Latter...

...er lidt af en mirakelkur mod rigtig mange ting. Det virker også, når man skal hoppe højt på trampolinen, siger pigerne. 

Mathilde: Ej Cornelia, hvordan hopper du så højt?"

Cornelia: "Det er fordi, jeg griner hele tiden, det bliver man lettere af, og så kan man hoppe højere."

Mathilde: "Aaaarh??"

Cornelia: "Jojo, det er skam rigtig nok."

Mathilde: "Hm..."

Jeg har dog også mine tvivl om, hvorvidt Nelly har ret, men bare det virker for dem, så er det jo også ligegyldigt :-)

Go' fredag :-)

Jeg har sådan en formidabel evne...

...til altid at overvurdere alting; min egen styrke, andre menneskers kørselsevner, min viden, andre menneskers godhed osv. osv. Jeg overvurderer alt, hvad overvurderes kan, og gang på gang bliver jeg noget så skuffet. Dog undervurderer jeg altid størrelsen på min egen røv, men det må blive et helt andet indlæg :o)

I dag gjorde jeg det igen - i Netto - af alle Gudsforladte steder!

Jeg tog mine børn under armen og kørte i Netto. Vi skulle ikke have ret meget, så jeg tænkte at en kurv var nok (til 8 liter mælk, morgenmad, rugbrød, pålæg, pizza, vindruer, agurker, smoothies, nektariner - you name it.), men et øjeblik var jeg i kontakt med min hjerne, så jeg overtalte pigerne til at bære en kurv også. Det var sgu egentlig meget godt, måske lige bortset fra at de impulskøber endnu mere end jeg, så vi var ikke engang nået til mælken, før begge kurve var fulde og altså ikke bare fulde; men fuld-fuld med top! Den der slags top der skal organiseres som et mesterskab i Tetris, hvis ikke lortet skal falde ud, så snart man løfter kurven.

Her blev min evne til at overvurdere ALT virkelig tydelig. "Jeg troede, der var bedre plads i sådan en spasser-kurv! Jeg troede, jeg var lidt stærkere!" tænkte jeg for mig selv, mens det bare væltede ud over alle kanter med fødevarer, som vi bestemt ikke kunne undvære.

Jeg troede jo heller ikke, at vi skulle have så meget, eller at 8 liter mælk fyldte så meget... Men det gjorde det! Med møje og besvær fik jeg de to top-top kurve kastet op til kassen, mens jeg ihærdigt forsøgte at sparkede børnene samme vej, men de små øgler har et eller andet underligt forhold til Netto, så hvis de kan forsvinde som dug for solen, så gør de det.

Da vi alle tre langt om længe fandt vores kurve pænt holdende pladsen i køen, var der sådan en søøøøøød mand foran os i køen, som, efter at have lagt sine egne ting på båndet, smed vores ene kurv op i stakken med tomme kurve og den anden på den lille hylde foran båndet, så jeg slap for at løfte det satans til djævelskab mere end højest nødvendigt.

Hvor var han rar! Simpelthen super, monster rar! Du gjorde mig glad, Hr. Mand fra Netto. Jeg havde nu nok klaret ærterne selv, men det var SÅ rart at møde et menneske med overskud til at gøre det hele lidt nemmere for mig.

Tak Hr. Netto-mand!

Der var engang...

...jeg kom til at prale af, at jeg gør meget ud af at tale fonetisk korrekt med mine børn med det håb, at det smitter af på dem - det vil jeg gerne tage i mig igen, for det var tilsyneladende én fed løgn!

Historien udspiller sig således:
Cornelia skulle på "grissebasse-tur"; en elev i hendes klasse er søn af en rigtig bondemand, der har grise i alle størrelser, så langt øjet rækker! De havde derfor arrangeret en tur til bondegården, hvor de skulle ae alle de smågrise, de overhovedet orkede, og Cornelia var VILDT begejstret, som hun jo altid er, når det gælder dyr.

Af deres lærere var børnene blevet opfordret til, at vi hjemme snakker om, hvilken slags kød, der kommer fra grise; det gør vi nu generelt en del i, men en opsummering ville da bestemt ikke skade, så det gav vi os i kast med. Også alle andre steder end hjemme... Og en dag var vi hjemme ved mormor og morfar, hvor Cornelia begejstret fortalte om grissebasse-turen, og vi snakkede endnu engang om, hvilke dyr, der har lagt krop til det mad, vi spiser.

Lige indtil Cornelia forfærdet udbrød:
"JAMEN MOR!?! Hvad så med med løv-postej? Spiser vi så også LØVER? Det er da syyyyyynd....."

Og ja, sådan udtaler jeg faktisk leverpostej, nu jeg tænker over det. Løv-postej... Jeg forstår godt, at Diktatoren er forvirret i hveden!

Men hvordan udtaler man så det forbandede ord? Sådan her: ˈlewˀʌpoˌsdɑjˀ og selvom jeg ikke synes, jeg er fuldstændig åndsbolle-agtig til det hersens danske sprog, så er jeg altså ikke helt enig i den udtaleform. Hverken e'et eller d'et kan jeg på nogen mulig måde få proppet i min mund i denne sammenhæng!

Jeg må øve mig; øve øve øve - lØv-posTej!

NB: Diktatoren er beroliget, vi spiser IKKE løver i vores familie :o)

Melodi Grand Prix...

...er ikke noget, jeg nogensinde har fulgt med i. Jeg er nok lidt bagud (også) på dét punkt, men jeg har ikke rigtig evnerne til at blive hysterisk over det. Jeg tror, det er en gen-fejl!

Anyways; resten af Danmark er gået i massehysteri, og det er som bekendt en national følelse, som jeg tidligere har nævnt, jeg elsker! Og det gør jeg helt oprigtigt; også når det gælder Melodi Grand Prix. Så nu må jeg hellere melde mig ind i kampen og begynde at gå lidt op i det hersens Grand Prix. Jeg kan desuden rigtig godt lide det danske indspark til Eurovisionen, så nu må jeg op på hesten.

I forbindelse med et eller andet Grand Prix-snak i flimmerkassen sagde min muddi, om ikke der var noget engang med, at en eller anden vinder ikke havde råd til at afholde arrangementet, og derfor blev det afholdt i et andet land?

Øøøøøøh, det veeeee' jeg altså ikke lige, muddi. Jeg spurgte min bedste ven (Google), og for en sjælden gangs skyld blev jeg skuffet over min bedste ven! Jeg ledte, og jeg søgte, rodede og regerede men lige lidt hjalp det, og jeg fandt ikke svaret.

I ren had til min bedste ven sagde jeg: "Vi er nødt til at spørge Jørgen de Mylius, mor...". "Jaja, skriv du bare til ham." sagde hun. Så det gjorde jeg! Jeg forklarede stolpe og og stolpe ned om min mors fablerier og håbede på, at han forstod bare lidt af mit spørgsmål uden at tro, at jeg var en tosse-fan, der var helt udenfor pædagogisk rækkevidde.

Jeg havde ærlig talt ikke regnet med at få svar, for han har nok lidt andet at tage sig til ud over at besvare min mors og mine skøre spørgsmål; men der gik en time, og så fik jeg en mail retur fra Jørgen de Mylius, som gladeligt forklarede, hvordan tingene hang sammen.

Vil I høre svaret?

Here goes, fra Jørgen til MIG :-)

"I 1979 vandt Israel for anden gang i træk. De havde ikke råd til at afholde det to gange i træk, og derfor trådte Holland til i 1980.

[bla bla bla]

Med venlig hilsen
Jørgen de Mylius"

Så nu ved jeg (og I) dét, og Jørgen de Mylius er nu min nye bedste ven :-)

Og så er vi ellers klar til et brag af en fest på lørdag, når gaderne lægges øde og alle sidder og hepper på Basim!