onsdag den 23. september 2015

Endnu en udfordring...

...venter lige om hjørnet.

Men jeg gider ikke skrive om én af dem i dag. Jeg vil skrive om noget andet; for lidt tid siden kom jeg til at nævne, at jeg ikke har noget imod at udstille mig selv fra mærkelige vinkler og skrive om underlige emner; det har jeg stadig ikke noget imod.

I går kom jeg til at nævne min forestilling om, hvordan det vil være at få foretaget en gynækologisk undersøgelse af Edward Scissorhands, hvilket i sig selv må siges at være en underlig nok tankegang!

Dét, der så ligesom fik mig til at fortsætte i dét tankemønster, er, at jeg i dag har fået en indkaldelse til et periodisk syn af understellet - altså en gynækologisk undersøgelse. Det må da være et tegn fra de højere magter, ikke? Eller hvad? Eller er det bare mig, der lader min forskruede styrthjelm løbe af med mig i.g.e.n.? Jeg er tilbøjelig til at tro, at det er sådan, det hænger sammen, men ikke desto mindre fortrænger jeg tanken og bilder mig selv ind, at de højere magter forsøger at fortælle mig, at jeg skal fabrikere et indlæg om gynækologiske undersøgelser!

Hvordan kan det være, at bilen skal synes hvert 2. år, men kvinder kun skal synes hvert 3. år?

Nå, mens vi lige reflekterer lidt over dén, så kan vi jo snakke lidt om min læge, Lasse, som er så vold lækker, at jeg IKKE skal have foretaget en gynækologisk undersøgelse inde hos ham. Det magter jeg bare slet, slet ikke... Kender I dét ikke? Eller skal jeg bare hænge på den helt selv?

Han er så fantastisk lækker, at jeg bliver helt forfjamsket, hvis jeg skal snakke med ham om andet end mit sædvanlige ondt i ryggen. Han er så fantastisk empatisk og forstående, at jeg næsten ikke kan rumme det. Det ved jeg godt, han er overfor alle sine patienter, men derfor bider det stadig rigtig meget på mig! Jeg er helt væk i al hans empati *suk*

Så derfor skal jeg ikke have ham til at kravle rundt mellem benene på mig, så kapper det da fuldstændig over for mig!

Sjovt nok er jeg ganske ligeglad med gynækologiske undersøgelser. Når man ligesom har været til offentlig skue under fødslen af førstefødte (og egentlig også barn nummer 2), så bliver man lidt ligeglad. Uden det skal lyde alt for ulækkert, så har jeg ikke tal på hvor mange jordmødre og læger, der har haft det meste af klør fem oppe i understellet på mig - mestendels fordi mine fødsler har været så fantastiske og (næsten) lige efter bogen, at jeg var et pragteksempel på en god fødsel - og det skal de studerende og alle i reserven jo også gerne opleve og føle.

"Jamen kom bare ind i mit smertehelvede og stik mit ufødte barn et high-five ad den direkte vej." Bevares, jeg blev da vist nok spurgt, men nu har jeg jo generelt svært ved at sige "NEJ - tag din hånd ud af mit skræv!", så de fik lov. *suk* Måske jeg skal til at arbejde lidt mere med det dersens NEJ-halløj?

Anywho; mit understels-tjek skal i hvert fald foretages af en anden end Lasse! Så jeg må hellere få bestilt en tid til en date med en pisse kold spekel, som ganske kort kan beskrives som et stål-andenæb med håndtag! Den er ikke videre behagelig (jeg kan i hvert fald finde på mindst ét objekt, der er mere behagelig), men når man lige har vænnet sig til kulden, så gør det ikke så meget, bare man fatter at slappe af. At der så også lige skal være plads til en vatpind på størrelse med et mellemstort spanskrør, det må man jo tage med ;o)

Og så tjekker lægen jo også lige muskulaturen og smidigheden, så jeg er begyndt at vold-panik-lave knibeøvelser til den helt store guldmedalje - nogen skal jo lave dem, og det er ret svært at udlicitere...

God knibeøvelses-onsdag til alle :o)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar