At lære på den hårde måde...

...er en del af tilværelsen; sådan er det bare. Også når man er 8 år.

Jeg henter mit afkom i SFO og én af Cornelias klassekammerater siger, mens vi står i garderoben:

"Er der nogen, der vil have to øl?"

Cornelia: "MOR!! Du skal IKK' sige "ja"."

Mor: "Nej tak."

Kammerat: "Vil du ikke have to øl?"

Mor: "Nej tak."

...og så gik vi...

Cornelia: "Godt du ikke sagde "ja", mor, fordi hvis man siger "ja", så må den, der har spurgt, række *fuck* med begge fuck-fingre."

Mor: "Så var det da godt, du rådede mig til ikke at sige "ja"."

Cornelia: "Ja det må man nok sige. Jeg måtte desværre lære det på den hårde måde... Tsk tsk tsk..."

Det er slet ikke nemt at være 8 år ;-)

At være eller ikke at være...

...en gris; det er jo lige spørgsmålet!

Min kloge Mathilde i dag:

"Mor, jeg er slet ikke et barn!"

Mor: "Njoo, er du ikke lidt endnu?"

*jeg forventede en "jeg er snart teenager"-snak*

Mathilde: "Nej, det er jeg ikke, jeg er en gris!"

Mor: "....nånå, dada...."

Mathilde: "Ja! Det siger morfar nemlig selv - jeg er morfars gris!"

Og sådan skal det være ;-)

Eksperimenter...

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om mine forælderegenskaber for tiden - men jeg er ret sikker på, jeg har gjort i hvert fald en lille smule rigtigt de forgangne 10 år! Men nok ikke det hele... Og når min yngste My siger underlige ting, så kommer jeg rigtig meget i tvivl ;o)

Som i dag da hun sad i sin egen lille osteklokke ved spisebordet og nørdede med glimmer og maling:

Stille og hviskende kom der følgende fra hende: "Nøøøøj, lad mig nu se, hvad der sker med dette eksperiement. Måske det udvikler sig, måske ikke - det er aaaaaaaldrig til at videeeeeee... Men spændende bliver det...."

Bør jeg være bekymret? Lidt, måske! Min egen lille Dr. Frankenstein :o)