tirsdag den 1. april 2014

Aprils-nar...

...eller aaaaapriiiiiiil-snaaaaak, som mine øgler i mange år troede, det hed - nogen burde virkelig tage en alvorlig snak med de to...

Men hvorom alting er, så kom jeg til at tænke på, at jeg som regel (der er undtagelser) gør en dyd ud af at udtale de fleste ord kor-rekt! Altså, jeg snakker også jævnligt som en havnearbejder, men som oftest taler jeg så korrekt som muligt (eller som jeg gider).

Det er bare som om, det ikke rigtig er smittet af på mine føromtalte øgler. Som nu i søndags, da Cornelia skulle læse for mig, og hun render ind i ordet "zoologisk have". Det udtaler det kære barn som følger: "so'logisk" og jeg er lidt mere "soooooo'loisk". Nu er det ikke lige dét ord, der er nemmest at øve sig på, thi vi støder ikke på det så ofte, men alligevel - de siger det også forkert på News - men dem kan man nu slet ikke regne med, for de udtaler omtrent halvdelen af alle ord forkert. Også ordet "efterretningstjeneste"; jeg er ked af at ødelægge illusionen for dem, der udtaler det forkert, men det er altså trykstærkt i den første stavelse! Så fik vi lige dét på plads.

Men hvordan lærer man egentlig at udtale ordene korrekt? Jeg er en pisse belastende ordkløver, så jeg slår alle ord op, som jeg ikke er sikker på udtalen i, eller hvis jeg synes, noget lyder noller. Det meste af det, jeg slår op, hænger så heldigvis fast ;-) Men hvis nu alle andre ikke har det elendige ordkløvergen, som jeg er udstyret med (TAK, mor og far!) - hvad så? Hvad gør man? Taler man bare forkert hele livet og er godt tilfreds med det? Når de siger det på News, så må det jo være rigtigt, eller hvad tænker folk?

Det er nok ikke så stort et problem, som jeg gerne vil gøre det til, men så alligevel - det ved vi jo ikke med sikkerhed?!? Måske manglen på korrekt udtale i mange år nu er årsag til, at 1/5 af de danske skoleelever ikke er i stand til at passe et arbejde eller få en uddannelse (hvilket også var virkelig skræmmende læsning!).
Anyway, jeg fortsætter mit sproglige korstog mod de anti-sproglige hedninge og håber, at det på et eller andet tidspunkt smitter af; i hvert fald på mit eget afkom :-)

Nå, har I oplevet noget fisseblade i dag? Altså fis og ballade - prøv bare at sige dét hurtigt 10 gange ;-)

Pigerne har fyret SINDSSYGT MANGE DÅRLIGE april-vitser af i dag. Ahr men, hvordan skal det da ikke gå med de kære børn? Jeg ser ikke en Vestas direktør i nogen af dem; men de skal også være kunstnere, så går det jo nok det hele - og så er det måske meget godt at være tilpas tosset?

"Mor, jeg behøver ikke lave madpakke i dag!"
"Hvorfor ikke?"
"Apriiiiiiiiiils nar..."

Nej vel?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar