Babyer...

Jeg ser Årgang 0. Det er jeg vist tidligere kommet til at fortælle, så jeg forventer ikke det store mobnings Angriff, men det kunne jo ske.

Men hvorom alting er, så kan jeg ikke tåle at se fødsler og små babyer, uden jeg også vil have én! Jeg vil have en baby mere. Jeg vil, jeg vil, jeg VIL - virker det, hvis jeg også tramper i gulvet samtid med? Og den her åndssvage og super urealistiske tanke fik mig til at tænke på noget Mathilde sagde, da vi snakkede om hendes fødselsdagsønsker for en måned siden.

Mathilde: "Mor, jeg vil gerne have endnu en lillesøster i fødselsdagsgave."
Mor: "Mjoo, men det kan man jo ikke bare lige få. Der skal jo lige være én, der gider være far også."
Mathilde: "Ja så synes jeg da virkelig, at du skal til at finde dig en kæreste!!"

Den er sgu ikke så nem at komme igen på ;o)

Befippelse!

Der var engang mine børn kunne gøre mig befippet med jævne mellemrum. Det sker ikke så tit længere; jeg tror, jeg er blevet hærdet!

Men det kan trods alt ske, at jeg får serveret en kommentar, jeg ikke ved, hvordan jeg skal agere på. Som i eftermiddag, da The loooooovely Dictator sagde følgende sådan lidt ud i luften.

Cornelia: "Jeeeeeeg må vist hellere gå på toilet, inden jeg skider i bukserne..."

Sikke et vel artikuleret og ærligt barn med et veludviklet vokabularium, hva'?!?!?

Jeg.har.ikke.tid...

...til at blogge, altså.

 

 

1. Der sker ikke en dyt i vores liv pt. Den ene dag æder den anden, og sådan går det bare, slag-i-slag.

 

 

2. Mine arvinger har så travlt med at gå i skole, at de ikke i øjeblikket leverer særlig meget underholdende blog-materiale.

 

 

3. Dét, de leverer, har jeg ikke tid til at skrive ned, for vi har fået et nyt familie-medlem, der tager al min tid.

 

 

Men I kan da lige få et par relativt nye billeder af mine primære blogmateriel-leverandører fra vores ferie i Berlin.

 

 

Mathilde. Glad, frejdig og smilende engel som hun altid er.

 



 

 

 

 

 

Og Cornelia, som her ligner alt andet end den diktator, hun egentlig er.

 

 

Men tilbage til det nye familiemedlem, som kræver meget af min tid og koster mig en formue; jaja, jeg har selv bedt om det, så jeg skal ikke pive, men alligeveller... Det er selvfølgelig en vaskemaskine, jeg her snakker om.

Den gamle vaskemaskine afgik ved døden for en uge siden, endda på Mathildes fødselsdag; den har i en lang periode givet mig grå hår og søvnløse nætter, fordi den var så åndssvag, så det er nok meget godt, at både den og jeg nu har fået fred fra hinanden. Og så er den selvfølgelig blevet erstattet af en smartere, nyere, bedre model. Den og jeg har bare ikke rigtig fundet ud af hinanden endnu, og det er derfor, den koster mig en del tid.

Den er simpelthen så smart at det eneste, den nærmest ikke kan, er at smørre madpakker.

Nu vil jeg gå ud og sætte en ordentlig omgang sengetøj over, det kan jeg vel finde ud af - trods alt :-)

Fuck - der er fødselsdag igen!

Jeg ved virkelig ikke, hvad der sker i min hjerne - eller mangel på samme - når mine børns fødselsdage nærmer sig.

Jeg bliver sådan lidt: "LALALALA, hvis jeg graver mig ned i arbejde, studie, bøger, hobby, whatever, så kommer dagen nok slet ikke, og så behøver jeg ikke forholde mig til noget lige nu, LALALALALAAAAAAA!"

Men jeg vil gerne afsløre, at det gør den altså!! No matter what!

Og på søndag, hvor det bliver 30 grader og høj solskin, har Mathilde fødselsdag. Mit store monster bliver dælme 8 år. Jeg fatter ikke, at tiden kan gå så hurtig. Så lad os spole tilbage og lade som om hun bliver 4 år, har små søde, fede babyfødder og enorme krøller i sit fine babyhår. Men sådan er det jo ikke... Hun bliver 8 år, kan snart dele sko med sin mormor og har det sejeste, korte teenage-hår, der skal gelé og alt muligt i.

Men fødselsdag det bliver, og af selv samme årsag, har jeg pisket rundt hele dagen, da jeg langt om længe fik fri fra arbejde (støvsugning og oprydning hører med under undtrykket "piske rundt"). Mens jeg tossede rundt og støvsugede og skrååååålede "Simple Man" så selv hunden var nødt til at gå i haven imens, slog det mig lige hvor lidt tid, jeg egentlig bruger på at gøre rent; jeg er jordens største rodehoved, det er ikke nogen hemmelighed, men jeg synes godt nok, det er sjovere at bruge min tid på noget, der gavner menneskeheden mere end at støvsuge; og så længe vindheksene ikke bliver så store, at pigerne forsvinder i dem, kan jeg virkelig ikke se problemet. Og så kom jeg til at tænke på noget, jeg læste i min sommerferie i "Livet for let øvede" af Maise Njor og Fay Weldon, som jeg så ofte har prøvet at sige, men ikke har haft de rette ord for; men det er da rart at vide, at Fay Weldon forstår mig. Det er taget ud af et afsnit, hvor de snakker om, hvordan vi ønsker at se os selv, og ikke mindst hvordan vi ønsker at andre skal se os. Dertil siger Fay Weldon:

"Jeg ville hellere have en mor, hvis bil er fuld af hundehår og Bounty-indpakningspapir, end en, der holder bilen i tiptop stand. Så ville jeg spekulere på, hvorfor hun havde så dårlig samvittighed og hvordan hun nogensinde skulle få tid til at elske mig."

Og det er jo lige det, jeg mener!!

Tåbelige spørgsmål!

Det var en stor, stor dag i mandags, da The Dictator havde aller første skoledag. Hold nu fest, hun hang nærmest i loftet hele formiddagen, og hun syntes bestemt ventetiden var lang til klokken 10. Men klokken blev da heldigvis 10 langt om længe, og vi dullede i 0.a.

Det var en super god dag!

Men som der hører sig til, en masse åndssvage spørgsmål fra hendes mor.

Mandag:

Mor: "Er det sjovt at starte i 0. klasse?"
Cornelia: "Det ved jeg ikke endnu, jeg har jo kun været der 4 timer..."

Tirsdag:

Mor: "Nå Cornelia, er det godt at gå i 0. klasse?"
Cornelia: "Det ved jeg ikke, for man går ikke så meget, man sidder mere ned..."

Det danske sprog er også en svær én!

Navlebeskuelse!

Så blev det dagen før dagen! Altså dagen før dagen hvor Cornelia starter i 0. klasse - sikke en milepæl; og Mathilde starter i 2. klasse - endnu en milepæl, omend ikke så stor som aller første skoledag.

Men når de nu skal starte i skole i morgen, syntes deres emsige mor, at de nok hellere måtte snuppe et bad i dagens anledning.

Mathilde efter badet: "MOR, der er ikke flere håndklæder herude!"
Mor: "Uno momento, jeg finder lige et."
Mathilde: "Okay, så vrider jeg lige min navle imens..."

Hvaffor-genet

Jeg har under begge mine graviditeter, gjort mig rigtig mange tanker af mere eller mindre nyttig karakter; ved nærmere eftertanke var der nok flest af de direkte nytteløse tanker, som det alligevel er umuligt at gøre noget ved.

Jeg har blandt andet spekuleret rigtig meget over hvem af forældrene, de ville komme til at ligne. Både af sind og skind. Jeg synes bare, det er enormt sjovt, når man kan se, hvor børn "kommer fra".

