...hvilket må berettige, at jeg nu bliver sur igen!
Hvad Fanden i Helvede er du nu sur over, Gitte, din latterlige, emsige, bagatelregnende kælling?
Jah... Nu har jeg mobiliseret positiv energi i retning af skolen, siden inspektøren i sidste uge ringede til mig og pænt, sødt og ordentligt forklarede mig stolpe op og stolpe ned om det famøse læsebånd, som han forsøgte at forklare mig (og de andre forældre) noget om inden ferien i en mail. Jeg fattede stadig ikke en skid og hver gang, jeg spurgte, om det "bare" betød, at ungerne skal til at læse noget mere, kom der en laaaaaang forklaring om pædagogiske fremgangsmåder og danske elevers elendige statistikker.
"Jamen Kim, betyder det så, at de skal læse noget mere i skoletiden?"
"Bla bla bla blaaaaa....."
"Jamen KIM! Skal de læse noget mere?"
"Mjo, det kan man vel godt sige, de skal."
Javel, det var bare dét, jeg gerne ville vide. Og så lavede han fejlEN! Han er ellers temmelig hærdet i skolelederrollen, men inden han lagde på, sagde han: "Og Gitte, du må jo ENDELIG ringe eller skrive igen, hvis du har noget på hjerte, eller der er noget, jeg ikke får kommunikeret ordentligt ud." - og jeg tror på, han mente det. Men det var sgu ikke smart sagt, Kim. Ikke til mig - for, tror mig, jeg vil benytte mig af det til hver en tid ;-)
Nå, men alt i alt er jeg rigtig glad for, at han (langt om længe) tog kontakt til mig og forsøgte at enlighten my mind! Det er jeg meget glad for; tak, Kim :-)
Men så er der kommet en ordre fra Cornelias nye klasselærer, og det har jeg det egentlig ikke helt godt med. Ja tak, jeg kunne vælge bare at rette ind, hvilket nok ville være det nemmeste, men jeg har det lidt træls med bare at rette ind uden at stille spørgsmåltegn ved tingene.
Vi er virkelig i bagatel-afdelingen og så meget flueknepperi burde ikke være tilladt, men jeg bliver altså lidt provokeret af det.
Det korte af det lange er, at børnene først må møde på skolen 07.50, da der ikke er tilsyn med dem inden da. Fin regel, kein Problem dér, og hver morgen tuller eleverne til morgensang klokken 08.00
Så lyder ordren, at alle børn i 1. klasse fra nu skal være tjekket ind, have smidt overtøjet og sko i garderoben, på med hjemmefusser, have lagt madkasse og drikkedunk i køleskabet, have sat skoletasken ind og stå klar til at gå til morgensang senest 07.55 hver morgen.
Alt dette kommunikeret ud med BLOKBOGSTAVER I FED, RØD FONT!!
Ææææh, undskyld mig, men hvad? Nu kan det godt være, at jeg er den eneste, der har avlet børn, der virkelig er langsommere end langsom med langsom på, men hvis der skulle være andre, der har børn med tilsvarende brist, er det så ikke lidt optimistisk, at de skal kunne nå så meget på MAX 5 minutter? Bright and early in the morning? Og som jeg læser det mellem linjerne, så må de meget gerne være klar inden 07.55. Mja... Jeg tror ikke, det kommer til at ske! Ikke for mine børn, mig og vores morgenrutiner. Der skal ikke meget til, før tidsplanen skrider 2 minutter hist og her, og så er MAX 5 minutter sgu ikke meget at give af.
Jeg skriver det her, fordi jeg ikke lige ved, hvor jeg skal mobilisere min arrigskab hen. Der er undervisningspligt fra klokken 08.00 til 13.45, og der må de sgu (næsten) gøre ved mine børn, hvad de vil. Der er jeg ikke så emsig. Men jeg har svært ved at tolerere, at der fra en menig lærer kommer en ordre (i rødt med blokbogstaver) om, at de skal til at møde 5 minutter før, hvilket igen medfører, at ungerne nu max har 5 minutter til at "komme på plads", når de træder ind af døren...
Jeg skummer lige lidt, mens jeg overvejer, om jeg skal reagere på den eller bare se tiden an og afvente, hvad konsekvensen bliver, når mine børn stadig bliver ved med at dukke op 3 minutter i 08.00...
Skumme, skumme, skumme... Men så var jeg lige ude og lave morgenmad og de seneste dage, har jeg ikke lavet andet end at æde rejer, avokado, rå løg og tomater til både morgen-, middags- og aftensmad - så fik jeg en åbenbaring, da jeg kiggede på min mad - jeg har sgu da ægløsning, det er derfor, jeg er så skide sur ;-) Så nu lader jeg den lige hænge lidt og ser, om min vredhed går over om et par dage, ellers er jeg nok nødt til at skrive med blokbogstaver retur til læreren og eventuelt Kim, som jeg stadig er "pot & pande" med :-)
onsdag den 28. august 2013
mandag den 26. august 2013
Forældremøder...
I love 'em... Love 'em love 'em love 'em!
NOT!!
Forældremøder er sådan noget Vor Herre har opfundet i vrede! Man sidder og snakker stolpe op og stolpe ned om ligegyldige ting som frugtordning, klassekasse, hvordan lektier bliver kommunikeret ud, trivsel osv. På vores skole snakker vi ikke faglighed som sådan.
Jeg kan faktisk rigtig godt lide de lærere, mine børn er velsignet med, selvom jeg af og til giver udtryk for noget andet. Det, jeg har et enormt problem med, er ledelsen, ledelsesmetoder, læringsmetoder, politikere og inspektørens forkvaklede sludder. Men Jesper og Mette kan jeg faktisk rigtig godt lide!
I aften var jeg til forældremøde i Mathildes klasse og hold nu fuldstændig kæft, hvor kan jeg blive helt enormt pinlig på andre forældres vegne. Nøøøøøj altså hvor synes jeg, der er (eller rettere BURDE være) grænser for, hvor latterligt man som forældre kan tillade at opføre sig i en relativ åben forsamling - men det er der åbenbart nogen, der ikke er enige med mig i!
Med fare for at træde nogen over tæerne. Med fare for at nogle af de andre forældre læser med. Med fare for jeg bliver stemplet som backstabber...
Jeg kan ikke forstå, at man som forælder har SÅ lidt respekt for lærerne. Jeg kan ikke begribe, hvordan man kan se sig selv som et godt eksempel, hvis man ikke selv taler ordentligt til lærerne.
Jeg ved godt, at jeg har givet dem en overhaling med jævne mellemrum, og måske det derfor bliver lidt dobbeltmoralsk for nogen at se, men jeg har sgu altid gjort det med respekt for deres fag.
Vi tager lige et tilfældigt quote fra en tilfældig mor (jeg havde nemlig ikke andet fornuftigt at give mig til end at tage noter på telefonen...)
"Jamen de lærer jo ikke noget! Jeg har taget *barn*'s bøger med, og der er ikke skrevet noget i dem!!" sagt out-of-nowhere, fuldstændig udenfor kontekst med, hvad der for mig lød som, den klammeste foragt og disrespekt i stemmen.
Måske det er min opdragelse, der gør det. Måske det er fordi, jeg bare godt kan lide at lærerne laver et stykke arbejde, jeg ikke gad at have (jeg havde revet begge ben af ALLE ungerne og guillotineret for længe siden). Måske det bare er fordi, jeg ønsker at omgås mine medmennesker med r.e.s.p.e.k.t.! Men jeg syntes Fandengalemig, at den kommentar var under bæltestedet! Og det er sagt to FREAKING uger inde i skoleåret!
Æh nej, hånden på hjertet, hvor fandens effektiv er jeg lige de første to uger efter en 6 ugers ferie? Ikke særlig effektiv, det indrømmer jeg sgu da gerne! Det tager sgu tid at komme i gang igen efter ferien - også for ungerne! Jeg tror bestemt ikke, at det er lærernes engagement, vi skal skælde ud så tidligt i skoleåret. Det gør mig PINLIG!
Men hun fik et, for mig at høre, ordentligt, fagligt argumenteret og velbegrundet svar. Mig? Jeg havde stranguleret hende! Men nå, svaret resulterede så i følgende udtalelse fra selv samme kone:
"Skal de aldrig lære at stave eller hvad?" sagt med præcis samme foragt i stemmen som før.
Jeg kan ikke HA' det! Jeg kan ikke, og jeg vil satme ikke, men tør jeg at sige noget? Næh nej, så sad jeg bare på min flade røv og bjæffede "Jaja, rolig nu, de går kun i 3. og er to uger inde i skoleåret..."
Så kunne den skarpe jo spørge mig om, hvorfor Fanden jeg gider lade mig gå på af sådan noget pjat, for det var jo ikke min røv, der (ikke særlig konstruktivt) blev ristet? Og det er faktisk lidt pudsigt, for jeg har brugt dagen på at reflektere over konflikter. Bare sådan i al almindelighed fordi jeg skriver om det i bogen. Når jeg tænker tilbage, så har jeg aldrig kunne udstå konflikter. Konflikter, som jeg selv er en del af, kan jeg lige til nød acceptere i fald, de har grobund i noget sagligt. Men konflikter/verbale lussinger/nedsablinger/angreb i det offentlige rum kan jeg slet ikke med! Jeg farer lige i forsvarsposition med det samme, hvæsser kløerne og ligner satme et eller andet, der er taget ud af en viking-historie! Jeg puster mig op med det samme for at tage én eller anden i forsvar, selvom jeg ikke har en skid med det at gøre!
Hvorfor, Gitte, hvorfor Helvede gider du? Fordi jeg ikke kan snuppe den mangel på respekt, som jeg vitterligt oplever, det er. Fordi jeg ikke kan snuppe, at nogen mennesker tror, at blot fordi de er omgivet af andre mennesker, så kan de slippe afsted med hvad-som-helst. Fordi jeg ikke bryder mig om, at man angriber andre mennesker på den måde. Fordi jeg ærlig talt synes, at sådan en dialog burde være taget under fire øjne. Fordi jeg synes, at det er fucking tarveligt at angribe folks faglighed på den måde!
Man skulle sgu nok have været der... Og måske jeg bare burde spænde hjelmen! Måske jeg bare skulle slappe lidt af! Men jeg tænder da også fuldstændig af, hvis nogen spørger mig, hvorfor fanden jeg ikke gør mit arbejde ordentligt (helst sagt af folk, der ikke har en skid forstand på området).
Ja, jeg bræger evig og altid om ærlighed. Ja, jeg skælder og smælder selv på skolesystemet. Ja, jeg er nok pishamrende dobbeltmoralsk. Men ting kan siges på mange måder - på rigtig mange måder; og kunne vi ikke godt alle sammen blive lidt bedre til at sige tingene på en pæn måde? Det kunne jeg virkelig godt tænke mig, så det stakkels fagpersonale ikke behøver frygte at blive taget fuldstændig med bukserne nede til et forbandet forældremøde, der ikke bør handle om, hvorfor hendes bette barn ikke har de fornødne skrivekundskaber endnu... Jeg synes, det er respektløst, og det kan jeg slet ikke arbejde med.
Kan vi ikke godt prøve? At tale pænt? Og ordentligt?
Jeg har endnu et forældremøde i næste uge i Cornelias klasse - jubiiii - jeg kan slet ikke styre min ekstase og begejstring! Måske jeg endda kan få endnu et brok-indlæg ud af det? Vi venter i spænding ;-)
NOT!!
Forældremøder er sådan noget Vor Herre har opfundet i vrede! Man sidder og snakker stolpe op og stolpe ned om ligegyldige ting som frugtordning, klassekasse, hvordan lektier bliver kommunikeret ud, trivsel osv. På vores skole snakker vi ikke faglighed som sådan.
Jeg kan faktisk rigtig godt lide de lærere, mine børn er velsignet med, selvom jeg af og til giver udtryk for noget andet. Det, jeg har et enormt problem med, er ledelsen, ledelsesmetoder, læringsmetoder, politikere og inspektørens forkvaklede sludder. Men Jesper og Mette kan jeg faktisk rigtig godt lide!
I aften var jeg til forældremøde i Mathildes klasse og hold nu fuldstændig kæft, hvor kan jeg blive helt enormt pinlig på andre forældres vegne. Nøøøøøj altså hvor synes jeg, der er (eller rettere BURDE være) grænser for, hvor latterligt man som forældre kan tillade at opføre sig i en relativ åben forsamling - men det er der åbenbart nogen, der ikke er enige med mig i!
Med fare for at træde nogen over tæerne. Med fare for at nogle af de andre forældre læser med. Med fare for jeg bliver stemplet som backstabber...
Jeg kan ikke forstå, at man som forælder har SÅ lidt respekt for lærerne. Jeg kan ikke begribe, hvordan man kan se sig selv som et godt eksempel, hvis man ikke selv taler ordentligt til lærerne.
Jeg ved godt, at jeg har givet dem en overhaling med jævne mellemrum, og måske det derfor bliver lidt dobbeltmoralsk for nogen at se, men jeg har sgu altid gjort det med respekt for deres fag.
Vi tager lige et tilfældigt quote fra en tilfældig mor (jeg havde nemlig ikke andet fornuftigt at give mig til end at tage noter på telefonen...)
"Jamen de lærer jo ikke noget! Jeg har taget *barn*'s bøger med, og der er ikke skrevet noget i dem!!" sagt out-of-nowhere, fuldstændig udenfor kontekst med, hvad der for mig lød som, den klammeste foragt og disrespekt i stemmen.
Måske det er min opdragelse, der gør det. Måske det er fordi, jeg bare godt kan lide at lærerne laver et stykke arbejde, jeg ikke gad at have (jeg havde revet begge ben af ALLE ungerne og guillotineret for længe siden). Måske det bare er fordi, jeg ønsker at omgås mine medmennesker med r.e.s.p.e.k.t.! Men jeg syntes Fandengalemig, at den kommentar var under bæltestedet! Og det er sagt to FREAKING uger inde i skoleåret!
Æh nej, hånden på hjertet, hvor fandens effektiv er jeg lige de første to uger efter en 6 ugers ferie? Ikke særlig effektiv, det indrømmer jeg sgu da gerne! Det tager sgu tid at komme i gang igen efter ferien - også for ungerne! Jeg tror bestemt ikke, at det er lærernes engagement, vi skal skælde ud så tidligt i skoleåret. Det gør mig PINLIG!
Men hun fik et, for mig at høre, ordentligt, fagligt argumenteret og velbegrundet svar. Mig? Jeg havde stranguleret hende! Men nå, svaret resulterede så i følgende udtalelse fra selv samme kone:
"Skal de aldrig lære at stave eller hvad?" sagt med præcis samme foragt i stemmen som før.
Jeg kan ikke HA' det! Jeg kan ikke, og jeg vil satme ikke, men tør jeg at sige noget? Næh nej, så sad jeg bare på min flade røv og bjæffede "Jaja, rolig nu, de går kun i 3. og er to uger inde i skoleåret..."
Så kunne den skarpe jo spørge mig om, hvorfor Fanden jeg gider lade mig gå på af sådan noget pjat, for det var jo ikke min røv, der (ikke særlig konstruktivt) blev ristet? Og det er faktisk lidt pudsigt, for jeg har brugt dagen på at reflektere over konflikter. Bare sådan i al almindelighed fordi jeg skriver om det i bogen. Når jeg tænker tilbage, så har jeg aldrig kunne udstå konflikter. Konflikter, som jeg selv er en del af, kan jeg lige til nød acceptere i fald, de har grobund i noget sagligt. Men konflikter/verbale lussinger/nedsablinger/angreb i det offentlige rum kan jeg slet ikke med! Jeg farer lige i forsvarsposition med det samme, hvæsser kløerne og ligner satme et eller andet, der er taget ud af en viking-historie! Jeg puster mig op med det samme for at tage én eller anden i forsvar, selvom jeg ikke har en skid med det at gøre!
Hvorfor, Gitte, hvorfor Helvede gider du? Fordi jeg ikke kan snuppe den mangel på respekt, som jeg vitterligt oplever, det er. Fordi jeg ikke kan snuppe, at nogen mennesker tror, at blot fordi de er omgivet af andre mennesker, så kan de slippe afsted med hvad-som-helst. Fordi jeg ikke bryder mig om, at man angriber andre mennesker på den måde. Fordi jeg ærlig talt synes, at sådan en dialog burde være taget under fire øjne. Fordi jeg synes, at det er fucking tarveligt at angribe folks faglighed på den måde!
Man skulle sgu nok have været der... Og måske jeg bare burde spænde hjelmen! Måske jeg bare skulle slappe lidt af! Men jeg tænder da også fuldstændig af, hvis nogen spørger mig, hvorfor fanden jeg ikke gør mit arbejde ordentligt (helst sagt af folk, der ikke har en skid forstand på området).
Ja, jeg bræger evig og altid om ærlighed. Ja, jeg skælder og smælder selv på skolesystemet. Ja, jeg er nok pishamrende dobbeltmoralsk. Men ting kan siges på mange måder - på rigtig mange måder; og kunne vi ikke godt alle sammen blive lidt bedre til at sige tingene på en pæn måde? Det kunne jeg virkelig godt tænke mig, så det stakkels fagpersonale ikke behøver frygte at blive taget fuldstændig med bukserne nede til et forbandet forældremøde, der ikke bør handle om, hvorfor hendes bette barn ikke har de fornødne skrivekundskaber endnu... Jeg synes, det er respektløst, og det kan jeg slet ikke arbejde med.
Kan vi ikke godt prøve? At tale pænt? Og ordentligt?
Jeg har endnu et forældremøde i næste uge i Cornelias klasse - jubiiii - jeg kan slet ikke styre min ekstase og begejstring! Måske jeg endda kan få endnu et brok-indlæg ud af det? Vi venter i spænding ;-)
søndag den 25. august 2013
Om sluk-knapper...
Jeg kamp-elsker mine motormunde 200 % af tiden, men det er ikke nogen hemmelighed, at jeg af og til beder dem klappe i, fordi de simpelthen kan snakke Fanden et øre af! ANYDAY!
Det resulterede i følgende dialog med min yngste motormund her til aften:
Cornelia: "Mor, ved du, hvor sluk-knappen sidder på mig?"
Mor: "Nej, det gør jeg ikke - hvor?"
Cornelia: "På storetåen... Men den virker vist ikke ret længe ad gangen... Nok kun i 1 sekund eller noget..."
Mor: "Jah, det tror jeg, du har ret i."
Cornelia: "Ej mor, hvis jeg virkelig strammer mig an, så KAAAAAAN den godt virke i cirka 10 sekunder - det må være længe nok, til du kan nå at slappe af i ørerne..."
Javel; dog er jeg lidt betuttet ved, at jeg SÅ tit skal gå og trække hende i storetåen...
Det resulterede i følgende dialog med min yngste motormund her til aften:
Cornelia: "Mor, ved du, hvor sluk-knappen sidder på mig?"
Mor: "Nej, det gør jeg ikke - hvor?"
Cornelia: "På storetåen... Men den virker vist ikke ret længe ad gangen... Nok kun i 1 sekund eller noget..."
Mor: "Jah, det tror jeg, du har ret i."
Cornelia: "Ej mor, hvis jeg virkelig strammer mig an, så KAAAAAAN den godt virke i cirka 10 sekunder - det må være længe nok, til du kan nå at slappe af i ørerne..."
Javel; dog er jeg lidt betuttet ved, at jeg SÅ tit skal gå og trække hende i storetåen...
lørdag den 17. august 2013
Det dér med at til at ikke at passe ind...
...det kan jo ske for selv den bedste. Altså at der ikke rigtig er noget sted at passe ind. Sådan er det også med mine tanker. Lige for nuværende passer de ikke rigtig ind nogen steder, fordi jeg har alt for mange små hulter-til-bulter-tanker.
Kuren må være et indlæg om hulter-til-bulter-tanker, så de kan komme ud af hovedet igen.
1. punkt på dagsordenen: Jeg er hovedkulds forelsket i en mand, der spiller guitar på den mest lækre måde. Dylan Hekimian hedder han, og jeg har da sjældent set noget så lækkert, som når han sidder og klimper på sin guitar. Men prøv lige at se ham på youtube her. Det er såååå lækkert! Det farer sgu lige i *******! Jeg kunne SÅ godt ;-)
2. punkt på dagsordenen: Jeg har fundet et fantastisk menneske, der gider skrive et forord til min bog :-) Hun kalder sig selv, og jeg citerer, "en udfordrings-junkie", så det kan da kun blive skide godt! Jeg har store forhåbninger, og jeg er sååååå glaj for't!
Måske jeg burde få røven med mig og få den bog skrevet færdig. Meeeen det er jo trods alt ikke lige venstrehåndsarbejde, så der går nok lige lidt tid endnu.
3. punkt på dagsordenen: Jeg kunne såååå godt tænke mig at få rasta-hår. Det har jeg tænkt over længe, og tanken kan ikke rigtig slippe mig igen. Men jeg tør ikke, fordi jeg ved, at min mor vil gøre mig arveløs, hvis jeg gør det. Men det er SÅ flot, og det kunne være virkelig interessant at prøve (kom bare med alle fordommene, jeg er beredt - men pas nu på med at dømme bogen på omslaget; pas på med at kaste den første sten)!
4. punkt på dagsordenen: Ungerne er startet i skole, og de ville ikke have, jeg agerede paparazzi-idiot, så jeg har kun et enkelt billede af dem hver, som de ikke var tilfredse med at få taget. Hmm, møgunger!
Punkt 4.a. på dagsordenen: Inspektøren arbejder stadig på skolen og lader som om, jeg ikke eksisterer. Jeg er IKKE tilfreds!
5. punkt på dagsordenen: Jeg er i denne uge blevet kaldt følgende: skriftlig kommunikativ overlegen; drøvtygger; ordguru. Jeg tror nok, de alle sammen mener det pænt.... Eller nåwet ;-)
6. punkt på dagsordenen: Cornelia påstår, vi har fået "en udlevende snegl" i haven - og jeg fatter virkelig minus af, hvad fanden "en udlevende snegl" er, når hun forsøger at forklare mig det. Jeg har efterhånden ikke stort håb for mine børn med den mor, de har trukket i lotteriet...
Punkt 6.a. på dagsordenen: Mathilde har nu lært fætter Linus på 2 år at sige "SHIT". Der er ikke noget håb længere... Arv og miljø you know...
7. punkt på dagsordenen: Det er med vilje, jeg har skrevet "at til at" i overskriften. Jeg er så meget en ordguru, at jeg er nødt til at lave fejl med vilje bare for at virke lidt menneskelig ;-)
Punkt 7.a. på dagsordenen: Så selvfed har man bare ikke lov at være!!
8. punkt på dagsordenen: Jeg har bestilt tid til en ny tatovering og HOLD SÅ FULDSTÆNDIG KÆFT, hvor jeg glæder mig! Det er endnu bedre end jul (og jeg elsker virkelig julen). Hvad jeg skal have tushet, spørger du? Jamen jeg er jo knap nok kommet ud af mine teenage-år, og min hjerne tror stadig, jeg er 15 år, så jeg skal da have det citat i "Harry Potter and the Deathly Hallows" som får mig til at tude hver eneste gang, jeg læser bogen, hvilket jeg vel har gjort 738 gange efterhånden.
9. punkt på dagsordenen: Mathilde fylder 9 år på mandag, den 19. august. Måske jeg skulle lette røven og komme i gear med at rydde lidt op, så der er plads til gæsterne i morgen, men de 4 børn og det halve af disses far, har lige sprunget en atombombe i Duplo-kasserne, så min oprydningsintention er vist DOA.
Jeg giver op... Nok sludder for i dag :-)
Ha' en rigtig dejlig lørdag :-)
Kuren må være et indlæg om hulter-til-bulter-tanker, så de kan komme ud af hovedet igen.
1. punkt på dagsordenen: Jeg er hovedkulds forelsket i en mand, der spiller guitar på den mest lækre måde. Dylan Hekimian hedder han, og jeg har da sjældent set noget så lækkert, som når han sidder og klimper på sin guitar. Men prøv lige at se ham på youtube her. Det er såååå lækkert! Det farer sgu lige i *******! Jeg kunne SÅ godt ;-)
2. punkt på dagsordenen: Jeg har fundet et fantastisk menneske, der gider skrive et forord til min bog :-) Hun kalder sig selv, og jeg citerer, "en udfordrings-junkie", så det kan da kun blive skide godt! Jeg har store forhåbninger, og jeg er sååååå glaj for't!
Måske jeg burde få røven med mig og få den bog skrevet færdig. Meeeen det er jo trods alt ikke lige venstrehåndsarbejde, så der går nok lige lidt tid endnu.
3. punkt på dagsordenen: Jeg kunne såååå godt tænke mig at få rasta-hår. Det har jeg tænkt over længe, og tanken kan ikke rigtig slippe mig igen. Men jeg tør ikke, fordi jeg ved, at min mor vil gøre mig arveløs, hvis jeg gør det. Men det er SÅ flot, og det kunne være virkelig interessant at prøve (kom bare med alle fordommene, jeg er beredt - men pas nu på med at dømme bogen på omslaget; pas på med at kaste den første sten)!
4. punkt på dagsordenen: Ungerne er startet i skole, og de ville ikke have, jeg agerede paparazzi-idiot, så jeg har kun et enkelt billede af dem hver, som de ikke var tilfredse med at få taget. Hmm, møgunger!
Punkt 4.a. på dagsordenen: Inspektøren arbejder stadig på skolen og lader som om, jeg ikke eksisterer. Jeg er IKKE tilfreds!
5. punkt på dagsordenen: Jeg er i denne uge blevet kaldt følgende: skriftlig kommunikativ overlegen; drøvtygger; ordguru. Jeg tror nok, de alle sammen mener det pænt.... Eller nåwet ;-)
6. punkt på dagsordenen: Cornelia påstår, vi har fået "en udlevende snegl" i haven - og jeg fatter virkelig minus af, hvad fanden "en udlevende snegl" er, når hun forsøger at forklare mig det. Jeg har efterhånden ikke stort håb for mine børn med den mor, de har trukket i lotteriet...
Punkt 6.a. på dagsordenen: Mathilde har nu lært fætter Linus på 2 år at sige "SHIT". Der er ikke noget håb længere... Arv og miljø you know...
7. punkt på dagsordenen: Det er med vilje, jeg har skrevet "at til at" i overskriften. Jeg er så meget en ordguru, at jeg er nødt til at lave fejl med vilje bare for at virke lidt menneskelig ;-)
Punkt 7.a. på dagsordenen: Så selvfed har man bare ikke lov at være!!
8. punkt på dagsordenen: Jeg har bestilt tid til en ny tatovering og HOLD SÅ FULDSTÆNDIG KÆFT, hvor jeg glæder mig! Det er endnu bedre end jul (og jeg elsker virkelig julen). Hvad jeg skal have tushet, spørger du? Jamen jeg er jo knap nok kommet ud af mine teenage-år, og min hjerne tror stadig, jeg er 15 år, så jeg skal da have det citat i "Harry Potter and the Deathly Hallows" som får mig til at tude hver eneste gang, jeg læser bogen, hvilket jeg vel har gjort 738 gange efterhånden.
9. punkt på dagsordenen: Mathilde fylder 9 år på mandag, den 19. august. Måske jeg skulle lette røven og komme i gear med at rydde lidt op, så der er plads til gæsterne i morgen, men de 4 børn og det halve af disses far, har lige sprunget en atombombe i Duplo-kasserne, så min oprydningsintention er vist DOA.
Jeg giver op... Nok sludder for i dag :-)
Ha' en rigtig dejlig lørdag :-)
fredag den 9. august 2013
Da politisk ukorrekthed var tilladt...
Der hvor jeg færdes, er der mange, der påstår, at mine børn ikke er "rigtige" børn, fordi nutidens børn ikke er som datidens børn. Ja Gud ske tak og lov kunne jeg fristes til at sige...
Engang var det helt normalt at sejle på en ramponeret udgave at Kon-Tiki på en bundløs mose uden at besidde svømmeegenskaber overhovedet (som min mor engang har gjort), alle børn overlevede, og forældrene var ikke synderligt bekymrede.
Samfundet er bare blevet et andet, og børn skal helst passe ind i det civiliserede samfund; allerede når de går i børnehave, bliver de proppet i kasser, og det synes jeg, er lidt ærgerligt... Hvad fanden er der galt med originaler, som sejler på bundløse moser? Men vi skal bare helst først være originaler, når vi bliver voksne. Når man har min alder, bliver man ikke taget alvorligt, hvis man bare er "another brick in the wall", men vi opdrager vores børn til at passe ind i den grå mængde, vi kalder "normal", fordi samfundet forlanger det. Så er det sgu da ikke nemt at blive en original, med mindre man, som jeg, har det med hjemmefra.
Lidt politisk ukorrekthed er der dog sneget sig ind på denne side af årtusindskiftet. Nogen af jer kender sikkert "Halfdans ABC", og da jeg den anden dag læste den for gang nummer 7.014 for pigerne, bed det sig for alvor fast, hvor politisk ukorrekte de rim og remser egentlig er.
Et par af mine favoritter er:
"Citroner er sure og gule.
Cigarer er fulde af røg.
Charlotte er cyklet til Thule
med to kasser øl og et løg,
så hun har nok tabt sig en smule."
Cigarer, røg og øl i børnehøjde. Ja tak!
"Else elsker pelse.
Else elsker pølse.
Pølse åd hun dagen lang.
Elses pels blev alt for trang.
Pelsen holdt, men Else sprak.
Else - pelse - pølsesnak."
Spise-forstyrrelse i børnehøjde. Ja tak!
"Gåsen gav et gæstebud
for grisene til jul.
Grisene fik gåsehud
da gåsen gav dem sul."
Okay, Hannibal Lecter i børnehøjde. Jow da!
"Kanonkongen Knold,
der var gal som en trold,
købte kugler og krudt
for en krone,
kom en mægtig portion
i sin kanon
og skød hoved og hat
af sin kone."
Hustrumord i børnehøjde. Ja da!
Røde ræv! Røde ræv!
Lad min høne være.
Ellers skal jeg gi´dig tæv
så du bliver vind og skæv
som et havegærde!"
Vold mod dyr - ja hvorfor ikke!
"Æslet spiste æg og ærter
og fik slemme mavesmerter,
gik til doktor Æselkær
og fik varme omslag der,
fødte straks,
bevar mig vel,
en kylling i en ærtebælg!"
Lidt madforskrækkelse ser man spire - ja da!
Lad os nu ikke være så forskrækkede over ikke at passe ind i kasserne. Der skal være plads til os alle!
Rigtig god weekend :-)
Engang var det helt normalt at sejle på en ramponeret udgave at Kon-Tiki på en bundløs mose uden at besidde svømmeegenskaber overhovedet (som min mor engang har gjort), alle børn overlevede, og forældrene var ikke synderligt bekymrede.
Samfundet er bare blevet et andet, og børn skal helst passe ind i det civiliserede samfund; allerede når de går i børnehave, bliver de proppet i kasser, og det synes jeg, er lidt ærgerligt... Hvad fanden er der galt med originaler, som sejler på bundløse moser? Men vi skal bare helst først være originaler, når vi bliver voksne. Når man har min alder, bliver man ikke taget alvorligt, hvis man bare er "another brick in the wall", men vi opdrager vores børn til at passe ind i den grå mængde, vi kalder "normal", fordi samfundet forlanger det. Så er det sgu da ikke nemt at blive en original, med mindre man, som jeg, har det med hjemmefra.
Lidt politisk ukorrekthed er der dog sneget sig ind på denne side af årtusindskiftet. Nogen af jer kender sikkert "Halfdans ABC", og da jeg den anden dag læste den for gang nummer 7.014 for pigerne, bed det sig for alvor fast, hvor politisk ukorrekte de rim og remser egentlig er.
Et par af mine favoritter er:
"Citroner er sure og gule.
Cigarer er fulde af røg.
Charlotte er cyklet til Thule
med to kasser øl og et løg,
så hun har nok tabt sig en smule."
Cigarer, røg og øl i børnehøjde. Ja tak!
"Else elsker pelse.
Else elsker pølse.
Pølse åd hun dagen lang.
Elses pels blev alt for trang.
Pelsen holdt, men Else sprak.
Else - pelse - pølsesnak."
Spise-forstyrrelse i børnehøjde. Ja tak!
"Gåsen gav et gæstebud
for grisene til jul.
Grisene fik gåsehud
da gåsen gav dem sul."
Okay, Hannibal Lecter i børnehøjde. Jow da!
"Kanonkongen Knold,
der var gal som en trold,
købte kugler og krudt
for en krone,
kom en mægtig portion
i sin kanon
og skød hoved og hat
af sin kone."
Hustrumord i børnehøjde. Ja da!
Røde ræv! Røde ræv!
Lad min høne være.
Ellers skal jeg gi´dig tæv
så du bliver vind og skæv
som et havegærde!"
Vold mod dyr - ja hvorfor ikke!
"Æslet spiste æg og ærter
og fik slemme mavesmerter,
gik til doktor Æselkær
og fik varme omslag der,
fødte straks,
bevar mig vel,
en kylling i en ærtebælg!"
Lidt madforskrækkelse ser man spire - ja da!
Lad os nu ikke være så forskrækkede over ikke at passe ind i kasserne. Der skal være plads til os alle!
Rigtig god weekend :-)
Forbandede pilfinger...
...og det er ikke engang mine børn, der er nogle forbandede pilfingre. Det er mig selv! Nu er jeg kommet til at pille ved mit site, og nu kan jeg for det første ikke finde ud af at lave den om til det gamle igen, og for det andet kan jeg ikke finde ud af at ændre farven på teksterne i menuen i højre side.
For Fanden i Helvede, Gitte, din røv!
Nå, men kan vi lide det nye udseende?
Jeg summer lige lidt (ROTTWEILER-LORT) over det og håber, at jeg på et eller andet tidspunkt finder en "FORTRYD"-knap...
...og der er forresten liv i skoleinspektøren igen, efter han har holdt sin velfortjente(?) ferie; han har bare ikke gidet svare på mine lettere underlige spørgsmål - endnu. Jeg håber, det kommer, men who knows... Måske han bare synes, jeg er for åndssvag at høre på og derfor ignorerer mig resten af pigernes skoletid. Hvis han vælger den rute, forstår jeg ham egentlig godt; jeg er sgu lidt emsig at arbejde med :-)
For Fanden i Helvede, Gitte, din røv!
Nå, men kan vi lide det nye udseende?
Jeg summer lige lidt (ROTTWEILER-LORT) over det og håber, at jeg på et eller andet tidspunkt finder en "FORTRYD"-knap...
...og der er forresten liv i skoleinspektøren igen, efter han har holdt sin velfortjente(?) ferie; han har bare ikke gidet svare på mine lettere underlige spørgsmål - endnu. Jeg håber, det kommer, men who knows... Måske han bare synes, jeg er for åndssvag at høre på og derfor ignorerer mig resten af pigernes skoletid. Hvis han vælger den rute, forstår jeg ham egentlig godt; jeg er sgu lidt emsig at arbejde med :-)
onsdag den 7. august 2013
Ged...
Cornelia: "Er du da tosset, her lugter af ged, mor!!"
Mor: "Ej hvad din flabede unge, siger du, JEG lugter af ged?"
Cornelia: "Neeeeej mor, jeg siger HER lugter af ged....
Mor: "Nåååh..."
Cornelia: "...og det er min yndlingslugt i hele verden!"
Hun er sgu da nem at gøre tilfreds :-) Ingen farer for hun går i gang med at bruge allergifremkaldende og dyrtbetalte dufte af divergerende slags i en tidlig alder. Og når hun engang gør, køber jeg sgu en ged til hende :-)
Mor: "Ej hvad din flabede unge, siger du, JEG lugter af ged?"
Cornelia: "Neeeeej mor, jeg siger HER lugter af ged....
Mor: "Nåååh..."
Cornelia: "...og det er min yndlingslugt i hele verden!"
Hun er sgu da nem at gøre tilfreds :-) Ingen farer for hun går i gang med at bruge allergifremkaldende og dyrtbetalte dufte af divergerende slags i en tidlig alder. Og når hun engang gør, køber jeg sgu en ged til hende :-)
torsdag den 1. august 2013
2 års fødselsdag...
Min blog har fødselsdag i dag. Den fylder 2 år, og jeg aner ikke en skid om, hvordan man fejrer en blogs fødselsdag. Godt nok havde den også fødselsdag sidste år, men det gjorde jeg vist ikke det store ud af.
Så var det jeg tænkte, om jeg skulle smide et afsnit af min bog på bloggen, bare sådan for at fejre det hele lidt; så nu har jeg for første gang læst min bog fra ende til anden og helt ærligt... Så meget navlepilleri skal man fandeme lede l.æ.n.g.e. efter. Men jeg ELSKER den anyway :-)
Det giver bare heller ikke mening at lægge et afsnit ud, fordi den er en helhed. Men et lille stykke indledning - bare lige som en føler - kommer her.
Jeg ønsker ikke respons på det, og det meste af det, har jeg nok allerede blogget om. Men anyways, here goes:
Jeg aner ikke en kæft om at skrive bøger, men jeg ved en forbandet masse om mig selv, så derfor har jeg skrevet en bog om mig selv.
Ovenstående beskriver mig spot on! Derfor er mit liv sommetider den rene galskab, dels fordi jeg tænker med mine følelser, dels fordi jeg er et meget passioneret menneske. Jeg er passioneret i alt, hvad jeg foretager mig; også i mit kærlighedsliv. Denne passion kan godt være skide svær at beskrive, men så kom jeg i tanke om noget, jeg har læst i Fay Weldon og Maise Njor’s ”Livet for let øvede” som beskriver det ret godt:
”Det forekommer mig besynderligt, at nogle mennesker kan blive skilt uden den mindste ballade. Det kunne jeg bestemt ikke. Men nogle former for kærlighed er bare specielle, og hvis den forsvinder, bliver årene, siden man mødte hinanden, gjort betydningsløse; ens elskede vender sig bare pludselig mod en og fortærer en og regner ikke en for noget. Og så føler man sig som en ydmyget idiot, fordi man ikke engang så det komme. De mennesker med den uspecielle kærlighed bryder sig ikke om, at man taler ret meget om det, fordi for dem var ægteskabet bare en regeringsgodkendt kontrakt. Det har intet at gøre med sammensmeltningen af liv og eksistens og børn som et symbol på den kærlighed, og de føler, at de måske er gået glip af noget. Og det er de.”
Den specielle kærlighed; den ydmygede idiot; at man ikke taler samme sprog som dem med den uspecielle kærlighed; sammensmeltning af liv og eksistens; de er gået glip af noget.
Alt det kender jeg enormt meget til.
Jeg begyndte at blogge, da min ældste datter startede i 1. klasse; min mand havde året forinden besluttet, at jeg ikke længere skulle være hans kone men derimod hans ekskone, og jeg var begyndt på en ny uddannelse. Lige efter vi var flyttet fra hinanden, kunne vi godt tale ordentligt sammen, men det gik ret hurtigt i vasken, og i den efterfølgende periode havde jeg meget svært ved at se hvordan det hele skulle gå op i en højere enhed.
Jeg begyndte derfor at skrive, fordi det gav mening for mig at have et sted, hvor jeg, trods kaos, kunne fastholde mig selv omkring det vigtigste i mit liv – mine børn; skriveterapi kan jeg også kalde det. Det er egentlig ikke fordi, jeg har et skide spændende liv, eller fordi mine børn er de sjoveste i verden, men det gav mening for mig at skrive søde og sjove historier om mine dejlige børn, som også hjalp med at holde humøret højt. Mit hoved var fyldt til bristepunktet af følelsesmæssige forviklinger, og ærlig talt tror jeg, at jeg ville have glemt størstedelen af de søde og sjove ting om mine børn, hvis jeg ikke havde skrevet dem ned. Der var simpelthen ikke plads i mit hoved til at rumme det hele.
Sidenhen har den oprindelige tanke med bloggen ændret og udviklet sig. Jeg skriver stadig om mine børn, men også om visse ting i mit liv, som ikke omhandler mine børn; dog har der hele tiden været én ufravigelig regel: Jeg ville ikke fortælle historien om min skilsmisse og heller ikke sætte min eksmand i et dårligt lys!
Det har fungeret rigtig godt for mig siden jeg begyndte at skrive for 2 år siden, men jeg kan mærke, at det ikke helt er nok i længden. Jeg har brug for at skrive mine grimme historier også. Hele min historie som mor, fortalt fra mit point of view, herunder også historien om min skilsmisse. Selvom livet kan gå mig imod, er jeg stadig mor med alt, hvad den fornemme titel indebærer. Det har bestemt ikke altid været en dans på roser, og da vi pludselig skulle skilles, var det nærmere en kamp i Helvedes forgård. Jeg synes, det var meget grimt, men alligevel var jeg nødt til først og fremmest at tænke på mine børn. Det har jeg gjort, og nu har jeg behov for også at tænke på mig selv; behov for at fortælle mine grimme historier, fordi det er vigtigt for mig at give et billede af årsagen til, at jeg godt kan være en sur og bitter kost, der ikke rigtig stoler på andre mennesker i bestemte situationer. Det kan godt virke lidt underligt og temmelig narcissistisk at have behov for at udstille sine grimme og dårlige sider på den måde, men jeg har ingen intentioner om at opstille mig selv på en piedestal; jeg kan være en strigle, og det vil jeg bestemt ikke lægge skjul på.
Egentlig er jeg et relativt privat menneske, og jeg fortæller aldrig nye bekendtskaber min livshistorie, før jeg har kendt dem i 100 år og en madpakke, men for mig er det bare så naturligt at skrive om. Og nemmere fordi jeg er fri for at (over?)tolke folks grimasser og reaktioner. The written word is my best friend!
Jeg har af, for mig, uransagelige årsager fået ros for min blog. Der er rent faktisk nogle dejlige mennesker, som gider læse den. Om jeg har læsere, der ikke kender mig i det virkelige liv, ved jeg ikke, men de læsere, jeg kender, giver mig nogle rigtig gode og konstruktive kommentarer ind imellem. Og ros! Af og til ros i en sådan grad, at jeg bliver helt rød i hovedet, og hvor er det lækkert at andre sætter pris på/morer sig over/relaterer til noget, jeg bare sidder ved spisebordet og flikker sammen den ene aften efter den anden. Bare fordi jeg kan! Jeg elsker, at der er nogen derude, som måske kan bruge det, jeg skriver til noget, om end det bare munder ud i et smil; og af selvsamme årsag begyndte tankerne om at sætte det hele og meget mere sammen til en bog at spire i mit hoved.
Da jeg blev skilt, oplevede jeg en enormt stor berøringsangst fra rigtig mange af mine bekendtskaber. Men der var især én, som var pisse ligeglad med, hvor meget jeg tudede. Søde Janie, som er et fantastisk rummeligt og ærligt menneske, hun var sgu sej, da jeg skulle skilles! Da bekendtskaberne blev berøringsangste, hang hun ved, og der slog det mig, at vores samfund simpelthen mangler noget ærlighed.
Mens jeg har skrevet denne bog, har jeg sendt et prøvekapitel omkring min skilsmisse til et af mine yndlingsmennesker, Annette, for at høre hendes vurdering af dét, jeg skriblede, og for lige at veje stemningen omkring al det her ”drømmen om at skrive en egocentrisk bog”.
Retur kom blandt andet følgende:
Jeg blev simpelthen SÅ glad! Gu’ er mit liv en lorte-historie nogen steder, men det her er altså bare mit liv. Ærlige mig, uden filter!
At være uden filter synes jeg, er noget, der kræver modenhed. Jeg havde ikke turde gøre det for 10 år siden. Heller ikke for 5 år siden, men jeg er blevet ældre og klogere, og som Annette udtrykte det, så har verden brug for ærlighed, og det vil jeg sgu gerne give et bidrag til, selvom jeg kommer til at udstille mine grimme sider, for sådan er det virkelige liv; kaotisk, med mening, uden mening og fuldstændig tilfældigt!
Mine børn er hele mit liv, min eksmand var engang hele mit liv, og min familie er mit liv. Disse personer vil derfor indgå som en rigtig stor del af fortællingen, da de også bærer en del af æren (skylden?) for, at jeg er, som jeg er. Hvad jeg end måtte skrive om min familie, så er det ikke ment som en forsinket kritik, fordi jeg er utilfreds med hvordan tingene var og er. Jeg håber, det vil blive taget imod med åbent sind, for der ligger ingen ondsindede tanker bag.
I fortællingen vil jeg unægtelig komme til at skrive nogle lidet flatterende ting om min eksmand, så til ham vil jeg gerne sige ”Tja, sådan var det jo.” Undskyld hvis det kommer til at besværliggøre dit liv, det er ikke min intention. Som det ene af de to røvhuller i vores historik kan jeg ikke gengive forløbet objektivt, men jeg vil forsøge; jeg har ikke til hensigt at hænge dig ud, men jeg har brug for at skrive om min oplevelse af forløbet.
Hånden på hjertet så tror jeg, at han vil give mig ret i de faktuelle forhold, jeg beskriver. Så meget selvindsigt tror jeg trods alt, han har bibeholdt. Men det er selvfølgelig ikke sikkert – jeg er jo små dum og vildt naiv, så måske han afliver mig, hvis han læser det her. Men jeg tror det nu ikke! Hverken at han læser dette eller afliver mig forstås.
Slut på det lille indhak i indledningen :-)
Og jeg beklager det layoutmæssige rod, men Word og Wordpress snakker ikke helt samme sprog, hvilket dog burde ligge lige til højrebenet, da de deler fornavn...
Happy freaking birthday til min blog og tak til jer, der gider finde tiden til at læse med :-)
Så var det jeg tænkte, om jeg skulle smide et afsnit af min bog på bloggen, bare sådan for at fejre det hele lidt; så nu har jeg for første gang læst min bog fra ende til anden og helt ærligt... Så meget navlepilleri skal man fandeme lede l.æ.n.g.e. efter. Men jeg ELSKER den anyway :-)
Det giver bare heller ikke mening at lægge et afsnit ud, fordi den er en helhed. Men et lille stykke indledning - bare lige som en føler - kommer her.
Jeg ønsker ikke respons på det, og det meste af det, har jeg nok allerede blogget om. Men anyways, here goes:
Jeg har altid foretrukket passionens galskab
frem for forstandens ligegyldighed.
Anatole France
Jeg aner ikke en kæft om at skrive bøger, men jeg ved en forbandet masse om mig selv, så derfor har jeg skrevet en bog om mig selv.
Ovenstående beskriver mig spot on! Derfor er mit liv sommetider den rene galskab, dels fordi jeg tænker med mine følelser, dels fordi jeg er et meget passioneret menneske. Jeg er passioneret i alt, hvad jeg foretager mig; også i mit kærlighedsliv. Denne passion kan godt være skide svær at beskrive, men så kom jeg i tanke om noget, jeg har læst i Fay Weldon og Maise Njor’s ”Livet for let øvede” som beskriver det ret godt:
”Det forekommer mig besynderligt, at nogle mennesker kan blive skilt uden den mindste ballade. Det kunne jeg bestemt ikke. Men nogle former for kærlighed er bare specielle, og hvis den forsvinder, bliver årene, siden man mødte hinanden, gjort betydningsløse; ens elskede vender sig bare pludselig mod en og fortærer en og regner ikke en for noget. Og så føler man sig som en ydmyget idiot, fordi man ikke engang så det komme. De mennesker med den uspecielle kærlighed bryder sig ikke om, at man taler ret meget om det, fordi for dem var ægteskabet bare en regeringsgodkendt kontrakt. Det har intet at gøre med sammensmeltningen af liv og eksistens og børn som et symbol på den kærlighed, og de føler, at de måske er gået glip af noget. Og det er de.”
Fay Weldon
Den specielle kærlighed; den ydmygede idiot; at man ikke taler samme sprog som dem med den uspecielle kærlighed; sammensmeltning af liv og eksistens; de er gået glip af noget.
Alt det kender jeg enormt meget til.
Jeg begyndte at blogge, da min ældste datter startede i 1. klasse; min mand havde året forinden besluttet, at jeg ikke længere skulle være hans kone men derimod hans ekskone, og jeg var begyndt på en ny uddannelse. Lige efter vi var flyttet fra hinanden, kunne vi godt tale ordentligt sammen, men det gik ret hurtigt i vasken, og i den efterfølgende periode havde jeg meget svært ved at se hvordan det hele skulle gå op i en højere enhed.
Jeg begyndte derfor at skrive, fordi det gav mening for mig at have et sted, hvor jeg, trods kaos, kunne fastholde mig selv omkring det vigtigste i mit liv – mine børn; skriveterapi kan jeg også kalde det. Det er egentlig ikke fordi, jeg har et skide spændende liv, eller fordi mine børn er de sjoveste i verden, men det gav mening for mig at skrive søde og sjove historier om mine dejlige børn, som også hjalp med at holde humøret højt. Mit hoved var fyldt til bristepunktet af følelsesmæssige forviklinger, og ærlig talt tror jeg, at jeg ville have glemt størstedelen af de søde og sjove ting om mine børn, hvis jeg ikke havde skrevet dem ned. Der var simpelthen ikke plads i mit hoved til at rumme det hele.
Sidenhen har den oprindelige tanke med bloggen ændret og udviklet sig. Jeg skriver stadig om mine børn, men også om visse ting i mit liv, som ikke omhandler mine børn; dog har der hele tiden været én ufravigelig regel: Jeg ville ikke fortælle historien om min skilsmisse og heller ikke sætte min eksmand i et dårligt lys!
Det har fungeret rigtig godt for mig siden jeg begyndte at skrive for 2 år siden, men jeg kan mærke, at det ikke helt er nok i længden. Jeg har brug for at skrive mine grimme historier også. Hele min historie som mor, fortalt fra mit point of view, herunder også historien om min skilsmisse. Selvom livet kan gå mig imod, er jeg stadig mor med alt, hvad den fornemme titel indebærer. Det har bestemt ikke altid været en dans på roser, og da vi pludselig skulle skilles, var det nærmere en kamp i Helvedes forgård. Jeg synes, det var meget grimt, men alligevel var jeg nødt til først og fremmest at tænke på mine børn. Det har jeg gjort, og nu har jeg behov for også at tænke på mig selv; behov for at fortælle mine grimme historier, fordi det er vigtigt for mig at give et billede af årsagen til, at jeg godt kan være en sur og bitter kost, der ikke rigtig stoler på andre mennesker i bestemte situationer. Det kan godt virke lidt underligt og temmelig narcissistisk at have behov for at udstille sine grimme og dårlige sider på den måde, men jeg har ingen intentioner om at opstille mig selv på en piedestal; jeg kan være en strigle, og det vil jeg bestemt ikke lægge skjul på.
Egentlig er jeg et relativt privat menneske, og jeg fortæller aldrig nye bekendtskaber min livshistorie, før jeg har kendt dem i 100 år og en madpakke, men for mig er det bare så naturligt at skrive om. Og nemmere fordi jeg er fri for at (over?)tolke folks grimasser og reaktioner. The written word is my best friend!
Jeg har af, for mig, uransagelige årsager fået ros for min blog. Der er rent faktisk nogle dejlige mennesker, som gider læse den. Om jeg har læsere, der ikke kender mig i det virkelige liv, ved jeg ikke, men de læsere, jeg kender, giver mig nogle rigtig gode og konstruktive kommentarer ind imellem. Og ros! Af og til ros i en sådan grad, at jeg bliver helt rød i hovedet, og hvor er det lækkert at andre sætter pris på/morer sig over/relaterer til noget, jeg bare sidder ved spisebordet og flikker sammen den ene aften efter den anden. Bare fordi jeg kan! Jeg elsker, at der er nogen derude, som måske kan bruge det, jeg skriver til noget, om end det bare munder ud i et smil; og af selvsamme årsag begyndte tankerne om at sætte det hele og meget mere sammen til en bog at spire i mit hoved.
Da jeg blev skilt, oplevede jeg en enormt stor berøringsangst fra rigtig mange af mine bekendtskaber. Men der var især én, som var pisse ligeglad med, hvor meget jeg tudede. Søde Janie, som er et fantastisk rummeligt og ærligt menneske, hun var sgu sej, da jeg skulle skilles! Da bekendtskaberne blev berøringsangste, hang hun ved, og der slog det mig, at vores samfund simpelthen mangler noget ærlighed.
Mens jeg har skrevet denne bog, har jeg sendt et prøvekapitel omkring min skilsmisse til et af mine yndlingsmennesker, Annette, for at høre hendes vurdering af dét, jeg skriblede, og for lige at veje stemningen omkring al det her ”drømmen om at skrive en egocentrisk bog”.
Retur kom blandt andet følgende:
”Du skal intet forandre, for det var sådan, det var. Og det er dét, der gør det ”interessant” – du tør at fortælle tingene, som de er. Og det er dét, verden har brug for. Ærlighed!”
Jeg blev simpelthen SÅ glad! Gu’ er mit liv en lorte-historie nogen steder, men det her er altså bare mit liv. Ærlige mig, uden filter!
At være uden filter synes jeg, er noget, der kræver modenhed. Jeg havde ikke turde gøre det for 10 år siden. Heller ikke for 5 år siden, men jeg er blevet ældre og klogere, og som Annette udtrykte det, så har verden brug for ærlighed, og det vil jeg sgu gerne give et bidrag til, selvom jeg kommer til at udstille mine grimme sider, for sådan er det virkelige liv; kaotisk, med mening, uden mening og fuldstændig tilfældigt!
Mine børn er hele mit liv, min eksmand var engang hele mit liv, og min familie er mit liv. Disse personer vil derfor indgå som en rigtig stor del af fortællingen, da de også bærer en del af æren (skylden?) for, at jeg er, som jeg er. Hvad jeg end måtte skrive om min familie, så er det ikke ment som en forsinket kritik, fordi jeg er utilfreds med hvordan tingene var og er. Jeg håber, det vil blive taget imod med åbent sind, for der ligger ingen ondsindede tanker bag.
I fortællingen vil jeg unægtelig komme til at skrive nogle lidet flatterende ting om min eksmand, så til ham vil jeg gerne sige ”Tja, sådan var det jo.” Undskyld hvis det kommer til at besværliggøre dit liv, det er ikke min intention. Som det ene af de to røvhuller i vores historik kan jeg ikke gengive forløbet objektivt, men jeg vil forsøge; jeg har ikke til hensigt at hænge dig ud, men jeg har brug for at skrive om min oplevelse af forløbet.
Hånden på hjertet så tror jeg, at han vil give mig ret i de faktuelle forhold, jeg beskriver. Så meget selvindsigt tror jeg trods alt, han har bibeholdt. Men det er selvfølgelig ikke sikkert – jeg er jo små dum og vildt naiv, så måske han afliver mig, hvis han læser det her. Men jeg tror det nu ikke! Hverken at han læser dette eller afliver mig forstås.
Slut på det lille indhak i indledningen :-)
Og jeg beklager det layoutmæssige rod, men Word og Wordpress snakker ikke helt samme sprog, hvilket dog burde ligge lige til højrebenet, da de deler fornavn...
Happy freaking birthday til min blog og tak til jer, der gider finde tiden til at læse med :-)
Abonner på:
Opslag (Atom)