søndag den 26. januar 2014

Så blev The Dictator 3 år, hurra...

...ej, det passer ikke! Hun blev 8 år i torsdags, den 23. januar, hvor det var pisse koldt og trods kulde NADA sne. Der vil jeg gerne viderebringe en smule kritik til vejrguderne; da hun blev født, lå der kæmpe meget sne (2006). Det var dén vinter, hvor flere børn blev født i militærets PMV'er; der lå så meget sne, og det var så pisse koldt, at vejsalten ikke virkede, og ambulancerne kunne ikke køre ud; af den årsag var sat bæltekøretøjer ind i stedet.

Jeg husker det så tydeligt, fordi jeg var så pisse bekymret for, at jeg skulle få veer og gå i fødsel i de dage. X-man arbejdede hele tiden, på de mest underlige tidspunkter, og jeg var højgravid og havde en lille Mathilde-kommende-storesøster hjemme. Jeg kunne lige se scenariet for mig: X-man ikke hjemme, bil ikke hjemme, mig i fødsel, ingen ambulance = Mathilde 17 mdr. og højgravide mig proppet ind i en PMV i 14 minusgrader... Jow jow, fantasien har aldrig fejlet noget.

Heldigvis blev The Dictator i min mave, til der var kommet lidt mere styr på infrastrukturen og vejforholdene. Og der lå stadig sne, da hun langt om længe ville ud og se månens lys for første gang; der har faktisk næsten været sne på samtlige af hendes fødselsdage, siden hun blev født, men ikke i år! Det synes jeg, var lidt trist, for det har været sådan en hyggelig "vejr-tradition".

Vi havde en fantastisk hyggelig dag, selvom sneen manglede, og i går, lørdag, holdt vi den hyggeligste fødselsdagsfest for klassen, sammen med én af Nellys allerbedste veninder :-) Det var en fantastisk dag, som fødselsdagspigerne (og alle de andre dejlige børn) nød i fulde drag; det er bestemt ikke sidste gang, vi gør sådan noget. Nu er jeg bare spændt på, hvad Mathilde finder på, hun gerne vil om et halvt år :-)

Og så er Danmark (nok ikke mindst mig) gået i MASSEHYSTERI fordi håndboldherrerne er i EM-finale! Love love love love looooooove it :-)

Jeg har forsøgt at forklare mine søde børn, at de ikke skal forvente at have en mor imellem klokken middag og til Danmark (forhåbentlig) vinder guld senere på eftermiddagen; det er bare lidt som om, det ikke rigtig fiser ind hos dem trods mine mange "HOLD NU KÆFT, MOR SER BOLD!!" ;-) Ej, det passer ikke, jeg siger ikke "kæft". Men jeg har lyst til det...

Mor er i håndbold-mode, så vi skrives ved, når vi lige om lidt er EM-mestre :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar