Migmigmigmig!

Jaja, hævnen er sød! Jeg har negligeret mit 4. barn (bloggen) og derfor skal mine læsere lide og læse et blogindlæg om moi!

Det er nu lidt pral at skrive "læsere" - som i pluralis, som om der er mange flere end min mor, der læser mine blogs. Men fuck nu det, jeg hygger mig, og det er jeg sikker på, min mor også gør. Og nu vil jeg altså skrive lidt om mig selv, selvom det ikke er ny viden for min læser (altså min mor); men hvis jeg nu om 20 år synes mine børn er tåbelige, så kan jeg lige finde mig selv 20 år yngre og se, om de måske ikke bare er tåbelige fordi de ligner deres åndsforladte mor - ren win/win!

Mig: Jeg er lige fyldt 29 år, og allerede nu får jeg stikpiller om, at jeg snart fylder 30. Jamen for Fanden da, er det rigtigt? Kommer 30 efter 29? Oh ve, oh skræk, sikke en åbenbaring; skal jeg tisse i bukserne, besvime eller kaste op? Eller skal jeg bare være en lille smule ligeglad? Tror sidstnævnte vil falde mig mest naturligt!

Jeg er ikke for klog. Jeg tror ikke min intelligens og mit intellekt fejler noget, men jeg er ofte så meget i øjeblikket, at jeg ikke altid er verdens bedste planlægger, konsekvensberegner eller organisator. Jeg er måske også lidt for impulsiv og meget afslappet i forhold til livet. Sådan ser jeg i hvert fald mig selv; eller også vil jeg bare gerne se mig selv sådan.

Jeg synes selv, jeg er mor på den fede måde! Mange af de små damer, der kommer her i Dukkehuset, har mødre, der (uden at fornærme nogen) er noget ældre end mig. De mødre har jeg det fint med, det er slet ikke det. Men jeg synes bare de bor så pænt. Så organiseret. Så korrekt. Og så er det, jeg ikke kan lade være med at tænke på, om de mødre aldrig råber af deres børn og får lyst til at flå arme og ben af børnene, fordi de ikke lægger sig til at sove om aftenen? Om de altid er så korrekte både i deres hjem, på deres arbejde, overfor deres mand, overfor deres børn?

Jeg er sgu ikke cool, calm and collected. Tvært imod. Jeg råber højt, når jeg synes, det er påkrævet. Jeg hører høj musik og synger, så mine lunger er ved at falde ud. Jeg lader vasketøj være vasketøj og sætter mig på terrassen og læser, mens mine børn tåger rundt i sandkassen og øver sig i de bandeord, de ikke må sige. Jeg inviterer familie på hyggekomsammen med 1 times varsel, for så først at opdage, at jeg hverken har vådt eller tørt i Dukkehuset. Jeg hører radio og ser tv på samme tid, mens mine børn fyrer Michael Jackson af på YouTube, og ingen kan høre, hvad nogen siger. Jeg glemmer hvad mine børn hedder, og kalder dem derfor det samme. De går (og har altid gjort det) begge to under betegnelsen My. Og heldigvis er der altid én af dem, der svarer, når jeg kalder på en eller anden My.

Vi råber tit højt, når vi taler "normalt" til hinanden. Vi råber endnu højere, når vi skændes. Vi hvisker, når vi er fjollede. Vi griner rigtig meget her, men aldrig af hinanden på den nedværdigende måde. Vi kommunikerer som oftest pænt; selv når jeg råber højt, er det på en konstruktiv måde. Det modsatte kan selvfølgelig også ske, jeg er jo blot et menneske, men jeg forsøger af al kraft at holde det konstruktivt, og ditto lærer jeg mine børn.

Vi ligner alle tre jævnligt Vivienne Westwood i tøjet, fordi vi alle tre har en ret bestemt holdning til, hvad beklædning skal bruges til og hvilke signaler selv samme skal sende. Og jeg lader mine børn gøre som de vil. Dog er der også grænser for galskaben. Min ældste datter, som jeg kalder Mathilde, når jeg ellers kan huske det, er den eneste pige i 1. klasse, der ikke har huller i ørerne, hvilket nogle af de andre piger er kvikke nok til at opdage samt pointere med jævne mellemrum. Og hvad fanden skal det lige forestille?!?! Hvor fanden skal de så pierces, når de skal konfirmeres?? Og hvad sker der lige for det der tangerende mobning? Heldigvis er Mathilde i besiddelse af en personlighed med indbygget menneskemagnet, der gør, at hun aldrig er alene, hvilket også er hendes forbandelse, da det tit bliver for meget for hende. Hun kan faktisk godt lide ro! Men fordi Mathildes emsige mor har besluttet, at barnet skal være stor nok til selv at rense sine betændte piercinger, før hun får lov at få dem, er det så mig eller de korrekte mødre, der er liiiiiiige lovligt friske på aftrækkeren?

Måske det er dobbelt moralsk, for jeg har sgu da så mange piercinger, at jeg knap har fingre nok til at tælle dem, og jeg har haft endnu flere, men berettiger det samtidig, at mit piercingløse barn på 7 (!) år, skal have sine små, søde, bløde, uskyldige øreflipper smadret ved at tyre en nål igennem dem? Nej det synes jeg faktisk ikke. Og jeg synes, at det er for nemt, når man giver sine børn lov til alt muligt, de ikke selv forstår, før de overhovedet er startet i skole. Og jeg tænker i mit stille sind, at de korrekte mødre, med de korrekte hjem og den korrekte mand, måske gør ungerne en bjørnetjeneste ved at behandle dem som små voksne i en alder af 7 år. Og da Mathilde efter en børnefødselsdag fortalte, at én af pigerne må få mascare på, når hun skal i byen, var jeg nær faldet om af forargelse. Jeg dømmer ikke nogen, jeg synes bare, det er forkert! Og det er jeg vist i min gode ret til!

Mine børn synes det er fantastisk sjovt at tælle alle mine piercinger, som for nærværende tæller 19 stk. Og ja, det er sgu da lidt mange, men skal vi ikke lige lade som om det er min krop, min smerte, mit valg, mit liv? Da jeg den anden dag hentede mine børn i SFO, gik der igen øreringetælleri i samtalen og Mathilde talte begejstret mine mange huller i ørerne og nåede frem til et relativt højt to-cifret tal. En af de korrekte mødre hentede et korrekt barn (med strømper, der matcher, blærerøv!) på samme tid, som jeg hentede Jytte Abildstrøm 1 og 2, og moren sagde stille til sig selv "det er vist ikke kun ørerne hun har hul i, det er også hovedet...." og jeg blev simpelthen så mundlam som sjældent set. Den havde jeg sgu godt nok ikke lige set komme. Og hvad fanden var det lige for en måde at dømme mig på? Så fordi jeg har valgt at have lidt rigeligt mange huller i ørerne, har jeg også hul i hovedet? Nånå... Jeg håber da ikke den korrekte mor på noget tidspunkt forvilder sig til en by med lidt mere end 1.500 indbyggere, for lur mig om jeg er den eneste 29-årige mor, der har flere piercinger end hvad efter hendes mening acceptabelt er.

Jeg fik lige bitchet lidt, men jeg synes, det er en mærkelig måde at dømme mennesker på. Jeg synes, det er trist, hvis der er alt for mange fordomme rundt omkring. Det giver sådan en dårlig stemning, et møg dårligt miljø og en masse brok! Og det er da trist at spilde sin tid, energi og måske sit liv på ligegyldig brok, bare fordi nogle mennesker er lidt til en side. Jeg bruger, hånden på hjertet, heller ikke min tid på at dømme de konservative parcelhusejere med én stor bil, en konebil, 1,9 barn i snit, realkreditlån og perfekte madpakker. Jeg har lidt andet at bruge tiden på, men derfor kan jeg da ikke se noget forkert i, at vi skal have en sameksistens til at fungere til alles bedste. Jeg tror faktisk heller ikke, at de korrekte mødres børn tager nævneværdig skade af at være sammen med mine børn... Men det er selvfølgelig blot gisnerier fra den ukorrekte mor: moi!!

Men jeg gad godt, at jeg på daværende tidspunkt for min "klart-for-enhver-diagnose" havde været lidt mere klar i både kæft og hjerne (der var jo hul ind til den, hvor meget mere klar kan den blive?) og sagt et eller andet meget lidt konstruktivt retur. Bare lige en lille bitte ting, så hun måske kunne blive mundlam. Men sådan er jeg ikke. I stedet kan jeg bruge en halv aften på at spekulere over, hvad jeg skulle have sagt, så jeg er BEREDT, hvis det nogensinde skulle ske igen. Nej - jeg tror ikke helhjertet på det. Det er bare ikke mig!

Nu fik jeg skrevet lidt vel meget om både børn og moi, selvom min hensigt var at være totalt egoistisk og kun skrive om mig selv - de kære børn sniger sig vist bare ind alle steder. Men nu er min fineste opgave også at være MOR!

Om ikke andet kan jeg da med ovenstående konkludere: Jeg dømmer de korrekte mødre, de dømmer mig. Er der så balance i universet? Jah, det er der nok...

Moi = mor!