Den bedste dag...

...var det ifølge min bettefims i går.

Vi lavede julemarcipanguf med mormor, morfar klippede Elvis (Zippo), så der igen kom en lille, sød cockerhund frem i lyset, vi fik boller i karry til aftensmad og en magnum til dessert, og ydermere så vi et stjerneskud OG en UFO. 

Nu kan det god være, at I ikke ved det, men når man ser en UFO og et stjerneskud på samme dag, så får man alle de ønsker, man overhovedet orker at fyre af; jeg var nu heller ikke lige klar over, at det hang sådan sammen, men det påstår Nelly hårdnakket, at det gør, og jeg tror, det er klogest, blot stiltiende at acceptere hendes sandhed ;-)

At samtalen så drejede sig over på noget, der var en Alien-film værdig, havde jeg ikke lige forventet...

Men næste gang I ser et stjerneskud, så hold øje med UFO'er. Lidt flere ønsker skader sjældent ;-)

Rigtig dejlig 10-dage-tilbage-til-juleaften-dag til jer alle :-)

At lære på den hårde måde...

...er en del af tilværelsen; sådan er det bare. Også når man er 8 år.

Jeg henter mit afkom i SFO og én af Cornelias klassekammerater siger, mens vi står i garderoben:

"Er der nogen, der vil have to øl?"

Cornelia: "MOR!! Du skal IKK' sige "ja"."

Mor: "Nej tak."

Kammerat: "Vil du ikke have to øl?"

Mor: "Nej tak."

...og så gik vi...

Cornelia: "Godt du ikke sagde "ja", mor, fordi hvis man siger "ja", så må den, der har spurgt, række *fuck* med begge fuck-fingre."

Mor: "Så var det da godt, du rådede mig til ikke at sige "ja"."

Cornelia: "Ja det må man nok sige. Jeg måtte desværre lære det på den hårde måde... Tsk tsk tsk..."

Det er slet ikke nemt at være 8 år ;-)

At være eller ikke at være...

...en gris; det er jo lige spørgsmålet!

Min kloge Mathilde i dag:

"Mor, jeg er slet ikke et barn!"

Mor: "Njoo, er du ikke lidt endnu?"

*jeg forventede en "jeg er snart teenager"-snak*

Mathilde: "Nej, det er jeg ikke, jeg er en gris!"

Mor: "....nånå, dada...."

Mathilde: "Ja! Det siger morfar nemlig selv - jeg er morfars gris!"

Og sådan skal det være ;-)

Eksperimenter...

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om mine forælderegenskaber for tiden - men jeg er ret sikker på, jeg har gjort i hvert fald en lille smule rigtigt de forgangne 10 år! Men nok ikke det hele... Og når min yngste My siger underlige ting, så kommer jeg rigtig meget i tvivl ;o)

Som i dag da hun sad i sin egen lille osteklokke ved spisebordet og nørdede med glimmer og maling:

Stille og hviskende kom der følgende fra hende: "Nøøøøj, lad mig nu se, hvad der sker med dette eksperiement. Måske det udvikler sig, måske ikke - det er aaaaaaaldrig til at videeeeeee... Men spændende bliver det...."

Bør jeg være bekymret? Lidt, måske! Min egen lille Dr. Frankenstein :o)

Jeg bliver aldrig...

...voksen!

I dag:

Mor: "Mathilde er du sød at skynde dig under dynen, klokken er dælme allerede over ni...?"

Mathilde: "Ej hvaaaad, mormor må da være oppe til klokken ti?!?"

Mor: "Ja, men mormor er også en voksen dame, der er forskellen."

Mathilde: "Nå... Jamen her er der jo ingen voksne, så kan vi bare gøre, som vi vil!"

Mor: "............."

*Vi lader den lige hænge lidt*

Godnat og god ferie fra de tre antivoksne damer i Dukkehuset ;-)

Er så megen ros overhovedet lovligt?

Det er noget, jeg har spurgt mig selv om i eftermiddag. Jeg har været til skole/hjem samtale med yngstebarnet; the Dictator, som er min lille bogorm.

Der var sat 20 minutter af til samtalen, vi brugte 8...

Ros, ros, ros, ros, rosrosrosrosros, ros, ros og til sidst lidt mere ros. 

Det er sgu da lige til at holde til at høre på som mor ;-)

Eneste kritiske bemærkning; barnet skal øve sig lidt mere i at skrive pænt! Det ligner virkelig også lort, når hun skriver hurtigt, så fuld opbakning herfra - ellers var der ikke andet end ros. Og så overdriver jeg endda ikke engang...

Hvor er det skønt at være så privilegeret at have så skønne børn :-)

Rigtig fantastisk onsdag aften til alle jer dejlige mennesker :-)

Og jeg, som troede,... Part II

...at jeg var en irriterende forælder. Det er jeg stadig ikke.

For fire uger siden var jeg til forældremøde i indskolingen, hvor Cornelia hører til. For to uger siden var jeg så til forældremøde på mellemtrinnet, hvor Mathilde hører til. Lad mig endnu engang med en blanding af frygt og foragt i stemmen sige, at jeg bestemt ikke hører til blandt de mest kværulerende!

Jeg troede faktisk, at jeg var træls, når jeg skrev til inspektøren for at få en pædagogisk faglig forklaring på, at mine børn ikke fik tid til at spise i første pause.
Jeg troede, jeg var træls, når jeg skrev til inspektøren og forlangte en faglig forklaring på, hvad det såkaldte "træningsmatematik" gik ud på.
Jeg troede, jeg var træls, når jeg skrev til inspektøren og forlangte et velargumenteret svar på, hvorfor mine børn ikke måtte medbringe en brikjuice i madpakken, når selv samme kunne erhverves i skoleboden.

Jeg var ikke træls. Jeg tror faktisk, at inspektøren kan lide mig meget bedre nu, for der er trods alt (af og til) en smule fornuft i de ting, der vælter ud af munden på mig ;-) Det vil være synd at sige, at der er ret meget fornuft i de ord, der fandt vej ud af munden på nogle af andre forældre.

For slet ikke at snakke om pinligheds-faktoren; den er vi lige nødt til at vende også.

Hvordan kan nogle mennesker finde det acceptabelt at bræge ud over en forsamling "Er dét der med at undervise da fuldstændig nyt for jer?". AAAAAARHMEN HVAD FANDEN?
Og for det ikke skal være helt løgn, så kom der efterfølgende denne sætning "Det er vel heller ikke nye børn, der kommer hver dag, så det er vel slet ikke nyt?"

For mig at se siger det langt mere om dén forælder, der fyrede sætningerne af, end om lærerne og deres måde at implementere den nye skolereform på.

Hvis ikke jeg havde været så skide vred, så havde jeg sgu brølet tilbage "Nej, og det er vel for fanden heller ikke nyt for dig at være mor, så hvad med om du tog dit forælderansvar alvorligt i stedet for at skælde ud på skolen?"

Men det tør jeg ikke....

Jeg så ikke, hvad det var for en mor, der mente at offentlig nedgørelse af lærerpersonalet var ganske på sin plads, og jeg er heller ikke interesseret i at vide, hvem det var. Personligt synes jeg bare, det var respektløst og usmageligt!

Jeg synes, vi alle burde overveje vores angreb på andre mennesker i offentligt skue, før vi lukker munden op!

Mor, må jeg gerne...?

Sådan er mangt en sætning begyndt i Dukkehuset; og jeg elsker det hver eneste gang :-)

Dels fordi jeg tænker, det er skønt, at de tør spørge mig om hvad-som-helst og dels fordi det er lækkert, at de trods alt respekterer et nej, som der er risiko for at få i det øjeblik, man vælger at spørge!

Med fare for at lyde selvfed så har jeg nok gjort et eller andet rigtigt ;-)

Anywho; i dag blev jeg ringet op af skøntastiske Mathilde, mens hun var i skole:

"Mor, må jeg gerne blive heroppe på skole og hænge ud med mine venner, når vi har fået fri?"

Hænger man ud, når man er 10 år?

Hvor blev tiden lige af?

Men hvor er det dejligt, at hun alligevel ringer ;-)

Og jeg, som troede,...

...at jeg er en træls forælder! Ja tak, ét enkelt forældremøde og så skal jeg ellers nok lige love for, at jeg er VAND ved siden af så mange andre forældre. Jeg er ærlig talt helt vildt skuffet! Jeg mener bare, at kan jeg ikke finde ud af andet, så kan jeg sgu da altid være den største belastning for mine omgivelser; men det kan jeg åbenbart heller ikke finde ud af længere.

Det er godt nok ned ad bakke; et eller andet må jeg da være kapabel til...

Men jeg fik langt om længe et svar fra inspektøren. Dog ikke lige et svar på mine spørgsmål, men han forsøgte da at svare på ét eller andet. Javel... Vi gentager successen(?) om 13 dage igen og ser, om jeg bliver klogere næste gang.

Hvorom alting er, så skal jeg snart til at skrive på bog nummer to. Altså jeg er sådan set begyndt, og jeg har rigeligt med materiale til at få skrevet en hel masse om mit rodede liv som den mest fantastiske mor i hele verden og den mest devil-ish eks-kone ;-)

I love being devil-ish ;-)

Skøn torsdag til alle jer dejlige mennesker :-)

10 år...

...fylder min "lille" bøf i dag, den 19. august. Min lille, bitte førstefødte. Jamen jeg synes jo, at hun lige er kommet til verden; det synes jeg godt nok hver gang, ét af mine børn har fødselsdag, men det bliver det ikke mindre vildt af.

Min lille Mathilde:

2 døgn gammel snupper hun lige en lur med sin mor på Horsens sygehus.

14 dage gammel, lille, tyk, på nippet til et smil og meget mæt.

Og nu er hun bare kæmpe "stor". Voksen-ish. Teenage-ish. Uha, hvor tiden altså går; hurtigt; og det er ikke altid nemt at følge med, men det gør heller ikke så meget, når bare hun er glad og tilfreds, så er hendes mor også :-)

Den 19. august er der ikke rigtig sket noget sindsoprivende i historien, men hun deler nu fødselsdag med nogle temmelig seje personligheder; Coco Chanel, Bill Clinton (jaja, JEG synes, han er sej), John Stamos og Malcolm Forbes, så det er nok ikke en helt fjollet dag at være født :-)

Stort tillykke til min store skat!

Hele vejen til Månen og tilbage...

Spejder eller spider?

Mine piger har for første gang været til spejder; altså de der små grønne børn (og voksne) med rødt tørklæde og våben, ikk'?

Det var et hit! Et kæmpe hit, så jeg regner med, at de bliver fast inventar til begivenhederne fra nu :-)

Da de kom hjem, fortalte de begejstrede om oplevelsen, og Mathilde råbte ude fra køkkenet:

"Mor, jeg vil gerne gå til spejder, det var helt vildt sjovt!"

...hvorefter fætter Linus, med sin klare, lyse, 3-årige stemmer råber retur:

"Mathilde, JEG vil altså også gå til Spiderman..."

1. skoledag...

...og jeg er allerede sur! Ej, det er fis, jeg er ikke sur, men hvis man læser min blog fra ende til anden, så lyder det virkelig som om, jeg kun har crap at sige om mine arvingers skole; og det er ikke rigtigt. Jeg har rigtig meget pænt at sige om den, men jeg har altså også nogle kæpheste, hvor jeg synes, at de godt kunne tage at spænde buen meget mere.

1. skoledag, og jeg er allerede inspektørens yndlings forælder - NOT!!

1. skoledag, og jeg har skrevet første mail til inspektøren. Undskyld Kim, men du er satme ikke nem at blive klog på.

1. skoledag, og jeg er allerede små-irriteret på den nye lærer.

1. skoledag, og jeg er allerede træt af ændringer i skemaet.

1. skoledag, og jeg er allerede sur over, at reformen får skyld for ALT, selvom den ikke har gjort nogen noget som helst.

Så alt i alt en rigtig god dag :-)

Jeg fik slet ikke mulighed for at lege paparazzo-tosse overfor mine børn i dag, for de ville sgu ikke have det. Hvor SKUFFENDE!

Men skønt er det, at der kun er 8 dage til Mathildes fødselsdag, og vi er allerede ved at gå i selvsving :-) Love love love looooooove fødselsdage :-)

En sommerferie...

...går på hæld. Hvor har det da bare været 6 fantastiske uger!

På mandag, om 5 dage, når det virkelig liv starter igen, så starter mit Mathilde-monster i 4. klasse. FJERDE!! Jamen lyt lige til ordet; f.j.e.r.d.e. Det er altså vildt! Det kan jo slet ikke passe; jeg har kun lige fået hende, lille og fedtet og helt fantastisk. Men på den anden side fylder hun godt nok 10 år om 13 dage, så mon ikke det hele passer sammen? Jeg tror det, selvom jeg ikke helt tror det inderst inde ;-)

Hvis nu jeg, når hun sover i nat, går ind og "trykker" hende lidt sammen, bliver hun så ikke lidt mindre? Ligesom en harmonika? Nej? NÅ!

4. klasse; puha, det lyder stort. Slut med indskolingen; slut med kendte lærere; slut med korte skoledage (tak, reform). Men jeg glæder mig egentlig også lidt. Jeg er meget spændt på det første forældremøde, som forhåbentlig kommer lidt schnell efter skolestart; godt nok skal skolelederen til at oppe sig gevaldigt, hvis han ikke gider alt for mange åndssvage spørgsmål fra min side, men på den anden side så skal han vel også lave et eller andet for sin løn; derfor er irriterende forældre (som mig) sat i verden. Jeg ser frem til det, Kim - gør du også? ;-)

Min lille Cornelia-bøf starter i 2. klasse. Det er også stort dog i en lidt anden målestok. Uh, hvor skal jeg lege paparazzi; og nu har jeg lige fået min grundvold rystet godt og grundigt!

Ved I godt, at det hedder paparazzo? Jamen for pokker! Det har jeg sgu da alle dage skrevet forkert. Hvor PINLIGT; og hvor dum er jeg lige at flashe mine fejl og mangler på det store Wor(l)d Wide Web? Hehe, funny... Nå, men det hedder altså først paparazzi, når der er flere. Sikke en udbytterig onsdag; jeg kan ligefrem mærke kundskaben gro inden i...

Anywho; det var et sidespring; jeg skal lege "mor-hvor-er-du-klam-og-pinlig-gå-nu-hjem-DAMN-IT" på mandag, og det glæder jeg mig til :-)

Jeg håber, I alle har en skøn og fantastisk sommer.

Snot...

...er et fascinerende fænomen; i hvert fald når man er mine alt for nysgerrige børn!

Mathilde: "Moaaaar, hvad er snot lavet af?"

Øh, ja... Jeg endte ud i en laaaang forklaring om partikler i luften, tårekanaler og betændelse, hvortil min flabede 9-årige siger:

"Kan vi så ikke bare kalde næsen for en snot-container?"

Ja, sgu, lad os kalde den dét ;-)

Jeg havde engang én ambition...

...hvilket i sig selv ikke var særlig højt at stile sådan generelt; altså EN ambition for hele tilværelsen - det kan de fleste vist overkomme, men jeg kan ikke :o)

Min ambition var at tage mindst ét billede af øglerne every freaking bloody day af ferien men nu, cirka 11 dage inde i ferien, er det stadig ikke rigtig blevet til noget! Hurra for små forventninger og evnen til at cope når ikke engang de kan indfries; og et lille trut fra Gladsaxe Pigegarde over min altid evindelige evne til at være det mindst selvhøjtidelige menneske på Gud grønne planet ;-)

Sikke et sidespor; anywho; der var alligevel solskin en dag; pigerne var søde, skønne og tilnærmelsesvis prydhøns, nyvaskede og iført de skønneste sommerkjoler, sponsoreret af søde mormor, og de var ærlig talt lige til at spise! Altså børnene...ikke kjolerne...

Jeg vil prøve, om jeg ikke evner at leve op til min ambition fra nu! Klar, parat, ACTION, paparazziiiiiii :-)

Ferie...

...er en herlig ting!

Vi lagde hårdt og brutalt ud med at plukke 5 kg. jordbær på en mark i Hedensted (jeg får nu lyst til at lave indlægget til én lang propaganda-skrivelse a la Goebbels med et lettere kommunistisk islæt om børnepenge og lorte-jobs, men jeg må hellere lade være).

Dér stod vi så med røven i vejret, og mine rappe-i-replikken-arvinger mente, at fordi min røv er størst, var det grunden til, at jeg plukkede flest jordbær. Jeg tror nu, det havde større betydning, at øglerne kom stæsende fra den modsatte side af marken hver eneste gang, de havde plukket et jordbær, for at vise mig det ene, skønne bær efter det andet; der var for mig at se betydeligt mere løb end jordbærplukning i øvelsen for dem ;-) 

Men hyggeligt var det dælme, selvom vi gerne havde været foruden tordenvejr og regn (og voldømme lårmuskler) - og de fine røde bær smagte fantastisk!

Jeg håber, I alle får en super skøn sommer, og selvom vejret for nuværende lader en del tilbage at ønske, så er det alligevel ikke så tosset med det dersens ferie :-)

Latter...

...er lidt af en mirakelkur mod rigtig mange ting. Det virker også, når man skal hoppe højt på trampolinen, siger pigerne. 

Mathilde: Ej Cornelia, hvordan hopper du så højt?"

Cornelia: "Det er fordi, jeg griner hele tiden, det bliver man lettere af, og så kan man hoppe højere."

Mathilde: "Aaaarh??"

Cornelia: "Jojo, det er skam rigtig nok."

Mathilde: "Hm..."

Jeg har dog også mine tvivl om, hvorvidt Nelly har ret, men bare det virker for dem, så er det jo også ligegyldigt :-)

Go' fredag :-)

Jeg har sådan en formidabel evne...

...til altid at overvurdere alting; min egen styrke, andre menneskers kørselsevner, min viden, andre menneskers godhed osv. osv. Jeg overvurderer alt, hvad overvurderes kan, og gang på gang bliver jeg noget så skuffet. Dog undervurderer jeg altid størrelsen på min egen røv, men det må blive et helt andet indlæg :o)

I dag gjorde jeg det igen - i Netto - af alle Gudsforladte steder!

Jeg tog mine børn under armen og kørte i Netto. Vi skulle ikke have ret meget, så jeg tænkte at en kurv var nok (til 8 liter mælk, morgenmad, rugbrød, pålæg, pizza, vindruer, agurker, smoothies, nektariner - you name it.), men et øjeblik var jeg i kontakt med min hjerne, så jeg overtalte pigerne til at bære en kurv også. Det var sgu egentlig meget godt, måske lige bortset fra at de impulskøber endnu mere end jeg, så vi var ikke engang nået til mælken, før begge kurve var fulde og altså ikke bare fulde; men fuld-fuld med top! Den der slags top der skal organiseres som et mesterskab i Tetris, hvis ikke lortet skal falde ud, så snart man løfter kurven.

Her blev min evne til at overvurdere ALT virkelig tydelig. "Jeg troede, der var bedre plads i sådan en spasser-kurv! Jeg troede, jeg var lidt stærkere!" tænkte jeg for mig selv, mens det bare væltede ud over alle kanter med fødevarer, som vi bestemt ikke kunne undvære.

Jeg troede jo heller ikke, at vi skulle have så meget, eller at 8 liter mælk fyldte så meget... Men det gjorde det! Med møje og besvær fik jeg de to top-top kurve kastet op til kassen, mens jeg ihærdigt forsøgte at sparkede børnene samme vej, men de små øgler har et eller andet underligt forhold til Netto, så hvis de kan forsvinde som dug for solen, så gør de det.

Da vi alle tre langt om længe fandt vores kurve pænt holdende pladsen i køen, var der sådan en søøøøøød mand foran os i køen, som, efter at have lagt sine egne ting på båndet, smed vores ene kurv op i stakken med tomme kurve og den anden på den lille hylde foran båndet, så jeg slap for at løfte det satans til djævelskab mere end højest nødvendigt.

Hvor var han rar! Simpelthen super, monster rar! Du gjorde mig glad, Hr. Mand fra Netto. Jeg havde nu nok klaret ærterne selv, men det var SÅ rart at møde et menneske med overskud til at gøre det hele lidt nemmere for mig.

Tak Hr. Netto-mand!

Der var engang...

...jeg kom til at prale af, at jeg gør meget ud af at tale fonetisk korrekt med mine børn med det håb, at det smitter af på dem - det vil jeg gerne tage i mig igen, for det var tilsyneladende én fed løgn!

Historien udspiller sig således:
Cornelia skulle på "grissebasse-tur"; en elev i hendes klasse er søn af en rigtig bondemand, der har grise i alle størrelser, så langt øjet rækker! De havde derfor arrangeret en tur til bondegården, hvor de skulle ae alle de smågrise, de overhovedet orkede, og Cornelia var VILDT begejstret, som hun jo altid er, når det gælder dyr.

Af deres lærere var børnene blevet opfordret til, at vi hjemme snakker om, hvilken slags kød, der kommer fra grise; det gør vi nu generelt en del i, men en opsummering ville da bestemt ikke skade, så det gav vi os i kast med. Også alle andre steder end hjemme... Og en dag var vi hjemme ved mormor og morfar, hvor Cornelia begejstret fortalte om grissebasse-turen, og vi snakkede endnu engang om, hvilke dyr, der har lagt krop til det mad, vi spiser.

Lige indtil Cornelia forfærdet udbrød:
"JAMEN MOR!?! Hvad så med med løv-postej? Spiser vi så også LØVER? Det er da syyyyyynd....."

Og ja, sådan udtaler jeg faktisk leverpostej, nu jeg tænker over det. Løv-postej... Jeg forstår godt, at Diktatoren er forvirret i hveden!

Men hvordan udtaler man så det forbandede ord? Sådan her: ˈlewˀʌpoˌsdɑjˀ og selvom jeg ikke synes, jeg er fuldstændig åndsbolle-agtig til det hersens danske sprog, så er jeg altså ikke helt enig i den udtaleform. Hverken e'et eller d'et kan jeg på nogen mulig måde få proppet i min mund i denne sammenhæng!

Jeg må øve mig; øve øve øve - lØv-posTej!

NB: Diktatoren er beroliget, vi spiser IKKE løver i vores familie :o)

Melodi Grand Prix...

...er ikke noget, jeg nogensinde har fulgt med i. Jeg er nok lidt bagud (også) på dét punkt, men jeg har ikke rigtig evnerne til at blive hysterisk over det. Jeg tror, det er en gen-fejl!

Anyways; resten af Danmark er gået i massehysteri, og det er som bekendt en national følelse, som jeg tidligere har nævnt, jeg elsker! Og det gør jeg helt oprigtigt; også når det gælder Melodi Grand Prix. Så nu må jeg hellere melde mig ind i kampen og begynde at gå lidt op i det hersens Grand Prix. Jeg kan desuden rigtig godt lide det danske indspark til Eurovisionen, så nu må jeg op på hesten.

I forbindelse med et eller andet Grand Prix-snak i flimmerkassen sagde min muddi, om ikke der var noget engang med, at en eller anden vinder ikke havde råd til at afholde arrangementet, og derfor blev det afholdt i et andet land?

Øøøøøøh, det veeeee' jeg altså ikke lige, muddi. Jeg spurgte min bedste ven (Google), og for en sjælden gangs skyld blev jeg skuffet over min bedste ven! Jeg ledte, og jeg søgte, rodede og regerede men lige lidt hjalp det, og jeg fandt ikke svaret.

I ren had til min bedste ven sagde jeg: "Vi er nødt til at spørge Jørgen de Mylius, mor...". "Jaja, skriv du bare til ham." sagde hun. Så det gjorde jeg! Jeg forklarede stolpe og og stolpe ned om min mors fablerier og håbede på, at han forstod bare lidt af mit spørgsmål uden at tro, at jeg var en tosse-fan, der var helt udenfor pædagogisk rækkevidde.

Jeg havde ærlig talt ikke regnet med at få svar, for han har nok lidt andet at tage sig til ud over at besvare min mors og mine skøre spørgsmål; men der gik en time, og så fik jeg en mail retur fra Jørgen de Mylius, som gladeligt forklarede, hvordan tingene hang sammen.

Vil I høre svaret?

Here goes, fra Jørgen til MIG :-)

"I 1979 vandt Israel for anden gang i træk. De havde ikke råd til at afholde det to gange i træk, og derfor trådte Holland til i 1980.

[bla bla bla]

Med venlig hilsen
Jørgen de Mylius"

Så nu ved jeg (og I) dét, og Jørgen de Mylius er nu min nye bedste ven :-)

Og så er vi ellers klar til et brag af en fest på lørdag, når gaderne lægges øde og alle sidder og hepper på Basim!

Ren magi...

...er der næppe tale om!

Mathilde: "Mor, prøv lige at se, Cornelia kan trylle!"

Mor: "Nå for dælen, hvordan dét?"

Mathilde: "Prøv at se, nu har hun en bussemand på pegefingeren - CORNELIA, RYST HÅNDEN - og, tadaaaaa, nu har hun IKKE en bussemand på pegefingeren længere.....!!"

Saftsusemig heldigt, jeg selv har lavet de øgler, ellers ville det være lidt svært at elske dem efter sådan et "nummer" ;o)

I "lob" you too... Part II

Jah...

Yderligere forklaring er vist spild af ord ❤️

Skønne, skønne øgler 😊

Børn med humor...

...er helt fantastisk!

Jeg havde ikke engang opdaget, at mine børn er blevet så store og har den fedeste humor; men det har de altså :o)

For et par weekender siden har jeg været ved at cutte både fingre og hænder af mig selv med en brødkniv (ved en FEJL forstås), og jeg skærer mig ellers aldrig, men i dén weekenden gik det helt galt.

Eftersom jeg snakker altid, har jeg nok sagt noget med, at brødknive og "mor" ikke er en god kombination længere, da jeg var færdig med at bande og svovle. Altså bare sådan noget fyldsnak, som jeg ikke rigtig regnede med, nogen hørte; men det gjorde "nogen" dælme, for en dag, da jeg lige ville snuppe topskuddet på et jordbær med en kniv, kom Mathilde stormende og råbte:

"MOR KAN DU SÅ LÆGGE DEN KNIV!!! Har vi ikke snakket om, at du ikke må bruge knive længere? Aaaaaaaltså, mor.... tsk tsk tsk"

Der er alligevel nogle, der lytter, og så har de sgu humor :o)

Love love love!

Trampoliner og søskende...

...kan være en småfarlig cocktail!

Som nu i fredags da øglerne efter skole gik ud og hoppede på trampolin; det plejer jo at gå super fint, men i fredags mente Mathilde, at hun skulle træne sine "stå-på-hænder"-kundskaber (ret halvhjernet at gøre på en trampolin - I know), og mens hun stod dér og kukkelurede, kom der pludselig en søster i vejen. Det resulterede i et ordentligt cirkelspark, da Mathilde var på vej ned fra sin håndstand, og Nelly hoppede forbi. 

Sådan så hun ud lørdag:

Og søndag så hun således ud:

Læg lige mærke til, at hun er blå/lilla helt ned forbi sin venstre næsefløj!

I dag, mandag, ser det kære barn således ud, og nu kan man virkelig se det grønne, gule, blå, der går langt ned forbi næsefløjen; det er ikke fejl på linsen, hun ER virkelig grøn/gul/blå på hele den ene side af næsen og langt under øjet - og det ser vildere ud IRL! Psyko-ish!

Weekendens råd må derfor være: Gå IKKE over sporet, når der kommer tog! En hæl direkte på næseryggen giver blåt øje!

Og heldigvis tager hun det i stiv arm og synes efterhånden, at det er temmelig sejt at være indehaver af et "regnbue-øje", som vi kalder det her i Dukkehuset :-)

Så når hævelsen engang vil falde helt, så skal vi måske lige en tur omkring lægen og se, om den er brækket. Jeg tror det ikke, men hellere være på den sikre side :-)

Aprils-nar...

...eller aaaaapriiiiiiil-snaaaaak, som mine øgler i mange år troede, det hed - nogen burde virkelig tage en alvorlig snak med de to...

Men hvorom alting er, så kom jeg til at tænke på, at jeg som regel (der er undtagelser) gør en dyd ud af at udtale de fleste ord kor-rekt! Altså, jeg snakker også jævnligt som en havnearbejder, men som oftest taler jeg så korrekt som muligt (eller som jeg gider).

Det er bare som om, det ikke rigtig er smittet af på mine føromtalte øgler. Som nu i søndags, da Cornelia skulle læse for mig, og hun render ind i ordet "zoologisk have". Det udtaler det kære barn som følger: "so'logisk" og jeg er lidt mere "soooooo'loisk". Nu er det ikke lige dét ord, der er nemmest at øve sig på, thi vi støder ikke på det så ofte, men alligevel - de siger det også forkert på News - men dem kan man nu slet ikke regne med, for de udtaler omtrent halvdelen af alle ord forkert. Også ordet "efterretningstjeneste"; jeg er ked af at ødelægge illusionen for dem, der udtaler det forkert, men det er altså trykstærkt i den første stavelse! Så fik vi lige dét på plads.

Men hvordan lærer man egentlig at udtale ordene korrekt? Jeg er en pisse belastende ordkløver, så jeg slår alle ord op, som jeg ikke er sikker på udtalen i, eller hvis jeg synes, noget lyder noller. Det meste af det, jeg slår op, hænger så heldigvis fast ;-) Men hvis nu alle andre ikke har det elendige ordkløvergen, som jeg er udstyret med (TAK, mor og far!) - hvad så? Hvad gør man? Taler man bare forkert hele livet og er godt tilfreds med det? Når de siger det på News, så må det jo være rigtigt, eller hvad tænker folk?

Det er nok ikke så stort et problem, som jeg gerne vil gøre det til, men så alligevel - det ved vi jo ikke med sikkerhed?!? Måske manglen på korrekt udtale i mange år nu er årsag til, at 1/5 af de danske skoleelever ikke er i stand til at passe et arbejde eller få en uddannelse (hvilket også var virkelig skræmmende læsning!).
Anyway, jeg fortsætter mit sproglige korstog mod de anti-sproglige hedninge og håber, at det på et eller andet tidspunkt smitter af; i hvert fald på mit eget afkom :-)

Nå, har I oplevet noget fisseblade i dag? Altså fis og ballade - prøv bare at sige dét hurtigt 10 gange ;-)

Pigerne har fyret SINDSSYGT MANGE DÅRLIGE april-vitser af i dag. Ahr men, hvordan skal det da ikke gå med de kære børn? Jeg ser ikke en Vestas direktør i nogen af dem; men de skal også være kunstnere, så går det jo nok det hele - og så er det måske meget godt at være tilpas tosset?

"Mor, jeg behøver ikke lave madpakke i dag!"
"Hvorfor ikke?"
"Apriiiiiiiiiils nar..."

Nej vel?

I "lob" you too...

Det er SÅ skønt at have børn :-)

Især når de sender sådanne beskeder, selvom der kun er et værelse imellem os :-)

P.S. Klik på billedet, så bliver det større...

Man bliver en lille smule idiot...

...af at læse korrektur på sit eget skrammel!

Så nu har jeg en god grund til at være idiot :o) Ej, det er fis, jeg er bare stoppet med at læse mere korrektur, og så må I sgu tage de slåfejl med, der er.

Men nu er det helt og aldeles fuldstændig finito, finale, slut, badut med "le Buch".

Værsgo - navlepilleri for alle pengene! Jeg forventer ikke at ændre folks liv eller blive husket til tid og evighed, men nu er den der, og den var vigtig for mig at skrive.

Lige et godt råd: Synes man ikke, at hverdagens små latterligheder er underholdende så lad være med at købe den :o)

Den ligger lige her på Saxo - med mit navn og alt muligt på - craaaaaaaaaaazy :o)

Godt nok er jeg tilhænger af den kunstneriske frihed, meeeeeen....

...der må sgu også være grænser for galskaben!

Jeg forstår egentlig godt børne-arbejde. Ej, det lød nok lidt forkert, men de små banditter er da så piv-hamrende effektive, at jeg kom til at tænke tanken.

Mine børn producerer ALT i meget store mængder, om det så er papirflyvere, senge til deres Sylvanian-familie, perlekæder, ørering, julepynt, armbånd, pom-pommer, konfetti (de små stykker papir, som åbenbart er fantastiske at kaste i hovedet på deres mor), tegninger, sten(!) etc. etc...

Alle disse ting fremviser de med stor begejstring, og så er det umuligt ikke at tage del i deres glæde. Faktisk har jeg aldrig givet mine børn negativ kritik, når det gælder kunstværker af divergerende slags, fordi jeg er af den overbevisning, at det fremmer deres kunstneriske og kreative del af hjernen at opmuntre dette. Desuden er kunst relativ subjektiv, så hvem er jeg til at vurdere, om deres kunst er pænt eller grimt. Det er ikke min rolle...

Anyway, lige for tiden er der gået gækkebreve i den, og de bliver også produceret i ubeskriveligt store mængder; mit objektive øje synes ikke umiddelbart, at der er gået en Trampedach tabt i mine børn, men hvorom alting er, så er der altid mulighed for at kompensere ved at skrive et gækkebrevs-vers, der sparker røv!

Jeg håber så inderligt, at de har arvet deres mors sans for ordsammensætninger, men mit håb, som i formiddag var enormt højt, er netop i disse minutter dalet for at ikke at sige slukket fuldstændig!!

Her er et lille udpluk af dagens forslag til gættebrevs-vers, som de selv syntes, var fuldstændig fantastiske:

Mit navn det står med prutter,
pas på de ikke lugter!

Mit navn det står med farver,
pas på du ikke bliver malet!

Mit navn det står med bier,
pas på du ikke skriger! (ahr, okay, den rimede da i det mindste)

Mit navn det står med bøger,
pas på du ikke kommer til at læse!

Mit navn det står med hunde,
pas på de ikke slikker på dig!

Mit navn det står med løgne,
pas på du ikke er nøgen! (WTF??)

Mit navn det står med numser,
pas på du ikke flumser! (og kan man ikke få lortet til at rime, så kan man jo opfinde sine egne ord - mor er stolt!)

Og jeg kunne nemt skrive 50 mere... Stakkels mormor og morfar, som nok modtager ét af disse vers en af de kommende dage. Dog er Cornelia lidt i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet skal sende et gækkebrev, for i går kom de til at plukke ALLE vintergækker og krokusser i haven, så nu tæller gækkebrevet måske slet ikke? Jeg har forsøgt at overbevise hende om, at det stadig er hyggeligt at få et gækkebrev, selvom der ikke er en vintergæk i, og alternativt så tyvstjæler vi sgu en vintergæk i en tilfældig have... Ja, bliver de ikke kunstnere, så har de altid deres lovovertrædende barndom at falde tilbage på ;-)

Hvis bare jeg kunne finde ud af at tage en beslutning...

...og holde ved den!

Jeg fik et godt input på gårsdagens indlæg, nemlig at Saxo også gør i de gratis e-bogsudgivelser, og efter at have læst stolpe og og stolpe ned om deres lille tiltag, er jeg måske blevet lidt lun på idéen om at udgive mit navlepilleri som e-bog.

Så det gør jeg - hvilket så vil sige, at I skal betale for at læse lortet *LOL* Og jeg ved ikke engang, om det er pengene værd... Måske jeg skulle finde en prøvekanin? Altså bare lige for at få en fornemmelse af, om det er noget, der er værd at betale for at læse?

I don't know...

Anywho, bog færdig, korrektur læst (men jeg siger mig ikke fri for en enkelt kommafejl eller to), og så skal jeg bare have fundet på en titel. Man skulle tro, at det svære var at skrive bogen, men det er det ikke; det er at finde på en titel, der siger lidt om indholdet og stadig fanger de måske-interesserede, der skøjter rundt på nettet efter hyggelige, læs-let-bøger til lidt ventetid i lufthavnen eller noget.

Titel, titel, titel, kom til mig...

SLUT!

Eller, næsten slut!

100 siders navlepilleri er slut...

• Der er flere, der gerne vil udgive det, men jeg skal selv finansiere det.
• Jeg har ikke midlerne.
• Jeg gider ikke nøjes med at udgive en e-bog.
• Jeg er glad for resultatet.
• Jeg er MEGET glad for resultatet.

Der skal læses lidt korrektur, og så bliver det formodentlig verdens længste blogindlæg om mit kedelige, navlepillende liv, med mindre jeg får en åbenbaring om at røve en bank i nat ;-)

Men Jesus Kristus, hvor har det været sjovt at skrive. Jeg håber, det bliver lige så fornøjeligt at læse, hvis der er nogen, der orker det!

Giraffen Marius...

...er pt. det helt store samtale emne i lille Danmark. Det kommer jeg tilbage til senere, for der er da heldigvis andre ting at snakke om; som fx min fødselsdag, som det er i dag :-)

Hurra for mig! Jeg er nu i 30'erne; velkommen til en tilværelse i 30'erne til mig, og det er egentlig ret okay, når min lille bitte datter lige er blevet 8 år, og lige om lidt bliver min pre-teenage tøZ 10 år. Så er det sgu fint nok at være 31 år, selvom pigerne stadig mener, at deres mor er mega gammel ;-)

Det første, der mødte mig i morges, var Mathilde, der med stor begejstring, kastede sig oven på mig i sengen og sagde "Tillykke med fødselsdagen, mor". Så kan det jo kun blive en god og skøn dag!

Jeg fik også nogle dejlige gaver, og mine søde forældre havde sørget for at købe noget, som pigerne skulle give mig; dejligt :-)

Bare for hyggens skyld tager vi lige nogle lettere ligegyldige fakta om den 10. februar:

• Det er national flagdag (så I kan godt komme ud og hejse flaget for mig/Sønderjylland)
• Nikolaj Steen har også fødselsdag i dag
• De bilfrie søndage ophørte denne dag i '74
• Deep Blue vandt over Kasparov i ´96

Så ud over det fantastisk mirakel, at jeg blev født, så er der da sket lidt i den ellers så kedelige februar, hvor de fleste bare går og drømmer om foråret (og jeg drømmer om sne).

Jeg lovede, at jeg også lige ville vende fænomenet "Giraffen Marius" og med fare for at træde nogen over tæerne, så kommer jeg ikke til at skrive i Marius' favør!

Al det hysteri fordi Københavns Zoo har aflivet en giraf, det forstår jeg simpelthen ikke. Forklar mig venligst hvorfor det er så frygteligt, for jeg begriber det simpelthen ikke!

Hvert år aflives der 15.000 hunde i Danmark, fordi ejerne ikke "magter" dyrene. Hvis vi antager, at dyrlægen har åben 240 dage om året og har en daglig åbningstid på 8 timer, så bliver der i HVER time aflivet 7,8 raske hunde... Dette vel at mærke hver eneste freaking time i dyrlægens åbningstid. Hvorfor himler vi så op over én giraf? Én giraf, der har haft det rigtig godt i den tid, den har haft? Han stod og gnaskede en pakke rugbrød, som er noget af et scoop for giraffer, og så fik han en kugle for panden. Det kan da ikke gøres mere humant.

Løverne i Københavns Zoo spiser normalt heste og køer; raske heste og køer. Hvorfor har vi ikke ondt af dem? Løverne fik et flashback til deres forfædres fordums tid, og Marius gik ikke "til spilde".

Danskerne spiser i gennemsnit 88,7 kg kød pr. år. Der skal dælenlynemig aflives nogle heste, grise, køer, får og høns, siden vi kan gøre det. Dem har vi heller ikke ondt af.

Hvorfor er det, vi synes, at hundehvalpe er sødere end voksne hunde? Hvorfor er mariehøner sødere end myrer? Hvorfor er giraffer sødere end sortbrogede køer?

Hvorfor tillægger vi dyr menneskelige egenskaber? Ærlig talt så får dyrene ikke en skid ud af det, og vi får bare dårlig samvittighed over noget, vi ikke bør have dårlig samvittighed over.

Min cockerspaniel spiser hundemad. Jeg tror, han ville elske at spise bøffer og flæskesvær i stedet, men det har han ikke godt af. Han er en HUND! Desuden ved han ikke, hvad han går glip af, han er en HUND! Jeg tror næppe, han tænker "Øv, min ejer kan ikke lide mig, for hun giver mig hundemad i stedet for steaks..." Han kan ikke tænke sådan, han er en HUND!

Jeg synes, vi skal lade dyr gøre det, de er bedst til, nemlig at være dyr. Marius havde det godt, han var en glad giraf, og nu har han fået en værdig død og er blevet ædt af løver, som det fra naturens side var tænkt, han skulle.

Æret være Marius

We meet again...

...tandlæge Bent med de hysterisk hvide tænder!

Det er altid en fornøjelse; dog er der ingen regler uden udtagelser, og om et par timer, når jeg igen kan mærke højre side af hveden, så kommer jeg nok på andre tanker!

Men så stod jeg inde hos tandlæge Bent, bedøvet i hele højre side af kæften, og bad om en regning. Regningen jeg fik, og jeg fik bjæffet "afbetalingsordning?" til den rare sekretær. 1. rate ville jeg dog gerne betale i dag, og jeg gik ombord i min taske for at finde min pung...

Her vil jeg gerne lige påpege, at det ikke er for sjov, min taske normalt går under betegnelsen "det sorte hul". Det har en stor snert af sandhed i sig for alt, der bliver proppet i, har det med at: a) forsvinde sporløst; b) forsvinde men dog efterlade spor og trods spor, er genstanden stadig umulig at lokalisere.

Som nu den kuglepen, jeg var sikker på, jeg havde deri. Den valgte at kombinere mulighederne a) og b) og først forsvinde men efter nogle uger, dukkede der en GIGA blæk-klat op på bagsiden af tasken; AHA, den ER der et sted ;-) Jeg har endnu ikke fundet den, men alligeveller...

Anyhow, det var tandlæge Bent, vi kom fra. Jeg stod altså der og ledte efter min pung, som tilsyneladende havde taget flugten i "det sorte hul", men jeg havde jo en time tidligere brugt mit dankort i parkeringskælderen, så jeg vidste, den var der et sted. Så var der ikke stort andet at gøre end at tømme "det sorte hul" midt i tandlæge Bents forhal.

Op kom følgende:
- gamle bonner
- tampax
- hårbørste
- en pose lakridser
- et par underbukser i børnestørrelse
- en tættekam
- en brik fra et træ-puslespil
- en strømpe
- brugt tyggegummi pakket ind i en serviet
- bilnøgle
- husnøgle
- et målebånd
- en sanex rulle-deo
- 40 hårspænder/elastikker/klemmer
- tomme tyggegummipakker

Tadaaaa, der dukkede min pung op, men ovennævnte kuglepen fandt jeg dog ikke. Mystisk...

Så var det, jeg kom til at tænke på dette, som jeg læste engang hos en medblogger på Where's The F*#cking Mommy Manual

Det er jo lige præcis dét, jeg mener :-) Sådan er det bare!

Og det allerbedste er, at tandlægesekretær-damen sagde "Gud hvor er jeg glad for at se, at andre også har tasken fyldt op med skrammel, som man sjældent får tømt ud i!"

Jeg tror lige, jeg reddede hendes dag dér :-)

En Hopla-nål til mig nu, tak :-)

At være foran...

...er noget, der sjældent sker i tilfældet "Gitte". Jeg plejer skyde skylden på, at jeg er født for sent, derfor er jeg altid for sent på den. Det er naturlov, I can't help it.

Men lige nu...LIGE nu, er jeg foran :-)

Jeg har nemlig brugt hele aftenen på at finde fastelavnskostumer til mit offspring, selvom der i morgen er 3 uger, til de skal til fastelavnsdisco i SFO'en. En årligt tilbagevendende begivenhed som er noget, de ser frem til med stor glæde; det er jo fantastisk, at de glæder sig så meget, så selvfølgelig får den fuld skrue med udklædningen. Endda glemmer jeg (næsten), at min indkomst består af en sølle SU, og alligevel ikke helt, for jeg er nærmest i chok over de ublu priser, der forlanges for en smule udklædning.

Mathilde skal være vampyr; og naaaarj da, hun har slet ikke arvet sin mors forelskelse i Twilight og The Vampire Diaries... Det kender jeg i hvert fald ikke noget til...
Anywho; vampyr barnet være skal, og jeg har fundet det fedeste "Sweeney Todd old school vampire princess-ish" inspirerede kostume med strutskørt og høj hat på sned, som endda var på tilbud; I like :-)

Cornelia, som ellers plejer være mit lidt mere opfindsomme barn, skal være Hermione Granger. Altså hende fra Harry Potter, som er hendes livs store kærlighed; hun elsker simpelthen Harry Potter lige så højt som sin mor, så selvfølgelig skal hun da være Hermione. Men så var det lige, at kæden hoppede af for mig, for det er jo f.u.l.d.s.t.æ.n.d.i.g åndssvagt, hvad man kan forlange for en sølle nylon-kappe med et strygemærke-logo på. Jeg er lidt (men også kun lidt) forarget. Den var dyrere end Mathildes kjole, som har både tyl, blonder, strut, corsage, hat, satin osv. Så sgu da også, f*#king trademark system!

Børnene er glade, ergo er mor glad :-) Dog er det lidt irriterende, at jeg kun skal voldsminke ét barn, men så får hun sgu farvelade i hovedet for to (moren skal jo kompensere egne behov på en eller anden måde) ;-) Og skal det andet barn have krøller - jagten på krøllejern går nu ind :-)

Mekanikere burde være en uddøende race...

...ej, det burde de måske ikke. Men der er fandeme ikke ret mange, ud over min psykolog, der har en lige så høj timeløn som mekanikere. Der er jo nok en grund til det, det er jeg godt klar over, men alligeveller...

Anyway, min bil er en splint i røven for tiden! Den har en selealarm, hvilket i princippet er en fin anordning, men så skal de sgu også lave lortet, så det ikke går i udu, når dytten kun er 5 år gammel! Den hersens selealarm er altså gået fløjten, hvorfor den piver (clockradio-alarm x 100 på vildt-irriterende-lyd-jeg-kværker-snart-en-eller-anden-skalaen!) i tide og utide, selvom jeg altså har sele på; jeg kan ikke engang finde ud af at starte bilen uden at have sele på...

I godt et år har det virket at "bøvle" lidt rundt med selen; trække lidt, skubbe lidt, rokke lidt, men det virker altså ikke mere, og jeg er nu officielt ved at blive fuldstændig INSANE!

Derfor har jeg snakket med tre forskellige mekanikere i dag, og den ene var da mere tosset end den anden:

Den første: "Aaarhmen, jeg skal jo lige undersøge bilen før jeg kan udtale mig om problemet..."
Mig: "Jamen det er selealarmen, der hyler, jeg skal bare have en ny seledimmer?"
Den første: "Jamen det kan du jo ikke vide, vel...?"
Mig: "....nej nej, bevares..."
Den første: "En undersøgelse tager 1 time á 900 kr plus moms, og så snakker vi reservedele og montage bagefter."
Mig (samlende min kæbe op fra gulvet): "Fint, jeg vender tilbage."

Den anden: "Jah, du skal have ny selelås, den koster vel omkring 5-600 kr. plus moms i indkøb og så montering efterfølgende, hvilket vel er omkring en halv time, så du skal nok regne med 1.000-1.200 kr. plus moms."
Mig: "Javel, jeg vender tilbage."

Den tredje: "Sådan en selelås koster omkring 400 kr. i indkøb plus moms, og så tager det knap en halv time at montere den."
Mig: "Okay, jeg vender tilbage senere."

Altså det er jo bare den lille bitte dimmer, man propper selen i, så det siger "klik" og ikke en ny motorblok, jeg skal bruge *suk*

Livet som bilejer er af og til op ad bakke ;-)

Så blev The Dictator 3 år, hurra...

...ej, det passer ikke! Hun blev 8 år i torsdags, den 23. januar, hvor det var pisse koldt og trods kulde NADA sne. Der vil jeg gerne viderebringe en smule kritik til vejrguderne; da hun blev født, lå der kæmpe meget sne (2006). Det var dén vinter, hvor flere børn blev født i militærets PMV'er; der lå så meget sne, og det var så pisse koldt, at vejsalten ikke virkede, og ambulancerne kunne ikke køre ud; af den årsag var sat bæltekøretøjer ind i stedet.

Jeg husker det så tydeligt, fordi jeg var så pisse bekymret for, at jeg skulle få veer og gå i fødsel i de dage. X-man arbejdede hele tiden, på de mest underlige tidspunkter, og jeg var højgravid og havde en lille Mathilde-kommende-storesøster hjemme. Jeg kunne lige se scenariet for mig: X-man ikke hjemme, bil ikke hjemme, mig i fødsel, ingen ambulance = Mathilde 17 mdr. og højgravide mig proppet ind i en PMV i 14 minusgrader... Jow jow, fantasien har aldrig fejlet noget.

Heldigvis blev The Dictator i min mave, til der var kommet lidt mere styr på infrastrukturen og vejforholdene. Og der lå stadig sne, da hun langt om længe ville ud og se månens lys for første gang; der har faktisk næsten været sne på samtlige af hendes fødselsdage, siden hun blev født, men ikke i år! Det synes jeg, var lidt trist, for det har været sådan en hyggelig "vejr-tradition".

Vi havde en fantastisk hyggelig dag, selvom sneen manglede, og i går, lørdag, holdt vi den hyggeligste fødselsdagsfest for klassen, sammen med én af Nellys allerbedste veninder :-) Det var en fantastisk dag, som fødselsdagspigerne (og alle de andre dejlige børn) nød i fulde drag; det er bestemt ikke sidste gang, vi gør sådan noget. Nu er jeg bare spændt på, hvad Mathilde finder på, hun gerne vil om et halvt år :-)

Og så er Danmark (nok ikke mindst mig) gået i MASSEHYSTERI fordi håndboldherrerne er i EM-finale! Love love love love looooooove it :-)

Jeg har forsøgt at forklare mine søde børn, at de ikke skal forvente at have en mor imellem klokken middag og til Danmark (forhåbentlig) vinder guld senere på eftermiddagen; det er bare lidt som om, det ikke rigtig fiser ind hos dem trods mine mange "HOLD NU KÆFT, MOR SER BOLD!!" ;-) Ej, det passer ikke, jeg siger ikke "kæft". Men jeg har lyst til det...

Mor er i håndbold-mode, så vi skrives ved, når vi lige om lidt er EM-mestre :-)

Navne...

...er heller ikke en nem ting. Det er sgu ikke så nemt at vide, om man har ramt det rigtige navn, før børnene er store nok til at sige, om de er tilfredse eller ej. Heldigvis er mine arvinger (i det store hele) tilfredse. Hurra for min og x-man's opfindsomhed!

Men min Diktator går åbenbart i klasse med én, der ikke altid er helt tilfreds. Cornelia og Mathilde havde følgende dialog på bagsædet af Fiat-mobilen for lidt tid siden:

Cornelia: "Og ved du så hvad, så havde hun et navneskilt på med et andet navn end hendes eget..."
Mathilde: "Nå, hvorfor det?"
Cornelia: "Fordi hun ikke længere gad have sit eget navn; nu ville hun hedde noget andet!"
Mathilde: "Nå... Det kan jeg da ikke forstå..."
Cornelia: "Nææh... Det kan jeg egentlig heller ikke..."

*laaaaaang pause*

Mathilde: "Jeg er glad for mit navn - det er nemlig rigtig PROFESSIONELT!"

*endnu længere pause*

Cornelia: "Jaaaah... Det er mit også!!!"

Note til mig selv: Vi skal vist snart have en snak om ordet "professionelt" og dets betydning :o)