Så var det jeg tænkte, om jeg skulle smide et afsnit af min bog på bloggen, bare sådan for at fejre det hele lidt; så nu har jeg for første gang læst min bog fra ende til anden og helt ærligt... Så meget navlepilleri skal man fandeme lede l.æ.n.g.e. efter. Men jeg ELSKER den anyway :-)
Det giver bare heller ikke mening at lægge et afsnit ud, fordi den er en helhed. Men et lille stykke indledning - bare lige som en føler - kommer her.
Jeg ønsker ikke respons på det, og det meste af det, har jeg nok allerede blogget om. Men anyways, here goes:
Jeg har altid foretrukket passionens galskab
frem for forstandens ligegyldighed.
Anatole France
Jeg aner ikke en kæft om at skrive bøger, men jeg ved en forbandet masse om mig selv, så derfor har jeg skrevet en bog om mig selv.
Ovenstående beskriver mig spot on! Derfor er mit liv sommetider den rene galskab, dels fordi jeg tænker med mine følelser, dels fordi jeg er et meget passioneret menneske. Jeg er passioneret i alt, hvad jeg foretager mig; også i mit kærlighedsliv. Denne passion kan godt være skide svær at beskrive, men så kom jeg i tanke om noget, jeg har læst i Fay Weldon og Maise Njor’s ”Livet for let øvede” som beskriver det ret godt:
”Det forekommer mig besynderligt, at nogle mennesker kan blive skilt uden den mindste ballade. Det kunne jeg bestemt ikke. Men nogle former for kærlighed er bare specielle, og hvis den forsvinder, bliver årene, siden man mødte hinanden, gjort betydningsløse; ens elskede vender sig bare pludselig mod en og fortærer en og regner ikke en for noget. Og så føler man sig som en ydmyget idiot, fordi man ikke engang så det komme. De mennesker med den uspecielle kærlighed bryder sig ikke om, at man taler ret meget om det, fordi for dem var ægteskabet bare en regeringsgodkendt kontrakt. Det har intet at gøre med sammensmeltningen af liv og eksistens og børn som et symbol på den kærlighed, og de føler, at de måske er gået glip af noget. Og det er de.”
Fay Weldon
Den specielle kærlighed; den ydmygede idiot; at man ikke taler samme sprog som dem med den uspecielle kærlighed; sammensmeltning af liv og eksistens; de er gået glip af noget.
Alt det kender jeg enormt meget til.
Jeg begyndte at blogge, da min ældste datter startede i 1. klasse; min mand havde året forinden besluttet, at jeg ikke længere skulle være hans kone men derimod hans ekskone, og jeg var begyndt på en ny uddannelse. Lige efter vi var flyttet fra hinanden, kunne vi godt tale ordentligt sammen, men det gik ret hurtigt i vasken, og i den efterfølgende periode havde jeg meget svært ved at se hvordan det hele skulle gå op i en højere enhed.
Jeg begyndte derfor at skrive, fordi det gav mening for mig at have et sted, hvor jeg, trods kaos, kunne fastholde mig selv omkring det vigtigste i mit liv – mine børn; skriveterapi kan jeg også kalde det. Det er egentlig ikke fordi, jeg har et skide spændende liv, eller fordi mine børn er de sjoveste i verden, men det gav mening for mig at skrive søde og sjove historier om mine dejlige børn, som også hjalp med at holde humøret højt. Mit hoved var fyldt til bristepunktet af følelsesmæssige forviklinger, og ærlig talt tror jeg, at jeg ville have glemt størstedelen af de søde og sjove ting om mine børn, hvis jeg ikke havde skrevet dem ned. Der var simpelthen ikke plads i mit hoved til at rumme det hele.
Sidenhen har den oprindelige tanke med bloggen ændret og udviklet sig. Jeg skriver stadig om mine børn, men også om visse ting i mit liv, som ikke omhandler mine børn; dog har der hele tiden været én ufravigelig regel: Jeg ville ikke fortælle historien om min skilsmisse og heller ikke sætte min eksmand i et dårligt lys!
Det har fungeret rigtig godt for mig siden jeg begyndte at skrive for 2 år siden, men jeg kan mærke, at det ikke helt er nok i længden. Jeg har brug for at skrive mine grimme historier også. Hele min historie som mor, fortalt fra mit point of view, herunder også historien om min skilsmisse. Selvom livet kan gå mig imod, er jeg stadig mor med alt, hvad den fornemme titel indebærer. Det har bestemt ikke altid været en dans på roser, og da vi pludselig skulle skilles, var det nærmere en kamp i Helvedes forgård. Jeg synes, det var meget grimt, men alligevel var jeg nødt til først og fremmest at tænke på mine børn. Det har jeg gjort, og nu har jeg behov for også at tænke på mig selv; behov for at fortælle mine grimme historier, fordi det er vigtigt for mig at give et billede af årsagen til, at jeg godt kan være en sur og bitter kost, der ikke rigtig stoler på andre mennesker i bestemte situationer. Det kan godt virke lidt underligt og temmelig narcissistisk at have behov for at udstille sine grimme og dårlige sider på den måde, men jeg har ingen intentioner om at opstille mig selv på en piedestal; jeg kan være en strigle, og det vil jeg bestemt ikke lægge skjul på.
Egentlig er jeg et relativt privat menneske, og jeg fortæller aldrig nye bekendtskaber min livshistorie, før jeg har kendt dem i 100 år og en madpakke, men for mig er det bare så naturligt at skrive om. Og nemmere fordi jeg er fri for at (over?)tolke folks grimasser og reaktioner. The written word is my best friend!
Jeg har af, for mig, uransagelige årsager fået ros for min blog. Der er rent faktisk nogle dejlige mennesker, som gider læse den. Om jeg har læsere, der ikke kender mig i det virkelige liv, ved jeg ikke, men de læsere, jeg kender, giver mig nogle rigtig gode og konstruktive kommentarer ind imellem. Og ros! Af og til ros i en sådan grad, at jeg bliver helt rød i hovedet, og hvor er det lækkert at andre sætter pris på/morer sig over/relaterer til noget, jeg bare sidder ved spisebordet og flikker sammen den ene aften efter den anden. Bare fordi jeg kan! Jeg elsker, at der er nogen derude, som måske kan bruge det, jeg skriver til noget, om end det bare munder ud i et smil; og af selvsamme årsag begyndte tankerne om at sætte det hele og meget mere sammen til en bog at spire i mit hoved.
Da jeg blev skilt, oplevede jeg en enormt stor berøringsangst fra rigtig mange af mine bekendtskaber. Men der var især én, som var pisse ligeglad med, hvor meget jeg tudede. Søde Janie, som er et fantastisk rummeligt og ærligt menneske, hun var sgu sej, da jeg skulle skilles! Da bekendtskaberne blev berøringsangste, hang hun ved, og der slog det mig, at vores samfund simpelthen mangler noget ærlighed.
Mens jeg har skrevet denne bog, har jeg sendt et prøvekapitel omkring min skilsmisse til et af mine yndlingsmennesker, Annette, for at høre hendes vurdering af dét, jeg skriblede, og for lige at veje stemningen omkring al det her ”drømmen om at skrive en egocentrisk bog”.
Retur kom blandt andet følgende:
”Du skal intet forandre, for det var sådan, det var. Og det er dét, der gør det ”interessant” – du tør at fortælle tingene, som de er. Og det er dét, verden har brug for. Ærlighed!”
Jeg blev simpelthen SÅ glad! Gu’ er mit liv en lorte-historie nogen steder, men det her er altså bare mit liv. Ærlige mig, uden filter!
At være uden filter synes jeg, er noget, der kræver modenhed. Jeg havde ikke turde gøre det for 10 år siden. Heller ikke for 5 år siden, men jeg er blevet ældre og klogere, og som Annette udtrykte det, så har verden brug for ærlighed, og det vil jeg sgu gerne give et bidrag til, selvom jeg kommer til at udstille mine grimme sider, for sådan er det virkelige liv; kaotisk, med mening, uden mening og fuldstændig tilfældigt!
Mine børn er hele mit liv, min eksmand var engang hele mit liv, og min familie er mit liv. Disse personer vil derfor indgå som en rigtig stor del af fortællingen, da de også bærer en del af æren (skylden?) for, at jeg er, som jeg er. Hvad jeg end måtte skrive om min familie, så er det ikke ment som en forsinket kritik, fordi jeg er utilfreds med hvordan tingene var og er. Jeg håber, det vil blive taget imod med åbent sind, for der ligger ingen ondsindede tanker bag.
I fortællingen vil jeg unægtelig komme til at skrive nogle lidet flatterende ting om min eksmand, så til ham vil jeg gerne sige ”Tja, sådan var det jo.” Undskyld hvis det kommer til at besværliggøre dit liv, det er ikke min intention. Som det ene af de to røvhuller i vores historik kan jeg ikke gengive forløbet objektivt, men jeg vil forsøge; jeg har ikke til hensigt at hænge dig ud, men jeg har brug for at skrive om min oplevelse af forløbet.
Hånden på hjertet så tror jeg, at han vil give mig ret i de faktuelle forhold, jeg beskriver. Så meget selvindsigt tror jeg trods alt, han har bibeholdt. Men det er selvfølgelig ikke sikkert – jeg er jo små dum og vildt naiv, så måske han afliver mig, hvis han læser det her. Men jeg tror det nu ikke! Hverken at han læser dette eller afliver mig forstås.
Slut på det lille indhak i indledningen :-)
Og jeg beklager det layoutmæssige rod, men Word og Wordpress snakker ikke helt samme sprog, hvilket dog burde ligge lige til højrebenet, da de deler fornavn...
Happy freaking birthday til min blog og tak til jer, der gider finde tiden til at læse med :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar