Psykopater og løgnere...

For noget tid siden læste jeg en artikel om mødre, der lyver. Lyver for børnene, vennerne, andre forældre, sundhedsplejersken etc., om hvor hårdt det er at være forælder.
Dengang tænkte jeg, at jeg ville skrive et indlæg om løgnagtige forældre, men det blev ligesom i mit hoved og ville ikke rigtig komme ud i fingrene. Men tidligere i aften så jeg et spot i tv om en udsendelse, der kommer på DR 2 i dag - midt i Matador, så jeg må desværre gå glip af den - om hvordan det egentlig er at være forældre. UDEN FILTER!

Så var det lige, jeg tænkte ved mig selv, at jeg ofte har bræget om ærlighed her på bloggen og om, hvordan jeg savner, at andre i deres lortesituationer kunne være lidt mere ærlige. Selvfølgelig er det forskelligt hvor ærlige vi har behov for at være/hvor meget vi har brug for at fortælle. Personligt er der nogle mennesker, jeg hellere vil tude overfor og fortælle alt end andre, men hvis vi nu alle sammen kunne være sådan lidt "Ja, det er satme noget lort, det hele...", så har jeg ikke behov for at folk uddyber, hvis de ikke har lyst - det kommer nemlig lidt efter lidt, hvis vi er lidt tålmodige!

Men det var det hersens ærlighed vi kom fra; ærlighed om hvordan det er at være forælder. Jeg synes, at de forældre (mødre?), der ikke kan få sig selv til at fortælle, hvor meget en lorte-spasser-tjans det somme tider er at være mor, skulle få sig en blog! Det er tusind gange nemmere at skrive om end at fortælle højt. Når livet stinker aller mest, der er ikke flere penge før om 14 dage, børnene er lige til at sætte i dba.dk, ægtefællen skrider, huset sejler og hunden kaster op i sengen så SKRIV. Det hjælper! Og det er det nemmeste sted at være ærlig, for der er ingen, der stille dumme spørgsmål, spørger om du ikke selv er skyld i din latterlige skæbne, eller kigger på dig med medynk i blikket.

Ikke fordi jeg skal rose mig selv, men hvis nu de kære journalister fra DR 2 havde spurgt mig, så kunne jeg godt have fortalt dem, at mødre lyver. Hvis du nogensinde har været i en mødregruppe, ved du også godt, hånden på hjertet, at det aldrig har været så rosenrødt for dig, som det tilsyneladende er for mødrene i de nybyggede huse med gulvvarme, hvidolierede plankegulve, hvidt højglans køkken og VW-stationcar i dobbeltcarporten. Ej, nu skal jeg heller ikke generellisere, men de koner, jeg har været i mødregruppe med, har primært bestået af damer, der passer fint på ovenstående beskrivelse. Og jeg tror simpelthen ikke på, at alt har været så nemt for dem, som de har givet udtryk for, og det tænkte jeg allerede dengang - hvis det var sådan det skulle være, kunne jeg da lige så godt give fortabt med det samme!

Men så kom mine børn i dagpleje og senere i børnehave. Børnehavebørns forældre lyver også af helvede til. Det hele kan umuligt være rosenrødt, hvis man torsdag eftermiddag 10 minutter i lukketid står og råber af sit åndssvage barn, der ikke gider med hjem, mens man febrilsk forsøger at finde strømper, bukser, kjoler, flyverdragt, hue, vanter, skal tage stilling til hvornår barnet skal fotograferes næste lørdag og pædagogen gerne liiiiiiiiiiiiiige vil vide hvordan det står til i hjemmet, da barnet fortæller, at hunden er død, og far er kørt hjemmefra - sådan én har jeg af og til hørt på den anden side af garderoben, som senere på p-pladsen fortæller at alt kører som smurt i olie. Aaaargh, kan det nu være rigtigt? Man kunne jo sige "det er satme noget lort lige nu, og jeg magter sgu ikke rigtig at fortælle dig om det". Men det signalerer svaghed, og det kan vi saftsusemig ikke lide her i DK. Vi skal være så meget med på beatet, at vi helst skal være et omkvæd foran beatet; det er så overfladisk at jeg kunne kværke den næste der siger, at "det går fint", men samtidig er sortere end sort under øjnene og ligner én, der er mere end træt. Og så bliver vi også lidt berøringsangste, gør vi ikke? Hvis vi nu møder en forælder på p-pladsen, der ligner noget, som katten ikke engang gad slæbe rundt på, tør vi så spørge? Tør vi sige "du ser sgu ikke for godt ud, er der noget, jeg kan gøre?"? Det tror jeg faktisk ikke, der er ret mange, der tør gøre; og det er dælenlynemig trist! Øv hvor synes jeg, det er trist, at man ikke må have det af helvede til uden at blive offer for alle fordommene og rygterne. Men jeg skal vist stå lidt tidligere op, hvis jeg skal revolutionere og ændre den gængse holdning her i min lille by.

Tror vist lige jeg kom lidt ud af et sidespor her; det jeg egentlig gerne ville sige var, at jeg synes, det er trist, at vi ikke kan tillade os at være mere ærlige uden frygt for at blive stemplet og offer for offentlig sladder og bagtalelse. Jeg gider sgu heller ikke være ærlig, hvis jeg så bliver næste emne hos frisøren - men det har jeg da været, og jeg overlevede. Til dato har jeg ikke fortalt mere end 3 i denne lille by, at x-man skred og sjovt nok gik der ikke mere end 5 dage før hele byen vidste det; og til dato er der ikke én, der har spurgt mig hvordan det nu gik efter vores samlivsophør. Jeg tror, der er lidt berøringsangst...

Og nu kørte jeg igen af sporet; da jeg så spottet på DR 2, var der en klog mand, der sagde: "Beskrivelsen af det idylliske familieliv er skrevet af psykopater og løgnere...". Ja for fanden, det er jo lige det, jeg mener!

Det er ikke en skid idyllisk, men med lidt snilde, klogskab og kærlighed bliver det sjovt, hårdt, fantastisk, elendigt, overvældende, dyrt, åndssvagt og hyggeligt :-)