Manden i mit liv...

...joh, det var nok en spændende overskrift, hva'?!?

Der er med fuld overlæg ikke nogle mænd i min blog. De er simpelthen for besværlige!

Men alligevel er der én mand i mit liv, som har fortjent en lille plads i min blog; han har gjort et enormt indtryk på mig, hvorfor han har fået en lille plads i mit meget rummelige hjerte. Der er ikke stort besvær med ham, for jeg er ret sikker på, hvor jeg har ham henne - han sidder nemlig inde.

Han er "min" bandit, og jeg ser ham 1½ time hver anden uge efter at være blevet kropsvisiteret, scannet og jeg har sagt mit cpr-nummer så mange gange, at jeg kommer i tvivl om hvorvidt jeg husker rigtigt; desuden er jeg blevet låst inde i 5 forskellige rum af divergerende størrelse etc. Hvad han skal igennem for at få lov til at snakke med mig i 1½ time, har jeg slet ikke lyst til at tænke på. Det er ikke bare sjov og ballade, hvad han bliver udsat for. Dette har jeg gjort siden november sidste år, så efterhånden har han været et fast indslag i mit liv i fem fulde måneder og vice versa.

Det mest fantastiske ved at være fængselsbesøgsven er, at det nytter! Det gavner! Der er rent faktisk mennesker, som sætter så stor pris på at få besøg at de uden at kny, finder sig i en nedværdigende kropsvisitering uden en trevl på kroppen; og det i sig selv er dælme bemærkelsesværdigt.

Jeg er har engang spurgt min bandit om de andre på gangen ved noget om mig, altså om han har fortalt, at han har en besøgsven. "Ja da" svarer han friskt og frejdigt, "de kender til dig alle sammen - også behandlerne!"
Okay, spændende... Og så har jeg egentlig ikke tænkt nærmere over det, før han ved det seneste besøg fortalte mig, at behandlerne SAMT de indsatte på afdelingen havde spurgt ham: "Får du da for helvede ikke snart besøg af Gitte igen, for du er i meget bedre humør, når hun har været her?"

Det varmer! Det varmer sindssygt meget i mit lille forkvaklede hjerte, og det giver rigtig god næring til min tro på, at jeg måske alligevel gør en forskel i hans liv. Og måske gør jeg ikke. Men det er jo heller ikke nemt at ændre verden, hvis man ikke har en tro på at det gør en forskel; så derfor tror jeg stadig. Jeg tror på livskvaliteten bliver skubbet lidt til det bedre.

"Gitte, min behandler gættede at du kom i dag, for hun siger, jeg har været i usædvanligt godt humør i dag."

Vi små-skændtes en dag, hvilket vi egentlig gør jævnligt, hvor jeg til sidst sagde til ham, at han bare ville blive ved med at skændes for at gøre mig så skide sur, at jeg ikke gad komme igen, fordi han ikke gad have besøg af mig længere (ja det var et bisset tøsetrick, men jeg er sgu også bare en tøs), og jeg har da ALDRIG nogensinde set luften fise SÅ hurtigt ud af ballonen. "Jamen, vil du så ikke besøge mig længere?" "Jojo, slap nu af, jeg skal nok komme lige så længe, som du gider se på mig." "Ej, du må sgu ikke sige sådan noget... Jeg er rigtig glad for, at du kommer og besøger mig, for du er faktisk den eneste jeg kender, som ikke er i misbrugsmiljøet." - dette sagt med et par bedende øjne og en oprigtighed i stemmen, der er en Oscar værdig, hvis det var løgn. Nååååhr, så får jeg bare den største lyst til at putte ham i lommen, tage ham med hjem og give ham den omsorg, han aldrig fik af sin mor.

Nej, det er selvfølgelig bare fis, jeg hverken kan eller skal redde ham fra noget som helst, og han kan til hver en tid stoppe besøgsforholdet, hvis han synes, jeg bliver for irriterende; i det store hele skal jeg bare gøre hans tid i fængslet lidt mere tålelig. Men episoden bekræfter mig endnu engang i, at det gør en forskel.

Jeg er af den overbevisning at i alle forhold, hvad enten de er kunstige eller ej, er man nødt til at give noget af sig selv for at få noget igen. Der er en masse strikse regler i forhold til at være fængselsbesøgsven; fx må han ikke vide hvad jeg hedder til efternavn, hvor jeg bor etc., men derfor kan man jo godt give noget af sig selv. Det er ikke naturligt at sidde og føre en dialog, der kunne tangere monolog, og bare forvente at han vil dele ud af alle sine hemmeligheder uden at få noget retur? Sådan fungerer et venskab ikke i min verden. Derfor ved han mange mærkelige ting om mig, og jeg ved mindst lige så mange underlige ting om ham. Men dette er en meget vigtig pointe for mig i forhold til erhvervet.

Jeg er hyret til at skulle holde et lille foredrag for nye fængselsbesøgsvenner i slutningen af april, hvor jeg skal fortælle om hvordan det er at være fængselsbesøgsven, hvordan det foregår, hvad man taler om etc. I den forbindelse har jeg tænkt rigtig meget over, hvad jeg skal fortælle de nye aspiranter om og er kommet frem til, at noget af det vigtigste for mig er, at man er klar til at give noget af sig selv til en kunstigt venskab, der stopper så snart manden bliver løsladt eller overflyttet til et andet fængsel. Hvis man ikke er klar på det, skal man ikke blive besøgsven...

Hvis du, kære læser, skulle være fængselsbesøgsven, hvad ville du så gerne forberedes på? Gode idéer modtages med kyshånd!

Og tænk så lige over hvor lidt, der skal til, for at gøre en positiv forskel for de mennesker, vi alle skal leve i sameksistens med. Jeg synes, det er fantastisk inspirerende at tænke over, og det giver uden tvivl mig en rigtig positiv fornemmelse i mit sind og i mit kadaver.