torsdag den 17. maj 2012

Drømmen om at være globetrotter

Torsdag, Kristi Himmelfartsdag - længe ventede, velfortjente, fridag. Jeg elsker helligdage, som altid for mit vedkommende har været ensbetydende med fridage.

Dagen i dag har vi brugt på absolut nix og nada, dog lige en tur i Netto for ikke at skulle belaste den danske infrastruktur alt for meget i morgen, når det igen bliver hverdag.

I Netto har de fået noget nyt the, som ikke koster spidsen af en jetjager og som kunne ligne noget, jeg godt kunne få gennem halsen; selvfølgelig skulle det prøves og lige nu sidder jeg og overvejer, om det kunne smage lidt á la Berliner-the, som jeg tidligere har fablet om. Helt rigtigt er det dog ikke. Jeg har stadig noget af min elskede Berliner-the tilbage, hvilket måske er lidt fjollet at værne så hysterisk om, men det smager altså bare skide godt! Og det smager af minder; af rigtig gode Berliner minder. Ligeså gør billedet nedenfor.
 


Min Berliner-the smager af solnedgang på altanen, mens mine børn grynte-snorker i hotellets dobbeltseng. Det smager af hygge og tryghed i Europas metropol nr. 1. Af en aftensmøg på altanen med fødderne oppe og bare være til stede i nuet. Af at gå hånd-i-hånd ned til sporvognen. Af at spise lasagne og pizza på den hyggeligste restaurant i byen. Af at gå i fjollede butikker, købe TopModel-bøger, tørklæder og bamser i alle afskygninger. Af at flade ud i sengen og læse højt af "Turen går til Berlin" fordi jeg har glemt at pakke et par børnevenlige bøger. Men mest af alt minder det om hyggen i at være 100% i nuet.

Selvfølgelig kan man også være i nuet herhjemme, i sin hverdag, og det er jeg da også jævnligt. Men Berlin har bare en anden atmosfære end Danmark. Der er højere til himlen og en helt fantastisk mentalitet, som jeg godt kunne tænke mig at lære mere om. Derfor overvejede jeg flere gange under mine aftner på altanen, om det ville være muligt at tage sine børn under armen og immigrere til Berlin. Det kunne være en ret spændende oplevelse for os alle tre (samt hund). Det bliver uden tvivl aldrig til noget, men det kunne være meget oplevelsesrigt, tror jeg.

Vi må hellere bare holde os til at tage på ferie dernede engang imellem, for Berlin og jeg er slet ikke færdige med hinanden - slet slet ikke! Måske vi ses igen til sommer - hvem ved :o)

2 kommentarer:

  1. Kvæde-te fra Netto???

    Fantastisk genfortælling om jeres berliner tur.

    Hvor gamle er tøserne nu?

    Og må vi ikke se the Best tea in the World?????

    SvarSlet
  2. Det er nu bare sort the - den eneste rigtige the for mig ;-)

    Jeg kan godt smække et billede op, skal nok lige huske at få det gjort.

    Mine dejlige tøser er 6 og 7 (8 til august) år. Hold nu fast hvor tiden går. Husker det jo som i går, at de startede i børnehave og jeg var grædefærdig fordi de skulle ud i den store, stygge verden. Men de overlevede og det gjorde jeg sjovt nok også, og lige om lidt starter lillepigen i skole - hvor blev tiden af?!?

    SvarSlet