I morges, da vi var på vej i skole, var Mathilde i sit filosofiske hjørne. Jeg elsker, når hun er det, for hun tænker virkelig meget over nogle fantastiske ting.
Denne morgen undrede hun sig over forskellige tings "navne".
Mathilde: "Mor, jeg tænker faktisk tit over, hvorfor en flagstang hedder en flagstang..."
Mor: "Jamen det er da en rigtig god ting at tænke over, hvorfor tingene hedder, som de gør."
Mathilde: "Jah, der er bare lige det problem, at jeg aldrig får svar..."
Mor: "Svar fra hvem?"
Mathilde: "Jamen jeg spørger jo Gud, hvorfor han har valgt at kalde en sten for en sten... - Han svarer bare aldrig..."
Mor: "Hvordan tænker du, at du gerne vil have et svar? Som hvis han talte til dig?"
Mathilde: "JA!"
Mor: "Det kan jo også være, han svarer på måder, du endnu ikke har opdaget. Det kan jo tænkes, at hvis du spørger om noget, og så pludselig sker der noget, så du får svar på dit spørgsmål?!?"
Mathilde: "Jah, der var også engang, hvor vi var ved stranden, så fandt jeg en sten, og på dén sten stod der "En sten hedder en sten fordi...." og så ikke mere..."
Mor: "Nå for søren. Det kan være, at Gud vil have dig til selv at tænke over tingene og selv tænke dig frem til et svar, der giver mening i dit hoved, måske?"
Mathilde: "Jah, det kan godt være, men det synes jeg er skørt; jeg vil jo bare gerne vide, hvorfor en sten hedder en sten!"
Mor: "Jeg tror, at du nok skal få svar på dit spørgsmål engang, hvis bare du husker at holde øje med de små tegn."
Mathilde: "Det tror jeg også, jeg gør. Men Gud har jo nok også lidt travlt, for jeg er nok ikke den eneste, der spørger ham om noget..."
Min søde, skønne, dejlige, kommende cand.theol ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar