Man har et standpunkt...

...til man tager et nyt, som en kendt Statsminister engang så klogt sagde. Det er lidt ærgerligt, at Jens Otto Krag var Statsminister, før jeg blev til. Jeg tror, jeg ville have syntes godt om manden.

Anyways; jeg havde også engang et standpunkt, men så tog jeg et nyt. Det skal der sgu være plads til. Jeg har altid hårdnakket påstået, at mine børn skulle være relativt store, før de måtte få huller i ørerne; men for noget tid siden, overgav jeg mig, da Mathilde fyrede den sødeste kommentar af desangående.

Mathilde: "Mor, jeg har faktisk tænkt længe over, at jeg nu er klar til at få huller i ørerne."
Mor: "Hmm, jeg kunne nu godt tænke mig, at det først sker, når I bliver lidt ældre."
Mathilde: "Jah, det kan jeg også godt forstå, men jeg føler mig bare virkelig klar nu!"

Så var der jo ikke så meget at rafle om, og jeg måtte bøje mig i støvet. Da lillesøster Cornelia så hørte, at jeg havde skiftet mening, var hendes respons "Åhr hvaaaaad, så vil jeg også mor!" - den lille lede medløber! Ikke så meget overvejelse at spore dér (hun minder mig om én, jeg kender)...

Og for de ikke skulle lide selv, var jeg jo også nødt til at få pløkket endnu et hul i højre øre... Tsk tsk tsk... Jeg går derfor nu og forbereder mig på, hvornår de begynder at plage om at få hul nummer to i begge ører, hvornår de begynder at plage om at gå med make-up, og hvornår de skal have piercet navlen.

Det der mor-halløj er sgu slet ikke så nemt! Men i guder hvor er det sjovt :-)

Allergi...

...er en underlig størrelse.

Mine børn er velsignet med en mor, der har diverse allergier, hvilket åbenbart har givet især min yngste datters fantasi endnu større mulighed for udfoldelse.

Cornelia: "Mor, jeg kan faktisk ikke tåle frøer. Jeg er allergisk overfor dem og overfor folk, der har rørt ved dem..."
Mor: "Nå, det var da en atypisk ting at være allergisk overfor?!?"
Cornelia: "Jah, det er faktisk heller ikke nemt, for hvis jeg kommer tæt på frøer eller nogen, der har rørt ved frøer, så kan jeg godt begynde at nyse og sådan noget... Og HALTE...!"
Mor: "Det lyder da temmelig ufedt, men jeg håber da, det går alt sammen alligevel."
Cornelia: "Jah, det gør det også mor, for jeg er ved at vænne mig til det...."

Javel ja :-)

Hvordan er det med ham der Gud?

I morges, da vi var på vej i skole, var Mathilde i sit filosofiske hjørne. Jeg elsker, når hun er det, for hun tænker virkelig meget over nogle fantastiske ting.

Denne morgen undrede hun sig over forskellige tings "navne".

Mathilde: "Mor, jeg tænker faktisk tit over, hvorfor en flagstang hedder en flagstang..."
Mor: "Jamen det er da en rigtig god ting at tænke over, hvorfor tingene hedder, som de gør."
Mathilde: "Jah, der er bare lige det problem, at jeg aldrig får svar..."
Mor: "Svar fra hvem?"
Mathilde: "Jamen jeg spørger jo Gud, hvorfor han har valgt at kalde en sten for en sten... - Han svarer bare aldrig..."
Mor: "Hvordan tænker du, at du gerne vil have et svar? Som hvis han talte til dig?"
Mathilde: "JA!"
Mor: "Det kan jo også være, han svarer på måder, du endnu ikke har opdaget. Det kan jo tænkes, at hvis du spørger om noget, og så pludselig sker der noget, så du får svar på dit spørgsmål?!?"
Mathilde: "Jah, der var også engang, hvor vi var ved stranden, så fandt jeg en sten, og på dén sten stod der "En sten hedder en sten fordi...." og så ikke mere..."
Mor: "Nå for søren. Det kan være, at Gud vil have dig til selv at tænke over tingene og selv tænke dig frem til et svar, der giver mening i dit hoved, måske?"
Mathilde: "Jah, det kan godt være, men det synes jeg er skørt; jeg vil jo bare gerne vide, hvorfor en sten hedder en sten!"
Mor: "Jeg tror, at du nok skal få svar på dit spørgsmål engang, hvis bare du husker at holde øje med de små tegn."
Mathilde: "Det tror jeg også, jeg gør. Men Gud har jo nok også lidt travlt, for jeg er nok ikke den eneste, der spørger ham om noget..."

Min søde, skønne, dejlige, kommende cand.theol ;-)

At hade børn...

Den anden morgen, da jeg skulle aflevere mit offspring i skolen, mødte jeg en far, med sit yngste barn i hånden, som uden indledning startede med sætningen "Jeg hader børn...!"  Ja for Satan og go' mandag morgen til dig også! Lige præcis, det må man altså gerne engang imellem. Bare helst ikke sine egne børn i mere end et kvart sekund hvert andet år; men jeg forstår ham godt; også fordi han har dobbelt så mange børn, som jeg har...

Lige nu hader jeg også børn! Altså ikke bare sådan i al almindelighed og heller ikke mine egne, men jeg hader børn, der har lus, der noget så eftertrykkeligt er blevet videregivet til mit afkom. Lus er et lorte-dyr, der bare skulle pisse af Helvede til. Ligegyldigt hvordan jeg vrider min fantasi, så kan jeg ikke komme på én eneste gavnlig ting ved lus. Det er overhovedet ikke et nyttedyr på nogen led! Og herhjemme er den store lusekamp begyndt og ih-altså, hvor jeg håber, at vi vinder den kamp snart.

Men jeg er satme blevet en motherfucker med en tættekam ;-) Min nye spidskompetence!

Nå, men ud over at hade børn med lus og være kronisk indsmurt i balsam og deraf følgende fornemmelse af at være blevet balsameret (om ikke så længe ruller pigerne mig ind i toiletpapir og taadaaaaaa - mummy-mom, hvilket i grunden ikke er nemt at sige 20 gange i træk...), så er det efter 2 måneders "kø-tid" lykkedes mig at få en psykolog. Hun hedder Rosa, og jeg ser frem til at besøge hende i næste uge! FARVEL STRESS, blev der sagt!! - altså på sigt. Det er næppe en mirakelpsykolog, men sejt, hvis hun er :-)

I sidste uge kom jeg vist til at påstå, at jeg havde ægløsning grundet underlige madvaner, men det var vist ikke rigtigt, for mine madvaner er stadig temmelig fucked up, og jeg har nu udviklet det underligste crush på forsangeren i The Offspring; jeg ku' SÅ godt... Nå hvad, gad du ikke høre om min cyklus? Hehe, min blog - jeg bestemmer ;-)

Der er nymåne på torsdag, så jeg tror, det er derfor! Og om endnu 14 dage er det fuldmåne, så jeg har cirka 10 dage ind imellem, hvor jeg kan være bare nogenlunde normal - månen har altid haft en fjollet virkning på mig... Måske jeg skulle blive heks eller wiccaner eller hvad det nu hedder. Er det ikke noget med månen og dens faser blandt andet?

Det vil jeg være - heks!

Nu har jeg jo også været positiv i en uge...

...hvilket må berettige, at jeg nu bliver sur igen!

Hvad Fanden i Helvede er du nu sur over, Gitte, din latterlige, emsige, bagatelregnende kælling?

Jah... Nu har jeg mobiliseret positiv energi i retning af skolen, siden inspektøren i sidste uge ringede til mig og pænt, sødt og ordentligt forklarede mig stolpe op og stolpe ned om det famøse læsebånd, som han forsøgte at forklare mig (og de andre forældre) noget om inden ferien i en mail. Jeg fattede stadig ikke en skid og hver gang, jeg spurgte, om det "bare" betød, at ungerne skal til at læse noget mere, kom der en laaaaaang forklaring om pædagogiske fremgangsmåder og danske elevers elendige statistikker.

"Jamen Kim, betyder det så, at de skal læse noget mere i skoletiden?"

"Bla bla bla blaaaaa....."

"Jamen KIM! Skal de læse noget mere?"

"Mjo, det kan man vel godt sige, de skal."

Javel, det var bare dét, jeg gerne ville vide. Og så lavede han fejlEN! Han er ellers temmelig hærdet i skolelederrollen, men inden han lagde på, sagde han: "Og Gitte, du må jo ENDELIG ringe eller skrive igen, hvis du har noget på hjerte, eller der er noget, jeg ikke får kommunikeret ordentligt ud." - og jeg tror på, han mente det. Men det var sgu ikke smart sagt, Kim. Ikke til mig - for, tror mig, jeg vil benytte mig af det til hver en tid ;-)

Nå, men alt i alt er jeg rigtig glad for, at han (langt om længe) tog kontakt til mig og forsøgte at enlighten my mind! Det er jeg meget glad for; tak, Kim :-)

Men så er der kommet en ordre fra Cornelias nye klasselærer, og det har jeg det egentlig ikke helt godt med. Ja tak, jeg kunne vælge bare at rette ind, hvilket nok ville være det nemmeste, men jeg har det lidt træls med bare at rette ind uden at stille spørgsmåltegn ved tingene.

Vi er virkelig i bagatel-afdelingen og så meget flueknepperi burde ikke være tilladt, men jeg bliver altså lidt provokeret af det.
Det korte af det lange er, at børnene først må møde på skolen 07.50, da der ikke er tilsyn med dem inden da. Fin regel, kein Problem dér, og hver morgen tuller eleverne til morgensang klokken 08.00
Så lyder ordren, at alle børn i 1. klasse fra nu skal være tjekket ind, have smidt overtøjet og sko i garderoben, på med hjemmefusser, have lagt madkasse og drikkedunk i køleskabet, have sat skoletasken ind og stå klar til at gå til morgensang senest 07.55 hver morgen.

Alt dette kommunikeret ud med BLOKBOGSTAVER I FED, RØD FONT!!

Ææææh, undskyld mig, men hvad? Nu kan det godt være, at jeg er den eneste, der har avlet børn, der virkelig er langsommere end langsom med langsom på, men hvis der skulle være andre, der har børn med tilsvarende brist, er det så ikke lidt optimistisk, at de skal kunne nå så meget på MAX 5 minutter? Bright and early in the morning? Og som jeg læser det mellem linjerne, så må de meget gerne være klar inden 07.55. Mja... Jeg tror ikke, det kommer til at ske! Ikke for mine børn, mig og vores morgenrutiner. Der skal ikke meget til, før tidsplanen skrider 2 minutter hist og her, og så er MAX 5 minutter sgu ikke meget at give af.

Jeg skriver det her, fordi jeg ikke lige ved, hvor jeg skal mobilisere min arrigskab hen. Der er undervisningspligt fra klokken 08.00 til 13.45, og der må de sgu (næsten) gøre ved mine børn, hvad de vil. Der er jeg ikke så emsig. Men jeg har svært ved at tolerere, at der fra en menig lærer kommer en ordre (i rødt med blokbogstaver) om, at de skal til at møde 5 minutter før, hvilket igen medfører, at ungerne nu max har 5 minutter til at "komme på plads", når de træder ind af døren...

Jeg skummer lige lidt, mens jeg overvejer, om jeg skal reagere på den eller bare se tiden an og afvente, hvad konsekvensen bliver, når mine børn stadig bliver ved med at dukke op 3 minutter i 08.00...

Skumme, skumme, skumme... Men så var jeg lige ude og lave morgenmad og de seneste dage, har jeg ikke lavet andet end at æde rejer, avokado, rå løg og tomater til både morgen-, middags- og aftensmad - så fik jeg en åbenbaring, da jeg kiggede på min mad - jeg har sgu da ægløsning, det er derfor, jeg er så skide sur ;-) Så nu lader jeg den lige hænge lidt og ser, om min vredhed går over om et par dage, ellers er jeg nok nødt til at skrive med blokbogstaver retur til læreren og eventuelt Kim, som jeg stadig er "pot & pande" med :-)

Forældremøder...

I love 'em... Love 'em love 'em love 'em!

NOT!!

Forældremøder er sådan noget Vor Herre har opfundet i vrede! Man sidder og snakker stolpe op og stolpe ned om ligegyldige ting som frugtordning, klassekasse, hvordan lektier bliver kommunikeret ud, trivsel osv. På vores skole snakker vi ikke faglighed som sådan.

Jeg kan faktisk rigtig godt lide de lærere, mine børn er velsignet med, selvom jeg af og til giver udtryk for noget andet. Det, jeg har et enormt problem med, er ledelsen, ledelsesmetoder, læringsmetoder, politikere og inspektørens forkvaklede sludder. Men Jesper og Mette kan jeg faktisk rigtig godt lide!

I aften var jeg til forældremøde i Mathildes klasse og hold nu fuldstændig kæft, hvor kan jeg blive helt enormt pinlig på andre forældres vegne. Nøøøøøj altså hvor synes jeg, der er (eller rettere BURDE være) grænser for, hvor latterligt man som forældre kan tillade at opføre sig i en relativ åben forsamling - men det er der åbenbart nogen, der ikke er enige med mig i!

Med fare for at træde nogen over tæerne. Med fare for at nogle af de andre forældre læser med. Med fare for jeg bliver stemplet som backstabber...
Jeg kan ikke forstå, at man som forælder har SÅ lidt respekt for lærerne. Jeg kan ikke begribe, hvordan man kan se sig selv som et godt eksempel, hvis man ikke selv taler ordentligt til lærerne.

Jeg ved godt, at jeg har givet dem en overhaling med jævne mellemrum, og måske det derfor bliver lidt dobbeltmoralsk for nogen at se, men jeg har sgu altid gjort det med respekt for deres fag.

Vi tager lige et tilfældigt quote fra en tilfældig mor (jeg havde nemlig ikke andet fornuftigt at give mig til end at tage noter på telefonen...)

"Jamen de lærer jo ikke noget! Jeg har taget *barn*'s bøger med, og der er ikke skrevet noget i dem!!" sagt out-of-nowhere, fuldstændig udenfor kontekst med, hvad der for mig lød som, den klammeste foragt og disrespekt i stemmen.

Måske det er min opdragelse, der gør det. Måske det er fordi, jeg bare godt kan lide at lærerne laver et stykke arbejde, jeg ikke gad at have (jeg havde revet begge ben af ALLE ungerne og guillotineret for længe siden). Måske det bare er fordi, jeg ønsker at omgås mine medmennesker med r.e.s.p.e.k.t.! Men jeg syntes Fandengalemig, at den kommentar var under bæltestedet! Og det er sagt to FREAKING uger inde i skoleåret!

Æh nej, hånden på hjertet, hvor fandens effektiv er jeg lige de første to uger efter en 6 ugers ferie? Ikke særlig effektiv, det indrømmer jeg sgu da gerne! Det tager sgu tid at komme i gang igen efter ferien - også for ungerne! Jeg tror bestemt ikke, at det er lærernes engagement, vi skal skælde ud så tidligt i skoleåret. Det gør mig PINLIG!

Men hun fik et, for mig at høre, ordentligt, fagligt argumenteret og velbegrundet svar. Mig? Jeg havde stranguleret hende! Men nå, svaret resulterede så i følgende udtalelse fra selv samme kone:

"Skal de aldrig lære at stave eller hvad?" sagt med præcis samme foragt i stemmen som før.

Jeg kan ikke HA' det! Jeg kan ikke, og jeg vil satme ikke, men tør jeg at sige noget? Næh nej, så sad jeg bare på min flade røv og bjæffede "Jaja, rolig nu, de går kun i 3. og er to uger inde i skoleåret..."

Så kunne den skarpe jo spørge mig om, hvorfor Fanden jeg gider lade mig gå på af sådan noget pjat, for det var jo ikke min røv, der (ikke særlig konstruktivt) blev ristet? Og det er faktisk lidt pudsigt, for jeg har brugt dagen på at reflektere over konflikter. Bare sådan i al almindelighed fordi jeg skriver om det i bogen. Når jeg tænker tilbage, så har jeg aldrig kunne udstå konflikter. Konflikter, som jeg selv er en del af, kan jeg lige til nød acceptere i fald, de har grobund i noget sagligt. Men konflikter/verbale lussinger/nedsablinger/angreb i det offentlige rum kan jeg slet ikke med! Jeg farer lige i forsvarsposition med det samme, hvæsser kløerne og ligner satme et eller andet, der er taget ud af en viking-historie! Jeg puster mig op med det samme for at tage én eller anden i forsvar, selvom jeg ikke har en skid med det at gøre!

Hvorfor, Gitte, hvorfor Helvede gider du? Fordi jeg ikke kan snuppe den mangel på respekt, som jeg vitterligt oplever, det er. Fordi jeg ikke kan snuppe, at nogen mennesker tror, at blot fordi de er omgivet af andre mennesker, så kan de slippe afsted med hvad-som-helst. Fordi jeg ikke bryder mig om, at man angriber andre mennesker på den måde. Fordi jeg ærlig talt synes, at sådan en dialog burde være taget under fire øjne. Fordi jeg synes, at det er fucking tarveligt at angribe folks faglighed på den måde!

Man skulle sgu nok have været der... Og måske jeg bare burde spænde hjelmen! Måske jeg bare skulle slappe lidt af! Men jeg tænder da også fuldstændig af, hvis nogen spørger mig, hvorfor fanden jeg ikke gør mit arbejde ordentligt (helst sagt af folk, der ikke har en skid forstand på området).

Ja, jeg bræger evig og altid om ærlighed. Ja, jeg skælder og smælder selv på skolesystemet. Ja, jeg er nok pishamrende dobbeltmoralsk. Men ting kan siges på mange måder - på rigtig mange måder; og kunne vi ikke godt alle sammen blive lidt bedre til at sige tingene på en pæn måde? Det kunne jeg virkelig godt tænke mig, så det stakkels fagpersonale ikke behøver frygte at blive taget fuldstændig med bukserne nede til et forbandet forældremøde, der ikke bør handle om, hvorfor hendes bette barn ikke har de fornødne skrivekundskaber endnu... Jeg synes, det er respektløst, og det kan jeg slet ikke arbejde med.

Kan vi ikke godt prøve? At tale pænt? Og ordentligt?

Jeg har endnu et forældremøde i næste uge i Cornelias klasse - jubiiii - jeg kan slet ikke styre min ekstase og begejstring! Måske jeg endda kan få endnu et brok-indlæg ud af det? Vi venter i spænding ;-)

Om sluk-knapper...

Jeg kamp-elsker mine motormunde 200 % af tiden, men det er ikke nogen hemmelighed, at jeg af og til beder dem klappe i, fordi de simpelthen kan snakke Fanden et øre af! ANYDAY!

Det resulterede i følgende dialog med min yngste motormund her til aften:

Cornelia: "Mor, ved du, hvor sluk-knappen sidder på mig?"
Mor: "Nej, det gør jeg ikke - hvor?"
Cornelia: "På storetåen... Men den virker vist ikke ret længe ad gangen... Nok kun i 1 sekund eller noget..."
Mor: "Jah, det tror jeg, du har ret i."
Cornelia: "Ej mor, hvis jeg virkelig strammer mig an, så KAAAAAAN den godt virke i cirka 10 sekunder - det må være længe nok, til du kan nå at slappe af i ørerne..."

Javel; dog er jeg lidt betuttet ved, at jeg SÅ tit skal gå og trække hende i storetåen...