Bare tæer...

Ovenpå et par blog-fri dage, trænger vi vist til en lille latter, og min Dictator er altid klar på at levere materialet.

Jeg kan ikke huske hvordan samtalen opstod, men vi snakkede i hvert fald om én eller anden, der havde trådt noget op i foden, og skulle have det gravet ud på skadestuen.

Mathilde: "En pige fra 4. klasse har engang trådt et søm op i foden..."
Mor: "Øv, det var da uheldigt. Men hvorfor er det så, at I ikke må tåge rundt uden fodtøj, andre steder end på vores egen græsplæne?"
Mathilde (med et stort smil): "Ja det er jo derfor, mor."
Cornelia: "Det er jo altså ikke bare SØM, man kan få i foden.... Det kan jo også være glasskår.... Eller... Eller... Splintesten!!"

Jeg ved altså ikke, hvad en splintesten er, men det lyder i hvert fald ikke rart, hvis man spørger The Dictator!

Vokabularium...

For tiden er der langt imellem de "gode" ord her i huset - det er ikke så sofistikeret, altså.

Pigerne spiller iPads, griner, skændes, griner, snakker og griner lidt mere indtil Cornelia gør noget galt på sin iPad, hvorefter hun råber: "PIS OG RØV"

Mathilde: "Ej, sådan må man ikke sige!"
Cornelia: "Joh, for hverken pis eller røv er bandeord, det siger mor selv!"

Hvor er det bare pis og røv, når de af og til rent faktisk lytter til nogle af de mange ord, der dagligt vælter ud af hovedet på mig, og så bruger det imod mig - små bisser :-)

Skinke i strømperne?

Mine børn er simpelthen så kast-op-af-grin-sjove for tiden, men jeg har desværre ikke rigtig energi til at få skrevet om det. I dag har jeg dog en nogenlunde dag, så hermed en lille gengivelse af netop stedfundet samtale:

Mor: "Mathilde, de strømper du har på, gror der ikke kartofler ud af dem?"
Mathilde: "Jow!"
Mor: "Kaster du dem lige herud, så smider jeg dem ud?"
Cornelia: "Altså, det er også fordi Mathilde har så store fødder i mine strømper..."
Mor (mumlende): "Ahr, jeg tror nu ikke, det er fordi, Mathilde har store fødder i strømperne!"
Mathilde (råbende): "Ej helt ærlig mor, sagde du lige, at jeg har SKINKE-FØDDER i strømperne?"

Jeg ved ikke lige hvordan dét skete, men jeg har forsikret hende om, at jeg bestemt ikke synes, hun har skinke-fødder!!

Snestorm er sgu da hyggeligt!

Så kom snevejret også til Ølsted City den 2. december, og hvor var det da hyggeligt! Mine piger var i hvert fald meget begejstret for det - og jeg syntes nu også det var piv-hyggeligt!

 

 

I nat og i morgen, den 9. december, er det tid til en regulær snestorm, siger de på TV2. Og hvis Peter Tanev siger det, så tror jeg på det! Jeg synes, at snestorme er lidt hyggelige... Jeg kan godt lide, når naturen skruer bissen på og lammer Danmark, for jeg synes, at det er fascinerende, at naturen kan tage røven på lille Danmark, der ellers er et relativt veludviklet land, med en plan for stort set alle katastrofer - bortset fra de naturlige "katastrofer"; og i forhold til så mange andre lande, har vi vist ingen pive-rettigheder, så det gælder om at nyde det i stedet!

 

Nu er jeg spændt på at vågne i morgen tidlig og se hvor meget sne, der er kommet. Mathilde satser på, at det dækker vinduerne og Cornelia vil gerne have lidt mindre, for hun bliver lidt bekymret for sin kælk, hvis der kommer for meget.

 

Jeg krydser bare fingre for at de, der er nødt til at ud at køre, gør det ordentligt og ikke er til fare for sig selv eller andre.

 

Go' snestorm, Danmark :-)

Psykopater og løgnere...

For noget tid siden læste jeg en artikel om mødre, der lyver. Lyver for børnene, vennerne, andre forældre, sundhedsplejersken etc., om hvor hårdt det er at være forælder.
Dengang tænkte jeg, at jeg ville skrive et indlæg om løgnagtige forældre, men det blev ligesom i mit hoved og ville ikke rigtig komme ud i fingrene. Men tidligere i aften så jeg et spot i tv om en udsendelse, der kommer på DR 2 i dag - midt i Matador, så jeg må desværre gå glip af den - om hvordan det egentlig er at være forældre. UDEN FILTER!

Så var det lige, jeg tænkte ved mig selv, at jeg ofte har bræget om ærlighed her på bloggen og om, hvordan jeg savner, at andre i deres lortesituationer kunne være lidt mere ærlige. Selvfølgelig er det forskelligt hvor ærlige vi har behov for at være/hvor meget vi har brug for at fortælle. Personligt er der nogle mennesker, jeg hellere vil tude overfor og fortælle alt end andre, men hvis vi nu alle sammen kunne være sådan lidt "Ja, det er satme noget lort, det hele...", så har jeg ikke behov for at folk uddyber, hvis de ikke har lyst - det kommer nemlig lidt efter lidt, hvis vi er lidt tålmodige!

Men det var det hersens ærlighed vi kom fra; ærlighed om hvordan det er at være forælder. Jeg synes, at de forældre (mødre?), der ikke kan få sig selv til at fortælle, hvor meget en lorte-spasser-tjans det somme tider er at være mor, skulle få sig en blog! Det er tusind gange nemmere at skrive om end at fortælle højt. Når livet stinker aller mest, der er ikke flere penge før om 14 dage, børnene er lige til at sætte i dba.dk, ægtefællen skrider, huset sejler og hunden kaster op i sengen så SKRIV. Det hjælper! Og det er det nemmeste sted at være ærlig, for der er ingen, der stille dumme spørgsmål, spørger om du ikke selv er skyld i din latterlige skæbne, eller kigger på dig med medynk i blikket.

Ikke fordi jeg skal rose mig selv, men hvis nu de kære journalister fra DR 2 havde spurgt mig, så kunne jeg godt have fortalt dem, at mødre lyver. Hvis du nogensinde har været i en mødregruppe, ved du også godt, hånden på hjertet, at det aldrig har været så rosenrødt for dig, som det tilsyneladende er for mødrene i de nybyggede huse med gulvvarme, hvidolierede plankegulve, hvidt højglans køkken og VW-stationcar i dobbeltcarporten. Ej, nu skal jeg heller ikke generellisere, men de koner, jeg har været i mødregruppe med, har primært bestået af damer, der passer fint på ovenstående beskrivelse. Og jeg tror simpelthen ikke på, at alt har været så nemt for dem, som de har givet udtryk for, og det tænkte jeg allerede dengang - hvis det var sådan det skulle være, kunne jeg da lige så godt give fortabt med det samme!

Men så kom mine børn i dagpleje og senere i børnehave. Børnehavebørns forældre lyver også af helvede til. Det hele kan umuligt være rosenrødt, hvis man torsdag eftermiddag 10 minutter i lukketid står og råber af sit åndssvage barn, der ikke gider med hjem, mens man febrilsk forsøger at finde strømper, bukser, kjoler, flyverdragt, hue, vanter, skal tage stilling til hvornår barnet skal fotograferes næste lørdag og pædagogen gerne liiiiiiiiiiiiiige vil vide hvordan det står til i hjemmet, da barnet fortæller, at hunden er død, og far er kørt hjemmefra - sådan én har jeg af og til hørt på den anden side af garderoben, som senere på p-pladsen fortæller at alt kører som smurt i olie. Aaaargh, kan det nu være rigtigt? Man kunne jo sige "det er satme noget lort lige nu, og jeg magter sgu ikke rigtig at fortælle dig om det". Men det signalerer svaghed, og det kan vi saftsusemig ikke lide her i DK. Vi skal være så meget med på beatet, at vi helst skal være et omkvæd foran beatet; det er så overfladisk at jeg kunne kværke den næste der siger, at "det går fint", men samtidig er sortere end sort under øjnene og ligner én, der er mere end træt. Og så bliver vi også lidt berøringsangste, gør vi ikke? Hvis vi nu møder en forælder på p-pladsen, der ligner noget, som katten ikke engang gad slæbe rundt på, tør vi så spørge? Tør vi sige "du ser sgu ikke for godt ud, er der noget, jeg kan gøre?"? Det tror jeg faktisk ikke, der er ret mange, der tør gøre; og det er dælenlynemig trist! Øv hvor synes jeg, det er trist, at man ikke må have det af helvede til uden at blive offer for alle fordommene og rygterne. Men jeg skal vist stå lidt tidligere op, hvis jeg skal revolutionere og ændre den gængse holdning her i min lille by.

Tror vist lige jeg kom lidt ud af et sidespor her; det jeg egentlig gerne ville sige var, at jeg synes, det er trist, at vi ikke kan tillade os at være mere ærlige uden frygt for at blive stemplet og offer for offentlig sladder og bagtalelse. Jeg gider sgu heller ikke være ærlig, hvis jeg så bliver næste emne hos frisøren - men det har jeg da været, og jeg overlevede. Til dato har jeg ikke fortalt mere end 3 i denne lille by, at x-man skred og sjovt nok gik der ikke mere end 5 dage før hele byen vidste det; og til dato er der ikke én, der har spurgt mig hvordan det nu gik efter vores samlivsophør. Jeg tror, der er lidt berøringsangst...

Og nu kørte jeg igen af sporet; da jeg så spottet på DR 2, var der en klog mand, der sagde: "Beskrivelsen af det idylliske familieliv er skrevet af psykopater og løgnere...". Ja for fanden, det er jo lige det, jeg mener!

Det er ikke en skid idyllisk, men med lidt snilde, klogskab og kærlighed bliver det sjovt, hårdt, fantastisk, elendigt, overvældende, dyrt, åndssvagt og hyggeligt :-)

De knogler, de knogler, de skøre knogler...

Kender I Knoglesangen? Ellers skal jeg se om jeg kan få mine børn til at optræde, så kommer den herpå. Jeg har også verdens sødeste kollega, som jeg først lærte den af, men hun vil nok desværre ikke optræde - jeg tror ikke, hun kan bestikkes med en Danonino og en ekstra godnathistorie - desvææææærre.........!

Men "De Skøre Knogler" mv. er stikordet til min kummerlige tilværelse pt.

Blogfravær = undtagelsestilstand = sygdom - sådan i korte træk!

Jeg har bestemt mig for, at jeg ikke gider lade den forbandede ryg (mv.) ødelægge min blog med dårlig stemning, så det er stadig kun tilladt for mig at blogge om mine dejlige børn, livets store mysterier og så en lille smule bitcherier.

Jeg skulle have været røntgenfotograferet i dag - for 2. gang - men det blev jeg ikke, for jeg var ikke klar over, de holdt efterårsferie i Skanderborg. Men så blev jeg da så meget klogere. Det må blive på mandag i stedet. Men mandag er også bedre end den dag ultimo NOVEMBER, jeg tidligere har fået tildelt.

Men i går ville jeg lige informere mine børn om det fremtidige billede af mit aller inderste selv, og jeg fortalte dem derfor, at jeg skulle have taget billede af mine knogler i ryggen.

Mathilde: "Mor, knoglerne, er det dem der ligesom kødben? Altså hvor man tegner et halvt hjerte i hver ende? Sidder de i ryggen?"
Mor: "Nej, den slags knogler sidder primært i armene og benene. I ryggen er der sådan nogle små firkanter, som sidder ovenpå hinanden, som nærmest er limet sammen..."
Mathilde: "Men det er ikke sådan nogle, man tegner som halve hjerter?"
Mor: "Nej, det er det ikke."
Mathilde: "Nå... Hvordan er ryggen limet sammen - har man brugt en limpistol?"
Mor: "Nej, der er ikke brugt en limpistol, sådan er man jo bare lavet inden i sin mors mave. Der er det jo ikke nemt at komme ind med en limpistol, når man er inde i maven."
Mathilde: "Nej nej, men har man brugt en limpistol, der hvor vi blev opfundet?"
Mor: "Heller ikke, nej, men sød tanke, My."

*indsæt her laaaaaaang eftertænksom  pause*

Cornelia: "Er det nogle billeder, du må få med hjem eller hvad??"

Det måtte jeg desværre også svare skuffende på, for jeg tror godt, Nelly kunne have tænkt sig at se knogle-billeder, også selvom det ikke er af "kødbens-knoglerne" :o)

Apropos Mathildes udtryk "da vi blev opfundet" - i hendes søde hjerne mener hun, da menneskene blev "opfundet", hvilket i vores hus er, da Gud lige fixede Adam og Eva - om han så har startet med at lime deres rygrad sammen. Det er da en sød tanke :o)

Der er gået alt for længe, siden jeg sidst var her. Det er ikke med min gode vilje; men her kommer lige et par eventuelle emner, vi skal omkring her på bloggen, når jeg engang kommer til at kunne sidde foran en pc i mere end 20 minutter ad gangen uden at skulle have 2 timer på langs:

- den danske folkekirke
- soja-produkter (jeg har i forbindelse med mine hyppige besøg hos læge Lasse fået konstateret mælkeallergi, æggeallergi, katteallergi, husstøvmideallergi og græsallergi) og deres anvendelse i det danske køkken - uha - det bliver et af de mere interessante indlæg.
- at hoppe ud fra 39 kilometers højde bare fordi man kan
- Halloween
- vitaminpillepriserne
- Eminem fylder 40 år i dag og jeg er stadig vildt forelsket i ham!
.....og ind i mellem det hele skal jeg nok få rodet en hel masse børn.... Altså kun mine egne :o) Vor Herre bevares, havde jeg ikke selv lavet dem, havde jeg heller ikke gidet skrive om dém :o)

Jeg håber, alle mine søde læsere har det godt (i hvert fald bedre end mig, men der skal så heller ikke så frygtelig forfærdeligt meget til i øjeblikket). Jeg er for første gang i mange mange utrolig mange år ikke lykkelig over min tilværelse! Det er saftsusemig NITTEN!

Æg...

Den her er simpelthen så sød, at jeg er nødt til bare at skrive den, som den er, uden forhistorie, morale eller rød tråd.

Moren har lige kogt æg og er ved at pille dem.
Mathilde: "Mor, hvordan ved du, at der ikke er en kylling i de æg, du har kogt?"
Mor: "Det kommer der kun i ægget, hvis hønen, der har lagt det, har en hane at bo sammen med."
Mathilde: "Hvordan ved du, den ikke havde det?"
Mor: "Fordi så havde de ikke solgt æggene til fakta, hvis de ville lave kyllinger i stedet."
Mathilde: "Men det kan du jo ikke vide....?"
Mor: "Nej, det kan jeg faktisk ikke, men man er jo nødt til at stole på, at det er sådan, for vi kan jo ikke tjekke alle æggene, inden vi køber dem."
Mathilde: "Nej, det kan vi ikke...

*lang pause*

Mor, hvis du ikke havde haft *navn på x-man*, var Cornelia og mig så også blevet til et æg og solgt i fakta?"

Så fik vi en laaaaaang snak om forplantning og æg i mødre, der er så små, at de IKKE bliver solgt i fakta :o)

Sky-transport

Så var det jo lige, at vi var på dulle-tur til Staden, for at hente Fruens nye briller. I bilen er der følgende dialog...

Mathilde: "Jeg gad godt nok ikke være en sky... Det må godt nok være kedeligt!"
Mor: "Nå, hvorfor tror du det?"
Mathilde: "Fordi de hænger jo bare dér. Og laver ingenting. Måske sover de lidt. Det eneste vilde der sker, er når vinden puster til dem, så de blæser lidt længere væk..."

 

Sikke filosofisk, nåede jeg lige at tænke INDTIL The Dictator meldte sig i samtalen...

Cornelia: "Jah, men til gengæld tror jeg, det kilder helt vildt i rumpetten på skyen, når vinden puster til den!"

Jow jow...

Gode råd om rulleskøjter

Vi var på en lille rulleskøjtetur i dag, da det var helt fantastisk vejr til rulleskøjterulning (eller hvad det hedder).

Da vi kørte den ene vej, var terrænet nogenlunde plant, men på den sidste del gik det noget ned ad bakke, så det gik rigtig fint. Da vi så skulle hjem igen, gik det jo op ad, og så snakkede vi lidt om, hvor besværligt det kan være at køre op ad bakke på rulleskøjter.

Cornelia: "En god idé når man kører op ad, er at gøre sig så tung som mulig."
Mor: "Hvorfor skal man gøre sig tung?"
Cornelia: "Fordi hvis man ikke gør det, så risikerer man jo, at man begynder at køre baglæns ned igen... Og så er det svært at bremse!"
Mor: "Hvordan gør man sig tung?"
Cornelia: "Man skal bare stramme musklerne helt vildt meget ned mod fødderne, så bliver man tungere..."

Så ved I det, hvis I skulle få lyst til at køre op ad bakke på rulleskøjter - gør jer tunge :o)

Babyer...

Jeg ser Årgang 0. Det er jeg vist tidligere kommet til at fortælle, så jeg forventer ikke det store mobnings Angriff, men det kunne jo ske.

Men hvorom alting er, så kan jeg ikke tåle at se fødsler og små babyer, uden jeg også vil have én! Jeg vil have en baby mere. Jeg vil, jeg vil, jeg VIL - virker det, hvis jeg også tramper i gulvet samtid med? Og den her åndssvage og super urealistiske tanke fik mig til at tænke på noget Mathilde sagde, da vi snakkede om hendes fødselsdagsønsker for en måned siden.

Mathilde: "Mor, jeg vil gerne have endnu en lillesøster i fødselsdagsgave."
Mor: "Mjoo, men det kan man jo ikke bare lige få. Der skal jo lige være én, der gider være far også."
Mathilde: "Ja så synes jeg da virkelig, at du skal til at finde dig en kæreste!!"

Den er sgu ikke så nem at komme igen på ;o)

Befippelse!

Der var engang mine børn kunne gøre mig befippet med jævne mellemrum. Det sker ikke så tit længere; jeg tror, jeg er blevet hærdet!

Men det kan trods alt ske, at jeg får serveret en kommentar, jeg ikke ved, hvordan jeg skal agere på. Som i eftermiddag, da The loooooovely Dictator sagde følgende sådan lidt ud i luften.

Cornelia: "Jeeeeeeg må vist hellere gå på toilet, inden jeg skider i bukserne..."

Sikke et vel artikuleret og ærligt barn med et veludviklet vokabularium, hva'?!?!?

Jeg.har.ikke.tid...

...til at blogge, altså.

 

 

1. Der sker ikke en dyt i vores liv pt. Den ene dag æder den anden, og sådan går det bare, slag-i-slag.

 

 

2. Mine arvinger har så travlt med at gå i skole, at de ikke i øjeblikket leverer særlig meget underholdende blog-materiale.

 

 

3. Dét, de leverer, har jeg ikke tid til at skrive ned, for vi har fået et nyt familie-medlem, der tager al min tid.

 

 

Men I kan da lige få et par relativt nye billeder af mine primære blogmateriel-leverandører fra vores ferie i Berlin.

 

 

Mathilde. Glad, frejdig og smilende engel som hun altid er.

 



 

 

 

 

 

Og Cornelia, som her ligner alt andet end den diktator, hun egentlig er.

 

 

Men tilbage til det nye familiemedlem, som kræver meget af min tid og koster mig en formue; jaja, jeg har selv bedt om det, så jeg skal ikke pive, men alligeveller... Det er selvfølgelig en vaskemaskine, jeg her snakker om.

Den gamle vaskemaskine afgik ved døden for en uge siden, endda på Mathildes fødselsdag; den har i en lang periode givet mig grå hår og søvnløse nætter, fordi den var så åndssvag, så det er nok meget godt, at både den og jeg nu har fået fred fra hinanden. Og så er den selvfølgelig blevet erstattet af en smartere, nyere, bedre model. Den og jeg har bare ikke rigtig fundet ud af hinanden endnu, og det er derfor, den koster mig en del tid.

Den er simpelthen så smart at det eneste, den nærmest ikke kan, er at smørre madpakker.

Nu vil jeg gå ud og sætte en ordentlig omgang sengetøj over, det kan jeg vel finde ud af - trods alt :-)

Fuck - der er fødselsdag igen!

Jeg ved virkelig ikke, hvad der sker i min hjerne - eller mangel på samme - når mine børns fødselsdage nærmer sig.

Jeg bliver sådan lidt: "LALALALA, hvis jeg graver mig ned i arbejde, studie, bøger, hobby, whatever, så kommer dagen nok slet ikke, og så behøver jeg ikke forholde mig til noget lige nu, LALALALALAAAAAAA!"

Men jeg vil gerne afsløre, at det gør den altså!! No matter what!

Og på søndag, hvor det bliver 30 grader og høj solskin, har Mathilde fødselsdag. Mit store monster bliver dælme 8 år. Jeg fatter ikke, at tiden kan gå så hurtig. Så lad os spole tilbage og lade som om hun bliver 4 år, har små søde, fede babyfødder og enorme krøller i sit fine babyhår. Men sådan er det jo ikke... Hun bliver 8 år, kan snart dele sko med sin mormor og har det sejeste, korte teenage-hår, der skal gelé og alt muligt i.

Men fødselsdag det bliver, og af selv samme årsag, har jeg pisket rundt hele dagen, da jeg langt om længe fik fri fra arbejde (støvsugning og oprydning hører med under undtrykket "piske rundt"). Mens jeg tossede rundt og støvsugede og skrååååålede "Simple Man" så selv hunden var nødt til at gå i haven imens, slog det mig lige hvor lidt tid, jeg egentlig bruger på at gøre rent; jeg er jordens største rodehoved, det er ikke nogen hemmelighed, men jeg synes godt nok, det er sjovere at bruge min tid på noget, der gavner menneskeheden mere end at støvsuge; og så længe vindheksene ikke bliver så store, at pigerne forsvinder i dem, kan jeg virkelig ikke se problemet. Og så kom jeg til at tænke på noget, jeg læste i min sommerferie i "Livet for let øvede" af Maise Njor og Fay Weldon, som jeg så ofte har prøvet at sige, men ikke har haft de rette ord for; men det er da rart at vide, at Fay Weldon forstår mig. Det er taget ud af et afsnit, hvor de snakker om, hvordan vi ønsker at se os selv, og ikke mindst hvordan vi ønsker at andre skal se os. Dertil siger Fay Weldon:

"Jeg ville hellere have en mor, hvis bil er fuld af hundehår og Bounty-indpakningspapir, end en, der holder bilen i tiptop stand. Så ville jeg spekulere på, hvorfor hun havde så dårlig samvittighed og hvordan hun nogensinde skulle få tid til at elske mig."

Og det er jo lige det, jeg mener!!

Tåbelige spørgsmål!

Det var en stor, stor dag i mandags, da The Dictator havde aller første skoledag. Hold nu fest, hun hang nærmest i loftet hele formiddagen, og hun syntes bestemt ventetiden var lang til klokken 10. Men klokken blev da heldigvis 10 langt om længe, og vi dullede i 0.a.

Det var en super god dag!

Men som der hører sig til, en masse åndssvage spørgsmål fra hendes mor.

Mandag:

Mor: "Er det sjovt at starte i 0. klasse?"
Cornelia: "Det ved jeg ikke endnu, jeg har jo kun været der 4 timer..."

Tirsdag:

Mor: "Nå Cornelia, er det godt at gå i 0. klasse?"
Cornelia: "Det ved jeg ikke, for man går ikke så meget, man sidder mere ned..."

Det danske sprog er også en svær én!

Navlebeskuelse!

Så blev det dagen før dagen! Altså dagen før dagen hvor Cornelia starter i 0. klasse - sikke en milepæl; og Mathilde starter i 2. klasse - endnu en milepæl, omend ikke så stor som aller første skoledag.

Men når de nu skal starte i skole i morgen, syntes deres emsige mor, at de nok hellere måtte snuppe et bad i dagens anledning.

Mathilde efter badet: "MOR, der er ikke flere håndklæder herude!"
Mor: "Uno momento, jeg finder lige et."
Mathilde: "Okay, så vrider jeg lige min navle imens..."

Hvaffor-genet

Jeg har under begge mine graviditeter, gjort mig rigtig mange tanker af mere eller mindre nyttig karakter; ved nærmere eftertanke var der nok flest af de direkte nytteløse tanker, som det alligevel er umuligt at gøre noget ved.

Jeg har blandt andet spekuleret rigtig meget over hvem af forældrene, de ville komme til at ligne. Både af sind og skind. Jeg synes bare, det er enormt sjovt, når man kan se, hvor børn "kommer fra".

"Bare de ikke arver mit temperament."
"Bare de ikke arver mit syn og får brug for briller."
"Bare de arver min næse."
"Bare de arver min lærevillighed."
"Bare de arver mine boglige evner."

Men skulle de nu risikere at arve mit temperament eller dårlige syn, går det jo nok også; jeg har da klaret mig med det, så der er håb forude.... Lige indtil følgende tanke: "Fuck, de arver sgu nok også noget fra mine forældre og længere ude; dobbelt fuck, de arver sgu nok også noget fra SVIGERFAMILIEN...."

Og det gjorde de sgu!

Men sjovt nok passer det, der kan give mig krummede tær og ondt i ørerne fra begge familier, rigtig godt ind i mine børns personlighed. Helt tosset var det nok alligevel ikke...

Og dog; The Dictator har jo godt nok sin mors (og sin oldemors) temperamant. Og Mini Darwin har arvet sin mors evindelige spørgetrang og store skepsis for livets og Jordens opståen.

Ikke mindst har de arvet deres mors "Hvaffor-gen"

Mathilde (råbende): "Ej mor, Cornelia sidder foran fjernsynet, jeg kan ikke se noget!!!!"
Mor: "Cornelia, er du sød at flytte dig lidt?"
Cornelia: "Hvaffor?"
Mor: "Fordi Mathilde ikke kan se noget."
Cornelia: "Hvaffor ikke?"
Mor: "Ja fordi du sidder foran fjernsynet."
Cornelia: "Hvaffor?"
Mor: "Spørger du mig, hvorfor du sidder foran fjernsynet?"
Cornelia: "Hehe, nåååhr nej."

Virker det lidt, som om det er en vane for hende at sige "hvaffor?" eller er det bare mig, det ser sådan ud for?

Mor: "Husk lige at rede hår inden vi kører, piger."
Mathilde: "Hvaffor?"
Mor: "Fordi det er filtret."
Mathilde: "Hvaffor?"
Mor: "Tja, har du sovet vildt i nat og tåget rundt som en lille trold under dynen?"
Mathilde: "Ej mor, hvorfor skulle jeg gøre det?"

Og lige pludselig er det MIG, der har et forklaringsproblem?!?!?!

Hvad sker der lige for det der "hvaffor-gen"? Men på den anden side, det kan jeg nok takke mit eget genetiske arvemateriale for, for der er ingen tvivl om, de har det fra min side; jeg gør det nemlig også :o)

Skal jeg se lidt positivt på det, tror jeg, det gavner deres sprog, for de bliver vildt gode til at forklare og beskrive ting, når jeg gør det samme!

Sommerferie

Så er ferien dælme slut, prut, finale.

Det har været en rigtig god én af slagsen, og noget af tiden har jeg blandt andet brugt på at læse "Livet for let øvede" af Fay Weldon og Maise Njor.

Egentlig ville jeg bare anbefale den. Jeg elsker nærmest alt, hvad Maise Njor skriver, for jeg synes, hun gør det godt, og hun giver meget af sig selv (også sit "grimme" selv), og det skal der virkelig mands mod til at gøre. Det tager jeg hatten af for.

Men grunden til denne ramte mig så godt er, at de snakker meget om livet som mor, skilsmisser, tudeture, dumme mænd o.s.v.

Fay Weldons første skilsmisse kunne lige så godt være skrevet om mit liv (meget af den i hvert fald) og Maise Njors nuværende følelser midt i skilsmissen kunne lige så godt have været mig.

Summasummarum: Det er en anbefalelsesværdig bog!

Når jeg lige får samlet mod til det, vil jeg skrive lidt om, hvorfor den er så god, for det er nok nødt til at blive lidt personligt, men jeg vil så nødig træde nogen over tæerne.
Her vil jeg lige påpege, at det ikke er fordi jeg synes mit liv er skide interessant for alle andre, men fordi jeg tror, det vil være meget godt for mig, at samle tankerne på den måde.

Det summer jeg videre over!

Håber I alle har en god sommer :o)

Fat-svag mor, mine børn har!

Mine arvinger har haft gang i en større sortering og oprydning i spil-skabet her inden sengetid, hvilket førte til følgende udsagn:

Mathilde: "Mor, inde i spil-skabet har vi fundet to spil, som vi ikke gider at have. Må vi ikke give dem til Linus og Silke, hvis de vil have dem?"
Mor: "Hvilke spil er det liiiiiiige vi snakker om?"
Mathilde: "Altså det er sådan nogle baby-spil; så Linus og Silke kan sutte på dem, uden de dør af det..."
Mor: "Kan du mon beskrive dem for mig, så jeg lidt bedre kan forstå det?"
Mathilde: "Altså mor, det er jo træ-puslespillene, fatter du da slet ikke, hvad jeg siger?!?!?!"

Langt om længe faldt 5-øren for mig!

Mine børn har det hårdt, fordi de har sådan en sløv-i-optrækket mor :o)

Godt jeg ikke er født flamingo

Det der med at stå på ét ben er, jf. The Dictator, noget af en kunst, når man er 29 år; eller også er det bare fordi jeg er hendes mor...

Cornelia: "Mor, du kan da ikke stå på ét ben?!?"
Mor: "Joooh, det vil jeg da nok påstå, jeg kan. Hvorfor?"
Cornelia: "Det virker bare ikke som om det er ret nemt, når man er sådan en gammel én som dig..."

Og så gik hun sgu?!?!? Hvilket nok var meget godt, for jeg havde ikke lige en smart replik at fyre retur...

Dårlig hørelse!

Mathilde: "Hvis man har et glasøje, gør det så ondt at blive prikket i øjet?"
Cornelia: "Nej, men hvis man har et glasøje, så kan man ikke læse ordentligt..."
Mathilde: "Nej måske ikke."
Cornelia: "...og hvis man putter det i øret, kan man ikke høre ordentligt!"

Jeg kan slet ikke gennemskue, hvorfor man skulle få lyst/behov for at putte et glasøje i øret!

Tossede, dejlige børn :o)

De har en plan...

Jeg har tidligere nævnt, at mine børn har et utroligt ambivalent forhold til det dersens opreklamerede baderi, som deres mor med jævne mellemrum tvinger dem til; og når det endelig er lykkes mig at få dem presset i badekaret eller under bruseren, vil de sgu ikke derfra igen.

Det er jo ikke nemt så!

Da The Dictator (ja tak, hun er tilbage for fuld hornmusik - Gladsaxe Pigegarde go home) i dag skulle i bad, brugte vi først en lille halv time på at finde på argumenter henholdsvis for og imod det bad, jeg mente, hun skulle have.

Blandt ét af de rigtig gode argumenter var: "Mor, du har selv sagt, at det kun er voksne, der må bruge parfume fordi det kun er dem, der lugter; OG JEG ER IKKE VOKSEN!!"

Om det lige har været sådan, jeg formulerede mig, er jeg ikke helt sikker på, men det er dét, Cornelia har hørt; og deraf har The Dictator selvfølgelig draget den konklusion, at så behøver man ikke bade, hvis man ikke er voksen og lugter...

Det startede som noget, der lignede en fredsforhandling i Palæstina hvor enighed var lig umulighed, men det gik da alligevel sådan, at The Dictator besluttede sig for, at det var nemmere at gå frivilligt i bad i stedet for at høre Stasi Generalen Mor blive ved med at udstede ordrer - og så forsvandt hun. Efter 10 minutter havde jeg stadig ikke hørt bruseren blive tændt og undrede mig en smule over, at hun var så tavs. Da vi bor i verdens mindste Dukkehus, kom det som lidt af en overraskelse, at Cornelia kunne blive væk. Men væk det var hun, og hun nægtede at svare, når jeg kaldte... Hmm... Hverken ude eller (tilsyneladende) inde. INDTIL - ja - nedenstående forklarer det ret godt.

Torskerogn

I dag spiste jeg en torskerognsmad i min middagspause, hvilket beskriver nogenlunde, hvor meget der sker i vores liv i Dukkehuset pt.

Men nu svigter mine arvinger jo sjældent i forhold til fjollede kommentarer, så her til eftermiddag fik jeg, efter at have opvartet mine børn efter alle kunstens regler, følgende svar på tiltale:

Mor: "Hov, jeg glemte salt, vil du ikke være sød at hente saltkværnen, Cornelia?"
Cornelia: "Nej, jeg sidder lige så godt."
Mor: "Aaaaarh, bebeeeeee?"
Cornelia: "NEJ, mor; det hedder hjælp-til-selvhjælp!"

En hvaffor-én?

Mathilde: "Mor, har du nogensinde set en pikfugl?"
Mor: "En hvad-for-en?"
Mathilde: "En pikfugl?"
Mor: "Ej Mathilde, hvad er det du siger?"
Mathilde: "Mor, jeg siger en PIKFUGL!"
Cornelia: "Mor, hun mener en big-foot."

Nååååhr....

Lidt om snegle

Vi har fået udestuen totalt shinet op, den er piv lækker, og der er bare så hyggeligt derude igen; så i dag har Mathilde og jeg flyttet lidt rundt på møblementet, og jeg er så småt i overvejelser omkring det kommende spisebord derude. Jeg har også et gammelt sofabord derude; et fyrtræs sofabord som i den tid, jeg har haft små børn, er blevet udsat for a.l.t. hvorfor den er pænt medtaget af det hårde liv som sofabord i en småbørnsfamilie.

Da vi var færdige med det, gav jeg mig til at vaske/skure det forsømte sofabord efter alle kunstens regler og under den gennemgribende operation, kom Cornelia for at stikke sin lille nysgerrige næse i det.

Cornelia: "Mor, hvad laver du?"
Mor: "Vasker sofabordet af fordi det er møgbeskidt med tush, lim, papmache, kuglepen og alt muligt andet. Så det må vi hellere få vasket af, når det nu skal stå i vores fine udestue."
Cornelia: "Det ville godt nok være smart, hvis det gik af af sig selv..."
Mor: "Jaaaah, det ville det."
Cornelia: "Men det er der jo ikke rigtig noget, der gør... Måske lige bortset fra snegle... De ville nok gå af af sig selv!"

Mja - ved ikke lige hvor hun fandt koblingen emnerne imellem, men hun har da fat i noget!

Begejstring - kender I det?

Kender I dét der med, at man ved der er to par gummistøvler et eller andet sted på matriklen, men de er bare fuldstændig gone - bye bye?

Sådan havde jeg det i går. To par gummirøjsere forsvundet, så jeg igangsatte Operation: "Find røjserne". Vi ledte hid og did, hist og her, nært og fjernt og der var ingen røjsere nogen steder. Så gik turen i skuret, der måtte de jo for pokker være. Men der var heller ingen røjsere - sådan lige umiddelbart i hvert fald; til gengæld var der en sneskovl - tadaaaa. Det syntes jeg var helt fantastisk, og jeg blev simpelthen så begejstret, at jeg ikke snakkede om andet resten af dagen.

Mathilde: "Altså mor, kan du ikke snart snakke om noget andet end den skeskovl? Det er lidt ligesom da Nelia og mig den anden dag selv smurte madpakker... Der snakkede du heller ikke om andet..."
Mor: "Jamen det er da bare fordi jeg er så begejstret - så glad, når der sker noget uventet i den positive genre."
Mathilde: "Ved du, hvad der gør mig glad?"
Mor: "Nej?"
Mathilde: "Når vi slipper for at komme i bad..."

Jaja, der kan man bare se; Mathilde er lige så nem at gøre glad og begejstret som sin mor, og jeg tror på, det er en positiv evne at besidde.

Så vi vil bruge sommeren på at være non-stop-begejstrede over de små ting i livet, som fx at slippe for at gå i bad og finde sneskovle midt i juni måned. I love it!

Det er dét, jeg mener!

Jeg har fået et input...eller var det ros...eller bare noget andet; det sætter jeg enorm stor pris på, for jeg synes, det er super dejligt, at der faktisk er rigtige, ægte mennesker, der gider læse min blog.

Jeg synes selv, jeg er yderst ærlig i min blog og jævnligt så ærlig, at det giver nogle mærkelige reaktioner - men sådan er det jo nok bare at blotlægge sit liv på den måde; jeg skal bare lige vænne mig til det. Grunden til denne ærlighed er egentlig bare, at jeg ville have givet min højre arm for en lille smule ærlighed fra mine medmennesker, da jeg havde små børn, da jeg blev skilt og når jeg til stadighed kæmper en brav kamp for at skabe et tåleligt forhold til xman. For ærlig talt tror jeg ikke på, at der ikke er andre, der har prøvet noget lignende, og så ville det have været guld værd at have én at søge råd og støtte hos. Det har der imidlertid ikke været og med fare for at lyde fordømmende, så har jeg en tese om, at det for mange mennesker er mere vigtigt at holde facaden end at blotte sin sårbarhed når livet stinker!

Da jeg jo absolut lider af en meget specifik lidelse kaldet: "Jeg-er-skabt-til-store-ting-så-nu-skal-jeg-være-Jeanne-d'Arc-wannabe-og-vise-vejen-for-dem-der-ligesom-jeg-har-været-følelses-mæssigt-på-røven!" og selvom det ikke lige er Hundredeårskrigen jeg skal lede, så vil jeg gerne slås lidt for at få lidt mere ærlighed i verden. Slås lidt for at det ikke er et tegn på svaghed at vise sin grimme, hævngerrige, sårbare side når man bliver godt og grundigt snydt og bedraget af mennesker man, som i mit tilfælde, elskede højere end livet selv.

Det jeg gerne vil frem til er, at al denne herlige ærligehed også har gjort, at jeg har skrevet om hvor pisse-piv-pax hårdt det kan være, at være mor på fuld tid 24/7/365 og når man er det, er man ligesom nødt til at kunne klare alt.

Det har jeg fået en rigtig flot illustration på - og jeg er stolt over at min læser, som jeg har fået den af, har associeret den med min blog!

Al respekt til alle de mødre, der som Steen siger det "har fået lov at blive mor" fordi de kan ordne alting. Og selvom det kan være rigtig hårdt, ville jeg ikke bytte det for noget andet i verden - jeg vil bare gerne have lov til at fortælle, når jeg synes det er rigtig hårdt; måske vi endda kan lære af hinanden, hvis vi tør være ærlige?

Noget laver de vel, børnene?

Da mine piger gik i dagpleje, fik jeg og/eller xman en udførlig beskrivelse af, hvad vores børn havde lavet i løbet af dagen.
- Hvor lang en middagslur
- Hvem de har leget med
- Hvor mange gange de har kørt på rutschebane
- Hvem de har prikket i øjet
- Hvor mange gange de selv er blevet prikket i øjet
- Hvad de har spist og hvad de ikke har turde smage
- Hvor de har gået tur
- Hvor godt fast de har holdt i stroppen på barnevognene
- Hvad de har sagt af sjove ting
- Om de har hjulpet med at lave middagsmad
- Om de har set spændende dyr etc.

Så startede de i børnehave.
- Hvem de havde sloges med
- Hvor mange gange de har tudet
- Om de kunne spise hele deres madpakke

Så startede de i SFO.
- Om de har blødt....måske....

Hele denne refleksion startede, da jeg den anden dag, skulle hente mine ballademagere i SFO, og der var ikke én pædagog at se i miles omkreds. Det væltede rundt med børn både inde og ude, og uanset hvor jeg kiggede, var der ingen voksne at finde nogen steder. Hm. Jeg har stor tiltro til vores institutioner her i byen, men jeg syntes alligevel det var temmelig uforsvarligt, at 50 børn tåger rundt og passer sig selv. Og så blev jeg sgu lidt små-mopset! Men der var jo ingen pædagoger at fortælle det til, så jeg tog bare mine børn og gik hjem. Vil lige overveje hvornår jeg gider tage dialogen...

Nå, men så kom jeg til at tænke på, at da jeg fik de udførlige beskrivelser af dagen i dagplejen, kunne det af og til have været ønskeligt at få en "thumbs up" hvis de bare havde lavet lidt andet end at spise sand.

Da de startede i børnehave, ville det have været ønskeligt at få en "thumbs up", i fald de havde lavet lidt andre ting end at spise sand.

Så startede de i SFO - her kunne jeg egentlig godt bare tænke mig at snakke med en pædagog engang i mellem bare for at høre, om mine børn laver andet end at spise sand...

Jeg er ikke nem at gøre tilfreds, det kan jeg godt se. Ret firkantet beskrevet er jeg lidt ligeglad med, hvad mine børn laver i institutionen, bare de opfører sig ordenligt; dette havde jeg en forventning om, der var uddannet personale til at guide børnene hen imod, og så er det egentlig fint med mig, ikke at få en malende beskrivelse af hver eneste dag, de er der.

Jeg vil bare så gerne have en "thumbs up", når de har haft en god dag; hvor jeg vel at bemærke ikke behøver at jagte og tackle en pædagog for at få denne info.

Så nåede vi hen til i dag; klokken er 15.45 og jeg skal hente mit genetisk viderebragte materiale af et par afkom og ikke mindre end 6 - SEKS - I tell you, pædagoger og medhjælpere kan spottes indenfor en radius af 15 meter. Jeg skal ellers lige love for, der er sket fremskridt på få dage! Så vil jeg bare håbe, at de snart begynder at opholde sig de samme steder som børnene - men nu blev Rom jo heller ikke bygget på én dag, så jeg vil summe lidt videre over, hvornår jeg gider dialogen...

Sum sum... Kan jeg få mine børns dagplejere igen?

Pudsigt...

...hvor meget det med tiden bliver nemmere at høre sig selv i sine børn.

Det følgende fandt vej ud af Cornelias mund i dag; sådan har hun aldrig talt før, men det var også et vigtigt emne - penge.

Cornelia leger "købmand" så tit det overhovedet kan lade sig gøre, og hun havde i den forbindelse fået en 2- samt 1-krone til at tegne efter, når hun laver penge; disse mønter er imidlertid forsvundet, hvilket hun fortalte mig i går, så vi går og leder lidt, når vi lige har tid og lyst til det.

Cornelia: "Mor, jeg har kigget efter de ægte penge i dag, og jeg kan slet ikke finde dem."
Mor: "Nå, det var da lidt træls, men mon ikke de dukker op igen engang? Måske de er i din lege-pung forresten?"
Cornelia: "Der har jeg kigget, og der var ingen - INGEN - dét si'r jeg dig - INGEN af de ægte mønter."

Jeg synes "dét si'r jeg dig", er en ret sjov vending for et 6-årigt barn; det er det i hvert fald for min 6-årige datter.

Kærester...

Det der med at være kærester med en dreng, er altså noget mærkeligt noget - synes i hvert fald mine piger.

I dag har vi naboens datter på overnatning, og Mathilde proklamerede til hele forsamlingen, at hun nu har fået en kæreste; han er egentlig en genganger, men nu er det ham igen.

Mor: "Hvem er du så kæreste med?"
Mathilde: "Den samme som sidst."
Mor "Okay" - nu henvendt til nabobarn: "Har du også en kæreste?"
Nabobarn: "Nej, det har jeg ikke lige for tiden."
Mor: "De kan nu også godt være lidt bøvlede, sådan nogle drenge..."
Nabobarn: "Jaaah...."
Mathilde: "Ja, og især min kæreste! Men hvis han nu ikke havde sådan en fodboldhjerne, så var han faktisk sød nok....!"

Indlæg nr. 100

Sikke en mærkedag! Det her er indlæg nr. 100. E.t.h.u.n.d.r.e.d.e. blev der sagt; og bloggen har eksisteret i 10 måneder i dag. Det er da lidt vildt, at det alligevel er blevet til så mange blogindlæg om alt og - ej at forglemme - ingenting.

Jeg har spekuleret længe over, hvad jeg skal finde på at skrive om i dag, og det bliver nok hverken visionært eller ideologisk; det har ingen af mine blogindlæg jo været, så hvorfor skulle jeg begynde på det nu? Der i mod synes jeg, det er meget inspirerende at fortælle om sine egne pinlige oplevelser, og jeg har en formodning om, at den eneste måde, der er rigtig for mig i forhold til at bearbejde mine pinlige historier, er ved at fortælle dem - igen og igen og...

I dag fandt jeg mig selv stående i Bauhaus, fordi jeg skulle købe havehegn og hegnspæle. Not-smart som jeg jo er, tænkte jeg ikke lige over, at jeg skulle have et eller andet mobilt køretøj med til at transportere de forbandede pæle på; men der skal da noget mere til at slå mig ud, så jeg tænkte, at de pæle tog jeg da bare lige under armen, længere var den ikke. Der så man så mig med en ordentlig røvfuld pæle under armen, som var pænt meget tungere end jeg lige havde beregnet; men det gik. I hvert fald ind til jeg nær var blevet drønet ned af en lettere psykopatisk truckfører, hvilket resulterede i, at jeg smed ALT, hvad jeg havde i hænderne; så ud over alt det røg med hegnspæle og tilbage stod jeg og stirrede på det overvældende kaos... Og det larmer altså pænt meget at smide så mange tunge pæle på deres hysterisk hårde betongulv, så det tiltrak en masse nysgerrige mennesker, der gloede. Hvad gør den kloge så? Tja, jeg ved det ikke, men jeg greb det eneste våben, jeg kender, mod pinlighed - latter! Og hold nu kæft hvor jeg grinede, for det så virkelig latterligt ud, at jeg stod dér i sådan en omgang gigantisk Mikado.

Da jeg langt om længe var færdig med at grine og overvejede det videre forløb i mit Mikado-spil, slog det mig, hvor mange mennesker, der stod og gloede på mig - uden at gøre noget som helst; og så blev jeg egentlig lidt mopset. Sådan rigtig tøsefornærmet og der var uden tvivl en høne, der gerne ville have sin røv tilbage, så stram-mundet var jeg!

Her vil jeg gerne påpege, at jeg ikke fik hønserøvsmund, fordi jeg ikke kunne klare opgaven selv, men jeg blev faktisk lidt skuffet over mine medmennesker. Havde det slået en flig af deres stolthed at hjælpe med at proppe alle Mikado-kæmperne op i favnen på mig igen? Nej, det tror jeg faktisk ikke!

Jeg synes, det er ved at være tid for igangsætning af Operation: Vær Et Ordentligt Fucking Menneske! Og det synes jeg, vi alle kunne drage udbytte af.

Jeg har en livsfilosofi, der går i retning af, at livet er så positivt, som man gør det til - langt hen ad vejen i hvert fald. Jeg er hverken hellig eller frelst på nogen måde, jeg er smæk fyldt med fejl, hvilket min blog også bærer tydeligt præg af, men jeg tror stadig på det; og den tro er der heldigvis ingen, der kan tage fra mig!

Hurra for den individuelle ret til at tro - som ikke behøver være religionsbetinget - på lige præcis det, man vil, om det så er zombier, det gode i mennesker, konspirationsteorier, meditation, alt hvad Johannes Langkilde siger eller andet. Det, synes jeg, er værd at værdsætte!

Operation: VEOFM - sæt i gang - et smil er alligevel gratis :-)

P.S. For lige at gøre Bauhaus-historien færdig, så smed jeg hele Mikadospillet igen på vej ud, da jeg knaldede i døren; efterfølgende var jeg i Harald Nyborg for at købe hegnet, hvor jeg kom til at styrte deres fine opstilling af havemøbelhynder - hov. Så jeg har opbrugt hele min latterkvote i dag, jeg må hellere gå i seng.

Politistat?

Jeg tror, mine arvinger hører til i en politistat; og eftersom det er en kende besværligt at forklare det danske retssystemt for små-distræte 6 og 7 årige børn, opgav jeg egentlig på forhånd at fortælle, hvorfor vi ikke bor i en politistat.

Vi var på vej mod Jelling i anledningen af festivallos. På vejen passerede vi 5-6 af dem, jeg kalder "dårlig samvittigheds-reminder". Fartmålerne - eller når jeg kører - højhastighedsmålerne.

Mathilde: "Mor, er det ikke den der maskine, der holder øje med, hvor hurtigt man kører?"
Mor: "Jo, det er det."
Mathilde: "Og hvis man så kører for hurtigt, så blinker den og lyser rødt i tallene, ikke?"
Mor: "Jo."
Mathilde: "Ved du hvad Cornelia, det er faktisk ret smart, for så får politiet besked, når man kører for hurtigt."
Cornelia: "Gør de det?"
Mathilde: "Ja, det gør de. Så får politiet det at vide..."
Cornelia: "Det er da ret smart, sådan lidt ligesom Gud, han ved også altid hvad man laver, helt uden man er klar over, at han holder øje!"
Mathilde: "Ja, det er lidt det samme. Så kan politiet bare lige komme og smide en i fængsel, når man kører for hurtigt - MOR - kører du for hurtigt? Man må jo kun køre 70 her..."

Vi klarede det og kom ikke i fængsel; jeg kørte jo også pænt, når Mathilde nu er begyndt at holde øje med mig. Men så kom vi til Vejle, og jeg har en enkelt gang før vist dem, hvor HA har deres tilholdssted i Vejle, hvorfor det pludselig med en 6 årigs klare stemme fra bagsædet lyder således:

Cornelia: "MOR MOR - er vi kommet forbi der, hvor dem der, der skyder folk, hvis man driller dem, bor??"
Mor: "Æh nej, men det kommer lige om lidt, hvis jeg skal pege?"
Cornelia: "Ja tak... Hvad er det nu, de hedder?"
Mor: "Rockere..."
Cornelia: "Sådan ligesom rock-musik?"
Mor: "Mja, man kan jo godt høre rock-musik uden at være rocker."
Cornelia: "Pyha, det var godt, jeg kan nemlig godt lide rock-musik."

Drømmen om at være globetrotter

Torsdag, Kristi Himmelfartsdag - længe ventede, velfortjente, fridag. Jeg elsker helligdage, som altid for mit vedkommende har været ensbetydende med fridage.

Dagen i dag har vi brugt på absolut nix og nada, dog lige en tur i Netto for ikke at skulle belaste den danske infrastruktur alt for meget i morgen, når det igen bliver hverdag.

I Netto har de fået noget nyt the, som ikke koster spidsen af en jetjager og som kunne ligne noget, jeg godt kunne få gennem halsen; selvfølgelig skulle det prøves og lige nu sidder jeg og overvejer, om det kunne smage lidt á la Berliner-the, som jeg tidligere har fablet om. Helt rigtigt er det dog ikke. Jeg har stadig noget af min elskede Berliner-the tilbage, hvilket måske er lidt fjollet at værne så hysterisk om, men det smager altså bare skide godt! Og det smager af minder; af rigtig gode Berliner minder. Ligeså gør billedet nedenfor.

 

Min Berliner-the smager af solnedgang på altanen, mens mine børn grynte-snorker i hotellets dobbeltseng. Det smager af hygge og tryghed i Europas metropol nr. 1. Af en aftensmøg på altanen med fødderne oppe og bare være til stede i nuet. Af at gå hånd-i-hånd ned til sporvognen. Af at spise lasagne og pizza på den hyggeligste restaurant i byen. Af at gå i fjollede butikker, købe TopModel-bøger, tørklæder og bamser i alle afskygninger. Af at flade ud i sengen og læse højt af "Turen går til Berlin" fordi jeg har glemt at pakke et par børnevenlige bøger. Men mest af alt minder det om hyggen i at være 100% i nuet.

Selvfølgelig kan man også være i nuet herhjemme, i sin hverdag, og det er jeg da også jævnligt. Men Berlin har bare en anden atmosfære end Danmark. Der er højere til himlen og en helt fantastisk mentalitet, som jeg godt kunne tænke mig at lære mere om. Derfor overvejede jeg flere gange under mine aftner på altanen, om det ville være muligt at tage sine børn under armen og immigrere til Berlin. Det kunne være en ret spændende oplevelse for os alle tre (samt hund). Det bliver uden tvivl aldrig til noget, men det kunne være meget oplevelsesrigt, tror jeg.

Vi må hellere bare holde os til at tage på ferie dernede engang imellem, for Berlin og jeg er slet ikke færdige med hinanden - slet slet ikke! Måske vi ses igen til sommer - hvem ved :o)

Det vælter rundt med kendisser!

Vi mødte jo Schwarzenegger hos den kommunale tandpleje for små to uger siden, og med den oplevelse tænkte jeg, at nu må det da være godt med at møde kendte mennesker i år... Meeeeen nej, det var det så ikke!

I dag var vi i Bilka for at foretage det der anstrengende, ugentlige indkøb, der bare ikke er tid til på andre ugedage, når man er eneforælder med fuldtidsarbejde og børn, der går i seng klokken 19. Men det var faktisk en temmelig fornøjelig fornøjelse til trods for, jeg blev jordet ned et par gange af emsige pensionister med psykopatiske indkøbsvognskørselstendenser; og de har jo i HVERT fald ikke tid til at handle mandag formiddag i stedet for lørdag formiddag.

Men turen var fornøjelig lige indtil vi skulle stå i kø ved kassen, som af uransagelig årsager altid bevæger sig 14 gange så langsomt, som en tilsvarende kø gør i Føtex, Netto og Fakta. Man kan jo undres, men jeg har en lille tese om, at det nok er fordi psykopatkørselspensionisterne har brugt al deres krudt, når de kommer frem til kassen...

Det jeg egentlig ville frem til var, at da jeg så med møje og besvær havde fået al vores shit på båndet, kom der en kvik, ung gut drønende og spurgte om han da ikke lige skulle hjælpe mig med at pakke? Helt rund på bimmelimsen af at sådan en ung gut snakkede til mig - MIG - fik jeg gryntet et eller andet med, at det måtte han da meget gerne, hvis han syntes, han lige havde tid til dét.... Ja, der gik en rum tid før jeg opdagede, at han rent faktisk var ansat til selv samme opgave. Slow-mum i dag, ja tak!

Da jeg, efter at have fået kørt en milliard million varer igennem den frygtelige bip-maskine, fik trukket mit rødglødende Visa-kort op af maskinen, havde jeg tid til at lure lidt på denne unge mand og så skal jeg ellers nok liiiiiiige love for, jeg blev en lille smule lammet i mit reaktionsmønster - det var nemlig ham her, der pakkede mine bagekartofter, æbler, gulerødder og minimælk:

Jah... Jeg havde sgu ikke så travlt med at komme ud af Bilka igen, eller også måtte han da gerne lige have pakket sig selv i min vogn og komme med mig hjem!

Jeg overvejede igen, om jeg lige skulle bede om en autograf på venstre røvballe, men ved nærmere eftertanke var jeg nok blevet smidt ud af Bilka på røv og albuer, så det må vente til næste gang, jeg render ind i ham.

Og skulle du, min kære læser, have befundet dig i en jordhule, levet i eksil i Sibirien, været sneet inde i en iglo i Grønland eller ligget i koma vil jeg da lige fortælle, at dette er Taylor Lautner som blandt andet spiller lækker lækker varulv i Twilight-sagaen. Mums siger jeg bare - MUMS!

Ting, der gør mig Angst!

Jeg synes godt nok mine blogindlæg i øjeblikket bærer præg af min enorme mængde mere eller mindre latente frygt; der bliver af og til lige ridset lidt i lakken og så går det egentlig i sig selv igen.

Dog har der de seneste dage været en del Angstfremprovokerende oplevelser og nogle af dem, vil jeg lige dele med jer.

En mandag formiddag i Vejle City hvor jeg lige skulle transportere mit korpus fra A til B WUPTI, der var jeg sgu nær blevet rendt ned af en HA-rocker. Med vest og rygmærke og hele plingelinget. Hold nu fast hvor var det interessant. En rocker i fri dressur; jeg vil her gerne påpege, at jeg ikke har jordens mest adrenalinpumpende liv, så derfor var det lidt stort at møde en rocker på gå-ben en højhellig mandag formiddag. Jeg har i lang tid været dybt forundret over, at jeg meget sjældent ser en rocker trods deres tilholdssteder i både Horsens og Vejle, så dette var simpelthen så chokerende og fascinerende på samme tid! Et kort øjeblik overvejede jeg, om jeg lige skulle trisse efter ham og høre, om vi ikke skulle dele en kold øl. Men på den anden side havde jeg et arbejde at passe og jeg drikker egentlig ikke øl. Så ville det måske være lidt fjollet...

Hver morgen og eftermiddag når jeg duller på arbejde og hjem igen er jeg kronisk forskrækket over små damer i store biler. Jeg ligner simpelthen et dådyr fanget i lyskeglen, for de dersens koner kører jo som røv og nøgler; men det er der selvfølgelig mange, der gør. Problemet er bare, at de ikke kan se op over rattet. Og så bliver jeg sgu lidt bange for en Audi A6 i mit bakspejl.

Mine kogeplader kan også godt pirke lidt til min frygt. Jeg har fået nyt køkken og derfor også nye kogeplader som er sådan nogle sindssygt smart induktionsdimmere; og lad mig lige her komme med en klar anbefaling for disse fantastisk kogeplader - hold så kæft det er fantastisk! Det er sådan, at jeg har fået sådan en skide smart pande i fødselsdagsgave, fordi min gamle, trofaste stegepande ikke duede til induktion, men den nye pande i samspil med mine nye kogeplader, gør mig lidt nervøs. Den siger nemlig sære lyde. HØJE, sære lyde og når jeg løfter panden af pladen, holder den op... Hmm... Meget Angstprovokerende! Jeg ved ikke helt, om jeg tror, lortet eksploderer, eller hvad det nu kan finde på. Men sært er det altså.

Jeg så i dag en artikel på min TV2-app med overskriften: "Her er Danmarks farligste dyr". Wauw tænkte jeg fluks, det lyder sgu spændende. Er der immigreret løver til Danmark? Eller måske dræberelge? Eller hvad med en lille frisk pytonslange? Det er nemlig dyr, jeg forstår og kan forholde mig til. Farlige dyr! Hvor blev jeg dog skuffet. Danmarks farligste dyr er en flåt... Ja tak, flot, fint, herligt. Det er super typisk dansk-hed. Det farligste dyr er så lille, at det ikke er til at få øje på. Det farligste dyr slår folk ihjel på den mest ufede måde nogensinde.
Anyways, så er det et dyr, der gør mig nervøs. Egentlig ikke så meget fordi man kan dø af en mega bisset bakterie, men fordi den er lidt svær at tage seriøst, og så ville det skuffe mig voldsomt, hvis nu fx jeg døde grundet sådan et lille pis-dyr. Næh nej, så vil jeg sgu hellere ædes af en løve! Se dét ville være sejt. Trist, men hvorom alting er - skide sejt!
Hvis jeg møder en flåt, ved jeg ikke engang, hvordan jeg skal flygte fra den. Og det synes jeg måske godt liiiiiiige de kunne have oplyst på TV2. Skal man stå stille, fordi dens blik kun opfatter bevægelse? Skal man råbe og derved skræmme den væk? Skal man løbe i zig-zag, fordi det gør det svært for flåten at følge sporet? Skal man ringe til politi og brandvæsen? Hvad fanden skal man gøre? Mangel på info siger jeg bare!

Det skulle egentlig være et hyggeligt lille indlæg, men når jeg nu er, som jeg er, så tager det hersens skriveri af og til lidt overhånd; og jeg er langt fra færdig. Der er mange ting, der kan gøre mig lettere Angst og paranoid.

I flæng kan nævnes: lemfældig omgang med sproget i fx sms'er, vejarbejde, stormvejr, sikringer der springer, snegle uden hus, min far med en fugepistol, min dræberhund når han æder naboens lille hund, myretuer, køreskolebiler, duer, bolde i alle størrelser i fri dressur etc. etc. etc.

Det er da meget godt, at det ikke er noget, jeg lader mig mærke med, hva'? :o)

Schwarzenegger er mine børns tandlæge!

1. maj var mine arvinger til tandlæge, og jeg er helt stolt af mig selv over ikke at have glemt det. Nå, men ind til tandlægen vi kom, og jeg blev en lille bitte smule mundlam over, at det var Arnold Schwarzenegger, der sad på tandlæge-skammelen. Øh, hvad? Er vi ikke hos den kommunale tandpleje i Hedensted Kommune?

Tandlæge Schwarzenegger har overarme i cirka samme omfang som Mathildes mave. Tandlæge Schwarzenegger har cirka samme hudfarve som Sidney Lee. Disse to faktorer sammen med Tandlæge Schwarzeneggers meget usexede, hvide træsko gør, at han ikke er helt nem at tage seriøs, når han taler om tandtråd og sodavand; og så er der lige en lille ting med Tandlæge Schwarzeneggers tænder...

Jeg har en vis forventning til tandlægers tænder, for det er lidt svært at tage en tandlæge alvorlig, hvis han ikke er et godt forbillede, en god rollemodel. Min egen tandlæge, Tandlæge Bent, har så hysterisk hvide tænder, at jeg efter et besøg er virkelig Angst for at mine øjne har taget permanent skade af al den hvid-hed. Jeg synes ikke, det er pænt, men jeg synes, det er okay, for Tandlæge Bent har da forstået, hvad det handler om. Han lever af at vedligeholde andre menneskers tænder, så derfor er der intet at kritisere ved hans egne tænder.

Tandlæge Schwarzenegger har tænder, der mildest talt er kastet ind med en skovl! De er så piv skæve, at selv Jacob Haugaard stopper op og tænker "Aaaarh, det er sgu da liiiiiige grov nok.". Og så er de meget misfarvede og ligner noget, der bliver udsat for både det ene og det andet i store mængder - det er altså ikke helt godt Hr. Tandlæge Schwarzenegger. Er det ikke lidt svært at "sælge" gode børste-vaner, når man selv har tænder, der ser sådan ud? Så kan jeg bedre rumme Tandlæge Bent med de hysterisk hvide tænder.

Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle bede om en autograf på højre balle, men blev enig med mig selv om, at jeg faktisk ikke kan lide Tandlæge Schwarzenegger.

Tandlæge Schwarzenegger er nemlig ikke særlig pædagogisk af en børnetandlæge at være. Egentlig forstår jeg slet ikke, hvad han laver, der hvor han er havnet. Jeg tror, Tandlæge Schwarzenegger er dygtig nok, men jeg har det altså lidt ambivalent med ham, og jeg håber lidt, at det bare er et skridt på hans lange vej i tandlægefaget, at han er havnet i børnetandplejen. Ellers er jeg nødt til at skrue bissen på næste gang, for jeg vil da så nødig, at mine børn får tandlægeAngst, fordi Tandlæge Schwarzenegger er så upædagogisk. Ikke at jeg tør... Hvem tør lige kritisere Schwarzenegger for noget som helst?

Det næste halve år vil jeg kanalisere så meget toughness som muligt ind i mit talecenter, så jeg på en pæn måde kan fortælle ham, at han fra nu af er nødt til at tackle mine børn lidt anderledes. Jeg ryster allerede i bukserne, men sådan er det vel at være MOR!

Hvis jeg husker det, får I en "Tandlæge Schwarzenegger VS. Mor" om et halvt års tid... Hvis jeg tør...

Hvor bor vi egentlig?

Tre dulledamer på vej hjem fra tandlægen; da vi rammer Jordens rotationscentrum Ølsted City, tænker jeg, at vi lige laver en lille pop-quiz.

Mor: "Hvad hedder gaden, vi bor på?"
Cornelia: "Øøøøhhh....."
Mathilde: "Bankagervej!"
Mor: "Hvilket nummer bor vi i?"
Cornelia: "45"
Mathilde: "55"
Mor: "Hvilken by bor vi i?"
Cornelia: "FØTEX!!"

Dyr i haven?!?

Så var vi på dulle-tur og kom forbi 7-800 marker med en masse køer i fri dressur. Pludselig lyder det fra bagsædet:

Cornelia: "Jeg vil gerne have en ko hjemme i haven!"
Mathilde: "Jeg vil gerne have et får, så kan den nemlig spise græsset, så du ikke behøver slå det, mor."
Cornelia: "Ej, hvis vi også skal have et får, så vil jeg også have en gris. De er så søøøøøde."
Mathilde: "Skal vi så grille den?"
Cornelia: "NEEEEJ!"
Mathilde: "Jamen hvad så når den er død, kan vi så grille den?"
Cornelia: "...jaja...."
Mathilde: "Nåhr nej, så skal vi jo have den til slagter først."
Cornelia: "Neeeeeej, den skal begraves i haven ved siden af Candace."
Mathilde: "Jamen du sagde lige, at når den er død, så må vi godt grille den?"
Cornelia: "Jamen så bliver den jo savet i stykker. Og det må man ikke!"
Mathilde: "Ej okay... Så begraver vi den."

Hvilke børn?

For henholdsvis 7½ og 6 år siden, besluttede xman og jeg, at vi skulle have børn; og det har jeg ikke én gang fortrudt. Men sommetider kan jeg sidde i dybe, filosofiske tanker om, hvorfor folk får børn. Det kan af og til undre mig. Og det kan af og til undre mig, hvorfor de fleste forældre kun ser deres børn få timer i døgnet; det kan også undre mig hvorfor samfundet er skruet sammen som det er, for trods de gode intentioner, er der kun 24 timer i døgnet og børnene sover de 11 af dem. Ud over de 11 timer, er forældrene på arbejde i 8 timer, dertil lægges transport på, for mit vedkommende, 1 time. Af effektiv samvær, som er en skide dårlig formulering omend med en snert af sandhed i sig, har de fleste forældre 4 timer. Det stinker sgu da!

Torsdag er helt fucked up, for der arbejder jeg til klokken kvart i kvalme, men så har jeg lidt tidligere fri om fredagen. Men hveeeeeer evig eneste dag tåger jeg, som Død og Helvede, ud af de danske landeveje for at hente mine børn i bare nogenlunde god tid, så de ikke er de sidste i institutionen, og jeg ikke får stemplEt - med stort tryk på E'et.

Men hvorom alting er, synes jeg, at jeg har alt for lidt tid med mine børn. I øjeblikket sidder jeg med tændstikker i øjnene og er bange for at blinke, for netop i det øjeblik jeg blinker, fylder de 19 år og flytter hjemmefra med ham der pommesfritten, de mødte i byen for en måned siden. Så jeg er holdt op med at blinke og ligner efterhånden en zombie på en god cocktail af coke, sort the og nada søvn, for jeg vil ikke have, det går så hurtigt. Lige om lidt er Mini Darwin 8 år og går i 2. klasse. Pludselig er hun én af de store i indskolingen og The Dictator starter i 0. klasse; dingdongdynamolygte så har jeg to børn i skolealderen.

Apropos dingdongdynamolygte, som var noget, jeg i høj grad led af, da jeg havde bitte-små børn - andre mennesker kalder det vist ammehjerne - men jeg tror den er ved at gøre sit tilbagetog. Der er uden tvivl tale om en invasion i aller bedste Independence Day-stil. Det er i hvert fald nødt til at være dingdongdynamolygte-syndromet, der slår til, ellers står det sgu lidt skidt til, for jeg har da sjældent været så glemsom, som jeg er i øjeblikket.

Så i anledningen af, at der om få timer er 8 måneder til jul, vil jeg gerne skrive mine første og største ønsker til jul: At slippe af med dingdongdynamolygte samt have noget, der ligner 30 timer i døgnet. Så kan jeg vist nå det meste af det, jeg gerne vil!

Skal moren på date?

Ud af det rene ingenting kom den anden dag følgende fra min yngste arving:

Cornelia: "Mor, skal du aldrig på date med nogen?"
Mor: "Aaahr, det ved jeg da ikke lige Nelly, hvorfor synes du, jeg skal på date?"
Cornelia: "Mmm... Bare fordi."
Mor: "Nå, hvem synes du jeg skal på date med?"
Cornelia: "MIG!! Og måske Mathilde..."

*Indsæt her passende voldsomt latterudbrud i en blanding af overraskelse og betagelse af 6-årig datters egoisme*

Cornelia: "Ja, fordi, mor, så kunne vi tage ud at spise og gå i biografen og alt muligt hyggeligt. Og så må vi hellere tage Mathilde med, så hun også kan komme på date..."

Orkester eller rygeklub?

Jeg har en svaghed for Linie 3 - jaja, mobning tilladt nu, men den svaghed vokser jeg vist aldrig fra. Så en dag i denne weekend smækkede jeg et Linie 3 show på dvd'en og pigerne så selvfølgelig med, når de i farten rundede stuen.

I første halvdel af showet, var der intet orkester med. Men så kom del to og Cornelia var dybt fascineret over, hvorfor de nu skulle have "dem, der spiller musik" med.

Mor: "Tja, de har vel bare bestemt, at de kun vil have et orkester med i 2. halvdel af showet."
Mathilde: "Hvad er et orkester?"
Cornelia: "Det er jo dem der, som spiller musik."
Mor: "Yeps, det er det."
Cornelia: "Ja mor, de spiller både guitar, trommer, fløjte og... og... pibe!!"
Mor: "Spiller de pibe?"
Cornelia: "Jaja..."

Hjerner - et fænomen

Hvorfor zombier spiser hjerner, er et stort mysterie;  men selvfølgelig noget mine arvinger har en mening om.

Cornelia: "Zombier spiser hjerner, fordi de ikke er for kloge. Og så er de misundelige på alle, der har en hjerne, så derfor spiser de den."
Mor: "Hvordan ser en hjerne mon ud?"
Mathilde: "Den er lyserød... Og hård..."
Mor: "Hvordan hård?"
Mathilde: "Jamen hvis man nu gokker sig selv i nøden, så kan man jo mærke, den er hård."
Mor: "Hvad skal man så bruge en hjerne til?"
Cornelia: "Til kloge ting..."
Mathilde: "Ja når for eksempel jeg skal læse, så skal jeg jo huske inde i hovedet, hvordan man gør."
Mor: "Hvem kender I så, der er rigtig klog?"
Mathilde: "Dronning Margrethe!"
Cornelia: "Og dig, mor."
Mor: "Hvorfor synes du, jeg er klog?"
Cornelia: "Fordi du er skide god til at læse. Og alt muligt andet. Og så siger du, at du ved alt - dog forstår jeg ikke hvorfor dit hoved ikke er større så..."
Mathilde: "Og Dronning Margrethe er klog fordi hun bestemmer over hele verden."
Cornelia: "NEJ - hun bestemmer da ikke over hele planeten, hun bestemmer kun over det land, hun bor i."
Mathilde: "Jaja, det var også det, jeg mente."
Cornelia: "Og man kan ikke leve uden en hjerne - så jeg håber ikke, jeg møder en zombie..."

Så vi har zombiesikret huset. Her gælder det om at have en dræberhund og en lås på døren, siger Cornelia; så skal det nok gå det hele.

Jeg synes, det er i orden at have Dronning Margrethe og sin mor som de største forbilleder, når det gælder kloge mennesker. Så kan det da vel for pokker ikke gå helt galt?!?

Jubilæet blev aflyst

Så var det jo lige, jeg havde lovet i øst og vest, at der kom et herresjovt indlæg den 1. april, fordi min blog har haft 8 måneders jubilæum - og I har måske opdaget, at det indlæg aldrig kom.

Der er faktisk en rigtig god grund dertil. Yngste arving, i daglige tale Cornelia, Nelly, Nelia, The Dictator, fik på mystisk vis forvekslet make-up fjerner med neglelakfjerner! Av for dén da! Der kom neglelakfjerner i højre øje; hold nu fast hvor hun skreg, og hvor må det dog have gjort ondt.

Hvordan min hjerne på daværende tidspunkt bevarede fatningen, ved jeg ikke, men det gjorde den. Med et hylende barn i den ene hånd, telefonen i den anden hånd, et håndklæde i den tredje hånd, en våd vaskeklud i den fjerde hånd, lykkedes det mig at vikle hende ind i et håndklæde, tænde for det varme vand, vride en lunken vaskeklud ned i hendes øje 8 millioner gange, mens jeg fik ringet til lægevagten, læst indholdet i neglelakfjerneren og få forklaret hændelsesforløbet af Mathilde.

Jojo, det blev skam en begivenhedsrig søndag med en lille smule høj puls, men Gud ske tak og lov for jeg har min sunde fornuft! Her vil jeg så gerne tilføje, at jeg er en lille smule paranoid med ulykker, hvorfor jeg godt kan bruge enormt lang tid på at udtænke handlinger, hvis en given situation skulle opstå. Når jeg foreksempel kører bil, kan jeg bruge mange tanker på at overveje hvad jeg skal gøre, hvis nogen kører ind i mig. Eller hvis bremserne svigter. Eller hvis lyset på bilen går, når det er mørkt. Og meget meget mere i den dur. Jeg har også udtænkt handlinger, hvis mine børn skulle få noget galt i halsen, klemme en finger af i en dør, slå hovedet etc.

Sådanne krisesituation kan jeg bruge meget af min energi på at opdigte og derefter udtænke rationelle handlingsmønstre. Ja, det virker lidt åndssvagt, men jeg tror stadig på, det kan gavne, hvis uheldet skulle være ude.

Historien med neglelakfjerneren endte godt; vagtlægen sagde i store træk bare, at jeg skulle fortsætte med det, jeg var begyndt på. Cornelia blev godt og grundigt opløst, fordi jeg blev ved med at hælde vand på hende, og hun fik lært at åbne øjet under vand i håndvasken. Øjet var ikke rødt eller gjorde ondt, da jeg med god ro i sjælen puttede hende i seng den aften. Morgenen efter var der heller intet at se.

Jeg tror, jeg fortsætter min planlægning af diverse handlingsmønstre, hvis der skulle ske noget uheldigt, for selvom det virker sort-seer-agtigt, giver det mig ro i sindet!

Jubilæum af en art....

I morgen, den 1. april, har min lille blog 8 måneders jubilæum. Det er derfor lidt af en mærkedag, hver gang det bliver den 1. i en hvilken som helst måned. Det havde jeg en eller anden forventning til mig selv om skulle fejres med en helt fantastisk sjov blog men men meeeen..... For der er altid et men!

Jeg har ingen emner. Der sker vitterligt ikke en skid! Der er nok at se til med børn, bandit, arbejde, ombygning og enormt meget andet, men jeg synes ikke lige, der er nogle gode blog-emner. Jeg er simpelthen løbet tør, og hvor bittert er lige det, når det kunne være helt vildt hyggeligt at sidde her en lørdag aften og skrive om et eller andet, der virkelig optager mig?!?

Så derfor: Kom med et lille input til hvad jeg skal skrive om! Bebeeeee som mine børn siger, når der er noget, de virkelig gerne vil opnå?!?! Bare et lille forslag til en eller anden ting. Jeg LOVER det bliver morsomt (i hvert fald for mig)!

Manden i mit liv...

...joh, det var nok en spændende overskrift, hva'?!?

Der er med fuld overlæg ikke nogle mænd i min blog. De er simpelthen for besværlige!

Men alligevel er der én mand i mit liv, som har fortjent en lille plads i min blog; han har gjort et enormt indtryk på mig, hvorfor han har fået en lille plads i mit meget rummelige hjerte. Der er ikke stort besvær med ham, for jeg er ret sikker på, hvor jeg har ham henne - han sidder nemlig inde.

Han er "min" bandit, og jeg ser ham 1½ time hver anden uge efter at være blevet kropsvisiteret, scannet og jeg har sagt mit cpr-nummer så mange gange, at jeg kommer i tvivl om hvorvidt jeg husker rigtigt; desuden er jeg blevet låst inde i 5 forskellige rum af divergerende størrelse etc. Hvad han skal igennem for at få lov til at snakke med mig i 1½ time, har jeg slet ikke lyst til at tænke på. Det er ikke bare sjov og ballade, hvad han bliver udsat for. Dette har jeg gjort siden november sidste år, så efterhånden har han været et fast indslag i mit liv i fem fulde måneder og vice versa.

Det mest fantastiske ved at være fængselsbesøgsven er, at det nytter! Det gavner! Der er rent faktisk mennesker, som sætter så stor pris på at få besøg at de uden at kny, finder sig i en nedværdigende kropsvisitering uden en trevl på kroppen; og det i sig selv er dælme bemærkelsesværdigt.

Jeg er har engang spurgt min bandit om de andre på gangen ved noget om mig, altså om han har fortalt, at han har en besøgsven. "Ja da" svarer han friskt og frejdigt, "de kender til dig alle sammen - også behandlerne!"
Okay, spændende... Og så har jeg egentlig ikke tænkt nærmere over det, før han ved det seneste besøg fortalte mig, at behandlerne SAMT de indsatte på afdelingen havde spurgt ham: "Får du da for helvede ikke snart besøg af Gitte igen, for du er i meget bedre humør, når hun har været her?"

Det varmer! Det varmer sindssygt meget i mit lille forkvaklede hjerte, og det giver rigtig god næring til min tro på, at jeg måske alligevel gør en forskel i hans liv. Og måske gør jeg ikke. Men det er jo heller ikke nemt at ændre verden, hvis man ikke har en tro på at det gør en forskel; så derfor tror jeg stadig. Jeg tror på livskvaliteten bliver skubbet lidt til det bedre.

"Gitte, min behandler gættede at du kom i dag, for hun siger, jeg har været i usædvanligt godt humør i dag."

Vi små-skændtes en dag, hvilket vi egentlig gør jævnligt, hvor jeg til sidst sagde til ham, at han bare ville blive ved med at skændes for at gøre mig så skide sur, at jeg ikke gad komme igen, fordi han ikke gad have besøg af mig længere (ja det var et bisset tøsetrick, men jeg er sgu også bare en tøs), og jeg har da ALDRIG nogensinde set luften fise SÅ hurtigt ud af ballonen. "Jamen, vil du så ikke besøge mig længere?" "Jojo, slap nu af, jeg skal nok komme lige så længe, som du gider se på mig." "Ej, du må sgu ikke sige sådan noget... Jeg er rigtig glad for, at du kommer og besøger mig, for du er faktisk den eneste jeg kender, som ikke er i misbrugsmiljøet." - dette sagt med et par bedende øjne og en oprigtighed i stemmen, der er en Oscar værdig, hvis det var løgn. Nååååhr, så får jeg bare den største lyst til at putte ham i lommen, tage ham med hjem og give ham den omsorg, han aldrig fik af sin mor.

Nej, det er selvfølgelig bare fis, jeg hverken kan eller skal redde ham fra noget som helst, og han kan til hver en tid stoppe besøgsforholdet, hvis han synes, jeg bliver for irriterende; i det store hele skal jeg bare gøre hans tid i fængslet lidt mere tålelig. Men episoden bekræfter mig endnu engang i, at det gør en forskel.

Jeg er af den overbevisning at i alle forhold, hvad enten de er kunstige eller ej, er man nødt til at give noget af sig selv for at få noget igen. Der er en masse strikse regler i forhold til at være fængselsbesøgsven; fx må han ikke vide hvad jeg hedder til efternavn, hvor jeg bor etc., men derfor kan man jo godt give noget af sig selv. Det er ikke naturligt at sidde og føre en dialog, der kunne tangere monolog, og bare forvente at han vil dele ud af alle sine hemmeligheder uden at få noget retur? Sådan fungerer et venskab ikke i min verden. Derfor ved han mange mærkelige ting om mig, og jeg ved mindst lige så mange underlige ting om ham. Men dette er en meget vigtig pointe for mig i forhold til erhvervet.

Jeg er hyret til at skulle holde et lille foredrag for nye fængselsbesøgsvenner i slutningen af april, hvor jeg skal fortælle om hvordan det er at være fængselsbesøgsven, hvordan det foregår, hvad man taler om etc. I den forbindelse har jeg tænkt rigtig meget over, hvad jeg skal fortælle de nye aspiranter om og er kommet frem til, at noget af det vigtigste for mig er, at man er klar til at give noget af sig selv til en kunstigt venskab, der stopper så snart manden bliver løsladt eller overflyttet til et andet fængsel. Hvis man ikke er klar på det, skal man ikke blive besøgsven...

Hvis du, kære læser, skulle være fængselsbesøgsven, hvad ville du så gerne forberedes på? Gode idéer modtages med kyshånd!

Og tænk så lige over hvor lidt, der skal til, for at gøre en positiv forskel for de mennesker, vi alle skal leve i sameksistens med. Jeg synes, det er fantastisk inspirerende at tænke over, og det giver uden tvivl mig en rigtig positiv fornemmelse i mit sind og i mit kadaver.

Hund og hund imellem

En dame fra lokalområdet var ude at gå tur med sine hunde; to styks golden retrievere. Cornelia var meget begejstret for dette syn, for mormor og morfar har Pepsi, som er en golden retriever, hvorfor Cornelia anser sig selv som lidt af en ekspert på retriever-området.

Cornelia: "Mor, Zippo (vores hund) er en cocker spaniel."
Mor: "Ja det er han."
Cornelia: "Og det er Piratos (mormor og morfars anden hund) også."
Mor: "Yep, det er rigtigt."
Cornelia: "Men det er Pepsi og de to hunde dér ikke..."
Mor: "Nej, det er de ikke. Ved du hvad de er for en race?"
Cornelia: "Ja da, det er gold triller!!"
Mor: "En hvad for én?
Cornelia: "En GOLD TRILLER, mor; kan du ikke høre!?"

Virker ikke - virker!

Det er så som så med de filosofiske tanker i Dukkehuset i øjeblikket. De er mildest talt ikke eksisterende. Men der er også vigtigere ting i livet end at koncentrere sig om Kierkegaard og andre tosser.

For eksempel madpapir.

Mathilde råbende ud fra køkkenet: "MOR MOR MOR, det virker IKKE!!"
Mor: "Øh, hvad virker ikke?"
Mathilde: "Madpapiret!!"
Mor: "Hvorledes virker det ikke?"
Mathilde: "Det vil ikke klistre på den mad, jeg har lagt den på..."
Mor: "Hvilken mad?"
Mathilde: "Pålægschokoladen..."
Mor: "Prøv at lægge en leverpostejmad øverst, så tror jeg det virker."

Laaaaaaang tavshed.....

Mathilde: "MOR MOR MOR, det VIRKER igen! Hvor mærkeligt..."

Hvorfor?

Man kan skrive mange tykke bøger om, hvad jeg ikke forstår! Nogle ting er mig så ubegribelig, at jeg er nødt til at smide dem ud her, bare for at få lidt luft i hjernen. Intet forsøg på at ramme eller såre nogen. Men mennesker er altså forskellige og hvad der er logik for nogle, er "øøøøøh hvaaaad?" oplevelser for mig og viceversa.
Here you go - hudløs, ærlig snak fra mig.

Jeg forstår ikke:

- Statusopdateringer på Facebook, der kræver tillægs spørgsmål for at give mening. Opdateringer der gør, at man bliver nødt til at spørge om noget uddybende, for at få en mening med galskaben; når der så endelig er en stakkels facebookven, der spørger hvad den mærkelige udmelding går ud på, vil indehaveren af opdateringen ikke uddybe noget! SÅ LAD DOG VÆRE!! Hvis man alligevel ikke vil sige en skid, så hold dog fingrene fra tastaturet.

- Folk, der ikke holder afstand i køen i føtex. Tror de kære mennesker virkelig at køen bevæger sig hurtigere, hvis de står helt oppe i røven på mig? At det går hurtigere, fordi de sukker højlydt over min langsommelighed, når jeg smider varer på båndet? DET GØR DET IKKE!! Kære kunde, tag tålmodighedshatten på og smil lidt til verden. Det går ikke hurtigere af den grund men det hele bliver lidt sjovere.

- Folk, der er så kloge på andre menneskers problemer. Jojo, det kan da godt være, du ved alt om hvordan det er at blive skilt og være alene-mor på fuld tid, men så længe du ikke har hverken mand, børn eller fælles gæld, er det måske begrænset hvor mange af dine gode råd, jeg kan bruge.

- Folk, der ikke giver deres børn sele på i bilen. Det er jo direkte dumt og livsfarligt!

Mathilde: "Mor, hvorfor må *indsæt selv navn* køre uden sele?"
Mor: "Fordi *navn*'s forældre er ligeglade med, at *navn* bliver slået ihjel, hvis de kører galt!"
Mathilde: "Det er godt nok synd for dem, at deres forældre er ligeglade... Så er jeg glad for, jeg skal have sele på, for så er du ikke ligeglad med om jeg dør..."
Måske lidt meget for et lille barn at kapere, men det er altså heller ikke for sjov, man skal have sele på!

- Campingvogne. Jeg så årets første campingvogn i dag - så må foråret være på vej! Men hvorfor? Hvorfor har man lyst til at bo i en sardindåse? Hvorfor betale for at bade i et omklædningsrum sammen med tyske turister og for at gå på toilet 200 meter fra sin varme dyne? Hvorfor betale for at bo i en myretue? Nogle siger, at det er på grund af den fantastiske udsigt på diverse campingpladser. Men lur mig om ikke udsigten er nogenlunde den samme på de fleste campingpladser - udsigten til andre campingvogne! Fyldt med mennesker i klip-klappere og joggingtøj, der går meget højt op i, hvem der har faste pladser og hvem der har være campist i flest år. Den eneste fordel jeg kan se er, at man får mulighed for at samle på service to gange. Et sæt i porcelæn, som man har i sin parcelhusvilla og et sæt i plastik, som er i campingvognen... Og kunne de da bare købe noget sejt med Disney Prinsesser, men næh nej, det skal være grimt!

- Dansk top musik. Naaaarj vel?? Hvis det er toppen, ser det sgu ret skidt ud for resten!

- Folk, der skal diskutere vittigheder. Hold nu op! Grin nu bare lidt og slå det ud af hovedet igen. Der er ikke altid en dybere mening med vittigheder, så lad være med at analysere dem til døde.

Jeg kunne egentlig blive ved i det uendelige, for der er altså rigtig mange ting, jeg ikke forstår, og som jeg kan undre mig over dagligt.

Hvad forstår du ikke?

Problemet med børn er...

...at de er nogle frygtelige pil-fingre!! Mine arvinger er i hvert fald.

Fruen købte sig en sprit ny bærbar for hele den mikroskopiske opsparing, da den gamle bærbar døde! Jeg savner stadig den gamle, fordi den havde så mange underlige særheder - og så passer den jo godt til mig. Men jeg er også glad for den nye - den er så fiiiiiin; og jeg kan tilsyneladende både bestå eksamener og skrive blogs på den, så helt skidt er det ikke.

Der er meget hysteriske regler for, hvem der må bruge denne bærbar, for jeg har ikke for godt råd til at købe en ny, før om mange herrens år. Ergo - det er Fruens pc! To gange har jeg ladet mit overbærende hjerte løbe af med mig, og banditterne har fået lov at låne den. De spiller et eller andet tøsespil på nettet, og det er åbenbart toppen af niceness at spille det på samme tid, for så kan man blive bedste venner i cyberspace og mere i den dur. Den ene af de to gange dette fænomen har fundet sted var i dag...

Mathilde udbryder: "Mor, jeg tror din computer er død..."
Mor: "Noooooooo!! Det er forhåbentlig en meget dårlig vittighed?"
Mathilde: "Næh, musen vil ikke noget."
Mor: "Nånå dada, den var værre."

Moren, som selv mener, hun er lidt af et geni, når det gælder teknik (det er en fed løgn, men jeg bilder mig selv det ind), tager pc under kyndig analyse. Touchpad på fiiiiiiin hp er virkelig død! Nånå, sikke noget møg! I min erindring dukker det op, at morfar også har en hp, og han har altid slået touchpad'en fra, så det må da kunne lade sig gøre at trykke på et eller andet, så lortet vil virke igen. Teknik-geni-mor tænker, "jeg Googler da bare lige det skrammel, så plejer jeg kunne få alting til at virke igen". Teknik-geni-mor Googler på livet løs, og intet vil åbenbare sig. Dette er i sig selv en udfordring, for jeg bliver lidt langsommere, når det hele skal foregå ved genvejstaster.
Efter en time med en masse forsøg, der intet godt fører med sig, må jeg krybe til korset og tage den engelske udvej. Og hvorfor er det i grunden altid sådan, at hvis man vil rode med teknik, skal det foregå på engelsk? Nå, det var en bonustanke...

Teknik-geni-mor læser den ene pdf efter den anden med vej(vild?)ledninger til hp's efterhånden knap så fantastisk produkt, og jeg er efterhånden ved at have så meget strithår grundet irritation, at selv hunden kigger mærkeligt på mig.

Et forum åbenbarer sig og efter 20 sekunders skimning af teksten, står der: "The dv7 has an orange LED on the top left corner. double tap it to disable/enable the synaptic touchpad. LED On = disabled."

WHF?? Var det bare dét, jeg skulle? Dobbelttrykke på selve lysindikatoren?? HVAAAAAD??

Men det virkede, og jeg blev klogere. Alt i alt en ret god søndag formiddag.

Barnlig p-plads-opførsel!

Cornelia og jeg var i føtex i dag, og det skal man ikke gøre en lørdag eftermiddag, hvis man er lidt angst for andre mennesker på en parkeringsplads, som jeg nu er. De kører jo som død og helvede! Det gjorde de også i dag, og det mundede ud i to gange fuck-finger til mig fra et ægtepar på 60+, og jeg gjorde ikke engang noget forkert. Jeg håber, de fik afløb for deres bitterhed mod os, der kun har mulighed for at handle i weekenden grundet arbejde, børn osv., men det er sgu da ikke mig, der har opfundet vigepligtsreglerne, så hvorfor jeg skulle have en illustrativ lussing, kan jeg ikke lige gennemskue.

Vi kan da lige lave et lille oprids af situationen set fra min lille Fiat:

P-plads ved føtex fyldt op til bristepunktet. Fiat-ejer spotter én, der lige har sat i bakgear. Fiat-ejer holder helt stille og venter på vedkommende kører. Anden bil i p-bås til venstre for Fiat-ejer sætter i bakgear...og begynder at bakke!! Fiat-ejer panikker en smule, sparker Fiaten i bakgear og bakker vildt og tovligt, for ikke at skulle til at have ny venstredør og forskærm. Idiot-bilist glor ondt på Fiat-ejer. Fiat-ejer siger stille og roligt til sig selv, at det da vist liiiiiiige var friskt nok gjort af Idiot-bilist. Idiot-bilist begynder at råbe, glo meget vredt på Fiat-ejer mens han råber "kraftedme", "idiot", "nar" og lidt mere i samme dur. Fiat-ejer bliver rasende og begynder at råbe retur (ikke særlig voksent, ved det godt), og pludselig skal Idiot-bilistens Idiot-kone til at blande sig og sender out of nowhere en fuck-finger i min retning, mens hun også råber. Fiat-ejer er nu så pisse blå i hovedet af raseri, at hun er SÅ tæt på at blokke al trafik, træde ud af bilen mens hun puster sig op og råbende forklarer Idiot-bilist og Fru Idiot-bilist, hvordan vigepligtsreglerne er skruet sammen... Men Fiat-ejer når det ikke; Idiot-bilist kører som død og helvede derfra, mens både Hr. og Fru sender de vildeste håndtegn i min retning og Fiat-ejer er så pisse barnlig, at hun gør det samme!

Jeg er bare ikke skabt til at omgås psykopatbilister på sådan en højhellig lørdag eftermiddag!

Nå, men formiddagen var nu ret underholdende. Flimmeren i stuen kørte på Weekend-tv, hvor Margrethe Vestager var med.

Mathilde: "Hvem er hun?"
Mor: "Margrethe Vestager."
Mathilde: "Hvad kan hun?"
Mor: "Hun er minister, det er sådan én, der...."
Cornelia råbende ude fra køkkenet: "HVAFFOR EN MEDISTER??"

Migmigmigmig!

Jaja, hævnen er sød! Jeg har negligeret mit 4. barn (bloggen) og derfor skal mine læsere lide og læse et blogindlæg om moi!

Det er nu lidt pral at skrive "læsere" - som i pluralis, som om der er mange flere end min mor, der læser mine blogs. Men fuck nu det, jeg hygger mig, og det er jeg sikker på, min mor også gør. Og nu vil jeg altså skrive lidt om mig selv, selvom det ikke er ny viden for min læser (altså min mor); men hvis jeg nu om 20 år synes mine børn er tåbelige, så kan jeg lige finde mig selv 20 år yngre og se, om de måske ikke bare er tåbelige fordi de ligner deres åndsforladte mor - ren win/win!

Mig: Jeg er lige fyldt 29 år, og allerede nu får jeg stikpiller om, at jeg snart fylder 30. Jamen for Fanden da, er det rigtigt? Kommer 30 efter 29? Oh ve, oh skræk, sikke en åbenbaring; skal jeg tisse i bukserne, besvime eller kaste op? Eller skal jeg bare være en lille smule ligeglad? Tror sidstnævnte vil falde mig mest naturligt!

Jeg er ikke for klog. Jeg tror ikke min intelligens og mit intellekt fejler noget, men jeg er ofte så meget i øjeblikket, at jeg ikke altid er verdens bedste planlægger, konsekvensberegner eller organisator. Jeg er måske også lidt for impulsiv og meget afslappet i forhold til livet. Sådan ser jeg i hvert fald mig selv; eller også vil jeg bare gerne se mig selv sådan.

Jeg synes selv, jeg er mor på den fede måde! Mange af de små damer, der kommer her i Dukkehuset, har mødre, der (uden at fornærme nogen) er noget ældre end mig. De mødre har jeg det fint med, det er slet ikke det. Men jeg synes bare de bor så pænt. Så organiseret. Så korrekt. Og så er det, jeg ikke kan lade være med at tænke på, om de mødre aldrig råber af deres børn og får lyst til at flå arme og ben af børnene, fordi de ikke lægger sig til at sove om aftenen? Om de altid er så korrekte både i deres hjem, på deres arbejde, overfor deres mand, overfor deres børn?

Jeg er sgu ikke cool, calm and collected. Tvært imod. Jeg råber højt, når jeg synes, det er påkrævet. Jeg hører høj musik og synger, så mine lunger er ved at falde ud. Jeg lader vasketøj være vasketøj og sætter mig på terrassen og læser, mens mine børn tåger rundt i sandkassen og øver sig i de bandeord, de ikke må sige. Jeg inviterer familie på hyggekomsammen med 1 times varsel, for så først at opdage, at jeg hverken har vådt eller tørt i Dukkehuset. Jeg hører radio og ser tv på samme tid, mens mine børn fyrer Michael Jackson af på YouTube, og ingen kan høre, hvad nogen siger. Jeg glemmer hvad mine børn hedder, og kalder dem derfor det samme. De går (og har altid gjort det) begge to under betegnelsen My. Og heldigvis er der altid én af dem, der svarer, når jeg kalder på en eller anden My.

Vi råber tit højt, når vi taler "normalt" til hinanden. Vi råber endnu højere, når vi skændes. Vi hvisker, når vi er fjollede. Vi griner rigtig meget her, men aldrig af hinanden på den nedværdigende måde. Vi kommunikerer som oftest pænt; selv når jeg råber højt, er det på en konstruktiv måde. Det modsatte kan selvfølgelig også ske, jeg er jo blot et menneske, men jeg forsøger af al kraft at holde det konstruktivt, og ditto lærer jeg mine børn.

Vi ligner alle tre jævnligt Vivienne Westwood i tøjet, fordi vi alle tre har en ret bestemt holdning til, hvad beklædning skal bruges til og hvilke signaler selv samme skal sende. Og jeg lader mine børn gøre som de vil. Dog er der også grænser for galskaben. Min ældste datter, som jeg kalder Mathilde, når jeg ellers kan huske det, er den eneste pige i 1. klasse, der ikke har huller i ørerne, hvilket nogle af de andre piger er kvikke nok til at opdage samt pointere med jævne mellemrum. Og hvad fanden skal det lige forestille?!?! Hvor fanden skal de så pierces, når de skal konfirmeres?? Og hvad sker der lige for det der tangerende mobning? Heldigvis er Mathilde i besiddelse af en personlighed med indbygget menneskemagnet, der gør, at hun aldrig er alene, hvilket også er hendes forbandelse, da det tit bliver for meget for hende. Hun kan faktisk godt lide ro! Men fordi Mathildes emsige mor har besluttet, at barnet skal være stor nok til selv at rense sine betændte piercinger, før hun får lov at få dem, er det så mig eller de korrekte mødre, der er liiiiiiige lovligt friske på aftrækkeren?

Måske det er dobbelt moralsk, for jeg har sgu da så mange piercinger, at jeg knap har fingre nok til at tælle dem, og jeg har haft endnu flere, men berettiger det samtidig, at mit piercingløse barn på 7 (!) år, skal have sine små, søde, bløde, uskyldige øreflipper smadret ved at tyre en nål igennem dem? Nej det synes jeg faktisk ikke. Og jeg synes, at det er for nemt, når man giver sine børn lov til alt muligt, de ikke selv forstår, før de overhovedet er startet i skole. Og jeg tænker i mit stille sind, at de korrekte mødre, med de korrekte hjem og den korrekte mand, måske gør ungerne en bjørnetjeneste ved at behandle dem som små voksne i en alder af 7 år. Og da Mathilde efter en børnefødselsdag fortalte, at én af pigerne må få mascare på, når hun skal i byen, var jeg nær faldet om af forargelse. Jeg dømmer ikke nogen, jeg synes bare, det er forkert! Og det er jeg vist i min gode ret til!

Mine børn synes det er fantastisk sjovt at tælle alle mine piercinger, som for nærværende tæller 19 stk. Og ja, det er sgu da lidt mange, men skal vi ikke lige lade som om det er min krop, min smerte, mit valg, mit liv? Da jeg den anden dag hentede mine børn i SFO, gik der igen øreringetælleri i samtalen og Mathilde talte begejstret mine mange huller i ørerne og nåede frem til et relativt højt to-cifret tal. En af de korrekte mødre hentede et korrekt barn (med strømper, der matcher, blærerøv!) på samme tid, som jeg hentede Jytte Abildstrøm 1 og 2, og moren sagde stille til sig selv "det er vist ikke kun ørerne hun har hul i, det er også hovedet...." og jeg blev simpelthen så mundlam som sjældent set. Den havde jeg sgu godt nok ikke lige set komme. Og hvad fanden var det lige for en måde at dømme mig på? Så fordi jeg har valgt at have lidt rigeligt mange huller i ørerne, har jeg også hul i hovedet? Nånå... Jeg håber da ikke den korrekte mor på noget tidspunkt forvilder sig til en by med lidt mere end 1.500 indbyggere, for lur mig om jeg er den eneste 29-årige mor, der har flere piercinger end hvad efter hendes mening acceptabelt er.

Jeg fik lige bitchet lidt, men jeg synes, det er en mærkelig måde at dømme mennesker på. Jeg synes, det er trist, hvis der er alt for mange fordomme rundt omkring. Det giver sådan en dårlig stemning, et møg dårligt miljø og en masse brok! Og det er da trist at spilde sin tid, energi og måske sit liv på ligegyldig brok, bare fordi nogle mennesker er lidt til en side. Jeg bruger, hånden på hjertet, heller ikke min tid på at dømme de konservative parcelhusejere med én stor bil, en konebil, 1,9 barn i snit, realkreditlån og perfekte madpakker. Jeg har lidt andet at bruge tiden på, men derfor kan jeg da ikke se noget forkert i, at vi skal have en sameksistens til at fungere til alles bedste. Jeg tror faktisk heller ikke, at de korrekte mødres børn tager nævneværdig skade af at være sammen med mine børn... Men det er selvfølgelig blot gisnerier fra den ukorrekte mor: moi!!

Men jeg gad godt, at jeg på daværende tidspunkt for min "klart-for-enhver-diagnose" havde været lidt mere klar i både kæft og hjerne (der var jo hul ind til den, hvor meget mere klar kan den blive?) og sagt et eller andet meget lidt konstruktivt retur. Bare lige en lille bitte ting, så hun måske kunne blive mundlam. Men sådan er jeg ikke. I stedet kan jeg bruge en halv aften på at spekulere over, hvad jeg skulle have sagt, så jeg er BEREDT, hvis det nogensinde skulle ske igen. Nej - jeg tror ikke helhjertet på det. Det er bare ikke mig!

Nu fik jeg skrevet lidt vel meget om både børn og moi, selvom min hensigt var at være totalt egoistisk og kun skrive om mig selv - de kære børn sniger sig vist bare ind alle steder. Men nu er min fineste opgave også at være MOR!

Om ikke andet kan jeg da med ovenstående konkludere: Jeg dømmer de korrekte mødre, de dømmer mig. Er der så balance i universet? Jah, det er der nok...

Moi = mor!