Jeg skrev dette indlæg for flere uger siden, men jeg har langt fra været afklaret med, om jeg skulle lægge det ud. Jeg vover pelsen og smider det ud i cyberspace; så må jeg stå til afklapsning bagefter, hvis nogen føler sig trådt på...
Jeg er i tvivl. Jeg er i tvivl om, hvorvidt det er bedre at bede om tilgivelse end tilladelse. Det er vel altid det bedste at starte den anden vej rundt - altså at bede om tilladelse, men hvis man ikke får den tilladelse, hvad så? Så går tingene i stå... Jeg er gået i stå og endnu værre: min bog er gået i stå. Jeg har ellers en masse at skrive om, men mit liv indeholder mennesker, jeg synes er så vigtige for min fortælling, at jeg er nødt til at skrive om dem i bogen, for den kan blive en helhed. Disse mennesker har jeg spurgt om lov til at skrive om og meget få af dem, er lige så lune på min bog-idé, som jeg selv er. Ej, det passer ikke, det er ikke alle, jeg har spurgt om lov; min mor har jeg for eksempel ikke spurgt om lov. Hvorfor ikke? Fordi hun er min mor - hun skal automatisk sige ja, det følger med til mor-titlen :-)
Hvis jeg skal være helt og aldeles ærlig, så forstår jeg langt fra denne bekymring over at blive nævnt i min bog; men måske jeg også er lidt speciel på det område, for jeg hænger mig selv voldsomt ud i bogen; blotlægger min strube og venter bare på angrebet! Måske jeg derfor ikke er den rette til at stille mig undrende over deres forbehold.
Måske jeg bare skal opgive at bede om flere tilladelser? Skal jeg bare skrive rundt om det så? Eller skal jeg håbe på tilgivelse og tage de prygl, det eventuelt vil give?
Jeg forholder mig så objektiv som muligt til tingene i bogen, og den eneste, jeg sviner på det groveste, er mig selv! Så I behøver slet ikke være bekymrede... Jeg skal nok skrive noget pænt.
Bare-lige-et-par-tilladelser-mere-ellers-giver-jeg-op!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar