søndag den 7. august 2011

Fartstriber og tyngende fornemmelser

I foråret fortalte Cornelia mig, at snegle, der har striber (på sneglehuset), per definition er hurtigere, end snegle, der ikke har. Det har hun sikkert ret i, for jeg har ikke kunne finde nogle forskningsresultater, der kunne understøtte min skepsis. Hun fortalte mig endvidere, at når man går forbi en snegl med striber på huset, så skal man lige huske at gå lidt længere uden om, da den hurtigt lige kan "snegle" sig ind under ens sko, hvis man ikke går langt nok uden om (ih hvor hun da elsker snegle - har du ikke læst om ninja-sneglen, så læs den her).

På gåturen hjem fra mormor og morfar i dag, gik vi igennem børnehavens legeplads, hvor der var en del snegle; snakken om fartstriber blev derfor genoptaget, og Mathilde fandt et ejerløst hus MED striber.

Cornelia: "Nå, den snegl havde nok ikke lyst at være hurtigst længere. Måske den var blevet træt af altid at komme først."
Mathilde: "Næh, når de har smidt huset, så er de da endnu hurtigere, end hvis de har hus på!"
Cornelia: "Naharj"
Mathilde: "Johow"
Cornelia: "Naharj"
Mathilde: "Jo, for kan du ikke regne ud, at når de ikke har noget hus, så vejer de ikke så meget, og så kan de løbe hurtigere? Det er lige som at løbe med og uden skoletaske på..."
Cornelia: "..." (hun hader, når søsteren måske har fat i noget)

Tja, hvem der så har ret, vil jeg lade stå hen i det uvisse; jeg tror Cornelia accepterede Mathildes logik, og hvorfor så blande sig i noget, man ikke har en skid forstand på :o)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar