Juleaften...

...falder nogenlunde på den 24. december igen i år, og det bliver ved med at komme bag på mig! Jeg er aldrig forberedt - som i vitterligt a.l.d.r.i.g. Jeg dur bare ikke til det. Jeg er elendig til det; og det sker tilnærmelsesvis aldrig.

I år var jeg heller ikke forberedt, hvilket resulterede i, at jeg piskede børn og Smeden rundt i Aalborg City i små 6 timer lillejuleaften for at finde den sidste gave. Men det lykkedes, og det var fantastisk!

Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg er så gennemgående elendig til at forberede mig til noget som helst; og det gad jeg faktisk godt at vide. Jeg kommer fra et hjem, hvor man Satanfløjteme er forberedt og dette i temmelig god tid. Det er bare som om, jeg på mystisk vis har sneget mig uden om dét gen og dén evne. Det er faktisk ikke fordi, jeg ikke gerne vil, men det sker ligesom bare aldrig, og så er det for så vidt ligegyldigt, hvor stor en indsats jeg lægger i anstrengelserne. Jeg evner det ikke!

Det er sådan for alvor gået ned ad bakke for mig, efter jeg fik mine piger; da jeg kun var mig, og jeg var intet mindre end Jordens rotationsakse, kunne jeg i en snæver vending forberede mig en lille smule på fx eksamener, jul og andre menneskers fødselsdage (ikke min egen). Så blev jeg mor første gang og det første stykke tid, forsøgte jeg faktisk at forberede mig, hvilket ikke særlig tit gik særlig godt. Så blev jeg mor for anden gang og måtte indse, at overskuds-spelt-mor bliver jeg aldrig, og så opgav jeg egentlig at forberede mig nogensinde igen, hvilket jeg har overholdt i snart 10 år nu - og det går sgu egentlig meget godt alligevel ;o)

Jeg evner ikke at forberede mig; jeg gider ikke at forberede mig; jeg elsker kaos; jeg elsker tilfældigheder; jeg elsker det uplanlagte; jeg er ikke - har aldrig været og bliver aldrig - kontrolfreak. Tvært imod så omfavner jeg kaos i en måske lidt overdrevet grad, men sådan er vi jo heldigvis så forskellige.

Trods min manglende evne til forberedelse og planlægning, er det alligevel blevet den 24. december, og jeg kamp-glæder mig til i aften. Jeg ved ikke, hvornår grissebassen skal i ovnen, jeg aner ikke, hvornår de sidste gæster kommer, jeg aner ikke, om jeg har sukker nok til de brune kartofler, men jeg ved, at jeg har mine skønne børn og den søde Smed indenfor en arms længden, og det er ligesom alt, jeg behøver at vide for at være lykkelig.

I'll freaking wing the rest!

Rigtig glædelig og lykkelig jul til alle mine dejlige læsere! Jeg håber virkelig inderligt, at I får en helt fantastisk aften :o)

Så har jeg gjort det...

...eller...andre har gjort det...eller...nogen har gjort et eller andet...

Vi kan lige så godt springe som krybe i det: Skoleinspektøren stopper med én måneds varsel. Pr. 1. januar 2016 har vi ikke længere nogen skoleinspektør - eller det tror jeg i hvert fald ikke, vi har. Jeg ved det ikke. Ingen ved noget.

Men jeg glæder mig lidt, hvis jeg skal være ganske ærlig. Jeg tænker lidt, hvor meget værre kan det lige blive? Mage til uinspirerende personlighed skal man sørenspjætme lede længe efter. Som i rigtig længe!

Jeg er spændt! Spændt med spændt på... Og jeg lover at opføre mig ordentligt overfor den nye - når vedkommende engang bliver præsenteret!

Jeg lover... ;o)

Sådan får man...

...IKKE plus-point på præ-teenage-kontoen...

Jeg har en præ-teenager, og ærlig talt er det af og til en smule anstrengende! Måske nok mest fordi hun er mit fornuftige barn; dét barn, jeg bare skal rynke øjenbryn af, så ved hun godt, at den ikke trækkes længere; dét barn, jeg aldrig har hævet stemmen af; dét barn, der kan bryde ud i lys luge og råbe "Ej hvor jeg altså bare elsker dig, mor!"; dét barn, der overholder aftaler; dét barn, der er ansvarlig og fornuftig.

Ej, det lyder lidt, som om jeg ikke har de store forhåbninger til mit andet barn - men det har jeg faktisk heller ikke. Hun er 2'er... Need I say more?

Men mit ældste barn er godt nok blevet præ-teenager med stort P! Nøj, hvor kan hun hade mig, samtidig med hun godt er klar over, at hun ikke kan undvære mig. Det er lidt sjovt og lidt anstrengende, men jeg vælger mine kampe med omhu, og så går det jo nok det hele alligeveller :o)

Præ-teenageren har dog ikke mistet sin gode sans for humor, og det er lækkert! Uanset hvor åndssvag, hun mener, jeg er, så kan vi altid finde et eller andet at grine af.

Jeg er også blevet det mest pinlige menneske i hele den vide verden! Det har jeg været i nogle år efterhånden, så jeg er vant til det (og fuldstændig ligeglad), men præ-teenageren kan alligevel godt lide, når jeg er lidt pinlig.

Hvis jeres præ-teenagere ikke kan lide pinlige mødre, så lad være med at følge mit eksempel :o)

• Juleklippedag i skolen for et år siden: At bryde ud i "Jul i Angora" i klar og pæn sopran-sang (jaja, jeg er altså ikke tonedøv - det lyder pænt, når jeg synger), mens der fabrikeres julestjerner, og 14 børn kigger måbende på mig, hvorefter de 13 begynder at synge med og den 14. forlader lokalet i ren (påtaget) flovhed over sin mor.
  Det er stadig det helt store samtale-emne, og præ-teenageren elsker det, fordi hun åbenbart har den mest fjollede mor i verden!
• At man i vores bil, når jeg bliver udpeget som chauffør, må høre så høj musik, at det næsten giver næseblod, er et hit; bare IKKE når moren vælger at synge med - og den får sgu alt, hvad mine lunger kan trække; jeg kan slet ikke lade være. Det er åbenbart pinligt, for det er der ikke andre mødre, der gør.
• At aflevere offspring på skolen og hårdnakket nægte at gå, før jeg har fået et ordentligt "farvel-kys", er heller ikke ét af mine mest populære tiltag. Det er så pinligt! Men siden den dag, hvor jeg bragede ind i klassen og højlydt proklamerede, at jeg ikke havde fået mit farvel-kys og efterfølgende vold-kyssede barnet, har jeg fået mit farvel-kys uden slinger i valsen - og præ-teenageren nyder det ;o)
• Når jeg i sammenhæng med ovenstående tværs gennem skolen råber "MATHILDE, JEG ELSKER DIG" giver også af og til nogle onde øjne, men hun blev sgu sur en dag, jeg glemte det. Så jeg råber stadig :o)
• At danse rundt med støvsugeren og pludselig tæske døren op ind til præ-teenageren, der har en masse fremmede børn på besøg, mens jeg af mine lungers fulde kraft skråler Pitbulls 'Give Me Everything' og pudsigt nok får det timet til sætningen "Grab somebody sexy - tell them HEY", og i mangel af andre sexede mennesker, holder om mig selv, hører heller ikke til én af de mest velsete pinligheder!
• Da den pinlige mors mindst lige så pinlige kæreste, Smeden, efter at have sat præ-teenager og lige så præ-teenager-veninde af ved biografen valgte at rulle helt ned for vinduet og råbe "MATHILDE, DIN MOR SIGER, HUN ELSKER DIG" efterfuldt af en masse kysselyde, kunne vi heller ikke vinde Årets Forældre-pris på.
• Og toppen af kransekager er, når den pinlige mor og den lige så pinlige Smed kysser hinanden i fuld offentlighed!!! AAAAAAAAD, så bliver det ikke mere pinligt! Jow, det skulle måske lige være dengang, hun fandt ud af, at vi rent faktisk har sex. Dét var satme pinligt, men jeg formåede da lige at slå hende helt ud af kurs, da jeg sagde, at de andre forældre fra klassen også har sex... AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAD!! Og så var den samtale slut!

Jeg er en mester i pinligheder! Det er sgu nok derfor, hun er så rummelig - det er hun nødt til med den mor, hun har trukket i forælder-lotteriet ;o)

Word Porn...

...jeg intet mindre end elsker dig! Du fodrer mig med eksistentiel lyrik i et sådant omfang, at det er lige til at gå i ekstase over.

Jeg elsker de små, finurlige formuleringer; de skønne ordvalg; de tvetydige betydninger; muligheden for at tolke, som det nu engang passer mig; what's not to love?

Nedenstående faldt jeg over den anden dag, da jeg endnu engang brugte tid på fantastiske overspringshandlinger. Jeg synes, det er så smukt skrevet; så rigtigt! I hvert fald for mig.

Efter min mening kræver god lyrik ingen uddybende forklaring; det er der bare, og enten fatter man ikke en hvede, eller også giver det grund til refleksion. Hvis jeg absolut skulle, kunne jeg uden synderlig anstrengelse bruge flere timer på at forklare, hvad ovenstående giver mig af tanker, men det giver sikkert ikke mening for mange andre end mig selv, så det vil jeg lade være med.

Jeg er selv produkt af familier, der læser en del. Dog har lyrik ikke lige været øverst på listen over jeg-går-snart-helt-i-ekstase-læsning, men min fru muddi har dog også evnerne, kan jeg høre, og det glæder mig ;o) Der skal vi dog helst ud af en eller anden Dalai Lama tangent, før hun er hooked, og så meget skal der slet ikke til for at imponere mig. Come on, jeg har 27 tudesange, hvor teksterne bare er så smukke, at jeg ikke kan rumme det, så der skal ikke særlig meget til at sætte mig i selvsving, som var jeg Newtons Vugge.

Anywho; jeg ville egentlig bare frem til, at jeg er så lykkelig over, jeg i sin tid snublede over Word Porn, for det er simpelthen det rene porno for min hjerne, og hvis I har det på nogenlunde samme måde, så kan det klart anbefales at dyrke lidt.

Og skulle man være helt pjattet med blæk og litteratur i en stor og lækker sammenblanding, så kan jeg også kun anbefale at rode lidt rundt i The Word Made Flesh hos tattoolit.com

OMG jeg besvimer sgu snart i ren begejstring over, der er ord-nørder som mig derude i verden!!

Rigtig dejlig torsdag til alle :o)

r.h. Sin...

...har jeg fundet. Ikke at han har været væk, men jeg faldt tilfældigvis over ham en dag, jeg kampdyrkede overspringshandlinger.

Han skriver noget af det smukkeste, jeg længe har læst; det ved jeg godt, jeg siger om mange ting, men ikke desto mindre er det sandt hver eneste gang, det finder vej ud af min mund!

Og nu er jeg igen på vej ud i en længere smøre om lækker lyrik og smukke ordvalg, men jeg skal nok styre mit handicap en smule og blot fortælle, at hvis I ikke kender r.h. Sin, så kan jeg klart anbefale at følge ham på facebook.

Apropos at sige det samme om flere forskellige ting; den anden dag påstod jeg, at det smukkeste, jeg nogensinde har læst, er teksten til min tudesang No. 1, og endnu tidligere påstod jeg, at det smukkeste er mit yndlings Shakespeare citat; jeg er ikke nemt at blive klog på, det kan jeg godt selv høre, men jeg mener hvert et ord!

Jeg har også en mani med at kalde dejlige folk, der fascinerer mig, for de mest fantastiske mennesker nogensinde, og det var egentlig først en dag, Smeden påpegede det, at jeg opdagede, at jeg siger det ofte!

Jeg kan ikke huske, hvem det var om (der er som sagt så mange), men jeg fik i hvert fald sagt, at vedkommende var det mest fantastiske menneske nogensinde, hvortil Smeden konkluderede: "Det siger du om alle, så det kan man overhovedet ikke regne med..."

Jeg kan kun give Smeden ret; jeg bruger det tit og ofte! Men på den anden side så nyder jeg, at der er så mange mennesker, der på en eller anden måde indgår i mit liv, som er fantastiske.

Tænk om de alle var sådan nogle sure krager (som mig selv), der ikke berigede verden med noget positivt? Så er det da bedre, at jeg fascineres over deres awesomeness ;o)

En af de følgende dage kommer der et Word Porn indspark; yep, det hedder de, og det er fantastisk!

Jeg har en tudesang No. 1...

...og jeg ved faktisk ikke helt, om jeg er klar til at dele den med alle. Eller jo, det er jeg nok, men det lyder altså tosset, så nu er I advaret!

For lidt tid siden fik jeg en udfordring angående emner at blogge om, og udfordringen lød slet og ret på at skrive om, hvordan det er at finde kærligheden på de mest uventede steder. Jeg elsker udfordringen! Jeg synes, den er fantastisk, men jeg kan ikke; jeg evner det ikke. 

Og skal jeg skrive om kærlighed, så skal jeg skrive om Smeden, og det har jeg jo en regel om; den går ikke! Måske engang i fremtiden det kommer til at ske men ikke nu.

Men jeg skriver gerne om alt muligt andet; blotter mine særheder; og måske endda fremstiller mig selv som lidt af en maniac, så i dag er turen kommer til min tudesang No. 1, hvilket også handler lidt om kærlighed - dog til musik og lyrik.

Det er lidt fjollet at have en tudesang, jeg ved det godt, men den rører altså noget så dybt i mig, at jeg har svært ved at rumme det uden at flyde over. Jeg har haft flere forskellige tudesange, der har sloges om førstepladsen, men det mest fantastiske er alligevel, at efterhånden som tiden går, så ændrer mine tudesange sig. 

Engang var mine tudesange:

Soul Asylum: Runaway Train

Dolly Parton: Jolene

Kim Larsen: Hjerter Dame

P!nk: Family Portrait 

Snow Patrol: Chasing Cars

Og der har sikkert været flere, som jeg ikke længere kan huske.

Er det kun mig, der har en tudesang egentlig? Jo mere jeg skriver om det, des mere weird synes jeg faktisk, jeg er...

Anywho; den tudesang, jeg har haft i længst tid, er Chasing Cars. Mellem foråret 2010 og efteråret 2015 har jeg overhovedet ikke kunne høre den uden at være ved at drukne i tårer. Et halvt minut inde i sangen har jeg opgivet hver gang, for det eskalerer altid for mig. 

Jeg har mange gange sagt til mig selv: "Mig selv," sagde jeg, "du er simpelthen for åndssvag! Det er en fucking sang! Nu tager du dig sammen..." Men lige lidt hjalp det. Jeg har prøvet til mange gange, men det har været ganske umuligt for mig. Hvorfor? Jamen fordi den mindede mig alt for meget om noget, der engang var, og som gik i stykker og sidenhen udviklede sig til WW III. Jeg hyler ikke, fordi jeg savner noget eller nogen. Jeg hyler bare, fordi sangen engang betød alverden for mig.

En dag kom jeg til at snakke med Smeden om sangen, og jeg forsøgte at forklare, hvorfor jeg har det med Chasing Cars, som jeg nu engang har - men jo mere jeg forsøgte, jo mere åndssvagt lød det bare (jeg forstår det ærlig talt godt, hvis han synes, jeg har roterende fis i kasketten) også i mine egne ører!

Én eller anden effekt har den samtale dog haft, for dagen efter forsøgte jeg virkelig at stramme buen utrolig hårdt, så jeg satte sangen på repeat i fire stive timer. De første tre gennemspilninger tudede jeg mig vej igennem. Virkelig vold tudede! Men efter de tre gange fik jeg tankerne drejet hen på den samtale, jeg havde haft med Smeden, og det virkede på en eller anden fjollet led.

Så nu kan jeg høre Chasing Cars uden at vande høns. Jeg kan stadig få vand i øjnene, og jeg får stadig en masse gode minder om noget, der var engang, men jeg får også en masse nye minder i tankerne, og jeg hyler ikke længere. Lækkert stykke musik tilbage i mit liv efter godt 5 års fravær, tak :o)

Min "nyeste" tudesang er The White Buffalo med Come Join The Murder, som Kurt Sutter har skrevet.

Ved det første anslag i guitarforspillet kravler tårerne straks op i øjnene på mig. Efter 36 sekunder tuder jeg. Altså virkelig tuder! Sådan rigtigt! Jeg sidder ikke bare og små-flæber, jeg kamp hyler!

Det undrer mig hver gang, at det kan gå så hurtigt; men jeg kan ikke rigtig gøre noget ved det; jeg har accepteret det, så jeg hører den kun, når ungerne sover, og jeg ikke behøver være noget for nogen. Den der lækre følelse af at putte sig ind til en skøn tekst, en skøn betydning, en smuk melodi, en fantastisk kunstner, en tragisk historie. Bare omfavne budskabet så meget, at det kravler ind under huden; jeg elsker det så utrolig inderligt!

Bortset fra nogle citater hist og pist, så er det her noget af det smukkeste men også mest tragiske, jeg nogensinde har læst.

Så; folkens; sæt i gang med tolkningen af denne smukke tekst ;o) Og når det er veloverstået, så hør den lige her på youtube - det er så smukt; det bliver faktisk ikke smukkere!

There's a black bird perched outside my window

I hear him calling

I hear him sing

He burns me with his eyes of gold to embers

He sees all my sins

He reads my soul

One day that bird, he spoke to me

Like Martin Luther

Like Pericles

Come join the murder

Come fly with black

We'll give you freedom

From the human trap

Come join the murder

Soar on my wings

You'll touch the hand of God

And He'll make you king

And He'll make you king

On a blanket made of woven shadows

Flew up to heaven

On a raven's glide

These angels have turned my wings to wax now

I fell like Judas grace denied

On that day that he lied to me

Like Martin Luther

Like Pericles

Come join the murder

Come fly with black

We'll give you freedom

From the human trap

Come join the murder

Soar on my wings

You'll touch the hand of God

And He'll make you king

And He'll make you king

I walk among the children of my fathers

The broken wings, betrayal's cost

They call to me but never touch my heart, now

I am too far

And I'm too lost

All I can hear is what he spoke to me

Like Martin Luther

Like Pericles

Come join the murder

Come fly with black

We'll give you freedom

From the human trap

Come join the murder

Soar on my wings

You'll touch the hand of God

And He'll make you king

And He'll make you king

So now I curse that raven's fire

You made me hate, you made me burn

He laughed aloud as he flew from Eden

You always knew, you never learn

The crow no longer sings to me

Like Martin Luther

Or Pericles

Come join the murder

Come fly with black

We'll give you freedom

From the human trap

Come join the murder

Soar on my wings

You'll touch the hand of God

And He'll make you king

Come join the murder

Come fly with black

We'll give you freedom

From the human trap

Come join the murder

Soar on my wings

You'll touch the hand of God

And He'll make you king

And He'll make you king

Songwriters

BOB THIELE, KURT SUTTER, JACOB AARON SMITH

Jeg elsker...

...facebook-quizzer.

Det er totalt spild af tid, men der skal som sagt ikke så meget til at more mig, så jeg har en fest, uanset om forudsigelsen rammer helt ved siden af, eller om den egentlig passer meget godt.

I dag kom jeg også til at tage en test, som hed noget i retning af "Hvilke to ord beskriver dig bedst", og det kan jeg ikke helt sige stå for, så den fik et forsøg.

De to ord, der beskriver mig bedst, er tilsyneladende:

1. Begejstring
2. Modstandsdygtighed

Javel ja. Altså nu er jeg genetisk og psykisk udstyret med noget, man på en god dag kan kalde kronisk lallegladhed! Jeg er temmelig lalleglad; jeg er naiv; jeg tror på det bedste; jeg tror på det positive. Jeg har sgu også lorte-dage, hvor alt er pis og papir, men mestendels er jeg glad. Glad og positiv!

I dag har jeg været begejstret flere gang; at vågne op ved at Mathilde stod og råbte i mit ansigt "NØJ, I SOVER GODT NOK LÆNGE I DAG!" Klokken var lidt over otte; jeg elsker det! Trods den bratte opvågning var det stadig ved siden af Smeden; det elsker jeg også. 

Han gad sørme også at tage alle tre unger med ud at købe rundstykker; det begejstrer mig også! Og oven i hatten fik jeg den fineste buket liljer og til spørgsmålet "Hvorfor nu dét?", svarede han bare "Fordi jeg elsker dig!" Så er det jo ganske umuligt ikke at blive begejstret :o)

Elvis (min cocker spaniel Zippo) er blevet klippet. Når han bliver langhåret, får han sådan en Elvis-krølle i panden, hvorfor han går under navnet Elvis, når han trænger til at blive klippet. Det gør mig begejstret, at han er så fin og lækker igen; tak til morfar!

Så gør det mig begejstret, at jeg har fået et loppehalsbånd til Zippo af min mor. Det er så lækkert! Tak, muddi :o)

Lige nu er hytten fyldt med dejlige børn; det gør mig også begejstret og glad; glad for de små ting, der virkelig betyder noget som hundeklipning, loppehalsbånd, børn og blomster. Bare glad. Grundglad!

Facebook påstår også, jeg er modstandsdygtig, hvilket lyder som ét eller andet fra krigens tid eller som en multiresistent svinebakterie; jeg har det lidt ambivalent med den. Er det fordi, jeg er en tyk, lille trunte, der er svær at vælte i stille vejr? Eller hvad? Jeg er ikke modstandsdygtig. Jeg er før væltet; jeg har fået bundproppen trukket mere end én gang, og jeg snubler hver gang. Javist, jeg rejser mig før eller siden igen, men det gør mig ikke modstandsdygtig. Det gør mig bare til en lille væltepeter, der er for naiv til at blive liggende. For jeg tror stadig på det rigtige. Jeg tror på det gode. Jeg tror på menneskene omkring mig, selvom det er dem, der vælter mig; men igen - det gør mig ikke modstandsdygtig, for jeg tager modstand meget alvorligt.

Jeg er ikke enig i, jeg er modstandsdygtig.

Den beskrivelse, der følger sådan en quiz, gør dog lidt indtryk på mig; jeg ved godt, mange andre også får den samme, men derfor kan man jo godt reflektere lidt over ordene alligevel.

"Ubetinget kærlighed er uindskrænket kærlighed, der aldrig kræver noget. Og du elsker ganske enkelt folk, som de er - for deres sande, autentiske selv.

Rå og ufiltreret strømmer denne magiske kærlighed gennem dig i hvert øjeblik af dit liv. Den, du skænker denne kærlighed, kan i sandhed prise sig lykkelig."

Og det er jo ikke helt løgn! Jeg har hørt det mere end én gang i mine 32 år. Ganske ubetinget og ufiltreret, sådan fungerer jeg bedst; og havde jeg ikke været sådan, så var jeg nok heller ikke så "nem" at trække bundproppen på.

Jeg håber, bundpropstrækkeriet er fortid; man skal aldrig sige aldrig, men jeg har vel lov at håbe :o)

Rigtig dejlig filosofisk lørdag aften til alle I dejlige mennesker!

Endnu en udfordring...

...venter lige om hjørnet.

Men jeg gider ikke skrive om én af dem i dag. Jeg vil skrive om noget andet; for lidt tid siden kom jeg til at nævne, at jeg ikke har noget imod at udstille mig selv fra mærkelige vinkler og skrive om underlige emner; det har jeg stadig ikke noget imod.

I går kom jeg til at nævne min forestilling om, hvordan det vil være at få foretaget en gynækologisk undersøgelse af Edward Scissorhands, hvilket i sig selv må siges at være en underlig nok tankegang!

Dét, der så ligesom fik mig til at fortsætte i dét tankemønster, er, at jeg i dag har fået en indkaldelse til et periodisk syn af understellet - altså en gynækologisk undersøgelse. Det må da være et tegn fra de højere magter, ikke? Eller hvad? Eller er det bare mig, der lader min forskruede styrthjelm løbe af med mig i.g.e.n.? Jeg er tilbøjelig til at tro, at det er sådan, det hænger sammen, men ikke desto mindre fortrænger jeg tanken og bilder mig selv ind, at de højere magter forsøger at fortælle mig, at jeg skal fabrikere et indlæg om gynækologiske undersøgelser!

Hvordan kan det være, at bilen skal synes hvert 2. år, men kvinder kun skal synes hvert 3. år?

Nå, mens vi lige reflekterer lidt over dén, så kan vi jo snakke lidt om min læge, Lasse, som er så vold lækker, at jeg IKKE skal have foretaget en gynækologisk undersøgelse inde hos ham. Det magter jeg bare slet, slet ikke... Kender I dét ikke? Eller skal jeg bare hænge på den helt selv?

Han er så fantastisk lækker, at jeg bliver helt forfjamsket, hvis jeg skal snakke med ham om andet end mit sædvanlige ondt i ryggen. Han er så fantastisk empatisk og forstående, at jeg næsten ikke kan rumme det. Det ved jeg godt, han er overfor alle sine patienter, men derfor bider det stadig rigtig meget på mig! Jeg er helt væk i al hans empati *suk*

Så derfor skal jeg ikke have ham til at kravle rundt mellem benene på mig, så kapper det da fuldstændig over for mig!

Sjovt nok er jeg ganske ligeglad med gynækologiske undersøgelser. Når man ligesom har været til offentlig skue under fødslen af førstefødte (og egentlig også barn nummer 2), så bliver man lidt ligeglad. Uden det skal lyde alt for ulækkert, så har jeg ikke tal på hvor mange jordmødre og læger, der har haft det meste af klør fem oppe i understellet på mig - mestendels fordi mine fødsler har været så fantastiske og (næsten) lige efter bogen, at jeg var et pragteksempel på en god fødsel - og det skal de studerende og alle i reserven jo også gerne opleve og føle.

"Jamen kom bare ind i mit smertehelvede og stik mit ufødte barn et high-five ad den direkte vej." Bevares, jeg blev da vist nok spurgt, men nu har jeg jo generelt svært ved at sige "NEJ - tag din hånd ud af mit skræv!", så de fik lov. *suk* Måske jeg skal til at arbejde lidt mere med det dersens NEJ-halløj?

Anywho; mit understels-tjek skal i hvert fald foretages af en anden end Lasse! Så jeg må hellere få bestilt en tid til en date med en pisse kold spekel, som ganske kort kan beskrives som et stål-andenæb med håndtag! Den er ikke videre behagelig (jeg kan i hvert fald finde på mindst ét objekt, der er mere behagelig), men når man lige har vænnet sig til kulden, så gør det ikke så meget, bare man fatter at slappe af. At der så også lige skal være plads til en vatpind på størrelse med et mellemstort spanskrør, det må man jo tage med ;o)

Og så tjekker lægen jo også lige muskulaturen og smidigheden, så jeg er begyndt at vold-panik-lave knibeøvelser til den helt store guldmedalje - nogen skal jo lave dem, og det er ret svært at udlicitere...

God knibeøvelses-onsdag til alle :o)

Jeg har fået...

...neeeeeej, ikke herpes igen!

Jeg har fået en udfordring, og jeg synes, den er helt igennem fantastisk!

Ordret er udfordringen: Lav en top 10 over de mest irriterende, små og ligegyldige ting.

Jeg elsker den! Det er der nemlig en mulighed for, at min forskruede hjerne kan få noget meget, meget mærkeligt ud af ;o)

Here goes; min top ti over snot irriterende ting og sager, der fylder i mit liv:

1. At strømper altid bliver væk, hvorfor mit offspring i henholdsvis 11 og 9 år altid har haft to ikke-identiske strømper på.
2. At høre på Inger Støjberg.
3. At der findes toiletpapir, der kradser SÅ meget i understellet, at det føles som om, man har fået en gynækologisk undesøgelse af Edward Scissorhands.
4. At tale til mennesker, der ikke responderer.
5. At nogle mennesker tager det, jeg siger/skriver, alt for bogstaveligt.
6. At opdage, at jeg igennem 20 år har sunget forkert i en sang.
7. At tandpasta, der skummer i den rette mængde, er så forbandet stærk, at jeg ikke kan mærke min tunge i 35 minutter efter tandbørstningen.
8. At nogle mennesker er ganske humorforladte - som for eksempel min tandlæge Røvlund.
9. X-man; bare sådan i al almindelighed.
10. At jeg ikke kan trylle; det gad jeg nemli' rigtig godt at kunne!

Tusind tak for udfordringen til Christina :o) Den var god!

Jeg har ingen idé om, hvorvidt der er andre i det ganske danske land, der deler mine irritationspointer, men det var, hvad der lige kunne falde ud af styrthjelmen på mig.

Men jeg tror da lige, jeg topper udfordringen med et lille tillæg med top ti over de meste fantastiske ting i mit liv; er det ikke okay, Christina?

Top ti over ting jeg glæder mig over:

1. Mine tossede børn!
2. Min lettere retarderede og fuldstændig åndssvage familie.
3. Smeden.
4. Kærlighed.
5. Musik.
6. Velformulerede mennesker.
7. Vandhaner.
8. Bogstaver.
9. Bloggen.
10. Ærlighed.

Man fornemmer jo lidt et tema i min "Glædens Top Ti", ikke? Så hvor den med vandhanen kom fra, ved jeg sgu ikke helt; men tænk lige over det et øjeblik... Ingen vandhaner = sygt meget bøvl!

Jeg har fået flere udfordringer, og dem tager jeg op i de næste dage; jeg har en svag mistanke om, at nogle af dem bliver temmelig filosofiske og ret åndssvage ;o)

Jeg glæder mig allerede!

Forældremøder...

...er ikke noget, jeg har skiftet mening om. Det er stadig noget, vor Herre har opfundet i vrede!

Ret skal være ret; mødet i går var ikke det værste, jeg har været til, hvilket det som regel heller ikke plejer at være, når det er i Mathildes klasse. Hun har bare altid været velsignet med lærere, der har mere omløb i styrthjelmen, end lærerne i Cornelias klasse (hur-freaking-ra for Daniel - finally a sane man in the team).

Anywho: jeg har fået en røffel (altså en røvfuld; sig det hurtigt tilpas mange gange, så bliver det til en røffel)! Ej, den var ikke udelukkende tiltænkt mig, men jeg syntes alligevel, inspektøren kiggede lidt vel meget på mig, da han sagde det.

Historien er som følger:

Skolen har udarbejdet en ganske ambitiøs skrivelse om deres forventninger til forældrene, samt hvad vi kan forvente af skolens personale. Jamen den er da fin. Lidt overflødig og med lidt flere stave- og grammatikfejl end jeg ville have været bekendt, men den er formodenligt lavet i rette ånd...

Nå, men de hersens punkter på skrivelsen blev så læst op af skoleinspektøren. Jamen det var da nok meget fint af ham at gøre, men nu er de fleste af forældrene til eleverne i 5. klasse altså lidt over 8 år, så man kunne jo antage, at vi ikke lige mente, det var det fedeste at blive talt til som en 8-årig? Eller det kunne man måske ikke antage? Jeg kunne antage det, men jeg kan og vil selvfølgelig kun tale for mig selv.

Hvorom alting er, så nåede vi til den sidste overskrift, som lød:

"I er loyale over for skolen og klassens fællesskab

Det betyder at:

• I udtrykker jer loyalt om skolen, skolens personale samt andre børn og forældre
• I tager kontakt til skolens medarbejdere, så snart I undrer jer over eller har spørgsmål til skolens praksis
• I opdrager jeres børn til at udvise respekt over for andre børn og voksne

Fordi jeres positive tilgang giver jeres børn den tryghed og tillid til skolen, som er en forudsætning for udvikling og læring."

*inspektøren nidstirrer nu undertegnede*

"I skal omtale skolen ordentligt og loyalt." siger han med blikket meget fast rettet mod mig. 

Jamen, sweetie pie, det skal jeg nok, når jeg har noget ordentligt at sige. 

Jeg har da også rost Daniel til skyerne, så det er jo ikke fordi, jeg ikke evner det. Jeg har bare ikke rigtig noget pænt at sige om skolens ledelse, for jeg synes ærlig talt, den stinker temmelig voldsomt!

Og jeg kunne aldrig drømme om at sige noget grimt om andre børn eller deres forældre!

Så er der punktet om at tage kontakt til skolens personale, hvis man undrer sig; jah... Det prøver jeg sgu også, men det er lidt som at fange ål med de bare hænder eller være med Smeden på fisketur. Smut, smut, smut, smut, lige ud af hænderne på mig ryger de. Det kan tælles på én hånd, hvor mange gange jeg har fået svar på dét, jeg rent faktisk har spurgt om. Hvad skal det så nytte, hvis man bare kan få en sludder for en sladder med en glat ål? Jeg kan ikke bruge det til en skid, ej heller kan de, og mit barn kan slet ikke. Jeg synes, det er op ad bakke!

Vi skal opdrage vores børn til at udvise respekt; jeg er ganske enig. Jeg er selv frygtelig autoritetstro, og det forsøger jeg sådan set også at lære mit yngel, for jeg har respekt for andre mennesker, deres livssyn, deres profession. Men når de mennesker, jeg som udgangspunkt respekterer, ikke respekterer mig eller min "mor-profession", så er det, kæden hopper lidt af for mig. Lortet går jeg begge veje, ikke? Eller har jeg misforstået noget?

Inspektøren sagde selv, at det går begge veje.

Der var en modig mor, som forsøgte at forklare, at hun ikke var tilfreds med den måde, hvorpå de følger op på tingene (eller mangel på samme), herunder kommunikationen generelt. Hun blev nærmest ikke hørt og SLET ikke forstået. Der var ikke stort at gøre; hvis personalet ikke svarede, så måtte hun jo skrive igen og håbe, nogen havde fået en åbenbaring i den mellemliggende periode, for det gik netop begge veje, var hans svar.

Hallo!

I laver et forløb med mit barn, som I afbryder af divergerende årsager. Det får jeg intet at vide om, men I mener, det er mit ansvar at rette henvendelse om bruddet, som jeg ikke ved noget om? Og det er også mit ansvar at rette henvendelse igen, når forløbet forhåbentlig starter op igen - hvilket jeg heller ikke får noget at vide om?

Undskyld, WTF? Jeg kan godt forstå, hun ikke er tilfreds. Jeg kan godt forstå, hun ikke lader sig spise af med sådan et svar. Jeg kan godt forstå, hvis hun er sur og skuffet!

Men okay, når det kører begge veje på den måde, så kan jeg da også sparke en mail afsted til de forskellige lærere på daglig basis og spørge, om der er nogen ændringer i forhold til mine børn, herunder opførsel, læring, trivsel etc.? Så skal de da ellers nok lige få noget at bruge deres i forvejen sparsomme forberedelsestid på.

Jeg magter det ikke.

Jeg er lidt ligeglad med min røffel. Jeg kan ikke mobilisere flere pæne ord ned på papir, når det kører, som det gør. Jeg gider ikke. Jeg vil ikke. Jeg vil have lov til at bjæffe "RØV", når inspektøren er en røv. Jeg vil have lov at kalde en spade for en spade. Jeg vil have lov til at være sur, og jeg vil have lov til at sige min mening til lige præcis hvem, jeg måtte foretrække.

Når de ikke vil tage mine kritiske spørgsmål alvorligt, så går jeg et andet sted hen med dem. Jeg gider ikke tæske mere i den dyne!

Jeg GIDER ikke...

Jeg skal opføre mig ordentligt, det ved jeg godt, men hvis jeg ikke bliver mødt af respekt, så skal de heller ikke forvente særlig meget den anden vej. Det går nemlig OGSÅ begge veje!

Jeg undrer mig over, der i den fine, overflødige skrivelse ikke stod noget om, hvordan deres forventninger til samarbejdet med forældrene er... Jeg undrer mig...

RØV, sgu!

Jeg har lovet...

...at skrive et eller andet om dagens forældremøde. 

Kan....ikke. Er....optaget. Har....travlt med noget....andet. Smeden, måske?

Jeg beklager, Helle, det må....komme en anden....dag. Skal bruge hænderne....NU! ;o)

Lækker onsdag. Loooooove ;o)

I need to shut the fuck up... Part II

...like...even more...

Jeg skrev i sidste uge det her indlæg om, at jeg burde holde lidt mere kæft på bloggen; at jeg af og til (for ikke at sige altid) skriver om underlige emner, der ærlig talt ikke kan interessere ret mange andre end mig selv. Men jeg forklarede også, hvorfor jeg gør det; det er min meditation samt min måde at reflektere over tilværelsen på. Og hvis det virkelig er uinteressant, så er der jo rig mulighed for at lade være med at læse min skrammelbeskrivelse af mit navlefnullerfokuserende provinsliv.

I går fik jeg et spørgsmål, der fik mig til at tænke på det igen; pudsigt når jeg næsten lige selv havde tænkt på det; men spørgsmålet var ganske ordret: "Er bloggen bare et sted, hvor du kaster op?"

Skøn beskrivelse - jeg forstod udmærket budskabet... Jeg er for sur!

Men jeg synes faktisk ikke, jeg udelukkende bruger min blog til at "kaste op". Jeg synes også, jeg bruger den til at skrive om de dejlige ting i livet, som jeg heldigvis er velsignet med i tilnærmelsesvis overflod.

Jeg har nogle regler for mit bloggeri; de er få, men jeg er meget firkantet nødt til at overholde dem: Ingen mænd, ingen eks-mand, ingen politik. Finito bambino. Reglerne er ikke til diskussion!

Der er en allerhelvedes masse årsager til, at jeg har netop de regler, men for nu at gøre en lang historie kort:

• Ingen mænd; der er ingen grund til, at jeg skal frem- og udstille divergerende mennesker ud over det sædvanlige her i cyberspace. Det kunne jo være, de ikke mente, det var skide fedt!

• Ingen eks-mand; jeg skylder ham intet, men der er ingen grund til, jeg udstiller ham i et dårligt lys. Det klarer han for så vidt ganske udmærket selv...

• Ingen politik; jeg lægger ikke skjul på, hvilken kulør jeg er, men jeg er ikke sat på Guds grønne planet for at starte en sekt til omvendelse af vildfarne sjæle. Det kan man få ørerne (og øjnene) tudet fulde af alle andre steder.

Sådan er reglerne altså bare! Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken og påstå, jeg aldrig berører emnerne, for min store mund kan løbe af med mig, men jeg prøver så vidt muligt at lade være.

På den anden side har jeg fyldt en hel bog med de to første emner. Jeg overvejede det længe; som i flere ÅR! Men den var jeg altså nødt til at skrive, og så er det sgu bare ærgerligt, hvis jeg har trådt nogen over tæerne.

Men sådan ligger landet; jeg er nødt til at overholde de regler af respekt for andre og mig selv.

Hvis jeg så er momentant sur i forhold til andre emner...tja... Det er jo heller ikke sundt at brænde inde med ;o)

Jeg forstod budskabet; jeg skal nok prøve at lade være med at "kaste så meget op" herinde...

Opsamling på gårsdagen:

Fik jeg produceret noget? Tjek.
Fik jeg ny varmtvandsbeholder? Tjek.
Fik jeg knaldet smeden? TJEK!
Fik jeg et skænderi med eks-manden? Non-tjek...
Fik jeg elsket mine børn? TJEK!

Navlefnuller, åh, navlefnuller... Deal with it ;o)

Forældremøder...

...er noget, vor Herre har opfundet i vrede!

Jeg hader dem af et ondt, ondt hjerte! Nogen påstår ellers, jeg har et hjerte af guld, hvilket jeg også har langt størstedelen af tiden, men lige i denne sammenhæng er mit hjerte koldt som is og sort som ibenholt. Det er jeg ikke udpræget stolt af, men sådan ligger landet altså.

I går var det i The Dictators klasse. Der er rundt regnet 14 børn, hvilket giver i omegnen af 28 forældre +/- nogle skilsmisser og bonusforældre. Men lad os bare regne med 28 forældre for nemheden skyld. Vi startede 10 og endte med at være 13. Flere steder var både mor og far repræsenteret, så hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, det var et lidt fesent fremmøde. Jeg ved da udmærket godt, det som regel er spild i tid (især i netop dén klasse), men alligeveller... Man kunne jo lige oppe sig en smule; det er trods alt éns afkoms hverdag, vi skal høre om.

Men jeg kan jo også sagtens være hellig, når jeg er så fucking ufejlbarlig; i den tid jeg har haft skolesøgende børn, har der været 17 forældremøder, jeg er har deltaget i de 16. Hip hurra og en fucking HOPLA-nål til mig.

Nå, men bortset fra jeg har lyst til at strangulere og kværke (er dét det samme?) en ordentlig røvfuld kværulerende forældre (og måske en enkelt lærer), så var det rent objektivt set bare spild af tid.

Én positiv er der dog at sige om seancen; hold nu kæft hvor er jeg glad for, Cornelia-øglen har fået Daniel, som er mit absolutte yndlingsmenneske i hele verden! Sorry, men det er han altså! Han er sgu så fantastisk at arbejde med; han er til at snakke med; der er fornuft og anerkendelse i ham; der er rummelighed; der er forståelse for forskellighed, og der er altid plads til en dialog om alverdens ting og sager!

Dermed ikke sagt at alle andre lærere ikke besidder samme kompetencer, men jeg har ikke oplevet det endnu. Jeg har været tæt på, men slet ikke i samme grad som hos Daniel. Jeg elsker det menneske!

Nå, slut med at skamrose manden; selvom det er fuldt berettiget, så må jeg hellere stoppe nu.

I næste uge går det løs i Mathildes klasse; det plejer at være lidt mindre "det-her-skal-bare-overståes"-agtig-ish, så mon ikke det bliver godt nok? Og så er der selvfølgelig en inspektør, der skal i krydsilden, for der er for en gangs skyld lidt ledelsesmæssig bøvl... Men jeg har faktisk store forventninger; jeg håber, de bliver indfriet.

Planer for dagen: Lave noget produktivt; have ny varmtvandbeholder; knalde smeden; skændes med eks-manden (jojo, der er masser af materiale til min næste bog); elske mine børn!

Dog ikke det hele på samme tid...

Fantastisk skønherlig torsdag til jer alle!

Herpes... Part II

...skal vi ikke lige snakke lidt mere om herpes? Og hvis der ikke er nogen, der vil dele herpes-erfaringer, så kan vi da godt snakke lidt mere om mit herpes!

Mit herpes er gået over. Smøre, smøre, smøre, HOPLA, herpes borte. Så måske der ikke er så meget skrive om lige på det punkt, MEN (for der er altid et "men") jeg skal satanfløjteme ellers nok lige love for, at det indlæg fik mange besøgende. Jamen er du da helt vindblæst, der var stor interesse i emnet.

Hvad er I for nogen grissebasser? Altså, jeg havde gjort det samme selv, men alligeveller ;o)

"Uh, har hun fået herpes? Must read immediately..."

"Ej for Fanden, er det bare et forkølelsessår? Fesent..."

Og ja, det var bare et forkølelsessår; mere opsigtsvækkende eller eksotisk var det altså ikke. Men at det kunne give så mange besøgende, morer jeg mig gevaldigt over! Måske jeg bare generelt skal til at blogge noget mere om sygdom?

Uh, og forældremøde i aften i The Dictators klasse; mums en lækker combo; herpes og forældremøde! Og jeg kan ikke beslutte mig for, hvilken jeg helst ville være foruden ;o)

Herpes...

...er et emne, jeg berører alt for lidt i min navlefnullerbeskuende tilværelse!

Jeg har et kapitel i min bog, der omhandler min eks-svigerindes herpes (eller mangel på samme; jeg gættede bare på, hun havde fået herpes, fordi jeg blev bedt om at sige det første, der faldt mig ind), men nu kan jeg da skrive om min egen herpes (som bestemt ikke er en mangelvare lige pt.).

Måske jeg burde uddybe lidt; godt nok flasher jeg rigtig meget på min navle-blog, men jeg skal nok spare jer for de virkelig mærkelige emner - dog ikke herpes - som jeg har været så heldig at erhverve mig... I munden vel at bemærke!

Det er lidt sjovt dog, for når jeg møder divergerende forældre i for eksempel SFO'en, som spørger, hvordan det går, så er det pishamrende-jeg-tisser-snart-lidt-i-bukserne-funny at sige: "Joh tak, det går sådan set fint nok bortset fra, jeg har fået herpes..."

*og så er det, man bare skal gå sin vej*

Soooooo freaking funny ;o)

Men der skal heller ikke meget til at more mig og min lille hjerne!

Ja, jeg har fået herpes. Øv med bøv på! Men hva' fuck, bare det ikke breder sig... Eller noget... Mor, du læser ikke med, vel??

Mere brok...

...er der på vej!

Jamen jeg kan slet ikke være i min egen krop, når jeg bliver så hysterisk, og så er jeg sgu nødt til at skrive det et eller andet sted, og det bliver sjovt (tøhø) nok lige her.

Jeg er hysterisk med mine børns skolegang, det ved jeg godt! Jeg er mig det faktisk pinligt bevidst, men jeg har prøvet at gøre noget ved det, og trods utallige meditationstimer, så hjælper det ikke rigtigt. Jeg må lære at cope og få det bedste ud af mine momentane eksplosioner.

Men jeg har lige nu en irritation så stor, at jeg er lige ved at implodere.

The Dictators knap så geniale lærer har fået en påhitsomhed, vil hun nok selv betegne den som, som jeg ikke under nogen omstændigheder har tænkt mig at følge; så er det store spørgsmål bare, om jeg skal bjæffe eller holde kæft?

Der er forældremøde i næste uge, så jeg tror lige, jeg venter, til det er overstået, før jeg giver mig til at bjæffe alt for højt. Indtil da lader jeg vist bare som om, jeg ikke har opdaget ordren - kan man ikke godt det? Nu er jeg jo ikke den hurtigste knallert på havnen(!), så det kunne i teorien godt være forbigået mit ellers så skarpsindige falkeblik, ikke?

Ja for Fanden, det er dét, jeg gør. Spiller dum! Eller er dum? Bare dum! Uintelligent! Dåååååm!

Sådan forsvandt min irritation som dug for solen; it's so funny because it's not true :o)

I need to shut the fuck up...

...like... ALWAYS!

Jeg har her til formiddag læst nogle af mine tidligere blogindlæg, og jeg fatter ærlig talt ikke, at der er nogen, der læser mit bavl! Jamen jeg lyder jo ærlig talt til at være vindblæst og fyldt med vævefejl i kysen! WTF?

Nå, men det her er min meditation; min bearbejdning; min refleksion, og jeg elsker det, så der er nok ikke så meget at gøre. Selvom jeg skulle ende med zero, zip, nada, nul læsere, så tror jeg, jeg vil fortsætte dette lille tidsfordriv af en jævn omgang egocentrisk beskuelse af min egen navle; bare fordi jeg kan! Og når det så ikke er nok, så skriver jeg en bog om det, eller også skriver jeg bare en helvedes masse kapitler, som aldrig får dagens lys (og andre menneskers øjne) at se. Det er så afstressende at få alle de flyvske tanker ned på papir, og så er de også bare nemmere at gemme væk og finde frem, når der er tid til at reflektere over dem.

Men så var det jo lige, at jeg tænkte ved mig selv: Hvad gør alle andre, når de tager deres liv op til revision? Seriøst? Jeg aner det ikke, men jeg er faktisk temmelig nysgerrig på, hvordan andre gør det. Hvad gør I? Er der nogen, der vil dele? Det er måske et lidt følsomt emne, men nu er jeg jo så torskedum at flashe alle mine fejl og mangler på det store World Wide Web, så man kan ikke rigtig sige noget forkert til mig; been there, done that, got the t-shirt; og jeg er verdensmester i at holde på hemmeligheder og dybe tanker, så kom endelig ud af buske og del med mig :o)

Orv, tanke; der er måske ikke nogen, der tager deres liv op til revision engang i mellem? Er det bare mig? Er det kun mig, der kan få fniller af mig selv og tænke: "Det her er sgu ikke optimalt, og jeg er nødt til at gøre et eller andet for at ændre det."?

Nu lyder det som noget, jeg gør hver og hveranden dag, men det er det altså ikke. Men sådan engang i mellem, og for mig er det meget sundt. Jeg tror næppe, jeg ville kunne undvære det. Også hvis det bare er at overveje tanken om, at livet er fantastisk trods divergerende bump på vejen. Det gør mig glad i bøtten; og jeg elsker at være glad trods mine momentane og yderst teatralske brokrøvs-perioder ;o)

Men lad mig lige slutte med noget, der er lidt mere let og positivt end al min lommefilosofi; ordnet "eufemisme". Det er så ganske fantastisk, og det skal til at indgå i min daglige brug af tossede ord og vendinger :o) Love funny words!

Musik...

...var det min oprindelige hensigt at skrive om, men det blev simpelthen alt for omsiggribende. Er I godt klar over, hvor mange smukke, skønne, fantastiske sangtekster, der er skrevet gennem tiden?

Javist, jeg har nogle yndlingssange, men når man først begynder at grave i det, så er det jo ganske umuligt at stoppe igen. Da jeg havnede med en "off the top of my head" liste på mere end 50 sange, så opgav jeg mit foretagende. Det ville jo absolut ingen ende tage!

Men snydes er der bestemt ikke nogen, der skal, så et lille citat kan det måske blive til.

Jeg har et yndlings citat; det er så forrygende smukt, at det næsten ikke er til at rumme. Jaja, jeg er mig fuldt ud bevidst, at jeg har et lettere forkvaklet forhold til ord, men hvis man nu kender mig, så vides det også, at jeg ikke bare slynger ord ud, fordi jeg kan. Der ligger af og til lidt tankevirksomhed bag.

Det er heller ikke helt fis og ballade, at jeg med jævne mellemrum bliver kaldt en sprognazist. Jeg er ikke helt stolt af, at ordet "nazist" indgår i en beskrivelse af min kærlighed til ord, men når man betragter det i rette kontekst, så må jeg nok krybe til korset og tilstå, at det er et fuldstændig korrekt prædikat at sætte på mig.

Citatet er gammelt, og første gang, jeg stødte på det, skænkede jeg det ikke synderlig opmærksomhed. Men det er som om, det gennem årene bliver ved med at vende tilbage til mig. Og det vokser på mig. Med alder kommer visdom - er der nogen, der siger - og selvom jeg ikke ret tit føler mig særlig voksen, så vil jeg påstå, at jeg er blevet klogere de seneste 32 år; citatet giver så skøn mening nu. Det er så smukt; det er en fantastisk ideologi; det er sådan, jeg er skruet sammen i kysen; det er sådan at være menneske (mig). Så må man tage de øretæver, det kan give på vejen, og selvom det sjældent virker til at være det hele værd, så håber jeg stadig, at det er det hele værd!

Jeg håber, og jeg tror på det bedste; både i mig selv og i menneskeheden generelt.

Det er bare MIG!

Here goes:

Shakespeare; Hamlet

"Doubt thou the stars are fire,

doubt that the sun doth move,

doubt truth to be a liar,

but never doubt I love."

Smukkere bliver det ikke! Jeg kan næsten tude, blot jeg læser det. Og når jeg engang får råd, skal det tatoveres på hele bagsiden mit aldrende kadaver :o)

Første skoledag i syv sind...

Skrevet mandag den 10. august mens tøserne var i skole:

Der er bare ikke noget som årets første skoledag! Den er fantastisk og skelsættende på alle mulige og umulige måder.

Jeg har sendt mit ældste monster i 5. klasse og min lille Dictator i 3. klasse, og de er begge så klar, som det overhovedet er muligt, til det nye klassetrin med nye udfordringer.

Morgensamling deltog jeg i dagens anledning i, og ja... Skal vi ikke bare lade den ligge dér og håbe, inspektøren bliver lidt mere inspirerende i løbet af året. Mage til fesen peptalk har jeg sjældent hørt. Nå, lad det nu ligge, din kost, Gitte.

Anywho; jeg var knippel stolt af mig selv i morges, for jeg har planer om ikke at være en vanvittig forælder i år. Jeg har lovet mig selv at opføre mig ordentligt. Bare fordi jeg selv er så f*cking ufejlbarlig (indsæt selv her en passende høj latter som reaktion på min fede løgn), så behøver jeg måske ikke fortælle inspektøren, at jeg synes, han er uinspirerende, vel?

Nix, det gør jeg ikke, så det vil jeg lade være med - så længe som jeg nu kan holde det indenbords. Det er lidt ligesom sprit. På et eller andet tidspunkt får man for meget, og så kommer det retur. Jah, jeg er en freaking brokrøv, men jeg gider ikke rigtig, at mine børn bliver testpersoner for deres lemfældige omgang med undervisningsprincippet.

Jeg giver mig selv indtil det første forældremøde. Til den tid (om en måned) så har jeg nok de første 10 punkter, der er ved at gøre mig vanvittig. Men jeg holder dem inde, det lover jeg mig selv højt og helligt. Jeg pakker dem simpelthen ned i en lille bitte æske, ligesom Pandora, og så lover jeg at opføre mig ordentligt.

The Dictator har fået min absolutte yndlingslærer (desværre kun som vikar), men det gør mig glad, for han er et fantastisk menneske! Virkelig vidunderlig; jeg elsker det! Ham gider jeg at snakke med. Han besidder en sund pædagogik, som man ikke kan læse sig til, og en ganske fornuftig mængde menneskelighed og rummelighed. Jeg er rigtig, rigtig glad, hvilket jeg også fortalte ham, da jeg stødte på ham i eftermiddag.

Det skal være min tilgangsvinkel til dette skoleår.

Then shit happened!!!!

EDITH: Det er nu den 20. august; der er gået 10 dage, siden jeg skrev ovenstående, som jeg ikke har ville poste, for ærlig talt så lyder jeg sgu da som en bindegal kost.

Men ikke desto mindre er der løbet mere vand i åen på de 10 dage. 4 dage kunne jeg holde mig på måtten. 4 dage, så kom jeg til at snakke med nogle forældre, der tænker det samme som jeg. 4 dage, Gitte-pigen, 4 dage... Det er ikke ny rekord, men jeg havde faktisk lige tænkt mig at være en eksemplarisk forælder i år og hellerej dét, kan jeg tilsyneladende finde ud af.

Det er en lille smule op ad bakke... Men sådan er det, og så må jeg forholde mig til det!

På med ja-hatten; noget bliver gjort; nogen bør reagere; det SKAL blive godt!

4 dage, Gitte, 4 dage...

Emsige kælling ;-)

Ink love, love ink!

Så var det vist, at jeg engang kom til at bræge noget med et indlæg om mine farvelader, så det må jeg hellere gøre noget alvorligt ved!

Først lige et lille stemningsbillede fra da øglerne og jeg var til Prison Ink i det gamle fængsel i Horsens i marts 2015 - det var et hyggeligt arrangement, men personligt synes jeg, der var for lidt plads!

                                           

Anywho; my passion, my ink! #lovethatinkshit

Jeg har en tatovør. Min helt egen tatovør. Lige så sejt som at have sin egen redaktør, ikk'? 

Jeg er blevet tatoveret hos flere forskellige, men så en dag mødte jeg Tina i Borgergade, og nu er hun "min". Jeg kan ikke som sådan sætte en finger på, hvorfor hun er "min", da der er flere ting, der spiller ind. Den forbaskede kemi og selvfølgelig smag og behag.

Jeg synes, hun laver nogle fantastiske designs. Jeg er helt væk i dem! Et hurtigt overslag så har hun for nuværende lavet 33 tatoveringer på mig. Halli-hallo, jeg burde egentlig få et klippekort og hver 10. tattoo gratis ;-)

Nå, men hvad er det så hun kan? Jeg veee' 'et ikk' sådan med bestemthed, men når jeg en lørdag aften skriver "Kan du ikke lave en eller anden Burton-ish dame i fuld figur?" (altså Tim Burton) og hun to dage senere smækker et billede afsted med den skønneste dame i gammeldags mamelukker, korset og skørt-afstiver, så er det ligesom, kemien fungerer. Jamen hun er SÅ herlig! Og nej, I må ikke se hende før hun er kommet på min læg - håber det bliver snart *S*

Det er sådan noget, Tina kan!

En dag havde hun tegnet en baby-drage, som desvære blev solgt for næsen af mig, men så fik jeg da bare tegnet en anden og anderledes én ;-)

Mig: "Hun skal hedde Norberta, sidde i en halv æggeskal, der skal i sløjfe i "håret" og så skal der være noget lilla og noget lyserødt."

Ding-dong, dagen efter får jeg en tegning af "Norberta" og et par dage senere sidder hun på min arm!

Cornelia siger, at det er min allerflotteste tatovering, og på et eller andet tidspunkt, skal jeg også have lavet en "Norbert" - men tiden må vise hvordan en sådan ser ud ;-) 

Forresten; jeg tror nok, billederne bliver større, hvis I klikker på dem, og så er det nemmere at se alle de skønne detaljer.

For ikke så frygtelig længe siden, blev jeg udsyret med Hedvig, og så var det, jeg tænkte, om der måske var nogle blæk-jomfruer ude i det ganske danske land, der kunne tænke sig at se/høre lidt mere om, hvordan pokker sådan noget InkShit egentlig foregår.

Når man tænker på alle de mærkelige ting, jeg i tidens løb har Googlet, så skulle det undre mig, om der ikke var et par stykker, der har Googlet, hvordan det egentlig foregår, når man bliver tatoveret. Jeg starter gerne med at dele lidt af min Google-historik: 

• Robert Downey Jr.
• Palindrom
• Shakespeare 
• YouSee dækningskort
• SAMCRO
• Nemesis 
• Kim Larsen - Flyvere i natten
• Legoland
• Hamlet

Og det er altså bare indenfor de seneste par døgn. Så har jeg selvfølgelig også Googlet sjovere ting, men de ville være ret tåbelige at indrømme her på åbent internet, så dem holder jeg lige for mig selv ;-)

Nå, lad os snuppe en guidet tour rundt i mit tatoveringsunivers med Tina og Hedvig.

Mig: "Jeg skal vist have en sne-ugle på højre overarm engang...!"

Tina: "Orv ja, det kunne være super fedt!"

14 dage senere dukker denne tegning op i min messenger-indbakke:

Ja... Lad os lige tage den igen: "Jeg skal have en sne-ugle." og sådan nogle sataner er altså hvide, hvilket man ikke kan tatovere, uden det kommer til at ligne lunken morgen-tis med tiden (er min egen, personlige holdning), så derfor finder Tina da lige på noget andet, så jeg stadig kan få en sne-ugle, der ikke er hvid. 
Nu er det selvfølgelig en smagssag, men i mine øjne ligner det ikke mindre en sneugle, når den er is-blå.

Nå, tegning klar, tatovør klar, Gitte klar! ACTION!

Først en helvedes masse hygiejniske tiltag såsom at pakke alt og alle ind i film, gummi og plastik. NB: Hvis du ikke ser din tatovør gøre dette, så GÅ DIN VEJ igen!

Så findes der farver, nåle og maskiner, og nu fik jeg godt nok ikke lige et close-up af nålene, men jeg har lånt lidt på internettet ;-)

Sådan ser de ud - relativt harmløse ser de jo ud til at være, hvilket de også er, indtil de kommer i hænderne på en lettere sadistisk tatovør!

Og for lige at skrue lidt op for det teatralske drama, så ser sådan en fætter altså således ud tæt på - med divergerende antal nåle. Personligt har jeg en hade-nål, og det ved Tina godt, så de bliver brugt så lidt som muligt, og det er den tynde nål. Det lyder fuldstændig omvendt, og jeg aner ikke, om jeg er den eneste, der har de sådan, men jeg hader hader HADER virkelig den tynde nål!

Ja, alle de små bøtter på bordet er blæk, som snart bliver prikket ind under huden på mig. De to næste billeder er Tina, som er ved at putte nål i  maskineriet :-)

Den originale tegning så I ovenfor. Når den er tegnet, skal den da lige tegnes endnu engang med et stykke kalkerpapir under, så stregerne kan sidde fast på mig. Så bliver man smurt ind i sådan noget meget tynd creme, og tegningen bliver klasket på og - hopla - det var så den nemme del (altså for mig).

Hertil vil jeg lige advare om, at ikke alle tatovører har fatter budskabet! Jeg har én enkelt tatovering (og der var det hele stadig meget nyt for mig, så jeg er lovligt undskyldt, jeg vidste ikke bedre), der ikke sidder som den bør og skal; og det er bare pis-hamrende ærgerligt!

Efter tegningen er sat på huden, er der sådan set ikke så meget andet at gøre end at græde! Altså hvis man synes, det gør ondt - der er ingen tvang ;-)

Jeg har én gang været ved at dratte rundt, og det var da jeg som 18-årig fik min første tatovering på ryggen. På en skala fra 0 til 10 syntes jeg det gjorde ondt af Helvede-47.000-millioner-jeg-bider-snart-en-finger-af-mig-selv-skala-ondt til! PISSE ONDT! Og siden da, er jeg ikke tatoveret på ryggen og bliver det formodentligt heller aldrig ;-) Måske lige indtil jeg skal have et Shakespeare-citat, men den skal nok laves over ti gange så!!

Og så har jeg én enkelt gang været meget MEGET tæt på at gå, fordi det simpelthen gjorde så pishamrende smertefuldt ondt, at jeg næsten ikke kunne styre mine reflekser, som spjættede til højre og venstre, og det var, da jeg blev tatoveret på foden. Det var for pokker bare sådan en lille fims, der tog 20 minutter at lave, men damn hvor var jeg klar til at gå efter de første 3 minutter. Smerte!!

Jeg er en pyllerrøv, det er jeg mig fuldt ud bevidst, og jeg piver da lidt hver gang, jeg bliver tatoveret, det er ikke nogen hemmelighed; men nu bliver blækket jo heller ikke slikket på af 14 killinger, vel ;-) Og taget i betragtning at jeg er denne enorme pyllerrøv, så er det da ærlig talt ret godt klaret, at jeg har lige omkring 50 tatoveringer. Det må snart udløse en gratis, ikk'? ;-)

Nå, men Hedvig-darlin' blev tegnet op og farvelagt med de skønneste og fineste detaljer :-) Og ja, Tina er en detalje-nørd, hvilket jeg fortæller hende ved enhver given lejlighed, men det er jo også det, der gør hendes kunst så fantastisk!

Jeg kan kun anbefale at besøge Tina, hvis man en dag skulle få lyst til at få lidt blæk under huden. Det er herligt og festligt og sindssygt vanedannende; så er det sagt!

Tusind tak for alle de tatoveringer, du indtil videre har lavet på mig, Tina :-)

I just love that ink shit!

Heeeeeeere's Johnny!

Jeg har forsømt min blog, og jeg skammer mig noget så vederstyggeligt.

Men nu skal det være, nu skal der blogges igen om alt muligt og umuligt navlefnuller - weeeeee - gen-velkommen til min navle, eller hvad man nu siger ;-)

Tirsdag... Har lige brugt en time på at skrive en lang, lettere kritisk mail til skoleinspektøren - igen - mens jeg stener Scatman John; The Scatman. Var flere gange ved at skrive:

"Ski bi di bi di do bap do 
Do bam do"

til inspektøren, men jeg er ret sikker på, han ikke ville have sat særlig stor pris på mit musikalske indspark i den halvsure mail. Så nu venter jeg spændt på, hvornår jeg bliver "inviteret" til at stå skoleret på hans kontor, mens jeg får at vide, at nu skal jeg snart holde min kæft og rette ind!

Men jeg kan jo også bare stille mig op og brøle et eller andet Nietzsche-agtigt så som "GUD ER DØD!" og håbe på, at det er nok til han ikke gider besvære sig med at skændes mere med mig *LOL*

Nå, men en af dagene kommer der et super spændende indlæg om tatoveringer :-) JA FOR HELVEDE! Det bliver godt :-) Så er I tvangsindlagte til at glo på min tattoo-transportable-art og høre alle mine tanker omkring mine kunstværker - nøj hvor jeg glæder mig! Ahr, alle mine tanker var måske også lidt højt at stile, men I får i hvert fald nogen af dem ;-) Og så lige et lille indblik i de kommende tusser, som jeg håber på at få snarest muligt :-)

Fiat-mobilen har fået nye sutter, fredag står den på klassefest i Nellys klasse og i morgen er det skole/hjem-samtale i Mathilde Mys klasse - I love life!