Jeg har som tidligere nævnt et par børn, der i mit stille sind går under betegnelsen Motormund 1 og 2. For de taler jo bare heeeeeeele tiden! Er der ikke andre end mig, der af og til synes det bare er lidt for hårdt at skulle lytte til?
I dag er det lørdag, og vi har virkelig lavet alt det vi havde lyst til i dag. En rigtig fede-den-af-og-spise-morgenmad-klokken-halv-ti-dag. Og det var super hyggeligt, som det altid plejer at være. Men af en eller anden grund skulle The Dictator (ja, filosoffen er gået fløjten, hun er the good old Dictator igen) og jeg skændes hele tiden. Hele formiddagen gik faktisk med at hun råbte højt af mig. Så åbnede Mathilde mælken, hvilket Cornelia tændte af over, og den nærmeste at skælde ud var hendes mor. Så var det Mathilde, der redte hår først, så tændte Cornelia af igen og skældte mig ud igen, fordi hun aldrig måtte noget først. Så hjalp jeg Mathilde med at lyne hendes jakke, da vi skulle til Horsens, og Cornelia tændte af over igen at være sidst, selvom hun ikke engang havde jakken på på daværende tidspunkt.
Jeg kamp-elsker mine Motormunde 200% af tiden, men somme tider er det bare piv hårdt at være mor! Ja, jeg ved, jeg selv har valgt at få to børn, og jeg vil ikke bytte min tilværelse ud for noget andet i verden. Jeg elsker mine børn og vores liv her i vores lille dukkehus (som jeg snart har brugt lidt for mange penge på at reorganisere, bare fordi jeg snart får nyt køkken), men nogle gange er det bare rigtig hårdt. ALT hvad de siger, skal jeg lytte til og svare på. Alt i deres sociale liv skal jeg kende ud og ind. Alle deres interesser, alle deres tanker, alle deres bekymringer; alle andres mening og holdning til mine børn skal jeg også høre på. Alle deres ting skal jeg købe, alle deres madpakker skal jeg lave, al deres aftensmad skal jeg lave, alt deres vasketøj skal jeg vaske, deres kæmpe garn skal jeg vaske hver gang, al vores rod skal jeg rydde op, alle forældresamtaler skal jeg selv til og selv rumme, cope og handle på etc. etc. etc. Og det er saftsusemig hårdt!
Men selvom det kan være så hårdt, at man er ved at få grå hår af det, er det heldigvis også så lækkert, at det er lige til at tude over. Vi sidder ofte i én stor bunke på gulvet og laver puslespil eller modellervoks-hotdogs eller noget helt tredje og sådanne øjeblikke er bare alverdens vasketøjsbunker værd. Når de bliver så ovenud lykkelige over, at jeg har husket at putte pålægschokolade på deres riskiks, er det bare 10 madpakker om ugen værd. Når de siger ting som "Mor, jeg elsker dig så meget, at det fylder hele mit hjerte og min krop" er det bare alverdens skænderier og umulige diskussioner værd!
Jeg ved egentlig ikke helt, hvad jeg vil med dette blogindlæg ud over at pive og være glad på samme tid. Men uanset at det er både hårdt og fantastisk at være mor, så er det trist ikke at have nogen at dele det med, hvorfor mine kære læsere står for skud :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar