torsdag den 29. december 2011

Er sødmælk minder eller retro?

Det er onsdag; eller nærmere torsdag for om 2 minutter er klokken over midnat og jeg forsøger at flikke noget sammen til en psykologiopgave. Min bærbare er død, og hvad jeg havde skrevet til opgaven i sidste uge er gone gone bye bye. Det er saftsusemig så nitte-agtigt, at det er til at tude over. Ikke så meget det jeg havde skrevet, så klogt var det nok trods alt ikke, men mine kildehenvisninger var der, så jeg kunne jo så nemt som ingenting have fundet det igen i bøgerne. Men næh nej... Og rigtige kvinder laver ikke back-ups. De TUDER! Så det gør jeg, mens jeg forsøger at huske bare en bette smule af mine bevingede ord.

Men bloggen skal jo også passes (den er godt nok blevet negligeret her i julen), så det bliver lige til et mærkeligt indlæg nu.

Energi skal der til under panikgenskrivning af forsvundet opgave, så jeg sidder nu med en liter sødmælk (vi skulle vist have haft risengrød en dag, men det blev så ikke lige til noget) og hører Party I Provinsen. Ved ikke helt om det virker; mælken gør uden tvivl, men jeg tror jeg skifter musikgenre om lidt. Mælkedrikningen, der foregår Flyttemand Olsen-style, med bunden i vejret ved hver mundfuld, mens jeg råber SKÅL FOR FANDEN, gør mig helt nostalgisk, for min  mormor havde altid sødmælk i køleskabet; den der mystiske fornemmelse i munden, som sødmælk giver, fordi det er så fed, minder mig om det. Så nu sidder jeg og tænker dybe tanker om hvorvidt nostalgi kan argumenteres i retning af at være det samme som retro. For mig, forstås. Og jeg er vist nået til den konklusion at sødmælk bare er retro. Basta!

Samme tid som jeg nåede til den betydningsfulde konklusion, at sødmælk er retro, kom jeg til at tænke på hvad mine arvinger om 20 år har af minder fra deres barndom, og det er denundenlynemig sjov filosofi. Godt nok ikke på Kierkegaard niveau - nærmere på navlebeskuelsesniveau, men sjovt er det stadig. Jeg håber de ender med overvejende positive minder så som "nærværende mor", "sjove hverdage", "hyggelige traditioner" etc. og ikke noget med "syg skilsmisse", "tvangsbad" og "sære madpakker". For det har virkelig været en syg skilsmisse og selvom det er over 1½ år siden, er det stadig lige sygt og betændt. Har efterhånden C/O adresse i Statsforvaltningen i Højbjerg, men det er en helt anden snak. Og ja, jeg tvangsbader mine børn. Stod det til dem, skulle de aldrig i bad, og når jeg så endelig har fået dem presset ned i badekaret, nægter de pure at komme op igen. Puha, det er hårdt arbejde! Sære madpakker giver jeg dem også med, og glemmer jævnligt hvem der ikke kan tåle hvad i hvilken uge. Desuden plastrer jeg indersiden af deres madkasselåg til med post-its hvor der står "Jeg elsker dig", "Hav en dejlig dag", "Jeg glæder mig til vi ses i eftermiddag" og de kan jo for fanden ikke læse. Tror pædagogerne tænker "Weirdoooo....". Men jeg synes det er hyggeligt!

Og så var det lige jeg over en msn-samtale sammenlignede sex uden orgasme som flæskesteg uden flæskesvær... Weirdoooo virker mere berettiget nu, ikke? Tror bare jeg skal gå i seng!

1 kommentar:

  1. Du tænker - meget.. Og det er ikke nogen dårlig ting...

    Om sødmælk er retro... Hmm.. Den har jeg aldrig tænkt over.. Måske...

    Og jeg tror dine tøser syntes du er en skøn mor selvom du tvangsbader....

    Godnat og jeg håber du fik kradset noet ned på the old fashion way....

    SvarSlet