"Bare de ikke arver mit temperament."
"Bare de ikke arver mit syn og får brug for briller."
"Bare de arver min næse."
"Bare de arver min lærevillighed."
"Bare de arver mine boglige evner."

Men skulle de nu risikere at arve mit temperament eller dårlige syn, går det jo nok også; jeg har da klaret mig med det, så der er håb forude.... Lige indtil følgende tanke: "Fuck, de arver sgu nok også noget fra mine forældre og længere ude; dobbelt fuck, de arver sgu nok også noget fra SVIGERFAMILIEN...."

Og det gjorde de sgu!

Men sjovt nok passer det, der kan give mig krummede tær og ondt i ørerne fra begge familier, rigtig godt ind i mine børns personlighed. Helt tosset var det nok alligevel ikke...

Og dog; The Dictator har jo godt nok sin mors (og sin oldemors) temperamant. Og Mini Darwin har arvet sin mors evindelige spørgetrang og store skepsis for livets og Jordens opståen.

Ikke mindst har de arvet deres mors "Hvaffor-gen"

Mathilde (råbende): "Ej mor, Cornelia sidder foran fjernsynet, jeg kan ikke se noget!!!!"
Mor: "Cornelia, er du sød at flytte dig lidt?"
Cornelia: "Hvaffor?"
Mor: "Fordi Mathilde ikke kan se noget."
Cornelia: "Hvaffor ikke?"
Mor: "Ja fordi du sidder foran fjernsynet."
Cornelia: "Hvaffor?"
Mor: "Spørger du mig, hvorfor du sidder foran fjernsynet?"
Cornelia: "Hehe, nåååhr nej."

Virker det lidt, som om det er en vane for hende at sige "hvaffor?" eller er det bare mig, det ser sådan ud for?

Mor: "Husk lige at rede hår inden vi kører, piger."
Mathilde: "Hvaffor?"
Mor: "Fordi det er filtret."
Mathilde: "Hvaffor?"
Mor: "Tja, har du sovet vildt i nat og tåget rundt som en lille trold under dynen?"
Mathilde: "Ej mor, hvorfor skulle jeg gøre det?"

Og lige pludselig er det MIG, der har et forklaringsproblem?!?!?!

Hvad sker der lige for det der "hvaffor-gen"? Men på den anden side, det kan jeg nok takke mit eget genetiske arvemateriale for, for der er ingen tvivl om, de har det fra min side; jeg gør det nemlig også :o)

Skal jeg se lidt positivt på det, tror jeg, det gavner deres sprog, for de bliver vildt gode til at forklare og beskrive ting, når jeg gør det samme!

Sommerferie

Så er ferien dælme slut, prut, finale.

Det har været en rigtig god én af slagsen, og noget af tiden har jeg blandt andet brugt på at læse "Livet for let øvede" af Fay Weldon og Maise Njor.

Egentlig ville jeg bare anbefale den. Jeg elsker nærmest alt, hvad Maise Njor skriver, for jeg synes, hun gør det godt, og hun giver meget af sig selv (også sit "grimme" selv), og det skal der virkelig mands mod til at gøre. Det tager jeg hatten af for.

Men grunden til denne ramte mig så godt er, at de snakker meget om livet som mor, skilsmisser, tudeture, dumme mænd o.s.v.

Fay Weldons første skilsmisse kunne lige så godt være skrevet om mit liv (meget af den i hvert fald) og Maise Njors nuværende følelser midt i skilsmissen kunne lige så godt have været mig.

Summasummarum: Det er en anbefalelsesværdig bog!

Når jeg lige får samlet mod til det, vil jeg skrive lidt om, hvorfor den er så god, for det er nok nødt til at blive lidt personligt, men jeg vil så nødig træde nogen over tæerne.
Her vil jeg lige påpege, at det ikke er fordi jeg synes mit liv er skide interessant for alle andre, men fordi jeg tror, det vil være meget godt for mig, at samle tankerne på den måde.

Det summer jeg videre over!

Håber I alle har en god sommer :o)