fredag den 28. august 2015

Musik...

...var det min oprindelige hensigt at skrive om, men det blev simpelthen alt for omsiggribende. Er I godt klar over, hvor mange smukke, skønne, fantastiske sangtekster, der er skrevet gennem tiden?

Javist, jeg har nogle yndlingssange, men når man først begynder at grave i det, så er det jo ganske umuligt at stoppe igen. Da jeg havnede med en "off the top of my head" liste på mere end 50 sange, så opgav jeg mit foretagende. Det ville jo absolut ingen ende tage!

Men snydes er der bestemt ikke nogen, der skal, så et lille citat kan det måske blive til.

Jeg har et yndlings citat; det er så forrygende smukt, at det næsten ikke er til at rumme. Jaja, jeg er mig fuldt ud bevidst, at jeg har et lettere forkvaklet forhold til ord, men hvis man nu kender mig, så vides det også, at jeg ikke bare slynger ord ud, fordi jeg kan. Der ligger af og til lidt tankevirksomhed bag.

Det er heller ikke helt fis og ballade, at jeg med jævne mellemrum bliver kaldt en sprognazist. Jeg er ikke helt stolt af, at ordet "nazist" indgår i en beskrivelse af min kærlighed til ord, men når man betragter det i rette kontekst, så må jeg nok krybe til korset og tilstå, at det er et fuldstændig korrekt prædikat at sætte på mig.

Citatet er gammelt, og første gang, jeg stødte på det, skænkede jeg det ikke synderlig opmærksomhed. Men det er som om, det gennem årene bliver ved med at vende tilbage til mig. Og det vokser på mig. Med alder kommer visdom - er der nogen, der siger - og selvom jeg ikke ret tit føler mig særlig voksen, så vil jeg påstå, at jeg er blevet klogere de seneste 32 år; citatet giver så skøn mening nu. Det er så smukt; det er en fantastisk ideologi; det er sådan, jeg er skruet sammen i kysen; det er sådan at være menneske (mig). Så må man tage de øretæver, det kan give på vejen, og selvom det sjældent virker til at være det hele værd, så håber jeg stadig, at det er det hele værd!

Jeg håber, og jeg tror på det bedste; både i mig selv og i menneskeheden generelt.

Det er bare MIG!

Here goes:

Shakespeare; Hamlet


"Doubt thou the stars are fire,
doubt that the sun doth move,
doubt truth to be a liar,
but never doubt I love."


Smukkere bliver det ikke! Jeg kan næsten tude, blot jeg læser det. Og når jeg engang får råd, skal det tatoveres på hele bagsiden mit aldrende kadaver :o)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar