onsdag den 17. august 2011

Opskriften på at blive rig

Lille familie på tre befinder sig i bilen, hvor Britney Spears - "Overprotected" ikke får for lidt. "Mor, du skal synge med, for så kan vi bedre høre hvad hun siger." siger Mathilde. Så jeg skråler også Britney for fulde gardiner da Cornelia udbryder:

"Mor er det ikke rigtigt, at vi skal have en hest, når du får råd til en bondegård?"
Mor: "Mnjaaa...."
Mathilde: "Ellers kan vi bare købe én selv, for jeg prøver på at spare."
Cornelia: "Jamen du har jo ikke penge nok."
Mathilde: "Nej, men hvis jeg nu arbejder i andres haver, så kan jeg få nogle penge. OG dollars. Og så bliver man rig."

Hvis jeg ikke havde haft Britney at koncentrere mig om, var jeg kørt af vejen...

"Jeg prøver på at spare" - sætning hun sagtens kan have hørt sin mor sige.
"Du har ikke penge nok" - fair nok, også en sætning, der sagtens har kunnet stamme fra moren.
"Hvis jeg arbejder i andres haver" - what? Jeg har en formodning om, at der efterhånden er nogle klassekammerater, der tjener penge på havearbejde. Ellers aner jeg virkelig ikke hvor den logik kommer fra.
"Dollars" - endnu mere WHAT? Hvor i alverden samler de så nyttig viden op? Og ungerne er alligevel ikke opdaterede, for dollaren har da aldrig haft det værre.

Sæt hellere din lid til den danske krone min pige, for så godt er det heller ikke at hedde Dollar pt.

Kan godt være jeg skal skrifte kurs og blive havearbejder i stedet; for at blive rig altså. Men jeg er bange for ørentviste, bænkebiddere, regnorme, edderkopper, dræbersnegle, visne blade, friske blade, blomster og træer. Måske det begrænser mig lidt allerede inden start?!?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar