Indlæg nr. 100

Sikke en mærkedag! Det her er indlæg nr. 100. E.t.h.u.n.d.r.e.d.e. blev der sagt; og bloggen har eksisteret i 10 måneder i dag. Det er da lidt vildt, at det alligevel er blevet til så mange blogindlæg om alt og - ej at forglemme - ingenting.

Jeg har spekuleret længe over, hvad jeg skal finde på at skrive om i dag, og det bliver nok hverken visionært eller ideologisk; det har ingen af mine blogindlæg jo været, så hvorfor skulle jeg begynde på det nu? Der i mod synes jeg, det er meget inspirerende at fortælle om sine egne pinlige oplevelser, og jeg har en formodning om, at den eneste måde, der er rigtig for mig i forhold til at bearbejde mine pinlige historier, er ved at fortælle dem - igen og igen og...

I dag fandt jeg mig selv stående i Bauhaus, fordi jeg skulle købe havehegn og hegnspæle. Not-smart som jeg jo er, tænkte jeg ikke lige over, at jeg skulle have et eller andet mobilt køretøj med til at transportere de forbandede pæle på; men der skal da noget mere til at slå mig ud, så jeg tænkte, at de pæle tog jeg da bare lige under armen, længere var den ikke. Der så man så mig med en ordentlig røvfuld pæle under armen, som var pænt meget tungere end jeg lige havde beregnet; men det gik. I hvert fald ind til jeg nær var blevet drønet ned af en lettere psykopatisk truckfører, hvilket resulterede i, at jeg smed ALT, hvad jeg havde i hænderne; så ud over alt det røg med hegnspæle og tilbage stod jeg og stirrede på det overvældende kaos... Og det larmer altså pænt meget at smide så mange tunge pæle på deres hysterisk hårde betongulv, så det tiltrak en masse nysgerrige mennesker, der gloede. Hvad gør den kloge så? Tja, jeg ved det ikke, men jeg greb det eneste våben, jeg kender, mod pinlighed - latter! Og hold nu kæft hvor jeg grinede, for det så virkelig latterligt ud, at jeg stod dér i sådan en omgang gigantisk Mikado.

Da jeg langt om længe var færdig med at grine og overvejede det videre forløb i mit Mikado-spil, slog det mig, hvor mange mennesker, der stod og gloede på mig - uden at gøre noget som helst; og så blev jeg egentlig lidt mopset. Sådan rigtig tøsefornærmet og der var uden tvivl en høne, der gerne ville have sin røv tilbage, så stram-mundet var jeg!

Her vil jeg gerne påpege, at jeg ikke fik hønserøvsmund, fordi jeg ikke kunne klare opgaven selv, men jeg blev faktisk lidt skuffet over mine medmennesker. Havde det slået en flig af deres stolthed at hjælpe med at proppe alle Mikado-kæmperne op i favnen på mig igen? Nej, det tror jeg faktisk ikke!

Jeg synes, det er ved at være tid for igangsætning af Operation: Vær Et Ordentligt Fucking Menneske! Og det synes jeg, vi alle kunne drage udbytte af.

Jeg har en livsfilosofi, der går i retning af, at livet er så positivt, som man gør det til - langt hen ad vejen i hvert fald. Jeg er hverken hellig eller frelst på nogen måde, jeg er smæk fyldt med fejl, hvilket min blog også bærer tydeligt præg af, men jeg tror stadig på det; og den tro er der heldigvis ingen, der kan tage fra mig!

Hurra for den individuelle ret til at tro - som ikke behøver være religionsbetinget - på lige præcis det, man vil, om det så er zombier, det gode i mennesker, konspirationsteorier, meditation, alt hvad Johannes Langkilde siger eller andet. Det, synes jeg, er værd at værdsætte!

Operation: VEOFM - sæt i gang - et smil er alligevel gratis :-)

P.S. For lige at gøre Bauhaus-historien færdig, så smed jeg hele Mikadospillet igen på vej ud, da jeg knaldede i døren; efterfølgende var jeg i Harald Nyborg for at købe hegnet, hvor jeg kom til at styrte deres fine opstilling af havemøbelhynder - hov. Så jeg har opbrugt hele min latterkvote i dag, jeg må hellere gå i seng.