Jeg kommer ikke til at savne 2011 det fjerneste, for det har da på mange punkter været et shit-år. 2010 var dog endnu værre (og jeg er ellers ikke pessimist)! Umiddelbart vil jeg derfor synes, at det må blive bedre i 2012, hvis kontinuiteten skal bibeholdes; og jeg har store forhåbninger til det kommende år. Det bliver godt. Måske, hvis jeg er heldig, rigtig godt!
2012 starter vi med at sende Cornelia i brobygning. Kan ikke forstå min lille My er blevet så stor, at hun skal til at i skole om et lille øjeblik, men det skal hun altså. Og den 23. januar fylder hun 6 år. Det kan heller ikke være rigtigt - jeg er i hvert fald ikke blevet ældre, siden hun kom til verden, så der må være tale om en regnefejl af de grove. Hun bliver nok kun 2 år. Men hun er da godt nok en kommende 2-årig med et meget varieret sprog. Som i dag da vi lige var en tur i Horsens for at købe...ingenting...og endte ud med et Justin Bieber håndklæde og en Fluffy Go Walkies, hvor den fremmelige 2-årige valgte at udtrykke sine følelser for sine med(mod?)mennesker med: "Jeg fatter ikke hvorfor andre mennesker ikke kan finde ud af at stå i kø. De kan jo bare pisse hjem, hvis det er for svært for dem at lære!". Kom jeg til at grine lidt? Jah, det gjorde jeg vist... Er det særlig mor-er-det-bedste-forbillede-agtigt? Nej! Ergo må jeg jo stadig være 24 år og ikke have en skid forstand på hvad der sker i verden omkring mig, eller hvordan man er mor sådan for alvor. Logisk konklusion. Eller også bliver jeg bare snart 29 år og har stadig ikke lært, hvad jeg skal med det der, de kalder "livet". Lidt klogere er jeg blevet efter disse to shitty-years. Jeg har lært, hvem jeg kan stole på; hvem, der vil mig det godt; at jeg, trods alt det shit jeg har skulle finde mig i fra xman, stadig er latterligt optimistisk og naiv - jeg rækker stadig Fanden en lillefinger og bliver hver gang chokeret over at han tager hele armen. Ikke mindst har jeg lært, at jeg har nada tollerencetærskel, når det gælder mine børns ve og vel.
Nå, men når den snarligt 2-årige om lidt starter i brobygning, er det med noget blandede følelser fra hendes mors side. Jeg glæder mig rigtig meget for hende, da hun virkelig ser frem til det. Nu har hun også gået i børnehave i 3 år og er meget klar til, at der skal ske noget mere. At få noget mere læring proppet ind i gryden. At opleve det der "skole" som Mathilde og jeg taler om så tit. Og så bliver det super nice for mig at skulle aflevere børn kun ét sted. Mine bekymringer ligger nærmere i, at det er noget evindeligt rod med mine børns forhold til xman. Og eftersom dette rod tilsyneladende har tænkt sig at fortsætte, er jeg lidt betuttet ved, om det kunne ødelægges hendes start på "skolelivet". Men nu har jeg på forhånd dømt 2012 til at blive vores år, så selvfølgelig sker det ikke.
Jeg har det sådan med årsskifte, at de interesserer mig overhovedet ikke, så hvorfor jeg lige pludselig går så højt op i lorte-året 2011 ved jeg ikke. Tror jeg er fuldt med på massernes hysterie omkring denne begivenhed, der for mig ikke er mere særlig end den 31. maj. Og nytårsforsætter skal jeg slet ikke ind på, for så får jeg mig selv skubbet op i det røde felt. Folk med nytårsforsætter burde stille sig ud på fortorvet og håbe på at blive ramt af realitetstoget i en fart. Det er efter min mening tåbeligt at tro, at man vullevullevap kan lave sig selv og sit liv om natten mellem den 31. december og 1. januar. L.a.t.t.e.r.l.i.g.t. I tell you! Derimod giver man sig selv muligheden for at opleve en masse nederlag og/eller fiaskoer. Så hold dog op! Vær glad for det du har, eller gør noget ved det NU!
Denne holdning til nytårsaften tror jeg, at jeg ubevidst har projiceret over i mine børn. Da vi snakkede om den forestående tradition i dag, sagde Mathilde: "Hvad betyder det der nytårsaften?" Så fik vi en snak om at vi skifter år, lige som vi gør med månederne, datoerne osv. Hun var ganske uimponeret men ser frem til at de må være oppe til midnat, så de kan se noget krudt. Første gang de prøvede det, var sidste år, da jeg ellers ikke rigtig har kunne se nogen grund til at holde børn længe oppe for at se 5 minutters raketter på bekostning af en god og sund døgnrytme. Nu er de så store, at de kan holde til det og finder krudtet spændende og fascinerende. Mere imponeret var hun, da jeg sagde at vi kunne få lige præcis det aftensmad, de har lyst til, og lige præcis det dessert, de gerne vil. Efter lang tids spekuleren kom hun med sit ønske: "Lange spaghettier med gul sovs og fiskefrikadeller. Og chips til dessert." Så det skal pigerne nok have. Tror jeg vil ofre lidt større kulinarisk oplevelse på mig selv, men de skal da have, hvad de har lyst til :-)
SKÅL for helvede og pas på jer selv og jeres krudt-nysgerrige børn!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar