Snak - lige ud af posen!

Jeg synes mine børn har tendens til meget filosofiks tænktning, men den tendens har jeg ikke set så super meget til de sidste dage; og i dag satte Mathilde trumf på med følgende udsagn:

Mathilde: "Mor, jeg har ondt i røven!"
Mor: "Øv, det var træls, hvorfor det?"
Mathilde: "Fordi jeg skulle lave så stor en ski', at den næsten ikke kunne være i rumpen..."
Mor: "..."

Men tak for ærligheden mit barn - der er jo ikke den store grund til udenoms-snak i den sammenhæng :-)

Hvorfor det hedder et rundstykke

Søndag... Søndag... Søndag...

Og så var det lige jeg fik to børn, der taler non-stop, hvorfor en søndag ofte er længe ventet, men også af og til kan være lidt for lang, når morens ører er lige ved at falde af grundet non-stop-tale fra to speedsnakkende arvinger.

Ikke desto mindre kommer der jævnligt nogle guldkorn,  når nu de taler a.l.t.i.d. I dag leverede Cornelia en lidt sjov én, som jeg synes, jeg vil forevige herinde i cyberspace.

Cornelia: "Mor, jeg ved godt hvorfor det hedder et rundstykke."
Mor: "Nå for dælen, hvorfor hedder det så et rundstykke?"
Cornelia: "Fordi den er rund...!"
Mor: "Joooh, det er det da...."
Cornelia: "Og mor, så ligger det smarte jo i, at man skærer den i STYKKER! Wupti, så er det et rund-stykke."
Mor: "Jamen du har da så evigt ret mit barn."
Cornelia: "Mmm.... Jeg er nemlig klog, ikke sandt mor?"
Mor: "Jo, dét er du uden tvivl."

Det er efter min mening hele essensen i at være mor. At proppe så meget selvtillid ind i de kære børn som overhovedet muligt, så skal der nok komme nogen senere og forsøge at pille det af dem igen. Men hvis ikke en mor synes, at hendes børn er kloge, hvem i alverden skulle så?

Sugekoppen...

Det var en mørk og dyster aften... Eller det var i hvert fald mørkt, og vi var på vej hjem i automobil. Vi mødte en modkørende ditto, der kørte med lang lys, også da vi kom betydeligt tættere på. Et lille blitz han fik og straks blev der blændet ned.

Mathilde: "Mor, kørte de med lang lys?"
Mor: "Ja, det gjorde de."
Mathilde: "Det vidste jeg faktisk godt."
Mor: "Nå, hvordan vidste du det?"
Mathilde: "Fordi jeg fik helt ondt i panden af alt det lys."
Mor: "Øv, det var da træls..."
Mathilde: "Ja, for det er jo fordi, når man kigger ind i skarpt lys, så er der sådan en sugekop, der går fra det sorte i øjet og op i panden - altså inde i hovedet, mor, og hvis der så kommer for meget lys, så går det igennem sugekoppen og man får ondt i panden!"

Sådan - mysteriet opklaret :-)

Verdens sødeste fan...

...tror jeg, at jeg har.

Mathilde går meget højt op i, hvem man er fan af. Altså om man er fan af fx Justin Bieber, som er det mest fantastiske, der endnu er produceret på Gud grønne planet.

Men man kan jo være fan af mangt og meget samt på mange forskellige niveauer. Og i går, efter jeg havde skrevet lidt for mange indlæg hertil, fik jeg min aller første fanpost! Jojo, den er skam god nok. Alle tiders søde mail med tilpas mange komplimenter til jeg fik røde ører og fugtige øjne; fra den sødeste eks-kollega. Resten af aftenen hang jeg som en statisk elektrisk ballon oppe under loftet og solede mig i komplimenterne, bare fordi jeg var så glad. Det gjorde mig simpelthen så super glad! Jeg synes, det er dejligt, at min blog bliver besøgt, og jeg elsker kommentarer, men sådan en helt privat mail stilet kun til mig det er der ikke meget, der kan  hamle op med.

Når mine børn er fans af Justin, må han jo pr. definition have de sødeste fans, men jeg synes min søde fan kommer på en klar 3. plads (nu det ikke kan være højere).

Dødens rumskib

Så sad Cornelia og jeg og spiste kold risengrød, mens vi filosoferede over nogle af livets store spørgsmål. Eller måske det mest var Cornelia, der filosoferede, mens jeg forsøgte at finde en rød tråd i alle de tanker, hun slyngede omkring sig med.

Cornelia: "Når man er død, føles det bare som om man sover. Så er man bare oppe i Himlen sammen med Gud, og det er klogest at tro på ham, for han siger altid sandheden. Og han ved ALT! Så han hjælper Dronning Margrethe, for hun sørger jo bare for tingene er i orden, men hun ved alligevel ikke alt. Det hjælper Gud hende med."
Mor: "Hvad laver man så oppe i Himlen?"
Cornelia: "Man render bare rundt og leger. Men jeg ved ikke om de har et gyngestativ... Og hvis man ikke vil lege, kan det være man bliver ond. Hvis hjertet knækker, så bliver man ond, og så ved Gud hvordan man laver det igen, men hvis det ikke kan laves, så sender han de onde, døde mennesker på månen med et rumskib."
Mor: "Hvordan bliver man ond, når man er død?"
Cornelia: "Hvis man bliver ked af det eller syg, så visner hjertet og man bliver ond inde i kroppen. Men man kan også blive god igen. Og hvis man er ked af det, kan det virke at tænke på noget godt, så bliver man glad i hjertet, og så lever man videre i Himlen. Men jeg forstår nu ikke helt hvordan man får noget at spise i Himlen..."

Jeg synes simpelthen, det er noget af det mest fantastiske, jeg nogensinde har hørt fra det lille barn; dog er jeg næppe helt objektiv, men alligevel... Så filosofisk og alligevel helt uden sammenhæng!

Måske hun ikke skal være Dictator alligevel - fornemmer vi en lille teolog :-)

At dele seng... Part II

Jeg er vist gået hen og blevet helt pjattet med de dersens føljetoner, så jeg vil lige berette om Cornelias seneste overnatning i min seng.

Mathilde havde en overnattende gæst, hvorfor vi ligsom sidst placerede gæstebarn i Mathildes seng, Mathilde i Cornelias seng og Cornelia i min seng; og det gik faktisk ret godt. Hun faldt da i søvn, mens jeg læste, og jeg faldt også i søvn helt uden alt for mange blå mærker. Hun keglede rundt som en billardkegle, der var blevet tyret ned af en billardkugle med 583 km/t., men så længe hun blev i sin halvdel af sengen, tænkte jeg, at hun ikke absolut behøvede ligge med hovedet i den samme retning som jeg. Men det var godt nok en beslutning jeg fortrød i løbet af natten...

Klokken cirka l.o.r.t. om natten fik jeg et ordentligt spark direkte på næsen af en lille størrelse 29. Hold nu k*** jeg fik et chok! Og hold nu k*** jeg fik vand i øjnene i løbet af nada tid. Er du rund på marken, det gjorde så sindssygt ondt, jeg har da aldrig oplevet noget lignende. Den næste morgen var jeg ret så rød over næseryggen og under det højre øje. Cornelia syntes godt nok det så lidt underligt ud, men jeg mente det var nytteløst at fortælle hende sandheden, for det skulle hun da ikke have dårlig samvittighed over. Så jeg gik om bord i pudderdåsen og lignede til sidst noget, der kunne forveksles med en poletneger med ekstrem hang til et par baner (grundet non-stop forkølelse) og alt for mange cigaretter (grundet efterveerne fra en lungebetændelse).

Alt i alt en udmærket nat :-)

Milliardæren morfar

Dictator citat i dagens anledning:

Cornelia: "Mor, hvorfor skal du arbejde?"
Mor: "Så jeg kan tjene lidt flere penge, så vi måske kan få råd til lidt større julegaver eller tage ud at spise engang i mellem."
Cornelia: "Mm.... Det er altså også underligt at morfar har så mange penge, når vi ikke har ret mange... - Vi har måske to kroner og morfar har ethundredeogtreogfyrretrestyveoghalvtredstyve... og noget... Og mor, hvis vi var rige, skulle vi så ikke tage ned til Afrika og give de fattige mennesker nogle penge, for det er godt nok synd for dem, at de skal spise jord og drikke beskidt vand?"
Mor: "Jo, Nelly, det gør vi, hvis vi engang bliver rige!"
Cornelia: "Og mor, kan vi så også ikke købe noget mere fastelavnstøj? Og nogle flere TopModel bøger?"

Det der med penge er nu noget underligt noget efter Cornelias mening. Jeg tror planøkonomien bliver indført, hvor hun bliver diktator!

Kan man hedde John Travolta?

Og så var det lige vi så Grease i eftermiddag, da mine forsøg på at overtale mit snotsyge spasserkadaver til at gå ud og lave risengrød overhovedet ikke ville lykkes. Og så er det jo lige, at jeg i al den tid Grease har været i min bevidsthed, altid har haft (og stadig har) et m.e.g.a. crush på John Travolta. Han kan bare et eller andet, det er jeg sikker på! Så i et forsøg på at starte en samtale kom jeg til at sige, at ham John Travolta bare er alt for lækker.

Cornelia syntes dog ikke han på nogen måde var sammenlignelig med Justin Bieber, som er the one and only man kan slippe af sted med at kalde lækker. Så fik vi lige en sludder om, at der er en lille smule forskel på hvem, man synes er lækker, alt efter om man er 5 år eller 28 år.

Efter lidt tid spurgte Mathilde: "Mor, hvad var det lige du sagde han hed?"
Mor: "John Travolta."
Mathilde: "Ej, kan man overhovedet hedde det?"
Mor: "Ja ovre i USA kan man godt."
Mathilde: "Ej mor, hvis du så blev gift med ham, skulle du så hedde Gitte Johntravolata Bindesbøl til efternavn?"
Og så grinede hun simpelthen så meget og så højt, at hun begyndte at hoste og fik vand i øjnene (da hun er lige så non-kvik som sin mor i disse dage), og jeg efter 4 minutter var småbekymret for hendes lungers fremtid!

Tror jeg skal til at ta-le i sta-vel-ser og med stør-re mel-lem-rum/pa-u-ser, så mi-ne børn bed-re kan for-stå mit vo-la-pyk sprog og bli-ve nog-le or-dent-li-ge sam-funds-bor-ge-re i det-te land!

Hvordan man flytter lørdag til fredag

Pigerne er heste-gale og nu skal galskaben stå sin prøve! Enten bliver de skræmt fra vid og sans eller også bliver de endnu mere heste-gale og så må vi jo finde pengene til at gøre noget ved den galskab.

På lørdag skal pigerne ud at ride. På en ægte, levende hest. De fik det at vide i går og de har haft julelys i øjnene siden da - hvor er det herligt.

Vi skal i ponylegestue; børnene skal selv strigle, sadle op, ride, sadle af osv. De ved endnu ikke hvad det vil sige, men ikke desto mindre glæder de sig vildt meget. Og der er SÅ længe til lørdag når man har så mange sommerfugle i maven.

Mathilde: "Mor, jeg glæder mig så meget til på lørdag. Kan vi ikke bare beslutte, at det skal være lørdag i morgen?"
Mor: "Jo det kan vi godt, men det nytter bare ikke noget, hvis vi er de eneste."
Mathilde: "Nej okay... Men hvis vi nu bare siger til alle vi møder i morgen, at det er lørdag, tror de så ikke på det?"
Mor: "Det er jeg bange for de ikke gør, desværre."
Cornelia: "Synes godt de kunne hoppe på den, når vi glæder os så meget...! Hvor er andre mennesker ikke søde, altså."

Kan den køre hurtigere?

Pigerne vil gerne have en hest! De sidste mange måneder har de stort set ikke talt om andet end heste. Heste, heste, heste, heste, døgnet rundt. Og jeg synes det er alletiders hobby; det er bare en røvdyr hobby og det er jeg ret ked af, for jeg vil gerne lade mine børn gå til ridning. Pengene er der bare ikke, desværre. Meeeeen så er det jo lige, at vi kender én, hvor banditten kan opstaldes for nada jyske dollars og så er det jo lige, at min hestedrøm også bliver fodret voldsomt, hvorfor vi altså ikke rigtig snakker om andet.

Mathilde låner (og læser) en masse bøger om heste, de spørger, vi læser noget mere, de spørger noget mere og sådan går det dag efter dag.

Men så var det lige, at Cornelia leverede følgende spørgsmål en dag:

"Mor, de der dimser man skal have fødderne i, er de ikke til at få den til at køre hurtigere?"

Tror nok jeg svarede "Tjoooo...." da jeg havde fået kvalt mit grin.

Propagandaminister Goebbels

Den anden dag tog jeg mig selv i at gå rundt og synge en sang fra "Drengene fra Sankt Petri". Skal den lige genopfriskes lyder den således:

"Først så ta'r vi Göring i hans fede ben,
derpå ta'r vi Goebbels og slår ham med en sten.
Så hænger vi Hitler i en strop,
ved siden af Von Ribbentop,
så bli'r de rent til grin,
de fire nazisvin."

Intet går som sædvanligt ubemærket hen her i vores lille hus, så da Mathilde spurgte mig hvad et "nazisvin" er, burde jeg jo have set det komme. Men hvad siger den kloge så? Den kloge forklarer nok hvad en nazist er (hvilket er svært nok i sig selv), og hvorfor man vil kalde en nazist et svin. Så jeg gjorde selvfølgelig noget andet...

Det hele endte i en laaaaaang  monolog rettet mod et styk forvirret 7-årigt barn, hvor både ordene "arbejdslejr", "jødeudryddelse", "diktatur", "gaskammer", og "propagandaminister" indgik indtil flere gange.

Den skarpsindige 7-årige spurgte derefter om en nazist bare er én, der ikke kan lide dem, der har en anden farve hud? Æh... Ja. Det kan det måske godt summeres op til. "Ej mor, kunne du ikke bare have startet med at sige det?"

Jeg tror, jeg i fremtiden bare skal holde mig til at lære børnene noget om heste. Så må de spørge deres morfar, som er lidt af en verdenskrigsnørd, når de er klar til at rumme ord som propagandaminister!

Da moren blev paranoid...

Lille familie på tre var i Legoland i efterårsferien, fordi jeg var overbevist om, at det var der, sæsonen sluttede. At jeg så tog fejl og vi endte der igen ugen efter, er en anden historie.

Nå, men i Legoland vi var, og de havde voldpyntet hele parken med Halloween pynt og gejl. Jeg har netop i år taget højtiden til mig og min amerikaniseringsAngst (den slags Angst, der udtales på tysk, forstås) er så godt som ikke eksisterende længere. Og hvad så om det var noget, amerikanerne fandt på? Take it or leave it. Men hvorom alting er, så tror de på det i Legoland og jeg syntes det var herligt. Alle steder stod der skrækindjagende fugleskræmsler, kæmpe spindelvæv og enorme edderkopper, græskar lå alle steder i hele parken og (indsæt trommehvirvel nu) der var skeletter i diverse kørende aktiviteter... Skeletter I tell you!! Pigerne syntes det var helt fantastisk og det syntes jeg egentlig også. Desuden var det jo højlys dag, så det var jo ikke ligefrem fordi de ubemærket kunne snige sig ind på mig og æde mig eller noget (bilder mig ind, at en superhelt ville komme og lægge sig imellem, hvis det skulle ske).

Da eftermiddagen efterhånden skred frem og Legoland blev lettere affolket, begyndte min paranoia. Tænk nu om en af fugleskræmslerne hoppede på mig, mens vi var et sted, hvor der ikke var andre mennesker? Ahr, Gitte, sandsynligheden er minimal. Sætter min lid til, at ansvarlige Legoland-folk ikke finder på sådan en grusom joke. Tillid til verden genoprettet og paranoia rystet af... Så langt - så godt.

Vi har en meget klippefast tradition for at skulle prøve Minetoget, når der er ved at være affolket, for ellers er det umuligt at komme til der (fatter dog ikke hvorfor, for det er da ikke verdens mest underholdende aktivitet), så det skulle vi selvfølgelig også dén dag. Ingen i kø; tøserne snupper lokomotivet (altså forreste vogn) og moren havner i vogn nr. 2. Lige da toget sætter i gang, kigger jeg mig over skulderen bare for at se, om der vitterligt ikke var andre end os, der skulle med. Hurtig konstatering - der var kun os. OG DOG... I bageste vogn sidder et skelet. What? Paranoia kommer krybende op langs rygraden. Tænker ved mig selv: Herre Gud, det er jo nok lavet af plastik. Men paranoia vil ikke slippe sit klamme greb i mig.

Turen er opdelt i en tur i dagslys under åben himmel og en tur i minerne. Tur i dagslys fyldt med skeletter, spindelvæv, Manden Med Leen, skeletter, der havde hængt sig selv etc. etc. Paranoia tiltager langsomt. Skelettet bagest i toget giver mig fniller og kigger mig under første halvdel af turen cirka 5.000 gange over skulderen bare for at være sikker på, at geniet stadig sidder i bageste vogn. Trods alle kontrolkig tror jeg stadig ikke helt på det. Er sikker på, at det om lidt prikker mig på skulderen. Forestiller mig, at det kommer kravlende fra én vogn til den næste lidt ligsom hende psykopat-zombien i The Ring... Kravlende med sine lange, klamme, tynde lemmer, onde øjne og fingre, der kan kværke mig i løbet af et kort øjeblik! Må dog til sidst affinde mig med, at jeg ikke kan kigge i begge retninger på samme tid, og vender mig derfor om, så jeg kan have (øjen?)kontakt med psykopat-skelettet, der i min fantasi snart skaber overskrifter á la "Plastikskelet myrder mor og to børn i Legoland".

Er dog glad for at kunne sige, at jeg overlevede... Endda alle de fire ture pigerne mente vi skulle have, men min livlige fantasi er bestemt ikke blevet dæmpet; nærmere det modsatte. Men det er nu engang mig, der er mor, så jeg må hellere pakke min paranoia ned i en kasse og gemme den indtil næste Halloween og indtil da være lidt mere mor-agtig-med-ansvar-og-hel-molevitten; så finder jeg nok en anden måde at være u-mor-agtig på, når dette er påkrævet :-)