...og jeg ved faktisk ikke helt, om jeg er klar til at dele den med alle. Eller jo, det er jeg nok, men det lyder altså tosset, så nu er I advaret!
For lidt tid siden fik jeg en udfordring angående emner at blogge om, og udfordringen lød slet og ret på at skrive om, hvordan det er at finde kærligheden på de mest uventede steder. Jeg elsker udfordringen! Jeg synes, den er fantastisk, men jeg kan ikke; jeg evner det ikke.
Og skal jeg skrive om kærlighed, så skal jeg skrive om Smeden, og det har jeg jo en regel om; den går ikke! Måske engang i fremtiden det kommer til at ske men ikke nu.
Men jeg skriver gerne om alt muligt andet; blotter mine særheder; og måske endda fremstiller mig selv som lidt af en maniac, så i dag er turen kommer til min tudesang No. 1, hvilket også handler lidt om kærlighed - dog til musik og lyrik.
Det er lidt fjollet at have en tudesang, jeg ved det godt, men den rører altså noget så dybt i mig, at jeg har svært ved at rumme det uden at flyde over. Jeg har haft flere forskellige tudesange, der har sloges om førstepladsen, men det mest fantastiske er alligevel, at efterhånden som tiden går, så ændrer mine tudesange sig.
Engang var mine tudesange:
Soul Asylum: Runaway Train
Dolly Parton: Jolene
Kim Larsen: Hjerter Dame
P!nk: Family Portrait
Snow Patrol: Chasing Cars
Og der har sikkert været flere, som jeg ikke længere kan huske.
Er det kun mig, der har en tudesang egentlig? Jo mere jeg skriver om det, des mere weird synes jeg faktisk, jeg er...
Anywho; den tudesang, jeg har haft i længst tid, er Chasing Cars. Mellem foråret 2010 og efteråret 2015 har jeg overhovedet ikke kunne høre den uden at være ved at drukne i tårer. Et halvt minut inde i sangen har jeg opgivet hver gang, for det eskalerer altid for mig.
Jeg har mange gange sagt til mig selv: "Mig selv," sagde jeg, "du er simpelthen for åndssvag! Det er en fucking sang! Nu tager du dig sammen..." Men lige lidt hjalp det. Jeg har prøvet til mange gange, men det har været ganske umuligt for mig. Hvorfor? Jamen fordi den mindede mig alt for meget om noget, der engang var, og som gik i stykker og sidenhen udviklede sig til WW III. Jeg hyler ikke, fordi jeg savner noget eller nogen. Jeg hyler bare, fordi sangen engang betød alverden for mig.
En dag kom jeg til at snakke med Smeden om sangen, og jeg forsøgte at forklare, hvorfor jeg har det med Chasing Cars, som jeg nu engang har - men jo mere jeg forsøgte, jo mere åndssvagt lød det bare (jeg forstår det ærlig talt godt, hvis han synes, jeg har roterende fis i kasketten) også i mine egne ører!
Én eller anden effekt har den samtale dog haft, for dagen efter forsøgte jeg virkelig at stramme buen utrolig hårdt, så jeg satte sangen på repeat i fire stive timer. De første tre gennemspilninger tudede jeg mig vej igennem. Virkelig vold tudede! Men efter de tre gange fik jeg tankerne drejet hen på den samtale, jeg havde haft med Smeden, og det virkede på en eller anden fjollet led.
Så nu kan jeg høre Chasing Cars uden at vande høns. Jeg kan stadig få vand i øjnene, og jeg får stadig en masse gode minder om noget, der var engang, men jeg får også en masse nye minder i tankerne, og jeg hyler ikke længere. Lækkert stykke musik tilbage i mit liv efter godt 5 års fravær, tak :o)
Min "nyeste" tudesang er The White Buffalo med Come Join The Murder, som Kurt Sutter har skrevet.
Ved det første anslag i guitarforspillet kravler tårerne straks op i øjnene på mig. Efter 36 sekunder tuder jeg. Altså virkelig tuder! Sådan rigtigt! Jeg sidder ikke bare og små-flæber, jeg kamp hyler!
Det undrer mig hver gang, at det kan gå så hurtigt; men jeg kan ikke rigtig gøre noget ved det; jeg har accepteret det, så jeg hører den kun, når ungerne sover, og jeg ikke behøver være noget for nogen. Den der lækre følelse af at putte sig ind til en skøn tekst, en skøn betydning, en smuk melodi, en fantastisk kunstner, en tragisk historie. Bare omfavne budskabet så meget, at det kravler ind under huden; jeg elsker det så utrolig inderligt!
Bortset fra nogle citater hist og pist, så er det her noget af det smukkeste men også mest tragiske, jeg nogensinde har læst.
Så; folkens; sæt i gang med tolkningen af denne smukke tekst ;o) Og når det er veloverstået, så hør den lige her på youtube - det er så smukt; det bliver faktisk ikke smukkere!
There's a black bird perched outside my window
I hear him calling
I hear him sing
He burns me with his eyes of gold to embers
He sees all my sins
He reads my soul
One day that bird, he spoke to me
Like Martin Luther
Like Pericles
Come join the murder
Come fly with black
We'll give you freedom
From the human trap
Come join the murder
Soar on my wings
You'll touch the hand of God
And He'll make you king
And He'll make you king
On a blanket made of woven shadows
Flew up to heaven
On a raven's glide
These angels have turned my wings to wax now
I fell like Judas grace denied
On that day that he lied to me
Like Martin Luther
Like Pericles
Come join the murder
Come fly with black
We'll give you freedom
From the human trap
Come join the murder
Soar on my wings
You'll touch the hand of God
And He'll make you king
And He'll make you king
I walk among the children of my fathers
The broken wings, betrayal's cost
They call to me but never touch my heart, now
I am too far
And I'm too lost
All I can hear is what he spoke to me
Like Martin Luther
Like Pericles
Come join the murder
Come fly with black
We'll give you freedom
From the human trap
Come join the murder
Soar on my wings
You'll touch the hand of God
And He'll make you king
And He'll make you king
So now I curse that raven's fire
You made me hate, you made me burn
He laughed aloud as he flew from Eden
You always knew, you never learn
The crow no longer sings to me
Like Martin Luther
Or Pericles
Come join the murder
Come fly with black
We'll give you freedom
From the human trap
Come join the murder
Soar on my wings
You'll touch the hand of God
And He'll make you king
Come join the murder
Come fly with black
We'll give you freedom
From the human trap
Come join the murder
Soar on my wings
You'll touch the hand of God
And He'll make you king
And He'll make you king
