lørdag den 26. september 2015

Jeg elsker...

...facebook-quizzer.

Det er totalt spild af tid, men der skal som sagt ikke så meget til at more mig, så jeg har en fest, uanset om forudsigelsen rammer helt ved siden af, eller om den egentlig passer meget godt.

I dag kom jeg også til at tage en test, som hed noget i retning af "Hvilke to ord beskriver dig bedst", og det kan jeg ikke helt sige stå for, så den fik et forsøg.

De to ord, der beskriver mig bedst, er tilsyneladende:

  1. Begejstring
  2. Modstandsdygtighed
Javel ja. Altså nu er jeg genetisk og psykisk udstyret med noget, man på en god dag kan kalde kronisk lallegladhed! Jeg er temmelig lalleglad; jeg er naiv; jeg tror på det bedste; jeg tror på det positive. Jeg har sgu også lorte-dage, hvor alt er pis og papir, men mestendels er jeg glad. Glad og positiv!

I dag har jeg været begejstret flere gang; at vågne op ved at Mathilde stod og råbte i mit ansigt "NØJ, I SOVER GODT NOK LÆNGE I DAG!" Klokken var lidt over otte; jeg elsker det! Trods den bratte opvågning var det stadig ved siden af Smeden; det elsker jeg også. 
Han gad sørme også at tage alle tre unger med ud at købe rundstykker; det begejstrer mig også! Og oven i hatten fik jeg den fineste buket liljer og til spørgsmålet "Hvorfor nu dét?", svarede han bare "Fordi jeg elsker dig!" Så er det jo ganske umuligt ikke at blive begejstret :o)

Elvis (min cocker spaniel Zippo) er blevet klippet. Når han bliver langhåret, får han sådan en Elvis-krølle i panden, hvorfor han går under navnet Elvis, når han trænger til at blive klippet. Det gør mig begejstret, at han er så fin og lækker igen; tak til morfar!

Så gør det mig begejstret, at jeg har fået et loppehalsbånd til Zippo af min mor. Det er så lækkert! Tak, muddi :o)

Lige nu er hytten fyldt med dejlige børn; det gør mig også begejstret og glad; glad for de små ting, der virkelig betyder noget som hundeklipning, loppehalsbånd, børn og blomster. Bare glad. Grundglad!

Facebook påstår også, jeg er modstandsdygtig, hvilket lyder som ét eller andet fra krigens tid eller som en multiresistent svinebakterie; jeg har det lidt ambivalent med den. Er det fordi, jeg er en tyk, lille trunte, der er svær at vælte i stille vejr? Eller hvad? Jeg er ikke modstandsdygtig. Jeg er før væltet; jeg har fået bundproppen trukket mere end én gang, og jeg snubler hver gang. Javist, jeg rejser mig før eller siden igen, men det gør mig ikke modstandsdygtig. Det gør mig bare til en lille væltepeter, der er for naiv til at blive liggende. For jeg tror stadig på det rigtige. Jeg tror på det gode. Jeg tror på menneskene omkring mig, selvom det er dem, der vælter mig; men igen - det gør mig ikke modstandsdygtig, for jeg tager modstand meget alvorligt.

Jeg er ikke enig i, jeg er modstandsdygtig.

Den beskrivelse, der følger sådan en quiz, gør dog lidt indtryk på mig; jeg ved godt, mange andre også får den samme, men derfor kan man jo godt reflektere lidt over ordene alligevel.

"Ubetinget kærlighed er uindskrænket kærlighed, der aldrig kræver noget. Og du elsker ganske enkelt folk, som de er - for deres sande, autentiske selv.
Rå og ufiltreret strømmer denne magiske kærlighed gennem dig i hvert øjeblik af dit liv. Den, du skænker denne kærlighed, kan i sandhed prise sig lykkelig."

Og det er jo ikke helt løgn! Jeg har hørt det mere end én gang i mine 32 år. Ganske ubetinget og ufiltreret, sådan fungerer jeg bedst; og havde jeg ikke været sådan, så var jeg nok heller ikke så "nem" at trække bundproppen på.

Jeg håber, bundpropstrækkeriet er fortid; man skal aldrig sige aldrig, men jeg har vel lov at håbe :o)

Rigtig dejlig filosofisk lørdag aften til alle I dejlige mennesker!

onsdag den 23. september 2015

Endnu en udfordring...

...venter lige om hjørnet.

Men jeg gider ikke skrive om én af dem i dag. Jeg vil skrive om noget andet; for lidt tid siden kom jeg til at nævne, at jeg ikke har noget imod at udstille mig selv fra mærkelige vinkler og skrive om underlige emner; det har jeg stadig ikke noget imod.

I går kom jeg til at nævne min forestilling om, hvordan det vil være at få foretaget en gynækologisk undersøgelse af Edward Scissorhands, hvilket i sig selv må siges at være en underlig nok tankegang!

Dét, der så ligesom fik mig til at fortsætte i dét tankemønster, er, at jeg i dag har fået en indkaldelse til et periodisk syn af understellet - altså en gynækologisk undersøgelse. Det må da være et tegn fra de højere magter, ikke? Eller hvad? Eller er det bare mig, der lader min forskruede styrthjelm løbe af med mig i.g.e.n.? Jeg er tilbøjelig til at tro, at det er sådan, det hænger sammen, men ikke desto mindre fortrænger jeg tanken og bilder mig selv ind, at de højere magter forsøger at fortælle mig, at jeg skal fabrikere et indlæg om gynækologiske undersøgelser!

Hvordan kan det være, at bilen skal synes hvert 2. år, men kvinder kun skal synes hvert 3. år?

Nå, mens vi lige reflekterer lidt over dén, så kan vi jo snakke lidt om min læge, Lasse, som er så vold lækker, at jeg IKKE skal have foretaget en gynækologisk undersøgelse inde hos ham. Det magter jeg bare slet, slet ikke... Kender I dét ikke? Eller skal jeg bare hænge på den helt selv?

Han er så fantastisk lækker, at jeg bliver helt forfjamsket, hvis jeg skal snakke med ham om andet end mit sædvanlige ondt i ryggen. Han er så fantastisk empatisk og forstående, at jeg næsten ikke kan rumme det. Det ved jeg godt, han er overfor alle sine patienter, men derfor bider det stadig rigtig meget på mig! Jeg er helt væk i al hans empati *suk*

Så derfor skal jeg ikke have ham til at kravle rundt mellem benene på mig, så kapper det da fuldstændig over for mig!

Sjovt nok er jeg ganske ligeglad med gynækologiske undersøgelser. Når man ligesom har været til offentlig skue under fødslen af førstefødte (og egentlig også barn nummer 2), så bliver man lidt ligeglad. Uden det skal lyde alt for ulækkert, så har jeg ikke tal på hvor mange jordmødre og læger, der har haft det meste af klør fem oppe i understellet på mig - mestendels fordi mine fødsler har været så fantastiske og (næsten) lige efter bogen, at jeg var et pragteksempel på en god fødsel - og det skal de studerende og alle i reserven jo også gerne opleve og føle.

"Jamen kom bare ind i mit smertehelvede og stik mit ufødte barn et high-five ad den direkte vej." Bevares, jeg blev da vist nok spurgt, men nu har jeg jo generelt svært ved at sige "NEJ - tag din hånd ud af mit skræv!", så de fik lov. *suk* Måske jeg skal til at arbejde lidt mere med det dersens NEJ-halløj?

Anywho; mit understels-tjek skal i hvert fald foretages af en anden end Lasse! Så jeg må hellere få bestilt en tid til en date med en pisse kold spekel, som ganske kort kan beskrives som et stål-andenæb med håndtag! Den er ikke videre behagelig (jeg kan i hvert fald finde på mindst ét objekt, der er mere behagelig), men når man lige har vænnet sig til kulden, så gør det ikke så meget, bare man fatter at slappe af. At der så også lige skal være plads til en vatpind på størrelse med et mellemstort spanskrør, det må man jo tage med ;o)

Og så tjekker lægen jo også lige muskulaturen og smidigheden, så jeg er begyndt at vold-panik-lave knibeøvelser til den helt store guldmedalje - nogen skal jo lave dem, og det er ret svært at udlicitere...

God knibeøvelses-onsdag til alle :o)

tirsdag den 22. september 2015

Jeg har fået...

...neeeeeej, ikke herpes igen!

Jeg har fået en udfordring, og jeg synes, den er helt igennem fantastisk!

Ordret er udfordringen: Lav en top 10 over de mest irriterende, små og ligegyldige ting.

Jeg elsker den! Det er der nemlig en mulighed for, at min forskruede hjerne kan få noget meget, meget mærkeligt ud af ;o)

Here goes; min top ti over snot irriterende ting og sager, der fylder i mit liv:
  1. At strømper altid bliver væk, hvorfor mit offspring i henholdsvis 11 og 9 år altid har haft to ikke-identiske strømper på.
  2. At høre på Inger Støjberg.
  3. At der findes toiletpapir, der kradser SÅ meget i understellet, at det føles som om, man har fået en gynækologisk undesøgelse af Edward Scissorhands.
  4. At tale til mennesker, der ikke responderer.
  5. At nogle mennesker tager det, jeg siger/skriver, alt for bogstaveligt.
  6. At opdage, at jeg igennem 20 år har sunget forkert i en sang.
  7. At tandpasta, der skummer i den rette mængde, er så forbandet stærk, at jeg ikke kan mærke min tunge i 35 minutter efter tandbørstningen.
  8. At nogle mennesker er ganske humorforladte - som for eksempel min tandlæge Røvlund.
  9. X-man; bare sådan i al almindelighed.
  10. At jeg ikke kan trylle; det gad jeg nemli' rigtig godt at kunne!
Tusind tak for udfordringen til Christina :o) Den var god!

Jeg har ingen idé om, hvorvidt der er andre i det ganske danske land, der deler mine irritationspointer, men det var, hvad der lige kunne falde ud af styrthjelmen på mig.

Men jeg tror da lige, jeg topper udfordringen med et lille tillæg med top ti over de meste fantastiske ting i mit liv; er det ikke okay, Christina?

Top ti over ting jeg glæder mig over:
  1. Mine tossede børn!
  2. Min lettere retarderede og fuldstændig åndssvage familie.
  3. Smeden.
  4. Kærlighed.
  5. Musik.
  6. Velformulerede mennesker.
  7. Vandhaner.
  8. Bogstaver.
  9. Bloggen.
  10. Ærlighed.
Man fornemmer jo lidt et tema i min "Glædens Top Ti", ikke? Så hvor den med vandhanen kom fra, ved jeg sgu ikke helt; men tænk lige over det et øjeblik... Ingen vandhaner = sygt meget bøvl!

Jeg har fået flere udfordringer, og dem tager jeg op i de næste dage; jeg har en svag mistanke om, at nogle af dem bliver temmelig filosofiske og ret åndssvage ;o)

Jeg glæder mig allerede!

torsdag den 17. september 2015

Forældremøder...

...er ikke noget, jeg har skiftet mening om. Det er stadig noget, vor Herre har opfundet i vrede!

Ret skal være ret; mødet i går var ikke det værste, jeg har været til, hvilket det som regel heller ikke plejer at være, når det er i Mathildes klasse. Hun har bare altid været velsignet med lærere, der har mere omløb i styrthjelmen, end lærerne i Cornelias klasse (hur-freaking-ra for Daniel - finally a sane man in the team).

Anywho: jeg har fået en røffel (altså en røvfuld; sig det hurtigt tilpas mange gange, så bliver det til en røffel)! Ej, den var ikke udelukkende tiltænkt mig, men jeg syntes alligevel, inspektøren kiggede lidt vel meget på mig, da han sagde det.

Historien er som følger:

Skolen har udarbejdet en ganske ambitiøs skrivelse om deres forventninger til forældrene, samt hvad vi kan forvente af skolens personale. Jamen den er da fin. Lidt overflødig og med lidt flere stave- og grammatikfejl end jeg ville have været bekendt, men den er formodenligt lavet i rette ånd...

Nå, men de hersens punkter på skrivelsen blev så læst op af skoleinspektøren. Jamen det var da nok meget fint af ham at gøre, men nu er de fleste af forældrene til eleverne i 5. klasse altså lidt over 8 år, så man kunne jo antage, at vi ikke lige mente, det var det fedeste at blive talt til som en 8-årig? Eller det kunne man måske ikke antage? Jeg kunne antage det, men jeg kan og vil selvfølgelig kun tale for mig selv.

Hvorom alting er, så nåede vi til den sidste overskrift, som lød:

"I er loyale over for skolen og klassens fællesskab

Det betyder at:

  • I udtrykker jer loyalt om skolen, skolens personale samt andre børn og forældre
  • I tager kontakt til skolens medarbejdere, så snart I undrer jer over eller har spørgsmål til skolens praksis
  • I opdrager jeres børn til at udvise respekt over for andre børn og voksne
Fordi jeres positive tilgang giver jeres børn den tryghed og tillid til skolen, som er en forudsætning for udvikling og læring."

*inspektøren nidstirrer nu undertegnede*

"I skal omtale skolen ordentligt og loyalt." siger han med blikket meget fast rettet mod mig. 

Jamen, sweetie pie, det skal jeg nok, når jeg har noget ordentligt at sige. 

Jeg har da også rost Daniel til skyerne, så det er jo ikke fordi, jeg ikke evner det. Jeg har bare ikke rigtig noget pænt at sige om skolens ledelse, for jeg synes ærlig talt, den stinker temmelig voldsomt!

Og jeg kunne aldrig drømme om at sige noget grimt om andre børn eller deres forældre!

Så er der punktet om at tage kontakt til skolens personale, hvis man undrer sig; jah... Det prøver jeg sgu også, men det er lidt som at fange ål med de bare hænder eller være med Smeden på fisketur. Smut, smut, smut, smut, lige ud af hænderne på mig ryger de. Det kan tælles på én hånd, hvor mange gange jeg har fået svar på dét, jeg rent faktisk har spurgt om. Hvad skal det så nytte, hvis man bare kan få en sludder for en sladder med en glat ål? Jeg kan ikke bruge det til en skid, ej heller kan de, og mit barn kan slet ikke. Jeg synes, det er op ad bakke!

Vi skal opdrage vores børn til at udvise respekt; jeg er ganske enig. Jeg er selv frygtelig autoritetstro, og det forsøger jeg sådan set også at lære mit yngel, for jeg har respekt for andre mennesker, deres livssyn, deres profession. Men når de mennesker, jeg som udgangspunkt respekterer, ikke respekterer mig eller min "mor-profession", så er det, kæden hopper lidt af for mig. Lortet går jeg begge veje, ikke? Eller har jeg misforstået noget?

Inspektøren sagde selv, at det går begge veje.

Der var en modig mor, som forsøgte at forklare, at hun ikke var tilfreds med den måde, hvorpå de følger op på tingene (eller mangel på samme), herunder kommunikationen generelt. Hun blev nærmest ikke hørt og SLET ikke forstået. Der var ikke stort at gøre; hvis personalet ikke svarede, så måtte hun jo skrive igen og håbe, nogen havde fået en åbenbaring i den mellemliggende periode, for det gik netop begge veje, var hans svar.

Hallo!

I laver et forløb med mit barn, som I afbryder af divergerende årsager. Det får jeg intet at vide om, men I mener, det er mit ansvar at rette henvendelse om bruddet, som jeg ikke ved noget om? Og det er også mit ansvar at rette henvendelse igen, når forløbet forhåbentlig starter op igen - hvilket jeg heller ikke får noget at vide om?

Undskyld, WTF? Jeg kan godt forstå, hun ikke er tilfreds. Jeg kan godt forstå, hun ikke lader sig spise af med sådan et svar. Jeg kan godt forstå, hvis hun er sur og skuffet!

Men okay, når det kører begge veje på den måde, så kan jeg da også sparke en mail afsted til de forskellige lærere på daglig basis og spørge, om der er nogen ændringer i forhold til mine børn, herunder opførsel, læring, trivsel etc.? Så skal de da ellers nok lige få noget at bruge deres i forvejen sparsomme forberedelsestid på.

Jeg magter det ikke.

Jeg er lidt ligeglad med min røffel. Jeg kan ikke mobilisere flere pæne ord ned på papir, når det kører, som det gør. Jeg gider ikke. Jeg vil ikke. Jeg vil have lov til at bjæffe "RØV", når inspektøren er en røv. Jeg vil have lov at kalde en spade for en spade. Jeg vil have lov til at være sur, og jeg vil have lov til at sige min mening til lige præcis hvem, jeg måtte foretrække.

Når de ikke vil tage mine kritiske spørgsmål alvorligt, så går jeg et andet sted hen med dem. Jeg gider ikke tæske mere i den dyne!

Jeg GIDER ikke...

Jeg skal opføre mig ordentligt, det ved jeg godt, men hvis jeg ikke bliver mødt af respekt, så skal de heller ikke forvente særlig meget den anden vej. Det går nemlig OGSÅ begge veje!

Jeg undrer mig over, der i den fine, overflødige skrivelse ikke stod noget om, hvordan deres forventninger til samarbejdet med forældrene er... Jeg undrer mig...

RØV, sgu!

onsdag den 16. september 2015

Jeg har lovet...

...at skrive et eller andet om dagens forældremøde. 

Kan....ikke. Er....optaget. Har....travlt med noget....andet. Smeden, måske?

Jeg beklager, Helle, det må....komme en anden....dag. Skal bruge hænderne....NU! ;o)

Lækker onsdag. Loooooove ;o)

fredag den 11. september 2015

I need to shut the fuck up... Part II

...like...even more...

Jeg skrev i sidste uge det her indlæg om, at jeg burde holde lidt mere kæft på bloggen; at jeg af og til (for ikke at sige altid) skriver om underlige emner, der ærlig talt ikke kan interessere ret mange andre end mig selv. Men jeg forklarede også, hvorfor jeg gør det; det er min meditation samt min måde at reflektere over tilværelsen på. Og hvis det virkelig er uinteressant, så er der jo rig mulighed for at lade være med at læse min skrammelbeskrivelse af mit navlefnullerfokuserende provinsliv.

I går fik jeg et spørgsmål, der fik mig til at tænke på det igen; pudsigt når jeg næsten lige selv havde tænkt på det; men spørgsmålet var ganske ordret: "Er bloggen bare et sted, hvor du kaster op?"

Skøn beskrivelse - jeg forstod udmærket budskabet... Jeg er for sur!

Men jeg synes faktisk ikke, jeg udelukkende bruger min blog til at "kaste op". Jeg synes også, jeg bruger den til at skrive om de dejlige ting i livet, som jeg heldigvis er velsignet med i tilnærmelsesvis overflod.

Jeg har nogle regler for mit bloggeri; de er få, men jeg er meget firkantet nødt til at overholde dem: Ingen mænd, ingen eks-mand, ingen politik. Finito bambino. Reglerne er ikke til diskussion!

Der er en allerhelvedes masse årsager til, at jeg har netop de regler, men for nu at gøre en lang historie kort:
  • Ingen mænd; der er ingen grund til, at jeg skal frem- og udstille divergerende mennesker ud over det sædvanlige her i cyberspace. Det kunne jo være, de ikke mente, det var skide fedt!
  • Ingen eks-mand; jeg skylder ham intet, men der er ingen grund til, jeg udstiller ham i et dårligt lys. Det klarer han for så vidt ganske udmærket selv...
  • Ingen politik; jeg lægger ikke skjul på, hvilken kulør jeg er, men jeg er ikke sat på Guds grønne planet for at starte en sekt til omvendelse af vildfarne sjæle. Det kan man få ørerne (og øjnene) tudet fulde af alle andre steder.

Sådan er reglerne altså bare! Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken og påstå, jeg aldrig berører emnerne, for min store mund kan løbe af med mig, men jeg prøver så vidt muligt at lade være.

På den anden side har jeg fyldt en hel bog med de to første emner. Jeg overvejede det længe; som i flere ÅR! Men den var jeg altså nødt til at skrive, og så er det sgu bare ærgerligt, hvis jeg har trådt nogen over tæerne.

Men sådan ligger landet; jeg er nødt til at overholde de regler af respekt for andre og mig selv.

Hvis jeg så er momentant sur i forhold til andre emner...tja... Det er jo heller ikke sundt at brænde inde med ;o)

Jeg forstod budskabet; jeg skal nok prøve at lade være med at "kaste så meget op" herinde...

Opsamling på gårsdagen:

Fik jeg produceret noget? Tjek.
Fik jeg ny varmtvandsbeholder? Tjek.
Fik jeg knaldet smeden? TJEK!
Fik jeg et skænderi med eks-manden? Non-tjek...
Fik jeg elsket mine børn? TJEK!

Navlefnuller, åh, navlefnuller... Deal with it ;o)

torsdag den 10. september 2015

Forældremøder...

...er noget, vor Herre har opfundet i vrede!

Jeg hader dem af et ondt, ondt hjerte! Nogen påstår ellers, jeg har et hjerte af guld, hvilket jeg også har langt størstedelen af tiden, men lige i denne sammenhæng er mit hjerte koldt som is og sort som ibenholt. Det er jeg ikke udpræget stolt af, men sådan ligger landet altså.

I går var det i The Dictators klasse. Der er rundt regnet 14 børn, hvilket giver i omegnen af 28 forældre +/- nogle skilsmisser og bonusforældre. Men lad os bare regne med 28 forældre for nemheden skyld. Vi startede 10 og endte med at være 13. Flere steder var både mor og far repræsenteret, så hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, det var et lidt fesent fremmøde. Jeg ved da udmærket godt, det som regel er spild i tid (især i netop dén klasse), men alligeveller... Man kunne jo lige oppe sig en smule; det er trods alt éns afkoms hverdag, vi skal høre om.

Men jeg kan jo også sagtens være hellig, når jeg er så fucking ufejlbarlig; i den tid jeg har haft skolesøgende børn, har der været 17 forældremøder, jeg er har deltaget i de 16. Hip hurra og en fucking HOPLA-nål til mig.

Nå, men bortset fra jeg har lyst til at strangulere og kværke (er dét det samme?) en ordentlig røvfuld kværulerende forældre (og måske en enkelt lærer), så var det rent objektivt set bare spild af tid.

Én positiv er der dog at sige om seancen; hold nu kæft hvor er jeg glad for, Cornelia-øglen har fået Daniel, som er mit absolutte yndlingsmenneske i hele verden! Sorry, men det er han altså! Han er sgu så fantastisk at arbejde med; han er til at snakke med; der er fornuft og anerkendelse i ham; der er rummelighed; der er forståelse for forskellighed, og der er altid plads til en dialog om alverdens ting og sager!

Dermed ikke sagt at alle andre lærere ikke besidder samme kompetencer, men jeg har ikke oplevet det endnu. Jeg har været tæt på, men slet ikke i samme grad som hos Daniel. Jeg elsker det menneske!

Nå, slut med at skamrose manden; selvom det er fuldt berettiget, så må jeg hellere stoppe nu.

I næste uge går det løs i Mathildes klasse; det plejer at være lidt mindre "det-her-skal-bare-overståes"-agtig-ish, så mon ikke det bliver godt nok? Og så er der selvfølgelig en inspektør, der skal i krydsilden, for der er for en gangs skyld lidt ledelsesmæssig bøvl... Men jeg har faktisk store forventninger; jeg håber, de bliver indfriet.

Planer for dagen: Lave noget produktivt; have ny varmtvandbeholder; knalde smeden; skændes med eks-manden (jojo, der er masser af materiale til min næste bog); elske mine børn!

Dog ikke det hele på samme tid...

Fantastisk skønherlig torsdag til jer alle!


onsdag den 9. september 2015

Herpes... Part II

...skal vi ikke lige snakke lidt mere om herpes? Og hvis der ikke er nogen, der vil dele herpes-erfaringer, så kan vi da godt snakke lidt mere om mit herpes!

Mit herpes er gået over. Smøre, smøre, smøre, HOPLA, herpes borte. Så måske der ikke er så meget skrive om lige på det punkt, MEN (for der er altid et "men") jeg skal satanfløjteme ellers nok lige love for, at det indlæg fik mange besøgende. Jamen er du da helt vindblæst, der var stor interesse i emnet.

Hvad er I for nogen grissebasser? Altså, jeg havde gjort det samme selv, men alligeveller ;o)

"Uh, har hun fået herpes? Must read immediately..."

"Ej for Fanden, er det bare et forkølelsessår? Fesent..."

Og ja, det var bare et forkølelsessår; mere opsigtsvækkende eller eksotisk var det altså ikke. Men at det kunne give så mange besøgende, morer jeg mig gevaldigt over! Måske jeg bare generelt skal til at blogge noget mere om sygdom?

Uh, og forældremøde i aften i The Dictators klasse; mums en lækker combo; herpes og forældremøde! Og jeg kan ikke beslutte mig for, hvilken jeg helst ville være foruden ;o)

fredag den 4. september 2015

Herpes...

...er et emne, jeg berører alt for lidt i min navlefnullerbeskuende tilværelse!

Jeg har et kapitel i min bog, der omhandler min eks-svigerindes herpes (eller mangel på samme; jeg gættede bare på, hun havde fået herpes, fordi jeg blev bedt om at sige det første, der faldt mig ind), men nu kan jeg da skrive om min egen herpes (som bestemt ikke er en mangelvare lige pt.).

Måske jeg burde uddybe lidt; godt nok flasher jeg rigtig meget på min navle-blog, men jeg skal nok spare jer for de virkelig mærkelige emner - dog ikke herpes - som jeg har været så heldig at erhverve mig... I munden vel at bemærke!

Det er lidt sjovt dog, for når jeg møder divergerende forældre i for eksempel SFO'en, som spørger, hvordan det går, så er det pishamrende-jeg-tisser-snart-lidt-i-bukserne-funny at sige: "Joh tak, det går sådan set fint nok bortset fra, jeg har fået herpes..."

*og så er det, man bare skal gå sin vej*

Soooooo freaking funny ;o)

Men der skal heller ikke meget til at more mig og min lille hjerne!

Ja, jeg har fået herpes. Øv med bøv på! Men hva' fuck, bare det ikke breder sig... Eller noget... Mor, du læser ikke med, vel??