Juleaften...

...falder nogenlunde på den 24. december igen i år, og det bliver ved med at komme bag på mig! Jeg er aldrig forberedt - som i vitterligt a.l.d.r.i.g. Jeg dur bare ikke til det. Jeg er elendig til det; og det sker tilnærmelsesvis aldrig.

I år var jeg heller ikke forberedt, hvilket resulterede i, at jeg piskede børn og Smeden rundt i Aalborg City i små 6 timer lillejuleaften for at finde den sidste gave. Men det lykkedes, og det var fantastisk!

Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg er så gennemgående elendig til at forberede mig til noget som helst; og det gad jeg faktisk godt at vide. Jeg kommer fra et hjem, hvor man Satanfløjteme er forberedt og dette i temmelig god tid. Det er bare som om, jeg på mystisk vis har sneget mig uden om dét gen og dén evne. Det er faktisk ikke fordi, jeg ikke gerne vil, men det sker ligesom bare aldrig, og så er det for så vidt ligegyldigt, hvor stor en indsats jeg lægger i anstrengelserne. Jeg evner det ikke!

Det er sådan for alvor gået ned ad bakke for mig, efter jeg fik mine piger; da jeg kun var mig, og jeg var intet mindre end Jordens rotationsakse, kunne jeg i en snæver vending forberede mig en lille smule på fx eksamener, jul og andre menneskers fødselsdage (ikke min egen). Så blev jeg mor første gang og det første stykke tid, forsøgte jeg faktisk at forberede mig, hvilket ikke særlig tit gik særlig godt. Så blev jeg mor for anden gang og måtte indse, at overskuds-spelt-mor bliver jeg aldrig, og så opgav jeg egentlig at forberede mig nogensinde igen, hvilket jeg har overholdt i snart 10 år nu - og det går sgu egentlig meget godt alligevel ;o)

Jeg evner ikke at forberede mig; jeg gider ikke at forberede mig; jeg elsker kaos; jeg elsker tilfældigheder; jeg elsker det uplanlagte; jeg er ikke - har aldrig været og bliver aldrig - kontrolfreak. Tvært imod så omfavner jeg kaos i en måske lidt overdrevet grad, men sådan er vi jo heldigvis så forskellige.

Trods min manglende evne til forberedelse og planlægning, er det alligevel blevet den 24. december, og jeg kamp-glæder mig til i aften. Jeg ved ikke, hvornår grissebassen skal i ovnen, jeg aner ikke, hvornår de sidste gæster kommer, jeg aner ikke, om jeg har sukker nok til de brune kartofler, men jeg ved, at jeg har mine skønne børn og den søde Smed indenfor en arms længden, og det er ligesom alt, jeg behøver at vide for at være lykkelig.

I'll freaking wing the rest!

Rigtig glædelig og lykkelig jul til alle mine dejlige læsere! Jeg håber virkelig inderligt, at I får en helt fantastisk aften :o)

Så har jeg gjort det...

...eller...andre har gjort det...eller...nogen har gjort et eller andet...

Vi kan lige så godt springe som krybe i det: Skoleinspektøren stopper med én måneds varsel. Pr. 1. januar 2016 har vi ikke længere nogen skoleinspektør - eller det tror jeg i hvert fald ikke, vi har. Jeg ved det ikke. Ingen ved noget.

Men jeg glæder mig lidt, hvis jeg skal være ganske ærlig. Jeg tænker lidt, hvor meget værre kan det lige blive? Mage til uinspirerende personlighed skal man sørenspjætme lede længe efter. Som i rigtig længe!

Jeg er spændt! Spændt med spændt på... Og jeg lover at opføre mig ordentligt overfor den nye - når vedkommende engang bliver præsenteret!

Jeg lover... ;o)

Sådan får man...

...IKKE plus-point på præ-teenage-kontoen...

Jeg har en præ-teenager, og ærlig talt er det af og til en smule anstrengende! Måske nok mest fordi hun er mit fornuftige barn; dét barn, jeg bare skal rynke øjenbryn af, så ved hun godt, at den ikke trækkes længere; dét barn, jeg aldrig har hævet stemmen af; dét barn, der kan bryde ud i lys luge og råbe "Ej hvor jeg altså bare elsker dig, mor!"; dét barn, der overholder aftaler; dét barn, der er ansvarlig og fornuftig.

Ej, det lyder lidt, som om jeg ikke har de store forhåbninger til mit andet barn - men det har jeg faktisk heller ikke. Hun er 2'er... Need I say more?

Men mit ældste barn er godt nok blevet præ-teenager med stort P! Nøj, hvor kan hun hade mig, samtidig med hun godt er klar over, at hun ikke kan undvære mig. Det er lidt sjovt og lidt anstrengende, men jeg vælger mine kampe med omhu, og så går det jo nok det hele alligeveller :o)

Præ-teenageren har dog ikke mistet sin gode sans for humor, og det er lækkert! Uanset hvor åndssvag, hun mener, jeg er, så kan vi altid finde et eller andet at grine af.

Jeg er også blevet det mest pinlige menneske i hele den vide verden! Det har jeg været i nogle år efterhånden, så jeg er vant til det (og fuldstændig ligeglad), men præ-teenageren kan alligevel godt lide, når jeg er lidt pinlig.

Hvis jeres præ-teenagere ikke kan lide pinlige mødre, så lad være med at følge mit eksempel :o)

• Juleklippedag i skolen for et år siden: At bryde ud i "Jul i Angora" i klar og pæn sopran-sang (jaja, jeg er altså ikke tonedøv - det lyder pænt, når jeg synger), mens der fabrikeres julestjerner, og 14 børn kigger måbende på mig, hvorefter de 13 begynder at synge med og den 14. forlader lokalet i ren (påtaget) flovhed over sin mor.
  Det er stadig det helt store samtale-emne, og præ-teenageren elsker det, fordi hun åbenbart har den mest fjollede mor i verden!
• At man i vores bil, når jeg bliver udpeget som chauffør, må høre så høj musik, at det næsten giver næseblod, er et hit; bare IKKE når moren vælger at synge med - og den får sgu alt, hvad mine lunger kan trække; jeg kan slet ikke lade være. Det er åbenbart pinligt, for det er der ikke andre mødre, der gør.
• At aflevere offspring på skolen og hårdnakket nægte at gå, før jeg har fået et ordentligt "farvel-kys", er heller ikke ét af mine mest populære tiltag. Det er så pinligt! Men siden den dag, hvor jeg bragede ind i klassen og højlydt proklamerede, at jeg ikke havde fået mit farvel-kys og efterfølgende vold-kyssede barnet, har jeg fået mit farvel-kys uden slinger i valsen - og præ-teenageren nyder det ;o)
• Når jeg i sammenhæng med ovenstående tværs gennem skolen råber "MATHILDE, JEG ELSKER DIG" giver også af og til nogle onde øjne, men hun blev sgu sur en dag, jeg glemte det. Så jeg råber stadig :o)
• At danse rundt med støvsugeren og pludselig tæske døren op ind til præ-teenageren, der har en masse fremmede børn på besøg, mens jeg af mine lungers fulde kraft skråler Pitbulls 'Give Me Everything' og pudsigt nok får det timet til sætningen "Grab somebody sexy - tell them HEY", og i mangel af andre sexede mennesker, holder om mig selv, hører heller ikke til én af de mest velsete pinligheder!
• Da den pinlige mors mindst lige så pinlige kæreste, Smeden, efter at have sat præ-teenager og lige så præ-teenager-veninde af ved biografen valgte at rulle helt ned for vinduet og råbe "MATHILDE, DIN MOR SIGER, HUN ELSKER DIG" efterfuldt af en masse kysselyde, kunne vi heller ikke vinde Årets Forældre-pris på.
• Og toppen af kransekager er, når den pinlige mor og den lige så pinlige Smed kysser hinanden i fuld offentlighed!!! AAAAAAAAD, så bliver det ikke mere pinligt! Jow, det skulle måske lige være dengang, hun fandt ud af, at vi rent faktisk har sex. Dét var satme pinligt, men jeg formåede da lige at slå hende helt ud af kurs, da jeg sagde, at de andre forældre fra klassen også har sex... AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAD!! Og så var den samtale slut!

Jeg er en mester i pinligheder! Det er sgu nok derfor, hun er så rummelig - det er hun nødt til med den mor, hun har trukket i forælder-lotteriet ;o)

Word Porn...

...jeg intet mindre end elsker dig! Du fodrer mig med eksistentiel lyrik i et sådant omfang, at det er lige til at gå i ekstase over.

Jeg elsker de små, finurlige formuleringer; de skønne ordvalg; de tvetydige betydninger; muligheden for at tolke, som det nu engang passer mig; what's not to love?

Nedenstående faldt jeg over den anden dag, da jeg endnu engang brugte tid på fantastiske overspringshandlinger. Jeg synes, det er så smukt skrevet; så rigtigt! I hvert fald for mig.

Efter min mening kræver god lyrik ingen uddybende forklaring; det er der bare, og enten fatter man ikke en hvede, eller også giver det grund til refleksion. Hvis jeg absolut skulle, kunne jeg uden synderlig anstrengelse bruge flere timer på at forklare, hvad ovenstående giver mig af tanker, men det giver sikkert ikke mening for mange andre end mig selv, så det vil jeg lade være med.

Jeg er selv produkt af familier, der læser en del. Dog har lyrik ikke lige været øverst på listen over jeg-går-snart-helt-i-ekstase-læsning, men min fru muddi har dog også evnerne, kan jeg høre, og det glæder mig ;o) Der skal vi dog helst ud af en eller anden Dalai Lama tangent, før hun er hooked, og så meget skal der slet ikke til for at imponere mig. Come on, jeg har 27 tudesange, hvor teksterne bare er så smukke, at jeg ikke kan rumme det, så der skal ikke særlig meget til at sætte mig i selvsving, som var jeg Newtons Vugge.

Anywho; jeg ville egentlig bare frem til, at jeg er så lykkelig over, jeg i sin tid snublede over Word Porn, for det er simpelthen det rene porno for min hjerne, og hvis I har det på nogenlunde samme måde, så kan det klart anbefales at dyrke lidt.

Og skulle man være helt pjattet med blæk og litteratur i en stor og lækker sammenblanding, så kan jeg også kun anbefale at rode lidt rundt i The Word Made Flesh hos tattoolit.com

OMG jeg besvimer sgu snart i ren begejstring over, der er ord-nørder som mig derude i verden!!

Rigtig dejlig torsdag til alle :o)

r.h. Sin...

...har jeg fundet. Ikke at han har været væk, men jeg faldt tilfældigvis over ham en dag, jeg kampdyrkede overspringshandlinger.

Han skriver noget af det smukkeste, jeg længe har læst; det ved jeg godt, jeg siger om mange ting, men ikke desto mindre er det sandt hver eneste gang, det finder vej ud af min mund!

Og nu er jeg igen på vej ud i en længere smøre om lækker lyrik og smukke ordvalg, men jeg skal nok styre mit handicap en smule og blot fortælle, at hvis I ikke kender r.h. Sin, så kan jeg klart anbefale at følge ham på facebook.

Apropos at sige det samme om flere forskellige ting; den anden dag påstod jeg, at det smukkeste, jeg nogensinde har læst, er teksten til min tudesang No. 1, og endnu tidligere påstod jeg, at det smukkeste er mit yndlings Shakespeare citat; jeg er ikke nemt at blive klog på, det kan jeg godt selv høre, men jeg mener hvert et ord!

Jeg har også en mani med at kalde dejlige folk, der fascinerer mig, for de mest fantastiske mennesker nogensinde, og det var egentlig først en dag, Smeden påpegede det, at jeg opdagede, at jeg siger det ofte!

Jeg kan ikke huske, hvem det var om (der er som sagt så mange), men jeg fik i hvert fald sagt, at vedkommende var det mest fantastiske menneske nogensinde, hvortil Smeden konkluderede: "Det siger du om alle, så det kan man overhovedet ikke regne med..."

Jeg kan kun give Smeden ret; jeg bruger det tit og ofte! Men på den anden side så nyder jeg, at der er så mange mennesker, der på en eller anden måde indgår i mit liv, som er fantastiske.

Tænk om de alle var sådan nogle sure krager (som mig selv), der ikke berigede verden med noget positivt? Så er det da bedre, at jeg fascineres over deres awesomeness ;o)

En af de følgende dage kommer der et Word Porn indspark; yep, det hedder de, og det er fantastisk!

Jeg har en tudesang No. 1...

...og jeg ved faktisk ikke helt, om jeg er klar til at dele den med alle. Eller jo, det er jeg nok, men det lyder altså tosset, så nu er I advaret!

For lidt tid siden fik jeg en udfordring angående emner at blogge om, og udfordringen lød slet og ret på at skrive om, hvordan det er at finde kærligheden på de mest uventede steder. Jeg elsker udfordringen! Jeg synes, den er fantastisk, men jeg kan ikke; jeg evner det ikke. 

Og skal jeg skrive om kærlighed, så skal jeg skrive om Smeden, og det har jeg jo en regel om; den går ikke! Måske engang i fremtiden det kommer til at ske men ikke nu.

Men jeg skriver gerne om alt muligt andet; blotter mine særheder; og måske endda fremstiller mig selv som lidt af en maniac, så i dag er turen kommer til min tudesang No. 1, hvilket også handler lidt om kærlighed - dog til musik og lyrik.

Det er lidt fjollet at have en tudesang, jeg ved det godt, men den rører altså noget så dybt i mig, at jeg har svært ved at rumme det uden at flyde over. Jeg har haft flere forskellige tudesange, der har sloges om førstepladsen, men det mest fantastiske er alligevel, at efterhånden som tiden går, så ændrer mine tudesange sig. 

Engang var mine tudesange:

Soul Asylum: Runaway Train

Dolly Parton: Jolene

Kim Larsen: Hjerter Dame

P!nk: Family Portrait 

Snow Patrol: Chasing Cars

Og der har sikkert været flere, som jeg ikke længere kan huske.

Er det kun mig, der har en tudesang egentlig? Jo mere jeg skriver om det, des mere weird synes jeg faktisk, jeg er...

Anywho; den tudesang, jeg har haft i længst tid, er Chasing Cars. Mellem foråret 2010 og efteråret 2015 har jeg overhovedet ikke kunne høre den uden at være ved at drukne i tårer. Et halvt minut inde i sangen har jeg opgivet hver gang, for det eskalerer altid for mig. 

Jeg har mange gange sagt til mig selv: "Mig selv," sagde jeg, "du er simpelthen for åndssvag! Det er en fucking sang! Nu tager du dig sammen..." Men lige lidt hjalp det. Jeg har prøvet til mange gange, men det har været ganske umuligt for mig. Hvorfor? Jamen fordi den mindede mig alt for meget om noget, der engang var, og som gik i stykker og sidenhen udviklede sig til WW III. Jeg hyler ikke, fordi jeg savner noget eller nogen. Jeg hyler bare, fordi sangen engang betød alverden for mig.

En dag kom jeg til at snakke med Smeden om sangen, og jeg forsøgte at forklare, hvorfor jeg har det med Chasing Cars, som jeg nu engang har - men jo mere jeg forsøgte, jo mere åndssvagt lød det bare (jeg forstår det ærlig talt godt, hvis han synes, jeg har roterende fis i kasketten) også i mine egne ører!

Én eller anden effekt har den samtale dog haft, for dagen efter forsøgte jeg virkelig at stramme buen utrolig hårdt, så jeg satte sangen på repeat i fire stive timer. De første tre gennemspilninger tudede jeg mig vej igennem. Virkelig vold tudede! Men efter de tre gange fik jeg tankerne drejet hen på den samtale, jeg havde haft med Smeden, og det virkede på en eller anden fjollet led.

Så nu kan jeg høre Chasing Cars uden at vande høns. Jeg kan stadig få vand i øjnene, og jeg får stadig en masse gode minder om noget, der var engang, men jeg får også en masse nye minder i tankerne, og jeg hyler ikke længere. Lækkert stykke musik tilbage i mit liv efter godt 5 års fravær, tak :o)

Min "nyeste" tudesang er The White Buffalo med Come Join The Murder, som Kurt Sutter har skrevet.

Ved det første anslag i guitarforspillet kravler tårerne straks op i øjnene på mig. Efter 36 sekunder tuder jeg. Altså virkelig tuder! Sådan rigtigt! Jeg sidder ikke bare og små-flæber, jeg kamp hyler!

Det undrer mig hver gang, at det kan gå så hurtigt; men jeg kan ikke rigtig gøre noget ved det; jeg har accepteret det, så jeg hører den kun, når ungerne sover, og jeg ikke behøver være noget for nogen. Den der lækre følelse af at putte sig ind til en skøn tekst, en skøn betydning, en smuk melodi, en fantastisk kunstner, en tragisk historie. Bare omfavne budskabet så meget, at det kravler ind under huden; jeg elsker det så utrolig inderligt!

Bortset fra nogle citater hist og pist, så er det her noget af det smukkeste men også mest tragiske, jeg nogensinde har læst.

Så; folkens; sæt i gang med tolkningen af denne smukke tekst ;o) Og når det er veloverstået, så hør den lige her på youtube - det er så smukt; det bliver faktisk ikke smukkere!

There's a black bird perched outside my window

I hear him calling

I hear him sing

He burns me with his eyes of gold to embers

He sees all my sins

He reads my soul

One day that bird, he spoke to me

Like Martin Luther

Like Pericles

Come join the murder

Come fly with black

We'll give you freedom

From the human trap

Come join the murder

Soar on my wings

You'll touch the hand of God

And He'll make you king

And He'll make you king

On a blanket made of woven shadows

Flew up to heaven

On a raven's glide

These angels have turned my wings to wax now

I fell like Judas grace denied

On that day that he lied to me

Like Martin Luther

Like Pericles

Come join the murder

Come fly with black

We'll give you freedom

From the human trap

Come join the murder

Soar on my wings

You'll touch the hand of God

And He'll make you king

And He'll make you king

I walk among the children of my fathers

The broken wings, betrayal's cost

They call to me but never touch my heart, now

I am too far

And I'm too lost

All I can hear is what he spoke to me

Like Martin Luther

Like Pericles

Come join the murder

Come fly with black

We'll give you freedom

From the human trap

Come join the murder

Soar on my wings

You'll touch the hand of God

And He'll make you king

And He'll make you king

So now I curse that raven's fire

You made me hate, you made me burn

He laughed aloud as he flew from Eden

You always knew, you never learn

The crow no longer sings to me

Like Martin Luther

Or Pericles

Come join the murder

Come fly with black

We'll give you freedom

From the human trap

Come join the murder

Soar on my wings

You'll touch the hand of God

And He'll make you king

Come join the murder

Come fly with black

We'll give you freedom

From the human trap

Come join the murder

Soar on my wings

You'll touch the hand of God

And He'll make you king

And He'll make you king

Songwriters

BOB THIELE, KURT SUTTER, JACOB AARON SMITH

Jeg elsker...

...facebook-quizzer.

Det er totalt spild af tid, men der skal som sagt ikke så meget til at more mig, så jeg har en fest, uanset om forudsigelsen rammer helt ved siden af, eller om den egentlig passer meget godt.

I dag kom jeg også til at tage en test, som hed noget i retning af "Hvilke to ord beskriver dig bedst", og det kan jeg ikke helt sige stå for, så den fik et forsøg.

De to ord, der beskriver mig bedst, er tilsyneladende:

1. Begejstring
2. Modstandsdygtighed

Javel ja. Altså nu er jeg genetisk og psykisk udstyret med noget, man på en god dag kan kalde kronisk lallegladhed! Jeg er temmelig lalleglad; jeg er naiv; jeg tror på det bedste; jeg tror på det positive. Jeg har sgu også lorte-dage, hvor alt er pis og papir, men mestendels er jeg glad. Glad og positiv!

I dag har jeg været begejstret flere gang; at vågne op ved at Mathilde stod og råbte i mit ansigt "NØJ, I SOVER GODT NOK LÆNGE I DAG!" Klokken var lidt over otte; jeg elsker det! Trods den bratte opvågning var det stadig ved siden af Smeden; det elsker jeg også. 

Han gad sørme også at tage alle tre unger med ud at købe rundstykker; det begejstrer mig også! Og oven i hatten fik jeg den fineste buket liljer og til spørgsmålet "Hvorfor nu dét?", svarede han bare "Fordi jeg elsker dig!" Så er det jo ganske umuligt ikke at blive begejstret :o)

Elvis (min cocker spaniel Zippo) er blevet klippet. Når han bliver langhåret, får han sådan en Elvis-krølle i panden, hvorfor han går under navnet Elvis, når han trænger til at blive klippet. Det gør mig begejstret, at han er så fin og lækker igen; tak til morfar!

Så gør det mig begejstret, at jeg har fået et loppehalsbånd til Zippo af min mor. Det er så lækkert! Tak, muddi :o)

Lige nu er hytten fyldt med dejlige børn; det gør mig også begejstret og glad; glad for de små ting, der virkelig betyder noget som hundeklipning, loppehalsbånd, børn og blomster. Bare glad. Grundglad!

Facebook påstår også, jeg er modstandsdygtig, hvilket lyder som ét eller andet fra krigens tid eller som en multiresistent svinebakterie; jeg har det lidt ambivalent med den. Er det fordi, jeg er en tyk, lille trunte, der er svær at vælte i stille vejr? Eller hvad? Jeg er ikke modstandsdygtig. Jeg er før væltet; jeg har fået bundproppen trukket mere end én gang, og jeg snubler hver gang. Javist, jeg rejser mig før eller siden igen, men det gør mig ikke modstandsdygtig. Det gør mig bare til en lille væltepeter, der er for naiv til at blive liggende. For jeg tror stadig på det rigtige. Jeg tror på det gode. Jeg tror på menneskene omkring mig, selvom det er dem, der vælter mig; men igen - det gør mig ikke modstandsdygtig, for jeg tager modstand meget alvorligt.

Jeg er ikke enig i, jeg er modstandsdygtig.

Den beskrivelse, der følger sådan en quiz, gør dog lidt indtryk på mig; jeg ved godt, mange andre også får den samme, men derfor kan man jo godt reflektere lidt over ordene alligevel.

"Ubetinget kærlighed er uindskrænket kærlighed, der aldrig kræver noget. Og du elsker ganske enkelt folk, som de er - for deres sande, autentiske selv.

Rå og ufiltreret strømmer denne magiske kærlighed gennem dig i hvert øjeblik af dit liv. Den, du skænker denne kærlighed, kan i sandhed prise sig lykkelig."

Og det er jo ikke helt løgn! Jeg har hørt det mere end én gang i mine 32 år. Ganske ubetinget og ufiltreret, sådan fungerer jeg bedst; og havde jeg ikke været sådan, så var jeg nok heller ikke så "nem" at trække bundproppen på.

Jeg håber, bundpropstrækkeriet er fortid; man skal aldrig sige aldrig, men jeg har vel lov at håbe :o)

Rigtig dejlig filosofisk lørdag aften til alle I dejlige mennesker!