Altså sådan rigtigt papir?

Jeg har længe gerne villet skrive en bog. Jeg ved bare ikke om hvad, for der er faktisk ikke rigtig noget, jeg ved en masse om; ud over mig selv. Så må jeg skrive en bog om mig!

Altså kedelige, ordinære mig. Mit kedelige, ordinære liv med mine kedelige, ordinære børn, som den røde tråd.

Jeg synes ikke, mit liv er interessant, men jeg elsker ideen om at fortælle, at selvom jeg er temmelig ordinær, behøver livet ikke bare køre ud af en lige landevej.

Mine kampe, mine lykkeligste øjeblikke, mine sorger, mine drømme, mine bekymringer, mine planer, min ulykkelige kærlighed, mine forsøg på at rette op på mig selv, mine forsøg på at finde LYKKEN!

Det er ikke nemt at være ordinær. Det er hårdt arbejde, og det er især hårdt arbejde at finde lykken for af og til bliver den sgu væk.

Har brainstormet i dag og vendt nogle ideer med et par mennesker, som umiddelbart tænker "thumbs up"!

Altså en bog med mit navn på? Med mine ord i? Sådan helt ægte at sætte et fingeraftryk i verden?

Og med alt det, jeg altid har på hjerte, bør det ikke blive så svært...

Skynder mig lige at blive rask; lover at skrive en bog bagefter :-) Deal?

PS: Lover også at blande en masse humor i - bortset fra de steder, hvor der skal tudes selvfølgelig.

Fødselsdag

I onsdags, den 23. januar, havde min yngste arving fødselsdag; mit yngste barn er nu 7 år.... 7.... Altså SYV!!!! What the fuck??

Men heldigvis har hun og jeg aftalt, at hun kun blev 2 år (og det gør vi hvert år), for så kan jeg lidt bedre overskue det. Jeg er sgu ikke gammel nok til at mit YNGSTE barn er 7 år.

To dage op til 7 (2) års fødselsdagen blev fejret på langs i morens seng med feber, hoste og 20 timers søvn i døgnet. På selve dagen var hun kvikkere, men stadig syg. Dog havde hun lige energi til et besøg af mormor og morfar og hun fik en fin gave.

De efterfølgende to dage bragte på klat-øjet-hed, hoste og momentær feber-pande.

Nu er hun heldigvis så kvik, at vi kan skændes, og hun glæder sig til at komme i skole igen. Men under en af alle vores stille samtaler under dynen, hvor hun bare lige skulle bruge lidt mor-støj at falde i søvn på, spurgte hun som følger

Cornelia: "2006, det er den kanal, jeg er født i."
Mor: "Mja, det er i hvert fald det årstal, du er født i."
Cornelia: "Jaja, men det er også den kanal, jeg er født i..."

Og så snorkede hun...

Ååååååkaj. Jeg aner ikke, hvilken kanal hun snakker om, men jeg kan garantere, at hun er født på en luksusmadras på Horsens Sygehus; på en fødestue hvor de kun havde hval-sang på cd-afspilleren... Ja tak, hvad giver du mig? HVAL-SANG? Nej vel... Når jeg er i fødsel, vil jeg gerne høre Whiskey In The Jar med Metallica, og jeg kan huske, at jeg debatterede med x-man, at bebs (som jo var Cornelia) ville have bedre af at blive født til tonerne af hård rock end fucking hval-sang!! Men x-man nægtede at spørge personalet, om de havde noget Metallica på lager, så derfor blev Cornelia født til de latterlige toner af hval-sang. Personligt er jeg overbevist om, at det er derfor, hun er blevet The Dictator; hun havde haft bedre af Metallica!

Lyder jeg sur nu? Det skulle egentlig have været et positivt indlæg, men det er bare fordi, jeg husker det så tydeligt, og det irriterer mig stadig. Kom dog videre, kone - kunne man fristes til at tænke ;o)

Men ud kom hun i susende fart, omgivet af hvaler (hvis I forstår sådan en lille én), sort hår på hovedet og skrigende sin irritation ud over manglende rockmusik.

Havde x-man nu gidet finde noget Metallica, havde The Dictator nok gidet kigge på fotografen, når søde billeder bliver forsøgt taget på fx juleaften ;o)

Hurra for min lille pige på 7 (2) år, som er den sødeste, lille terrorist, man kan forestille sig!

Gud, hvor jeg elsker mine børn!!

Vandløb

Jeg kan ikke huske, hvordan snakken opstod. Ej heller hvad formålet var.

Det var dog noget med korte ord, hvor jeg tænke navneord som ø og å må være blandt de korteste, og jeg arbejdede hen imod at få dem til at forklare, hvad en "å" er.

Derfor spurgte jeg som følger

Mor: "Hvad er et vandløb?"
Mathilde: "Vel et sted hvor der løber vand?"
Mor: "Kan I komme i tanke om et ord, der har noget med et vandløb at gøre, men som er et kort ord?"
Mathilde: "Hmmm....."
Cornelia: "TAGRENDE!"

Javel ja....

Hvorfor blogge?

En dag i Go' Morgen DK blev der snakket om blogs; hvilke er værd at læse osv. Det var der selvfølgelig en blog-ekspert, der skulle udtale sig om. Som noget af det første sagde hun, at bloggere (= moi), som kun blogger om sit privatliv (igen = moi), skulle tage sig sammen og blogge om noget ordentligt og ikke kun om sin egen navle.

Jeg kunne godt mærke, at den sætning provokerede mig. Uanset hvor egoistisk det måtte være at blogge om sit eget navlefnuller (og er det ikke bedre end at blogge om andres navlefnuller?), så er det vel årsagen til bloggens opståen, der afgør, hvad bloggeren vælger at blogge om?

Jeg blogger for at have et sted at pive lidt over livets uretfærdigheder som mor, og fordi jeg synes mine børn er så fald-sammen-af-mavekrampegrin-sjove, at andre også skal have det privilegium at høre om deres eskapader. Det må da kategoriseres som navlefnuller-blogning af værste skuffe, men når det netop er dét, der er vigtigt for mig, kan det så være forkert? Og hvis andre kan få et lille grin med på vejen, behøver en blog så være opskriften på hvordan man skyder papegøjen? Eller opfinder det varme vand? Det synes jeg faktisk ikke, for det er betydningsfuldt for MIG at skrive, som jeg gør. Så kan folk jo læse det eller lade være, men at sige det ikke er noget værd, er da noget forkvaklet sludder...

Og så kom jeg af med mine bitcherier! Applaus til Gitte nu; tak. Gladsaxe Pigegarde har jeg jo været helt enormt uheldig med. De salutter (er det overhovedet et verbum?) i hvert fald ikke, når jeg har brug for det, så nu må de skiftes ud med et trefoldig leve og en applaus fra Frimurerne i afdeling Horsens... Eller nåwet :-)

For fanden, de stiller mange spørgsmål!

Mine piger stiller altid enormt mange spørgsmål, og ofte så mange, at jeg bliver en lille smule blæst i hveden af at tale hele tiden, hvilket jeg er nødt til for at kunne følge med til at besvare alle deres spørgsmål!

Men så i går, da vi stod midt i bollebagningen, fik jeg et spørgsmål, som jeg ikke lige kunne besvare uden at skulle overveje mine ord nøje.

Cornelia: "MOOOOOAAAAAR!!! Mathilde siger, at Belle er en rigtig prinsesse, men det er hun da ikke i filmen, er hun? Jeg ved godt, hun ikke er det i virkeligheden, for hun findes ikke, men hun er det da heller ikke i filmen, vel mor, vel?"

Der kom jeg satme til kort, må jeg hellere indrømme. Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle svare, for dybest set er Belle (fra Skønheden og Udyret) ikke en prinsesse, men Disney har hende med i konceptet Disney Prinsesser.
Hun er ikke datter af en konge, men sidst i filmen bliver hun gift med en prins. Hvad fanden gør den kloge her? Jeg ved det ikke... Men jeg gjorde det, at jeg startede en laaaaaang monolog af en forklaring til yngstebarnet, der var ved at blive helt blå i hovedet af indestængt vrede, fordi jeg ikke bare sagde ja eller nej. Alle mine overvejelser var hun sådan set skide ligeglad med. Det endte med hun sagde følgende:

Cornelia: "Ved du det ikke eller hvad?"

Og dum som jeg er, forsøgte jeg igen... "Jojo lille My, hun er jo ikke datter af en konge, men hun bliver jo gift med prinsen og så bliver hun jo en prinsesse og bla bla bla bla bla..." Cornelia havde i hvert fald slået sit idiot-filter til, så hun gik rask ind til sin storesøster, som hun oprindeligt havde diskussionen med og sagde: "Mor ved det ikke.... Så nu finder vi ALDRIG ud af, hvem der har ret."

Selvom det ikke sker så tit, så hader jeg alligevel, når de stiller spørgsmål, jeg ikke kan svare på!

Og vi fik aldrig løst om Belle egentlig har ret til at bære prinsessetitlen eller ej....