onsdag den 28. august 2013

Nu har jeg jo også været positiv i en uge...

...hvilket må berettige, at jeg nu bliver sur igen!

Hvad Fanden i Helvede er du nu sur over, Gitte, din latterlige, emsige, bagatelregnende kælling?

Jah... Nu har jeg mobiliseret positiv energi i retning af skolen, siden inspektøren i sidste uge ringede til mig og pænt, sødt og ordentligt forklarede mig stolpe op og stolpe ned om det famøse læsebånd, som han forsøgte at forklare mig (og de andre forældre) noget om inden ferien i en mail. Jeg fattede stadig ikke en skid og hver gang, jeg spurgte, om det "bare" betød, at ungerne skal til at læse noget mere, kom der en laaaaaang forklaring om pædagogiske fremgangsmåder og danske elevers elendige statistikker.

"Jamen Kim, betyder det så, at de skal læse noget mere i skoletiden?"

"Bla bla bla blaaaaa....."

"Jamen KIM! Skal de læse noget mere?"

"Mjo, det kan man vel godt sige, de skal."

Javel, det var bare dét, jeg gerne ville vide. Og så lavede han fejlEN! Han er ellers temmelig hærdet i skolelederrollen, men inden han lagde på, sagde han: "Og Gitte, du må jo ENDELIG ringe eller skrive igen, hvis du har noget på hjerte, eller der er noget, jeg ikke får kommunikeret ordentligt ud." - og jeg tror på, han mente det. Men det var sgu ikke smart sagt, Kim. Ikke til mig - for, tror mig, jeg vil benytte mig af det til hver en tid ;-)

Nå, men alt i alt er jeg rigtig glad for, at han (langt om længe) tog kontakt til mig og forsøgte at enlighten my mind! Det er jeg meget glad for; tak, Kim :-)

Men så er der kommet en ordre fra Cornelias nye klasselærer, og det har jeg det egentlig ikke helt godt med. Ja tak, jeg kunne vælge bare at rette ind, hvilket nok ville være det nemmeste, men jeg har det lidt træls med bare at rette ind uden at stille spørgsmåltegn ved tingene.

Vi er virkelig i bagatel-afdelingen og så meget flueknepperi burde ikke være tilladt, men jeg bliver altså lidt provokeret af det.
Det korte af det lange er, at børnene først må møde på skolen 07.50, da der ikke er tilsyn med dem inden da. Fin regel, kein Problem dér, og hver morgen tuller eleverne til morgensang klokken 08.00
Så lyder ordren, at alle børn i 1. klasse fra nu skal være tjekket ind, have smidt overtøjet og sko i garderoben, på med hjemmefusser, have lagt madkasse og drikkedunk i køleskabet, have sat skoletasken ind og stå klar til at gå til morgensang senest 07.55 hver morgen.

Alt dette kommunikeret ud med BLOKBOGSTAVER I FED, RØD FONT!!

Ææææh, undskyld mig, men hvad? Nu kan det godt være, at jeg er den eneste, der har avlet børn, der virkelig er langsommere end langsom med langsom på, men hvis der skulle være andre, der har børn med tilsvarende brist, er det så ikke lidt optimistisk, at de skal kunne nå så meget på MAX 5 minutter? Bright and early in the morning? Og som jeg læser det mellem linjerne, så må de meget gerne være klar inden 07.55. Mja... Jeg tror ikke, det kommer til at ske! Ikke for mine børn, mig og vores morgenrutiner. Der skal ikke meget til, før tidsplanen skrider 2 minutter hist og her, og så er MAX 5 minutter sgu ikke meget at give af.

Jeg skriver det her, fordi jeg ikke lige ved, hvor jeg skal mobilisere min arrigskab hen. Der er undervisningspligt fra klokken 08.00 til 13.45, og der må de sgu (næsten) gøre ved mine børn, hvad de vil. Der er jeg ikke så emsig. Men jeg har svært ved at tolerere, at der fra en menig lærer kommer en ordre (i rødt med blokbogstaver) om, at de skal til at møde 5 minutter før, hvilket igen medfører, at ungerne nu max har 5 minutter til at "komme på plads", når de træder ind af døren...

Jeg skummer lige lidt, mens jeg overvejer, om jeg skal reagere på den eller bare se tiden an og afvente, hvad konsekvensen bliver, når mine børn stadig bliver ved med at dukke op 3 minutter i 08.00...

Skumme, skumme, skumme... Men så var jeg lige ude og lave morgenmad og de seneste dage, har jeg ikke lavet andet end at æde rejer, avokado, rå løg og tomater til både morgen-, middags- og aftensmad - så fik jeg en åbenbaring, da jeg kiggede på min mad - jeg har sgu da ægløsning, det er derfor, jeg er så skide sur ;-) Så nu lader jeg den lige hænge lidt og ser, om min vredhed går over om et par dage, ellers er jeg nok nødt til at skrive med blokbogstaver retur til læreren og eventuelt Kim, som jeg stadig er "pot & pande" med :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar