Jeg er vist gået hen og blevet helt pjattet med de dersens føljetoner, så jeg vil lige berette om Cornelias seneste overnatning i min seng.
Mathilde havde en overnattende gæst, hvorfor vi ligsom sidst placerede gæstebarn i Mathildes seng, Mathilde i Cornelias seng og Cornelia i min seng; og det gik faktisk ret godt. Hun faldt da i søvn, mens jeg læste, og jeg faldt også i søvn helt uden alt for mange blå mærker. Hun keglede rundt som en billardkegle, der var blevet tyret ned af en billardkugle med 583 km/t., men så længe hun blev i sin halvdel af sengen, tænkte jeg, at hun ikke absolut behøvede ligge med hovedet i den samme retning som jeg. Men det var godt nok en beslutning jeg fortrød i løbet af natten...
Klokken cirka l.o.r.t. om natten fik jeg et ordentligt spark direkte på næsen af en lille størrelse 29. Hold nu k*** jeg fik et chok! Og hold nu k*** jeg fik vand i øjnene i løbet af nada tid. Er du rund på marken, det gjorde så sindssygt ondt, jeg har da aldrig oplevet noget lignende. Den næste morgen var jeg ret så rød over næseryggen og under det højre øje. Cornelia syntes godt nok det så lidt underligt ud, men jeg mente det var nytteløst at fortælle hende sandheden, for det skulle hun da ikke have dårlig samvittighed over. Så jeg gik om bord i pudderdåsen og lignede til sidst noget, der kunne forveksles med en poletneger med ekstrem hang til et par baner (grundet non-stop forkølelse) og alt for mange cigaretter (grundet efterveerne fra en lungebetændelse).
Alt i alt en udmærket nat :-)
tirsdag den 15. november 2011
mandag den 14. november 2011
Milliardæren morfar
Dictator citat i dagens anledning:
Cornelia: "Mor, hvorfor skal du arbejde?"
Mor: "Så jeg kan tjene lidt flere penge, så vi måske kan få råd til lidt større julegaver eller tage ud at spise engang i mellem."
Cornelia: "Mm.... Det er altså også underligt at morfar har så mange penge, når vi ikke har ret mange... - Vi har måske to kroner og morfar har ethundredeogtreogfyrretrestyveoghalvtredstyve... og noget... Og mor, hvis vi var rige, skulle vi så ikke tage ned til Afrika og give de fattige mennesker nogle penge, for det er godt nok synd for dem, at de skal spise jord og drikke beskidt vand?"
Mor: "Jo, Nelly, det gør vi, hvis vi engang bliver rige!"
Cornelia: "Og mor, kan vi så også ikke købe noget mere fastelavnstøj? Og nogle flere TopModel bøger?"
Det der med penge er nu noget underligt noget efter Cornelias mening. Jeg tror planøkonomien bliver indført, hvor hun bliver diktator!
Cornelia: "Mor, hvorfor skal du arbejde?"
Mor: "Så jeg kan tjene lidt flere penge, så vi måske kan få råd til lidt større julegaver eller tage ud at spise engang i mellem."
Cornelia: "Mm.... Det er altså også underligt at morfar har så mange penge, når vi ikke har ret mange... - Vi har måske to kroner og morfar har ethundredeogtreogfyrretrestyveoghalvtredstyve... og noget... Og mor, hvis vi var rige, skulle vi så ikke tage ned til Afrika og give de fattige mennesker nogle penge, for det er godt nok synd for dem, at de skal spise jord og drikke beskidt vand?"
Mor: "Jo, Nelly, det gør vi, hvis vi engang bliver rige!"
Cornelia: "Og mor, kan vi så også ikke købe noget mere fastelavnstøj? Og nogle flere TopModel bøger?"
Det der med penge er nu noget underligt noget efter Cornelias mening. Jeg tror planøkonomien bliver indført, hvor hun bliver diktator!
søndag den 13. november 2011
Kan man hedde John Travolta?
Og så var det lige vi så Grease i eftermiddag, da mine forsøg på at overtale mit snotsyge spasserkadaver til at gå ud og lave risengrød overhovedet ikke ville lykkes. Og så er det jo lige, at jeg i al den tid Grease har været i min bevidsthed, altid har haft (og stadig har) et m.e.g.a. crush på John Travolta. Han kan bare et eller andet, det er jeg sikker på! Så i et forsøg på at starte en samtale kom jeg til at sige, at ham John Travolta bare er alt for lækker.
Cornelia syntes dog ikke han på nogen måde var sammenlignelig med Justin Bieber, som er the one and only man kan slippe af sted med at kalde lækker. Så fik vi lige en sludder om, at der er en lille smule forskel på hvem, man synes er lækker, alt efter om man er 5 år eller 28 år.
Efter lidt tid spurgte Mathilde: "Mor, hvad var det lige du sagde han hed?"
Mor: "John Travolta."
Mathilde: "Ej, kan man overhovedet hedde det?"
Mor: "Ja ovre i USA kan man godt."
Mathilde: "Ej mor, hvis du så blev gift med ham, skulle du så hedde Gitte Johntravolata Bindesbøl til efternavn?"
Og så grinede hun simpelthen så meget og så højt, at hun begyndte at hoste og fik vand i øjnene (da hun er lige så non-kvik som sin mor i disse dage), og jeg efter 4 minutter var småbekymret for hendes lungers fremtid!
Tror jeg skal til at ta-le i sta-vel-ser og med stør-re mel-lem-rum/pa-u-ser, så mi-ne børn bed-re kan for-stå mit vo-la-pyk sprog og bli-ve nog-le or-dent-li-ge sam-funds-bor-ge-re i det-te land!
Cornelia syntes dog ikke han på nogen måde var sammenlignelig med Justin Bieber, som er the one and only man kan slippe af sted med at kalde lækker. Så fik vi lige en sludder om, at der er en lille smule forskel på hvem, man synes er lækker, alt efter om man er 5 år eller 28 år.
Efter lidt tid spurgte Mathilde: "Mor, hvad var det lige du sagde han hed?"
Mor: "John Travolta."
Mathilde: "Ej, kan man overhovedet hedde det?"
Mor: "Ja ovre i USA kan man godt."
Mathilde: "Ej mor, hvis du så blev gift med ham, skulle du så hedde Gitte Johntravolata Bindesbøl til efternavn?"
Og så grinede hun simpelthen så meget og så højt, at hun begyndte at hoste og fik vand i øjnene (da hun er lige så non-kvik som sin mor i disse dage), og jeg efter 4 minutter var småbekymret for hendes lungers fremtid!
Tror jeg skal til at ta-le i sta-vel-ser og med stør-re mel-lem-rum/pa-u-ser, så mi-ne børn bed-re kan for-stå mit vo-la-pyk sprog og bli-ve nog-le or-dent-li-ge sam-funds-bor-ge-re i det-te land!
torsdag den 10. november 2011
Hvordan man flytter lørdag til fredag
Pigerne er heste-gale og nu skal galskaben stå sin prøve! Enten bliver de skræmt fra vid og sans eller også bliver de endnu mere heste-gale og så må vi jo finde pengene til at gøre noget ved den galskab.
På lørdag skal pigerne ud at ride. På en ægte, levende hest. De fik det at vide i går og de har haft julelys i øjnene siden da - hvor er det herligt.
Vi skal i ponylegestue; børnene skal selv strigle, sadle op, ride, sadle af osv. De ved endnu ikke hvad det vil sige, men ikke desto mindre glæder de sig vildt meget. Og der er SÅ længe til lørdag når man har så mange sommerfugle i maven.
Mathilde: "Mor, jeg glæder mig så meget til på lørdag. Kan vi ikke bare beslutte, at det skal være lørdag i morgen?"
Mor: "Jo det kan vi godt, men det nytter bare ikke noget, hvis vi er de eneste."
Mathilde: "Nej okay... Men hvis vi nu bare siger til alle vi møder i morgen, at det er lørdag, tror de så ikke på det?"
Mor: "Det er jeg bange for de ikke gør, desværre."
Cornelia: "Synes godt de kunne hoppe på den, når vi glæder os så meget...! Hvor er andre mennesker ikke søde, altså."
På lørdag skal pigerne ud at ride. På en ægte, levende hest. De fik det at vide i går og de har haft julelys i øjnene siden da - hvor er det herligt.
Vi skal i ponylegestue; børnene skal selv strigle, sadle op, ride, sadle af osv. De ved endnu ikke hvad det vil sige, men ikke desto mindre glæder de sig vildt meget. Og der er SÅ længe til lørdag når man har så mange sommerfugle i maven.
Mathilde: "Mor, jeg glæder mig så meget til på lørdag. Kan vi ikke bare beslutte, at det skal være lørdag i morgen?"
Mor: "Jo det kan vi godt, men det nytter bare ikke noget, hvis vi er de eneste."
Mathilde: "Nej okay... Men hvis vi nu bare siger til alle vi møder i morgen, at det er lørdag, tror de så ikke på det?"
Mor: "Det er jeg bange for de ikke gør, desværre."
Cornelia: "Synes godt de kunne hoppe på den, når vi glæder os så meget...! Hvor er andre mennesker ikke søde, altså."
onsdag den 9. november 2011
Kan den køre hurtigere?
Pigerne vil gerne have en hest! De sidste mange måneder har de stort set ikke talt om andet end heste. Heste, heste, heste, heste, døgnet rundt. Og jeg synes det er alletiders hobby; det er bare en røvdyr hobby og det er jeg ret ked af, for jeg vil gerne lade mine børn gå til ridning. Pengene er der bare ikke, desværre. Meeeeen så er det jo lige, at vi kender én, hvor banditten kan opstaldes for nada jyske dollars og så er det jo lige, at min hestedrøm også bliver fodret voldsomt, hvorfor vi altså ikke rigtig snakker om andet.
Mathilde låner (og læser) en masse bøger om heste, de spørger, vi læser noget mere, de spørger noget mere og sådan går det dag efter dag.
Men så var det lige, at Cornelia leverede følgende spørgsmål en dag:
"Mor, de der dimser man skal have fødderne i, er de ikke til at få den til at køre hurtigere?"
Tror nok jeg svarede "Tjoooo...." da jeg havde fået kvalt mit grin.
Mathilde låner (og læser) en masse bøger om heste, de spørger, vi læser noget mere, de spørger noget mere og sådan går det dag efter dag.
Men så var det lige, at Cornelia leverede følgende spørgsmål en dag:
"Mor, de der dimser man skal have fødderne i, er de ikke til at få den til at køre hurtigere?"
Tror nok jeg svarede "Tjoooo...." da jeg havde fået kvalt mit grin.
tirsdag den 8. november 2011
Propagandaminister Goebbels
Den anden dag tog jeg mig selv i at gå rundt og synge en sang fra "Drengene fra Sankt Petri". Skal den lige genopfriskes lyder den således:
"Først så ta'r vi Göring i hans fede ben,
derpå ta'r vi Goebbels og slår ham med en sten.
Så hænger vi Hitler i en strop,
ved siden af Von Ribbentop,
så bli'r de rent til grin,
de fire nazisvin."
Intet går som sædvanligt ubemærket hen her i vores lille hus, så da Mathilde spurgte mig hvad et "nazisvin" er, burde jeg jo have set det komme. Men hvad siger den kloge så? Den kloge forklarer nok hvad en nazist er (hvilket er svært nok i sig selv), og hvorfor man vil kalde en nazist et svin. Så jeg gjorde selvfølgelig noget andet...
Det hele endte i en laaaaaang monolog rettet mod et styk forvirret 7-årigt barn, hvor både ordene "arbejdslejr", "jødeudryddelse", "diktatur", "gaskammer", og "propagandaminister" indgik indtil flere gange.
Den skarpsindige 7-årige spurgte derefter om en nazist bare er én, der ikke kan lide dem, der har en anden farve hud? Æh... Ja. Det kan det måske godt summeres op til. "Ej mor, kunne du ikke bare have startet med at sige det?"
Jeg tror, jeg i fremtiden bare skal holde mig til at lære børnene noget om heste. Så må de spørge deres morfar, som er lidt af en verdenskrigsnørd, når de er klar til at rumme ord som propagandaminister!
"Først så ta'r vi Göring i hans fede ben,
derpå ta'r vi Goebbels og slår ham med en sten.
Så hænger vi Hitler i en strop,
ved siden af Von Ribbentop,
så bli'r de rent til grin,
de fire nazisvin."
Intet går som sædvanligt ubemærket hen her i vores lille hus, så da Mathilde spurgte mig hvad et "nazisvin" er, burde jeg jo have set det komme. Men hvad siger den kloge så? Den kloge forklarer nok hvad en nazist er (hvilket er svært nok i sig selv), og hvorfor man vil kalde en nazist et svin. Så jeg gjorde selvfølgelig noget andet...
Det hele endte i en laaaaaang monolog rettet mod et styk forvirret 7-årigt barn, hvor både ordene "arbejdslejr", "jødeudryddelse", "diktatur", "gaskammer", og "propagandaminister" indgik indtil flere gange.
Den skarpsindige 7-årige spurgte derefter om en nazist bare er én, der ikke kan lide dem, der har en anden farve hud? Æh... Ja. Det kan det måske godt summeres op til. "Ej mor, kunne du ikke bare have startet med at sige det?"
Jeg tror, jeg i fremtiden bare skal holde mig til at lære børnene noget om heste. Så må de spørge deres morfar, som er lidt af en verdenskrigsnørd, når de er klar til at rumme ord som propagandaminister!
søndag den 6. november 2011
Da moren blev paranoid...
Lille familie på tre var i Legoland i efterårsferien, fordi jeg var overbevist om, at det var der, sæsonen sluttede. At jeg så tog fejl og vi endte der igen ugen efter, er en anden historie.
Nå, men i Legoland vi var, og de havde voldpyntet hele parken med Halloween pynt og gejl. Jeg har netop i år taget højtiden til mig og min amerikaniseringsAngst (den slags Angst, der udtales på tysk, forstås) er så godt som ikke eksisterende længere. Og hvad så om det var noget, amerikanerne fandt på? Take it or leave it. Men hvorom alting er, så tror de på det i Legoland og jeg syntes det var herligt. Alle steder stod der skrækindjagende fugleskræmsler, kæmpe spindelvæv og enorme edderkopper, græskar lå alle steder i hele parken og (indsæt trommehvirvel nu) der var skeletter i diverse kørende aktiviteter... Skeletter I tell you!! Pigerne syntes det var helt fantastisk og det syntes jeg egentlig også. Desuden var det jo højlys dag, så det var jo ikke ligefrem fordi de ubemærket kunne snige sig ind på mig og æde mig eller noget (bilder mig ind, at en superhelt ville komme og lægge sig imellem, hvis det skulle ske).
Da eftermiddagen efterhånden skred frem og Legoland blev lettere affolket, begyndte min paranoia. Tænk nu om en af fugleskræmslerne hoppede på mig, mens vi var et sted, hvor der ikke var andre mennesker? Ahr, Gitte, sandsynligheden er minimal. Sætter min lid til, at ansvarlige Legoland-folk ikke finder på sådan en grusom joke. Tillid til verden genoprettet og paranoia rystet af... Så langt - så godt.
Vi har en meget klippefast tradition for at skulle prøve Minetoget, når der er ved at være affolket, for ellers er det umuligt at komme til der (fatter dog ikke hvorfor, for det er da ikke verdens mest underholdende aktivitet), så det skulle vi selvfølgelig også dén dag. Ingen i kø; tøserne snupper lokomotivet (altså forreste vogn) og moren havner i vogn nr. 2. Lige da toget sætter i gang, kigger jeg mig over skulderen bare for at se, om der vitterligt ikke var andre end os, der skulle med. Hurtig konstatering - der var kun os. OG DOG... I bageste vogn sidder et skelet. What? Paranoia kommer krybende op langs rygraden. Tænker ved mig selv: Herre Gud, det er jo nok lavet af plastik. Men paranoia vil ikke slippe sit klamme greb i mig.
Turen er opdelt i en tur i dagslys under åben himmel og en tur i minerne. Tur i dagslys fyldt med skeletter, spindelvæv, Manden Med Leen, skeletter, der havde hængt sig selv etc. etc. Paranoia tiltager langsomt. Skelettet bagest i toget giver mig fniller og kigger mig under første halvdel af turen cirka 5.000 gange over skulderen bare for at være sikker på, at geniet stadig sidder i bageste vogn. Trods alle kontrolkig tror jeg stadig ikke helt på det. Er sikker på, at det om lidt prikker mig på skulderen. Forestiller mig, at det kommer kravlende fra én vogn til den næste lidt ligsom hende psykopat-zombien i The Ring... Kravlende med sine lange, klamme, tynde lemmer, onde øjne og fingre, der kan kværke mig i løbet af et kort øjeblik! Må dog til sidst affinde mig med, at jeg ikke kan kigge i begge retninger på samme tid, og vender mig derfor om, så jeg kan have (øjen?)kontakt med psykopat-skelettet, der i min fantasi snart skaber overskrifter á la "Plastikskelet myrder mor og to børn i Legoland".
Er dog glad for at kunne sige, at jeg overlevede... Endda alle de fire ture pigerne mente vi skulle have, men min livlige fantasi er bestemt ikke blevet dæmpet; nærmere det modsatte. Men det er nu engang mig, der er mor, så jeg må hellere pakke min paranoia ned i en kasse og gemme den indtil næste Halloween og indtil da være lidt mere mor-agtig-med-ansvar-og-hel-molevitten; så finder jeg nok en anden måde at være u-mor-agtig på, når dette er påkrævet :-)
Nå, men i Legoland vi var, og de havde voldpyntet hele parken med Halloween pynt og gejl. Jeg har netop i år taget højtiden til mig og min amerikaniseringsAngst (den slags Angst, der udtales på tysk, forstås) er så godt som ikke eksisterende længere. Og hvad så om det var noget, amerikanerne fandt på? Take it or leave it. Men hvorom alting er, så tror de på det i Legoland og jeg syntes det var herligt. Alle steder stod der skrækindjagende fugleskræmsler, kæmpe spindelvæv og enorme edderkopper, græskar lå alle steder i hele parken og (indsæt trommehvirvel nu) der var skeletter i diverse kørende aktiviteter... Skeletter I tell you!! Pigerne syntes det var helt fantastisk og det syntes jeg egentlig også. Desuden var det jo højlys dag, så det var jo ikke ligefrem fordi de ubemærket kunne snige sig ind på mig og æde mig eller noget (bilder mig ind, at en superhelt ville komme og lægge sig imellem, hvis det skulle ske).
Da eftermiddagen efterhånden skred frem og Legoland blev lettere affolket, begyndte min paranoia. Tænk nu om en af fugleskræmslerne hoppede på mig, mens vi var et sted, hvor der ikke var andre mennesker? Ahr, Gitte, sandsynligheden er minimal. Sætter min lid til, at ansvarlige Legoland-folk ikke finder på sådan en grusom joke. Tillid til verden genoprettet og paranoia rystet af... Så langt - så godt.
Vi har en meget klippefast tradition for at skulle prøve Minetoget, når der er ved at være affolket, for ellers er det umuligt at komme til der (fatter dog ikke hvorfor, for det er da ikke verdens mest underholdende aktivitet), så det skulle vi selvfølgelig også dén dag. Ingen i kø; tøserne snupper lokomotivet (altså forreste vogn) og moren havner i vogn nr. 2. Lige da toget sætter i gang, kigger jeg mig over skulderen bare for at se, om der vitterligt ikke var andre end os, der skulle med. Hurtig konstatering - der var kun os. OG DOG... I bageste vogn sidder et skelet. What? Paranoia kommer krybende op langs rygraden. Tænker ved mig selv: Herre Gud, det er jo nok lavet af plastik. Men paranoia vil ikke slippe sit klamme greb i mig.
Turen er opdelt i en tur i dagslys under åben himmel og en tur i minerne. Tur i dagslys fyldt med skeletter, spindelvæv, Manden Med Leen, skeletter, der havde hængt sig selv etc. etc. Paranoia tiltager langsomt. Skelettet bagest i toget giver mig fniller og kigger mig under første halvdel af turen cirka 5.000 gange over skulderen bare for at være sikker på, at geniet stadig sidder i bageste vogn. Trods alle kontrolkig tror jeg stadig ikke helt på det. Er sikker på, at det om lidt prikker mig på skulderen. Forestiller mig, at det kommer kravlende fra én vogn til den næste lidt ligsom hende psykopat-zombien i The Ring... Kravlende med sine lange, klamme, tynde lemmer, onde øjne og fingre, der kan kværke mig i løbet af et kort øjeblik! Må dog til sidst affinde mig med, at jeg ikke kan kigge i begge retninger på samme tid, og vender mig derfor om, så jeg kan have (øjen?)kontakt med psykopat-skelettet, der i min fantasi snart skaber overskrifter á la "Plastikskelet myrder mor og to børn i Legoland".
Er dog glad for at kunne sige, at jeg overlevede... Endda alle de fire ture pigerne mente vi skulle have, men min livlige fantasi er bestemt ikke blevet dæmpet; nærmere det modsatte. Men det er nu engang mig, der er mor, så jeg må hellere pakke min paranoia ned i en kasse og gemme den indtil næste Halloween og indtil da være lidt mere mor-agtig-med-ansvar-og-hel-molevitten; så finder jeg nok en anden måde at være u-mor-agtig på, når dette er påkrævet :-)
Abonner på:
Opslag (Atom)