Jaaah, det var nok en kryptisk titel, hva'? Men nu har jeg fiflet pænt længe med tanken om at skrive et eller andet om at være mor, som min egen mor har været og stadig er det. For jeg synes det er lidt sjovt og tankevækkende, at sådan som jeg opdrager mine børn nu, vil vores fremtidige forhold bære præg af i tid og evighed.
Til mine søde forældre: Alt hvad jeg nu skriver, er bare et udtryk for en god opdragelse og min tilfredshed med tingenes tilstande.
Jeg kan ikke huske, at jeg har skændtes med min mor, som mine børn (især The Dictator) skændes med mig allerede nu. Jeg håber, hun har sine teenageår meget tidligt, for ellers bliver det da lidt af en udfordring om 10 år. Jeg kan ikke rigtig huske, at jeg har kamp-skændtes med min mor. Jo lidt da jeg var omkring de 14-15 år men ellers ikke. Men det kan jo snart ikke være rigtigt, vel? Hvis vi har skændtes, er grunden til jeg ikke kan huske det nok, at vi er lige gode til at skændes. Tænder relativt hurtigt af og falder lige så hurtigt ned, når luften er renset. Og når luften er renset, er der jo ingen grund til at huske mere på dét!
Da jeg var 15 år, begyndte jeg at ryge. Jeg kan ikke huske, at jeg fik en verbal skideballe. Jeg kan huske min mor sagde, at jeg var godt dum, at det var for dyrt og for sundhedsskadeligt. Da hun så havde sagt dét, mens jeg tudede (fordi jeg troede, jeg skulle have en skideballe), sagde hun, at hvis jeg nogensinde røg andet end tobak, ville der falde brænde ned - og til den dag i dag har jeg aldrig røget andet end tobak, trods alle de festivaller jeg har været på, hvor hashen flyder alle steder.
Så lovede jeg min mor, at jeg ville holde med at ryge, hvis jeg fik lov at få en ring i næsen. Og det gjorde jeg. Både stoppede med at ryge og fik ring i næsen. Jeg stoppede i hvert fald i to måneder; og så var det ligsom dét. Heller ikke dér fik jeg en skideballe. En lille moralsk monolog, der i den grad talte til min enormt dårlige samvittighed, men ellers ikke.
Så fyldte jeg 18 år og blev enig med mig selv om, at det eneste rigtige at gøre, når man fylder 18, er at få en tattovering. Så jeg spurgte min mor, om jeg blev sat på gaden, hvis jeg fik én; og hun svarede, at hvis jeg absolut ville, så fik jeg det nok uanset hvad hun svarede, så hun kunne lige så godt sige OK. Hånden på hjertet så tror jeg faktisk ikke, jeg havde turde få den, hvis hun havde sagt nej. Men tushet blev jeg, og min mor syntes heldigvis, at den var skide flot.
Jeg fik nogle fjollede piercinger, blev gift, fik mine piger, fik nogle flere fjollede piercinger og nogle flere tusher og hver gang jeg "rebellede", rystede min mor bare lidt på hovedet af mig, sagde sin mening og så var det dét.
Og nu kommer essensen af min mors måde, at være mor på: Jeg har fået lov til rigtig meget. Jeg har været tvangsindlagt til at høre på hendes mening om mine skøre indfald og mærkelige idéer, men jeg kan faktisk ikke huske, jeg nogensinde er blevet forbudt noget. Jeg har fået så meget selvindsigt, jordforbindelse og kærlighed proppet ind, at jeg har været i stand til at træffe mine egne valg, opnå mine egne erfaringer, sluge de bitre erfaringer mine af og til åndssvage valg har været direkte skyld i, og der har altid været plads og tid til at pive over det til min mor, uden at få "Hvad sagde jeg?" smidt tilbage i hveden.
I dag er der faktisk ikke rigtig noget, vi ikke kan tale om. Nogle ting taler vi ikke særlig meget om, fordi jeg ikke vil, men jeg er ikke i tvivl om, at hun ville lytte, hvis jeg begyndte at tale. Og hvis jeg nu ikke havde fået lov til alle de åndssvage ting, jeg gjorde, tror jeg ikke, at vi ville have haft det forhold til hinanden, som vi nu har. Jeg har lige brugt lidt for mange penge på en hvid lædersofa (dog købt brugt), og jeg kan da godt se på hende, hvad hun tænker. Og ja, hun har da sagt jeg er åndssvag (på den gode måde), men så er den heller ikke længere; når jeg så til julegaveindkøb piver lidt over økonomien og min mor derfor betaler lidt mere end halvdelen af en fællesgave til min far, får jeg ikke at vide, at jeg er en tosk (sådan hedder det altså, hvor jeg kommer fra), fordi jeg har købt en sofa, jeg dybest set ikke havde et fysisk behov for. Jeg låner penge, som jeg ikke altid får afdraget regelmæssigt på. Da jeg fik Mathilde, drønede min mor ud og købte ny bil, så vi kunne købe deres gamle bil til en meget fordelagtig pris, for det skulle jo ikke være sådan, at vi ikke kunne komme på besøg, fordi vi skulle med tog og bus i en halv evighed. Mit ægteskab krakkelerede fra den ene dag til den anden og min mor drønede ud og købte et hus til pigerne og mig, så vi ikke skulle til at bøvle med de fysiske rammer oven i alle de emotionelle problemer.
Min mor siger stadig til mig, jeg er et fjols, når jeg trænger til at høre det. Hun tænker bare sit, når jeg ikke trænger til at høre det. Og grunden til hun kan den fine balance er, at hun ikke har glemt sine aldre. Da jeg var 15 år, kunne hun godt huske, hvordan det var at være 15 år. Da jeg fik børn, kunne hun godt huske, hvordan det var at blive mor første gang, og hvor alt man snakker om er amning og sovetider. Min mor kan også godt huske, hvordan det er at have alt for få penge og alt for mange drømme, hvorfor hun ikke river hovedet af mig, fordi jeg køber en sofa og "glemmer" at betale min gæld af.
Sådan vil jeg sgu også være mor!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar