Jubilæet blev aflyst

Så var det jo lige, jeg havde lovet i øst og vest, at der kom et herresjovt indlæg den 1. april, fordi min blog har haft 8 måneders jubilæum - og I har måske opdaget, at det indlæg aldrig kom.

Der er faktisk en rigtig god grund dertil. Yngste arving, i daglige tale Cornelia, Nelly, Nelia, The Dictator, fik på mystisk vis forvekslet make-up fjerner med neglelakfjerner! Av for dén da! Der kom neglelakfjerner i højre øje; hold nu fast hvor hun skreg, og hvor må det dog have gjort ondt.

Hvordan min hjerne på daværende tidspunkt bevarede fatningen, ved jeg ikke, men det gjorde den. Med et hylende barn i den ene hånd, telefonen i den anden hånd, et håndklæde i den tredje hånd, en våd vaskeklud i den fjerde hånd, lykkedes det mig at vikle hende ind i et håndklæde, tænde for det varme vand, vride en lunken vaskeklud ned i hendes øje 8 millioner gange, mens jeg fik ringet til lægevagten, læst indholdet i neglelakfjerneren og få forklaret hændelsesforløbet af Mathilde.

Jojo, det blev skam en begivenhedsrig søndag med en lille smule høj puls, men Gud ske tak og lov for jeg har min sunde fornuft! Her vil jeg så gerne tilføje, at jeg er en lille smule paranoid med ulykker, hvorfor jeg godt kan bruge enormt lang tid på at udtænke handlinger, hvis en given situation skulle opstå. Når jeg foreksempel kører bil, kan jeg bruge mange tanker på at overveje hvad jeg skal gøre, hvis nogen kører ind i mig. Eller hvis bremserne svigter. Eller hvis lyset på bilen går, når det er mørkt. Og meget meget mere i den dur. Jeg har også udtænkt handlinger, hvis mine børn skulle få noget galt i halsen, klemme en finger af i en dør, slå hovedet etc.

Sådanne krisesituation kan jeg bruge meget af min energi på at opdigte og derefter udtænke rationelle handlingsmønstre. Ja, det virker lidt åndssvagt, men jeg tror stadig på, det kan gavne, hvis uheldet skulle være ude.

Historien med neglelakfjerneren endte godt; vagtlægen sagde i store træk bare, at jeg skulle fortsætte med det, jeg var begyndt på. Cornelia blev godt og grundigt opløst, fordi jeg blev ved med at hælde vand på hende, og hun fik lært at åbne øjet under vand i håndvasken. Øjet var ikke rødt eller gjorde ondt, da jeg med god ro i sjælen puttede hende i seng den aften. Morgenen efter var der heller intet at se.

Jeg tror, jeg fortsætter min planlægning af diverse handlingsmønstre, hvis der skulle ske noget uheldigt, for selvom det virker sort-seer-agtigt, giver det mig ro i sindet!