fredag den 11. september 2015

I need to shut the fuck up... Part II

...like...even more...

Jeg skrev i sidste uge det her indlæg om, at jeg burde holde lidt mere kæft på bloggen; at jeg af og til (for ikke at sige altid) skriver om underlige emner, der ærlig talt ikke kan interessere ret mange andre end mig selv. Men jeg forklarede også, hvorfor jeg gør det; det er min meditation samt min måde at reflektere over tilværelsen på. Og hvis det virkelig er uinteressant, så er der jo rig mulighed for at lade være med at læse min skrammelbeskrivelse af mit navlefnullerfokuserende provinsliv.

I går fik jeg et spørgsmål, der fik mig til at tænke på det igen; pudsigt når jeg næsten lige selv havde tænkt på det; men spørgsmålet var ganske ordret: "Er bloggen bare et sted, hvor du kaster op?"

Skøn beskrivelse - jeg forstod udmærket budskabet... Jeg er for sur!

Men jeg synes faktisk ikke, jeg udelukkende bruger min blog til at "kaste op". Jeg synes også, jeg bruger den til at skrive om de dejlige ting i livet, som jeg heldigvis er velsignet med i tilnærmelsesvis overflod.

Jeg har nogle regler for mit bloggeri; de er få, men jeg er meget firkantet nødt til at overholde dem: Ingen mænd, ingen eks-mand, ingen politik. Finito bambino. Reglerne er ikke til diskussion!

Der er en allerhelvedes masse årsager til, at jeg har netop de regler, men for nu at gøre en lang historie kort:
  • Ingen mænd; der er ingen grund til, at jeg skal frem- og udstille divergerende mennesker ud over det sædvanlige her i cyberspace. Det kunne jo være, de ikke mente, det var skide fedt!
  • Ingen eks-mand; jeg skylder ham intet, men der er ingen grund til, jeg udstiller ham i et dårligt lys. Det klarer han for så vidt ganske udmærket selv...
  • Ingen politik; jeg lægger ikke skjul på, hvilken kulør jeg er, men jeg er ikke sat på Guds grønne planet for at starte en sekt til omvendelse af vildfarne sjæle. Det kan man få ørerne (og øjnene) tudet fulde af alle andre steder.

Sådan er reglerne altså bare! Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken og påstå, jeg aldrig berører emnerne, for min store mund kan løbe af med mig, men jeg prøver så vidt muligt at lade være.

På den anden side har jeg fyldt en hel bog med de to første emner. Jeg overvejede det længe; som i flere ÅR! Men den var jeg altså nødt til at skrive, og så er det sgu bare ærgerligt, hvis jeg har trådt nogen over tæerne.

Men sådan ligger landet; jeg er nødt til at overholde de regler af respekt for andre og mig selv.

Hvis jeg så er momentant sur i forhold til andre emner...tja... Det er jo heller ikke sundt at brænde inde med ;o)

Jeg forstod budskabet; jeg skal nok prøve at lade være med at "kaste så meget op" herinde...

Opsamling på gårsdagen:

Fik jeg produceret noget? Tjek.
Fik jeg ny varmtvandsbeholder? Tjek.
Fik jeg knaldet smeden? TJEK!
Fik jeg et skænderi med eks-manden? Non-tjek...
Fik jeg elsket mine børn? TJEK!

Navlefnuller, åh, navlefnuller... Deal with it ;o)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar