Mine piger stiller altid enormt mange spørgsmål, og ofte så mange, at jeg bliver en lille smule blæst i hveden af at tale hele tiden, hvilket jeg er nødt til for at kunne følge med til at besvare alle deres spørgsmål!
Men så i går, da vi stod midt i bollebagningen, fik jeg et spørgsmål, som jeg ikke lige kunne besvare uden at skulle overveje mine ord nøje.
Cornelia: "MOOOOOAAAAAR!!! Mathilde siger, at Belle er en rigtig prinsesse, men det er hun da ikke i filmen, er hun? Jeg ved godt, hun ikke er det i virkeligheden, for hun findes ikke, men hun er det da heller ikke i filmen, vel mor, vel?"
Der kom jeg satme til kort, må jeg hellere indrømme. Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle svare, for dybest set er Belle (fra Skønheden og Udyret) ikke en prinsesse, men Disney har hende med i konceptet Disney Prinsesser.
Hun er ikke datter af en konge, men sidst i filmen bliver hun gift med en prins. Hvad fanden gør den kloge her? Jeg ved det ikke... Men jeg gjorde det, at jeg startede en laaaaaang monolog af en forklaring til yngstebarnet, der var ved at blive helt blå i hovedet af indestængt vrede, fordi jeg ikke bare sagde ja eller nej. Alle mine overvejelser var hun sådan set skide ligeglad med. Det endte med hun sagde følgende:
Cornelia: "Ved du det ikke eller hvad?"
Og dum som jeg er, forsøgte jeg igen... "Jojo lille My, hun er jo ikke datter af en konge, men hun bliver jo gift med prinsen og så bliver hun jo en prinsesse og bla bla bla bla bla..." Cornelia havde i hvert fald slået sit idiot-filter til, så hun gik rask ind til sin storesøster, som hun oprindeligt havde diskussionen med og sagde: "Mor ved det ikke.... Så nu finder vi ALDRIG ud af, hvem der har ret."
Selvom det ikke sker så tit, så hader jeg alligevel, når de stiller spørgsmål, jeg ikke kan svare på!
Og vi fik aldrig løst om Belle egentlig har ret til at bære prinsessetitlen eller ej....
lørdag den 5. januar 2013
søndag den 23. december 2012
Bare tæer...
Ovenpå et par blog-fri dage, trænger vi vist til en lille latter, og min Dictator er altid klar på at levere materialet.
Jeg kan ikke huske hvordan samtalen opstod, men vi snakkede i hvert fald om én eller anden, der havde trådt noget op i foden, og skulle have det gravet ud på skadestuen.
Mathilde: "En pige fra 4. klasse har engang trådt et søm op i foden..."
Mor: "Øv, det var da uheldigt. Men hvorfor er det så, at I ikke må tåge rundt uden fodtøj, andre steder end på vores egen græsplæne?"
Mathilde (med et stort smil): "Ja det er jo derfor, mor."
Cornelia: "Det er jo altså ikke bare SØM, man kan få i foden.... Det kan jo også være glasskår.... Eller... Eller... Splintesten!!"
Jeg ved altså ikke, hvad en splintesten er, men det lyder i hvert fald ikke rart, hvis man spørger The Dictator!
Jeg kan ikke huske hvordan samtalen opstod, men vi snakkede i hvert fald om én eller anden, der havde trådt noget op i foden, og skulle have det gravet ud på skadestuen.
Mathilde: "En pige fra 4. klasse har engang trådt et søm op i foden..."
Mor: "Øv, det var da uheldigt. Men hvorfor er det så, at I ikke må tåge rundt uden fodtøj, andre steder end på vores egen græsplæne?"
Mathilde (med et stort smil): "Ja det er jo derfor, mor."
Cornelia: "Det er jo altså ikke bare SØM, man kan få i foden.... Det kan jo også være glasskår.... Eller... Eller... Splintesten!!"
Jeg ved altså ikke, hvad en splintesten er, men det lyder i hvert fald ikke rart, hvis man spørger The Dictator!
tirsdag den 18. december 2012
Vokabularium...
For tiden er der langt imellem de "gode" ord her i huset - det er ikke så sofistikeret, altså.
Pigerne spiller iPads, griner, skændes, griner, snakker og griner lidt mere indtil Cornelia gør noget galt på sin iPad, hvorefter hun råber: "PIS OG RØV"
Mathilde: "Ej, sådan må man ikke sige!"
Cornelia: "Joh, for hverken pis eller røv er bandeord, det siger mor selv!"
Hvor er det bare pis og røv, når de af og til rent faktisk lytter til nogle af de mange ord, der dagligt vælter ud af hovedet på mig, og så bruger det imod mig - små bisser :-)
Pigerne spiller iPads, griner, skændes, griner, snakker og griner lidt mere indtil Cornelia gør noget galt på sin iPad, hvorefter hun råber: "PIS OG RØV"
Mathilde: "Ej, sådan må man ikke sige!"
Cornelia: "Joh, for hverken pis eller røv er bandeord, det siger mor selv!"
Hvor er det bare pis og røv, når de af og til rent faktisk lytter til nogle af de mange ord, der dagligt vælter ud af hovedet på mig, og så bruger det imod mig - små bisser :-)
mandag den 17. december 2012
Skinke i strømperne?
Mine børn er simpelthen så kast-op-af-grin-sjove for tiden, men jeg har desværre ikke rigtig energi til at få skrevet om det. I dag har jeg dog en nogenlunde dag, så hermed en lille gengivelse af netop stedfundet samtale:
Mor: "Mathilde, de strømper du har på, gror der ikke kartofler ud af dem?"
Mathilde: "Jow!"
Mor: "Kaster du dem lige herud, så smider jeg dem ud?"
Cornelia: "Altså, det er også fordi Mathilde har så store fødder i mine strømper..."
Mor (mumlende): "Ahr, jeg tror nu ikke, det er fordi, Mathilde har store fødder i strømperne!"
Mathilde (råbende): "Ej helt ærlig mor, sagde du lige, at jeg har SKINKE-FØDDER i strømperne?"
Jeg ved ikke lige hvordan dét skete, men jeg har forsikret hende om, at jeg bestemt ikke synes, hun har skinke-fødder!!
Mor: "Mathilde, de strømper du har på, gror der ikke kartofler ud af dem?"
Mathilde: "Jow!"
Mor: "Kaster du dem lige herud, så smider jeg dem ud?"
Cornelia: "Altså, det er også fordi Mathilde har så store fødder i mine strømper..."
Mor (mumlende): "Ahr, jeg tror nu ikke, det er fordi, Mathilde har store fødder i strømperne!"
Mathilde (råbende): "Ej helt ærlig mor, sagde du lige, at jeg har SKINKE-FØDDER i strømperne?"
Jeg ved ikke lige hvordan dét skete, men jeg har forsikret hende om, at jeg bestemt ikke synes, hun har skinke-fødder!!
lørdag den 8. december 2012
Snestorm er sgu da hyggeligt!
Så kom snevejret også til Ølsted City den 2. december, og hvor var det da hyggeligt! Mine piger var i hvert fald meget begejstret for det - og jeg syntes nu også det var piv-hyggeligt!
I nat og i morgen, den 9. december, er det tid til en regulær snestorm, siger de på TV2. Og hvis Peter Tanev siger det, så tror jeg på det! Jeg synes, at snestorme er lidt hyggelige... Jeg kan godt lide, når naturen skruer bissen på og lammer Danmark, for jeg synes, at det er fascinerende, at naturen kan tage røven på lille Danmark, der ellers er et relativt veludviklet land, med en plan for stort set alle katastrofer - bortset fra de naturlige "katastrofer"; og i forhold til så mange andre lande, har vi vist ingen pive-rettigheder, så det gælder om at nyde det i stedet!
Nu er jeg spændt på at vågne i morgen tidlig og se hvor meget sne, der er kommet. Mathilde satser på, at det dækker vinduerne og Cornelia vil gerne have lidt mindre, for hun bliver lidt bekymret for sin kælk, hvis der kommer for meget.
Jeg krydser bare fingre for at de, der er nødt til at ud at køre, gør det ordentligt og ikke er til fare for sig selv eller andre.
Go' snestorm, Danmark :-)
lørdag den 1. december 2012
Psykopater og løgnere...
For noget tid siden læste jeg en artikel om mødre, der lyver. Lyver for børnene, vennerne, andre forældre, sundhedsplejersken etc., om hvor hårdt det er at være forælder.
Dengang tænkte jeg, at jeg ville skrive et indlæg om løgnagtige forældre, men det blev ligesom i mit hoved og ville ikke rigtig komme ud i fingrene. Men tidligere i aften så jeg et spot i tv om en udsendelse, der kommer på DR 2 i dag - midt i Matador, så jeg må desværre gå glip af den - om hvordan det egentlig er at være forældre. UDEN FILTER!
Så var det lige, jeg tænkte ved mig selv, at jeg ofte har bræget om ærlighed her på bloggen og om, hvordan jeg savner, at andre i deres lortesituationer kunne være lidt mere ærlige. Selvfølgelig er det forskelligt hvor ærlige vi har behov for at være/hvor meget vi har brug for at fortælle. Personligt er der nogle mennesker, jeg hellere vil tude overfor og fortælle alt end andre, men hvis vi nu alle sammen kunne være sådan lidt "Ja, det er satme noget lort, det hele...", så har jeg ikke behov for at folk uddyber, hvis de ikke har lyst - det kommer nemlig lidt efter lidt, hvis vi er lidt tålmodige!
Men det var det hersens ærlighed vi kom fra; ærlighed om hvordan det er at være forælder. Jeg synes, at de forældre (mødre?), der ikke kan få sig selv til at fortælle, hvor meget en lorte-spasser-tjans det somme tider er at være mor, skulle få sig en blog! Det er tusind gange nemmere at skrive om end at fortælle højt. Når livet stinker aller mest, der er ikke flere penge før om 14 dage, børnene er lige til at sætte i dba.dk, ægtefællen skrider, huset sejler og hunden kaster op i sengen så SKRIV. Det hjælper! Og det er det nemmeste sted at være ærlig, for der er ingen, der stille dumme spørgsmål, spørger om du ikke selv er skyld i din latterlige skæbne, eller kigger på dig med medynk i blikket.
Ikke fordi jeg skal rose mig selv, men hvis nu de kære journalister fra DR 2 havde spurgt mig, så kunne jeg godt have fortalt dem, at mødre lyver. Hvis du nogensinde har været i en mødregruppe, ved du også godt, hånden på hjertet, at det aldrig har været så rosenrødt for dig, som det tilsyneladende er for mødrene i de nybyggede huse med gulvvarme, hvidolierede plankegulve, hvidt højglans køkken og VW-stationcar i dobbeltcarporten. Ej, nu skal jeg heller ikke generellisere, men de koner, jeg har været i mødregruppe med, har primært bestået af damer, der passer fint på ovenstående beskrivelse. Og jeg tror simpelthen ikke på, at alt har været så nemt for dem, som de har givet udtryk for, og det tænkte jeg allerede dengang - hvis det var sådan det skulle være, kunne jeg da lige så godt give fortabt med det samme!
Men så kom mine børn i dagpleje og senere i børnehave. Børnehavebørns forældre lyver også af helvede til. Det hele kan umuligt være rosenrødt, hvis man torsdag eftermiddag 10 minutter i lukketid står og råber af sit åndssvage barn, der ikke gider med hjem, mens man febrilsk forsøger at finde strømper, bukser, kjoler, flyverdragt, hue, vanter, skal tage stilling til hvornår barnet skal fotograferes næste lørdag og pædagogen gerne liiiiiiiiiiiiiige vil vide hvordan det står til i hjemmet, da barnet fortæller, at hunden er død, og far er kørt hjemmefra - sådan én har jeg af og til hørt på den anden side af garderoben, som senere på p-pladsen fortæller at alt kører som smurt i olie. Aaaargh, kan det nu være rigtigt? Man kunne jo sige "det er satme noget lort lige nu, og jeg magter sgu ikke rigtig at fortælle dig om det". Men det signalerer svaghed, og det kan vi saftsusemig ikke lide her i DK. Vi skal være så meget med på beatet, at vi helst skal være et omkvæd foran beatet; det er så overfladisk at jeg kunne kværke den næste der siger, at "det går fint", men samtidig er sortere end sort under øjnene og ligner én, der er mere end træt. Og så bliver vi også lidt berøringsangste, gør vi ikke? Hvis vi nu møder en forælder på p-pladsen, der ligner noget, som katten ikke engang gad slæbe rundt på, tør vi så spørge? Tør vi sige "du ser sgu ikke for godt ud, er der noget, jeg kan gøre?"? Det tror jeg faktisk ikke, der er ret mange, der tør gøre; og det er dælenlynemig trist! Øv hvor synes jeg, det er trist, at man ikke må have det af helvede til uden at blive offer for alle fordommene og rygterne. Men jeg skal vist stå lidt tidligere op, hvis jeg skal revolutionere og ændre den gængse holdning her i min lille by.
Tror vist lige jeg kom lidt ud af et sidespor her; det jeg egentlig gerne ville sige var, at jeg synes, det er trist, at vi ikke kan tillade os at være mere ærlige uden frygt for at blive stemplet og offer for offentlig sladder og bagtalelse. Jeg gider sgu heller ikke være ærlig, hvis jeg så bliver næste emne hos frisøren - men det har jeg da været, og jeg overlevede. Til dato har jeg ikke fortalt mere end 3 i denne lille by, at x-man skred og sjovt nok gik der ikke mere end 5 dage før hele byen vidste det; og til dato er der ikke én, der har spurgt mig hvordan det nu gik efter vores samlivsophør. Jeg tror, der er lidt berøringsangst...
Og nu kørte jeg igen af sporet; da jeg så spottet på DR 2, var der en klog mand, der sagde: "Beskrivelsen af det idylliske familieliv er skrevet af psykopater og løgnere...". Ja for fanden, det er jo lige det, jeg mener!
Det er ikke en skid idyllisk, men med lidt snilde, klogskab og kærlighed bliver det sjovt, hårdt, fantastisk, elendigt, overvældende, dyrt, åndssvagt og hyggeligt :-)
Dengang tænkte jeg, at jeg ville skrive et indlæg om løgnagtige forældre, men det blev ligesom i mit hoved og ville ikke rigtig komme ud i fingrene. Men tidligere i aften så jeg et spot i tv om en udsendelse, der kommer på DR 2 i dag - midt i Matador, så jeg må desværre gå glip af den - om hvordan det egentlig er at være forældre. UDEN FILTER!
Så var det lige, jeg tænkte ved mig selv, at jeg ofte har bræget om ærlighed her på bloggen og om, hvordan jeg savner, at andre i deres lortesituationer kunne være lidt mere ærlige. Selvfølgelig er det forskelligt hvor ærlige vi har behov for at være/hvor meget vi har brug for at fortælle. Personligt er der nogle mennesker, jeg hellere vil tude overfor og fortælle alt end andre, men hvis vi nu alle sammen kunne være sådan lidt "Ja, det er satme noget lort, det hele...", så har jeg ikke behov for at folk uddyber, hvis de ikke har lyst - det kommer nemlig lidt efter lidt, hvis vi er lidt tålmodige!
Men det var det hersens ærlighed vi kom fra; ærlighed om hvordan det er at være forælder. Jeg synes, at de forældre (mødre?), der ikke kan få sig selv til at fortælle, hvor meget en lorte-spasser-tjans det somme tider er at være mor, skulle få sig en blog! Det er tusind gange nemmere at skrive om end at fortælle højt. Når livet stinker aller mest, der er ikke flere penge før om 14 dage, børnene er lige til at sætte i dba.dk, ægtefællen skrider, huset sejler og hunden kaster op i sengen så SKRIV. Det hjælper! Og det er det nemmeste sted at være ærlig, for der er ingen, der stille dumme spørgsmål, spørger om du ikke selv er skyld i din latterlige skæbne, eller kigger på dig med medynk i blikket.
Ikke fordi jeg skal rose mig selv, men hvis nu de kære journalister fra DR 2 havde spurgt mig, så kunne jeg godt have fortalt dem, at mødre lyver. Hvis du nogensinde har været i en mødregruppe, ved du også godt, hånden på hjertet, at det aldrig har været så rosenrødt for dig, som det tilsyneladende er for mødrene i de nybyggede huse med gulvvarme, hvidolierede plankegulve, hvidt højglans køkken og VW-stationcar i dobbeltcarporten. Ej, nu skal jeg heller ikke generellisere, men de koner, jeg har været i mødregruppe med, har primært bestået af damer, der passer fint på ovenstående beskrivelse. Og jeg tror simpelthen ikke på, at alt har været så nemt for dem, som de har givet udtryk for, og det tænkte jeg allerede dengang - hvis det var sådan det skulle være, kunne jeg da lige så godt give fortabt med det samme!
Men så kom mine børn i dagpleje og senere i børnehave. Børnehavebørns forældre lyver også af helvede til. Det hele kan umuligt være rosenrødt, hvis man torsdag eftermiddag 10 minutter i lukketid står og råber af sit åndssvage barn, der ikke gider med hjem, mens man febrilsk forsøger at finde strømper, bukser, kjoler, flyverdragt, hue, vanter, skal tage stilling til hvornår barnet skal fotograferes næste lørdag og pædagogen gerne liiiiiiiiiiiiiige vil vide hvordan det står til i hjemmet, da barnet fortæller, at hunden er død, og far er kørt hjemmefra - sådan én har jeg af og til hørt på den anden side af garderoben, som senere på p-pladsen fortæller at alt kører som smurt i olie. Aaaargh, kan det nu være rigtigt? Man kunne jo sige "det er satme noget lort lige nu, og jeg magter sgu ikke rigtig at fortælle dig om det". Men det signalerer svaghed, og det kan vi saftsusemig ikke lide her i DK. Vi skal være så meget med på beatet, at vi helst skal være et omkvæd foran beatet; det er så overfladisk at jeg kunne kværke den næste der siger, at "det går fint", men samtidig er sortere end sort under øjnene og ligner én, der er mere end træt. Og så bliver vi også lidt berøringsangste, gør vi ikke? Hvis vi nu møder en forælder på p-pladsen, der ligner noget, som katten ikke engang gad slæbe rundt på, tør vi så spørge? Tør vi sige "du ser sgu ikke for godt ud, er der noget, jeg kan gøre?"? Det tror jeg faktisk ikke, der er ret mange, der tør gøre; og det er dælenlynemig trist! Øv hvor synes jeg, det er trist, at man ikke må have det af helvede til uden at blive offer for alle fordommene og rygterne. Men jeg skal vist stå lidt tidligere op, hvis jeg skal revolutionere og ændre den gængse holdning her i min lille by.
Tror vist lige jeg kom lidt ud af et sidespor her; det jeg egentlig gerne ville sige var, at jeg synes, det er trist, at vi ikke kan tillade os at være mere ærlige uden frygt for at blive stemplet og offer for offentlig sladder og bagtalelse. Jeg gider sgu heller ikke være ærlig, hvis jeg så bliver næste emne hos frisøren - men det har jeg da været, og jeg overlevede. Til dato har jeg ikke fortalt mere end 3 i denne lille by, at x-man skred og sjovt nok gik der ikke mere end 5 dage før hele byen vidste det; og til dato er der ikke én, der har spurgt mig hvordan det nu gik efter vores samlivsophør. Jeg tror, der er lidt berøringsangst...
Og nu kørte jeg igen af sporet; da jeg så spottet på DR 2, var der en klog mand, der sagde: "Beskrivelsen af det idylliske familieliv er skrevet af psykopater og løgnere...". Ja for fanden, det er jo lige det, jeg mener!
Det er ikke en skid idyllisk, men med lidt snilde, klogskab og kærlighed bliver det sjovt, hårdt, fantastisk, elendigt, overvældende, dyrt, åndssvagt og hyggeligt :-)
torsdag den 18. oktober 2012
De knogler, de knogler, de skøre knogler...
Kender I Knoglesangen? Ellers skal jeg se om jeg kan få mine børn til at optræde, så kommer den herpå. Jeg har også verdens sødeste kollega, som jeg først lærte den af, men hun vil nok desværre ikke optræde - jeg tror ikke, hun kan bestikkes med en Danonino og en ekstra godnathistorie - desvææææærre.........!
Men "De Skøre Knogler" mv. er stikordet til min kummerlige tilværelse pt.
Blogfravær = undtagelsestilstand = sygdom - sådan i korte træk!
Jeg har bestemt mig for, at jeg ikke gider lade den forbandede ryg (mv.) ødelægge min blog med dårlig stemning, så det er stadig kun tilladt for mig at blogge om mine dejlige børn, livets store mysterier og så en lille smule bitcherier.
Jeg skulle have været røntgenfotograferet i dag - for 2. gang - men det blev jeg ikke, for jeg var ikke klar over, de holdt efterårsferie i Skanderborg. Men så blev jeg da så meget klogere. Det må blive på mandag i stedet. Men mandag er også bedre end den dag ultimo NOVEMBER, jeg tidligere har fået tildelt.
Men i går ville jeg lige informere mine børn om det fremtidige billede af mit aller inderste selv, og jeg fortalte dem derfor, at jeg skulle have taget billede af mine knogler i ryggen.
Mathilde: "Mor, knoglerne, er det dem der ligesom kødben? Altså hvor man tegner et halvt hjerte i hver ende? Sidder de i ryggen?"
Mor: "Nej, den slags knogler sidder primært i armene og benene. I ryggen er der sådan nogle små firkanter, som sidder ovenpå hinanden, som nærmest er limet sammen..."
Mathilde: "Men det er ikke sådan nogle, man tegner som halve hjerter?"
Mor: "Nej, det er det ikke."
Mathilde: "Nå... Hvordan er ryggen limet sammen - har man brugt en limpistol?"
Mor: "Nej, der er ikke brugt en limpistol, sådan er man jo bare lavet inden i sin mors mave. Der er det jo ikke nemt at komme ind med en limpistol, når man er inde i maven."
Mathilde: "Nej nej, men har man brugt en limpistol, der hvor vi blev opfundet?"
Mor: "Heller ikke, nej, men sød tanke, My."
*indsæt her laaaaaaang eftertænksom pause*
Cornelia: "Er det nogle billeder, du må få med hjem eller hvad??"
Det måtte jeg desværre også svare skuffende på, for jeg tror godt, Nelly kunne have tænkt sig at se knogle-billeder, også selvom det ikke er af "kødbens-knoglerne" :o)
Apropos Mathildes udtryk "da vi blev opfundet" - i hendes søde hjerne mener hun, da menneskene blev "opfundet", hvilket i vores hus er, da Gud lige fixede Adam og Eva - om han så har startet med at lime deres rygrad sammen. Det er da en sød tanke :o)
Der er gået alt for længe, siden jeg sidst var her. Det er ikke med min gode vilje; men her kommer lige et par eventuelle emner, vi skal omkring her på bloggen, når jeg engang kommer til at kunne sidde foran en pc i mere end 20 minutter ad gangen uden at skulle have 2 timer på langs:
- den danske folkekirke
- soja-produkter (jeg har i forbindelse med mine hyppige besøg hos læge Lasse fået konstateret mælkeallergi, æggeallergi, katteallergi, husstøvmideallergi og græsallergi) og deres anvendelse i det danske køkken - uha - det bliver et af de mere interessante indlæg.
- at hoppe ud fra 39 kilometers højde bare fordi man kan
- Halloween
- vitaminpillepriserne
- Eminem fylder 40 år i dag og jeg er stadig vildt forelsket i ham!
.....og ind i mellem det hele skal jeg nok få rodet en hel masse børn.... Altså kun mine egne :o) Vor Herre bevares, havde jeg ikke selv lavet dem, havde jeg heller ikke gidet skrive om dém :o)
Jeg håber, alle mine søde læsere har det godt (i hvert fald bedre end mig, men der skal så heller ikke så frygtelig forfærdeligt meget til i øjeblikket). Jeg er for første gang i mange mange utrolig mange år ikke lykkelig over min tilværelse! Det er saftsusemig NITTEN!
Men "De Skøre Knogler" mv. er stikordet til min kummerlige tilværelse pt.
Blogfravær = undtagelsestilstand = sygdom - sådan i korte træk!
Jeg har bestemt mig for, at jeg ikke gider lade den forbandede ryg (mv.) ødelægge min blog med dårlig stemning, så det er stadig kun tilladt for mig at blogge om mine dejlige børn, livets store mysterier og så en lille smule bitcherier.
Jeg skulle have været røntgenfotograferet i dag - for 2. gang - men det blev jeg ikke, for jeg var ikke klar over, de holdt efterårsferie i Skanderborg. Men så blev jeg da så meget klogere. Det må blive på mandag i stedet. Men mandag er også bedre end den dag ultimo NOVEMBER, jeg tidligere har fået tildelt.
Men i går ville jeg lige informere mine børn om det fremtidige billede af mit aller inderste selv, og jeg fortalte dem derfor, at jeg skulle have taget billede af mine knogler i ryggen.
Mathilde: "Mor, knoglerne, er det dem der ligesom kødben? Altså hvor man tegner et halvt hjerte i hver ende? Sidder de i ryggen?"
Mor: "Nej, den slags knogler sidder primært i armene og benene. I ryggen er der sådan nogle små firkanter, som sidder ovenpå hinanden, som nærmest er limet sammen..."
Mathilde: "Men det er ikke sådan nogle, man tegner som halve hjerter?"
Mor: "Nej, det er det ikke."
Mathilde: "Nå... Hvordan er ryggen limet sammen - har man brugt en limpistol?"
Mor: "Nej, der er ikke brugt en limpistol, sådan er man jo bare lavet inden i sin mors mave. Der er det jo ikke nemt at komme ind med en limpistol, når man er inde i maven."
Mathilde: "Nej nej, men har man brugt en limpistol, der hvor vi blev opfundet?"
Mor: "Heller ikke, nej, men sød tanke, My."
*indsæt her laaaaaaang eftertænksom pause*
Cornelia: "Er det nogle billeder, du må få med hjem eller hvad??"
Det måtte jeg desværre også svare skuffende på, for jeg tror godt, Nelly kunne have tænkt sig at se knogle-billeder, også selvom det ikke er af "kødbens-knoglerne" :o)
Apropos Mathildes udtryk "da vi blev opfundet" - i hendes søde hjerne mener hun, da menneskene blev "opfundet", hvilket i vores hus er, da Gud lige fixede Adam og Eva - om han så har startet med at lime deres rygrad sammen. Det er da en sød tanke :o)
Der er gået alt for længe, siden jeg sidst var her. Det er ikke med min gode vilje; men her kommer lige et par eventuelle emner, vi skal omkring her på bloggen, når jeg engang kommer til at kunne sidde foran en pc i mere end 20 minutter ad gangen uden at skulle have 2 timer på langs:
- den danske folkekirke
- soja-produkter (jeg har i forbindelse med mine hyppige besøg hos læge Lasse fået konstateret mælkeallergi, æggeallergi, katteallergi, husstøvmideallergi og græsallergi) og deres anvendelse i det danske køkken - uha - det bliver et af de mere interessante indlæg.
- at hoppe ud fra 39 kilometers højde bare fordi man kan
- Halloween
- vitaminpillepriserne
- Eminem fylder 40 år i dag og jeg er stadig vildt forelsket i ham!
.....og ind i mellem det hele skal jeg nok få rodet en hel masse børn.... Altså kun mine egne :o) Vor Herre bevares, havde jeg ikke selv lavet dem, havde jeg heller ikke gidet skrive om dém :o)
Jeg håber, alle mine søde læsere har det godt (i hvert fald bedre end mig, men der skal så heller ikke så frygtelig forfærdeligt meget til i øjeblikket). Jeg er for første gang i mange mange utrolig mange år ikke lykkelig over min tilværelse! Det er saftsusemig NITTEN!
Abonner på:
Opslag (Atom)