onsdag den 3. august 2011

Ninja-sneglen

Da jeg i dag gik hjem, efter at have afleveret mine arvinger i diverse institutioner, kom jeg til at tænke på en sjov episode fra foråret.
Cornelia er MEGET vild med snegle (dyr generelt), og da børnehaven har en stor, grøn legeplads, vrimler det altid med snegle, når det er fugtigt i vejret. Og det er altid små, sorte snegle med brun/sort hus på. Lige PLUDSELIG ud af det rene ingenting, dukkede en wienbjergsnegl. Jamen helledusseda, begejstringen var stor, fordi den var jo kæmpe stor og hvid! Stik modsat af alle dem vi plejer at se der.

Cornelia: "Mor, hvad er det for en stor snegl?"
Mor: "Det er en wienbjergsnegl - den dræber dræbersnegle, så den skal vi passe godt på ikke at træde på."
Cornelia: "...." og kigger på mig som om jeg mangler en møtrik.

To dage senere da jeg henter hende i børnehave, kommer hun mig stormende i møde og siger "Mor, mor, mor, der er sket noget forfærdeligt i dag!" Jeg når i mellemtiden at tænke flere grimme ting om store skader og mobning, men inden min tankegang bliver lidt for fantasifuld, udbryder hun "NINJA-SNEGLEN ER BLEVET VÆK!"
Et splitsekund fatter jeg ikke en hvede, men så slår det mig, at hun taler om wienbjergsneglen - som tilsyneladende er stukket af. Det er en alvorlig sag, når man er 5 år og elsker dyr.
Vi får herefter en fornuftig snak om, at ninja-sneglen nok var nødt til at tulle et andet sted hen for at dræbe flere dræbersnegle, hvilket hun uden tøven godtager. Sådan en fantastisk skabning må der jo være brug for andre steder også.

Men prøv lige at sige wienbjergsnegl hurtigt fem gange - det lyder lidt som ninja-snegl. Så nu hedder den der hvide, store snegl pr. definition altså en ninja-snegl her i hytten.

NB: Hvis du finder "vores" ninja-snegl så vær lige sød at komme til Ølsted med den. Cornelia savner den :o)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar