Klædt ud som almindeligt menneske

Det er efterhånden længe siden mine børn har været besvim-af-begejstring-tis-i-bukserne-af-grin-sjove. Men for dælen hvor The Dictator tog sin hævn i dag, og det krævede blod, sved og forstrækning af ansigtsmuskler ikke at grine højt, da hun først rullede sig ud.

Da hun var i bad, snakkede vi om løst og fast, og uden sammenhæng siger hun pludselig:
"Mor, jeg ved godt hvorfor røverne ikke må sidde foran i en politibil, når morfar har fanget dem."
Mor: "Nå, hvorfor må de ikke det?"
Cornelia: "Fordi de kan finde på at åbne døren mens politimanden kører og det er PIV farligt! Men når de så kommer i fængsel, så kan de slet ikke åbne nogen døre. Og når de så kommer ud, og det gør de først, når de har lovet politiet at de ikke stjæler mere, ved du hvad så, mor?"
Mor: "Nej, det gør jeg ikke?!?"
Cornelia: "Så kan de finde på at LYVE overfor politiet, og så stjæler de bare igen. Sommetider klæder de sig ud som almindelige mennesker og siger til politiet, at det ikke er dem, der har stjålet noget."
Mor: "Sikke dog nogle bisser."
Cornelia: "Ja, og så kan Gud finde på at hoppe ned igennem det hul, han har i skyen, for at sige til politiet, at han godt så hvem der stjal. Det er nemlig derfor Gud er der..."
Mor: "Mmm..." (bider mig på nuværende tidspunkt så hårdt i tungen, at der kan smages blod)
Cornelia: "Og SÅ smider Gud rundt med sin hammer, og måske slår han banditterne, og så fortryder de nok, at de løj for politiet."
Mor: "Det gør de helt sikkert. Og så kommer de jo nok en tur i spjældet igen."
Cornelia: "Ja - og måske de så kan lære det!!"

Jeg synes også det er drøn træls, når folk klæder sig ud som almindelige mennesker. Det er jo ikke nemt at skelne så.

Men Gud(!) ske tak og lov for Guds hammer, for dommen skal nok falde før eller senere i følge mit yngste filosofiske barn - tror hun bliver en fair Dictator :-)

Forbandede anatomi

Så var der lige den anden dag, da Mathilde skulle tage leggings på. De er af den slags, der sidder pænt stramt omkring anklerne, hvorfor de også er en smule besværlige at få på - altså fordi hælen i sagens natur altså bare fylder mere end resten af foden.

Mathilde: "Mor, hvorfor er de her dumme leggnings så stramme?"
Mor: "Øhh.... Sådan er de vel bare?!?"
Mathilde: "Jeg er nu også mere sur på min hæl, fordi den er i vejen. Men det er nok ikke så godt at hakke den af, for det er jo den, der holder foden fast, så dén ikke falder af."

Joh, det gør den vel i en eller anden forstand. Men den skide anatomi bringer hende nu nogle forvirrende tanker; som fx den dag hun forsøgte at bilde mig ind, at hendes knæskal bevægede sig om på bagsiden, når hun bøjede benet. Eller da hun påstod, at skulderbladene kun er der noget af tiden. Eller at kravebenene egentlig er en forlængelse af albuerne....

Gode råd om hovedpiner

Mathilde proklamerede i går, at hun havde en voldsom hovedpine, hvilket jeg ret hurtigt gav hende ret i, var noget værre noget. Hun mente dog at kende årsagen til hovedpinen, og det skulle jeg delagtiggøres i.

Mathilde: "Mor, ved du godt hvorfor man får hovedpine?"
Mor: "Jeg ved hvad der kan give mig hovedpine, men jeg ved ikke hvad der giver dig hovedpine."
Mathilde: "Det er simpelthen fordi jeg har for mange tanker! Og så har vi lært så meget i skolen i dag, så nu er der helt fyldt op med tanker, og det er dem, der er kommet op at slås."
Mor: "Nå for dælen, kan du ikke smide nogle af tankerne ud så?"
Mathilde: "Ej mor, hvis jeg smider mine tanker ud, så ender det jo med jeg glemmer hvordan man læser eller tager tøj på..."
Mor: "Godt ord igen min pige, hold du hellere på tankerne."
Mathilde: "Men jeg er sikker på det hjælper med en is..."

Jeg kunne godt tænke mig, at is bare var løsningen på ALT for voksne også - det vil jeg til at praktisere, for de må da have fat i noget de kære børn!

Ninja-sneglen part V

I sidste uge da The Dictator og jeg havde afleveret Mathilde i skolen, og vi gik mod børnehaven, undrede det Cornelia, at det var så længe siden, vi havde set en Ninja-snegl i børnehaven. Jeg fik mig rodet ud i en laaaaang monolog om at Ninja-snegle går i hi om vinteren og at de (så vidt vides) gemmer sig under nogle blade og/eller nedfaldstræ m.v., hvorefter de sover hele vinteren.

Mit skarpsindige barn svarer mig derefter meget alvorligt: "Mor, hvordan ved du de sover? Det kan jo være de bare ligger vågne og snakker!"

Hvilket man jo altid gør, når man har én at ligge og sludre med og bliver tvunget tidligt i seng :-)

Så kør dog!

Mathilde har lige været syg. Ved ikke hvad det var, men da jeg hentede hende i mandags, havde hun høj feber og var noget sløv i optrækket (så kan man jo tænke lidt over, hvorfor pædagogerne i SFO'en ikke opdager det!). Da vi kom hjem, blev hun puttet i seng og sov til tirsdag formiddag og blev i løbet af dagen super frisk igen. 24-timers imunforsvarsalarmberedskab eller noget i den stil.

Nå, men da hun nu havde været semi dårlig, mente pigerne, at vi tirsdag havde fortjent en is efter aftensmaden. Jojo, det kunne vi da godt; på McD. kan man få McFlurry med M&M's, og intet mindre kunne gøre det efter Cornelias mening. Så vi tullede mod McD.

Da vi nåede frem, var der 5-6 biler foran os i DriveIn køen. Så vi måtte jo holde i kø. Og hold nu fast hvor den kø bevægede sig meeeeeget langsomt; efter 6-8 minutter var The Dictators tålmodighed ved at være godt og grundig brugt op, hvilket hun valgte at udtrykke på følgende måde:

Cornelia: "Så  kør dog for FANDEN, hvor lang tid kan det lige ta'??"

Og nej, jeg plejer ikke grine, når mine børn bander. Det må de faktisk ikke, ej heller må moren. Men af og til kan man da blive så gal eller irriteret, at der slipper et par eder ud; det sker. Men da Cornelia afleverede den sætning, knækkede jeg af grin! Ene og alene af den grund, at jeg MEGET nemt kan høre, hvor hun har opsnust den sætning; ja, det har hun hos mig.... Ups :-)

Hvordan er det nu med den sjæl?

De filosofiske tanker ligger ofte ikke fjernt fra mine børn; når der er et givent emne, der optager dem meget, tænker de en del over dette. Og hvad er bedre at filosofere over end religion og den uhåndgribelige del af livet?

Cornelia nåede den anden dag følgende konklusion på det med døden og et eventuelt liv efter døden:

Cornelia: "Mor, når man dør, kommer man ikke op til Gud. Det er bare noget man tænker."
Mor: "Det har du egentlig ret i; efter skrifterne, er det jo sådan set sjælen, der kommer op til Gud. Sjælen er det indeni én; hvad man tænker, hvad man føler, når man bliver glad eller vred. På en måde alt det man ikke kan se."
Mathilde: "Ja, og det er jo også sjælen man får ondt i, når man får sidestik, hvis man har løbet for hurtigt!"

End of discussion :-)

Salt er ensbetydende med mormor

Min mor plejer nu godt kunne lide det mad, jeg serverer, hvis hun og min far er inviteret til spisning. Men uanset hvor meget salt jeg på forhånd propper i maden, skal hun altid have mere på. Og sådan har det bare altid været.

Da jeg den anden dag stod og lavede aftensmad, var jeg ved at vride saltkværnen til døde over kyllingsovsen, og Mathilde kom ud i køkkenet og kiggede. Hun spurgte med undren i stemmen:

"Mor, hvorfor skal der så meget salt i?" Og inden jeg nåede at sige hverken buh eller bæh, sagde hun: "Kommer mormor da og spiser i dag?"

Jeg kom til at grine så højt, at det stakkels barn blev helt forskrækket, men så tog hun heldigvis del i min morskab. Det er altså utroligt så meget små øjne og ører bider mærke i :-)