Mathilde: "Mor, har du nogensinde set en pikfugl?"
Mor: "En hvad-for-en?"
Mathilde: "En pikfugl?"
Mor: "Ej Mathilde, hvad er det du siger?"
Mathilde: "Mor, jeg siger en PIKFUGL!"
Cornelia: "Mor, hun mener en big-foot."
Nååååhr....
lørdag den 30. juni 2012
onsdag den 20. juni 2012
Lidt om snegle
Vi har fået udestuen totalt shinet op, den er piv lækker, og der er bare så hyggeligt derude igen; så i dag har Mathilde og jeg flyttet lidt rundt på møblementet, og jeg er så småt i overvejelser omkring det kommende spisebord derude. Jeg har også et gammelt sofabord derude; et fyrtræs sofabord som i den tid, jeg har haft små børn, er blevet udsat for a.l.t. hvorfor den er pænt medtaget af det hårde liv som sofabord i en småbørnsfamilie.
Da vi var færdige med det, gav jeg mig til at vaske/skure det forsømte sofabord efter alle kunstens regler og under den gennemgribende operation, kom Cornelia for at stikke sin lille nysgerrige næse i det.
Cornelia: "Mor, hvad laver du?"
Mor: "Vasker sofabordet af fordi det er møgbeskidt med tush, lim, papmache, kuglepen og alt muligt andet. Så det må vi hellere få vasket af, når det nu skal stå i vores fine udestue."
Cornelia: "Det ville godt nok være smart, hvis det gik af af sig selv..."
Mor: "Jaaaah, det ville det."
Cornelia: "Men det er der jo ikke rigtig noget, der gør... Måske lige bortset fra snegle... De ville nok gå af af sig selv!"
Mja - ved ikke lige hvor hun fandt koblingen emnerne imellem, men hun har da fat i noget!
Da vi var færdige med det, gav jeg mig til at vaske/skure det forsømte sofabord efter alle kunstens regler og under den gennemgribende operation, kom Cornelia for at stikke sin lille nysgerrige næse i det.
Cornelia: "Mor, hvad laver du?"
Mor: "Vasker sofabordet af fordi det er møgbeskidt med tush, lim, papmache, kuglepen og alt muligt andet. Så det må vi hellere få vasket af, når det nu skal stå i vores fine udestue."
Cornelia: "Det ville godt nok være smart, hvis det gik af af sig selv..."
Mor: "Jaaaah, det ville det."
Cornelia: "Men det er der jo ikke rigtig noget, der gør... Måske lige bortset fra snegle... De ville nok gå af af sig selv!"
Mja - ved ikke lige hvor hun fandt koblingen emnerne imellem, men hun har da fat i noget!
Begejstring - kender I det?
Kender I dét der med, at man ved der er to par gummistøvler et eller andet sted på matriklen, men de er bare fuldstændig gone - bye bye?
Sådan havde jeg det i går. To par gummirøjsere forsvundet, så jeg igangsatte Operation: "Find røjserne". Vi ledte hid og did, hist og her, nært og fjernt og der var ingen røjsere nogen steder. Så gik turen i skuret, der måtte de jo for pokker være. Men der var heller ingen røjsere - sådan lige umiddelbart i hvert fald; til gengæld var der en sneskovl - tadaaaa. Det syntes jeg var helt fantastisk, og jeg blev simpelthen så begejstret, at jeg ikke snakkede om andet resten af dagen.
Mathilde: "Altså mor, kan du ikke snart snakke om noget andet end den skeskovl? Det er lidt ligesom da Nelia og mig den anden dag selv smurte madpakker... Der snakkede du heller ikke om andet..."
Mor: "Jamen det er da bare fordi jeg er så begejstret - så glad, når der sker noget uventet i den positive genre."
Mathilde: "Ved du, hvad der gør mig glad?"
Mor: "Nej?"
Mathilde: "Når vi slipper for at komme i bad..."
Jaja, der kan man bare se; Mathilde er lige så nem at gøre glad og begejstret som sin mor, og jeg tror på, det er en positiv evne at besidde.
Så vi vil bruge sommeren på at være non-stop-begejstrede over de små ting i livet, som fx at slippe for at gå i bad og finde sneskovle midt i juni måned. I love it!
Sådan havde jeg det i går. To par gummirøjsere forsvundet, så jeg igangsatte Operation: "Find røjserne". Vi ledte hid og did, hist og her, nært og fjernt og der var ingen røjsere nogen steder. Så gik turen i skuret, der måtte de jo for pokker være. Men der var heller ingen røjsere - sådan lige umiddelbart i hvert fald; til gengæld var der en sneskovl - tadaaaa. Det syntes jeg var helt fantastisk, og jeg blev simpelthen så begejstret, at jeg ikke snakkede om andet resten af dagen.
Mathilde: "Altså mor, kan du ikke snart snakke om noget andet end den skeskovl? Det er lidt ligesom da Nelia og mig den anden dag selv smurte madpakker... Der snakkede du heller ikke om andet..."
Mor: "Jamen det er da bare fordi jeg er så begejstret - så glad, når der sker noget uventet i den positive genre."
Mathilde: "Ved du, hvad der gør mig glad?"
Mor: "Nej?"
Mathilde: "Når vi slipper for at komme i bad..."
Jaja, der kan man bare se; Mathilde er lige så nem at gøre glad og begejstret som sin mor, og jeg tror på, det er en positiv evne at besidde.
Så vi vil bruge sommeren på at være non-stop-begejstrede over de små ting i livet, som fx at slippe for at gå i bad og finde sneskovle midt i juni måned. I love it!
fredag den 15. juni 2012
Det er dét, jeg mener!
Jeg har fået et input...eller var det ros...eller bare noget andet; det sætter jeg enorm stor pris på, for jeg synes, det er super dejligt, at der faktisk er rigtige, ægte mennesker, der gider læse min blog.
Jeg synes selv, jeg er yderst ærlig i min blog og jævnligt så ærlig, at det giver nogle mærkelige reaktioner - men sådan er det jo nok bare at blotlægge sit liv på den måde; jeg skal bare lige vænne mig til det. Grunden til denne ærlighed er egentlig bare, at jeg ville have givet min højre arm for en lille smule ærlighed fra mine medmennesker, da jeg havde små børn, da jeg blev skilt og når jeg til stadighed kæmper en brav kamp for at skabe et tåleligt forhold til xman. For ærlig talt tror jeg ikke på, at der ikke er andre, der har prøvet noget lignende, og så ville det have været guld værd at have én at søge råd og støtte hos. Det har der imidlertid ikke været og med fare for at lyde fordømmende, så har jeg en tese om, at det for mange mennesker er mere vigtigt at holde facaden end at blotte sin sårbarhed når livet stinker!
Da jeg jo absolut lider af en meget specifik lidelse kaldet: "Jeg-er-skabt-til-store-ting-så-nu-skal-jeg-være-Jeanne-d'Arc-wannabe-og-vise-vejen-for-dem-der-ligesom-jeg-har-været-følelses-mæssigt-på-røven!" og selvom det ikke lige er Hundredeårskrigen jeg skal lede, så vil jeg gerne slås lidt for at få lidt mere ærlighed i verden. Slås lidt for at det ikke er et tegn på svaghed at vise sin grimme, hævngerrige, sårbare side når man bliver godt og grundigt snydt og bedraget af mennesker man, som i mit tilfælde, elskede højere end livet selv.
Det jeg gerne vil frem til er, at al denne herlige ærligehed også har gjort, at jeg har skrevet om hvor pisse-piv-pax hårdt det kan være, at være mor på fuld tid 24/7/365 og når man er det, er man ligesom nødt til at kunne klare alt.
Det har jeg fået en rigtig flot illustration på - og jeg er stolt over at min læser, som jeg har fået den af, har associeret den med min blog!
Al respekt til alle de mødre, der som Steen siger det "har fået lov at blive mor" fordi de kan ordne alting. Og selvom det kan være rigtig hårdt, ville jeg ikke bytte det for noget andet i verden - jeg vil bare gerne have lov til at fortælle, når jeg synes det er rigtig hårdt; måske vi endda kan lære af hinanden, hvis vi tør være ærlige?
Jeg synes selv, jeg er yderst ærlig i min blog og jævnligt så ærlig, at det giver nogle mærkelige reaktioner - men sådan er det jo nok bare at blotlægge sit liv på den måde; jeg skal bare lige vænne mig til det. Grunden til denne ærlighed er egentlig bare, at jeg ville have givet min højre arm for en lille smule ærlighed fra mine medmennesker, da jeg havde små børn, da jeg blev skilt og når jeg til stadighed kæmper en brav kamp for at skabe et tåleligt forhold til xman. For ærlig talt tror jeg ikke på, at der ikke er andre, der har prøvet noget lignende, og så ville det have været guld værd at have én at søge råd og støtte hos. Det har der imidlertid ikke været og med fare for at lyde fordømmende, så har jeg en tese om, at det for mange mennesker er mere vigtigt at holde facaden end at blotte sin sårbarhed når livet stinker!
Da jeg jo absolut lider af en meget specifik lidelse kaldet: "Jeg-er-skabt-til-store-ting-så-nu-skal-jeg-være-Jeanne-d'Arc-wannabe-og-vise-vejen-for-dem-der-ligesom-jeg-har-været-følelses-mæssigt-på-røven!" og selvom det ikke lige er Hundredeårskrigen jeg skal lede, så vil jeg gerne slås lidt for at få lidt mere ærlighed i verden. Slås lidt for at det ikke er et tegn på svaghed at vise sin grimme, hævngerrige, sårbare side når man bliver godt og grundigt snydt og bedraget af mennesker man, som i mit tilfælde, elskede højere end livet selv.
Det jeg gerne vil frem til er, at al denne herlige ærligehed også har gjort, at jeg har skrevet om hvor pisse-piv-pax hårdt det kan være, at være mor på fuld tid 24/7/365 og når man er det, er man ligesom nødt til at kunne klare alt.
Det har jeg fået en rigtig flot illustration på - og jeg er stolt over at min læser, som jeg har fået den af, har associeret den med min blog!
Al respekt til alle de mødre, der som Steen siger det "har fået lov at blive mor" fordi de kan ordne alting. Og selvom det kan være rigtig hårdt, ville jeg ikke bytte det for noget andet i verden - jeg vil bare gerne have lov til at fortælle, når jeg synes det er rigtig hårdt; måske vi endda kan lære af hinanden, hvis vi tør være ærlige?
tirsdag den 12. juni 2012
Noget laver de vel, børnene?
Da mine piger gik i dagpleje, fik jeg og/eller xman en udførlig beskrivelse af, hvad vores børn havde lavet i løbet af dagen.
- Hvor lang en middagslur
- Hvem de har leget med
- Hvor mange gange de har kørt på rutschebane
- Hvem de har prikket i øjet
- Hvor mange gange de selv er blevet prikket i øjet
- Hvad de har spist og hvad de ikke har turde smage
- Hvor de har gået tur
- Hvor godt fast de har holdt i stroppen på barnevognene
- Hvad de har sagt af sjove ting
- Om de har hjulpet med at lave middagsmad
- Om de har set spændende dyr etc.
Så startede de i børnehave.
- Hvem de havde sloges med
- Hvor mange gange de har tudet
- Om de kunne spise hele deres madpakke
Så startede de i SFO.
- Om de har blødt....måske....
Hele denne refleksion startede, da jeg den anden dag, skulle hente mine ballademagere i SFO, og der var ikke én pædagog at se i miles omkreds. Det væltede rundt med børn både inde og ude, og uanset hvor jeg kiggede, var der ingen voksne at finde nogen steder. Hm. Jeg har stor tiltro til vores institutioner her i byen, men jeg syntes alligevel det var temmelig uforsvarligt, at 50 børn tåger rundt og passer sig selv. Og så blev jeg sgu lidt små-mopset! Men der var jo ingen pædagoger at fortælle det til, så jeg tog bare mine børn og gik hjem. Vil lige overveje hvornår jeg gider tage dialogen...
Nå, men så kom jeg til at tænke på, at da jeg fik de udførlige beskrivelser af dagen i dagplejen, kunne det af og til have været ønskeligt at få en "thumbs up" hvis de bare havde lavet lidt andet end at spise sand.
Da de startede i børnehave, ville det have været ønskeligt at få en "thumbs up", i fald de havde lavet lidt andre ting end at spise sand.
Så startede de i SFO - her kunne jeg egentlig godt bare tænke mig at snakke med en pædagog engang i mellem bare for at høre, om mine børn laver andet end at spise sand...
Jeg er ikke nem at gøre tilfreds, det kan jeg godt se. Ret firkantet beskrevet er jeg lidt ligeglad med, hvad mine børn laver i institutionen, bare de opfører sig ordenligt; dette havde jeg en forventning om, der var uddannet personale til at guide børnene hen imod, og så er det egentlig fint med mig, ikke at få en malende beskrivelse af hver eneste dag, de er der.
Jeg vil bare så gerne have en "thumbs up", når de har haft en god dag; hvor jeg vel at bemærke ikke behøver at jagte og tackle en pædagog for at få denne info.
Så nåede vi hen til i dag; klokken er 15.45 og jeg skal hente mit genetisk viderebragte materiale af et par afkom og ikke mindre end 6 - SEKS - I tell you, pædagoger og medhjælpere kan spottes indenfor en radius af 15 meter. Jeg skal ellers lige love for, der er sket fremskridt på få dage! Så vil jeg bare håbe, at de snart begynder at opholde sig de samme steder som børnene - men nu blev Rom jo heller ikke bygget på én dag, så jeg vil summe lidt videre over, hvornår jeg gider dialogen...
Sum sum... Kan jeg få mine børns dagplejere igen?
- Hvor lang en middagslur
- Hvem de har leget med
- Hvor mange gange de har kørt på rutschebane
- Hvem de har prikket i øjet
- Hvor mange gange de selv er blevet prikket i øjet
- Hvad de har spist og hvad de ikke har turde smage
- Hvor de har gået tur
- Hvor godt fast de har holdt i stroppen på barnevognene
- Hvad de har sagt af sjove ting
- Om de har hjulpet med at lave middagsmad
- Om de har set spændende dyr etc.
Så startede de i børnehave.
- Hvem de havde sloges med
- Hvor mange gange de har tudet
- Om de kunne spise hele deres madpakke
Så startede de i SFO.
- Om de har blødt....måske....
Hele denne refleksion startede, da jeg den anden dag, skulle hente mine ballademagere i SFO, og der var ikke én pædagog at se i miles omkreds. Det væltede rundt med børn både inde og ude, og uanset hvor jeg kiggede, var der ingen voksne at finde nogen steder. Hm. Jeg har stor tiltro til vores institutioner her i byen, men jeg syntes alligevel det var temmelig uforsvarligt, at 50 børn tåger rundt og passer sig selv. Og så blev jeg sgu lidt små-mopset! Men der var jo ingen pædagoger at fortælle det til, så jeg tog bare mine børn og gik hjem. Vil lige overveje hvornår jeg gider tage dialogen...
Nå, men så kom jeg til at tænke på, at da jeg fik de udførlige beskrivelser af dagen i dagplejen, kunne det af og til have været ønskeligt at få en "thumbs up" hvis de bare havde lavet lidt andet end at spise sand.
Da de startede i børnehave, ville det have været ønskeligt at få en "thumbs up", i fald de havde lavet lidt andre ting end at spise sand.
Så startede de i SFO - her kunne jeg egentlig godt bare tænke mig at snakke med en pædagog engang i mellem bare for at høre, om mine børn laver andet end at spise sand...
Jeg er ikke nem at gøre tilfreds, det kan jeg godt se. Ret firkantet beskrevet er jeg lidt ligeglad med, hvad mine børn laver i institutionen, bare de opfører sig ordenligt; dette havde jeg en forventning om, der var uddannet personale til at guide børnene hen imod, og så er det egentlig fint med mig, ikke at få en malende beskrivelse af hver eneste dag, de er der.
Jeg vil bare så gerne have en "thumbs up", når de har haft en god dag; hvor jeg vel at bemærke ikke behøver at jagte og tackle en pædagog for at få denne info.
Så nåede vi hen til i dag; klokken er 15.45 og jeg skal hente mit genetisk viderebragte materiale af et par afkom og ikke mindre end 6 - SEKS - I tell you, pædagoger og medhjælpere kan spottes indenfor en radius af 15 meter. Jeg skal ellers lige love for, der er sket fremskridt på få dage! Så vil jeg bare håbe, at de snart begynder at opholde sig de samme steder som børnene - men nu blev Rom jo heller ikke bygget på én dag, så jeg vil summe lidt videre over, hvornår jeg gider dialogen...
Sum sum... Kan jeg få mine børns dagplejere igen?
tirsdag den 5. juni 2012
Pudsigt...
...hvor meget det med tiden bliver nemmere at høre sig selv i sine børn.
Det følgende fandt vej ud af Cornelias mund i dag; sådan har hun aldrig talt før, men det var også et vigtigt emne - penge.
Cornelia leger "købmand" så tit det overhovedet kan lade sig gøre, og hun havde i den forbindelse fået en 2- samt 1-krone til at tegne efter, når hun laver penge; disse mønter er imidlertid forsvundet, hvilket hun fortalte mig i går, så vi går og leder lidt, når vi lige har tid og lyst til det.
Cornelia: "Mor, jeg har kigget efter de ægte penge i dag, og jeg kan slet ikke finde dem."
Mor: "Nå, det var da lidt træls, men mon ikke de dukker op igen engang? Måske de er i din lege-pung forresten?"
Cornelia: "Der har jeg kigget, og der var ingen - INGEN - dét si'r jeg dig - INGEN af de ægte mønter."
Jeg synes "dét si'r jeg dig", er en ret sjov vending for et 6-årigt barn; det er det i hvert fald for min 6-årige datter.
Det følgende fandt vej ud af Cornelias mund i dag; sådan har hun aldrig talt før, men det var også et vigtigt emne - penge.
Cornelia leger "købmand" så tit det overhovedet kan lade sig gøre, og hun havde i den forbindelse fået en 2- samt 1-krone til at tegne efter, når hun laver penge; disse mønter er imidlertid forsvundet, hvilket hun fortalte mig i går, så vi går og leder lidt, når vi lige har tid og lyst til det.
Cornelia: "Mor, jeg har kigget efter de ægte penge i dag, og jeg kan slet ikke finde dem."
Mor: "Nå, det var da lidt træls, men mon ikke de dukker op igen engang? Måske de er i din lege-pung forresten?"
Cornelia: "Der har jeg kigget, og der var ingen - INGEN - dét si'r jeg dig - INGEN af de ægte mønter."
Jeg synes "dét si'r jeg dig", er en ret sjov vending for et 6-årigt barn; det er det i hvert fald for min 6-årige datter.
mandag den 4. juni 2012
Kærester...
Det der med at være kærester med en dreng, er altså noget mærkeligt noget - synes i hvert fald mine piger.
I dag har vi naboens datter på overnatning, og Mathilde proklamerede til hele forsamlingen, at hun nu har fået en kæreste; han er egentlig en genganger, men nu er det ham igen.
Mor: "Hvem er du så kæreste med?"
Mathilde: "Den samme som sidst."
Mor "Okay" - nu henvendt til nabobarn: "Har du også en kæreste?"
Nabobarn: "Nej, det har jeg ikke lige for tiden."
Mor: "De kan nu også godt være lidt bøvlede, sådan nogle drenge..."
Nabobarn: "Jaaah...."
Mathilde: "Ja, og især min kæreste! Men hvis han nu ikke havde sådan en fodboldhjerne, så var han faktisk sød nok....!"
I dag har vi naboens datter på overnatning, og Mathilde proklamerede til hele forsamlingen, at hun nu har fået en kæreste; han er egentlig en genganger, men nu er det ham igen.
Mor: "Hvem er du så kæreste med?"
Mathilde: "Den samme som sidst."
Mor "Okay" - nu henvendt til nabobarn: "Har du også en kæreste?"
Nabobarn: "Nej, det har jeg ikke lige for tiden."
Mor: "De kan nu også godt være lidt bøvlede, sådan nogle drenge..."
Nabobarn: "Jaaah...."
Mathilde: "Ja, og især min kæreste! Men hvis han nu ikke havde sådan en fodboldhjerne, så var han faktisk sød nok....!"
fredag den 1. juni 2012
Indlæg nr. 100
Sikke en mærkedag! Det her er indlæg nr. 100. E.t.h.u.n.d.r.e.d.e. blev der sagt; og bloggen har eksisteret i 10 måneder i dag. Det er da lidt vildt, at det alligevel er blevet til så mange blogindlæg om alt og - ej at forglemme - ingenting.
Jeg har spekuleret længe over, hvad jeg skal finde på at skrive om i dag, og det bliver nok hverken visionært eller ideologisk; det har ingen af mine blogindlæg jo været, så hvorfor skulle jeg begynde på det nu? Der i mod synes jeg, det er meget inspirerende at fortælle om sine egne pinlige oplevelser, og jeg har en formodning om, at den eneste måde, der er rigtig for mig i forhold til at bearbejde mine pinlige historier, er ved at fortælle dem - igen og igen og...
I dag fandt jeg mig selv stående i Bauhaus, fordi jeg skulle købe havehegn og hegnspæle. Not-smart som jeg jo er, tænkte jeg ikke lige over, at jeg skulle have et eller andet mobilt køretøj med til at transportere de forbandede pæle på; men der skal da noget mere til at slå mig ud, så jeg tænkte, at de pæle tog jeg da bare lige under armen, længere var den ikke. Der så man så mig med en ordentlig røvfuld pæle under armen, som var pænt meget tungere end jeg lige havde beregnet; men det gik. I hvert fald ind til jeg nær var blevet drønet ned af en lettere psykopatisk truckfører, hvilket resulterede i, at jeg smed ALT, hvad jeg havde i hænderne; så ud over alt det røg med hegnspæle og tilbage stod jeg og stirrede på det overvældende kaos... Og det larmer altså pænt meget at smide så mange tunge pæle på deres hysterisk hårde betongulv, så det tiltrak en masse nysgerrige mennesker, der gloede. Hvad gør den kloge så? Tja, jeg ved det ikke, men jeg greb det eneste våben, jeg kender, mod pinlighed - latter! Og hold nu kæft hvor jeg grinede, for det så virkelig latterligt ud, at jeg stod dér i sådan en omgang gigantisk Mikado.
Da jeg langt om længe var færdig med at grine og overvejede det videre forløb i mit Mikado-spil, slog det mig, hvor mange mennesker, der stod og gloede på mig - uden at gøre noget som helst; og så blev jeg egentlig lidt mopset. Sådan rigtig tøsefornærmet og der var uden tvivl en høne, der gerne ville have sin røv tilbage, så stram-mundet var jeg!
Her vil jeg gerne påpege, at jeg ikke fik hønserøvsmund, fordi jeg ikke kunne klare opgaven selv, men jeg blev faktisk lidt skuffet over mine medmennesker. Havde det slået en flig af deres stolthed at hjælpe med at proppe alle Mikado-kæmperne op i favnen på mig igen? Nej, det tror jeg faktisk ikke!
Jeg synes, det er ved at være tid for igangsætning af Operation: Vær Et Ordentligt Fucking Menneske! Og det synes jeg, vi alle kunne drage udbytte af.
Jeg har en livsfilosofi, der går i retning af, at livet er så positivt, som man gør det til - langt hen ad vejen i hvert fald. Jeg er hverken hellig eller frelst på nogen måde, jeg er smæk fyldt med fejl, hvilket min blog også bærer tydeligt præg af, men jeg tror stadig på det; og den tro er der heldigvis ingen, der kan tage fra mig!
Hurra for den individuelle ret til at tro - som ikke behøver være religionsbetinget - på lige præcis det, man vil, om det så er zombier, det gode i mennesker, konspirationsteorier, meditation, alt hvad Johannes Langkilde siger eller andet. Det, synes jeg, er værd at værdsætte!
Operation: VEOFM - sæt i gang - et smil er alligevel gratis :-)
P.S. For lige at gøre Bauhaus-historien færdig, så smed jeg hele Mikadospillet igen på vej ud, da jeg knaldede i døren; efterfølgende var jeg i Harald Nyborg for at købe hegnet, hvor jeg kom til at styrte deres fine opstilling af havemøbelhynder - hov. Så jeg har opbrugt hele min latterkvote i dag, jeg må hellere gå i seng.
Jeg har spekuleret længe over, hvad jeg skal finde på at skrive om i dag, og det bliver nok hverken visionært eller ideologisk; det har ingen af mine blogindlæg jo været, så hvorfor skulle jeg begynde på det nu? Der i mod synes jeg, det er meget inspirerende at fortælle om sine egne pinlige oplevelser, og jeg har en formodning om, at den eneste måde, der er rigtig for mig i forhold til at bearbejde mine pinlige historier, er ved at fortælle dem - igen og igen og...
I dag fandt jeg mig selv stående i Bauhaus, fordi jeg skulle købe havehegn og hegnspæle. Not-smart som jeg jo er, tænkte jeg ikke lige over, at jeg skulle have et eller andet mobilt køretøj med til at transportere de forbandede pæle på; men der skal da noget mere til at slå mig ud, så jeg tænkte, at de pæle tog jeg da bare lige under armen, længere var den ikke. Der så man så mig med en ordentlig røvfuld pæle under armen, som var pænt meget tungere end jeg lige havde beregnet; men det gik. I hvert fald ind til jeg nær var blevet drønet ned af en lettere psykopatisk truckfører, hvilket resulterede i, at jeg smed ALT, hvad jeg havde i hænderne; så ud over alt det røg med hegnspæle og tilbage stod jeg og stirrede på det overvældende kaos... Og det larmer altså pænt meget at smide så mange tunge pæle på deres hysterisk hårde betongulv, så det tiltrak en masse nysgerrige mennesker, der gloede. Hvad gør den kloge så? Tja, jeg ved det ikke, men jeg greb det eneste våben, jeg kender, mod pinlighed - latter! Og hold nu kæft hvor jeg grinede, for det så virkelig latterligt ud, at jeg stod dér i sådan en omgang gigantisk Mikado.
Da jeg langt om længe var færdig med at grine og overvejede det videre forløb i mit Mikado-spil, slog det mig, hvor mange mennesker, der stod og gloede på mig - uden at gøre noget som helst; og så blev jeg egentlig lidt mopset. Sådan rigtig tøsefornærmet og der var uden tvivl en høne, der gerne ville have sin røv tilbage, så stram-mundet var jeg!
Her vil jeg gerne påpege, at jeg ikke fik hønserøvsmund, fordi jeg ikke kunne klare opgaven selv, men jeg blev faktisk lidt skuffet over mine medmennesker. Havde det slået en flig af deres stolthed at hjælpe med at proppe alle Mikado-kæmperne op i favnen på mig igen? Nej, det tror jeg faktisk ikke!
Jeg synes, det er ved at være tid for igangsætning af Operation: Vær Et Ordentligt Fucking Menneske! Og det synes jeg, vi alle kunne drage udbytte af.
Jeg har en livsfilosofi, der går i retning af, at livet er så positivt, som man gør det til - langt hen ad vejen i hvert fald. Jeg er hverken hellig eller frelst på nogen måde, jeg er smæk fyldt med fejl, hvilket min blog også bærer tydeligt præg af, men jeg tror stadig på det; og den tro er der heldigvis ingen, der kan tage fra mig!
Hurra for den individuelle ret til at tro - som ikke behøver være religionsbetinget - på lige præcis det, man vil, om det så er zombier, det gode i mennesker, konspirationsteorier, meditation, alt hvad Johannes Langkilde siger eller andet. Det, synes jeg, er værd at værdsætte!
Operation: VEOFM - sæt i gang - et smil er alligevel gratis :-)
P.S. For lige at gøre Bauhaus-historien færdig, så smed jeg hele Mikadospillet igen på vej ud, da jeg knaldede i døren; efterfølgende var jeg i Harald Nyborg for at købe hegnet, hvor jeg kom til at styrte deres fine opstilling af havemøbelhynder - hov. Så jeg har opbrugt hele min latterkvote i dag, jeg må hellere gå i seng.
Abonner på:
Opslag (Atom)