Så sad Cornelia og jeg og spiste kold risengrød, mens vi filosoferede over nogle af livets store spørgsmål. Eller måske det mest var Cornelia, der filosoferede, mens jeg forsøgte at finde en rød tråd i alle de tanker, hun slyngede omkring sig med.
Cornelia: "Når man er død, føles det bare som om man sover. Så er man bare oppe i Himlen sammen med Gud, og det er klogest at tro på ham, for han siger altid sandheden. Og han ved ALT! Så han hjælper Dronning Margrethe, for hun sørger jo bare for tingene er i orden, men hun ved alligevel ikke alt. Det hjælper Gud hende med."
Mor: "Hvad laver man så oppe i Himlen?"
Cornelia: "Man render bare rundt og leger. Men jeg ved ikke om de har et gyngestativ... Og hvis man ikke vil lege, kan det være man bliver ond. Hvis hjertet knækker, så bliver man ond, og så ved Gud hvordan man laver det igen, men hvis det ikke kan laves, så sender han de onde, døde mennesker på månen med et rumskib."
Mor: "Hvordan bliver man ond, når man er død?"
Cornelia: "Hvis man bliver ked af det eller syg, så visner hjertet og man bliver ond inde i kroppen. Men man kan også blive god igen. Og hvis man er ked af det, kan det virke at tænke på noget godt, så bliver man glad i hjertet, og så lever man videre i Himlen. Men jeg forstår nu ikke helt hvordan man får noget at spise i Himlen..."
Jeg synes simpelthen, det er noget af det mest fantastiske, jeg nogensinde har hørt fra det lille barn; dog er jeg næppe helt objektiv, men alligevel... Så filosofisk og alligevel helt uden sammenhæng!
Måske hun ikke skal være Dictator alligevel - fornemmer vi en lille teolog :-)
Sikke en tankestrøm - men ikke desto mindre en skøn een af slagsen.
SvarSlet