Nyt-fucking-år!

Det er nytårsaftensdag og jeg bliver mere og mere loren ved den forestående begivenhed, fordi jeg synes, den er så latterlig; men nu "kvinder" jeg mig op og får en hyggelig aften ud af det. Vi skal tilbringe aftenen hos min søde storebror incl. familie, samt muddi, måffe og moster-ba-loster, og det glæder jeg mig til. Meget endda!

Prinsesserne er badet (under tvang), og har helt selv valgt påklædning, hvorfor de nu ligner Jytte Abildstrøm i tøjet; jeg kan dog ikke forvente stort andet, når de har en mor med orange hår...

Trods mit halvsure indlæg den anden dag om Bitchen 2011, har der selvfølgelig også været noget godt ved selvsamme Bitch. Og af de gode ting, der er sket i det snart forgangne år, vil jeg godt skænke mine "indsatte" og mine andre fængselsbesøgskollegaer en tanke. Det har været en fantastisk sjov, krævende, givende og spændende ting, jeg har fået afprøvet, og jeg tror næppe, jeg slipper den igen, før der absolut ikke er en kriminel i miles omkreds, der orker at få mig på besøg!

Så kom det lige fra The Dictator mens jeg i nærværende øjeblik sidder og skriver:

"Mor, du er jo tyk!"
Mor: "Ja."
Cornelia: "Jamen mor, tyk kan også betyde fed..."
Mor: "Jaaaah...?"
Cornelia: "Altså som i sej - det sagde hun i Nissebanden."
Mor: "Så du synes, din mor er sej?"
Cornelia: "Ja, nemlig mor (påklistret et ægte, kæmpe smil)!"

Men jeg kom fra de fantastiske øjeblikke, hvortil mine børn har leveret noget der lugter lidt af 90% af materialet. Så har jeg fantastiske øjeblikke i forbindelse med mit studie og fantastiske stunder på mit arbejde. Som en dag inden jul hvor jeg mødte én af "mine" store elever i privat sammenhæng, og jeg kom til at spørge, om det var godt at have deres vante lærer igen. Efter lidt betænkningstid tænkte jeg, at det var en lidt penibel situation at sætte hende i, hvorfor jeg sagde, at jeg godt kunne forstå, hvis de var glade for at have deres faste lærer igen, og den kække pige svarer: "Nej, det er faktisk slet ikke nær så sjovt som at have dig, jeg vidste bare ikke lige, hvordan jeg skulle sige det.". Det er da herligt at høre!

Og min bandit, som bare er en bette knøs, har saftsusemig givet mig rigtig mange billige grin. Men ud over at fortælle fjollede ting om sit liv, snakker vi også om meget private og ømtålelige emner, og der er det rigtig rart, at han fortælle så meget, for jeg er åbenbart én, man kan have tillid til. Jeg har ingen tavshedspligt ud over mine egne etiske grænser, hvilket han godt er klar over, så jeg må jo bare ligne én, man kan have tillid til - og det gør mig da glad. Sådan rigtig grundglad!

Indskudt bemærkning: Så kaldte jeg lige Mathilde en "smart-ass", fordi hun svarer igen. Jeg ved ikke helt, om det er legalt, men jeg tror, mine arvinger har et varieret sprogbrug, fordi jeg jævnligt siger mærkelige ting til dem...

Men apropos det at være grundglad vil jeg slutte årets sidste dag med at være grundglad. Grundglad for mine børn, grundglad for mit liv (selvom det tit er noget crap af ikke selvforskyldte årsager - ansvarsfralæggelse? Nej, ikke engang.), grundglad for min familie, som har hørt på meget shit i dette år, grundglad for mine nye venner og bekendtskaber, og grundglad for de venner, der blev hængende da livet var en Kælling!

Så vil jeg være grundglad for de mennesker, der gider læse min blog! TAK!

Vi slutter sgu året med en salut fra Gladsaxe-pigegarde: Trut-trutte-ruuuuuuuuut!

Crap-året 2011

Jeg kommer ikke til at savne 2011 det fjerneste, for det har da på mange punkter været et shit-år. 2010 var dog endnu værre (og jeg er ellers ikke pessimist)! Umiddelbart vil jeg derfor synes, at det må blive bedre i 2012, hvis kontinuiteten skal bibeholdes; og jeg har store forhåbninger til det kommende år. Det bliver godt. Måske, hvis jeg er heldig, rigtig godt!

2012 starter vi med at sende Cornelia i brobygning. Kan ikke forstå min lille My er blevet så stor, at hun skal til at i skole om et lille øjeblik, men det skal hun altså. Og den 23. januar fylder hun 6 år. Det kan heller ikke være rigtigt - jeg er i hvert fald ikke blevet ældre, siden hun kom til verden, så der må være tale om en regnefejl af de grove. Hun bliver nok kun 2 år. Men hun er da godt nok en kommende 2-årig med et meget varieret sprog. Som i dag da vi lige var en tur i Horsens for at købe...ingenting...og endte ud med et Justin Bieber håndklæde og en Fluffy Go Walkies, hvor den fremmelige 2-årige valgte at udtrykke sine følelser for sine med(mod?)mennesker med: "Jeg fatter ikke hvorfor andre mennesker ikke kan finde ud af at stå i kø. De kan jo bare pisse hjem, hvis det er for svært for dem at lære!". Kom jeg til at grine lidt? Jah, det gjorde jeg vist... Er det særlig mor-er-det-bedste-forbillede-agtigt? Nej! Ergo må jeg jo stadig være 24 år og ikke have en skid forstand på hvad der sker i verden omkring mig, eller hvordan man er mor sådan for alvor. Logisk konklusion. Eller også bliver jeg bare snart 29 år og har stadig ikke lært, hvad jeg skal med det der, de kalder "livet". Lidt klogere er jeg blevet efter disse to shitty-years. Jeg har lært, hvem jeg kan stole på; hvem, der vil mig det godt; at jeg, trods alt det shit jeg har skulle finde mig i fra xman, stadig er latterligt optimistisk og naiv - jeg rækker stadig Fanden en lillefinger og bliver hver gang chokeret over at han tager hele armen. Ikke mindst har jeg lært, at jeg har nada tollerencetærskel, når det gælder mine børns ve og vel.

Nå, men når den snarligt 2-årige om lidt starter i brobygning, er det med noget blandede følelser fra hendes mors side. Jeg glæder mig rigtig meget for hende, da hun virkelig ser frem til det. Nu har hun også gået i børnehave i 3 år og er meget klar til, at der skal ske noget mere. At få noget mere læring proppet ind i gryden. At opleve det der "skole" som Mathilde og jeg taler om så tit. Og så bliver det super nice for mig at skulle aflevere børn kun ét sted. Mine bekymringer ligger nærmere i, at det er noget evindeligt rod med mine børns forhold til xman. Og eftersom dette rod tilsyneladende har tænkt sig at fortsætte, er jeg lidt betuttet ved, om det kunne ødelægges hendes start på "skolelivet". Men nu har jeg på forhånd dømt 2012 til at blive vores år, så selvfølgelig sker det ikke.

Jeg har det sådan med årsskifte, at de interesserer mig overhovedet ikke, så hvorfor jeg lige pludselig går så højt op i lorte-året 2011 ved jeg ikke. Tror jeg er fuldt med på massernes hysterie omkring denne begivenhed, der for mig ikke er mere særlig end den 31. maj. Og nytårsforsætter skal jeg slet ikke ind på, for så får jeg mig selv skubbet op i det røde felt. Folk med nytårsforsætter burde stille sig ud på fortorvet og håbe på at blive ramt af realitetstoget i en fart. Det er efter min mening tåbeligt at tro, at man vullevullevap kan lave sig selv og sit liv om natten mellem den 31. december og 1. januar. L.a.t.t.e.r.l.i.g.t. I tell you! Derimod giver man sig selv muligheden for at opleve en masse nederlag og/eller fiaskoer. Så hold dog op! Vær glad for det du har, eller gør noget ved det NU!

Denne holdning til nytårsaften tror jeg, at jeg ubevidst har projiceret over i mine børn. Da vi snakkede om den forestående tradition i dag, sagde Mathilde: "Hvad betyder det der nytårsaften?" Så fik vi en snak om at vi skifter år, lige som vi gør med månederne, datoerne osv. Hun var ganske uimponeret men ser frem til at de må være oppe til midnat, så de kan se noget krudt. Første gang de prøvede det, var sidste år, da jeg ellers ikke rigtig har kunne se nogen grund til at holde børn længe oppe for at se 5 minutters raketter på bekostning af en god og sund døgnrytme. Nu er de så store, at de kan holde til det og finder krudtet spændende og fascinerende. Mere imponeret var hun, da jeg sagde at vi kunne få lige præcis det aftensmad, de har lyst til, og lige præcis det dessert, de gerne vil. Efter lang tids spekuleren kom hun med sit ønske: "Lange spaghettier med gul sovs og fiskefrikadeller. Og chips til dessert." Så det skal pigerne nok have. Tror jeg vil ofre lidt større kulinarisk oplevelse på mig selv, men de skal da have, hvad de har lyst til :-)

SKÅL for helvede og pas på jer selv og jeres krudt-nysgerrige børn!

Er sødmælk minder eller retro?

Det er onsdag; eller nærmere torsdag for om 2 minutter er klokken over midnat og jeg forsøger at flikke noget sammen til en psykologiopgave. Min bærbare er død, og hvad jeg havde skrevet til opgaven i sidste uge er gone gone bye bye. Det er saftsusemig så nitte-agtigt, at det er til at tude over. Ikke så meget det jeg havde skrevet, så klogt var det nok trods alt ikke, men mine kildehenvisninger var der, så jeg kunne jo så nemt som ingenting have fundet det igen i bøgerne. Men næh nej... Og rigtige kvinder laver ikke back-ups. De TUDER! Så det gør jeg, mens jeg forsøger at huske bare en bette smule af mine bevingede ord.

Men bloggen skal jo også passes (den er godt nok blevet negligeret her i julen), så det bliver lige til et mærkeligt indlæg nu.

Energi skal der til under panikgenskrivning af forsvundet opgave, så jeg sidder nu med en liter sødmælk (vi skulle vist have haft risengrød en dag, men det blev så ikke lige til noget) og hører Party I Provinsen. Ved ikke helt om det virker; mælken gør uden tvivl, men jeg tror jeg skifter musikgenre om lidt. Mælkedrikningen, der foregår Flyttemand Olsen-style, med bunden i vejret ved hver mundfuld, mens jeg råber SKÅL FOR FANDEN, gør mig helt nostalgisk, for min  mormor havde altid sødmælk i køleskabet; den der mystiske fornemmelse i munden, som sødmælk giver, fordi det er så fed, minder mig om det. Så nu sidder jeg og tænker dybe tanker om hvorvidt nostalgi kan argumenteres i retning af at være det samme som retro. For mig, forstås. Og jeg er vist nået til den konklusion at sødmælk bare er retro. Basta!

Samme tid som jeg nåede til den betydningsfulde konklusion, at sødmælk er retro, kom jeg til at tænke på hvad mine arvinger om 20 år har af minder fra deres barndom, og det er denundenlynemig sjov filosofi. Godt nok ikke på Kierkegaard niveau - nærmere på navlebeskuelsesniveau, men sjovt er det stadig. Jeg håber de ender med overvejende positive minder så som "nærværende mor", "sjove hverdage", "hyggelige traditioner" etc. og ikke noget med "syg skilsmisse", "tvangsbad" og "sære madpakker". For det har virkelig været en syg skilsmisse og selvom det er over 1½ år siden, er det stadig lige sygt og betændt. Har efterhånden C/O adresse i Statsforvaltningen i Højbjerg, men det er en helt anden snak. Og ja, jeg tvangsbader mine børn. Stod det til dem, skulle de aldrig i bad, og når jeg så endelig har fået dem presset ned i badekaret, nægter de pure at komme op igen. Puha, det er hårdt arbejde! Sære madpakker giver jeg dem også med, og glemmer jævnligt hvem der ikke kan tåle hvad i hvilken uge. Desuden plastrer jeg indersiden af deres madkasselåg til med post-its hvor der står "Jeg elsker dig", "Hav en dejlig dag", "Jeg glæder mig til vi ses i eftermiddag" og de kan jo for fanden ikke læse. Tror pædagogerne tænker "Weirdoooo....". Men jeg synes det er hyggeligt!

Og så var det lige jeg over en msn-samtale sammenlignede sex uden orgasme som flæskesteg uden flæskesvær... Weirdoooo virker mere berettiget nu, ikke? Tror bare jeg skal gå i seng!

Hvorfor?

Det der med selektiv hukommelse er altså noget pudsigt noget. Der er rigtig mange ting, mine børn kan huske, som jeg ville ønske, de ikke kunne; der er også rigtig mange ting, de ikke kan huske, som jeg ville ønske, de kunne. Men sådan er det måske med os alle sammen?

Mathilde kan uden tvivl huske præcis hvor man finder alle de fede spil på Y6.
Hun kan bare ikke huske at tage sin flyverdragt på ud i frikvarteret.

Cornelia kan huske hvornår Zippo (som i øjeblikket ligner Elvis) har fødselsdag.
Hun kan bare ikke huske sin egen.

Mathilde kan huske hvornår Legoland åbner igen.
Hun kan bare ikke huske hvor hun har lagt sit nattøj, når hun skal i seng.

Cornelia kan huske 2-tabellen.
Hun kan bare ikke huske at slukke lyset på toilettet, når hun har været dér.

Mathilde kan huske da jeg (ved en FEJL) kørte over for rødt.
Hun kan bare ikke huske, at hun ikke skal ligge og snakke, når hun skal sove (jamen mor, jeg glemmer det hele tiden).

Cornelia kan huske da jeg hældte for meget cola i et glas og det brusede over.
Hun kan bare ikke huske, at hun ikke skal tage badedragt på i bad.

Mathilde kan huske alle navne på samtlige børn på skolen.
Hun kan bare ikke huske at lade være med at smide sine strømper væk oppe i skolen.

Cornelia kan huske hvor vores julepynt hang sidste år.
Hun kan bare ikke huske at lade være med at tage 8.000 stykker tyggegummi i munden på samme tid.

Med hvad med mig selv?
Jeg kan huske alle episoder i Sex And The City udenad (nej, jeg har ikke et særlig spændende liv), men jeg glemmer, at vådt vasketøj har bedst af at komme i tørretumbleren eller på tørresnoren.
Jeg glemmer a.l.t.i.d., hvor jeg har lagt mine bilnøgler, men jeg glemmer aldrig mine børns cpr-numre.
Jeg glemmer aldrig handlingen i mine yndlingsbøger, jeg glemmer til gengæld, hvor jeg har lagt dem.
Efterhånden har jeg øvet mig på at holde jul 28 gange, men jeg glemmer stadig at julegaver skal købes og ikke bare hopper i postkassen et par dage før jul.

Jeg lyder godt nok ikke særlig organisatorisk. Det er jeg heller ikke, hvilket jeg har skrevet om tidligere; men kan man ikke lære det på en eller anden måde? Bare så jeg i det mindste kan finde mine bilnøgler i første forsøg? Anyone?

Magiske tænder

Cornelia har netop fået sin første rokketand. Vi opdagede den i går, da hun fik børstet tænder; da hun stod op i morges, kom hun flyvende (hvilket er magisk i sig selv, da hun absolut ikke er morgenmenneske) og sagde:

"Mor, min rokketand rokker allerede mere end i går, og ved du hvorfor den gør det, mor?"
Mor: "Nej det gør jeg ikke. Hvorfor rokker den allerede mere?"
Cornelia: "Fordi jeg har magiske tænder..."
Mor: "Aha - magiske tænder på hvilken måde?"
Cornelia: "Altså mor, det er jo fordi den kan blive mere løs om natten, selvom jeg ikke har rokket med den... - Desuden er tænder jo altid magiske, fordi de ved altid selv, hvornår de skal falde ud! Og mor, må jeg godt lade Emilie prøve min rokketand, for hun har ikke nogen endnu?"

Ja min skat, lad du bare de andre tøser i børnehaven "prøve" din rokketand :-)

At være mor som min egen mor er mor

Jaaah, det var nok en kryptisk titel, hva'? Men nu har jeg fiflet pænt længe med tanken om at skrive et eller andet om at være mor, som min egen mor har været og stadig er det. For jeg synes det er lidt sjovt og tankevækkende, at sådan som jeg opdrager mine børn nu, vil vores fremtidige forhold bære præg af i tid og evighed.

Til mine søde forældre: Alt hvad jeg nu skriver, er bare et udtryk for en god opdragelse og min tilfredshed med tingenes tilstande.

Jeg kan ikke huske, at jeg har skændtes med min mor, som mine børn (især The Dictator) skændes med mig allerede nu. Jeg håber, hun har sine teenageår meget tidligt, for ellers bliver det da lidt af en udfordring om 10 år. Jeg kan ikke rigtig huske, at jeg har kamp-skændtes med min mor. Jo lidt da jeg var omkring de 14-15 år men ellers ikke. Men det kan jo snart ikke være rigtigt, vel? Hvis vi har skændtes, er grunden til jeg ikke kan huske det nok, at vi er lige gode til at skændes. Tænder relativt hurtigt af og falder lige så hurtigt ned, når luften er renset. Og når luften er renset, er der jo ingen grund til at huske mere på dét!

Da jeg var 15 år, begyndte jeg at ryge. Jeg kan ikke huske, at jeg fik en verbal skideballe. Jeg kan huske min mor sagde, at jeg var godt dum, at det var for dyrt og for sundhedsskadeligt. Da hun så havde sagt dét, mens jeg tudede (fordi jeg troede, jeg skulle have en skideballe), sagde hun, at hvis jeg nogensinde røg andet end tobak, ville der falde brænde ned - og til den dag i dag har jeg aldrig røget andet end tobak, trods alle de festivaller jeg har været på, hvor hashen flyder alle steder.

Så lovede jeg min mor, at jeg ville holde med at ryge, hvis jeg fik lov at få en ring i næsen. Og det gjorde jeg. Både stoppede med at ryge og fik ring i næsen. Jeg stoppede i hvert fald i to måneder; og så var det ligsom dét. Heller ikke dér fik jeg en skideballe. En lille moralsk monolog, der i den grad talte til min enormt dårlige samvittighed, men ellers ikke.

Så fyldte jeg 18 år og blev enig med mig selv om, at det eneste rigtige at gøre, når man fylder 18, er at få en tattovering. Så jeg spurgte min mor, om jeg blev sat på gaden, hvis jeg fik én; og hun svarede, at hvis jeg absolut ville, så fik jeg det nok uanset hvad hun svarede, så hun kunne lige så godt sige OK. Hånden på hjertet så tror jeg faktisk ikke, jeg havde turde få den, hvis hun havde sagt nej. Men tushet blev jeg, og min mor syntes heldigvis, at den var skide flot.

Jeg fik nogle fjollede piercinger, blev gift, fik mine piger, fik nogle flere fjollede piercinger og nogle flere tusher og hver gang jeg "rebellede", rystede min mor bare lidt på hovedet af mig, sagde sin mening og så var det dét.

Og nu kommer essensen af min mors måde, at være mor på: Jeg har fået lov til rigtig meget. Jeg har været tvangsindlagt til at høre på hendes mening om mine skøre indfald og mærkelige idéer, men jeg kan faktisk ikke huske, jeg nogensinde er blevet forbudt noget. Jeg har fået så meget selvindsigt, jordforbindelse og kærlighed proppet ind, at jeg har været i stand til at træffe mine egne valg, opnå mine egne erfaringer, sluge de bitre erfaringer mine af og til åndssvage valg har været direkte skyld i, og der har altid været plads og tid til at pive over det til min mor, uden at få "Hvad sagde jeg?" smidt tilbage i hveden.

I dag er der faktisk ikke rigtig noget, vi ikke kan tale om. Nogle ting taler vi ikke særlig meget om, fordi jeg ikke vil, men jeg er ikke i tvivl om, at hun ville lytte, hvis jeg begyndte at tale. Og hvis jeg nu ikke havde fået lov til alle de åndssvage ting, jeg gjorde, tror jeg ikke, at vi ville have haft det forhold til hinanden, som vi nu har. Jeg har lige brugt lidt for mange penge på en hvid lædersofa (dog købt brugt), og jeg kan da godt se på hende, hvad hun tænker. Og ja, hun har da sagt jeg er åndssvag (på den gode måde), men så er den heller ikke længere; når jeg så til julegaveindkøb piver lidt over økonomien og min mor derfor betaler lidt mere end halvdelen af en fællesgave til min far, får jeg ikke at vide, at jeg er en tosk (sådan hedder det altså, hvor jeg kommer fra), fordi jeg har købt en sofa, jeg dybest set ikke havde et fysisk behov for. Jeg låner penge, som jeg ikke altid får afdraget regelmæssigt på. Da jeg fik Mathilde, drønede min mor ud og købte ny bil, så vi kunne købe deres gamle bil til en meget fordelagtig pris, for det skulle jo ikke være sådan, at vi ikke kunne komme på besøg, fordi vi skulle med tog og bus i en halv evighed. Mit ægteskab krakkelerede fra den ene dag til den anden og min mor drønede ud og købte et hus til pigerne og mig, så vi ikke skulle til at bøvle med de fysiske rammer oven i alle de emotionelle problemer.

Min mor siger stadig til mig, jeg er et fjols, når jeg trænger til at høre det. Hun tænker bare sit, når jeg ikke trænger til at høre det. Og grunden til hun kan den fine balance er, at hun ikke har glemt sine aldre. Da jeg var 15 år, kunne hun godt huske, hvordan det var at være 15 år. Da jeg fik børn, kunne hun godt huske, hvordan det var at blive mor første gang, og hvor alt man snakker om er amning og sovetider. Min mor kan også godt huske, hvordan det er at have alt for få penge og alt for mange drømme, hvorfor hun ikke river hovedet af mig, fordi jeg køber en sofa og "glemmer" at betale min gæld af.

Sådan vil jeg sgu også være mor!

Ugens finkulturelle oplevelse...

...eller... Det var i hvert fald en oplevelse. Vi var i svømmehal; tre børn og moren.

For første gang har mine børn taget et brusebad selv, uden at hyle over vand i øjnene, i ørerne, i navlen eller andre fjollede steder. Og de tågede rundt i vandet i over to timer uden noget bøvl, brok eller tudeture over noget som helst. Det var intet mindre end fantastisk!

Vi har da før været i svømmehallen, men det har hørt sig til sjældenheder, da jeg egentlig synes, det er lidt uhygiejnisk. Men jeg er også lidt sart med andre menneskers bakterier og andre vederstyggeligheder.

Det var kun tøserne, der var i vandet. Jeg sad på min der-til-indrettede og læste lidt og morede mig over pigernes vanvittige begejstring over livet i de timer. De var jo helt eksede!

Det korte af det lange: Tror vi gør det til en jævnligt tilbagevendende begivenhed, for de hyggede sig bare SÅ meget, og så er de da ret godt givet ud, de 60 kr. det kostede.

En fantastisk lørdag :-)

Cyklister på vej 45

I dag hentede jeg Mathilde først, og da jeg lige havde været i føtex, var jeg i bil op at hente. Mathilde ville meget gerne vente i bilen, mens jeg hentede Cornelia i børnehaven, for så kunne hun lige sidde og høre lidt musik imens. Fair nok; det måtte hun da hjertens gerne.

Da Cornelia og jeg kom ud til bilen, sagde Mathilde med meget entusiastisk fortællerstemme:

"Mor, så kom der lige pludselig sådan en dame i radioen, der fortalte at der var nogle cyklister, der var kørt ind i et træ, så derfor havde de spærret til venstre og det var på vej 45..."
Mor: "Nå, hold da fast, er du sikker på de sagde cyklister?"
Mathilde: "Ja da, tror du ikke jeg kan høre? Hvorfor skulle man også være så dum at køre ind i et træ i bil - der har man jo en vinduesvisker!"

Jamen det er jo logik for perlehøns :-)

At lyve for børn...

Jeg har det lidt ambivalent med den her højtid - uanset hvor jeg kigger hen, er der folk, der prøver at overbevise mine børn om, at hvis de ikke tér sig ordentligt, vanker der ingen julegaver.

Hold nu op, God damn it!! Hvis man skal true børn, for at få dem til at høre efter, er det så ikke lidt tidligere i opdragelsen, kæden er hoppet af? Og er der nogensinde nogen, der gør alvor af deres trusler?

I børnehaven har de drillenisser; Julius og Juliane, som på skift er med børnene hjemme, for at lave lidt unoder eller bare at hygge sig. De nisser har jeg det fint med, for de truer ikke.

I skolen har de i 1. klasse åbenbart også en nisse. Mathilde fortalte den anden dag, at hele klassen havde været et andet sted på skolen, og da de kom tilbage til klassen, var der rosiner i deres nissehuer. Joooh, det er da nok en meget sød tanke, men jeg forstår virkelig ikke, at man med møje og besvær forsøger at bilde børnene ind, at det er nissen, der har været der med rosinerne. Hvis børnene har været krop umulige, kan der falde en bemærkning om, at nissen nok kun besøger de klasser, hvor børnene opfører sig ordentligt; jeg kan IKKE li' den fucking nisse!

Hvorfor er det ikke tilladt at sige til børnene, at man er i julehumør, og derfor har puttet rosiner i deres nissehuer? Det er bare ikke legalt.

Men hvorfor må man til jul og påske fylde børnene med løgn? Jeg forstår det ikke. Af princip lyver jeg ikke for mine børn. Jeg modererer måske sandheden, hvis den er for grum (dobbelt moralsk? Ja måske.), eller også nægter jeg at sige en lyd. Hvis man absolut kommer så langt ud, at man er nødt til at lyve, hvorfor vælger man så at gøre det om noget så ligegyldigt som nisser og julemanden? Og påskeharen? Kan størstedelen af den voksne befolkning, hånden på hjertet, sige, at de har haft en meget lykkeligere barndom, fordi deres forældre fik dem til at tro på julemanden?

Jeg vil i hvert fald ikke lyve for mine børn, bare fordi alle andre mener, det er det rigtige; og jeg vil på det kraftigste frabede mig, at andre mennesker lyver for mine børn ved at true med, at de ingen julegaver får, hvis de ikke opfører sig ordentligt! Det er noget fis!

Tjernobyl på værelset

Så fik vi langt om længe fundet den store kasse med julepynt. Nu er jeg ikke typen, der pynter hysterisk op til jul. Nisser siger mig egentlig ikke en dyt, og jeg synes det er skørt at blande gammel overtro og Jesu fødsel sammen (og nej, jeg VED godt Jesus ikke blev født i december), som det gøres over en stor del af verden. Men hvorom alting er, elsker mine børn det - så den får selvfølgelig fuld gas på deres værelse!

Efter lange seje forhandlinger om hvorvidt man kan julepynte på et meget rodet værelse, gik de med til at rydde op, før jeg slap så meget som en lille bitte mikroskopisk nisse løs; og jeg kom i min argumentation til at sige, at "man kan da ikke julepynte på et værelse, der ligner Tjernobyl efter atomulykken!".

Mathilde: "Mor hvad er en Tjernobyl?"
Mor: "Æh, en by, hvor der skete en frygtelig ulykke, fordi et atomkraftværk sprang i luften."
Mathilde: "Hvad er en atom?"
Mor: "Et atomkraftværk er sådan et sted, hvor man laver energi i form af el og varme, tror jeg nok..."
Mathilde: "Hvorfor tænder de ikke bare op i brændeovnen, hvis de fryser?"
Mor: "Fis ind og ryd op!"
Mathilde: Uhæmmet latterudbrud.

Mja... Måske de snart skal på morfar-ferie, så de også kan lære lidt om atomkraftværker, som jeg ved absolut nada om.

Huskeliste til morfar: Lær pigerne om Propagandaminister Goebbels og atomkraftværker samt disses risici, tak :-)

Tænkning...

Så var det lige jeg tænkte.... Ja det skal man passe på med, men det kan ske selv i tilfældet "Gitte".

Hvis I nu ikke alle har set mine arvinger, så er de altså her:

Men hvor sej en mor er man lige, når man ikke har billeder til at ligger, der er mindre end 6-8 måneder gamle? Det er da temmelig ufedt! I hvert fald hvis de begge to skal være på. Det er bare så sjældent, at de kan sidde stille (tæt på hinanden) i mere end et kvart nanosekund, mens deres sløve mor får taget et billede, hvorfor der ikke er så mange af disse.

Men her er tippet så: Prop dem i en kørende aktivitet i Legoland. Så sidder de saftsusemig stille; endda uden at slås. Det er jo fantastisk!

Det er lidt ærgerligt, der ikke er lyd på billedet, for det er ikke nemt for jer at tro på, at der her er tale om Motormund 1 og 2, der i bogstaveligste (kan en talemåde nogensinde være bogstavelig? Nej vel, Gitte... TÅBE!) forstand er vaccineret med en grammofonstift. Men en eller anden dag skal det nok lykkes mig at optage et eller andet med lyd og få det foreviget i cyberspace så mine grå hår i en alder af 28 år, pludselig giver mening. Nu ved jeg jo faktisk ikke om jeg har grå hår, for det er begrænset hvor meget jeg har set til min egen hårfarve det forgangne år, men skulle der have sneget sig nogle ind, forstår jeg det egentlig godt. Det har sgu godt nok været et nitte-år på rigtig mange måder, men et fuldstændig fantastisk år på mange andre måder.

Og inden det her nu bliver til et pive-melankolsk indlæg, må jeg hellere stoppe. Pive-indlæg kommer når nytårsaften er lidt tættere på - weeeee, noget at se frem til, hva'? Nej? Øv! Pive-melankoli lagt på hylden; I får lov at slippe :-)

NB: Nu er jeg altså ikke pive-typen. Eller brok-typen. Eller tænk-før-du-taler-typen. Men en eller anden type må jeg da være. Det vil jeg lige grave lidt i...

Ynk?

Mit nok så melankolske indlæg i går havde ikke til hensigt at fremprovokere ynk. Det var slet ikke sådant ment! Jeg har jo selv valgt mine børn og mit liv, og jeg er lykkelig her i dukkehuset med snart nye vinduer, ydredør, køkken, badeværelse og møbler :-)

Jeg skriver næsten kun om mine børn herinde, fordi jeg simpelthen synes, der er så mange sjove, glade, dejlige oplevelser, som jeg helst ikke vil glemme. Men det er jo ikke ubetinget en fornøjelse at være mor. Det er også hårdt, hvilket var, hvad jeg ønskede at tilkendegive. Og et eller andet sted håber jeg bare, at der er andre, der kan forstå, hvad jeg mener, fordi de er i samme situation. Blot at give den der fornemmelse af at "jeg er ikke alene om at synes, det er hårdt".

Men jeg elsker de søde kommentarer indlægget i går bragte med sig - jeg er piv stolt af mine børn!

Det er jo også hårdt arbejde!

Jeg har som tidligere nævnt et par børn, der i mit stille sind går under betegnelsen Motormund 1 og 2. For de taler jo bare heeeeeeele tiden! Er der ikke andre end mig, der af og til synes det bare er lidt for hårdt at skulle lytte til?

I dag er det lørdag, og vi har virkelig lavet alt det vi havde lyst til i dag. En rigtig fede-den-af-og-spise-morgenmad-klokken-halv-ti-dag. Og det var super hyggeligt, som det altid plejer at være. Men af en eller anden grund skulle The Dictator (ja, filosoffen er gået fløjten, hun er the good old Dictator igen) og jeg skændes hele tiden. Hele formiddagen gik faktisk med at hun råbte højt af mig. Så åbnede Mathilde mælken, hvilket Cornelia tændte af over, og den nærmeste at skælde ud var hendes mor. Så var det Mathilde, der redte hår først, så tændte Cornelia af igen og skældte mig ud igen, fordi hun aldrig måtte noget først. Så hjalp jeg Mathilde med at lyne hendes jakke, da vi skulle til Horsens, og Cornelia tændte af over igen at være sidst, selvom hun ikke engang havde jakken på på daværende tidspunkt.

Jeg kamp-elsker mine Motormunde 200% af tiden, men somme tider er det bare piv hårdt at være mor! Ja, jeg ved, jeg selv har valgt at få to børn, og jeg vil ikke bytte min tilværelse ud for noget andet i verden. Jeg elsker mine børn og vores liv her i vores lille dukkehus (som jeg snart har brugt lidt for mange penge på at reorganisere, bare fordi jeg snart får nyt køkken), men nogle gange er det bare rigtig hårdt. ALT hvad de siger, skal jeg lytte til og svare på. Alt i deres sociale liv skal jeg kende ud og ind. Alle deres interesser, alle deres tanker, alle deres bekymringer; alle andres mening og holdning til mine børn skal jeg også høre på. Alle deres ting skal jeg købe, alle deres madpakker skal jeg lave, al deres aftensmad skal jeg lave, alt deres vasketøj skal jeg vaske, deres kæmpe garn skal jeg vaske hver gang, al vores rod skal jeg rydde op, alle forældresamtaler skal jeg selv til og selv rumme, cope og handle på etc. etc. etc. Og det er saftsusemig hårdt!

Men selvom det kan være så hårdt, at man er ved at få grå hår af det, er det heldigvis også så lækkert, at det er lige til at tude over. Vi sidder ofte i én stor bunke på gulvet og laver puslespil eller modellervoks-hotdogs eller noget helt tredje og sådanne øjeblikke er bare alverdens vasketøjsbunker værd. Når de bliver så ovenud lykkelige over, at jeg har husket at putte pålægschokolade på deres riskiks, er det bare 10 madpakker om ugen værd. Når de siger ting som "Mor, jeg elsker dig så meget, at det fylder hele mit hjerte og min krop" er det bare alverdens skænderier og umulige diskussioner værd!

Jeg ved egentlig ikke helt, hvad jeg vil med dette blogindlæg ud over at pive og være glad på samme tid. Men uanset at det er både hårdt og fantastisk at være mor, så er det trist ikke at have nogen at dele det med, hvorfor mine kære læsere står for skud :-)

Få nu det flyverkort, morfar!

Mathilde: "Mor, hvor er det lige vi skal hen på ferie næste gang, hvis morfar får råd?"
Mor: "Måske til Rom. Der siger mormor, det er så spændende."
Cornelia: "Skal vi så køre eller flyve?"
Mor: "Vi skal flyve."
Cornelia: "Ej, så håber jeg altså, at morfar snart får råd til det flyverkort!"

Der hører en lang historie med til de faktorer, pigerne har stykket sammen. Én af dem går på en intern snak om, at morfar har mange penge. En anden at pigerne tror man skal erhverve et flyverkort, inden man må flyve, lige som man skal have et kørekort for at køre bil. En tredje at da vi var i Berlin i sommer, betalte mormor og morfar transporten. Det er jo selvfølgelig i børnelogik blevet til, at morfar betaler næste gang vi skal på ferie, fordi vi ikke har så mange penge...

Der er vel kun én ting at sige til det; vi GLÆDER os, morfar :-)