Min mor plejer nu godt kunne lide det mad, jeg serverer, hvis hun og min far er inviteret til spisning. Men uanset hvor meget salt jeg på forhånd propper i maden, skal hun altid have mere på. Og sådan har det bare altid været.
Da jeg den anden dag stod og lavede aftensmad, var jeg ved at vride saltkværnen til døde over kyllingsovsen, og Mathilde kom ud i køkkenet og kiggede. Hun spurgte med undren i stemmen:
"Mor, hvorfor skal der så meget salt i?" Og inden jeg nåede at sige hverken buh eller bæh, sagde hun: "Kommer mormor da og spiser i dag?"
Jeg kom til at grine så højt, at det stakkels barn blev helt forskrækket, men så tog hun heldigvis del i min morskab. Det er altså utroligt så meget små øjne og ører bider mærke i :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar