Mere brok...

...er der på vej!

Jamen jeg kan slet ikke være i min egen krop, når jeg bliver så hysterisk, og så er jeg sgu nødt til at skrive det et eller andet sted, og det bliver sjovt (tøhø) nok lige her.

Jeg er hysterisk med mine børns skolegang, det ved jeg godt! Jeg er mig det faktisk pinligt bevidst, men jeg har prøvet at gøre noget ved det, og trods utallige meditationstimer, så hjælper det ikke rigtigt. Jeg må lære at cope og få det bedste ud af mine momentane eksplosioner.

Men jeg har lige nu en irritation så stor, at jeg er lige ved at implodere.

The Dictators knap så geniale lærer har fået en påhitsomhed, vil hun nok selv betegne den som, som jeg ikke under nogen omstændigheder har tænkt mig at følge; så er det store spørgsmål bare, om jeg skal bjæffe eller holde kæft?

Der er forældremøde i næste uge, så jeg tror lige, jeg venter, til det er overstået, før jeg giver mig til at bjæffe alt for højt. Indtil da lader jeg vist bare som om, jeg ikke har opdaget ordren - kan man ikke godt det? Nu er jeg jo ikke den hurtigste knallert på havnen(!), så det kunne i teorien godt være forbigået mit ellers så skarpsindige falkeblik, ikke?

Ja for Fanden, det er dét, jeg gør. Spiller dum! Eller er dum? Bare dum! Uintelligent! Dåååååm!

Sådan forsvandt min irritation som dug for solen; it's so funny because it's not true :o)

I need to shut the fuck up...

...like... ALWAYS!

Jeg har her til formiddag læst nogle af mine tidligere blogindlæg, og jeg fatter ærlig talt ikke, at der er nogen, der læser mit bavl! Jamen jeg lyder jo ærlig talt til at være vindblæst og fyldt med vævefejl i kysen! WTF?

Nå, men det her er min meditation; min bearbejdning; min refleksion, og jeg elsker det, så der er nok ikke så meget at gøre. Selvom jeg skulle ende med zero, zip, nada, nul læsere, så tror jeg, jeg vil fortsætte dette lille tidsfordriv af en jævn omgang egocentrisk beskuelse af min egen navle; bare fordi jeg kan! Og når det så ikke er nok, så skriver jeg en bog om det, eller også skriver jeg bare en helvedes masse kapitler, som aldrig får dagens lys (og andre menneskers øjne) at se. Det er så afstressende at få alle de flyvske tanker ned på papir, og så er de også bare nemmere at gemme væk og finde frem, når der er tid til at reflektere over dem.

Men så var det jo lige, at jeg tænkte ved mig selv: Hvad gør alle andre, når de tager deres liv op til revision? Seriøst? Jeg aner det ikke, men jeg er faktisk temmelig nysgerrig på, hvordan andre gør det. Hvad gør I? Er der nogen, der vil dele? Det er måske et lidt følsomt emne, men nu er jeg jo så torskedum at flashe alle mine fejl og mangler på det store World Wide Web, så man kan ikke rigtig sige noget forkert til mig; been there, done that, got the t-shirt; og jeg er verdensmester i at holde på hemmeligheder og dybe tanker, så kom endelig ud af buske og del med mig :o)

Orv, tanke; der er måske ikke nogen, der tager deres liv op til revision engang i mellem? Er det bare mig? Er det kun mig, der kan få fniller af mig selv og tænke: "Det her er sgu ikke optimalt, og jeg er nødt til at gøre et eller andet for at ændre det."?

Nu lyder det som noget, jeg gør hver og hveranden dag, men det er det altså ikke. Men sådan engang i mellem, og for mig er det meget sundt. Jeg tror næppe, jeg ville kunne undvære det. Også hvis det bare er at overveje tanken om, at livet er fantastisk trods divergerende bump på vejen. Det gør mig glad i bøtten; og jeg elsker at være glad trods mine momentane og yderst teatralske brokrøvs-perioder ;o)

Men lad mig lige slutte med noget, der er lidt mere let og positivt end al min lommefilosofi; ordnet "eufemisme". Det er så ganske fantastisk, og det skal til at indgå i min daglige brug af tossede ord og vendinger :o) Love funny words!

Musik...

...var det min oprindelige hensigt at skrive om, men det blev simpelthen alt for omsiggribende. Er I godt klar over, hvor mange smukke, skønne, fantastiske sangtekster, der er skrevet gennem tiden?

Javist, jeg har nogle yndlingssange, men når man først begynder at grave i det, så er det jo ganske umuligt at stoppe igen. Da jeg havnede med en "off the top of my head" liste på mere end 50 sange, så opgav jeg mit foretagende. Det ville jo absolut ingen ende tage!

Men snydes er der bestemt ikke nogen, der skal, så et lille citat kan det måske blive til.

Jeg har et yndlings citat; det er så forrygende smukt, at det næsten ikke er til at rumme. Jaja, jeg er mig fuldt ud bevidst, at jeg har et lettere forkvaklet forhold til ord, men hvis man nu kender mig, så vides det også, at jeg ikke bare slynger ord ud, fordi jeg kan. Der ligger af og til lidt tankevirksomhed bag.

Det er heller ikke helt fis og ballade, at jeg med jævne mellemrum bliver kaldt en sprognazist. Jeg er ikke helt stolt af, at ordet "nazist" indgår i en beskrivelse af min kærlighed til ord, men når man betragter det i rette kontekst, så må jeg nok krybe til korset og tilstå, at det er et fuldstændig korrekt prædikat at sætte på mig.

Citatet er gammelt, og første gang, jeg stødte på det, skænkede jeg det ikke synderlig opmærksomhed. Men det er som om, det gennem årene bliver ved med at vende tilbage til mig. Og det vokser på mig. Med alder kommer visdom - er der nogen, der siger - og selvom jeg ikke ret tit føler mig særlig voksen, så vil jeg påstå, at jeg er blevet klogere de seneste 32 år; citatet giver så skøn mening nu. Det er så smukt; det er en fantastisk ideologi; det er sådan, jeg er skruet sammen i kysen; det er sådan at være menneske (mig). Så må man tage de øretæver, det kan give på vejen, og selvom det sjældent virker til at være det hele værd, så håber jeg stadig, at det er det hele værd!

Jeg håber, og jeg tror på det bedste; både i mig selv og i menneskeheden generelt.

Det er bare MIG!

Here goes:

Shakespeare; Hamlet

"Doubt thou the stars are fire,

doubt that the sun doth move,

doubt truth to be a liar,

but never doubt I love."

Smukkere bliver det ikke! Jeg kan næsten tude, blot jeg læser det. Og når jeg engang får råd, skal det tatoveres på hele bagsiden mit aldrende kadaver :o)

Første skoledag i syv sind...

Skrevet mandag den 10. august mens tøserne var i skole:

Der er bare ikke noget som årets første skoledag! Den er fantastisk og skelsættende på alle mulige og umulige måder.

Jeg har sendt mit ældste monster i 5. klasse og min lille Dictator i 3. klasse, og de er begge så klar, som det overhovedet er muligt, til det nye klassetrin med nye udfordringer.

Morgensamling deltog jeg i dagens anledning i, og ja... Skal vi ikke bare lade den ligge dér og håbe, inspektøren bliver lidt mere inspirerende i løbet af året. Mage til fesen peptalk har jeg sjældent hørt. Nå, lad det nu ligge, din kost, Gitte.

Anywho; jeg var knippel stolt af mig selv i morges, for jeg har planer om ikke at være en vanvittig forælder i år. Jeg har lovet mig selv at opføre mig ordentligt. Bare fordi jeg selv er så f*cking ufejlbarlig (indsæt selv her en passende høj latter som reaktion på min fede løgn), så behøver jeg måske ikke fortælle inspektøren, at jeg synes, han er uinspirerende, vel?

Nix, det gør jeg ikke, så det vil jeg lade være med - så længe som jeg nu kan holde det indenbords. Det er lidt ligesom sprit. På et eller andet tidspunkt får man for meget, og så kommer det retur. Jah, jeg er en freaking brokrøv, men jeg gider ikke rigtig, at mine børn bliver testpersoner for deres lemfældige omgang med undervisningsprincippet.

Jeg giver mig selv indtil det første forældremøde. Til den tid (om en måned) så har jeg nok de første 10 punkter, der er ved at gøre mig vanvittig. Men jeg holder dem inde, det lover jeg mig selv højt og helligt. Jeg pakker dem simpelthen ned i en lille bitte æske, ligesom Pandora, og så lover jeg at opføre mig ordentligt.

The Dictator har fået min absolutte yndlingslærer (desværre kun som vikar), men det gør mig glad, for han er et fantastisk menneske! Virkelig vidunderlig; jeg elsker det! Ham gider jeg at snakke med. Han besidder en sund pædagogik, som man ikke kan læse sig til, og en ganske fornuftig mængde menneskelighed og rummelighed. Jeg er rigtig, rigtig glad, hvilket jeg også fortalte ham, da jeg stødte på ham i eftermiddag.

Det skal være min tilgangsvinkel til dette skoleår.

Then shit happened!!!!

EDITH: Det er nu den 20. august; der er gået 10 dage, siden jeg skrev ovenstående, som jeg ikke har ville poste, for ærlig talt så lyder jeg sgu da som en bindegal kost.

Men ikke desto mindre er der løbet mere vand i åen på de 10 dage. 4 dage kunne jeg holde mig på måtten. 4 dage, så kom jeg til at snakke med nogle forældre, der tænker det samme som jeg. 4 dage, Gitte-pigen, 4 dage... Det er ikke ny rekord, men jeg havde faktisk lige tænkt mig at være en eksemplarisk forælder i år og hellerej dét, kan jeg tilsyneladende finde ud af.

Det er en lille smule op ad bakke... Men sådan er det, og så må jeg forholde mig til det!

På med ja-hatten; noget bliver gjort; nogen bør reagere; det SKAL blive godt!

4 dage, Gitte, 4 dage...

Emsige kælling ;-)