Ninja-sneglen part IV

Det har været intet mindre end en perfekt morgen; da vi gik i skole/børnehave i morges, så vi ikke mindre end TO Ninja-snegle. Og det var endda drenge-ninja-snegle, hvilket i sig selv er noget af en begivenhed (Ninja-sneglfortællingen strækker sig over en lang periode, og har du ikke læst dem, så gør det her og her oooog her).

Det der med drenge- og pigesnegle er noget med farverne, har jeg ladet mig fortælle af min nok så oplyste ældste datter. Mathilde mener nemlig, at hvis sneglene er drengefarvede på deres huse, må det jo logisk nok være drenge. Hvilken pigesnegl har lige lyst til at have et brunt hus? "Hva' mor, kan du ikke se det ville være for fjollet? Hvis en pigesnegl havde et brunt hus, ville den da sætte det af og finde sig et nyt hus i en anden farve."

Den der snak om bierne og blomsterne har vi endnu ikke haft, så snakken om hermafroditter gemmer vi også liiiiiiige lidt endnu! Men med pigernes enorme engagement i hele dyreriget og dets funktion i verden, er vi nok nødt til snart at snakke om det. Men hvordan angriber man lige den?

Det må jeg lige gruble lidt over...

Cuba - eller noget...

Ja - så er den gal med The Dictator igen.

Cornelia havde i formiddag følgende samtale med et styk højforvirret Cocker:

Cornelia: "Stangtenniiiiiiis, stangtennis, stangtenniiiiiiis, stangtennis, stangtenniiiiiiis...." - der var melodi på, men den er ikke så nem at få med på tekst.

Cocker logrer lidt og kigger underligt på mig, lidt á la "Skal vi godt nok beholde hende?"

Diktatorposten føles længere og længere væk, synes jeg :-)

Dronning Margrethe er død!

Der er valgkamp! Danmark er gået i massehysteri and I love it :-)

Mathilde: "Mor, hvad er et folketingsvalg?"
Mor: "Der skal vi ned på sognegården og stemme om, hvem der skal være statsminister i Danmark."
Mathilde: "Mor, hvad er en statsminister?"
Mor: "Det er hende eller ham, der bestemmer i Danmark."
Mathilde: "Er Dronning Margrethe DØD?"
Mor: Voldsom uhæmmet latter...

Og mens jeg skriver dette, springer Cornelia hen i sofaen ved siden af mig og siger:
"Mor, hvad skriver du?"
Mor: "Jeg blogger bare om jer."
Cornelia: "Jeg kan godt læse hvad du skriver; øverst står der D-M-E.... EMHÆTTE!"
Mor: Voldsomt latterudbrud endnu engang.

Men de hepper på Helle lige som deres mor; så pyt med at Dronningen er død og dme siger emhætte!

Når vi fucking svømmer i myrere

Fødselsdagshysteriet er overstået. Mathilde fik dét, hun ønskede sig aller mest; et par rulleskøjter. Fra fredag eftermiddag til i dag (onsdag), har hun nærmest ikke haft dem af. Det er jo freaking fantastic at sådan en relativ lille ting kan give så megen glæde og begejstring!

Morens eksamenshysteri er også overstået; pigerne sætter pris på at have en mor, der er (nogenlunde) i kontakt med sin mor-hjerne igen, og at vi ikke behøver svømme rundt i mine noter og bøger længere.

Men apropos svømning - vi døjer en lille smule med et irriterende dyr: myrere. På nettet kalder de dem "have-myrere", hvilket jeg har prøvet på at forklare dem. De skal blive i haven, deraf deres navn. Men de vil sgu ikke rigtig lytte. Så de forsøges bekæmpet på mange andre kreative måder med divergerende grad af succes.

I går var der et par stykker i stuen, hvilket fik Cornelia til at komme med følgende udtalelse:
Cornelia: "Mathilde ved du hvad der sker, når man svømmer i myrere?"
Mathilde: "Nej"
Cornelia: "Så får man myrekryb..."

Børnelogik er bare SÅ fantastisk :-)

Mathilde fik Sims 3 til PS3 i fødselsdagsgave, og det bliver også spillet i stor stil af begge børn (det ene barn dog konstant med rulleskøjter på). Mandag havde Mathilde en veninde med hjem, og der skulle også spilles Sims 3. Midt under deres påklædning af en Simmer kommer følgende udbrud fra min ældste datter: "Sorte støvler er bare SÅ FUCKING NICE!"

Æh... Jeg tror, jeg vil til at udvide mit ellers så fucking nice vokabularium fra NU!

The Dictator har lært det

Jeg har bolledej til op over begge albuer, chokoladekagedej på næsen, to børn der råber efter mig og en hund, der er blevet hysterisk af forventningens glæde.

Hvor er det herligt :-)

Jeg uddeler ordrer som en anden general hos Stasi; fødselsdagsbarnet lytter og dækker bord; The Dictator har lært fornægtelsens søde tilfredsstillelse og tuller rundt i sin egen boble. Hun fornægter fuldt ud, at jeg er hendes mor, og at man bør lytte til mig. Hun er desuden begyndt at føre dybe samtaler med et styk forvirret Cocker Spaniel, men hvorvidt det bringer hende tættere på diktatorposten på Cuba, er jeg lidt i tvivl om.

Ryge/skrive-pause er slut. Bolledejen kalder - og Mathilde råber "MOR jeg har ondt i maven af at glæde mig."

Dødsregn og fødselsdagsstressfornægtelse

I  morgen har Mathilde fødselsdag, og jeg har med alle mine spørgsmål om fødselsdagsmenu, fødselsdagsønsker, hvad skal deles ud til klassen, hvilket tøj skal vaskes, hvordan skal håret sidde osv., givet hende stress - tror jeg. Og hun bearbejder stress på præcis samme måde som sin mor. Fornægtelse, fornægtelse, fornægtelse! Hvis man ikke tager stilling til hvad for noget aftensmad, man gerne vil have, løser det sig nok på forunderlig vis. Og lur mig om ikke det virker. Det plejer at virke for mig, og det har min ældste datter åbenbart arvet.

I dag skal vi gerne have ryddet op og støvsuget, da vi får hytten fuld af gæster i morgen. Men jeg er gået i benægtelsesmode. Hvis jeg i dag lader som om hun ikke har fødselsdag i morgen, så behøver jeg jo ikke rydde op; så er der nada stress mere! At det så hævner sig i morgen, forholder jeg mig først til i morgen. Det giver altså et styk afslappet Superheltemor i dag og et styk travl mor i morgen :o) Var der nogen, der sagde overspringshandling? Jow, det var der vist. And that's the way we like it!

Men i morgen, den 19. august 2011, bliver Mathilde 7 år. Klokken 02.02 for at være præcis kom hun til verden i pisregnvejr efter 25 timers veer. Og apropos regnvejr: Hvad sker der lige for Vejrguderne i morgen? Dødsregn? Hvad går det nu ud på? For at sige det mildt var jeg nær besvimet af grin i morges, da jeg hørte udtrykket for første gang. Dødsregn i Danmark....

Hvis vi nu overlever dette grusomme vejrfænomen, får vi forhåbentlig en rigtig dejlig dag med nogle rigtig dejlige mennesker, og så er der jo mere at blogge om til den tid :o)

Superhelt med bred røv part II

Når jeg kan bruge mange, mange, mange tanker på at udtænke mine børn som superhelt, så må mine børn da også mene et eller andet om mig som superhelt. Og lur mig om jeg ikke havde ret. Meningerne var mange, lange, indviklede, sjove, fantastisk, sære og helt tydeligvis tanker frembragt af nogen, jeg har leveret genetisk materiale til.

Hvis jeg skulle skrive det hele, ville jeg nok få seneskedehindebetændelse i både fingre og arme, så derfor kommer der lige et lille udsnit.

Cornelia lagde ud til spørgsmålet: "Nelly, hvis jeg var en superhelt, hvordan skulle det så give sig til udtryk?"
Cornelia: "Så skulle du være en superhelt, der kan lægge tøj pænt sammen, hænge billeder pænt op, købe pæne ting, hoppe langt og meget andet. Men det kan du jo allerede."
Mor: "Men hvis jeg nu skulle kunne noget specielt, lige som Spiderman kan kravle på vægge og skyde med edderkoppespind, hvad skulle det så være?"
Cornelia: "Jamen det kan du jo ikke."
Mor: "Nej nej, men hvis nu?!?"
Cornelia: "Jamen du kan jo ikke."
Mor: "Nej okay."

Mathilde tager over: "Så skulle du kunne flyve."
Mor: "Okay."
Mathilde: "Og så skulle du have en pisk lige som Indiana Jones."
Cornelia: "Og en skyder (pistol)."
Mathilde: "Ja, og så kunne det være mega sejt, hvis du havde et flyvende tæppe og kunne samle penge i en sæk og kaste pengene ned til de fattige."
Cornelia: "Vi kunne også bare bruge pengene på mange cola'er, fanta'er og fastelavnstøj...." - "Nåhr ja, så skulle du sørge for at alle mennesker aldrig er sure på hinanden, have en flyvemaskine og ellers bare være god til at tæske de onde."
Mathilde: "Det kunne også være godt hvis du havde et rør med pigge i, en taske med tyvekoster, laserøjne og hvis du var god til at springe over store ting."
Cornelia: "Og hvis du kunne give stød, skyde med bue og pil, have langt hår og stritører(?)..."
Mathilde: "Og have kjole på SELVOM det var vinter. Dét er sejt uden at fryse."
Cornelia: "Du skulle også dufte godt."
Mathilde: "Og hjælpe folk, når deres huse brænder."
Cornelia: "Og redde katte ned fra træerne, og huske at tage billeder af alle dyr, du møder."
Mathilde: "Og læse dine bøger hurtigt og købe lige præcis det Cornelia og mig har lyst til at få. Og så skulle du have otte arme og otte ben..."

The End

Bortset fra det lange hår, flyvemaskinen, det flyvende tæppe og at hoppe over store ting, vil jeg næsten påstå, at jeg i divergerende grad, lever op til de andre krav. Så er det ikke helt løgn... Jeg er sgu en superhelt med en bred røv :-)

Opskriften på at blive rig

Lille familie på tre befinder sig i bilen, hvor Britney Spears - "Overprotected" ikke får for lidt. "Mor, du skal synge med, for så kan vi bedre høre hvad hun siger." siger Mathilde. Så jeg skråler også Britney for fulde gardiner da Cornelia udbryder:

"Mor er det ikke rigtigt, at vi skal have en hest, når du får råd til en bondegård?"
Mor: "Mnjaaa...."
Mathilde: "Ellers kan vi bare købe én selv, for jeg prøver på at spare."
Cornelia: "Jamen du har jo ikke penge nok."
Mathilde: "Nej, men hvis jeg nu arbejder i andres haver, så kan jeg få nogle penge. OG dollars. Og så bliver man rig."

Hvis jeg ikke havde haft Britney at koncentrere mig om, var jeg kørt af vejen...

"Jeg prøver på at spare" - sætning hun sagtens kan have hørt sin mor sige.
"Du har ikke penge nok" - fair nok, også en sætning, der sagtens har kunnet stamme fra moren.
"Hvis jeg arbejder i andres haver" - what? Jeg har en formodning om, at der efterhånden er nogle klassekammerater, der tjener penge på havearbejde. Ellers aner jeg virkelig ikke hvor den logik kommer fra.
"Dollars" - endnu mere WHAT? Hvor i alverden samler de så nyttig viden op? Og ungerne er alligevel ikke opdaterede, for dollaren har da aldrig haft det værre.

Sæt hellere din lid til den danske krone min pige, for så godt er det heller ikke at hedde Dollar pt.

Kan godt være jeg skal skrifte kurs og blive havearbejder i stedet; for at blive rig altså. Men jeg er bange for ørentviste, bænkebiddere, regnorme, edderkopper, dræbersnegle, visne blade, friske blade, blomster og træer. Måske det begrænser mig lidt allerede inden start?!?

Ninja-sneglen part III

Traveturen fra børnehave/SFO bød i mandags på en ret, for mig at se, underholdende dialog, der forløb således:

Mathilde: "Dræber dræbersnegle hinanden?"
Cornelia: "Nej det er kun Ninja-snegle, der dræber dræbersnegle. De ved nemlig hvad man må og ikke må. De kender reglerne og ved, at man KUN må dræbe dræbersnegle..."
Mathilde: "Er du sikker?"
Cornelia: "Mmm..."

Og det skulle ikke undre mig, at The Dictator har ret :o)

En ekstra fødselsdagssang

Mathilde er startet i 1. klasse i dag, og hvor så hun bare stor ud, da hun stolt og rank sad på sin stol i klasselokalet. Min lille My, som er blevet så stor, og lige om lidt har fødselsdag.

Apropos fødselsdag: Hver morgen er der morgensang for alle børn på skolen i hallen, så det var der selvfølgelig også i morges. Efter den første sang bliver der altid spurgt, om der er nogen, der har fødselsdag, og hvis der er, skal de op til offentlig skue og så synger resten af skolen fødselsdagssang for fødselaren.
I dag skulle alle børn, der har haft fødselsdag i sommerferien, stille sig op foran, så de kunne få en fødselsdagssang. Fluks rejser Mathilde sig, tuller op foran og får en fødselsdagssang. Og hun så ud til at nyde det i fulde drag. Da morgensangen var færdig, spurgte jeg Mathilde, hvorfor hun var gået derop, da hun jo først har fødselsdag på fredag? "Jamen mor, det er da fordi jeg har fortjent to fødselsdagssange i denne uge."

Nå ja, hvorfor ikke :-)

Fidel, Hulk, Ironman og Einstein

I går havde Fidel Castro fødselsdag, og det første der slog mig, da jeg læste det, var at jeg burde skrive et eller andet om Fidel og Cornelias fællestræk. Så tænkte jeg, at det måske vil være lidt u-mor-agtigt at sammenligne sin datter med Fidel Castro; men på den anden side, så er hun bare så Dictator-agtig, at jeg er nødt til at gøre det. Jeg håber, hun synes det er sjovt nok om 20 år.

Fidel Castro havde som sagt fødselsdag i går. Han blev 85 år. The Dictator er 5 år; til trods for aldersforskellen på 80 år, er jeg sikker på de to vil forstå hinanden fuldstændigt. Jeg har læst at Fidel på et tidspunkt har været i eksil i Mexico, været udsat for et hav af mordattentater, været i fængsel, forsøgt flere politiske kup og meget andet. Cornelia synes demokrati er for tåber og kan ikke altid forstå hvorfor verden ikke bare kan indrette sig efter hendes overbevisning.
Bliver hun vred eller synes verden (eller moren) er imod hende, kan hun på et nanosekund gå fra sød, charmerende lille pus, til noget der ligner Hulk. En eksplosion af raseri, hvor hun bliver grøn, er med jævne mellemrum set. Sådan tror jeg også Fidel var som barn. En viljefast, lettere hysterisk knægt, der helst ville have sin vilje. Om han også kunne ligne Hulk? Ja det tror jeg faktisk!
Men lige så vel som Hulk er en helt, er Cornelia det også. Venlig, gavmild, kærlig, intelligent og følsom. Og uanset hvor meget Dictator hun er, har hun så fantastisk et sind. Der tror jeg så ikke Fidel kan hamle op med min Dictator.

Skulle jeg sammenligne Mathilde med en superhelt (ja, jeg finder det ret underholdende og bruger mange tanker på det), så skulle det være... Øh... Hvilken rummelig, tålmodig, nobelpristager med filosofiske tendenser, er karakteriseret i en superhelt? Første gang jeg tænkte over det, var Ironman den første, der kom til mig. Han er hård udenpå og blød inden i; super intelligent og bestemt ikke handlingslammet. Det kunne lyde som Mathilde; men på den anden side, så er Mathilde også blød uden på. Det er ikke nemt at forklare, men det er hun altså bare. Men Ironman er den eneste jeg kan komme i tanke om. Egentlig er hun nok mest en Niels Bohr eller Einstein. Nobel-udvalget ringer nok snart fordi de har opfundet en pris for mest rummelige hjerte.

Nu har jeg sammenlignet mine børn med superhelte (mænd), et par fysikere (mænd) og en enkelt diktator (mand). Hvor i alverden er de seje, kvindelige forbilleder for piger på 6 og 5 år? Selvfølgelig mener mine piger, at de er prinsesser inderst inde, men hvis den karriere ikke lige bliver til noget, er der ikke andre at se op til.

Så er det jo i grunden ret heldigt, at de har en mor (selvom hun tit er meget ikke-mor-agtig-og-bare-sær som de siger), der KAN alt, VED alt og ikke mindst propper så meget ego og selvtillid ind i dem, at det er til at brække sig over. Så skal de nok overhale både Fidel og Einstein, det er jeg ikke i tvivl om!

Hvordan er det nu det er...?

Den helt store omgang Little Big Planet blev spillet i dag inden sengetid. Et fantastisk spil hvor mine børn faktisk kan spille sammen uden at rykke både arme og ben af hinanden.

Midt under akten klør Cornelia sig på halsen og udbryder: "AAAARGH har jeg noget her?"
Mathilde kigger og svarer sagligt: "Nej, du er bare ved at få et modermærke."
Cornelia: "Jamen det kilder HELT VILDT!"
Mathilde: "Ja, men sådan er de jo bare, og især når de er lige ved at komme..."
Cornelia: "...er du sikker?"
Mathilde: "Jaja..."

Hvor må det være lækkert at have sådan en alvidende storesøster :-)

Ninja-sneglen part II

Og lykken er gjort! Intet mindre end en helt perfekt dag, blev det i dag, for da Mathilde var blevet afleveret i SFO, og Cornelia og jeg gik mod børnehaven, hvad dukkede der så op? Lige ved lågen ind til børnehaven, sprang denne i øjnene på The Dictator.

Cornelia: "AAAAARGH MOR - NINJA-SNEGLEN ER TILBAGE!!!"

 

Og hun har ikke været til at skyde igennem siden da. Har du ikke læst om Ninja-sneglen, så læs den her.

Cornelia: "Mor, det er nu ret smart den har valgt at bo på den rigtige side af hegnet."

Mor: "Hvorfor synes du det?"

Cornelia: "For så er der ikke nogen af de andre børn, der kan smadre den, for det vil være synd."

Min lille dyreaktivist :-)

Søskende kærlighed

I dag er der 11 dage til Mathildes fødselsdag, hvilket jeg i vanvare kom til at fortælle hende; hendes reaktion var ikke helt, som jeg havde forventet. Jeg troede, hun igen ville skælde ud, fordi der stadig er for længe til. Hun gik imidlertid helt i selvsving, og nu har jeg nok givet hende 11-dags spændings-søvnbesvær (salut fra Gladsaxe pigegarde til moren nu? Nej? Øv!).

Nå, men det jeg ville frem til er, at selvom hun af og til synes hendes lillesøster er lidt belastende, så har hun på sin meterlange ønskeseddel skrevet indtil flere ting, som hun ønsker sig to af (solbriller, bikini mv.). Dette undrede mig i starten, og selvfølgelig skulle jeg da lige høre hvad det gik ud på:

Mor: "Mathilde hvorfor ønsker du dig to bikinier? Du kan vel kun have én på ad gangen?"
Mathilde: "Jamen mor det er da fordi det er synd for Cornelia, hvis hun ikke også får én."
Mor: "Så du ønsker dig en bikini i din egen størrelse, og en i Nelly størrelse?"
Mathilde: "JA" (med et stort smil, som om 5-øren endelig faldt for hendes fatsvage mor)

Det må da siges at være søskende kærlighed; men de er jo nok også nødt til at holde sammen, når de nu er udstyret med så åndssvag en mor :o)

Men trods min "brain fart" faldt hun nu godt nok i søvn i dag (salut til moren nu? Stadig ikke? I er da også så kedelige!).

Fartstriber og tyngende fornemmelser

I foråret fortalte Cornelia mig, at snegle, der har striber (på sneglehuset), per definition er hurtigere, end snegle, der ikke har. Det har hun sikkert ret i, for jeg har ikke kunne finde nogle forskningsresultater, der kunne understøtte min skepsis. Hun fortalte mig endvidere, at når man går forbi en snegl med striber på huset, så skal man lige huske at gå lidt længere uden om, da den hurtigt lige kan "snegle" sig ind under ens sko, hvis man ikke går langt nok uden om (ih hvor hun da elsker snegle - har du ikke læst om ninja-sneglen, så læs den her).

På gåturen hjem fra mormor og morfar i dag, gik vi igennem børnehavens legeplads, hvor der var en del snegle; snakken om fartstriber blev derfor genoptaget, og Mathilde fandt et ejerløst hus MED striber.

Cornelia: "Nå, den snegl havde nok ikke lyst at være hurtigst længere. Måske den var blevet træt af altid at komme først."
Mathilde: "Næh, når de har smidt huset, så er de da endnu hurtigere, end hvis de har hus på!"
Cornelia: "Naharj"
Mathilde: "Johow"
Cornelia: "Naharj"
Mathilde: "Jo, for kan du ikke regne ud, at når de ikke har noget hus, så vejer de ikke så meget, og så kan de løbe hurtigere? Det er lige som at løbe med og uden skoletaske på..."
Cornelia: "..." (hun hader, når søsteren måske har fat i noget)

Tja, hvem der så har ret, vil jeg lade stå hen i det uvisse; jeg tror Cornelia accepterede Mathildes logik, og hvorfor så blande sig i noget, man ikke har en skid forstand på :o)

Røven er igen i vejen

Mathilde: "Hey mor, hvis din røv nu ikke var så stor, så kunne jeg bedre komme ud at tisse, mens du vasker Cornelias hår."

Meget kan man sige om min bagdel, men den fylder da ikke alle 4 m2 på badeværelset. Flabede barn...

Måske kylling men ikke leverpostej

Nu kan det godt være, at mine monstre efterhånden fik regnet sig frem til, hvilket dyr kylling-kød kommer fra. Så langt så godt.

Men hvad så med leverpostej?

Cornelia: "Hvorfor er leverpostejen lyserød inden i?"
Inden jeg nåede at svare, fortsatte hun selv: "Nåhr jo, det er jo dér, dejen ikke er helt så bagt."

Hun har da fat i, at det er noget med en ovn. Men helt ærligt så er det eneste dej og postej har til fælles, da cirka det sammen som en giraf og en gris - nogle bogstaver! Men jeg ser det på den lyse side - hun vidste det med ovnen. Min lille, skarpsindige Dictator (af den slags, der skal udtales på engelsk).

Efterfølgende kom disse sætninger ud af hende:

Cornelia: "Mor, er det ikke rigtigt, at når man går med en kniv, skal den pege nedad?"
Mor: "Jo, hvis man ikke lige er i nærheden af en hund eller bitte små børn."
Cornelia: "Ja, for hvis man går med den sådan (hun viser mig, at den peger opad), kunne man jo godt komme til at skyde nogen..."

Der er næsten ikke noget værre end et vådeskud fra en smørekniv!!

Hvem er de egentlig?

Tænkte om jeg lige skulle lave en lille præsentation af mine arvinger, fugleunger, prinsesser, monstre, børn (kært barn har jo mange navne).

Mathilde: Første fødte; på en regnfuld august nat i 2004 på Horsens sygehus. Og hun har bare været verdens nemmeste barn fra dag ét! Altid glad, tilfreds og fornuftig; en rigtig spille-nørd (PS3, Wii, PC, Nintendo DS - you name it og jeg garanterer, hun lærer det i løbet af 20 minutter). Hun elsker rutchebaner og det kan næsten ikke blive vildt nok! Hun er en rigtig læsehest og elsker Bibelhistorier (tror det er fordi de er så blodige; come on Kain og Abel...) og har fundet ud af at bogstaver som regel giver mening, når man sætter dem sammen. Hun bliver belæst, det er jeg ikke i tvivl om.
Hun er i høj grad filosofisk, og tænker meget over livets mange store spørgsmål (så som hvorfor skyer aldrig er ens; hvordan det ser ud i Himlen når man er død; hvorfor Sarah fra X-factor vil være kæreste med en pige and so on). På et eller andet tidspunkt skriver hun speciale i oldtidshistorie, teologi eller subatomisk partikelforskning. No doubt! Og så tegner hun. Tegner, farver, maler med ALT, der på nogen måde kan give lidt farve fra sig. Hun vinder ind på folk med sit intellekt og kvikke kommentarer samt hendes tilpasningsevne og rummelighed. Hun gider ikke starte et skænderi blot grundet stædighed.

Cornelia: Diktatoren... Need I say more (stakkels storesøster)? Født en iskold januar aften i 2006 på Horsens sygehus, hvor der lå 30 cm sne både da vi kørte på sygehuset og derfra igen et døgn senere. Hun har fra starten været et fantastisk temperamentsfuldt barn, og det har taget tid for mig at lære hende at kende. I grove træk var hun utilfreds, indtil hun fik lært at tale, hvilket hun så også gjorde til perfektion da hun fyldte to år, og siden da har vi forstået hinanden! Når hun har sat sig noget for, er der INTET, der kan ændre hendes beslutning. Go for the kill, my child - intet mindre kan gøre det. Enten er hun viljestærk eller også bare stædig. Hun er lige så videbegærlig som sin søster, og skal helst være dér, hvor der sker noget. Hun spiller også en del, men hvis ikke hendes søster gider fortælle hvordan  man gør, kan det være ligegyldigt. Og hun klipper i ALT (også morens Marimekko voksdug) og tegner ligeledes på ALT (også soveværelsesvæggen og nægter sig altid skyldig)! Hun charmer vildt og uhæmmet; uden at sige en lyd, kan hun charme sig ind på folk. Hun går ikke af vejen for et friskt lille skænderi med sin mor, hvor ingen sætning går under 140 decibel. Hun elsker dyr (vitterligt ALLE dyr), og melder sig på et tidspunkt ind i en dyreaktivistforening, tror jeg. Og nåhr ja, så emigrerer hun på et eller andet tidspunkt et sted hen, hvor de mangler en Diktator. Hun går ikke ind for demokrati. Det er "my way or the highway".

Selvfølgelig indeholder mine børn mange flere værdier, evner og egenskaber end de ovenfor nævnte, men for de af jer, der ikke kender dem (indgående), beskriver dette dem ret godt. Så giver det nok lidt mere mening at Mathilde har ondt af ham "Josus" på korset, og Cornelia går i spåner over en ninja-snegl, der er hoppet(?) over hegnet i børnehaven (flabede dyr).

Konklusion: Dejlige børn :o)

Man skal tænke sig om, inden man får børn!

Satte jeg lige Mathildes filosofiske evner og teoretiske tankegang under lup sidst? Det trækker jeg også i land igen.

I morgens lå selv samme barn under min dyne og morgenhyggede, inden vi sådan for alvor skulle op, og da jeg har for vane at tjekke nyheder på TV2-app'en inden jeg kan løfte min dyne det mindste, gjorde jeg selvfølgelig også det i morges.

Hovedhistorien var flere detaljer i Tobias-sagen. Mathilde spurgte så, hvorfor der var et billede af en dreng på min telefon:
"Altså mor, hvorfor er det en nyhed? Jeg er da også et barn, og jeg er aldrig på din telefon i nyhederne." Så forklarede jeg hende, at det var fordi han var kommet så slemt til skade og til sidst var død af det.
Mathilde: "Hvem har gjort det?"
Mor: "Det har hans mor og hendes kæreste"
Mathilde: "Ej hvor er det synd. Jeg forstår ikke hvorfor man får børn, hvis man ikke vil passe godt på dem. Så skulle man altså lade være... Det kunne de godt have tænkt lidt over, når de ikke gad passe godt på ham."

Og så puttede hun ellers bare sit lille, søde væsen ind til mig.

Jeg synes, det er store tanker for sådan en lille pige på seks år. Og jeg kunne jo kun give hende ret. Man bør tænke sig om! Men bør man også tænke sig om, og skærme børnene fra den virkelige verdens uhyggeligheder? Jeg er i tvivl...

Hvor får de det fra?

Kom jeg lige til at prale lidt af Mathildes filosoferen over kristendommen den anden dag? Jow, det gjorde jeg vist. Men hun er vist slet ikke så filosofisk, som hendes mor bilder sig ind:

Mathilde: "Mor, hvor kommer kyllinge-kød fra?"
Mor: "Hvad tænker du liiiiiige på?"
Mathilde: "Jamen er det fra en ko eller en gris?"
Mor: "..." (med rynkede øjenbryn)
Mathilde: "Eller er det fisk?"
Mor: "..." (endnu mere rynkede øjenbryn)
Mathilde: Uhæmmet latter!

Det må utvivlsomt komme fra deres fars side af familien ;o)

NB: Vi fik efterfølgende en lang snak om, hvor de forskellige ting vi spiser, kommer fra.

Forbandede aftensmad

Hvorfor er det lige, at fugleungerne HVER aften insisterer på at få aftensmad? De må da kunne lære, at aftensmad er noget man får, når mor gider lave det?
Ej fis!

I dag kom jeg til at spørge: "Tøser, kan vi ikke bare få et eller andet tilfældigt fra køleskabet til aftensmad?"
Mathilde: "Mor, man kan altså få andre til at lave aftensmad for sig..."
Mor: "Jojo, men vi kan da ikke blive ved med at belemre diverse familiemedlemmer med vores selskab lige omkring spisetid..."
Mathilde: "Ej mor, dem på McDonalds brokker sig da ikke!"
Mor: Vild og uhæmmet latterudbrud!

Hun er jo ikke helt tabt bag af en vogn det barn :o)

NB: Heldigvis inviterede morfar og mormor inden vi gik på rov i køleskabet.

Kristne er da tossede

Til en barnedåb i xman's familie da Mathilde var omkring 4 år gammel. Vi sidder i kirken og selvfølgelig er der en eller anden smart gut, der har ment, at en korsfæstet Jesus selvfølgelig hører til den mest naturlige udsmykning i en kold, firkantet, hvidkalket bygning ude midt i ingenmandsland. Og det er altså en virkelig stor skulptur, vi snakker her; placeret som et blikfang og en evig reminder om hvad Jesus blev udsat for for vores skyld. Mathilde spotter Jesus. Spørger hvem han er. Jeg fortæller og forklarer, mens præsten gør det, han er bedst til. Laaaang tid går, Mathilde prikker mig på skulderen og spørger med undren i stemmen:

"Mor, hvornår piller de ham der Josus ned igen?"

Hun havde meget ondt af ham "Josus", der skulle hænge på korset hele natten også...

"Men måske er det ikke så synd han døde, for så kom han jo op til Gud, som han kendte i forvejen."

Er det kun mig der synes, at religion er svært at forklare?

Mathilde: "Mor, da Gud lavede Adam og Eva, hvorfor lavede han så ikke nogle børn til dem? For det må da være VIRKELIG kedeligt, ikke at have nogle børn!"

Der måtte jeg lige være et svar skyldig :o)

Ninja-sneglen

Da jeg i dag gik hjem, efter at have afleveret mine arvinger i diverse institutioner, kom jeg til at tænke på en sjov episode fra foråret.
Cornelia er MEGET vild med snegle (dyr generelt), og da børnehaven har en stor, grøn legeplads, vrimler det altid med snegle, når det er fugtigt i vejret. Og det er altid små, sorte snegle med brun/sort hus på. Lige PLUDSELIG ud af det rene ingenting, dukkede en wienbjergsnegl. Jamen helledusseda, begejstringen var stor, fordi den var jo kæmpe stor og hvid! Stik modsat af alle dem vi plejer at se der.

Cornelia: "Mor, hvad er det for en stor snegl?"
Mor: "Det er en wienbjergsnegl - den dræber dræbersnegle, så den skal vi passe godt på ikke at træde på."
Cornelia: "...." og kigger på mig som om jeg mangler en møtrik.

To dage senere da jeg henter hende i børnehave, kommer hun mig stormende i møde og siger "Mor, mor, mor, der er sket noget forfærdeligt i dag!" Jeg når i mellemtiden at tænke flere grimme ting om store skader og mobning, men inden min tankegang bliver lidt for fantasifuld, udbryder hun "NINJA-SNEGLEN ER BLEVET VÆK!"
Et splitsekund fatter jeg ikke en hvede, men så slår det mig, at hun taler om wienbjergsneglen - som tilsyneladende er stukket af. Det er en alvorlig sag, når man er 5 år og elsker dyr.
Vi får herefter en fornuftig snak om, at ninja-sneglen nok var nødt til at tulle et andet sted hen for at dræbe flere dræbersnegle, hvilket hun uden tøven godtager. Sådan en fantastisk skabning må der jo være brug for andre steder også.

Men prøv lige at sige wienbjergsnegl hurtigt fem gange - det lyder lidt som ninja-snegl. Så nu hedder den der hvide, store snegl pr. definition altså en ninja-snegl her i hytten.

NB: Hvis du finder "vores" ninja-snegl så vær lige sød at komme til Ølsted med den. Cornelia savner den :o)

Er jeg en superhelt med en utrolig stor røv?

2. dag i det virkelige liv er gået over al forventning. Jeg tror faktisk, at pigerne allerede er faldet godt til igen. Det hjælper også lidt, at der i institutionerne endnu ikke er fuld hus, da det stadig er ferieperiode.
Afhentning i Mathilde tog dog lidt lang tid i dag, da hun liiiiiige var begyndt på en perleplade, som absolut (no mercy) skulle laves færdig, inden hun kunne tage med hjem. Så Cornelia og jeg måtte i gang med det store hjælpearbejde det er, at finde 1.000.000 lyserøde (Nej mor, de er ikke lyserøde, de er pink, som hende damen du altid hører i bilen) perler. Pink perlejagt igangsat. Under jagten kom jeg til at gabe en enkelt gang og Mathilde spørger "Mor, hvorfor er du træt?" og jeg svarer "Det er jo hårdt arbejde at være mor til jer." og en kæk kommentar lyder derefter "Nåh ja, du er jo også superhelt om natten!". Jojo, det har jeg godt nok sagt i spøg en dag, da de også var efter mig, fordi jeg tilsyneladende gabte for meget, men at det kunne huskes til d.d., havde jeg ikke lige forventet.

Apropos selektiv hukommelse, hvorfor kan børn så altid huske alt det pinlige?
"Mor, kan du huske da du stod foran fjernsynet og dækkede det hele med din røv?" (37" - hmm)
"Mor, kan du huske da du skulle hælde cola op, og det brusede over?"
"Mor, kan du huske da du kørte over for rødt?"

Hvordan sletter man erindringer i sine børns hukommelse? Et trick jeg gerne gad lære.

Første dag tilbage i det virkelige liv

I dag, 1. august, har pigerne haft deres første dag i hhv. SFO og børnehave efter en velfortjent, og lækker lang ferie. Ferien har udstrakt sig over godt fire uger, og har været helt fantastisk.
Udlandsferien gik til Berlin hvor vi, sammen med mormor og morfar, havde nogle rigtig dejlige og oplevelsesfyldte dage.

Under den sidste aften på yndlingsrestauranten udbrød Mathilde "Jamen hvornår skal vi så herned igen?" Vi skal da så meget derned igen en anden gang, det er der slet ingen tvivl om. Mathilde fik desuden et godt øje til tjeneren på restauranten, da han gerne ville gå og kilde hende lidt og nappe hende i kinderne, når han gik forbi. At han var lidt for gammel og måske indblandet i noget italiensk mafia-virksomhed, er en helt anden snak. Han var i hvert fald rar!

Ellers har ferien budt på en tur i Givskud Løvepark, hvor løverne bare var det aller største hit, og "de var bare så fjollede, kan du huske det, mor?" siger Cornelia. De lyserøde flamingoer var dog imidlertid gemt rigtig godt af vejen, så dem lykkedes det os aldrig at finde, til stor ærgrelse for især Cornelia. Men dem må vi se en anden god gang så.

Vi var en tur i Legoland i går, hvilket var en rigtig god tur. "Føreren" i Mini-toget fik et rigtig godt øje til mine børn. Da de for 4. gang var gået i køen og kommet med straks, lod han dem sidde i vognen to ekstra omgange, til trods for der var flere i køen, der derfor ikke kom med. Hermed får han en varm tanke fra mit mor-hjerte, der er evig taknemmelig over sådan en sød gestus.

I dag spurgte jeg Mathilde om hun vidste, hvor længe der er til hendes fødselsdag, som er den 19. august. "Nej" svarede hun, hvortil jeg sagde 18 dage. Hun kiggede lidt på mig med hovedet let på skå og sagde "Mor, det der glemmer jeg sikkert igen om 5 minutter, så kan du bare sige til, når der kun er 5 dage tilbage?" Jojo min datter, det skal jeg nok...

Og så tabte Mathilde sin 5. rokketand i går, midt i et æbleorgie. Hun kom i høj fart løbende hen til mig og udbrød "Mor mor mor, se lige hvor ulækker mit æble er..." - og der var blod på æblet. Jeg spurgte hende, om ikke det bare kom fra én af hendes rokketænder (i går havde hun fire rokketænder), og så sagde hun "Jo, selvfølgelig.", tog ved sin rokketand og rykkede den ud. WTF? Tænderne plejer at skulle hænge i en meget tynd tråd, og der skal bestikkelse til, før hun vil lade mig hive dem ud, men der var godt nok kommet andre boller på suppen i går; fantastisk!

Det er bare alt sjovt at have børn (altså på den fede måde), og denne blog er primært tænkt som en online dagbog omkring mine søde børn fra et mor-perspektiv, med håb om jeg ikke glemmer alle de sjove, interessante og vigtige begivenheder i deres liv.

Henvisninger til fortiden kan forekomme.