torsdag den 8. december 2011

At lyve for børn...

Jeg har det lidt ambivalent med den her højtid - uanset hvor jeg kigger hen, er der folk, der prøver at overbevise mine børn om, at hvis de ikke tér sig ordentligt, vanker der ingen julegaver.

Hold nu op, God damn it!! Hvis man skal true børn, for at få dem til at høre efter, er det så ikke lidt tidligere i opdragelsen, kæden er hoppet af? Og er der nogensinde nogen, der gør alvor af deres trusler?

I børnehaven har de drillenisser; Julius og Juliane, som på skift er med børnene hjemme, for at lave lidt unoder eller bare at hygge sig. De nisser har jeg det fint med, for de truer ikke.

I skolen har de i 1. klasse åbenbart også en nisse. Mathilde fortalte den anden dag, at hele klassen havde været et andet sted på skolen, og da de kom tilbage til klassen, var der rosiner i deres nissehuer. Joooh, det er da nok en meget sød tanke, men jeg forstår virkelig ikke, at man med møje og besvær forsøger at bilde børnene ind, at det er nissen, der har været der med rosinerne. Hvis børnene har været krop umulige, kan der falde en bemærkning om, at nissen nok kun besøger de klasser, hvor børnene opfører sig ordentligt; jeg kan IKKE li' den fucking nisse!

Hvorfor er det ikke tilladt at sige til børnene, at man er i julehumør, og derfor har puttet rosiner i deres nissehuer? Det er bare ikke legalt.

Men hvorfor må man til jul og påske fylde børnene med løgn? Jeg forstår det ikke. Af princip lyver jeg ikke for mine børn. Jeg modererer måske sandheden, hvis den er for grum (dobbelt moralsk? Ja måske.), eller også nægter jeg at sige en lyd. Hvis man absolut kommer så langt ud, at man er nødt til at lyve, hvorfor vælger man så at gøre det om noget så ligegyldigt som nisser og julemanden? Og påskeharen? Kan størstedelen af den voksne befolkning, hånden på hjertet, sige, at de har haft en meget lykkeligere barndom, fordi deres forældre fik dem til at tro på julemanden?

Jeg vil i hvert fald ikke lyve for mine børn, bare fordi alle andre mener, det er det rigtige; og jeg vil på det kraftigste frabede mig, at andre mennesker lyver for mine børn ved at true med, at de ingen julegaver får, hvis de ikke opfører sig ordentligt! Det er noget fis!

2 kommentarer:

  1. Sådan Gitte... Ud med det...

    Anti-nisse-crap...

    Jeg har faktisk ikke tænkt så meget over det - dog lidt idag..

    Sad og tyggede på om jeg egentlig blev sådan een der ville stille grød på bagtrappen eller en anden slags jule-mor.(Der var vist noget i morgentv). Og jeg tror faktisk at jeg vil blive alt andet end grød-på-trappen-mor.

    Så meget juler jeg ikke, og jeg tror faktisk heller ikke jeg ville gide at tvinge mine unger til krampagtigt at tro at ham der okser rundt inde i et billigt kostume fra BR virkelig ER julemanden.

    Syntes det er tidsspild og lidt ligegyldigt..

    Så hellere hygge med det for det det er, og ikke alt det andet...

    SvarSlet
  2. Nemlig, Mila!

    Al magt til anti-grød-på-trappen-mødrene!

    Måske grød-på-trappen-mødrene skulle bruge lidt mere energi på deres børn i stedet for at udtænke snedige måder at lyve for deres børn på...

    SvarSlet