torsdag den 18. august 2011

Dødsregn og fødselsdagsstressfornægtelse

I  morgen har Mathilde fødselsdag, og jeg har med alle mine spørgsmål om fødselsdagsmenu, fødselsdagsønsker, hvad skal deles ud til klassen, hvilket tøj skal vaskes, hvordan skal håret sidde osv., givet hende stress - tror jeg. Og hun bearbejder stress på præcis samme måde som sin mor. Fornægtelse, fornægtelse, fornægtelse! Hvis man ikke tager stilling til hvad for noget aftensmad, man gerne vil have, løser det sig nok på forunderlig vis. Og lur mig om ikke det virker. Det plejer at virke for mig, og det har min ældste datter åbenbart arvet.

I dag skal vi gerne have ryddet op og støvsuget, da vi får hytten fuld af gæster i morgen. Men jeg er gået i benægtelsesmode. Hvis jeg i dag lader som om hun ikke har fødselsdag i morgen, så behøver jeg jo ikke rydde op; så er der nada stress mere! At det så hævner sig i morgen, forholder jeg mig først til i morgen. Det giver altså et styk afslappet Superheltemor i dag og et styk travl mor i morgen :o) Var der nogen, der sagde overspringshandling? Jow, det var der vist. And that's the way we like it!

Men i morgen, den 19. august 2011, bliver Mathilde 7 år. Klokken 02.02 for at være præcis kom hun til verden i pisregnvejr efter 25 timers veer. Og apropos regnvejr: Hvad sker der lige for Vejrguderne i morgen? Dødsregn? Hvad går det nu ud på? For at sige det mildt var jeg nær besvimet af grin i morges, da jeg hørte udtrykket for første gang. Dødsregn i Danmark....

Hvis vi nu overlever dette grusomme vejrfænomen, får vi forhåbentlig en rigtig dejlig dag med nogle rigtig dejlige mennesker, og så er der jo mere at blogge om til den tid :o)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar