Dyr i haven?!?

Så var vi på dulle-tur og kom forbi 7-800 marker med en masse køer i fri dressur. Pludselig lyder det fra bagsædet:

Cornelia: "Jeg vil gerne have en ko hjemme i haven!"
Mathilde: "Jeg vil gerne have et får, så kan den nemlig spise græsset, så du ikke behøver slå det, mor."
Cornelia: "Ej, hvis vi også skal have et får, så vil jeg også have en gris. De er så søøøøøde."
Mathilde: "Skal vi så grille den?"
Cornelia: "NEEEEJ!"
Mathilde: "Jamen hvad så når den er død, kan vi så grille den?"
Cornelia: "...jaja...."
Mathilde: "Nåhr nej, så skal vi jo have den til slagter først."
Cornelia: "Neeeeeej, den skal begraves i haven ved siden af Candace."
Mathilde: "Jamen du sagde lige, at når den er død, så må vi godt grille den?"
Cornelia: "Jamen så bliver den jo savet i stykker. Og det må man ikke!"
Mathilde: "Ej okay... Så begraver vi den."

Hvilke børn?

For henholdsvis 7½ og 6 år siden, besluttede xman og jeg, at vi skulle have børn; og det har jeg ikke én gang fortrudt. Men sommetider kan jeg sidde i dybe, filosofiske tanker om, hvorfor folk får børn. Det kan af og til undre mig. Og det kan af og til undre mig, hvorfor de fleste forældre kun ser deres børn få timer i døgnet; det kan også undre mig hvorfor samfundet er skruet sammen som det er, for trods de gode intentioner, er der kun 24 timer i døgnet og børnene sover de 11 af dem. Ud over de 11 timer, er forældrene på arbejde i 8 timer, dertil lægges transport på, for mit vedkommende, 1 time. Af effektiv samvær, som er en skide dårlig formulering omend med en snert af sandhed i sig, har de fleste forældre 4 timer. Det stinker sgu da!

Torsdag er helt fucked up, for der arbejder jeg til klokken kvart i kvalme, men så har jeg lidt tidligere fri om fredagen. Men hveeeeeer evig eneste dag tåger jeg, som Død og Helvede, ud af de danske landeveje for at hente mine børn i bare nogenlunde god tid, så de ikke er de sidste i institutionen, og jeg ikke får stemplEt - med stort tryk på E'et.

Men hvorom alting er, synes jeg, at jeg har alt for lidt tid med mine børn. I øjeblikket sidder jeg med tændstikker i øjnene og er bange for at blinke, for netop i det øjeblik jeg blinker, fylder de 19 år og flytter hjemmefra med ham der pommesfritten, de mødte i byen for en måned siden. Så jeg er holdt op med at blinke og ligner efterhånden en zombie på en god cocktail af coke, sort the og nada søvn, for jeg vil ikke have, det går så hurtigt. Lige om lidt er Mini Darwin 8 år og går i 2. klasse. Pludselig er hun én af de store i indskolingen og The Dictator starter i 0. klasse; dingdongdynamolygte så har jeg to børn i skolealderen.

Apropos dingdongdynamolygte, som var noget, jeg i høj grad led af, da jeg havde bitte-små børn - andre mennesker kalder det vist ammehjerne - men jeg tror den er ved at gøre sit tilbagetog. Der er uden tvivl tale om en invasion i aller bedste Independence Day-stil. Det er i hvert fald nødt til at være dingdongdynamolygte-syndromet, der slår til, ellers står det sgu lidt skidt til, for jeg har da sjældent været så glemsom, som jeg er i øjeblikket.

Så i anledningen af, at der om få timer er 8 måneder til jul, vil jeg gerne skrive mine første og største ønsker til jul: At slippe af med dingdongdynamolygte samt have noget, der ligner 30 timer i døgnet. Så kan jeg vist nå det meste af det, jeg gerne vil!

Skal moren på date?

Ud af det rene ingenting kom den anden dag følgende fra min yngste arving:

Cornelia: "Mor, skal du aldrig på date med nogen?"
Mor: "Aaahr, det ved jeg da ikke lige Nelly, hvorfor synes du, jeg skal på date?"
Cornelia: "Mmm... Bare fordi."
Mor: "Nå, hvem synes du jeg skal på date med?"
Cornelia: "MIG!! Og måske Mathilde..."

*Indsæt her passende voldsomt latterudbrud i en blanding af overraskelse og betagelse af 6-årig datters egoisme*

Cornelia: "Ja, fordi, mor, så kunne vi tage ud at spise og gå i biografen og alt muligt hyggeligt. Og så må vi hellere tage Mathilde med, så hun også kan komme på date..."

Orkester eller rygeklub?

Jeg har en svaghed for Linie 3 - jaja, mobning tilladt nu, men den svaghed vokser jeg vist aldrig fra. Så en dag i denne weekend smækkede jeg et Linie 3 show på dvd'en og pigerne så selvfølgelig med, når de i farten rundede stuen.

I første halvdel af showet, var der intet orkester med. Men så kom del to og Cornelia var dybt fascineret over, hvorfor de nu skulle have "dem, der spiller musik" med.

Mor: "Tja, de har vel bare bestemt, at de kun vil have et orkester med i 2. halvdel af showet."
Mathilde: "Hvad er et orkester?"
Cornelia: "Det er jo dem der, som spiller musik."
Mor: "Yeps, det er det."
Cornelia: "Ja mor, de spiller både guitar, trommer, fløjte og... og... pibe!!"
Mor: "Spiller de pibe?"
Cornelia: "Jaja..."

Hjerner - et fænomen

Hvorfor zombier spiser hjerner, er et stort mysterie;  men selvfølgelig noget mine arvinger har en mening om.

Cornelia: "Zombier spiser hjerner, fordi de ikke er for kloge. Og så er de misundelige på alle, der har en hjerne, så derfor spiser de den."
Mor: "Hvordan ser en hjerne mon ud?"
Mathilde: "Den er lyserød... Og hård..."
Mor: "Hvordan hård?"
Mathilde: "Jamen hvis man nu gokker sig selv i nøden, så kan man jo mærke, den er hård."
Mor: "Hvad skal man så bruge en hjerne til?"
Cornelia: "Til kloge ting..."
Mathilde: "Ja når for eksempel jeg skal læse, så skal jeg jo huske inde i hovedet, hvordan man gør."
Mor: "Hvem kender I så, der er rigtig klog?"
Mathilde: "Dronning Margrethe!"
Cornelia: "Og dig, mor."
Mor: "Hvorfor synes du, jeg er klog?"
Cornelia: "Fordi du er skide god til at læse. Og alt muligt andet. Og så siger du, at du ved alt - dog forstår jeg ikke hvorfor dit hoved ikke er større så..."
Mathilde: "Og Dronning Margrethe er klog fordi hun bestemmer over hele verden."
Cornelia: "NEJ - hun bestemmer da ikke over hele planeten, hun bestemmer kun over det land, hun bor i."
Mathilde: "Jaja, det var også det, jeg mente."
Cornelia: "Og man kan ikke leve uden en hjerne - så jeg håber ikke, jeg møder en zombie..."

Så vi har zombiesikret huset. Her gælder det om at have en dræberhund og en lås på døren, siger Cornelia; så skal det nok gå det hele.

Jeg synes, det er i orden at have Dronning Margrethe og sin mor som de største forbilleder, når det gælder kloge mennesker. Så kan det da vel for pokker ikke gå helt galt?!?

Jubilæet blev aflyst

Så var det jo lige, jeg havde lovet i øst og vest, at der kom et herresjovt indlæg den 1. april, fordi min blog har haft 8 måneders jubilæum - og I har måske opdaget, at det indlæg aldrig kom.

Der er faktisk en rigtig god grund dertil. Yngste arving, i daglige tale Cornelia, Nelly, Nelia, The Dictator, fik på mystisk vis forvekslet make-up fjerner med neglelakfjerner! Av for dén da! Der kom neglelakfjerner i højre øje; hold nu fast hvor hun skreg, og hvor må det dog have gjort ondt.

Hvordan min hjerne på daværende tidspunkt bevarede fatningen, ved jeg ikke, men det gjorde den. Med et hylende barn i den ene hånd, telefonen i den anden hånd, et håndklæde i den tredje hånd, en våd vaskeklud i den fjerde hånd, lykkedes det mig at vikle hende ind i et håndklæde, tænde for det varme vand, vride en lunken vaskeklud ned i hendes øje 8 millioner gange, mens jeg fik ringet til lægevagten, læst indholdet i neglelakfjerneren og få forklaret hændelsesforløbet af Mathilde.

Jojo, det blev skam en begivenhedsrig søndag med en lille smule høj puls, men Gud ske tak og lov for jeg har min sunde fornuft! Her vil jeg så gerne tilføje, at jeg er en lille smule paranoid med ulykker, hvorfor jeg godt kan bruge enormt lang tid på at udtænke handlinger, hvis en given situation skulle opstå. Når jeg foreksempel kører bil, kan jeg bruge mange tanker på at overveje hvad jeg skal gøre, hvis nogen kører ind i mig. Eller hvis bremserne svigter. Eller hvis lyset på bilen går, når det er mørkt. Og meget meget mere i den dur. Jeg har også udtænkt handlinger, hvis mine børn skulle få noget galt i halsen, klemme en finger af i en dør, slå hovedet etc.

Sådanne krisesituation kan jeg bruge meget af min energi på at opdigte og derefter udtænke rationelle handlingsmønstre. Ja, det virker lidt åndssvagt, men jeg tror stadig på, det kan gavne, hvis uheldet skulle være ude.

Historien med neglelakfjerneren endte godt; vagtlægen sagde i store træk bare, at jeg skulle fortsætte med det, jeg var begyndt på. Cornelia blev godt og grundigt opløst, fordi jeg blev ved med at hælde vand på hende, og hun fik lært at åbne øjet under vand i håndvasken. Øjet var ikke rødt eller gjorde ondt, da jeg med god ro i sjælen puttede hende i seng den aften. Morgenen efter var der heller intet at se.

Jeg tror, jeg fortsætter min planlægning af diverse handlingsmønstre, hvis der skulle ske noget uheldigt, for selvom det virker sort-seer-agtigt, giver det mig ro i sindet!