ladet mit overbærende hjerte løbe af med mig, og banditterne har fået lov at låne den. De spiller et eller andet tøsespil på nettet, og det er åbenbart toppen af niceness at spille det på samme tid, for så kan man blive bedste venner i cyberspace og mere i den dur. Den ene af de to gange dette fænomen har fundet sted var i dag...
Mathilde udbryder: "Mor, jeg tror din computer er død..."
Mor: "Noooooooo!! Det er forhåbentlig en meget dårlig vittighed?"
Mathilde: "Næh, musen vil ikke noget."
Mor: "Nånå dada, den var værre."
Moren, som selv mener, hun er lidt af et geni, når det gælder teknik (det er en fed løgn, men jeg bilder mig selv det ind), tager pc under kyndig analyse. Touchpad på fiiiiiiin hp er virkelig død! Nånå, sikke noget møg! I min erindring dukker det op, at morfar også har en hp, og han har altid slået touchpad'en fra, så det må da kunne lade sig gøre at trykke på et eller andet, så lortet vil virke igen. Teknik-geni-mor tænker, "jeg Googler da bare lige det skrammel, så plejer jeg kunne få alting til at virke igen". Teknik-geni-mor Googler på livet løs, og intet vil åbenbare sig. Dette er i sig selv en udfordring, for jeg bliver lidt langsommere, når det hele skal foregå ved genvejstaster.
Efter en time med en masse forsøg, der intet godt fører med sig, må jeg krybe til korset og tage den engelske udvej. Og hvorfor er det i grunden altid sådan, at hvis man vil rode med teknik, skal det foregå på engelsk? Nå, det var en bonustanke...
Teknik-geni-mor læser den ene pdf efter den anden med vej(vild?)ledninger til hp's efterhånden knap så fantastisk produkt, og jeg er efterhånden ved at have så meget strithår grundet irritation, at selv hunden kigger mærkeligt på mig.
Et forum åbenbarer sig og efter 20 sekunders skimning af teksten, står der: "The dv7 has an orange LED on the top left corner. double tap it to disable/enable the synaptic touchpad. LED On = disabled."
WHF?? Var det bare dét, jeg skulle? Dobbelttrykke på selve lysindikatoren?? HVAAAAAD??
Men det virkede, og jeg blev klogere. Alt i alt en ret god søndag formiddag.
lørdag den 10. marts 2012
Barnlig p-plads-opførsel!
Cornelia og jeg var i føtex i dag, og det skal man ikke gøre en lørdag eftermiddag, hvis man er lidt angst for andre mennesker på en parkeringsplads, som jeg nu er. De kører jo som død og helvede! Det gjorde de også i dag, og det mundede ud i to gange fuck-finger til mig fra et ægtepar på 60+, og jeg gjorde ikke engang noget forkert. Jeg håber, de fik afløb for deres bitterhed mod os, der kun har mulighed for at handle i weekenden grundet arbejde, børn osv., men det er sgu da ikke mig, der har opfundet vigepligtsreglerne, så hvorfor jeg skulle have en illustrativ lussing, kan jeg ikke lige gennemskue.
Vi kan da lige lave et lille oprids af situationen set fra min lille Fiat:
P-plads ved føtex fyldt op til bristepunktet. Fiat-ejer spotter én, der lige har sat i bakgear. Fiat-ejer holder helt stille og venter på vedkommende kører. Anden bil i p-bås til venstre for Fiat-ejer sætter i bakgear...og begynder at bakke!! Fiat-ejer panikker en smule, sparker Fiaten i bakgear og bakker vildt og tovligt, for ikke at skulle til at have ny venstredør og forskærm. Idiot-bilist glor ondt på Fiat-ejer. Fiat-ejer siger stille og roligt til sig selv, at det da vist liiiiiiige var friskt nok gjort af Idiot-bilist. Idiot-bilist begynder at råbe, glo meget vredt på Fiat-ejer mens han råber "kraftedme", "idiot", "nar" og lidt mere i samme dur. Fiat-ejer bliver rasende og begynder at råbe retur (ikke særlig voksent, ved det godt), og pludselig skal Idiot-bilistens Idiot-kone til at blande sig og sender out of nowhere en fuck-finger i min retning, mens hun også råber. Fiat-ejer er nu så pisse blå i hovedet af raseri, at hun er SÅ tæt på at blokke al trafik, træde ud af bilen mens hun puster sig op og råbende forklarer Idiot-bilist og Fru Idiot-bilist, hvordan vigepligtsreglerne er skruet sammen... Men Fiat-ejer når det ikke; Idiot-bilist kører som død og helvede derfra, mens både Hr. og Fru sender de vildeste håndtegn i min retning og Fiat-ejer er så pisse barnlig, at hun gør det samme!
Jeg er bare ikke skabt til at omgås psykopatbilister på sådan en højhellig lørdag eftermiddag!
Nå, men formiddagen var nu ret underholdende. Flimmeren i stuen kørte på Weekend-tv, hvor Margrethe Vestager var med.
Mathilde: "Hvem er hun?"
Mor: "Margrethe Vestager."
Mathilde: "Hvad kan hun?"
Mor: "Hun er minister, det er sådan én, der...."
Cornelia råbende ude fra køkkenet: "HVAFFOR EN MEDISTER??"
Vi kan da lige lave et lille oprids af situationen set fra min lille Fiat:
P-plads ved føtex fyldt op til bristepunktet. Fiat-ejer spotter én, der lige har sat i bakgear. Fiat-ejer holder helt stille og venter på vedkommende kører. Anden bil i p-bås til venstre for Fiat-ejer sætter i bakgear...og begynder at bakke!! Fiat-ejer panikker en smule, sparker Fiaten i bakgear og bakker vildt og tovligt, for ikke at skulle til at have ny venstredør og forskærm. Idiot-bilist glor ondt på Fiat-ejer. Fiat-ejer siger stille og roligt til sig selv, at det da vist liiiiiiige var friskt nok gjort af Idiot-bilist. Idiot-bilist begynder at råbe, glo meget vredt på Fiat-ejer mens han råber "kraftedme", "idiot", "nar" og lidt mere i samme dur. Fiat-ejer bliver rasende og begynder at råbe retur (ikke særlig voksent, ved det godt), og pludselig skal Idiot-bilistens Idiot-kone til at blande sig og sender out of nowhere en fuck-finger i min retning, mens hun også råber. Fiat-ejer er nu så pisse blå i hovedet af raseri, at hun er SÅ tæt på at blokke al trafik, træde ud af bilen mens hun puster sig op og råbende forklarer Idiot-bilist og Fru Idiot-bilist, hvordan vigepligtsreglerne er skruet sammen... Men Fiat-ejer når det ikke; Idiot-bilist kører som død og helvede derfra, mens både Hr. og Fru sender de vildeste håndtegn i min retning og Fiat-ejer er så pisse barnlig, at hun gør det samme!
Jeg er bare ikke skabt til at omgås psykopatbilister på sådan en højhellig lørdag eftermiddag!
Nå, men formiddagen var nu ret underholdende. Flimmeren i stuen kørte på Weekend-tv, hvor Margrethe Vestager var med.
Mathilde: "Hvem er hun?"
Mor: "Margrethe Vestager."
Mathilde: "Hvad kan hun?"
Mor: "Hun er minister, det er sådan én, der...."
Cornelia råbende ude fra køkkenet: "HVAFFOR EN MEDISTER??"
fredag den 9. marts 2012
Migmigmigmig!
Jaja, hævnen er sød! Jeg har negligeret mit 4. barn (bloggen) og derfor skal mine læsere lide og læse et blogindlæg om moi!
Det er nu lidt pral at skrive "læsere" - som i pluralis, som om der er mange flere end min mor, der læser mine blogs. Men fuck nu det, jeg hygger mig, og det er jeg sikker på, min mor også gør. Og nu vil jeg altså skrive lidt om mig selv, selvom det ikke er ny viden for min læser (altså min mor); men hvis jeg nu om 20 år synes mine børn er tåbelige, så kan jeg lige finde mig selv 20 år yngre og se, om de måske ikke bare er tåbelige fordi de ligner deres åndsforladte mor - ren win/win!
Mig: Jeg er lige fyldt 29 år, og allerede nu får jeg stikpiller om, at jeg snart fylder 30. Jamen for Fanden da, er det rigtigt? Kommer 30 efter 29? Oh ve, oh skræk, sikke en åbenbaring; skal jeg tisse i bukserne, besvime eller kaste op? Eller skal jeg bare være en lille smule ligeglad? Tror sidstnævnte vil falde mig mest naturligt!
Jeg er ikke for klog. Jeg tror ikke min intelligens og mit intellekt fejler noget, men jeg er ofte så meget i øjeblikket, at jeg ikke altid er verdens bedste planlægger, konsekvensberegner eller organisator. Jeg er måske også lidt for impulsiv og meget afslappet i forhold til livet. Sådan ser jeg i hvert fald mig selv; eller også vil jeg bare gerne se mig selv sådan.
Jeg synes selv, jeg er mor på den fede måde! Mange af de små damer, der kommer her i Dukkehuset, har mødre, der (uden at fornærme nogen) er noget ældre end mig. De mødre har jeg det fint med, det er slet ikke det. Men jeg synes bare de bor så pænt. Så organiseret. Så korrekt. Og så er det, jeg ikke kan lade være med at tænke på, om de mødre aldrig råber af deres børn og får lyst til at flå arme og ben af børnene, fordi de ikke lægger sig til at sove om aftenen? Om de altid er så korrekte både i deres hjem, på deres arbejde, overfor deres mand, overfor deres børn?
Jeg er sgu ikke cool, calm and collected. Tvært imod. Jeg råber højt, når jeg synes, det er påkrævet. Jeg hører høj musik og synger, så mine lunger er ved at falde ud. Jeg lader vasketøj være vasketøj og sætter mig på terrassen og læser, mens mine børn tåger rundt i sandkassen og øver sig i de bandeord, de ikke må sige. Jeg inviterer familie på hyggekomsammen med 1 times varsel, for så først at opdage, at jeg hverken har vådt eller tørt i Dukkehuset. Jeg hører radio og ser tv på samme tid, mens mine børn fyrer Michael Jackson af på YouTube, og ingen kan høre, hvad nogen siger. Jeg glemmer hvad mine børn hedder, og kalder dem derfor det samme. De går (og har altid gjort det) begge to under betegnelsen My. Og heldigvis er der altid én af dem, der svarer, når jeg kalder på en eller anden My.
Vi råber tit højt, når vi taler "normalt" til hinanden. Vi råber endnu højere, når vi skændes. Vi hvisker, når vi er fjollede. Vi griner rigtig meget her, men aldrig af hinanden på den nedværdigende måde. Vi kommunikerer som oftest pænt; selv når jeg råber højt, er det på en konstruktiv måde. Det modsatte kan selvfølgelig også ske, jeg er jo blot et menneske, men jeg forsøger af al kraft at holde det konstruktivt, og ditto lærer jeg mine børn.
Vi ligner alle tre jævnligt Vivienne Westwood i tøjet, fordi vi alle tre har en ret bestemt holdning til, hvad beklædning skal bruges til og hvilke signaler selv samme skal sende. Og jeg lader mine børn gøre som de vil. Dog er der også grænser for galskaben. Min ældste datter, som jeg kalder Mathilde, når jeg ellers kan huske det, er den eneste pige i 1. klasse, der ikke har huller i ørerne, hvilket nogle af de andre piger er kvikke nok til at opdage samt pointere med jævne mellemrum. Og hvad fanden skal det lige forestille?!?! Hvor fanden skal de så pierces, når de skal konfirmeres?? Og hvad sker der lige for det der tangerende mobning? Heldigvis er Mathilde i besiddelse af en personlighed med indbygget menneskemagnet, der gør, at hun aldrig er alene, hvilket også er hendes forbandelse, da det tit bliver for meget for hende. Hun kan faktisk godt lide ro! Men fordi Mathildes emsige mor har besluttet, at barnet skal være stor nok til selv at rense sine betændte piercinger, før hun får lov at få dem, er det så mig eller de korrekte mødre, der er liiiiiiige lovligt friske på aftrækkeren?
Måske det er dobbelt moralsk, for jeg har sgu da så mange piercinger, at jeg knap har fingre nok til at tælle dem, og jeg har haft endnu flere, men berettiger det samtidig, at mit piercingløse barn på 7 (!) år, skal have sine små, søde, bløde, uskyldige øreflipper smadret ved at tyre en nål igennem dem? Nej det synes jeg faktisk ikke. Og jeg synes, at det er for nemt, når man giver sine børn lov til alt muligt, de ikke selv forstår, før de overhovedet er startet i skole. Og jeg tænker i mit stille sind, at de korrekte mødre, med de korrekte hjem og den korrekte mand, måske gør ungerne en bjørnetjeneste ved at behandle dem som små voksne i en alder af 7 år. Og da Mathilde efter en børnefødselsdag fortalte, at én af pigerne må få mascare på, når hun skal i byen, var jeg nær faldet om af forargelse. Jeg dømmer ikke nogen, jeg synes bare, det er forkert! Og det er jeg vist i min gode ret til!
Mine børn synes det er fantastisk sjovt at tælle alle mine piercinger, som for nærværende tæller 19 stk. Og ja, det er sgu da lidt mange, men skal vi ikke lige lade som om det er min krop, min smerte, mit valg, mit liv? Da jeg den anden dag hentede mine børn i SFO, gik der igen øreringetælleri i samtalen og Mathilde talte begejstret mine mange huller i ørerne og nåede frem til et relativt højt to-cifret tal. En af de korrekte mødre hentede et korrekt barn (med strømper, der matcher, blærerøv!) på samme tid, som jeg hentede Jytte Abildstrøm 1 og 2, og moren sagde stille til sig selv "det er vist ikke kun ørerne hun har hul i, det er også hovedet...." og jeg blev simpelthen så mundlam som sjældent set. Den havde jeg sgu godt nok ikke lige set komme. Og hvad fanden var det lige for en måde at dømme mig på? Så fordi jeg har valgt at have lidt rigeligt mange huller i ørerne, har jeg også hul i hovedet? Nånå... Jeg håber da ikke den korrekte mor på noget tidspunkt forvilder sig til en by med lidt mere end 1.500 indbyggere, for lur mig om jeg er den eneste 29-årige mor, der har flere piercinger end hvad efter hendes mening acceptabelt er.
Jeg fik lige bitchet lidt, men jeg synes, det er en mærkelig måde at dømme mennesker på. Jeg synes, det er trist, hvis der er alt for mange fordomme rundt omkring. Det giver sådan en dårlig stemning, et møg dårligt miljø og en masse brok! Og det er da trist at spilde sin tid, energi og måske sit liv på ligegyldig brok, bare fordi nogle mennesker er lidt til en side. Jeg bruger, hånden på hjertet, heller ikke min tid på at dømme de konservative parcelhusejere med én stor bil, en konebil, 1,9 barn i snit, realkreditlån og perfekte madpakker. Jeg har lidt andet at bruge tiden på, men derfor kan jeg da ikke se noget forkert i, at vi skal have en sameksistens til at fungere til alles bedste. Jeg tror faktisk heller ikke, at de korrekte mødres børn tager nævneværdig skade af at være sammen med mine børn... Men det er selvfølgelig blot gisnerier fra den ukorrekte mor: moi!!
Men jeg gad godt, at jeg på daværende tidspunkt for min "klart-for-enhver-diagnose" havde været lidt mere klar i både kæft og hjerne (der var jo hul ind til den, hvor meget mere klar kan den blive?) og sagt et eller andet meget lidt konstruktivt retur. Bare lige en lille bitte ting, så hun måske kunne blive mundlam. Men sådan er jeg ikke. I stedet kan jeg bruge en halv aften på at spekulere over, hvad jeg skulle have sagt, så jeg er BEREDT, hvis det nogensinde skulle ske igen. Nej - jeg tror ikke helhjertet på det. Det er bare ikke mig!
Nu fik jeg skrevet lidt vel meget om både børn og moi, selvom min hensigt var at være totalt egoistisk og kun skrive om mig selv - de kære børn sniger sig vist bare ind alle steder. Men nu er min fineste opgave også at være MOR!
Om ikke andet kan jeg da med ovenstående konkludere: Jeg dømmer de korrekte mødre, de dømmer mig. Er der så balance i universet? Jah, det er der nok...
Moi = mor!
Det er nu lidt pral at skrive "læsere" - som i pluralis, som om der er mange flere end min mor, der læser mine blogs. Men fuck nu det, jeg hygger mig, og det er jeg sikker på, min mor også gør. Og nu vil jeg altså skrive lidt om mig selv, selvom det ikke er ny viden for min læser (altså min mor); men hvis jeg nu om 20 år synes mine børn er tåbelige, så kan jeg lige finde mig selv 20 år yngre og se, om de måske ikke bare er tåbelige fordi de ligner deres åndsforladte mor - ren win/win!
Mig: Jeg er lige fyldt 29 år, og allerede nu får jeg stikpiller om, at jeg snart fylder 30. Jamen for Fanden da, er det rigtigt? Kommer 30 efter 29? Oh ve, oh skræk, sikke en åbenbaring; skal jeg tisse i bukserne, besvime eller kaste op? Eller skal jeg bare være en lille smule ligeglad? Tror sidstnævnte vil falde mig mest naturligt!
Jeg er ikke for klog. Jeg tror ikke min intelligens og mit intellekt fejler noget, men jeg er ofte så meget i øjeblikket, at jeg ikke altid er verdens bedste planlægger, konsekvensberegner eller organisator. Jeg er måske også lidt for impulsiv og meget afslappet i forhold til livet. Sådan ser jeg i hvert fald mig selv; eller også vil jeg bare gerne se mig selv sådan.
Jeg synes selv, jeg er mor på den fede måde! Mange af de små damer, der kommer her i Dukkehuset, har mødre, der (uden at fornærme nogen) er noget ældre end mig. De mødre har jeg det fint med, det er slet ikke det. Men jeg synes bare de bor så pænt. Så organiseret. Så korrekt. Og så er det, jeg ikke kan lade være med at tænke på, om de mødre aldrig råber af deres børn og får lyst til at flå arme og ben af børnene, fordi de ikke lægger sig til at sove om aftenen? Om de altid er så korrekte både i deres hjem, på deres arbejde, overfor deres mand, overfor deres børn?
Jeg er sgu ikke cool, calm and collected. Tvært imod. Jeg råber højt, når jeg synes, det er påkrævet. Jeg hører høj musik og synger, så mine lunger er ved at falde ud. Jeg lader vasketøj være vasketøj og sætter mig på terrassen og læser, mens mine børn tåger rundt i sandkassen og øver sig i de bandeord, de ikke må sige. Jeg inviterer familie på hyggekomsammen med 1 times varsel, for så først at opdage, at jeg hverken har vådt eller tørt i Dukkehuset. Jeg hører radio og ser tv på samme tid, mens mine børn fyrer Michael Jackson af på YouTube, og ingen kan høre, hvad nogen siger. Jeg glemmer hvad mine børn hedder, og kalder dem derfor det samme. De går (og har altid gjort det) begge to under betegnelsen My. Og heldigvis er der altid én af dem, der svarer, når jeg kalder på en eller anden My.
Vi råber tit højt, når vi taler "normalt" til hinanden. Vi råber endnu højere, når vi skændes. Vi hvisker, når vi er fjollede. Vi griner rigtig meget her, men aldrig af hinanden på den nedværdigende måde. Vi kommunikerer som oftest pænt; selv når jeg råber højt, er det på en konstruktiv måde. Det modsatte kan selvfølgelig også ske, jeg er jo blot et menneske, men jeg forsøger af al kraft at holde det konstruktivt, og ditto lærer jeg mine børn.
Vi ligner alle tre jævnligt Vivienne Westwood i tøjet, fordi vi alle tre har en ret bestemt holdning til, hvad beklædning skal bruges til og hvilke signaler selv samme skal sende. Og jeg lader mine børn gøre som de vil. Dog er der også grænser for galskaben. Min ældste datter, som jeg kalder Mathilde, når jeg ellers kan huske det, er den eneste pige i 1. klasse, der ikke har huller i ørerne, hvilket nogle af de andre piger er kvikke nok til at opdage samt pointere med jævne mellemrum. Og hvad fanden skal det lige forestille?!?! Hvor fanden skal de så pierces, når de skal konfirmeres?? Og hvad sker der lige for det der tangerende mobning? Heldigvis er Mathilde i besiddelse af en personlighed med indbygget menneskemagnet, der gør, at hun aldrig er alene, hvilket også er hendes forbandelse, da det tit bliver for meget for hende. Hun kan faktisk godt lide ro! Men fordi Mathildes emsige mor har besluttet, at barnet skal være stor nok til selv at rense sine betændte piercinger, før hun får lov at få dem, er det så mig eller de korrekte mødre, der er liiiiiiige lovligt friske på aftrækkeren?
Måske det er dobbelt moralsk, for jeg har sgu da så mange piercinger, at jeg knap har fingre nok til at tælle dem, og jeg har haft endnu flere, men berettiger det samtidig, at mit piercingløse barn på 7 (!) år, skal have sine små, søde, bløde, uskyldige øreflipper smadret ved at tyre en nål igennem dem? Nej det synes jeg faktisk ikke. Og jeg synes, at det er for nemt, når man giver sine børn lov til alt muligt, de ikke selv forstår, før de overhovedet er startet i skole. Og jeg tænker i mit stille sind, at de korrekte mødre, med de korrekte hjem og den korrekte mand, måske gør ungerne en bjørnetjeneste ved at behandle dem som små voksne i en alder af 7 år. Og da Mathilde efter en børnefødselsdag fortalte, at én af pigerne må få mascare på, når hun skal i byen, var jeg nær faldet om af forargelse. Jeg dømmer ikke nogen, jeg synes bare, det er forkert! Og det er jeg vist i min gode ret til!
Mine børn synes det er fantastisk sjovt at tælle alle mine piercinger, som for nærværende tæller 19 stk. Og ja, det er sgu da lidt mange, men skal vi ikke lige lade som om det er min krop, min smerte, mit valg, mit liv? Da jeg den anden dag hentede mine børn i SFO, gik der igen øreringetælleri i samtalen og Mathilde talte begejstret mine mange huller i ørerne og nåede frem til et relativt højt to-cifret tal. En af de korrekte mødre hentede et korrekt barn (med strømper, der matcher, blærerøv!) på samme tid, som jeg hentede Jytte Abildstrøm 1 og 2, og moren sagde stille til sig selv "det er vist ikke kun ørerne hun har hul i, det er også hovedet...." og jeg blev simpelthen så mundlam som sjældent set. Den havde jeg sgu godt nok ikke lige set komme. Og hvad fanden var det lige for en måde at dømme mig på? Så fordi jeg har valgt at have lidt rigeligt mange huller i ørerne, har jeg også hul i hovedet? Nånå... Jeg håber da ikke den korrekte mor på noget tidspunkt forvilder sig til en by med lidt mere end 1.500 indbyggere, for lur mig om jeg er den eneste 29-årige mor, der har flere piercinger end hvad efter hendes mening acceptabelt er.
Jeg fik lige bitchet lidt, men jeg synes, det er en mærkelig måde at dømme mennesker på. Jeg synes, det er trist, hvis der er alt for mange fordomme rundt omkring. Det giver sådan en dårlig stemning, et møg dårligt miljø og en masse brok! Og det er da trist at spilde sin tid, energi og måske sit liv på ligegyldig brok, bare fordi nogle mennesker er lidt til en side. Jeg bruger, hånden på hjertet, heller ikke min tid på at dømme de konservative parcelhusejere med én stor bil, en konebil, 1,9 barn i snit, realkreditlån og perfekte madpakker. Jeg har lidt andet at bruge tiden på, men derfor kan jeg da ikke se noget forkert i, at vi skal have en sameksistens til at fungere til alles bedste. Jeg tror faktisk heller ikke, at de korrekte mødres børn tager nævneværdig skade af at være sammen med mine børn... Men det er selvfølgelig blot gisnerier fra den ukorrekte mor: moi!!
Men jeg gad godt, at jeg på daværende tidspunkt for min "klart-for-enhver-diagnose" havde været lidt mere klar i både kæft og hjerne (der var jo hul ind til den, hvor meget mere klar kan den blive?) og sagt et eller andet meget lidt konstruktivt retur. Bare lige en lille bitte ting, så hun måske kunne blive mundlam. Men sådan er jeg ikke. I stedet kan jeg bruge en halv aften på at spekulere over, hvad jeg skulle have sagt, så jeg er BEREDT, hvis det nogensinde skulle ske igen. Nej - jeg tror ikke helhjertet på det. Det er bare ikke mig!
Nu fik jeg skrevet lidt vel meget om både børn og moi, selvom min hensigt var at være totalt egoistisk og kun skrive om mig selv - de kære børn sniger sig vist bare ind alle steder. Men nu er min fineste opgave også at være MOR!
Om ikke andet kan jeg da med ovenstående konkludere: Jeg dømmer de korrekte mødre, de dømmer mig. Er der så balance i universet? Jah, det er der nok...
Moi = mor!
Hvad er en strisser egentlig?
Det står godt nok stille her på bloggen - og jeg har dårlig samvittighed, for ikke engang i weekenden får jeg noget gavnligt gjort ved den. Men her kommer min hævn så!
Mel.: Midt Om Natten
Cornelia: "Strisserne kom, og de ventede dér - midt om natten.
De vented' og de vented' og de vented' dér - midt om natten.
Mor, hvad er en strisse?"
Mor: "Det hedder en strisseR (meget fonetisk korrekt udtalt R) først og fremmest. Og en strisser er en politimand."
Cornelia: "Så kender jeg jo en strisser?!?!"
Mor: "Ja du gør."
Cornelia: "Jeg fatter bare ikke, hvad det er, de venter på...."
Mel.: Midt Om Natten
Cornelia: "Strisserne kom, og de ventede dér - midt om natten.
De vented' og de vented' og de vented' dér - midt om natten.
Mor, hvad er en strisse?"
Mor: "Det hedder en strisseR (meget fonetisk korrekt udtalt R) først og fremmest. Og en strisser er en politimand."
Cornelia: "Så kender jeg jo en strisser?!?!"
Mor: "Ja du gør."
Cornelia: "Jeg fatter bare ikke, hvad det er, de venter på...."
Abonner på:
Opslag (Atom)