Ret skal være ret; mødet i går var ikke det værste, jeg har været til, hvilket det som regel heller ikke plejer at være, når det er i Mathildes klasse. Hun har bare altid været velsignet med lærere, der har mere omløb i styrthjelmen, end lærerne i Cornelias klasse (hur-freaking-ra for Daniel - finally a sane man in the team).
Anywho: jeg har fået en røffel (altså en røvfuld; sig det hurtigt tilpas mange gange, så bliver det til en røffel)! Ej, den var ikke udelukkende tiltænkt mig, men jeg syntes alligevel, inspektøren kiggede lidt vel meget på mig, da han sagde det.
Historien er som følger:
Skolen har udarbejdet en ganske ambitiøs skrivelse om deres forventninger til forældrene, samt hvad vi kan forvente af skolens personale. Jamen den er da fin. Lidt overflødig og med lidt flere stave- og grammatikfejl end jeg ville have været bekendt, men den er formodenligt lavet i rette ånd...
Nå, men de hersens punkter på skrivelsen blev så læst op af skoleinspektøren. Jamen det var da nok meget fint af ham at gøre, men nu er de fleste af forældrene til eleverne i 5. klasse altså lidt over 8 år, så man kunne jo antage, at vi ikke lige mente, det var det fedeste at blive talt til som en 8-årig? Eller det kunne man måske ikke antage? Jeg kunne antage det, men jeg kan og vil selvfølgelig kun tale for mig selv.
Hvorom alting er, så nåede vi til den sidste overskrift, som lød:
"I er loyale over for skolen og klassens fællesskab
Det betyder at:
- I udtrykker jer loyalt om skolen, skolens personale samt andre børn og forældre
- I tager kontakt til skolens medarbejdere, så snart I undrer jer over eller har spørgsmål til skolens praksis
- I opdrager jeres børn til at udvise respekt over for andre børn og voksne
Fordi jeres positive tilgang giver jeres børn den tryghed og tillid til skolen, som er en forudsætning for udvikling og læring."
*inspektøren nidstirrer nu undertegnede*
"I skal omtale skolen ordentligt og loyalt." siger han med blikket meget fast rettet mod mig.
Jamen, sweetie pie, det skal jeg nok, når jeg har noget ordentligt at sige.
Jeg har da også rost Daniel til skyerne, så det er jo ikke fordi, jeg ikke evner det. Jeg har bare ikke rigtig noget pænt at sige om skolens ledelse, for jeg synes ærlig talt, den stinker temmelig voldsomt!
Og jeg kunne aldrig drømme om at sige noget grimt om andre børn eller deres forældre!
Så er der punktet om at tage kontakt til skolens personale, hvis man undrer sig; jah... Det prøver jeg sgu også, men det er lidt som at fange ål med de bare hænder eller være med Smeden på fisketur. Smut, smut, smut, smut, lige ud af hænderne på mig ryger de. Det kan tælles på én hånd, hvor mange gange jeg har fået svar på dét, jeg rent faktisk har spurgt om. Hvad skal det så nytte, hvis man bare kan få en sludder for en sladder med en glat ål? Jeg kan ikke bruge det til en skid, ej heller kan de, og mit barn kan slet ikke. Jeg synes, det er op ad bakke!
Vi skal opdrage vores børn til at udvise respekt; jeg er ganske enig. Jeg er selv frygtelig autoritetstro, og det forsøger jeg sådan set også at lære mit yngel, for jeg har respekt for andre mennesker, deres livssyn, deres profession. Men når de mennesker, jeg som udgangspunkt respekterer, ikke respekterer mig eller min "mor-profession", så er det, kæden hopper lidt af for mig. Lortet går jeg begge veje, ikke? Eller har jeg misforstået noget?
Inspektøren sagde selv, at det går begge veje.
Der var en modig mor, som forsøgte at forklare, at hun ikke var tilfreds med den måde, hvorpå de følger op på tingene (eller mangel på samme), herunder kommunikationen generelt. Hun blev nærmest ikke hørt og SLET ikke forstået. Der var ikke stort at gøre; hvis personalet ikke svarede, så måtte hun jo skrive igen og håbe, nogen havde fået en åbenbaring i den mellemliggende periode, for det gik netop begge veje, var hans svar.
Hallo!
I laver et forløb med mit barn, som I afbryder af divergerende årsager. Det får jeg intet at vide om, men I mener, det er mit ansvar at rette henvendelse om bruddet, som jeg ikke ved noget om? Og det er også mit ansvar at rette henvendelse igen, når forløbet forhåbentlig starter op igen - hvilket jeg heller ikke får noget at vide om?
Undskyld, WTF? Jeg kan godt forstå, hun ikke er tilfreds. Jeg kan godt forstå, hun ikke lader sig spise af med sådan et svar. Jeg kan godt forstå, hvis hun er sur og skuffet!
Men okay, når det kører begge veje på den måde, så kan jeg da også sparke en mail afsted til de forskellige lærere på daglig basis og spørge, om der er nogen ændringer i forhold til mine børn, herunder opførsel, læring, trivsel etc.? Så skal de da ellers nok lige få noget at bruge deres i forvejen sparsomme forberedelsestid på.
Jeg magter det ikke.
Jeg er lidt ligeglad med min røffel. Jeg kan ikke mobilisere flere pæne ord ned på papir, når det kører, som det gør. Jeg gider ikke. Jeg vil ikke. Jeg vil have lov til at bjæffe "RØV", når inspektøren er en røv. Jeg vil have lov at kalde en spade for en spade. Jeg vil have lov til at være sur, og jeg vil have lov til at sige min mening til lige præcis hvem, jeg måtte foretrække.
Når de ikke vil tage mine kritiske spørgsmål alvorligt, så går jeg et andet sted hen med dem. Jeg gider ikke tæske mere i den dyne!
Jeg GIDER ikke...
Jeg skal opføre mig ordentligt, det ved jeg godt, men hvis jeg ikke bliver mødt af respekt, så skal de heller ikke forvente særlig meget den anden vej. Det går nemlig OGSÅ begge veje!
Jeg undrer mig over, der i den fine, overflødige skrivelse ikke stod noget om, hvordan deres forventninger til samarbejdet med forældrene er... Jeg undrer mig...
RØV, sgu!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar